The Project Gutenberg EBook of Ludvigsbakke, by Herman Bang This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with almost no restrictions whatsoever. You may copy it, give it away or re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included with this eBook or online at www.gutenberg.net Title: Ludvigsbakke Author: Herman Bang Release Date: January 25, 2004 [EBook #10829] Language: Danish Character set encoding: ASCII *** START OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK LUDVIGSBAKKE *** Produced by Steen Christensen, Heidi Christensen and PG Distributed Proofreaders LUDVIGSBAKKE AF Herman Bang I TAKNEMMELIG ERINDRING OM EMIL BJERRING _"Men jeg synes undertiden, det er, som det var en anden, der lagde Tallene sammen."_ EN HIDTIL UTRYKT FORTALE [Det havde oprindelig vaeret Herman Bangs Hensigt at tilegne Ludvigsbakke til de Sygeplejersker, der havde vaeret gode og kaerlige imod ham under et sorgeligt og pinagtigt Hospitalsophold. Men saa dode netop hans trofaste Ven, Redaktor Emil Bjerring, og han tilegnede Bogen hans Minde. Men det oprindelige smukke og for Bang meget ejendommelige Tilegnelses-forord opbevaredes af Forlagsboghandler Lybecker, der nu har stillet det til Disposition For denne Minde-udgave]. * * * * * PAVILLON I. ... _"Er ikke det et af Digterens Maal: at give deres Klage Ord, som aldrig klagede?...." Til Plejerskerne. Denne Bog vender kun hjem til det Sted, hvor den fodtes. Dens Fortaelling er spiret af en eneste Erindring og den er vokset ved den. Under Hospitalets lange Naetter uden Sovn stod Doren aaben til den lille Forstue. Derude sad Plejerskerne ved deres Traebord. Lige overfor hinanden arbejdede de stille ved det faelles Lys. De vekslede ingen Ord. Men paa en Gang havde de begge paa samme Tid sluppet deres Arbejde og begge saa de tavse ind i Lyset med et langt Blik--Ojne, der sogte fjernt, saa fjernt bort, langt bort mod deres Livs ukendte Erindringer.... Saadan sad de en Stund med Panderne loftede mod Lyset. Og over deres Ansigt floj den samme Skygge af en Vaagnen; en Stonnen kaldte dem og de stod op og stille vendte de hjem til deres Pligt.... Men hine to Kvindeansigter--aa dagligdags Ansigter med bortstroget Haar fra lidt kantede Tindinger--var forblevet i en Sygs Erindring og Maaneder og Aar kom de igen og igen som et Minde, der kaldte paa fler og fik hundrede Billeder i Folge. Minder fra Hospitalets tavse Haver, hvor Lovet faldt tyst i tyste Gange og Byens Stoj lod daempet hen som fra en Verden, der er glemt; Minder om de maegtige Gaarde, hvor Baerernes hastige Trin doer hen, og om de lange hvide Gange, hvor i Skumringen, daekkede af det sidste Lagen, de bringes bort, som har ophort at lide. Og Dampmaskinens Stoj, hvis Stempel slaar som det uhyre Hus' ustandselige, drivende Hjerte. Og Dorene, som aabnes og lukkes, tungt; og de Syges uophorlige Tog, der kommer og gaar, og Mennesker, hvis Verden dette er, hvis Liv er her.... Tankerne forfulgte dette Liv. Og Haver og Gaarde og Gange og de Syge i Seng ved Seng og Rekonvalescenters mojsomme Trin, og Laegers Skikkelser, som folger deres Vej, og Arbejdet, ens hver Dag fra Time og til Time--det blev Rammen, flod sammen som Ramme om er enkelt Liv. Af alt dette Levende skod en Skaebne frem, en Skaebne at gore levende. Nu sendes Fortaellingen hjem til det Sted, hvor den blev til. * * * * * Jeg taenkte saa tit, mens jeg saa de Hundrede, hvis Liv er at pleje og at troste, at en Ting vel undertiden maatte falde ret tungt. Menneskene kommer her, syge, elendige, de modtager Plejerskernes Haender, de helbredes og--de gaar, gaar og glemmer. Og Nye kommer og de lider og hjaelpes og gaar og glemmer.... Og ingen Tak, ingen hengiven Erindring synes at binde mer til dem, som lindrede Lidelsen. Det syntes mig at maatte vaere tungt, og derfor sendes denne Bog derhen, hvor dens Spire blev lagt, med en Tak. Kaerlighedsgerninger skrives aldrig i Sandet. Mindet om dem gemmes i menneskelige Hjerter. H.B. Paris, Marts 93. FORSTE BOG Portoren var kommen for at hente de tre Patienter, der havde Kaelderarbejde, og han gik hen og raabte til Nummer to, Manden med Mavebaelterne, der vandrede op og ned, op og ned langs Kakkelovnsvaeggen: -Vi skal afsted. -Ja; Patienten Nummer to standsede og saa paa Portoren. Ja, sagde han igen med et Nik og drejede forvirret rundt om sig selv som en Hund, der vil laegge sig. Han gjorde altid det, fer han skulde foretage sig selv den allermindste Ting. Saa fik ogsaa han Slaabrokken paa ligesom de andre og de tre kom afsted. Man horte Portorens Nogler rasle gennem Gangen, mens han lukkede--forst heroppe, saa dernede. Ida Brandt satte de afvaskede Kopper sammen i en Krog paa det lille Kokkenbord og gik ind i Salen for at "lytte". Men de to Gamle derinde sov, med dybe Aandedrag. Og inde paa "A" var der ganske stille.... Froken Brandt stod op paa Stolen i Forstuen, hvad hun maatte for at naa Vinduet, og hun flyttede Blomsterne lidt, saa der blev Plads i Karmen til, at hun kunde sidde. -Brandt er tosset, sagde Froken Brun "hos Kvinderne": hun flyver op ligesom Honsene. Ida Brandt laenede Hovedet tilbage mod Vaeggen, og hun saa ud gennem det store Vindu: saa roligt "Soerne" laa, et eneste luende Rodt, nu Solen gik ned. Ida tog et Brev frem, men laenge blev hun siddende med det i Haanden, mens Soens Rodt derude stille gled bort og falmede--for hun begyndte at laese: Horsens, den forste Oktober. Du kaere Pige. Du faar dette Brev fem Postdage forsilde. Jeg ved det godt. Men Du har heller ikke fem afskyelige Unger, hvoraf de to i forrige Uge braekkede Forbenet af Skrivebordet. De vilde kun lege Skib med det, lille Du, under Rengoringen. Men nu er Benet limet, og til Morgen fik jeg de sidste Vintergardiner op, saa nu faar Du Lykonskningen: Gud velsigne Dig, min Pige, det ved Du, onsker alle vi paa "Villaen". Saa var det virkelig otte og tyve, Du blev. Ja dog, Du, hvor Tiden lober, og naar jeg gaar forbi Spejlet paa Norregade, synes jeg tit, det er ikke laenger siden end igaar, jeg saa Dig sidde derinde bag Vinduet, krobet op i Mahognistolen, og stirre artigt (alting har nu altid vaeret artigt paa Dig, Ida, Ojne, Haar, hvor var Du vel kaemmet med dine to Musehaler og det Hele) paa os forflojne Spirer fra Froken Jorgensen, naar vi kom rendende gennem Gaden med Taskerne og gav "Sidst" i Portene, saa der var ikke et helt Laeg i vore Nederdele. Du rykkede tilsidst helt ud paa Gadetrappen og stod og holdt Dig ved Gelaenderet saa forsigtigt, som var Du bange for at falde i Vandet, indtil din Moder kom og kaldte Dig ind med et "I-da" og Du gik med stive Musehaler (Du havde en Gammeljomfru-Gang, Ida, som Barn) og din Moder lukkede Gadedoren. Vi luskede af. Der var altid noget over din Moder, der ligesom daempede. Jeg pustede gerne lidt ud henne i vores Port. Jeg vidste jo, at Mo'r var ved Spejlet: "Saa--er Du der" (jeg var kommen lidt paa Skaev ind ad Doren) ... "Maa jeg se Dig?" og jeg maatte dreje mig. -Olivia, Fingrene af Munden. -Naa, ja, det har jeg sagt, det bliver sidste Gang, Du faar Skindkant om Kaaben ... Jeg mulede, der var jo altid en eller anden Stump af Kanten, der hang lost og dinglede; jeg ved ikke, hvordan det var, men jeg og Regine, vi blev nu en Gang forpjuskede. -Ja, saa kan Du gaa. Jeg lob med Tasken bus paa Dorkarmen. -Om det Barn nogensinde laerer at gaa paa sine Ben--jeg vidste jo, det vilde komme fra Forhojningen--: Og kun et Haandtag i Tasken ... ja, saa kan Du gaa.... Jeg var paa Vejen. -Men om Karen forst--kom det stadig fra Forhojningen--vilde vaere saa venlig at saette en Borste i dit Haar. Det er jo en Skaendsel at se paa. Haaret var det vaerste. Det endte altid med, at Karen maatte frem foran selve Mama med Borsterne. Hun borstede og borstede: -Nej--og Mama sukkede--der er ikke Skik at faa paa det Haar. Nej, lille Ida Brandt, hun kan holde sit. Jeg snerpede Munden sammen, saa stiv som en Pind, og Karen borstede: Du var jo altid Dydsmonstret.... Og kan Du saa huske, da Mama var paa Visit hos din Moder med mig--de havde vist egentlig ikke omgaaedes for--og de sad i Dagligstuen og talte, og vi sad i dine to Smaastole inde i Sovekamret mellem din Moders Seng og Vinduet og saa paa hinanden og bed Fingre--da jeg paa en Gang tog Dig i begge Haarhalerne og dunkede Dig ind mod Sengekanten, blev ved at dunke Dig, uden at sige et Ord. Og Du vaergede Dig slet ikke og gav ikke et Kny fra Dig, men begyndte bare at graede sagte, ganske sagte. Ved Du hvad, min Pige: Jeg tror, jeg fra det Ojeblik holdt af Dig, fordi Du havde graedt saa sagte.... Hvor jeg husker Onsdagene, naar jeg var hos Jer og kom Klokken fem for at hente Dig med ud. Naar jeg var kommen ind, kaldte din Moder, fra sin Vindusplads, ind i Sovekamret, hvor Du sad over Lektierne--Du saa altid ud, som vilde Du krybe op paa Kommoden, naar Du laeste Lektier--: -Ida.... -I-da, det er Olivia Franck. Mens hun blev ved at strikke med sine store Pinde, sagde din Moder til mig og nikkede: -Saet Dig, min Pige. Og jeg satte mig ved Doren--hos Jer satte man sig altid midt paa Stolene--til Du havde faaet alt Tojet paa, Vesten og det lille Torklaede og Kaaben og det store Torklaede, og vi kniksede foran din Moder: -Har Ida Lommetorklaede? sagde hun--jeg tog altid til min egen Lomme for at fole--: Kom saa ingenting til.... Og vi gik forbi Vinduet, hver paa sin Flise. Men om Aftenen naar Dugen var taget af Bordet--jeg ser din Moder flytte Lampen fra det ene Bord til det andet, hun flyttede den altid selv--lagde vi to Spil, mens din Moder fik Whisten med Froknerne (Herregud, nu er ogsaa Erbelin dod, hun bar sin svaere Dobelthage lige stift til det sidste) og jeg sad og sparkede Dig op ad Benene under Bordet, mens gamle Bonnitz lo af Glaede over Stikkene--hun lo ligesom om hun hikkede. Klokken halvni skulde jeg hjem, og Jeres Sofie bragte Ribsvinen ind, og vi fik de to AEbler, medens mit Toj blev bragt ind i Varmen.... Mama sagde: -Det hjaelper et helt Dogn paa Olivia, naar hun har vaeret hos Ida Brandt. Men om Sondagen var Du hos os ligefra om Morgenen. Husker Du, Jeres Sofie bragte Dig og "skulde hilse fra Fruen", mens hun tog Tojet af Dig, det ene Stykke efter det andet, som om hun loste en Bylt op. Der var ingen, der forskraekkede Mama som Jeres Sofie: -Jeg ved ikke, sagde hun; men hun har Ojne, som soger hun alt Stovet paa Moblerne. Moder havde det med at blive hed i Hovedet overfor fremmede Piger. Mama sagde med sin allerhofligste Stemme: -Vil Sofie ikke drikke en Kop Kaffe? Og Sofie nod den, siddende ret op og ned, paa Stolen ved det sorte Bogskab, uden at maele et Ord.... Vi var allerede ude af Stuen. Der var dejligt i den gamle Gaard (jeg taenker tit: Gud give jeg havde en saadan Gaard at sende mine Drenge ned i); Houmanns Lade med vore "Reder" i Hoet og Dessaus Loft, hvor Du maatte vade gennem Kornet, Du i dine Brunelsstovler. Men ja, hvor jeg regerede med Dig: jeg ser Dig, naar vi legede Berider i Vaerkstedet, haenge lydig i Trapezen i Spidsen af din store Taa med Ojnene stive i Hovedet af Skraek og Tungen ud af Munden, som naar Du skulde hores i Verber. Naar vi legede Skib med Drengene, var det vaerst. Husker Du Muellers Sukkertonder, som var Kahytter. De var ogsaa "Blykamrene", naar vi var med i "Rover". Men det var vaerst, naar de var Kahytter, for det var altid os, der blev kommanderede derind, naar det "stormede" og Brodrene rullede dem "under hoj Sogang".... Du sad derinde med Kjoleskortet op over Hovedet, Stakkel, som under et Regnskyl.... Det var ogsaa der, Du fik revet din blaa Musselins paa et Som. Du var bare blevet siddende ganske stille og glattede og glattede Flaengen over dine Knae, uden at sige et Ord, og jeg stod foran Dig og saa kun paa Dig og begyndte at glatte med, med begge Tommelfingre, som kunde vi lime Riften, indtil jeg sagde, aandelos: -Vi maa sige det til Mama. Og vi gik, lob op til Moder og jeg sagde, lige indenfor Doren: -Ida har revet sin Kjole. Paa "revet" begyndte jeg at graede, men Du stod lige stille: -Hvor? Mama greb din Kjole i Sommen og holdt den ud fra Dig som en Fane: -Ja, er det ikke det, jeg si'er, hvad maa Fru Brandt dog taenke om dette forrykte Hus? Du stod og rystede uden at graede, og Mama rev Haaret bag Orene lost med sin Haeklenaal: -Der maa gaa Bud efter Jomfru Finsen, sagde hun, ligesaa forfaerdet som vi: tag Kjolen af. Karen lob efter Jomfru Finsen, mens Du ventede i en af Moders Natkjoler og Mama blev ved sit om "Huset" og min Kjole, som jeg jo gerne kunde flaenge, det var hun vant til. -Der gaar Fru Brandt, raabte jeg, som var rykket op paa Forhojningen. Mama slap Kjolen: -Hun skal i Kirke, sagde hun saa, ligesom lettet; og vi saa begge to ud efter din Moders lige Ryg, der drog over Torvet. Det er Pastor Hansen, der praeker, sagde Mama. -Nej, sagde Du med en lille, tyk Stemme: det er Pastor Schmidt. Mama slog Haenderne ned i Skodet: -Saa er de ikke hjemme far halv et, sagde hun overbevist. Da Jomfru Finsen kom, erklaerede hun, at der kunde tages en Halvbredde ud og saa maatte Baglaeggene raekkes. -Det vil ikke ses, sagde hun, mens hun maalte og synede den blaa--Jomfru Finsen havde et Par Ojne, Stakkel, som grundede hun altid paa at skraa en Bredde--: -Nej, det vil ikke ses. -Tror De? tror De? sagde Mama, der altid horte paa Finsen, som talte hun Latin: ja, naar det blot ikke ses ... Det saas ikke. -Drej Dig, min Pige, sagde Mama til Dig, der havde Kjolen paa igen: en Gang til. Nej, det ses ikke. -Gud vaere lovet, Finsen! Moder slog Armene ned i Skodet: -Nu vi! vi ha'e Cremekopper. Cremekopper var Moders uomgaengelige Tilgift til Sypiger. Der blev altid lidt af Butterdejgen siddende paa Finsens Underlaebe, i den Revne, som hun havde faaet af at overbide Traad. Jeg fulgte Dig om Aftenen, da Sofie kom. Du tog mig lidt haardt i Haanden, da vi naaede ned paa Gaden. Da vi kom hen til Kaelderhalsen, sagde jeg: -De spiller; jeg saa Froknernes Skygger paa Jeres hvide Gardin. -Ja, hviskede Du med en lillebitte angst Stemme. Vi kom ind og Du fik Tojet af og vi kniksede rundt, forst jeg og saa Du, og din Moder sagde over Kortene: -Har Ida vaeret artig? -Ja; det var vist forste Gang, Du loj, min Pige. -Ja, gaa saa i Seng. Du ved, om Mandagen over Du Klokken syv. Godnat. Du fik dit Pandekys og var afsted. -Farvel, sagde jeg ligesom i en Eksplosion. Og jeg lob hjem til Mama, saa jeg var ganske forpustet: -De saa ingenting. -Ih, Gud ske Tak, sagde Mama og satte sig haardt i Sofaen: -Naa, Ida har nu meget godt af at vaere med i lidt Uartighed, sagde hun. Jeg havde henne paa Forhojningen hemmelig fat i Lektien: -Maa jeg sporge, Olivia, sagde Mama: begynder Du nu paa Lektierne?... Tror Du, Ida Brandt stjaeler Lys for at laese paa Sengen? ... Ja, det var den Tid, og hvem kan begribe, hvor den blev af, og hvordan Aarene lob. Hvor jeg ser os paa Kirkegulvet, ved Konfirmationen, hvor vi alle var i hvide Burnusser og rodmossede af at graede og glathovedede. Gamle Pastor Bacher, det Skind, det gaar rent tilbage for ham, og de gaar alle til Pastor Robert, sidst havde Bacher kun syv og tyve. Men Herren ved, hvor tit Du havde maattet hore mig i Salmer.... Mama blev ved at sige: -Jeg synes, Ida var den netteste Konfirmand. Den Pige har noget, naar hun holder sit Hoved, halvt nedefter, noget, der ikke ligner andre.... Og din Andendagskjole var blaa med smaa hvide Prikker.... Aa, den forste Tid som unge Piger, hvor vi endnu ovede os i at gaa i de lange Kjoler, og Mama maatte sy mig "Rucher" for Haenderne for at skjule mine rode Haandled; og til den hojeste Stads sad vi mellem de andre unge Piger, generte og ledelose i vore sorte Kjoler, der var pyntede op med en Pibekrave, kaere Du, hvor tit min maatte laegges ud i Brystsommen. I Julen var vi til det forste Bal. I tre Uger havde jeg sovet med Handsker paa om Natten: -Man kan ikke, sagde Mama, tage paa Bal med de Haender. Ida gaar i Huset, og dog har hun nettere Haender end Du. Vi korte derhen i Jensens Vogn, Du og jeg paa Bagsaedet, med to Skorter op over Hovederne, saa vi sad paa det Laerreds, mens Mama trykkede sig sammen paa Forsaedet og Jeres Sofie knejste paa Bukken med dine Sko, indsvobte i Papir.... Det aekle, gamle Rum i Klubben med Fugtighed ned ad Vaeggene og det graa Skaermbraedt. Husker Du Skaermbraedtet, hvor Fru Ferder regelmaessigt gik Ingas Hals efter med et dyppet Lommetorklaede. -Olivia, sagde Mama: om Du nu kunde lukke din Mund.... Hver Moder gav sine Formaninger og glattede Kjoler. Og midt paa Gulvet stod vi, rodarmede og forskraekkede og smilende, og Fru Ferder lob rundt: -Gud, Fru Franck, Deres er nydelige, blev hun ved at raabe. Hun havde et aabent Brev Knappenaale faestet foran paa sit Bryst for at gaa Ingas Toilette efter. Det dundrede paa Doren: Luk op, luk op. Det var Nina Stjernholm i sin Pelskaabe: -Godaften, Godaften! Barn, Barn, jeg er kommet meget for silde, raabte hun, mens hun rystede paa Hovedet, saa alle Lokkerne floj, og raabte paa Mama: -"Sode Fru Franck, hvor er Follene?" Og hun monstrede os og skubbede tykke Fru Eriksen til Side: Nydelige, nydelige, sagde hun i Farten: -Men lille Fru Franck, hvordan sidder mit? -Nina, dog, sagde Mama, hvor det sidder skaevt.... -Men, gor det? og Nina rettede og trak i Liv og Nederdel, mens Mama hjalp: -Men, hvorfor har De ogsaa alting siddende saa lost, Nina. Mama var halvt fortvivlet og trak Lidsebaandet fastere i Halsen, mens Nina lo: -Lille Ven, sagde hun til Mama, En maa der til at vaere lidt god mod de aeldre Mandfolk ... Har I til forste? vendte hun sig til os. -Ida ikke.... -Godt, saa hold Dem til mig, Froken Brandt, jeg raader over et Par spaede Lojtnanter fra Frederits, og jeg ta'er Hofjaegermesteren. Balinspektoren dundrede paa Doren og spurgte, om Damerne var faerdige, og Musikken begyndte at spille. -Saa, sagde Nina og slog Doren op. Jeg saa bare Lysekronen, Du, og den dansede allerede. Saa fik jeg Adolf Black, der var ligesaa befippet som jeg, fordi han var i Kjole, og jeg horte Mama sige: Ryggen, Olivia, og jeg saa Dig, der kom bagved med en Lojtnant, der bed i sit Skaeg.... Men hvor Gulvet var brillant, og hvor vi dansede. Du stod et Ojeblik henne hos Mama med hende i begge Haenderne: -Aa, Fru Franck, sagde Du og lo saadan stille, det er saa dejligt at danse. Nina var frygtelig. Hun havde stoppet sit Lommetorklaede ned foran paa Brystet og sagde til Kammerherren: -Kammerherre, se ikke paa mig, Fru Franck siger, jeg er meget for nedringet. -Nina, raabte Mama gennem den halve Sal. Men "Mollerne", de floj, og Inga Ferder dansede, med den blaa Garnering slynget om Armene, medens Nina lod Hofjaegermesteren binde sine Sko midt paa Gulvet: -Nina, raabte Mama. -Gud, Fru Franck, hvad skal jeg gore? naar Baandet springer? Og hun satte sig, midt mellem de gamle Damer, og lo. Men vi dansede. Jeg horte Kaptajn Bergfeld sige til Mama: -Det stille Pigebarn er nydeligt. "Det stille Pigebarn" var Dig, min Pige, og Kaptajnen var en Kender. Aa, ja den forste dejlige Tid: da Sommeren kom og "Syforeningen" flyttede ud i Lunden og vi sad der i en Rundkreds, bag Pavillonen, under Traeerne, mens en af os laeste hojt. Men paa en Gang blev Nina ked af det og slog til Bogen, saa den rog, mens hun begyndte at synge. Og vi andre lo og stemte i med, saa vi sad og sang lige ud i Luften, op i Lindene.... Men saa kom allerede det Efteraar, da din Moder blev syg. Du var henne hos os, kan Du huske, da Sofie kom lobende og ude i Gangen spurgte efter Dig. Du havde rejst Dig op fra Bordet og gik, uden et Ord, uden Farvel, bagefter Sofie, der lob hen ad Gaden. Du modte Froken Fischer og tog fat i hende og talte med hende og gik igen, hurtigere og hurtigere. Jeg stod ved vort Vindu og vilde folge efter, men jeg ved ikke ... jeg var bange, saa angst, at maaske var hun dod, og jeg sagde til Mama: -Gaar Du ikke med? Og vi tog Tojet paa og gik og kom ind i Jeres Stue, hvor alle Moblerne var flyttet, fordi de havde loftet din Moder og maatte baere hende; og Doktoren kom og Stuen blev fuld af Folk, til Doktoren sagde, de skulde gaa, og Froken Fischer kom lobende med Is i en Skaal og blev ved at sige, mens hun graed: -Men hun har heller aldrig taget mod Raad, hun har heller aldrig taget mod Raad. Jeg blev hos Dig om Natten og vi sad og vaagede inde i Dagligstuen og horte alle Uhrene dikke og melde med snurrende Klokkeslag de langsommelige Timer. Og vi horte Vaagekonen hviske til Sofie og skifte Isen og vi sad igen og horte Uhrene.... Men Du, Stakkel, vaagede mange Naetter siden. * * * * * Farvel, nu, min Pige. Gid det nye Aar maa bringe Dig rigtig megen Glaede. Vi paa Villaen, det ved Du da, onsker Dig det Allesammen. Og saa et Kys i Anledningen, skont Du ved, jeg afskyer det Veninde-Kysseri. Ungerne hyler, jeg skal hilse Dig. Din Olivia. Ida Brandt lukkede Brevet og sad med Hovedet stottet mod Karmen. Ovre bag Soerne taendtes Lygterne, en efter en. Hun horte Josefine, der bragte Aftensmaden og gik, og de Gamle paa Stuen, der begyndte at vende sig i deres Senge. Hun blev siddende, endnu et Ojeblik. Men pludselig raslede Noglerne i Doren hos Kvinderne, og hun sprang ned med et Saet, saa hun vaeltede Stolen: Det kunde vaere Professoren, han kom til saa mange Tider, og der var ikke taendt Lys. Men nej, det var Hr. von Eichbaum fra Kontoret, der sagde: -Maa jeg gaa igennem, Froken? -Vaers'go'. Hun taendte Lys, hun var blevet ganske stakaandet af Forskraekkelsen. Hr. von Eichbaum blev staaende, mens hun taendte: -Det er s'gu saert, sagde han med sin lidt snovlende Stemme: saa meget jeg er kommen til at taenke paa Ludvigsbakke, siden jeg er kommen ud paa dette forbandede Kontor. -Men der var osse saa dejligt, sagde Ida med en Stemme, som saa hun det for sig: saa dejligt der var ud over Braestrup. -Ja, der var rart, sagde han og smaekkede med sine Laeber: det var den Gang. Han blev staaende, mens hun hentede Stigen for at taende Gasblusset over Doren til "A" og gik op ad den: -Nej, sagde han og saa op paa hende: der var s'gu ikke mange som gamle Konferensraad. De vekslede endnu nogle Ord, mens hun gik ned igen og ind paa "A". Herren derinde, der sad i den store Hvilestol, loftede kun Hovedet, folgende hende med sine store, overskyggede Ojne, mens hun taendte Lysene paa hans Bord. -Hvem er det egentlig? spurgte von Eichbaum, da hun kom ud igen. -Jeg ved ikke, sagde hun: en Doktor ...; og mens hun halvt lo, sagde hun: -Han er den eneste, jeg er forskraekket for. Eichbaum lo: Han lader s'gu da til at vaere meget stilfaerdig.... -Ja, men jeg ved ikke ... det er ligesom han lignede et Spogelse.... -Et Spogelse? -Ja, sagde Ida ligesom forlegent: et Spogelse af et Menneske. Hr. v. Eichbaum blev ved at le, uden at hans Blik slap hende. -Naa, Godaften, Froken. Hr. v. Eichbaum nikkede og lukkede sig ud, og Ida krob op ad Stigen for at taende Blusset over Doren til "Salen". Inde fra Kvinderne horte man en skingrende Mumlen. Det var Froken Benjamin, hun blev altid urolig hen mod Aften. Ida Brandt stod uvilkaarligt og nynnede ganske sagte, mens hun delte Smorret af til Aftensmaden: hun taenkte paa Olivias Brev. Og saa paa Ludvigsbakke. Patienterne, der havde Kaelderarbejde, kom op igen og begyndte at vandre rundt i Forstuen, urolige, underligt nussende, uden at laegge Maerke til hinanden, mens deres Tofler klaprede, blev ved at klapre hen over Gulvet. Lange Bertelsen, der "var gaaet istaa", gik ud og ind til Vaskebaekkenet i Kokkenet og skyllede Haender, et Par rodlige, klamme Haender; hvert tiende Minut skulde han skylle de Haender, som skulde han tvaette dem for tusindfold Synd. -Naa, Bertelsen, De er jo ren, sagde Froken Brandt. -Ja, sagde han og holdt med et op at vaske sig, som om han ikke mere huskede det. Han gik hen til Bordet, stod og saa lidt paa hende, saavidt han kunde, for hans Ojne var aldrig paa et Sted--: -Men hvad skal jeg her? sagde han med et Stod: -Vil De sige mig, hvad jeg skal her? hans Stemme haevede sig paa Gentagelsen. -De skal jo blive rask, Bertelsen, sagde Frokenen og blev ved at smore Maden. -Rask, han lo, som han snaerrede, og man saa alle hans taette Taender; det var, som de var det eneste, der havde Farve i hans Ansigt, de glinsede: -Rask--her, hvor man er lukket inde. -Og saa skal De spise, sagde hun: og saa er jo den Dag gaaet, Bertelsen. -Ja, ja, raabte hun ind paa "Salen", hvor de to Patienter allerede havde sat sig til Bords ved Enden af Sengene og slog i Gulvet med Toflerne af Utaalmodighed: nu kommer jeg jo.... Hun lyttede forst ved Doren til Froken Petersen, der sov saa fast endnu, at man kunde hore hendes Aandedraet helt herud. -Froken Petersen, raabte hun og bankede: De maa op. Aandedraget horte op, og langt om laenge kom der et sovnigt "Ja". Froken Petersen havde Nattevagten. Ida gik med Maden ud i Forstuen, hvor Manden med Baelterne drejede rundt endnu. -De skal spise, Schroder, sagde Ida, lige foran ham, som talte hun til en Dov. -Hm; han saa kun paa hende. -De skal spise. Schroder, gentog hun. -Hm. -Men det maa vaere nu--hun blev ved at tale saa tydeligt, som havde Manden svaert for at hore--: for nu kommer Laegerne. Og hun ledte ham ind, foran sig, hen til Bordet. Man horte allerede Laegerne paa Trappen, og Noglerne lod i Doren. Det var Reservelaegen og to Kandidater, bagest kom Froken Helgesen, Plejemoderen, med Journalen. Hun bar den som en Retsbetjent et Aktstykke. Patienterne rejste sig fra Bordet, og de tre Gamle i Sengene fulgte Laegerne med deres saert halvbrustne Ojne: -Der er jo ikke noget? spurgte Laegen. -Nej, Hr. Reservelaege. Laegen gik alene ind paa "A" og lukkede Doren. Kandidat Qvam svang sig op paa Forstuebordet og slog Benene sammen: -Vorherre frels os, sikken en Vagt. Elve indlagt og en af dem "pumpet". -Var det Opium? Froken Helgesen talte til Kandidaterne forretningsmaessigt som til Kolleger. -Ja, det er en Klejnsmedesvend ... De si'er, det er Kaerlighed, og nu har de slaebt ham paa femte Time op og ned ad Gulvet--to Mand ... Vorherre bevar's, at Menneskenes Born ikke kan laere at tage det med Ro ... Hvad siger De, Froken Brandt? Qvam sprang ned, for Reservelaegen kom ud: -De kan gerne lade Patienten traekke lidt frisk Luft, sagde han; han var allerede ved Doren til Kvinderne. Qvam gik bagest; han rystede paa Taerskelen sine Ben i de hvide Sportsbukser, som vilde han ryste Stovet af sine Fodder. Ida gav de tre Gamle Mad, hun havde en egen, naensom Maade at lofte dem op i Sengen. Froken Petersen kom ud af sin Stue, vims og forpustet: -Hvad er Klokken. Jomfru? sagde hun ind til Ida (Frokenen havde ti sirlige Svingninger med Underkroppen for hvert Skridt, hun tog): -Mit Uhr er gaaet istaa. -Den er mange, sagde Ida. Den var altid mange, naar Froken Petersen kom op om Aftenen. -Ak, ja, De er rar og venter. Jeg lober ind til The.... Ida nikkede kun, hun var saa vant til at maatte vente paa de andre en Halvtime efter Tjenesten. Hun satte sig ind under Blusset i Salen og gav sig til at sy. Hvor godt hun dog huskede Karl von Eichbaum, nu, hun taenkte paa det, hjemme fra Ludvigsbakke--ham og hans Moder, der altid sad helt oppe ved Bordenden, hun havde altid Konferensraaden til Bords. Fru von Eichbaum gik Ture paa Klokkeslet og havde de to Stenbaenke i Forvaltergangen, hvor hun hvilede--for sig alene. Hun sagde altid: Der har vi jo den lille Froken Brandt, som om hun opdagede hende paany hver Gang. De tre Patienter sad ved Enden af Sengen og spillede Kort med Uldbukserne i Aal hojt op om Benene. Men Schroder vilde i Seng. Han sad i den bare Skjorte paa Sengekanten, Benene hang, som sad Knoglerne lose paa ham. -Nu maa De helt i Seng, Schroder, sagde Ida. -Ja, svarede han og blev siddende med ludende Hoved. Ida maatte rejse sig, for Schroder fik loftet Benene besvaerligt, som var det noget, der kraevede en tung Eftertanke: Saa, sagde hun og slog ned paa Taepperne med begge Haender: Det er jo meget bedre, naar De ligger ... ikke? Hun blev ved at hjaelpe med Taepperne, mens hun tyssede paa Bertelsen: han blev altid saa voldsom ved Kortene. Saa horte hun Froken Petersens Nogler og begyndte at pakke sit Sytoj sammen: hun skulde endnu kun aabne paa "A". Herren paa "A" sad ved Bordet og loftede kun Ojnene for straks at begynde at skrive igen paa sine store Papirer. Det var altid Tal og Tal, han skrev, saa langsomt som han prentede dem. -Saa aabner jeg Skodden, sagde Ida og aabnede det hoje Vindu. Froken Petersen stod udenfor ved Kighullet, da Ida kom ud. Herren derinde rejste sig langsomt, og stille satte han sig op i Karmen. Uden at rore sig sad han og saa ud i Natten frem mod Stjernerne. -Hvad er det, han altid sidder og regner paa, sagde Froken Petersen. -Dr. Qvam si'er, sagde Ida, at han vil finde Lovene ... -Stakkel, sagde Froken Petersen, der intet forstod, og hun gjorde et Jomfru-kast med sit Hoved, for hun gik bort fra Kighullet. Ida aabnede Doren til den urolige Gang, hvor hun gik ind. To Portorer holdt en dod Krop mellem sig; dens Arme hang over deres Skuldre, mens de slaebte den. Josefine, der sad paa Baenken under Vinduerne og skulde have to slove Mandspersoner til at spise, sagde med et Kast med Hovedet over mod Portorerne: -Det er osse et Slid, nu har det varet fem Timer. Portorerne drejede lige ved Doren til "den gode Gang", da Ida skulde ind, og den ene af dem sagde, seende paa det haengende Hoved: -Det er forresten et paent Menneske. -Ja, sagde Ida og saa ind i hans Ansigt, hvis Laeber var aabne som en Maskes--og Portorerne vendte sig og slaebte Kroppen videre. Inde paa den gode Gang stod Celledorene aabne og Patienterne blundede stille i deres Senge. I Spisestuen sad Froken Friis, der havde Friaften og skulde i Theatret, med Kikkerten foran sig paa Bordet, og knappede Handsker: -Aa, sagde hun: der har vi "Jomfruen" ... -Hjaelp mig, hva'? hun strakte den ene Haand ud mod Ida, der altid skulde "hjaelpe": jeg kommer meget forsilde. Ida knappede Handsken, mens Plejemoderen, Froken Helgesen, der sad bag Themaskinen i sin Yndlingsstilling med Armene overkors, sagde med sin meget tydelige Stemme: -Hvad har det Liv kostet? -Tak, Jomfru. Froken Friis spejlede sig en sidste Gang i det lille Spejl i Hjornet; hun fredede endnu om det Ydre som to og tyveaarig, hun havde haft ubeskaaret for ti Aar siden, og Haaret maatte have sit ganske bestemte Fald i Tindingerne: -Jeg har faaet det af en Faetter i Aalborg, sagde hun, om Livet. Froken Krohn og Froken Berg, der drak deres The ved den anden Bordende, sagde: -Uha, ja, nu skal man til at taenke paa Vintertojet. Og de begyndte at tale om Hatte. -Jeg laver mine selv, sagde Froken Helgesen bag Maskinen. Saa kom der en stor Kvindefigur frem i Doren: -Her stinker fint, sagde hun og forte en hvid Haand op til en bred Naese, mens hun saa til Froken Friis. Det var Froken Koch, Plejemoderen fra Kvinderne. -Ja, sagde Froken Friis, der endelig var faerdig og havde faaet fat i Kikkerten: jeg holder ikke af at lugte af Karbol udenfor Anstalten. -Godnat. Froken Koch kom ind i Stuen og satte sig henne i Krogen med Haenderne mod sine Knae ligesom et Mandfolk: -Maa man vaere her lidt? sagde hun. Og Froken Helgesen, der havde nikket til hende, sagde fra Maskinen: -Froken Friis holder meget af Klaeder. Froken Berg og Froken Krohn blev ved at tale om Hatte, og Froken Koch sagde, mens hun kloede sig i det graa Haar, der var surret op i Nakken, som man surrer en Tovende: -Kob Jer et Par Skindhuer, Born, de varer. De to lo og blev ved med at diskutere Hattene: de maatte da ogsaa passe lidt til Frisuren; og de begyndte at tale om Haar, mens de to Plejemodre spurgte om de Indlagte. -Der var elve idag, sagde Froken Helgesen. -Ja, og et svaert Mas, sagde Froken Koch. Froken Berg kunde ikke taenke sig sig selv uden Pandehaar. -Ja, sagde hun: om man havde Brandts Haar.... Gud, Brandt, at De ikke "flammer" det. -Jeg har altid haft det saadan, sagde Ida. Men Froken Berg vilde prove at flamme det og begyndte at purre op i Idas Pandehaar med en Lommekam: De er jo ikke til at kende, sagde hun og blev ved at purre op i Haaret: ellers ser De jo ud, som De var vandkaemmet.... Froken Krohn, der sad og saa til med begge Armene paa Bordet, sagde: -Naa, saa De den ny paa Kontoret? Det kan nok vaere, Nakkeskilningen skinnede.... De snakkede om Hr. von Eichbaum, og Froken Helgesen sagde, henne fra sin Plads: -Jeg finder, Hr. von Eichbaum er et meget net Menneske.... Froken Koch gav Brillerne et Tryk over Naesen som for at se bedre: -Naa, sagde hun, det er et af de Mandfolk, der gaar efter Skorter. -Jeg kender ham, sagde Ida, der sad ganske rolig, med sit purrede Haar: hjemme fra Ludvigsbakke. Hun sagde altid "Ludvigsbakke" ligesom lidt sagtere end alle andre Sprogets Ord. Men Froken Krohn sagde og lod Fingrene lobe, som spillede hun en Hopsa paa Bordet: -Manden gaar med Stropper i Benklaederne. Froken Koch talte om Ludvigsbakke, der laa i hendes Egn, og om den gamle Konferensraad og Konferensraadinden. -Men hun var vel allerede i Jorden den Gang, De kan huske. -Ja, svarede Ida: Konferensraadinden var dod. -Det var en dejlig Kone, sagde Froken Koch: hun dyppede selv sine Bede, da hun var firs ... med Karlestromperne trukne uden paa Skotojet.... Froken Koch lo ved Tanken om salig Konferensraadinden og hendes Uldstromper: -Men nu er det vel snart tredive Aar siden. Naa; Froken Koch rystede sit Skort fortil; det var en Vane, hun altid havde, naar hun rejste sig: den Vej skal vi jo alle. -Skal De op, Brandt? -Ja. -Saa slaar vi Folge, sagde Froken Koch: Godnat. De lukkede sig ud paa Trappen ved den gode Gang, og de standsede ved Froken Kochs Dor. -Ja, sagde Froken Koch i en helt anden Tone og stod lidt ved Doren: Det var et herligt Sted. Hun taenkte paa Ludvigsbakke. -Godnat, Brandt. -Godnat. Ida gik op og lukkede sig ud og ind ad Dorene henover Loftet og kom ind i sit Vaerelse. Hun taendte Lampen, der var daekket af en Sommerfugl (der var rundtom i Stuen saa mange smaa Ting, som hun og Froken Roed sad og lavede under Nattjenesten, for at pynte) og hun stod lidt foran Kommoden og saa paa Billedet fra Ludvigsbakke, med det hoje hvide Hus og Plaenen foran med den nye Flagstang, og alle de Unge, der sad paa Trappen op ad Trinnene. Der sad jo ogsaa Hr. von Eichbaum ... jo, det var ham ... hun havde vist ikke lagt Maerke til ham paa laenge. Men hun huskede godt, Billedet var fra det Aar, da han var kommen hjem fra en Skole i Svejts og altid laa paa Graesplaenen saa lang han var.... Og der stod Konferensraaden ved Flagstangen.... Hun gik hen til Chatollet, slog Klappen ned og tog et Par andre Billeder frem. Der var det fra Soen. Hun blev staaende med det og smilte: hm, naar det var tort og der var Lavvande, og alle Herrerne og Agnes Linde vadede ud med bare Ben og pjaskede rundt mellem alle Fiskene. Hvor de morede sig saa. Men en Gang havde en Gedde bidt Agnes Linde i Laeggen, saa Dr. Didrichsen maatte hentes. Det var Fru von Eichbaum, som sad der paa Bredden, under den hvide Parasol. Hun lukkede igen Skufferne, der endnu var fulde af saa mange af Moders gamle Ting. Ida laaste sin Dor, for hun gik i Seng. Hun taenkte paa Olivia og hendes Born og paa Nina med hendes fire lange Drenge, som hun havde set ifjor, og paa sin Fader og paa sit Hjem--derhjemme paa Ludvigsbakke. Hun saa den store hvide Laenge i Godsforvaltergaarden og Stuerne, hvor der var saa "blaest" og saa stille, med Blomsterne, i hvert Vindu fire og fire i de malede Potter; og Faders Konkylier, som hun aldrig maatte rore, skinnede rundt om i Hjornerne. Og hun saa Kontoret, naar hun bankede nederst nede paa Doren, da hun var ganske lille, og kom ind og sagde, de skulde spise. Faderen sad i sin lange Laerredsfrakke ved det gronne Bord, med den gamle Straahat paa-- for han "tog altid Haaret af", naar han var i Kontoret--og hun krob op i den store Armstol og ventede: alle "Fa'rs Fugle" sad rundtom, i deres store Kasser, under Glas. Moderen aabnede Doren: -Brandt, jeg venter med Maden. -Ja, min Ven ... er Barnet her? ... naa.... Og han tog ned om Ida med et Par kaerlige, aandsfravaerende Haender: -Ja, min Ven, ja, min Ven. -Hatten, Brandt, sagde Moderen. De gik ind. Ida stolprede ved Siden af Faderen, der trykkede hende ind mod sit Knae, saa hun snublede over hans Stovler. -Brandt, sagde Moderen, jeg ved ikke, hvordan Du gaar med Barnet. Efter Middag satte Faderen sig hen i Sofaen med et Lommetorklaede over sit Ansigt, Moderen sad i sin Stol ved Vinduet. Lidt efter sov de ind. Ida listede sig stille rundt og lukkede Dorene paa Klem. Saa satte hun sig paa en Skammel, mens Foraeldrene sov. Efter Middag gik Moderen og Ida til Kaffe hos Madsens i Skolen. Den laa ved Kongevejen, hvor Vognene kom forbi. Der korte Apotekerens Frue fra Braestrup. Hun havde jo nu kobt sig en Symaskine i Kobenhavn. Ja, Madam Madsen havde vaeret henne at se den. Men hun troede nu, det var holdbarere i Haanden. Moderen nikkede. -Men De ved jo, de skal prove alt i Apoteket, sagde hun. Ida sad paa en lille Stol og laerte at strikke og havde sin egen lille Kop. Naar Moderen og Ida gik hjem, tog de Vejen forbi "Gaarden". Der braendte kun, hos Froken Schroder og henne hos Forvalteren, to ensomme Lys. -Godaften, lod det. Det var Forkarlen, Lars Jensen, han rejste sig fra en Baenk. -Godaften, svarede Moderen. Og de gik videre, ind i den morke Godsforvalter-alle. Hjemme horte de Latter helt ud i Gangen. Det var Skovrideren, som var kommet over til The. Moderen gik ud for at lave til, og Ida kniksede forst for Fruen, en ganske spaed lille Dame, der havde givet Livet til elve Drenge, og hvis Ojne var blevet storre og storre for hver Fodsel--og saa for Skovrideren. -Naa, hvordan gaar'et med Tosen, sagde han og loftede hende op i begge Arme, med et Sving. Lund var en vaeldig Mand i Bredden, der lo, saa han blev rod helt ned i Nakken. -Lund, Lund, Du er saa voldsom, sagde Fruen: Du er kun vant til at tumle med Drenge. -Uha! sagde Lund og blev ved at svinge hende: hun har s'gu godt af'et. Det saetter Blodet i Bevaegelse. De gik ind at spise: Aa, sagde Fru Lund (for der var intetsteds, hvor der var saa mange konne Ting paa et Bord som hos Godsforvalterens): hvor maa det vaere dejligt at kunne holde alting saadan som De, Fru Brandt. I Skovridergaarden gik det lidt hulter til bulter; elve Efterkommere var mange. De talte om Egnens Nyt og om Symaskinen. Skovrideren havde vaeret inde at se, hvordan den lob. -Man skal jo syne Kunstvaerket, sagde han. -Det er jo en Haandmaskine? sagde Fru Brandt. -Ja; men Fanden ved, om det holder. -Jo, Lund, sagde Fruen og saa hen for sig: det maatte nu alligevel vaere rart i et Hus, hvor der er mange at sy om. Lund bare lo: -Naa, fodt Silfverhjelm--Apotekerfruen anbragte dette sit Frokennavn under Mogensen paa sine Kort--kunde s'gu nok blive faerdig med at sy sin Smule Skorter i Haanden. -Men der er jo dem, sagde Fru Brandt, bydende et Fad frem: som gerne vil vaere blandt de forste til at ha'e en Ting. -Og naar man saa, sagde Fru Lund, ikke har andet at taenke paa, saa er det jo rimeligt. Fru Lund, der altid talte i en Tone, ligesom hun tyssede paa nogen, gik over til at tale om Prisen paa Smorret: -Nu var Levy igen gaaet fire Skilling ned. Fru Brandt forstod det ikke, for hun havde hele Tiden holdt Prisen. -Ja, sagde Fru Lund og rystede paa Hovedet, hvor hun i Nakken havde fire smaa Kroller, som var ombunden med et Flojlsbaand: men det kommer vel af, at det hjemme hos os ikke altid arter sig ligedan ... Gud ved, hvordan det gaar til. -Saa ta'er vi os en Snaps, Skovrider, sagde Brandt, der sad og saa, saa paa den ene og saa paa den anden: Har Barnet noget? Ida smurte selv med en Kniv uden Egg: Man maa vaenne Born, sagde Moderen: de har godt af det. -Skaal, Forvalter, sagde Skovrideren, og de talte om, naar Konferensraaden kunde ventes. Det blev naeppe for om et Par Maaneder, i Slutningen af Juni. -Naar det konne er af Skoven, sagde Skovrideren. Efter Bordet skulde Ida i Seng. Faderen tog hende op paa sit Knae, da hun sagde Godnat, og lod hende ride. -Du stoder s'gu Peber med Barnet, sagde Skovrideren og lo, og Ida sagde Godnat til de andre, en efter en. Skovriderens gik Klokken ti. -Har Du Armen, sagde Lund, for morkt er det. -Madam Brandt er s'gu lidt stikken alligevel, sagde han: hun kan s'gu ikke glemme, En har kendt hende som Husjomfru ... og de Ting. -Men de er dog hjaelpsomme, Lund, sagde hun. Til det svarede Skovrideren ingenting. Men hun fylder jo godt for en Bordende, sagde han kun. -Og hvor er der sirligt, sagde Fruen. Det var altid hendes dybe Undren, naar hun var hos Fremmede. Lunds gik hjemad. Men Fru Brandt var rundt at lukke for sine Solvsager. ... Ida havde Barneselskab, som skulde vaere nu, for Konferensraaden kom. Bornene drak Chokolade paa Hojen, der stodte op til Herskabets Have. Smaapigerne sad, stivede, paa Rad. Kroens to sad ved Enden af Bordet i skotsktaernede Vinterkjoler og med Orenringe, mens de alle drak og spiste. Fru Brandt, der gik omkring, i hvidt Sjal, og skaenkede, sagde: -Ingeborg har vist ingenting? Ingeborg var Herredsfogedens Eneste og havde filerede Halvhandsker med graa Slojfer. Man horte ikke et Kny. Ida, der var den mindste af dem alle, gik rundt og viste sine Dukker frem til dem, der var faerdige; mens Skovriderens to yngste, Edvard og Karl Johan, der havde sprukne Haender, (Gud ved, hvordan det gaar til, sagde Fru Lund: men alt Snavs falder i de Drenges Haender) slog frem mod Kagefadene med et pludseligt Tag, som om de rapsede, hvad de nod. -Sofie, sagde Fru Brandt, der saa ned over det stille Bord: der er ikke noget dernede; som gjaldt det kun om at fylde i dem. -Nej, Tak, sagde Ingeborg, hvem Fru Brandt bod igen: vi spiser til Middag saa sent. Kroens to havde vendt Overkopperne. Brandt kom frem nedenfor Hojen, hans Benklaeder kom saa let ind i Skoene bagtil, naar han gik: -Naa, naa, her er Selskabet, sagde han og kom op: Har I faaet no'et? sagde han. Naa, naa, han gik rundt og kneb dem i Kinderne og naevnte forlegent deres Navne, for han vidste ikke andet at sige, mens Smaapigerne skubbede sig og saa ned i deres Skorter. -Men saa skulde I lege, sagde han. -Saa skulde de lege, gentog han til Konen. -Men der er maaske nogle af Bornene, der vil ha'e mere, svarede Fru Brandt. -Nej, sagde den aeldste fra Kroen kort, bag Overkoppen, afgorende det for alle. -Men saa skal I lege, blev Faderen ved i samme Tone, han vidste ikke, hvad de skulde lege. -Vi kunde kaste med Lommetorklaede, sagde Ingeborg fra Herredsfogeden, mens Smaapigerne blev siddende rodhovedede og stille. -Ja, ja, men Born maa stoje, sagde Brandt, Born maa stoje, de maa rore sig. Og paa en Gang sagde han, helt forpint: -Jeg henter Schroder, min Ven, og gik. Skovriderens to mumlede no'et om, at det med Lommetorklaede forstod de ikke, og de stillede sig op og mulede henne ved et Trae. -Ja, vil Du begynde, sagde Ida, der hang paa Kanten af en Baenk ved Siden af Ingeborg og hun rakte hende et Lommetorklaede, som var alt for lille til at kastes. Brandt lob gennem Haven, ind gennem Herskabets Laage. Oppe i Hovedbygningen stod alle Dore paa vid Gab og der lugtede af stivede Gardiner og Renlighed. Froken Schroder stod midt i Salen paa en Stige, i de bare Stromper: hun holdt af, i en travl Vending, at kaste Skoene: -Beva'rs, Godsforvalter, De vil hente mig, raabte hun og lod Armene falde. -Ja, lille Schroder, De maa over ... det kommer ikke i Gang, sagde Brandt, der skod Brillerne op og ned: man ved jo ikke, hvorledes de Born skal mores. Han rykkede op i begge sine Benklaeder: -Jeg tror, der er halvtreds, sagde han. -Josses, ja, og Schroder tog sig til Haaret: men her ligger jeg midt i det. Schroder saa sig rundt, der laa Gardiner paa alle Stole: Og imorgen har vi dem, sagde hun. Hun kom ned af Stigen og fik Skoene paa sig med et Klask: Det er grueligt med den Varme om Benene, sagde hun. Schroder havde det med Varme allevegne, og fra den forste Junidag var hun evig paa Vej gennem Haven med et Lagen; hun badede i Dammen: Der er ingenting paa Jorden som Vand, sagde hun. -Naa, i Guds Navn, hun saa til Gardinerne: saa haenger vi op inat. Nede paa Hojen var de begyndt at trille med Laag. -Vor Herre bevares, sagde Schroder og saa ud over Gruppen: hvad er dette for en Altergang? Her maa vi ha' Benene rort. Hun fik Bornene op i Raekker og de begyndte at marchere. Ida tog hende i Haanden og, da de var gaaet et lille Stykke, kom Herredsfogedens Ingeborg og tog Schroders anden Haand: -Se, sagde Foged-Barnet til Schroder, jeg har Broncesko. Men Skovriderens Drenge gik og klaskede Kroens Pigebarn bagi, for de kom sidst. Lidt efter legede de Enke nede ved Dammen. Brandt var fulgt med og af lutter Glaede stod han Bornene i Vejen, hvor de saa skulde lobe: -Nu ka' man da hore dem, sagde han. -Ja, sagde Schroder og skod til sine AErmer: men jeg har tolv Fag at haenge op. Fru Brandt og Sofie gik, lige ranke, med Fadene med Smorrebrod, gennem Haven op paa Hojen for at daekke. Ida var saa lykkelig. Hun lob to Gange hen og kyssede Schroder paa Haanden, uden at sige et Ord ... "Herskabet" skulde i Skoven paa to Vogne og var svunget ud af Indkorselen, mens Konferensraaden sad midt i Ungpigevognen som en Bisp. Fru Brandt gik over til Hovedbygningen med Stedets Avis. Schroder stod i Fadeburet, hvor hun havde pakket Madkurvene. -Pyh, jeg har ikke et Stykke under, sagde hun og slog sig fortil, paa den Sirtses: Og nu kan man begynde at rydde op i Gaestevaerelserne. Hun lob ud gennem Kokkenet, hvor tre tilbundne Husmandskoner passede Folkenadveren, og over Gangen ind i Gaestevaerelserne. -Naa, sagde Schroder, her flyder det. Alle Dorene mellem Kamrene stod aabne og Kufferterne havde ingen lukket. Kjoler og Skorter laa der og hang der. Schroder snakkede, mens hun haengte op og flyttede. Fru Brandt sagde ikke noget, men gik rundt og loftede Nederdelene op, saa hun kunde domme om Stofferne: -Ja, de kan, sagde hun. -Naa, sagde Schroder og vendte sig; hun var iforvejen: med Undertojet er det nu ikke altid saa stort hos de Kobenhavnere ... Det kan man se paa saa tit her maa vaskes. Fru Brandt svarede ikke og talte ikke, (det var til ingen Tid Fru Brandts Art at sporge, hun brugte kun sine graa Ojne), mens Schroder lob foran og regerede og snakkede: -Ja, Gud ved, hvad det kan bli'e til med Froken With og Falkenstjerne ... Men de passer, ved De hvad, lange Mandfolk med smaa Koner--det slaar altid til.... -Og hun er en nydelig Pige, sagde Schroder. Hun slog en Kuffert til og sprang i Tankegangen: -Froken Adlerberg, sagde hun, har et Liv, ved De, det var nydeligt at ha'e ved en Lejlighed. Naar man kunde la'e Jomfru Jensen komme et lille Lob herop fra Braestrup en Middagsstund.... Jomfru Jensen var Syjomfruen i Braestrup og hun tog undertiden et Monster i Gaestekamrene om Sommeren. -Det er "Garibaldi", forklarede Schroder, der gik ind i det inderste Vaerelse, hvor to straenge Kufferter stod lukkede med Laas og Kjolerne hang paa Knagerne, indvundne i Tyl. -Det er Fru v. Eichbaums, sagde hun. -Froken, Froken, raabte Ida udenfor Vinduet. -Der er Barnet, sagde Schroder og strakte sig frem og loftede "Spirrevippen" ind, for hun loste et langt og bredt sort Moireeslaeb ud af et Tyl, helt frem i Stuen. -Det er hendes Slaebkjole, hva'? Den er foret. Mens Ida stod og stirrede op i det meget Silke, lo Schroder og holdt Skortet ud over hende som en Kaabe; men Fru Brandt folte ind paa Foret: -Foret er af gammelt, sagde hun. -Ja, sagde Schroder, men ved De hva', det er dog storartet, hvad de faar ud af 'et. Det var altid Schroders Undren overfor Kobenhavnerne. -Og saa gaar vi, sagde hun. Da de kom til det sidste Vindu, satte hun med et Tag Ida ud paa Graesgangen igen: -For ellers vokser Du ikke, sagde hun og lo: Og saa skal der taelles til Vask. -Ja, jeg kan vel ikke vaere til nogen Tjeneste, sagde Fru Brandt, der allerede stod i Gangdoren. -Aa nej, sagde Schroder, man maa selv gaa og stampe i 'et. Hun blev staaende et Ojeblik paa Trappetrinnet og saa efter Fru Brandts Ryg, mens Fruen gik hen over Pladsen: -Jeg tror, det bli'er Torden, sagde hun saa og pustede: Gud give, det vilde. De tre Husmandskoner gik stille inde i Kokkenet. De var paa sorte Uldsokker, skont der var Stengulv. Ovre hos Brandts var Madam Madsen kommen fra Skolen. De omgikkes ellers aldrig saameget i Sommertiden: -Man ved jo det, sagde Madam Madsen til Madam Ludvigsen, at man paa "Gaarden" er god nok om Vinteren. Godsforvalteren gik urolig ud og ind, han fik altid Mindelser i Knaeene, mod Torden. Og det trak ogsaa svaert op med Skyer nede over Braestrup. Madam Madsen havde saamaen ogsaa, sagde hun, allerede sat Tykmaelk hen, for Madsen varede mod Torden det forste, han stod op om Morgenen. Han folte det jo i Hugget. Madsen havde faaet et Sabelhug i forste slesvigske Krig og var Formand for Vaabenbrodreafdelingen. --Schroder stod om Aftenen helt nede ved Vejen for at se efter Vognene; for det lynede allerede nede bag Braestrup, og Fru von Eichbaum var altid saa raed ved at kore og nu endda, der kom Uvejr til.... Godsforvalterens Piger lob hende hujende forbi med Lagener fra Blegen, og inde i Avlsgaarden horte hun Forvalteren, der raabte, at Lugerne skulde lukkes--da begge Vognene kom, alt hvad Tojlerne kunde holde, nede paa Vejen. Konferensraaden sad i Kalechen hos Fru von Eichbaum. Pigerne i Hovedbygningen slog Vinduerne i, og Konferensraaden begyndte at raabe straks nede ved Indkorslen: -Er der lukket? er der lukket? mens Forvalteren kom lobende ud af Avlsgaarden i en stor Kappe. Gaesterne, der var angst og stivlemmede, kom af nede ved Trappen. Fru von Eichbaum var hvid som et Lagen og gik ind i sin Stue og taendte Lys bag nedrullede Gardiner. Hun var altid angst, "naar Elementerne rasede". Konferensraaden, der gik gennem Stuerne for at se, om Krogene var paa, raabte, de skulde blive samlede; og Schroder lob gennem Regnen over til Godsforvalterens, der kom tilbage med hende. Ida trimlede afsted med Hovedet stikkende ud af en lang Kaabe, og Madam Madsen var med, for hun havde ikke turdet gaa hjem. -I Hus, i Hus, raabte Schroder, som havde Karl Eichbaum paa Skodet. Men Froken Rosenfeld havde taget en Badehaette paa og stod midt paa Plaenen og fangede Regnen i Haenderne. -Gaa i Hus, raabte Konferensraaden til hende, og leende, med bojet Ryg, lob hun ind under Glastaget. -Her, sagde Froken Adlerberg og fangede hende. De sad eller stod alle paa Havetrappen nu og saa gennem Regnen ud mod de lydlose Lyn. -Her, sagde Froken Adlerberg og tvang Froken Rosenfeld ned paa en Plaid. De talte alle halvsagte, seende frem mod Himlen, der blev morkere, fortaellende om Uvejr og Lynnedslag. -Ja, sagde Forvalteren med sin traege Stemme: da Aggersogaard braendte. Konferensraaden husker, det var en tung Time, for vi fik Kre'turet ud.... Forvalteren tav lidt, der kom et Lyn, staerkere end de andre: -Men begge Baronens Koreheste, sagde han igen, de sled sig fra os ... det var skammeligen. -Ja, sagde Konferensraaden, som stod ved Siden af Brandt, her stod vi to, da den gamle Flagstang fik sit.... -Ja, Hr. Konferensraad. Og Konferensraaden sagde igen, med den samme Stemme: -Det var det Aar, da min salig Kone dode. Madam Madsen nikkede: hun huskede det. Lynene blev klarere og fler: i deres Lys saa de Kvaeget ude over Markerne og Husene i Braestrup. Alle tav med Undtagelse af Froken Adlerberg, der hviskede til Hr. Feddersen i Ministeriet: -Hjemme paa Landstedet ruller vi Gardinerne ned, taender Kronerne og danser, sagde hun og havde lavet en Vifte af sin Havehat. Regnen blev voldsommere og lod som Trommeslag paa Taget, mens Poplerne ved Indkorselen svajede ud, bojende sig som skulde de knaekkes. -Der er det, sagde Forvalteren stille: det forste Dron god sig op imod dem. Froken With greb Lojtnant Falkenstjerne, der havde sat sig paa Trinnet ved hendes Fodder, i Skuldren: -Hor. Og hun sagde med en spaed og lille Stemme: -Hjemme gaar Mo'r og jeg altid ned i Kaelderen. Der kom igen et Lyn, og Schroder talte halvhojt, til Braget kom. -Det er over Ringsgaard, sagde Konferensraaden, der kendte hver Plet og hver Afstand i Egnen. -Ja, Hr. Konferensraad. De fik ikke talt ud, for det lynede igen. Glimtene kom fra to Sider, som brudte, lysende Straaler, og de saa Sletten, hvor Kvaeget flygtede i store Kredse, og hele Himlen, hvor de sortrandede Skyer ligesom Stridsvogne rullede op imod dem. Ingen talte mer; kun Froken Rosenfeld, der sad med opmaerksomt fremstrakt Hoved, hviskede stille: -Hvor det er dejligt, hvor det er dejligt ... Mens Madam Madsen uafladelig sad og bevaegede Laeberne og Ida havde boret sit Hoved ind under Moderens Arm, og det lynede igen. De saa en Rytter saette ind ad Avlsporten og en Mand i Kappe kom lobende over Pladsen. Det var Skovrideren, der kom fra "Fruens Skov" og ikke turde ride videre for Dyret.... Tordenen tog hans Stemme, og det var saa morkt, at man knap saa hans Ansigt, mens han sagde: -Det braender Vesten for Braestrup--det var en svaer Flamme.... -Var det hos Christen Nielsen? sagde Konferensraaden. Og de sagde halvhojt nogle Ord om, hvor hojt han havde assureret. -Det er dog ikke hyggeligt, hviskede Froken Adlerberg til Kandidaten og havde foldet Haenderne om sin Havehat. Men Schroder slap Karl von Eichbaum, Drengen, og lob pludselig ind til Fru von Eichbaums Dor. Gennem Noglehullet saa hun hende sidde ubevaegelig og bleg foran sine Lys. Froken With havde ikke sluppet Falkenstjernes Skuldre og han maerkede hendes Haand iskold ved Siden af sin Kind. Naar Lynene kom, saa han hendes Ansigt, lighvidt, og hendes Ojne, der saa ud, som var de gronne. -Froken With, Froken With, sagde han. Der kom et nyt Lyn og et nyt Brag, som blev et uhyre Jernlegeme slynget til Jorden ved deres Fodder: -Nu gaar der vel igen en Eg, sagde Skovrideren, der uafladelig sad og taenkte paa sine Skove. Ingen talte og ingen vilde kunnet hore. Naar Dronet dode hen et Minut, horte de Kvaeget, der brolte paa Marken, og Faarene, der braegede klagende. -Det er hos Christen Nielsen, sagde Brandt. Et Nu saa de Brandskaeret, bag Laderne, i Morket. -Pas Avlsgaarden, sagde Konferensraaden til Forvalteren. Et Lyn brod frem som et hvidlysende Vridbor foran deres Ojne, og Forvalteren lob og slog ud med begge Arme som en Mand, der blaendes, og lob igen, mens Braget lod, et Brag som af tusinde Ting, der sondres og knuses; mens Ida, der rev sig los fra sin Moder og sanselos styrtede sig hen mod sin Fader, med en alt gennemskaerende Stemme skreg: -Fa'r, Fa'r; og hun gemte sig ind ved hans Ben. Falkenstjerne havde taget Froken Withs Haender: Froken Emmy, sagde han, det var forste Gang, han naevnte hende ved Fornavn. -Froken Emmy. -Ja, ja, hviskede hun og vidste ikke, hvad hun svarede, mens han beholdt hendes Haender. Der var ganske stille nogle Ojeblikke, og man horte kun Regnens tunge Fald. Saa sagde Froken Rosenfeld til Kandidat Feddersen, til hvem hun ellers naesten aldrig talte, med en sagte, ligesom aerbodig Stemme, og tog sig langsomt hen over Panden: -Hvor det dog var skont. De sad alle tavse, som om de endnu ventede. Men Lynene blev blegere over Markerne og Dronene dode hen. Det var som en kvaegende Kolighed slog op af al Jorden, og Regnen stilnede. Saa saa de, vest paa Himlen, Stjernerne igen. Madam Madsen sad og fortalte Kandidaten om Madsens Hug og Konferensraaden og Skovrideren gik ned ad Vejen for at se efter Branden hos Christen Nielsens. Regnen var mild og lind. De horte dens Fald mod Taget som en sagte Rislen, og dens Draaber fyldte Natten som med et lysende Stov. Saa begyndte Froken Rosenfeld, der sad med Hovedet i sine Haender, at synge sagte. Falkenstjerne sad endnu med Froken Withs Haender i sine: -Syng med, sagde Froken Rosenfeld og vendte Hovedet om imod dem. Og halvsagte, naesten nynnende, sang de unge Piger: Flyv Fugl, flyv over Furesoens Vove, snart kommer Natten saa sort. Alt ligger Sol bag de daemrende Skove, Dagen har listet sig bort. Flyv Du kun hjem til din elskede Mage, til de gulnaebbede Smaa; og naar imorgen Du kommer tilbage, sig mig saa alt, hvad Du saa. -Se, sagde Brandt. Ida var falden i Sovn i hans Arm, med Hovedet ind mod hans Skulder: -Se Barnet, hviskede han og bojede sig ned mod Froken With. Han saa saa lykkelig ud, mens de sang igen og Skovrideren faldt ind med, nede fra Indkorselen med sin daempede Bas: Flyv Fugl, flyv over Furesoens Bolge, straek dine Vinger nu vel. Ser Du to Elskende, dem skal Du folge, dybt skal Du spejde deres Sjael. Er jeg en Sanger, saa maa jeg og vide Kaerligheds jublende Lyst. Alt, hvad et Hjerte kan fole og lide, burde jo tolke min Rost. Sangen dode hen. Ude i Natten var Regnen ophort, og de gik alle ned ad Trinnene (Falkenstjerne og Froken With gik ved Siden af hinanden) og stod og aandede langt ud i den svale Luft. Saa kom Schroder med en vaeldig Bakke. De maatte sandelig ha'e noget, sagde hun, ovenpaa den Forskraekkelse. Men de blev ved at gaa ude i Gangene en Tid. Saa blev der let og skreget nede paa Vejen. Det var Konferensraaden, der havde taget et Kys hos Froken Adlerberg. Lidt efter skiltes de. Brandt bar stadig Ida. Han listede paa de lange Ben for ikke at vaekke Barnet. Da alle var til Ro, gik Froken Rosenfeld ud ad sin Dor og sagte op ad Trappen. Hun aabnede et Vindu i Gavlen og satte sig i Karmen med Haenderne om sine Knae. Der saa hun Dagen bryde frem. --Det var den nittende August, og hele "Ludvigsbakke" var i Bevaegelse. Det var Konferensraadens Fodselsdag imorgen og han fyldte halvfjerds. Schroder lagde Vandkringler og bagte. Hun stod i en Damp. Kokkendoren, havde hun laaset af med en vaeldig rusten gammel Nogle: -Idag ka' vi ikke ha' Kokkenskrivere, sagde hun. Noglen hang i Lommen paa den Sirtses og slaskede hende om Benene. De unge Piger bandt Guirlander i en Krog af Lunden og lob forbi Godsforvalterens Hoj med Klaedekurve med Gront. Fru Brandt, der lignede en Skildvagt med Gevaeret i Hvil, sad paa Hojen med Ida, indtil Froken Rosenfeld gik op ad Hojskraenten og loftede Ida ud over Stakittet: -Hende ta'er vi med os, Fru Brandt, sagde hun. Nede i Lunden lo og snakkede de, saa man horte dem langt bort, mens de surrede Egelov og Asters om Klaedesnorene. Froken Adlerberg bandt med Handsker paa: "For det frygtelige Stads snaerer Ens Fingre, sagde hun og trak hvert tiende Minut Handskerne af for at vise Feddersen, om hun ikke fik rode Maerker. Ida gik rundt og bukkede sig og samlede alle de glemte Asters op fra Jorden og lagde dem i Skodet paa Froken Rosenfeld. -Tak, lille Ven, sagde Froken Rosenfeld. Apotekerfruen, der var fuld af Garneringer og sad ved Siden af Froken Adlerberg, sagde: -Ja, det er frygteligt med Haenderne. Franz (det var Apotekeren) taaler heller aldrig, at jeg rorer mig for mine Haender. -Det gaar bort med lidt Glycerin, sagde Froken Rosenfeld: -Tak, min Ven. Det var Ida, som blev ved at samle Blomster med altfor korte Stilke. Brandt kom til, han gik til og fra, med alle ti Fingre ravnsorte af Krudt: han lavede Raketter og farvede Lys nede i Kontoret. -Jo, sidste Aar, sagde han, var de rigtig gode--de gik alle af undtagen en. Men da Etatsraaden blev Konferensraad, havde Eriksen, min Fuldmaegtig, lavet en Sol ... det var kont. Brandt stod foran Froken Rosenfeld: -Naa, De har Barnet, sagde han og smilte og klappede Ida henover Haaret med de sorte Fingre. -Men De skulde passe paa Deres Hoste, Hr. Godsforvalter, sagde Froken Rosenfeld. Brandt gik og hostede slemt paa det sidste. -Puh, de unge Piger pustede og rystede deres Skorter: -Hvor mange Alen har vi nu! Og den ene svang Guirlanden som et Sjippetov, mens den anden tog fat og begyndte at synge: I Skov, hvor Bossen knalder, hvor Jaegerhornet gjalder og Hundekoblet goer. Hvor Fugl med knaekket Vinge og Dyr med saaret Bringe forbloder sig og doer-- Halloh, Halloh, Halloh, Halloh, hvor Hundekoblet goer. Oppe paa Hojen hos Fru Brandt var Skovriderens komne. Fru Lund var gaaet herop: hun maatte dog give en Buket. -Og mine Roser, sagde hun: Gud ved, hvordan det gaar til--jeg synes dog, de stod saa godt, og der bli'er ikke andet end Knopper af dem ... Og de paa Kirkegaarden, som staar saa rigt, dem vilde jeg dog nodig bruge i saadan en Anledning ... Fru Lund kunde saa godt faa, hvad Fru Brandt havde. Men det var jo ikke meget. -Aa, Gud, sagde Fru Lund ganske lettet: Konferensraaden ser nok mest paa Viljen. Skovrideren slog Benene mod hinanden og sagde: -Ja, jeg er en sober Mand, Mo'r, men den tyvende bli'er jeg fuld. -Ja, ja, Lund, sagde Fruen: naar Du blot ikke vil holde Taler. Madam Madsen arriverede nede i Stikkelsbaergangen. Hun vidste ikke, hvad hun skulde gribe til: Madsens hoje Hat maatte stryges, og hun vidste ikke sine levende Raad for et Jern ... -Da er det s'gu galt, sagde Skovrideren: Madsen, der repraesenterer Krigsmagten. Vaabenbrodrene skulde rykke op Klokken tolv. De unge Piger kom fra Lunden i en stor Flok, og Apotekerens Frue hilste op til Hojen bag en hvid Parasol. Ida tog alle i Haanden, for hun gik op. Madam Madsen vilde gaa lidt ned over Engene, som stodte op til Lunden, og Skovriderens slog Folge. De gik ind over Stenten og saa paa Kransene og Guirlanderne, der laa paa Jorden. -Det er rigtig kont, det er rigtig kont, sagde Fru Lund, der sad paa en Baenk, hun vilde altid gerne sidde. Men Madam Madsen, som gik rundt og tog Maal af hver enkelt Del, sagde: -Ved salig Konferensraadindens Begravelse havde vi to hundrede Alen ... ... Klokken elve gik Konferensraaden rundt med et Lys og lukkede alle Dore. Det var Husets Skik. Han havde Kalot paa (om Dagen havde han rod Paryk, der var ganske ligesom Godsforvalterens) og tog i hver Laas. De unge Piger, der var gemte inde i Froken Adlerbergs Stue, sad og fniste i Halvmorket, da han gik forbi. Saa slog Falkenstjerne paa Vinduet ude fra Haven, og det blev aabnet: -Vi har reddet Vinen, hviskede han. De unge Piger sprang ud, sagte og leende, en efter en, mens de holdt om deres Skorter. -Og Lamperne? hviskede En. -Har dem, blev der hvisket tilbage. De listede alle, langs Huset, ganske stille, til de pludselig lob ned over Plaenen som en Vind, for Hundene begyndte at go. -Det er Hektor, hviskede Froken Adlerberg og greb Feddersen om Armen. -Hys. De naaede Traeerne. Froken Rosenfeld gik langsomt bagved alle de andre. Nede under Bogene braendte der fem Lamper. Der satte de sig ved Bordet og bandt. Froken Falkenberg sad paa Stenten lidt borte og saa ud i Natten, der laa over Engene som et stort Morke. -Emmy, kaldte det ganske sagte. Det var Falkenstjerne. -Ja. Og der var to, som, taet til hinanden, saa ud i Mulmet. ... Om Morgenen stod Falkenstjerne og Gartneren og slog Guirlander paa Facaden og flojtede begge to. Gamle Brandt, der havde faaet Flaget hejst, var i Lag med Vimplerne. Men klejn var han og gik og hostede. Han blev staaende og saa ned mod Braestrup, hvor Flagene kom op foran Gaardene; Morgenvinden tog saa friskt i de rode Duge: -Hvor er 'et kont, sagde han: Og saa Stakkene--ja, her er en dejlig Plet. Han begyndte at gaa over mod Godsforvalterlaengen; han vilde se at faa noget Varmt. Men da han var kommen derover, sagde han: -Jeg tror, jeg vil laegge mig lidt. Han havde Kuldegysninger og kunde naeppe staa paa sine Ben. -Ja, Brandt, sagde Fruen, der badede Ida i et Vaskekar: Men Du maa op for at overraekke Stagerne. -Ja, Mariane, sagde Brandt, der dosede hen. Vognene begyndte allerede at rulle frem nede gennem Indkorselen, og Sofie lob til og fra for at melde, hvem det var. Fru Brandt var i Undertoj og satte Haaret, hele Sovekamret flod af hendes hvide Skorter. Hun fik Nederdelen paa og Livet knappet, mens Brandt i sin Seng blundede og vaagnede og blundede igen. De horte fler og fler Vogne og mange Fodtrin paa Grusgangen. -Der har vi Musikken fra Horsens, raabte Sofie og satte afsted ud til Gaerdet paa Sokker. -Og der ligger Brandt, sagde Fruen, der fik Kniplingsaermer og Hovedpynt paa i Havestuen. Hornene lod hojt og lystigt, og de horte mange Stemmer: -Ja, Brandt, der har vi Vaabenbrodrene, sagde Fru Brandt, som havde Brandts Toj paa sin Arm og som hele Tiden talte, som skulde hun ruske i ham. -Hvor er Barnet? sagde Brandt kun. Ida, der havde graedt, fordi Papilotterne havde siddet for stramt, kom ind i hvid Kjole. -Nu ikke for taet til Sengen, sagde Fru Brandt og glattede Idas Skort; men Faderen tog Spidsen af hendes Livbaand og holdt det mellem sine Haender: -Ja, nu skulde jeg vel op, sagde han og blev ved at smile til Barnet, saa mat. De blev ved at hore Fodtrin og Hornene og en Stemme, der kommanderede: det var Madsen. Saa igen Hornene. Brandt syntes, det var saa underlig langt borte: -Der er Kammerherren, raabte Sofie; hun slog Doren op paa vid Gab, med Bomuldsforklaedet i Haanden, som hun havde lost af sig i Forskraekkelsen. -Nu har vi Amtsraadet, Brandt, sagde Fruen, der var blevet ved at gaa rundt tungere og tungere i Gulvet, og hun lagde Klaederne paa en Stol. -Ja, Mariane, sagde Brandt og satte sig op i Sengen. Men Fru Brandt var lobet ud at tage imod: de skulde samles her. -Ida, Ida, raabte hun. Ida, der stadig stod et bitte Stykke fra Sengen, sagde, ligesom hun vilde vaekke ham: -Fa'r, nu skal Du op. -Ja, Barn, nu kommer jeg. Han horte Kammerherrens Stemme inde i Havestuen, og han kom op paa Sengekanten at sidde. Det braendte saadan i hans Side. Saa blev Doren lukket op. Det var Skovrideren i fuld Puds: -Hvad Satan, Brandt, sagde han, men han blev pludselig staaende: Hvordan er 'et, Du ser ud? -Ja, sagde Brandt, jeg har det daarligt. -Det ser jeg s'gu. Og din Kone sagde, det var det saedvanlige. Brandt sad lidt: -Nej, sagde han saa, og Hovedet faldt ned paa hans Bryst, jeg kan ikke gaa derover. Skovrideren gik ud og hentede Doktoren, der kom i Kjole og med Dannebrogskorset: Hvad er det, gamle Ven, gaar De i Reden paa Festdagen, sagde han, men blev pludselig alvorlig, da han saa Brandt: Loft ham, sagde han til Skovrideren og begyndte hastigt at hore Brandt paa Bryst og Ryg. Udenfor holdt Musikken op, og man horte Madsens Stemme gennem Stojen: -Nu er Madsen der med Fanen, sagde Brandt og smilte. Doktoren blev ved at hore paa Brandts Ryg, mens Skovrideren stod ved Fodenden bojet frem, som vilde ogsaa han lytte: Der skal Bud til Braestrup, sagde Doktoren blot og gik ud. Han satte sig til at skrive Recept ude i Stuen midt mellem Gaesterne, mens Fru Brandt stod hos, og Amtsraadmedlemmerne talte hojt i Munden paa hinanden om Dagen og om Talerne og om Festen: -Brandt faar det jo altid saa voldsomt, sagde Fru Brandt. Doktoren svarede ikke: inde i Sengen sagde Brandt, der var blevet ligesom noget roligere efter at have set Doktoren: -Og hvordan skal det saa gaa iaften? Han taenkte paa Fyrvaerkeriet. De horte Amtsraadmedlemmerne gaa ud gennem Haven. De var pludselig bleven ganske tavse: -Men nu skal Ingen taenke paa mig, sagde Brandt. Det er ogsaa bedre nu. -Ja, sagde Skovrideren. Han gik ind i Stuen, hvor hans Kone endnu sad paa en Stol: -Lad os gaa, sagde han sagte: vi kan jo ikke forskraekke Konferensraaden. De gik ud sammen med Doktoren, og man horte deres Skridt do hen paa Gangen, til der blev ganske stille. Fru Brandt gik ordnende frem og tilbage hos den Syge, sortklaedt, i sin brede Silkekjole, der knitrede: -Men man maa heller ikke give sig hen, sagde hun og tog op i Mandens Puder. Hun blev staaende et Ojeblik foran Sengen og sagde med den samme Stemme: -Nu skal Apotekeren overraekke Stagerne. Den Syge virrede kun med Hovedet--maaske var det en Flue--og han sagde: -Skal I ikke over med Blomsterne ... -Det maa vi jo, sagde Fruen. Men Ida begyndte at graede inde i Stuen, fordi hendes Fader ikke skulde med: -Naa, sagde Fru Brandt og torrede hendes Ansigt; men Barnet blev ved at smaagraede hen gennem Haven. Saa blev der fuldkommen tyst, mens Sofie sad og strikkede bag Doren. Man horte kun Fluerne summe og Bornholmeren, der paa en Gang lod saa sejgt og haardt. Den Syge laa og flyttede sig i Sengen. Der kom saadan en Uro med Feberen.... Nu horte han Kammerherrens Stemme--Sofie sprang i Sokker ud til Gaerdet--og han loftede Hovedet lidt, som vilde han lytte: Nu talte Kammerherren for Konferensraaden. Men Brandt kunde ingenting hore, og der var ogsaa saa mange Billeder i hans Hoved, der kom og drog forbi og gik--Billeder fra al hans Tid og fra han kom her og da Konferensraadinden levede og fra de fik Ida. Hvor var hun spaed og rod og bittelille ... Og hun havde kendt ham, for hun kendte sin Mo'r.... Paa en Gang tog Brandt i Sengebaandet, han fik sig rejst; nu raabte de Hurra for Konferensraaden.... Saa faldt han sammen igen og blundede. Da han slog Ojnene op, sad Froken Rosenfeld med Ida paa Skodet ved hans Seng: -Vi vilde over og se til Dem, Hr. Brandt, sagde Froken Rosenfeld. -Ja, sagde han og blev ved at se paa Ida, her ligger jeg, Froken. Froken Rosenfeld satte Ida ind paa Sengekanten: Ida kan sidde her, sagde hun. -Ja. Den Syge blev ved at smile og flyttede sine Haender, der braendte, hen, hvor Ida sad. -Men kroller hun ikke sin Kjole, sagde han og lukkede Ojnene. De horte Uhret slaa, langsomt som den, der ikke har Hast, og Froken Rosenfeld losnede sagte Idas Haand af den Syges. De gik ud paa Taaspidserne, mens Ida holdt saa fast i Frokenens Kjole, og de satte sig i Sofaen. Der var ganske tyst. Kun Uhrets haarde Dikken. -Froken, hviskede Ida: dor Fa'r? -Men Barn, men Barn, sagde Froken Rosenfeld og strog over Haaret paa Ida, der begyndte at graede, uden Lyd. De horte Trin i Havegangen. Det var Fru Brandt, der kom ind foran Konferensraaden. Han bar Storkorsets store Baand og havde rode Pletter paa Kinderne. -Men hvad horer jeg? sagde han, der talte noget hojt: her er Sygdom. Og Fru Brandt, der gik iforvejen ind til Sengen, sagde, som hun vilde vaekke Manden (der var ligesom Vrede i hendes Stemme hele Dagen): -Brandt, det er Konferensraaden. Froken Rosenfeld horte Konferensraaden sige, i sin Festtone: -Kaere Brandt ... Men saa saenkede han pludselig Stemmen; han sad paa en Stol, rykket lidt ud fra Sengen, ubestemt urolig som alle gamle Folk ved Sygdom: -Men hvad er dog det ... men hvad er dog det ... -Ja ... nu har vel Apotekeren overrakt Stagerne, sagde Brandt og sogte at tage hans Haand. Ida var stille listet ud. Froken Rosenfeld gik mellem Ribsbuskene og kaldte halvsagte paa hende, men ingen svarede. Saa fandt hun hende paa en Traebaenk lige udenfor Sovekammervinduet, sammenkroben og stille, ligesom en lille Hund. Og Froken Rosenfeld satte sig ved Siden af hende, naesten i samme Stilling. De horte Konferensraaden, der vendte tilbage gennem Haven, og Fru Brandt, der gik inde i Sygevaerelset. Nu satte hun sig, ved Fodenden af Sengen, med de brede Kappebaand frem over Brystet, som vilde hun spaerre. Der lod nogle sagte Trin inde i Dagligstuen, og Fru Brandt stod op. Det var Fru Lund, der kom listende og standsede ved hvert Skridt. Hun blev staaende igen og tog Fru Brandt om Hofterne: -Vi synes, det er saa slemt, Lund og jeg, sagde hun. Og da Fru Brandt ikke sagde noget, blev hun ved: Kunde vi dog ikke hjaelpe med noget? -Tak, sagde Fru Brandt, der stadig taenkte paa Froken Rosenfeld, som hun havde siddet for henne i Sofaen: vi kommer vel over det selv. Fru Lund kom saa underlig hurtigt ud og hen ad Havegangen, hvor Skovrideren stod og ventede. -Saa Du ham, spurgte han. -Nej, svarede hun blot, hun havde den stille Graad i Halsen. Og Lund sagde (de to forstod altid hinanden uden at have talt): -Ja, hun er en Stivnakke. Han folte noget som en Lyst til at slaa med knyttede Haender. Fru Lund havde Lommetorklaedet fremme: -Aa, Lund, sagde hun: det er vel kun hendes Vaesen. Fru Brandt var blevet staaende i Dagligstuen. Fast lukkede hun alle Vinduer og gik atter ind paa sin Vagt. Det var blevet Aften, og der var morkt i Sygestuen, hvor der braendte en lille Lampe og Doktoren kom og gik; det skinnede saa rodt paa Gardinerne. -Det er saa lyst, sagde den Syge og drejede Hovedet. -Det er Faklerne, sagde Doktoren. -Ja, det er kont, sagde Brandt. Skovrideren sad udenfor paa Baenken. Han var ikke blevet fuld den tyvende August: -Hvordan er 'et? sagde han. -Det er skidt, sagde Doktoren. Da de kom hen i Alleen, modte de Froken Adlerberg med Hr. Feddersen fra Udenrigsministeriet. -Vi spadserer, sagde Froken Adlerberg,--der var noget morkt i den Alle--: hvordan har han det? Doktoren trak paa Skuldrene. -Det er dog fatalt, sagde Feddersen: for Konferensraadens Skyld. Det foles jo dog paa en vis Maade over hele Huset. Inde i Sygevaerelset var det stille, og man horte kun Lyden af Fru Brandts Pinde, regelmaessigt som Uhrets Dikken, og nu og da Musikken derovrefra, hvor de dansede. Saa kaldte Brandt: -Mariane, sagde han, og han tog hendes Haand: -Det er Synd for Dig.... Men det var, som Fruens Haand med de mange Ringe havde tynget hans, og han losnede den, mens han lukkede Ojnene. -Det er jo Sygdoms Gang, sagde Fru Brandt og glattede Lagenet; Brandt laa stadig og tog i det med sine magre Fingre. -Men jeg vilde gerne tale med Lojtnanten, sagde han. -Ja, ja, sagde Fruen, der folte ned om hans Ben, som var kolde op over Knaeene. Hun blev laenge staaende og saa ubevaegelig paa den gamle Mand, hvis Krop tegnede sig saa tyndt under Taepperne, for hun satte sig igen: -Nu skulde hun altsaa til at sidde Enke. ... Lojtnanten lob rundt nede paa Haveplaenen; han var ifaerd med Raketterne. De skulde braendes af, nu, naar der var danset. Musikken standsede, og Falkenstjerne raabte op til Forvalteren, der stod ved et Vindu: den forste Raket gik af som en mager lille Straale, der spaltede sig i to. Gaesterne stod ved de aabne Vinduer, mens Raketterne hvislede tynde op i Luften og Herrerne fra Horsens, der rog Cigarer med Haenderne i deres Bukselommer, udstodte lange "Aah--Aa-h", mens en lille Dame, der var kortbenet og havde bundet et Lommetorklaede om sin bare Hals for Traek, sagde: -Gud, at vi skulde holde op at danse for den lille Straale. Ved det overste Vindu havde Froken Rosenfeld loftet Ida op i Armen. Ida holdt sig hos hende hele Dagen, uden at tale, kun folgende hende, med kolde Haender, som en krank lille Skygge: -Se dog, se, sagde hun. Der gik en Raket op igen, da Feddersen kom forbi med Froken Adlerberg: -De gaar ikke hojt, sagde han. Og Froken Adlerberg, der lo, mens hun gik med sit Slaeb over Armen, sagde: -De er fra Landet. Froken Rosenfeld vendte sig rask med Ida, og hun horte Kammerherren, der sagde henne ved sit Vindu: -Det er nydeligt, virkelig nydeligt ... og han tilfojede, seende ud i Luften: -Og han var en saa fortraeffelig Mand. Froken Rosenfeld gik med Ida over Pladsen, da hun pludselig folte Taarer paa sin Haand: -Men hvorfor graeder Du? spurgte hun. Barnet svarede hende ikke. Skovrideren stod med sin Kone oppe i Dansesalen i Krogen ved det nederste Vindu; Raketterne steg stadig op i Natten, for der var mange, men smaa var de: -Herregud, Mo'r, sagde Lund: hvor er 'et dog sorgeligt. Ganske sagte kom Froken Rosenfeld med Ida ind i den Syges Stue, hvor Fru Brandt sad bred paa den samme Plads. -Vi vilde sige Godnat, hviskede hun. Og mens Fru Brandt rejste sig, bojede hun Ida ned over hendes Fader (Ida havde i sine Ojne det samme Udtryk som et ganske lille Barn, der er sygt). Brandt slog Ojnene op: -Er det Barnet? sagde han: Saa hun Fyrvaerkeriet? * * * * * Ida laa hos Froken Rosenfeld om Natten. Frokenen sad ved sit Vindu, Gaesterne var borte, og Natten var mork. Saa jog en Vogn ud af Godsforvalterporten ned over Vejen, gennem Mulmet, som en Skygge. Alle Hunde fo'r halsende op ... Da de kom ned om Morgenen, gik Konferensraaden hen til Klaveret og lukkede det stille, mens han tog Noglen til sig. Gamle Brandt var dod. Alle Gaesterne spredtes, langt ud i Skoven og Haven. Froken Rosenfeld sad ene med Ida paa sit Skod. Ovre i Godsforvalterboligen gik Fru Brandt og tog mange Lagener frem af sine dybe Skabe. * * * * * Fru Brandt sad i sin Dagligstue, kulsort og maegtig, og ventede paa Vognen med Fru Reck, den nysudnaevnte Godsforvalters Frue, som skulde se sit fremtidige Hus. De broderede Taepper var fremme paa alle Gulve, og om Brandts Portraet var der haengt Immortelkrans. Ida var ovre hos Schroder. Saa slog Sofie Doren ud til Gangen op: -Der er hun, sagde hun; det lod som et "Vagt i Gevaer", og hun blev staaende, lang og sort, bag sin Madmoder, der aabnede Yderdoren: -Ja, jeg er Fru Reck. sagde en forvirret Dame, der var lille og slank og holdt Slaebet af sin graa Kjole i sin Haand. -Velkommen, svarte Fru Brandt og rakte langsomt Haanden frem. Hun havde altid bevaret et Bondepige Haandtryk, der bare "rorte". Nu var Haanden iskold. -Hjaelp Fruen, sagde hun til Sofie. Sofie tog Kaaben af Fru Reck med sine knoglede Haender. De kom ind i Stuerne: -Aa, hvor er de store, brast det ud af Fru Reck. Hun blev rod i det samme: Hun var blevet staaende, et Nu, ganske forskraekket foran de lange, landlige Gulve. -Ja, Boligen er rummelig, sagde Fru Brandt og bod Fru Reck til Saede ligeover for sig. Fru Reck vidste ikke selv, at hun forte Lommetorklaedet to Gange op til Panden, mens Fru Brandt sagde noget om Kulden og om at kore. -Ja, sagde Fru Reck: det var lidt koldt paa Vognen. Hun troede nok, hun ogsaa havde sagt noget om Hr. Brandt og at det sandelig ikke vilde vaere let for Reck (hun var ganske varm og hun taenkte jo etsteds i sit Hoved ogsaa paa Gulvene): -Nej, det vil sandelig ikke vaere let, sagde hun endnu en Gang og horte Fru Brandt sige: -Ja, Brandt og jeg er jo barnefodt paa Stedet. Fru Reck ventede et Ojeblik: -Ja, sagde hun saa: Reck og jeg, vi er jo Byfolk. Fru Brandt havde utvivlsomt set det, men hun sagde kun og rejste sig: -Hvis Fruen nu vil nyde noget. Og de gik ind i Spisestuen. Fru Reck troede aldrig, hun havde set saa megen Mad, og hun blev ved at spise og spise, ligesom hun ikke turde andet, mens Fru Brandt bod og bod, uden selv at spise--som barrikaderet bag al sin egen Mad. Hun talte om Byggegaelden; vi har jo maattet baere den, sagde hun, mens hun blev ved at byde, med samme kolde og torre Stemme og Ojnene ufravigelig faestede paa Fru Reck, som havde hun Lyst til at kvaele Gaesten i al sin Mad. -Ja, sagde Fru Reck, her er jo gjort saa meget ... ved vi.... Fru Brandt svarede: -Her var Stengulve, da vi kom. Fru Reck taenkte, der kunde gerne vaere Stengulve endnu. Efter Bordet gik de rundt i Huset, Fru Brandt forrest, aabnende, lukkende, visende alt fra Stue til Stue, fra Rum til Rum. Fru Reck, der fros i sin tynde Bykjole, sagde: -Tak, nu har jeg jo set det ... men Tak, nu har jeg jo set det, Fru Brandt. Men Fru Brandt gik videre, forevisende alt: Kaelder, Maelkekaelder, Kartoffelkaelder, Lofter, det hele Hus, hele det fejlfri Hus, hun havde grundet, og som hun skulde forlade, hun, Enken. Hun talte om Sengene, deres egne Senge, Folkesengene, Gaestesengene. Fru Reck sagde: -Ja, hvad der maa anskaffes. -Her er Skabrummene, sagde Fru Brandt, da de endelig kom ned i Gangen. Hun aabnede sine Skabe, visende Linnedet, Puderne, Vaarene, Omhaengene; udkrammende sin Bondevelstand; talende en Kende hojere, med smaa Traekninger om sin Mund, i en pludselig enkeagtig Skadefryd. Fru Reck taenkte ved sig selv: -Nej, hun skal aldrig over min Dortaerskel; og sagde: -Ja, Fru Brandt, naar man blot var halvt saa dygtig en Kone som De. -En maa jo holde sit Hus, sagde Fru Brandt, der lukkede sine Skabe og tog Klodstofler paa: de skulde se Haven. Da de kom derud, modte de Ida, der kom med Schroder, som vilde se den nye Kone. -Jeg er Husjomfruen paa Gaarden, sagde hun og gav Fru Reck et Haandslag med en rod Haand. Fru Reck folte ligesom en Lettelse og sagde meget venligt bojet ned over Ida, der stod hos Moderen: -Det er Deres Datterdatter, Fru Brandt. -Min Datter, svarte Fru Brandt, og de blev alle rode i Hovederne paa en Gang, mens Fru Reck gjorde Stillingen endnu vaerre ved at sige: -Her har Du rigtignok haft en dejlig Have. -Ja, mumlede Ida og trak i sin Haand, som Fru Reck holdt. Der var ingen, der talte mer, for de igen kom ind i Gangen, hvor de saa Apotekerfruen, som var arriveret i Ponyvogn og ifort Soloveskindspels. Hun begyndte at kysse los paa Fru Reck, uden at se til de andre, under en Strom af Ord: -Sode Henriette (de var Skoleveninder), sodeste Henriette, hvor har jeg dog glaedet mig, kaere Du, over dog at faa et Menneske til Egnen, en af sine egne (de havde naeppe set hinanden i tolv, femten Aar), det kan saamaen behoves ... Fruen fra Apoteket blev ved: -Ja, bedste Fru Brandt, jeg ta'er af mig. Henriette, kaere Du, her er jo hundrede Ting at tale om. Hun gik ind i Stuen, forrest, med Fru Reck om Livet, mens hun blev ved at tale om Huset og sin Glaede og hvad der maatte anskaffes. -Ved Du, kaere, her kan blive nydeligt. Ja, Fru Brandt, De ved, jeg har sagt det saa tit, jeg holdt jo ikke ud i disse Stuer en Time, med alle Mobler saadan klistrede op ad Vaeggene. -Vi har nu vaeret tarvelige Folk, Fru Mogensen, sagde Fru Brandt og bod til Saede. Ida og Schroder holdt sig i en Krog. Fru Mogensen blev ved at tale: Her var jo egentlig kun tre Stuer. Dit Klaver, Henriette, er vel Hornungs? Deres, lille Fru Brandt, er jo tysk ... Men der er jo ogsaa blevet spillet saa lidt her i Huset. Hun stod i Doren mellem de to Stuer, stadig talende, pegende og raadende, placerende Mobler, fejende de gamle Sager ud, saa inderlig venlig mod Fru Brandt, venlig, som om hun slog hende: -Der saetter Du saa det, og der det--sode Henriette ... her kan blive nydeligt---- Fru Brandt bod Kaffen om i Solvkanden, Brandts Haedersgave, den fra Jubilaeet. Ogsaa Fru Reck blev ivrig og talte om sine Mobler og Gardiner og Dorene, mens Fru Mogensen Hyttede Solvkanden for at tegne et Udkast til de Reckske Stuer paa Fru Brandts Dug. Hun bad om en Alen. For Du maa jo dog ha'e Maalene, sagde hun, og Ida bragte Alenen, mens Fru Reck tog Maal, staaende op paa en Stol, passerende over Gulvene, opmuntret og sporgende Fru Brandt om gode Raad. -Ikke, lille Fru Brandt, ikke sandt, lille Fru Brandt, sagde hun hvert andet Minut, mens hun ophaengte usynlige Gardiner, arrangerede de fremmede Mobler og Stykke for Stykke sondrede det gamle Hus. Fru Brandt svarede stadig i smaa Saetninger, og Schroder stod og pustede over sin Kop: hun syntes, Kagerne blev til store Klumper i hendes Mund. -Jo, Du, jeg tror virkelig ogsaa her kan blive ganske net, sluttede Fru Reck og sprang ned af en Stol. Lidt efter tog Fru Mogensen Fru Reck med hjem til Apoteket i sin Ponyvogn. Hun stod endnu i Doren--Fru Reck var paa Vognen--og sagde Farvel: -Ja, kaere Fru Brandt, sagde hun og lagde mildt begge sine Haender om hendes: det maa jo vaere lidt svaert ... Hun blev staaende et Ojeblik, og mens hun saa Fru Brandt lige ind i hendes Ansigt, sagde hun en Gang til og forte sine Haender hen over hendes Arm: -Rigtig svaert. Saa var Vognen borte. Schroder skyndte sig at komme bort. Hun brod sig ikke om at vaere der alene: -Naa, sagde hun: Farvel i Laengen. Saa fik Apoteket da endelig en Gang taget Maal af Godsforvaltergaarden. Schroder gik. Fru Brandt vaskede selv Porcelaenet af og samlede Stykke for Stykke i brede Stabler. Men saa paa en Gang satte hun sig ned paa Stolen ved Buffet'en. Fru Brandt graed. Ida blev staaende Foran hende: hun havde aldrig set sin Moder saadan rigtig graede. Saa rorte hun sagte ved hendes Knae. Og Fru Brandt tog Barnet op til sig, mens hun blev ved at graede. Men om Eftermiddagen kom hun ned forbi Apoteket, i Sorgeslor, med en Krans. Hun vilde paa Kirkegaarden ... Der var Musik derinde, i Apoteket. * * * * * Det begyndte at morknes, mens Schroder blev ved at gaa ude i Haven spejdende bojet over den sidste Sne; der var altid Vintergaekker, her paa det Sted, de forste. Men de var jo saa spaede og svaere at hitte. Hun havde fundet ti, tolv, fine og kolde. Dem vilde hun da gi'e Fru Brandt, for hun skulde rejse. Hun kom ind i Stuerne, der var nogne og bare. Ida gik og tullede, indhyllet i et Sjal, og havde ikke det Sted at vaere. Morkt var der og Halm laa der over Gulvene. -Er det Dig, Tut, sagde Schroder, forsogende at anslaa en glad Tone. -Ja, sagde Ida. -Herregud, hvor de er kolde, sagde Schroder, og "krollede" hendes Haender. -Mo'r er inde, sagde Ida. "Inde" var Sovekamret. Nu var der pakket og ryddet otte Dage, Stue for Stue, som mistede de et Stykke af Huset for hver Dag. I Sovekamret stod der i den bare Vinduskarm et Lys i en Flaske. Ellers var der kun Sengen og Folkenes gamle Klaedeskab. Paa Sengekanten sad Christen Nielsens Kone, og Fru Brandt gik rundt i et sort Sjal. Christen Nielsen kom, talte lavmaelt og langsomt, med Haenderne paa sin Mave: Men saa blev 'et ved det, baade med Smorret og Skinkerne--det vild' 'et blive. Fru Brandt gik og pakkede det sidste sammen, mens han talte: nu havde hun vel sanset alting, faaet gjort alle Aftaler ... For fra Godset fik hun det dog billigst, naar hun skulde kobe. Det skyldte de hende vel, idetmindste. -Ja, ja, sagde Christen Nielsens Kone: -Saa skal 'et vel vaer': og hun rejste sig fra Sengen. -Ja, det maa det vel, sagde Schroder og lagde Vintergaekkene paa Sengekanten. Dem tog Ida, hvem Moderen gav Vanter paa, og holdt dem krampagtigt, mens de tre andre blev staaende stille og saa hen paa Lyset i Flasken. De horte Vognen rulle op for Doren, og Sofie kom ind, bunden til, saa man bare saa hendes Naese. Hun tog Lyset, og de gik alle ind gennem Stuerne. Fru Brandt havde slaaet sit store Slor ned for Ansigtet. Men Ida gik med de tolv Vintergaekke i Vanten. Ude i Gaarden stod Lars ved Hestene. Baesterne var de gamle. Men Vognen, det var Godsherrens Jagtvogn, for Brandts Kaleche var "gaaet underhaands". Fru Brandt kommanderede, bag sit sorte Slor. -Jeg kommer straks, sagde Schroder og lob over mod Hovedbygningen. Der var mange Saekke og Krukker, der skulde staa lige, og Fru Brandt blev ved at kommandere, bag sit Slor. Forvalteren kom til, og de hjalp alle til, mens ingen talte uden Fru Brandt, og Ida kom op i Vognen og saa Fruen. Schroder kom lobende tilbage. Hun havde en Pakke, sagde hun: den var til Tut; det var Huset, som Froken Rosenfeld havde tegnet i Sommer. Og Tut skulde ha'e det til et Minde, sagde hun og stak det op i Vognen, mens hun graed. Saa var Sofie oppe og Lars sagde langsomt: -Har Fruen mon mere? Der var ikke mer. Ida sad saa saert lillebitte, ved Siden af sin brede Moder, og Schroder blev ved at graede. Saa korte de. De andre blev staaende paa Trappetrinnet og saa efter dem; nu var Vognen vaek. Uden at sige noget gik de ind, og Schroder tog Lyset, der stod og flakkede i Gangvinduet, og holdt det op i Doren, ind mod de nogne og ode Stuer. Saa taendte Forvalteren en Lygte, og Schroder slukkede Lyset mellem sine to Fingre. -Det er ligegodt smerteligen, sagde Forvalteren. De traadte ud og laasede Gangdoren. De gik bort. -Det er ikke saa lig' til, sagde Christen Nielsens Kone, naar Forsorgeren falder fra. Og saa skiltes de.... --Barndomsaarene i Horsens kom. Og saa det forste, lyse Ungdomsaar og siden de lange Sygdomstider, de lange Dage: Huset var ved at vaagne. Sofie Pige begyndte at rumstere ude ved Skorstenen. Ida horte det, halvt i Sovne, og helt mekanisk satte hun de bare Fadder ud paa det strikkede Taeppe foran sin Seng. Nu maatte hun op. Hans Christensen var der med Maelken. Hun taendte ikke Lys, men listede sagte rundt i Morket og fik Klaederne paa sig. Hun saa blot Moderen, der sov siddende oprejst i sin Seng, som en bred Skygge, der daekkede Daglysningen bag Gardinerne. Ude i Kokkenet var Hans Christensen allerede kommen, og han fik Maelkepengene, der laa aftalte i Kokkenraekken: -Ja, kold er hun nu til Morgen, sagde han: -Nu er Kaeret da bundfrosset hjemme ved vores ... Han gik et Par Skridt paa Traeskostovlerne, saa det lod, som skulde han afsted, mens Ida fik rakt ham Kaffekoppen og Sofie flyttede Kar ved Skorstenen, for det traf sig, at Fruen kunde vaagne og hore, at de stak Kaffen til Hans Christensen. -Fa'vel, sagde Hans Christensen, naar han havde drukket, og han loftede Klinken ligesaa stille. Ida havde det frosne Smor henne ved Varmen for at linde: nu var det svundet igen. Hun taenkte det nok, for hun havde hort Hosesokker henover Loftet iaftes. Hun gik ind i Stuerne og hun begyndte at tage Stykkerne af Stolene og at torre af, mens hun sagte flyttede den lille lavbenede Lampe fra Mobel til Mobel. Det var egentlig hendes bedste Tid, saadan om Morgenen, medens Moderen sov og hun kunde sysle om, ganske stille, i sine egne Tanker: -Aa, der var nok at taenke paa ... der var jo altid det med Pengene og altid maatte det skjules ... Nu var Hans Oles Enke ogsaa dod. Saa fik de vel heller ikke den Slagtning til givende laenger, der var snart ingen af de Gamle paa "Bakken" mere--og hvor kunde man forlange, at de Unge skulde huske dem ... -Nu var ogsaa Christian fra Mollen ledig igen--saa gik der altid naesten det dobbelte med ... men det var jo saa rimeligt, at Sofie stak til ham, naar hun holdt af ham, den Stakkel. Ida standsede foran Spejlet og strakte sig for at pudse det; hun havde saadan en udpraeget ungpigeagtig Bojning af sit Hoved: -Saa kom ogsaa Barnedaaben hos Olivia, saa snart det blev mildt i Vejret ... Hun maatte da gi'e Ske og Gaffel, naar hun skulde vaere Gudmoder.... Hun blev staaende foran Spejlet og smilte: -Aa, saa taet Haar, han havde, det Puds, og saa lignede han Jorgensen grangivelig i Ojnene. Ida blev ved at smile, hun taenkte altid saa mange glade Ting, naar hun taenkte paa Teglvaerket og Olivia Jorgensen. Hun begyndte at vande Blomsterne og flyttede dem fra Gulvet op i Karmen. Moderens Myrthe var saa tung, den havde snart en Stamme som et Trae. Hvor frisk den stod. Ida afpillede ogsaa altid hvert eneste vissent Blad. Hun vidste ikke hvorfor, men hun syntes den Myrthe var ligesom Mindet om hendes Fader. -Ida, Ida. Det var Fru Brandt, der var vaagnet, og Ida slap Planten: -Ja, Mo'r. Ida begyndte at sysle om Moderen, sysle og fortaelle, binde og lose og fortaelle, mens hun klaedte hende paa: de kunde vente Lunds idag--for de kom jo fra Brylluppet ... og Kaeret var bundfrossent nu, sagde Hans Christensen.... Ida blev ved at fortaelle; Fru Brandt saa bare ned paa hendes forskraemte Haender: -Du har din Fa'rs Fingre, sagde hun: de lober rundt. Da Haaret var sat, kom al Husets Mad ind og skulde synes, paa Dynen. Sofie gik, traeg og mut, og bragte den ind, Fad efter Fad, mens Fru Brandt sad op i Sengen med de store Valke i Haaret, og tog et langt Ojemaal af Levningerne. Hun sagde ikke noget, men tog kun sit tavse Maal, mens Ida saa ud som en Toldbetjent ved Kassesyn og Sofie stod ved Sengen, ret op og ned som en Stok. -Og saa skulde vel den Steg, Mo'r, steges til Lunds, sagde Ida. -Hvis de kommer, sagde Fru Brandt. Ida var igen begyndt at sysle om hende: Men de kommer da altid, Mo'r, sagde hun, naar de er i Byen. -Ja, sagde Fru Brandt: det er jo altid billigere end paa Gaestgivergaarden. Hun var kommen ud af Sengen og skulde ind i Stuen. Ida og Sofie maatte stotte hende, en under hver Arm (Fru Brandt var aldrig saa tung, som naar hun skulde flyttes), og hun kom hen i Stolen ved Vinduet. Der laa Guldtojet og ventede paa Bordet. Uhrkaeden haengte Ida om hende. -Uhret, sagde Fru Brandt. -Her, Mo'r. Hun skulde have Idas Uhr foran sig paa et Stativ, ved Siden af sin Pengepung. Endelig var hun bragt helt til Saede. Doren til Kokkenet blev lukket op paa Klem, saa hun kunde "hore". Fru Brandt bojede Hovedet til en Hilsen. Kaemner Sorensen var naaet op paa sin Genboforhojning og hilste ...: Han faldt af, han faldt meget af iaar, Kaemner Sorensen; han kunde knap faa Aviserne slaaet op, naar han vilde laese. Fru Brandt blev ved at se over paa Kaemner Sorensen. Hun havde det samme Blik, naar hun saa paa Idas Haender ... Saa vendte hun Hovedet: -Bruger de Cokes hos Jorgensens paa Teglvaerket? sagde hun. -Cokes og Kul. -Hm, sagde Fru Brandt. Ja, Braende forslaar vel ikke i de Kakkelovne. Ida svarede ikke, og Fru Brandt sagde: -Men det er godt, naar det kan vare. Inde i Sovekamret redte Sofie Senge. Hun slog i alle Dynerne, som vilde hun banke dem. Hun tog altid saa haardt i alting, naar Christian fra Mollen var ledig. -Klokken er elve, sagde Fru Brandt. Ida vidste det, Kaffen skulde tragtes. Der lod en hoj Stemme i Kokkenet. Det var Jomfru Thogersen, "Husholdersken" fra Kobbersmeden, Naboen, Medlem af et tysk, svoret "Pebersvendelag". Hun kom med Aviserne. -Josses, Josses, och, sagde hun, idag bider den ... Hun var blaa og rod i Ansigtet af Kulde, og AErmerne var smogede op til Albuerne: -Ja, ja, sagde hun: jeg staar midt i den Waesche, og ingen Hjaelp har man.... Hun kom frem i Doren, hun fyldte den helt; de skotske Kappebaand var haeftede op med Knappenaale og slog om Orene som et Par Skyklapper: -Ja, ja, sagde hun og der kom en Strom Ord om Vasken: -Och De ved, hvad Thonnichsen bruger for Uldtoj. Jomfru Thogersen satte sig paa Stolen ved Doren, Maven hvilede mellem de udspilede Underdele: -Och, nu er det jo galt hos den Julie, sagde hun. Ida var i Kokkenet, og Fru Brandt sagde: -At det kunde vel ikke vaere saa langt henne med Fru Thomsen. -Ach nein, ach nein--Jomfru Thogersen flyttede sig til Kurvestolen, hun flyttede sig og faldt hen i ti Stole i Lobet af ti Minutter--: men det er ochsaa den Maren. Hun kan ikke holde sig, og nu maatte der gaa Bud igaar.... Maren var Enepigen hos "Broderdatteren" Fru Julie Thomsen (de tre Frugter af Kobbersmede-samlivet med Jomfru Thogersen benaevnedes alle som tilhorende en Sidelinje) og hun regerede trolig Aaret rundt med det hele Hus undtagen de ti Dage, der var Bud til Madammen. Det indtraf, naesten paa Dagen, omkring ved den forste April. -Ach, ja, ach, ja, Jomfru Thogersen blev ved; hun berettede de naermere Omstaendigheder med Maren og Budsendelsen. Naar hun var kommen til Saede i Kurvestolen, talte hun altid rapt og halvhviskende, mens Fru Brandt blev siddende, over hende, paa sin Forhojning, ubevaegelig, men med et eget Udtryk i sit Ansigt, som indsugede hun Jomfruens Ord med et Horeror. -Ach ja, ach ja, Jomfru Thogersen sluttede og lagde Haenderne ned paa sine Ben: -Och ellers er hun jo saa anstaendig. Jomfruen lagde paa sin slesvigsk Betoningen paa forste Stavelse og blev siddende stum. Fru Brandt lod en Tid gaa hen. Saa sagde hun oppefra: -Hvem er det denne Gang? -Gott, Gott--ja, hvis hun vidste det ... Jomfru Thogersen rystede paa Hovedet: -Men hun er jo saa godmodig, sagde hun forklarende. Ida kom med Kaffen. Oppe fra Forhojningen formanede Moderen: -Ida, Munden.... Ida holdt tit Munden lidt aaben, naar hun bar noget. Hun bod Sukker og gik tilbage: hun sogte gerne ligesom Udkanten af Stuerne, naar Jomfru Thogersen var der. Men Jomfru Thogersen blev ved. Hun havde saa mange Bekymringer: -Der var ogsaa den Gustav, som skrev fra Amerika--og han vilde hjem ... Men det var ikke saadan, nej, det var ikke saadan med den Thonnichsen.... Jomfru Thogersen stonnede (Gustav var en af de tre): -Ach nein, sagde hun og satte Koppen: Ach nein, man har det ikke, som da man har vaeret for den Altar. Jomfru Thogersen havde mange Sorger af sin Familie. Kirkeklokkerne begyndte at ringe til Begravelse, og Jomfruen kom op af Stolen: -Josses, Josses ... och jeg skal stro Sand. -Det er Maler Christoffersen, sagde Fru Brandt. -Ach ja, saa traurig, sagde Jomfru Thogersen, der fik en hel anden Stemme: och med fir' Born. -Bli'er Enken ved Huset, spurgte Fru Brandt. Jomfru Thogersen vidste det ikke: Men der er jo gode Mennesker, sagde hun, mod en Enke ... Der var noget ved Ordet Enke, som altid rorte Jomfru Thogersen. -Ja, sagde Fru Brandt, han var jo Frimurer. Jomfru Thogersen var naaet op paa Idas Plads ved Vinduet, da hun pludselig raabte helt forskraekket: -Gott, Gott, der kommer den Pastor ... Jomfru Thogersen levede i en evig Skraek for Praester paa Grund af sin illegitime Samfundsstilling. Praesten gik forbi til Sorgehuset, og Jomfru Thogersen var afsted, ud gennem alle Dore. Kobbersmed Thonnichsen lod stro Buksbomkviste og Sand for alle storre Kunder. Glemmer Du Kopperne? sagde Fru Brandt, og Ida tog dem. Fru Brandt fulgte i Spejlet, hvem der gik til Sorgehuset. Ovre i Kaemner Sorensens Vindu blev der rullet ned for Solen. Den plagede altid Kaemneren i Middagsstunden, naar der kom Ligtog i Gaden. Drengene, der kom fra Skole, lob forbi paa Fortovet og hvinede. Olivia Jorgensens aeldste Dreng var forrest med Resterne af en Snebold over det venstre Ore. -La'er de ham gaa med bare Ben nu? sagde Fru Brandt: Men det er vel fint. -Olivia si'er, hun tror, det haerder dem, Mo'r. -Ach, der er de, raabte Jomfru Thogersen, ude fra Fortovet--hun slog den sidste Haandfuld Sand over Rendestensbraedtet og hjalp efter med Buksbom. Fru Brandt havde allerede set Ligvognen i Spejlet: Det var den dyre med Gardinerne. Drengene blev ved at ryge forbi paa Fortovet, mens Toget kom. -Aa, se Bornene, sagde Ida: Christoffersens to AEldste gik stive og forbavsede, i deres nye Klaeder, bag Ligvognen foran Praesten, der holdt sit hvide Lommetorklaede op for Naesen. Pastor Robert taalte ikke Lugten af Jod. Ligtoget blev ved at gaa forbi, mens Klokkerne ringede. Nu kom de sidste. Det var to skrutryggede gamle Maend i graa Vanter. Fru Brandt tog sine Ojne fra Spejlet: -Det er vel Frimurerne, som betaler, sagde hun. Jomfru Thogersen stod endnu ude paa Stentrappen hos Kobbersmeden. Jomfru Thogersen graed sine salte Taarer, hver Gang hun saa en Ligkiste. -Klokken er et, sagde Fru Brandt. Ida var allerede begyndt at daekke til Middag, paa Mahognibordet, under Taffeluhret. ... Det dundrede i Huset, saa Fru Brandt vaagnede af sit Eftermiddagsblund. Det var Skovrideren, der i Gangen slog Sne af sine Stovler. -Hej, Folkens, raabte han og slog Mellemdoren til Kokkenet op: her er berejste Personer ... -Goddag, Ida-Tut ... Goddag, Sofie. -Goddag, Goddag ... Ida kom ud, hendes Stemme fik en hel anden Klang. Saa aabnede hun Doren til Stuen. -Goddag, Fru Brandt, sagde Skovrideren, mere mut, mens Fru Brandt rejste sig lidt op i Stolen. -Aa ja, aa ja, sagde Fru Lund, der blev viklet ud af en Masse Toj, inderst havde hun to rodstribede Modest'er: det har vaeret en dejlig Tid. Men man bli'er jo or, sagde hun: og saa er jeg dog altid saa underlig ved at kore paa Jernbane ... Fru Lund fik sig sat, og Fru Brandt sagde: -De skulde da ha'e Hatten af? -Aa Tak, en lille Stund, svarede Fru Lund og fik Hatten af, det graa Haar strittede, saa hun lignede en ukaemmet Pudel. Alt imens begyndte hun at fortaelle om Sonnens Bryllup: -Ja, Brylluppet stod jo paa Hotellet. Det er rigtig et nydeligt Hotel i Kolding--og saa propert. Og tres var vi, ka' De taenke Dem ... alle de glade Mennesker ... ja, dejligt var'et at se saa megen Glaede. -Var hun i Silke? spurgte Fru Brandt. -Ja, ja, det bruger de jo nu, og Herregud, man kan jo si'e som saa, at den kan farves ... Fru Lund blev ved at fortaelle, lidt hurtigt i Saetningerne, for hun blev altid ligesom en Kende stakaandet i Kurvestolen foran Fru Brandt: om Middagen og Gaesterne og Talen ... -Den var ja'gu kon, sagde Lund, der trampede op og ned rundt om Kakkelovnen. -Og Gaverne? spurgte Fru Brandt. -Ja, Folk de har saamaen husket os--om det saa er Husmaendene, saa har de telegraferet. Aa, saa saet Dig, lille Lund.... -Jeg maa s'gu rore mig, sagde Lund, men satte sig alligevel ved Doren: -Ja, sagde han, Folk har vaeret rigtig stadselige, det ved Gud, de har. -Ja, indskod Fru Brandt: Folk husker nok dem, der har noget at raade med. Ida, der gik og daekkede igen, sagde: -Og saa var der jo Brudepiger. -Syv, sagde Skovrideren og slog begge Haenderne mod Laarene. -Og saa saa man jo alle Drengene, sagde Fru Lund og smilte: Det er saa dejligt at se, naar Bornene bli'er store. Skovrideren sad lidt og nikkede. Saa begyndte han at le og sagde: -Og Svigerdatter gik sgu rundt og sloges med alle Svogrene efter Bordet, mellem Dorene--ligesom var'et hjemme, skont hun var i Sloret. -Ja, ja, Lund, det er jo nu deres Maner, sagde Fru Lund: de er jo saa kendte, lagde hun til, og hun vendte sig ligesom forklarende til Fru Brandt. -Ja, sagde Lund: og det var s'gu det eneste, jeg ku' ha' vandet en Hone over. For det var nydeligt, tilfojede han, ganske sagte. Ida lo stille, ligesom omt: -Hvor det ligner Henriette. Hun blev ved at staa bag Bordet og smile, som saa hun Henriette for sine Ojne gaa der i Sloret og slaas med alle Svogrene af bare Glaede. -Ja, det var nydeligt, sagde Skovrideren igen. -Taenker Du paa Bordet? spurgte Moderen. -Jo, Mo'r. Bordet var faerdigt, og Fru Brandt sagde--hun holdt sig ved Stolene for at komme over Gulvet, men brugte ikke Stok--: -Ja, jeg vidste jo ikke, om vi turde vente Dem. Skovrideren satte sig haardt i sin Stol og saa glad ud over den megen Mad. -Gud ske Lov, sagde han: her er da Fo'er i Krybberne. Fru Brandt sad i den store Stol, midt for Fadene: -Man har jo da endnu Brodet, sagde hun. -Det minder om "Laengen", sagde lille Fru Lund, der altid, naar hun var hos Fru Brandt, tog en Masse paa sin Tallerken og aldrig fik det spist. -Ja, sagde Skovrideren: der var hyggeligt hos gamle Brandt. -Byder Du? Fru Brandts Laeber dirrede lidt over Taenderne: -Vi havde det kun efter Forholdene, sagde hun. Fru Lund tog endnu mer paa sin maegtig fyldte Tallerken. -Aa, sagde hun: saa tit jeg har skammet mig over mit Hus, Fru Brandt, naar jeg var hos Dem. Fru Brandt svarede ikke, men Skovrideren begyndte at tale om Christoffersens Begravelse. Fru Lund blev ved at fortaelle Ida om Brylluppet, mens Ida sad og smilte: det var jo alle dem derhjemmefra. Skovriderens Drenge. -Der var nok et vaeldigt Folge, si'er de, sagde Lund: ja, Christoffersen var jo godt lidt. -Christoffersens har jo altid vaeret et Sted, sagde Fru Brandt, hvor det ikke gik saa noje. Lund tog noget fast om Kniven i Skinken, og man horte kun Uhrene dikke. -Naa ja, sagde Skovrideren: Skaal, Ida-Tut. For din Tur, min Pige ... Han loftede Glasset: En ung Pige maa s'gu til Altret og befolke Jorden. -Ja, for din Tur, Ida, sagde Fru Lund. Hun havde losnet den sidste Modest. -Det haster vel ikke, sagde Fru Brandt: Ida horer da, Gud ske Lov, ikke til dem, der behover at forsorges. -Aa nej, aa nej, sagde Fru Lund, det var ikke saadan ment. Men vi taenker jo dog altid fremad, Fru Brandt, for Bornene. Hun gav sig til at klappe Idas ene Haand, der var ganske kold. -Ja, sagde Skovrideren, det er s'gu det, vi er sat her for. -Ja, ja, Lund, vi har nu tit maattet la'e vores gaa baade for Lud og koldt Vand. -Det har Du da aldrig gjort, Mo'r. -Jo, Lund, det ved jeg godt, for der var jo saa mange, og de smaa maa passes og saa lober de storre ... Men det er alligevel saa underligt, naar de blot ser, at man gor, hvad man kan, og man saa li'esom altid har lidt Glaede at dele med dem i det daglige. -Ja, sagde Lund. Fru Lund blev ved at se hen for sig: -Og Glaeden, den kan man vel altid ta'e fra sit Hjerte, som man si'er, hvad der saa osse trykker ... Ida bojede sit Hoved lidt ned mod Fru Lund, og Fru Brandt sagde fra sin Sofa: -Ja, nuomstunder skal der jo tales saa meget om Bornene. -Naa, Fru Brandt, sagde Lund, lidt hojt, jeg gad min Salighed osse vidst, hvad der ellers var at tale om, naar man da en Gang har sat dem i Verden---- Det bankede paa Doren, det var Niels Kusk hos Skovriderens, som var her med nogle Pakker, og Fru Lund gik med Ida ud i Kokkenet: -Det er kun en Bagatel, min Pige, men jeg havde sagt, de kunde gerne saette det i Vognen--en Smule Skinke og Smor ... Gud ved forresten, hvordan Smorret har artet sig.... -Aa, Fru Lund, det er altfor meget. -Saa si'er vi ingenting til din Mo'r, og saa kan Du indrette Dig. Din Mo'r kan jo ikke vaenne sig til saadan at kobe alting. Og det er jo saa rimeligt, hun som kommer fra saadant et Hus som "Laengen" ... -Ja, sagde Ida: det er jo det, der er saa svaert for Mo'r. Og saa vilde det gore hende saa ondt, naar hun vidste at alle de derhjemme glemmer hende. Tak. -Aa Gud, min Pige, sagde Fru Lund: hvem skulde vel vaere naermere end de, der har holdt saa meget af din Fa'r. Men har Smorret ikke artet sig, Ida--de gik ind i Sovekamret og lukkede Doren--saa maa Du bruge det paa Panden. Fru Lund satte sig paa Sengekanten og Ida ved Siden af hende: -Man er lidt fortumlet, sagde hun: men det har vaeret en dejlig Tid.... Hun sad stadig med Idas Haender i sine, og det begyndte at morkne i Stuerne: -For ved Du, det var ligesom saadan et trygt Bryllup, de to, som har kendt hinanden fra Born. -Ja, sagde Ida--de talte begge to langsomt og halvsagte--det er saa dejligt at se, naar Folk er lykkelige. Fru Lund nikkede: -Ja, saa dejligt, min Pige. Det bankede paa Stuedoren igen, men de blev begge siddende. Det var Kaemner Sorensen og Frokenen, der kom fra deres Eftermiddagstur til "Lunden". -Skal der ikke taendes? sagde Fru Brandt fra Stuen. Ida taendte og vendte tilbage til Sengekanten hos Fru Lund. Kaemneren sad i Kurvestolen og trak Vanterne af, mens Fru Brandt fulgte ham med Ojnene. Der var ikke andet end Knogler og Aarer tilbage af Kaemnerens Haender. -Naa, De har vaeret til Bryllup, sagde Kaemneren. -Ja, vi har saa, sagde Skovrideren -Hm ja, det er svaert saa Folk de gifter sig nuomstunder ... -Det er jo Verdens Gang, Kaemner Sorensen. -Ja, og Kaemneren slog lidt med Stokken: lad dem om det. Han saa op paa Lund: -Jeg er bleven for gammel, Hr. Skovrider, jeg blander mig ikke i noget. Skovrideren sagde noget om, at det var vel ogsaa det klogeste. -Det klogeste? Ja, men (han slog med Stokken igen) hvorhen forer det? hvor forer det hen? -Her sidder man.... Kaemneren tav lidt og sagde sagtere: -Det er det Hele. Froken Sorensen havde inde i Sovekamret slaaet sig ned paa en Stol foran Sengen. Kaaben havde hun knappet op, saa man saa det atlaskklaedte Bryst, der loftede sig som et goldt Bjerg: -Gud, ja, sagde hun. De har vaeret til Bryllup. Ja, vi gaar jo alle i saa mange Tanker--nu har der vaeret Bud paa Huset igen ... Det er Mathiesen, han vil absolut ha'e det til Butik. Froken Sorensen talte hviskende og i en Strom: -Og det var jo det bedste at saelge, for naar Fa'r en Gang gaar bort, flytter jeg dog til Kobenhavn. Der sidder jo Sostrene. Men saa laenge vi har Fa'r i Live, Fru Lund, gor man jo ingen Forandring--hverken Sostrene eller jeg. -Det er jo rimeligt, sagde Fru Lund. -Det er jo det--det mener ogsaa baade Sostrene og jeg--en gammel Mand er han da og ingen ved, hvorlaenge han kan ha'e igen. Kaemneren, der horte som en Ugle, sagde inde i Stuen: -Saa nu gaar det los paa Huset igen. Men, og han talte hojere: jeg sitter her endnu ... Han slog med Stokken: -Naar de forst har faaet mig paa Kirkegaarden, kan de gore, hvad de vil. Det er det Hele. Inde i Sovekamret blev der bomstille. -Der ser De, hvordan Fa'r er, hviskede Frokenen. Hun sad lidt med Haenderne i sit renlige sorte Skod og sagde saa: -Men vi Mennesker, Fru Lund, taenker jo dog ogsaa paa Fremtiden.... Kaemneren kom op af Stolen; han vilde gaa. Skovrideren fulgte dem ud paa Trappen, og Kaemneren sagde og skubbede lidt til hans Arm: -Hm, hun bli'er tyk i Tungen, hun, Madammen derinde. Hun har vel osse Fedt om Hjertet. -Ja, jeg synes, det gaar ned ad Bakke, sagde Skovrideren. Kaemneren nikkede og saa op paa Lund: -Tungen er tyk, sagde han. Naa, Godnat. -Godnat. Lund gik ind i Stuen igen. -Det begynder s'gu at knibe lidt for Kaemneren, sagde han. -Han er jo gammel, svarede Fru Brandt. Fru Lund og Ida blev siddende inde paa Sengen. Det var som Ida vaagnede af Tanker, og Stemmen skaelvede: -Aa, taenk, hvis de skulde saelge alting her. -Ja, sagde Fru Lund, der ikke rigtig vidste, med hvad for Tanker hun selv tumlede: Ja, det er saa underligt her i Verden.-- Lunds skulde afsted, de skulde ogsaa i Butikker, for de korte hjemad. -Om Ida maatte folge dem? -For Mo'r hun la'er sig da snyde af hvert skilt Fjaes, sagde Skovrideren. Og Ida-Tut har osse godt af at se lidt Mennesker. -Jeg kan godt sidde ene, sagde Fru Brandt. Men hjaelp mig forst. Hun vilde skifte Plads og hen i Sofaen igen. Skovrideren vilde stotte hende: -Nej Tak, sagde Fru Brandt, Ida kan nok hjaelpe sin Mo'r endnu. Hun kom til Saede. Da Lunds og Ida kom ud paa Gaden, sagde Skovrideren: -Saa, min Pige, stik Du nu ud til dine Jorgensens og luft Dig lidt. Det andet faar vi nok besorget. Saa lob Du nu, det var Meningen. -Og Tak for Tingene, hviskede Ida, da hun kyssede Fru Lund. Da Lunds var komne hen ad Gaden, sagde Skovrideren, der havde Konen under Armen: -Fik hun Smorret og Skinken? -Ja, det lille Skind. Skovrideren gik lidt, saa sagde han: -Nej, hun sidder s'gu paa hende. -Hun er jo syg, Lund.... -Men det ligner ingenting at lade Pigebarnet sidde der uparret sine bedste Aar. Selv vidste hun s'gu nok, hvorhen den "vejrede", da hun skrubbede som Mejerske. -Naa, Lund. -Jo, rigtig er'et. Hun kendte s'gu nok Vejen baade til Karlekamret og til Forvalterens, da hun var Jomfru ... Lund begyndte pludselig at le og loftede lidt paa Pelshuen: -Men jeg levnede hende saagu' heller ikke ret meget af Sulet, sagde han. -Gaestfri, det er hun nu, Lund. Lund blev ved at le. -Ja, ja, min Pige, hun saetter idetmindste Fodevarerne paa Bordet for at vise, at hun har dem. ... Hjemme havde Fru Brandt raabt paa Sofie: -Tag saa ud, hvad der er levnet, sagde hun. Ida lob ind ad Gitterporten ved Teglvaerket og ringede paa i Villaen. Inde i den lyse Gang slog Olivia Dagligstuedoren op (hun havde hort Idas Stemme, da hun talte til Pigen). -Nej, det er "Jomfruen", raabte hun. Hvordan er Du sluppen ud af "Enkekassen"? -Det var Mo'r, sagde Ida lidt lavmaelt, der syntes, jeg kunde gaa herud. Olivia saa lidt paa hende: -Naa, saadan ... Men kom nu ind. -The, Marie, raabte hun ud gennem Spisestuen. Hun fik Ida om Livet og begyndte at vandre op og ned, mens hun begyndte paa en lang Historie: -Fritz var i Byraadet og Fru Kornerup havde meldt sig til The--hun vilde absolut danne en Diskussionsklub. -Men jeg vil ikke ind i alle disse Tale foreninger. Det er, som Fritz si'er, det er vaemmeligt at staa og snakke om alle mulige Ting med alle de fremmede Mennesker. Hvis de angaar En, kan man alligevel kun snakke om dem med et Par ... -Ja, sagde Ida. -Naa, min Pige, sagde Olivia: Du snakker nok med ingen. To Tuller kom lobende og raabte "Goddag" allerede inde i Spisestuen, for der blev altid en Barnejubel, naar Ida kom. -Aa, jeg har jo noget til dem, sagde Ida og lob ud i Gangen. Hun kom tilbage med en Pose med Druer, som hun haeldte ud paa Flygelet. -Du stjaeler som en Ravn, sagde Olivia. -Naa, det er jo af dit eget, fortsatte hun koldsindigt og puttede et Par Druer i Munden. Ida blev pludselig rod: Man maa da ha' Lov at gi'e Bornene, sagde hun; hun havde en af Tullerne paa hver Arm: Og saa op til Proppen, op til Proppen, halvsang hun og lob med begge Tullerne op ad Trappen ind i Barnekamret. Der blev en Hurlumhej oppe paa forste Sal, Tullerne lo og Proppen skreg. -Se til Proppen, se til Proppen, raabte Ida, der kom ned igen med "Proppen" i de loftede Arme. -Aa, her er saa lunt og dejligt hos Jer, sagde hun; hun var kommen ned i en Gyngestol og vuggede frem og tilbage med "Proppen" paa sit Skod. -Naa, sagde Olivia, der skaenkede The i Spisestuen. Hos Jer er der nu osse en Mellem-Temperatur. Vaers'go. Olivia satte Theen paa Hjornebordet; Saa, sagde hun og placerede sig selv i Sofaen: Og nu vil vi ha' Ungerne ud. Jeg holder mest af at ha'e dem i et Sidevaerelse, med Doren aaben. -Den velsignede Masse Boger, fortsatte hun og flyttede en Maengde Bind sammen for at faa Plads til Kageskaalen: jeg ved ikke, hvordan det er. Men hvad jeg ikke slaeber ind i Huset, det kommer Fritz med. -Ja, her er altid saa meget Nyt at laese, sagde Ida. Olivia sad med Hovedet mod Sofaryggen og saa op i den hoje Lampe. -Det er nu som Fritz si'er, det er alligevel godt med de "nye Boger". Det er dog ligesom de laerer En bedre at indrette sig. -Hvordan? -Med Livet, svarede Olivia, der blev ved at se ind i Lampen. De tav lidt begge to. Saa sagde Ida, foroverbojet i Stolen, og saa ind i Vaeggen: -Men er Livet egentlig ikke saa ligefremt? -Ja-a.... -For jeg mener, forklarede Ida, der altid ligesom tovede, naar hun skulde sige en Slags Mening: vi gor vel, hvad vi maa.... Hun blev ved at stirre ind mod Vaeggen, og Olivia sagde: -Og saa er der jo osse Ungerne ... om man kunde laere noget for dem. Naa--hun smilte pludselig over hele Ansigtet--jeg er nu forresten vist aldrig blevet opdraget. Hun saa uvilkaarligt over mod Fru Francks Portraet over Flygelet og sagde: -Vi var bare altid sammen, sagde hun og blev ved at smile. Hun sad stille og begyndte at nynne ganske sagte, da Ida, der ved en eller anden Ting var kommen til at taenke paa det derhjemme, pludselig sagde: -Aa, nu gaar Christian fra Mollen ledig igen. -Naa, Gud velsigne dine Smorkrukker. Olivia lo: saa logerer han vel osse "ovenpaa"? -Ja, sagde Ida halv forknyt og saa paa hende: men hvad skal jeg gore? Han har vel ikke noget andet Sted at gaa hen. Olivia lo kun. Men Ida sagde langsomt: -Men der bli'er alligevel saa meget, man maa skjule for Mo'r. Olivia sukkede lidt: -Der er da heller intet Hus i Verden, hvor man laerer at lyve saa stift. Saa sprang hun op: -Skal vi spille firhaendigt? Da de sad foran Flygelet og de opslaaede Noder, sagde hun uden Overgang: -Aa, Du, nu maa Proppen dobes ... Og det er som Fritz si'er, det gor heller ikke noget med Vejret, naar de bare kommer lunkent Vand i Dobefonten. De havde spillet lidt, da det ringede. Det var Fru Kornerup, der slog Entredoren op: -Kaereste De, sikken Kulde, sagde hun. Lidt efter gik Ida. Da hun lob op ad Stentrappen hjemme, smuttede Christian fra Mollen ind gennem Mellemdoren. Fru Brandt sad i Sofaen, orkeslos og bred: -Det tog Tid, sagde hun: hvor var I? Ida naevnte, med lidt slaebende Stemme, Butikker og Boder, og Fru Brandt spurgte: -Fulgte Lund Dig? -Ja, Mo'r. -Hvem var det da, Du talte med her paa Fortovet? -Froknerne Staal. -Hm, gaar de to unge Piger alene. -Skal jeg saa laese, Mo'r? spurgte Ida. Hun tog Dagens Avis og begyndte at laese med en tydelig Stemme, fjerde Side: "Tjenester" og "Kob og Salg". Det horte Fru Brandt forst, med Haenderne i sit Skod og et Par Ojne, som saa hun, skrapt, gennem Vaeggene ind i alle de Huse, hvor der sogtes og skiftedes. Ida gik over til de lokale Nyheder og blev ved at laese med samme Stemme og uden Ophold: "Ejendomssalg i Braestrup". "Voldtaegt i Hatting".... -Hvem er dod? spurgte Fru Brandt og afbrod. Ida laeste de tre Dodsfald, og Fru Brandt sagde: -Tag saa Historien. Hendes Traek blev mere slappe, og hendes Ojne begyndte at svomme ud. Da Ida var faerdig med at laese, gav hun Moderen Kortene til Kabalen og gik ud for at lave The. Men lidt efter kaldte Fru Brandt: -Sofie. Tag mig Avisen. Fru Brandt fik Avisen bredt ud over Kortene; hun laeste om Voldtaegten i Hatting. ... Fru Brandt var i Seng, og Ida sad, for aaben Der, i Stuen, hvor hun horte Moderens Aandedrag. Hun taenkte paa "Proppen"s Daab. Jo, hun maatte liste Pengene ud af den store Sparekassebog. -Ida, kom det fra Sengen, hvad var der i Pakkerne? -Hvilke Pakker? -Skovriderens Niels kom med Pakker. Ida sagde: -De var til Fru Lund. Moderens Aandedrag blev dybere, i Huset var der ganske stille; kun oppe paa Loftet knirkede og puslede det. Ida havde taget en Bog frem af sin Skuffe i Chatollet. Aftenen var den eneste Tid, hvor hun turde laese lidt i Olivias Boger. Sofie kom ind og satte sig henne paa Stolen ved Kakkelovnen. Laenge horte Ida hende sukke og snofte. Saa saa hun op fra Bogen og lagde Strikkepinden ned paa Bladet som Maerke: -Men kan han da heller ingen Plads faa, Sofie? sagde hun. Sofie begyndte at snofte staerkere, da der blev talt til hende. -Aa ja, aa ja, han har jo ingen Rinome, sagde hun. Sofie blev ved at graede--hun graed som en Karl--: -Men jeg vild' saa gern be' Frokenen, om jeg ku' faa Lov at gaa til Alters ... nu paa Synda'. Hun snoftede hojt. -Ja, ja, sagde Ida, ja, ja, Sofie. Det bad Sofie altid om, naar det var paa det Vaerste og Christian gik ledig. Sofie blev ved at graede, hun taenkte paa sit: -Ja, det er 'et, sagde hun, det er 'et; men en har heller ikke saa langt til Sengen som en anden. Ida sad og saa ind i Lampen, hun var saa vant til Sofies Fortrolighed. Saa sagde Sofie pludselig, i en helt anden Tone: -Frokenen maa ta'e Penge iaften--vi har ikke en Skilling i Huset. -Igen, sagde Ida. -Naar En aldrig tor si', hva' En kober ... Og En ska' indbild' Fruen, at man faar alt til givendes.... Ida sad tavs en Stund. Saa lukkede hun Bogen: -Ja, sagde hun; saa er det bedst, vi lukker. Ida laaste Doren og satte Blomsterne ned paa Gulvet og bredte de hvide Stykker ud over alle Stole. Hvor de talte paa Gaden ... det var dem, der kom fra Theatret. -Hm, hvor han havde vaeret smuk, han, der spillede Palle den Aften, hun var der med Olivia, saa slank og mork. Hun saa altid saa laenge Skuespillernes Ansigt og deres Smil og hvordan de gik. Saa dejlige Taender han havde, naar han smilte. ... Ida listede sig ind. Stille klaedte hun sig af, mens hun lyttede efter Moderens Aandedrag: Nu sov hun fast. Ida laa i sin Seng, og, ganske sagte, listede hun, under Taeppet, sin Haand ind under Moderens Hovedpude, hvor Portemonnaeen laa. I Morket fik hun to Tokroner ud og lagde Pengepungen tilbage. Moderen holdt aldrig Regnskab uden med de smaa Pengestykker. Nu var der ganske stille; i det hele Hus kun Moderens Stonnen. Ida gemte de to Pengestykker i sin Strompe. * * * * * Ida sad midt i AErtebedet paa "Ludvigsbakke"; hun og Schroder plukkede AErter i et stort Trug. -Saa, sagde Schroder, nu er Klokken slaaet ni. Hun havde set Fru v. Eichbaum, rank og stiv, boje ind i AErtegangen. Fru v. Eichbaum brugte efter Aix-les-Bains Efterkur paa Ludvigsbakke, og hun overholdt den paa Minuttet. Hun kom op ad Gangen med ligelige Skridt, som om hun talte dem, forbi AErtebedet: -Aa, er det den lille Brandt, sagde hun uden at standse. Hun ligesom opdagede paa det venligste bestandig Ida paany--hver Gang hun saa hende. -Hm, sagde Schroder og saa efter hende: hun skulde se at faa Sonneken op fra Fjermadrassen. Gud ved, hvad hun nu skal gore af ham. Det var fjorten Dage siden, Karl v. Eichbaum var dumpet for anden Gang ved Polyteknikum i Zuerich, og nu hvilede han ud. -Men kon er han i Figuren, sagde Schroder. Der var ganske stille i Haven, og man horte hver AErtebaelgs Fald i Truget, mens de hvide Sommerfugle floj ud og ind mellem Rankerne. -Hvor Luften er dejlig, sagde Ida. -Py-h, det bli'er hedt, og jeg skal rore Kodfars. Schroder rorte stadig Kodfars; gamle Konferensraad, der var naer de halvfems, kunde snart ikke nyde andet: Der er jo snart ikke en hel Tand i Huset, sagde Schroder. Hun havde selv faaet sig seks nye Fortaender i Foraaret. Ellers var hun uforandret; og de Dage, der var travlest, kom de seks forresten ikke laenger end i deres Vandglas. -Men jeg skal ikke ha'e ham gaaende, hvor jeg har Smaapiger, sagde Schroder, der blev ved Eichbaum: saadan som han flytter Ojnene rundt paa et Pigebarn ... Schroder saa nok, hvordan Pigerne svajede sig, naar Eichbaum satte sine Ben i Kokkenet. -Jeg synes, han ser saa god ud af Ojnene, sagde Ida. Der lod et Skrig og Skraal nede fra Dammen af Barnestemmer i Kor: -Saa, sagde Schroder, nu skal vi til at torre Kadetbukser igen. Det var alle Falkenbergs Born, der vadede i Dammen, og Fru Falkenberg, fodt With, kom ned ad Gangen, hun maatte "se efter Bornene". -Aa, sidder De her? sagde hun (hun talte med en lidt mat og overgemt Ungpigestemme): saa dejligt her er i Solen.... Hun satte sig paa Schroders Kokkenskammel med Haenderne i sit Skod. -Falkenberg kommer da ikke iaar, sagde hun. -Ikke? -Nej, han skriver, det er nogle Indberetninger--hun loftede de spidse Skuldre i Slaabrok'en: Fru Falkenberg havde ligefrem faaet en Barnefigur igen ved at fode Kaptajn og Ridder af Dannebrog Falkenberg fem Born--: -Jeg forstaar mig jo ikke paa det, sagde hun. Det er Tjenesten. -Ja, sagde Schroder, der er jo saa meget for en Mand. -Ja, sagde Fru Falkenberg og nikkede--der var et Udtryk i hendes Ojne, som sad hun og saa undrende efter noget, der var blevet borte--: -De har ogsaa deres. Nede ved Dammen lo de og skreg de. Saa begyndte en Dreng at graede. -Det er Edvard, sagde Fru Falkenberg, som vilde hun staa op. -Nu skal jeg, sagde Ida og rejste sig. -Aa, ja, lille Ida ... vil De? sagde Fru Falkenberg og blev siddende. Schroder satte sig paa Idas Kokkenskammel og blev ved at pille AErterne, mens Fru Falkenberg saa til med sine konne Ojne: -Aa, saa De har meget at taenke paa, sagde hun og fulgte Schroders Haender med Ojnene. Ja, det maa vaere dejligt at ha'e Kraefter ... Ida kom tilbage; det var ingenting; de skaendtes kun om Prammen. -Var Erik der? spurgte Fru Falkenberg. -Nej, Fru Falkenberg, jeg saa ham ikke. -Hm, Fru Falkenberg rystede paa Hovedet: Gud ved, hvad den Dreng ta'er sig til ... Erik var en oploben syttenaarig, som tilbragte sin Ferie paa et eller andet Loft i Selskab med Romaner af den nye Litteratur, og som, naar han forlod sine ophedede Skjulesteder, altid saa ud, som om Lyset skar ham i Ojnene. Fru Falkenberg blev ved at sidde og se ud for sig i Solen. -Ak ja, sagde hun: det er underligt med Born. Det er dejligt, naar de er smaa, men man maa jo sende dem i Skole.... Saa laenge Bornene var smaa, smaasyslede og sang Fru Falkenberg med dem Dagen lang, men skulde de forst i Skole, var det, som den store Dor lukkede sig bag dem-- -Det er ikke saadan at folge dem, sagde hun. -Nej, hvert Krae har sit Ho'ede, sagde Schroder: Tag saa i. Hun tog i den ene Ende af Truget og Ida i den anden, saa gik de. Fru Falkenberg blev siddende. Hun kunde sidde saadan timevis et Sted, hvor der var Sol, og se ud i Luften, som om hun stirrede ud i nogle store Huller, hvori alle Livets Ting forsvandt. Froken Rosenfeld sad oppe paa Gavlverandaen og laeste. Hun loftede Hovedet og nikkede til Ida og Schroder, for hun laeste videre. Da Schroder og Ida kom ind i Kokkenet, stak Karl von Eichbaum Hovedet ind ad den anden Dor: Man vilde gerne ha'e The, Schroder, sagde han; og Schroder, der satte AErtetruget, mumlede noget om, at nu skulde der vel vaere The til Middag. Men Ida gjorde en Thebakke istand og bragte den ud til von Eichbaum, der laa paa Graesplaenen saa lang han var. -Det er dog altid Dem, der er god, sagde han. Han havde en egen jaevn og skikkelig Maade at tale til Ida paa. Og han vendte sig om paa Maven, med Hovedet over sin The: -Tak, sagde han. Ida bad ham Kiksene. -Er det Onsdag idag? spurgte han saa. -Ja. -Uh, sagde Eichbaum og rorte i sin The: saa har man tre Uger endnu. Og Herren ved, hvad det saa skal blive til. Karl von Eichbaum drejede sig igen om paa Ryggen: -Nej, det er utroligt, sagde han. Han gloede videre op i Solen, medens han sagtens grundede over, hvad det "saa skulde blive til". Ida gik inde i Kokkenet og hjalp til. Hun gik og taenkte paa Karl von Eichbaum: der var nu heller ingen, han havde at holde sig til--saadan. For havde han jo haft Herman Reck. Men nu havde han jo osse nedsat sig, i Aalborg, og var ikke hjemme mer. Det bankede oppe i Loftet, det var Konferensraaden, der kaldte oppe fra "Etatsraadindens Stue"; han kom ikke op af Stolen mer og kaldte saa ved at banke med sin Stok: -Naa, er det Dig, lille Ida, sagde han. Er de nu alle ude? -Ja, Hr. Konferensraad. Alle Gaester paa Ludvigsbakke maatte ud i Luften. -Luft er for Ungdommen, sagde Konferensraaden: saa de kan fole Blodet rulle--Ungdommen skal ha'e store Lunger og staerke Hjerter. Han nikkede: -Luk saa Dorene op. Ida lukkede Dorene op gennem de solfyldte Stuer: Tak, sagde Konferensraaden. Nu kunde han fra Etatsraadindens Stol sidde stille og se ind gennem alle de lyse Rum, han havde bygget og hvor han havde levet. Han vendte Hovedet mod Vinduet; gennem Lysningen kunde han se ind i Godsforvalterens Have: -De er spraglede, sagde han og nikkede. Fire Damer i mange Slags Farver sprang paa Recks Croquetplaene mellem tre Ungersvende med opsmogede Benklaeder. -Det er ikke din Fa'ers Folk, min Pige, sagde han. -Ja, ja, han vendte atter Hovedet om mod sine stille Stuer; man faar saa mange Ting at se, naar man bli'r gammel. -Men Verden, sagde den Gamle, taaler megen Galskab, min Pige, og bliver staaende alligevel. Ogsaa Ida var bleven staaende og saa over "Laengen"s Have. Hun kom der saa sjaeldent nu: hvor de dog huggede hvert Aar ... der var saa faa tilbage af de gamle Traeer. -Og hvordan er det derhjemme? spurgte Konferensraaden. -Tak, jeg har ikke haft Brev, sagde Ida. -Naa, ja, ja.... Konferensraaden blev siddende tavs, grundende som den, der har levet laenge. Ida gik tilbage til Kokkenet, men Schroder jog hende ud. -Du har Ferie, min Pige, sagde hun: gaa Du ud og luft Dig. Her er jo saa varmt, at man maa kaste Klaederne. Schroder stod over Kodfarsen og havde kastet dem. Ida gik. Hun vilde gaa over til Lunds. Men ude paa den store Trappe standsede hun: en Hostvogn svingede ud fra Avlsgaarden. Det var alle Bornene, som korte til Bad. Vognen lignede en hvid, myldrende Rede i Solen. Saa dode Stemmerne hen og alting blev stille igen. Plaene og Marker med de hvilende Koer som dovne Pletter og Braestrups Huse--alt syntes at blunde i Lyset. -Her er smukt idag, sagde Froken Rosenfeld, der kom langsomt, med sin Bog under Armen. De blev staaende paa Trappen ved Siden af hinanden: -Saa lige Rogen gaar, sagde Froken Rosenfeld. Rogen steg op fra Husene i Braestrup, stille og lige som lyseblaa Fakler i den lyseblaa Luft. Ida og Froken Rosenfeld talte sjaelden meget sammen. Men de blev tit staaende saadan lidt ved Siden af hinanden, og de saa ofte paa de samme Ting. Froken Rosenfeld hentede Ida, naar hun vilde ud at gaa, isaer naar det havde regnet og det endnu dryppede fra Traeerne--saa gik de sammen halvtavse, ad de fugtige Veje, laenge. Ida gik ned gennem Haven og hun kom ind paa Skovvejen. Fuglene sang ikke mer, og hun horte kun sine egne Skridt over den muldede Jord. Inde i Skovridergaarden sad den gamle Lucie foran Bryggersdoren og skraellede Kartofler, og Laenkehunden, der kendte Ida, logrede ad hende foran sit Hus. -Er der nogen hjemme, Lucie? Lucie loftede det rokkende Hoved: -De er derinde, sagde hun og blev siddende tavs. Alle Husets Dore stod aabne og Solen faldt ind over Gulvene og de slidte Mobler. I Salen sad Fru Lund paa en Rorstol, omflydt af Linned og med de store Briller i det lille Ansigt. -Aa, er det Dig, Barn, sagde hun: Jeg lapper Lagener, min Pige ... Vi vasker og vi lapper. Du--med alle de Gaester. Men de er jo velkomne--det er vist og sandt. Aa, kan Du hjaelpe mig.... Ida hjalp og Ida traadte Synaal, medens hun sad og taenkte: Hvor Fru Lund dog ryster paa sin Haand. -Gud ja,