The Project Gutenberg EBook of Stuk, by Herman Bang

This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with
almost no restrictions whatsoever.  You may copy it, give it away or
re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included
with this eBook or online at www.gutenberg.net


Title: Stuk

Author: Herman Bang

Release Date: June 24, 2004 [EBook #12698]

Language: Danish

Character set encoding: ISO-8859-1

*** START OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK STUK ***




Produced by Steen Christensen, Heidi Christensen and PG Distributed
Proofreaders





STUK

HERMAN BANG




1. udg. 1887




Stuk _udkom i tidsrummet 22.-28. oktober 1887, kostede 6 kr., indb.
7,50 kr og omfatter [VIII] + 396 + [1] side_.

_Helshirtingsbindet har guld- og sorttryk og er 180 mm højt. Del
afbildede eksemplar tilhører Del kongelige Bibliotek og er rødt_.




FØRSTE DEL

Regn af Guld




I

Herluf Berg og Lange kom ned paa Gaden til Drosken, der ventede:
Kasino, Kusk, raabte de og sprang ind.

De var kommen til Sæde, og Kusken kørte ad gamle Frederiksborggade
til.

Det var Skumring endnu, og over Parken og Skt. Peders Mølle hvilede
det graablaa sidste Skær af Dag. Men langs Gaden var der allerede
tændt, og Lygter og alle Butikers Blus lyste ud over Vrimlen. Lig en
hel Armé strømmede Arbejderne langs Fortovene ud ad Broen--som en
taktfast Marsch lød det mod Stenene; og midt ad Gaden, paa Sporet,
klemtede de oplyste Teatervogne frem, tre i Rad, propfulde, med glade,
hætteklædte Damer, der hang og red helt ud paa Platformene.

Forpustede Medsøstre i Abonnementet, der maatte gaa, kom ikke hurtig
nok i Vej paa Fortovet og brød ud paa Gaden, hvor de skridtede af
langs Rendestenen med en forvildet Pige i Hælene.

-Her er livligt, sagde Berg, han sad behageligt og indaandede den
fugtig-milde Luft i sit Vognhjørne.

-Levende er her blevet i Staden, sagde Lange.

Ved Boulevardens Holdested kom man slet ikke frem, saadant et Myldr
var der af Hætter, der skreg, og forbitrede Ægtemandsstokke, der
demonstrerede. Men Sporvognene rullede sindigt forbi hen ad
Boulevarden, svajende tungt under deres glade Last som et Par store
vraltende Dyr.

Berg og Lange kom ind i Købmagergade. Mørkningshandelen gik i Kældre
og Stuer. Igennem Ruderne saa man de fulde Boder, og Fortovsstrømmen
løb bus paa Tjenestepiger, der debatterede i Nærheden af
Kælderhalsene. Unge Piger fra Kursus fløj forbi hinanden med
Haandslag, og »Herrer fra Forretningen« skød ud og ind i Vrimlen for
at bringe Breve til den sidste Post.

Udenfor Modebutikerne, hvor de første Vintermodeller prangede under
Gassens Lys, kom man slet ikke frem; og ved hvert femte Hus stoppedes
den hele Strøm af Plankeværker foran Huse, som var under Ombygning,
saa alle maatte ud at gaa Gaasegang paa de smalle Bræddebroer, der var
lagt frem over Rendestenen.

-Svært, saa vi bygger Façader, sagde Berg, der i den skiftende
Belysning sad og saa' ud over Fortovsstrømmens mange Hoveder.

-Vi kalker vore Grave, sagde Lange.

Paa Østergade blev Strømmen langsommere. Man drev afsted i Lyset,
Skridt for Skridt, lunt, som i sin egen Stue, kiggede og hilste med
Nik og vendte sig. En Omnibus kom paatværs af Drosken, saa den blev
trykket helt ind mod Fortovet, hvor de unger Piger gled forbi, friske
af Luften, søde og vimse under Herreblikkene; Ansigterne var just i
Højde med Drosken, saa nær, saa det var, som om de rørte Vognen med
Kinderne.

-Aften, Berg, Aften, raabte et Par Herrer og rettede Stokkene, som de
bar »paa skraa« i Lommen.

-God Aften--god Aften.

De var uden for en Kunsthandel og maatte rent holde stille; man kom
ikke frem, Sværmen stod helt ud paa Gaden.

-Her kan man s'gu altid holde Karantainen, sagde Kusken.

Det var et Par franske Sirener, man vilde se, der prangede i stærkt
Lys--i halv Legensstørrelse--i Udhængsskabet, indrammede af
Makartbuketter. Alle stod med opadvendte Ansigter og smilte foran
Yndighederne.

-Kør ad Ny-Østergade, raabte Berg. Kusken drejede ind i Sidegaden,
hvor de gled blødt hen ad Kørebanen, og der pludselig blev ganske
mørkt og stille: ingen andre Folk end Parrene, der hviskede, gemte
rundtom i Døraabningernes Skygger.

       *       *       *       *       *

Folk drog over Skt. Annæplads i Stime, og Droskerne satte ind i
Amaliegade med en Fart, som var Dyrene løbske; Damer, der løb over
Gaden med løftede Skørter, kom foran Hestene og hvinte.

-Ka' den Dame dy sig, bandte Kusken.

-Hva'?

-Men--Amalie ...

En Amalie, der var kommet paatværs af Bergs Droske, blev langet ind af
en Herrearm.

-Du dog--raabte hun: Herluf Berg.

Damen Amalie blev af lutter lykkelig Forbavselse staaende ugraciøst
paaskrævs over Rendestenen og saa' efter Drosken, til hun paany blev
rendt over Ende.

Udenfor Teatret var der en Smækken med Vogndørene og en Trængen sig
frem paa Trappen ind ad Porten, som om alle fik Feber blot ved at se
Façadens Lygter og vilde komme først. Kun Droskekuskene sad uanfægtede
og saa' betænkelige paa Smaapengene i de flade Hænder--før de vendte
og kørte bort.

Inde i Garderoberne og Gangene, hvor man mærkede Gasluften og Støvet,
fik Folk endnu mere travlt: Ouverturen var begyndt, man hørte den
ned----

-Skynd dig, skynd dig dog, raabte Berg, Tæppet gaar.

Der var allerede dæmpet i Salen. Hele Rummet var kun Hoved ved Hoved
helt op i Amfiteatrets store levende Mørke--fyldt af en Brusen, i
hvilken Ouverturens Vals næsten blev borte.

Man følte sig, som kom man ind i en elektrisk Kæde, naar Rækken
lukkede sig, og man naaede paa Plads...

Tæppet til »Lykkepigen« gik op, da Berg og Lange satte sig: Man var i
Provence, hvor Bønder holdt Fest, og Gaasepigen var i Spidsen med sin
Hyrde. Hun tabte strax sin Træsko, som hun havde Halm i, og hele Huset
genlød af den første glade, meningsløse Lattersalve, mens hun fik den
paa igen.

Saa slog man sig til Ro i Loger og Parket og satte sig lunt til Sæde
under Kor og Sange, mens Klapsalver faldt ned over En fra Galleriet,
og man lod Forlibelse og Danserytmer staa sig ind i Ansigtet.

Indholdet kendte man. Det var fortalt otte Dage i Rad af alle Blade:
Gaasepigen, hed det, var et Lykkebarn, saalænge hun aldrig havde
kysset noget Mandfolk. Reklamerne havde antydet, at det jo egenlig
ikke var »kysset«, men i Paris noget mere. Men Bearbejderen havde lagt
en mildnende Haand paa Sujettet--af Hensyn til vort Publikums
Følelser--og havde ændret til »kysset«.

Akten endte med en »Hønsesang«, hvor Gaasepigen kaglede.

Tæppet faldt og gik atter op og ned. Og i samme Sekund, mens der endnu
blev klappet paa Galleriet, og før der blev Lys, steg der en pludrende
Jubel op fra hele Salen, som om tusind Skolebørn fik Frikvarter, og
ingen Mund stod stille, mens det var, som alle Hoveder nikkede paa én
Gang.

Berg havde rejst sig og brugte Kikkerten. Lidt efter lidt blev der
mere stille, mens man begyndte at mønstre hinanden og hilse og melde:
_Den_ var her og _den_ og _den_--og man nikkede. For hvert kendt
Ansigt var det som Velværet voksede: de var her rigtig alle, og man
selv sad paa sin gode Plads og talte med. Det var et eget fornøjeligt
Velbehag, hvor man mønstrede og mønstredes, mens Stemmerne summede.

Berg og Lange rettede Kikkerterne mod Logerne. Damerne sad smilende
Række bag Række. De lyse Liv fra Sommeren var fremme en sidste Gang
til Afsked, og det var, som om Ansigter og Kinder var runde endnu af
Bade og Sommerluft.

-Gør sig s'gu, gør sig s'gu, sagde Lange og førte den ene Haand gennem
Luften i en lille Bue, som om han med et Kærtegn omfattede al den
friske Kønhed.

-Brillant, sagde Berg.

De var der alle--allesammen: Fru Canth, med en Vifte, saa man
bare saa' den yderste Haartot af Assessoren; Fru Ekberg med
Generalkonsulen, med ny Plade; Fru Dunker mellem Oberstinde Strøm og
Redaktør Scheele: Legationsraadinde Stén, udringet, med
Legationsraaden paa Pladsen bag hende, saa trind og smilende som en
falbydende Urtekræmmer bag sin Disk; Skuespillerinder fra Nørregade;
Fru Koch....alle, Ansigt ved Ansigt, Rækkerne ned.

-Svært med Fruer, sagde Berg, væbnet med Kikkerten.

-Ja...

-Naa--Fru Ekberg kunde nu gerne gi'e sig.

-Hvorfor? De var skam alle ti Aar ældre for en halv Snes Aar siden,
sagde Berg og lo.

Introduktionen var begyndt i Orkestret. Men ingen hørte efter. Det gav
et Ryk tilhøjre i alle Hoveder, og der blev en travl Hvisken paa
Gulvet med Ansigterne ind imod hinanden, i en ivrig Pylren, som var et
Aaleskind pludselig faldet ned i en Hønsegaard.

Det var en Dame, der var tonet op i den yderste Loge, med en blond
Toupé drysset fuld af Brillanter--Diamanter i Ørene og Diamanter om
Halsen.... Der blev et sandt Oprør, hvor alle tiskede og spurgte,
indtil Damerne, lidt efter lidt--der kom ligesom en stram Luft over
Parkettet--lod Kikkerterne synke og holdt Øjnene stift hæftede paa
Tæppet, som om de pludselig havde faaet Fotografholdere i Naken:

-Hvem?

-_Hvem_ du, hviskede Blom op til Berg, fra første Bænk, bag
Chapeau-claque'en (Blom og Brodersen var i Kjole og hvidt Slips, de
forsøgte at indføre Gala ved »Premièrerne«.

Berg vidste ikke og gjorde Tegn med Skuldrene. Lidt efter lidt blev
der stille--Diamantdamen sad hvidkalket og søvnig og gnistrede--alle
kom paa Plads, Kritiken langs ad Fløjene, færdig til Træfning: Kars
havde Plads tilhøjre, med et lyst Smil og foldede Hænder, som bad han
Bordbøn ved et opdækket Bord, og Professor Markus sad højtidelig, med
let rokkende Hoved, som en Provinsoverlærer ved en Censur, ved Siden
af Hr. Stæhr.

Tæppet gik op.

Man var ved Hoffet. Folk klappede strax ad den straalende Sal i Guld
og Guld, mens der kom Pager ind ad alle Døre--fler og fler Pager, to
og to, fler og fler--i Trikot. Hele Salen blev blot én Kikkert--Mænd
greb Glassene af Koners Skød eller Hænder--: Men der var jo Flokke,
Snese--en Hær af Pager--en Hær--rent en Hær af Trikots.

Fruerne sad nysgerrige og stille sammenlignende, lidt generte ved
Mændenes Hidsighed med Kikkerterne; somme blev ogsaa noget krumryggede
i Sæderne, som havde de en Fornemmelse, ligesom var de selv kommet
lidt for nedringede til Bal....

Nu kom Hofdamerne i Flok: Guld og Atlask, Guld og Silke. Det straalte
og det skinnede. Fler og fler--det hørte jo aldrig op--der maatte da
være hundrede....

Man slap Kikkerterne og man klappede tæt, over hele Salen.

Det var Operettens berømteste Numer, »Kyssenes Kor«. Man fangede, man
valsede, man kurede og kyssede.

Publikum jublede; man vilde have det om og atter om.

Her kysses vi, Som har Jour; Her kysses vi Og gør Kur. Her kysses vi.

Glade i Bifaldet kroede Kordamerne sig som Killinger for Rampen.

Man kom ikke mér ud af Stemning, mens Konflikten tilspidsedes, og alt
blev en Tummel af Støj og Danserytmer: Gaasepigen forfulgtes af en
Prins, og en Prinsesse forfulgte hendes Hyrde.

Man lo og lo. Akten havde i betænkelig Grad trængt til den »mildnende
Haand«: Der var strøget, saa man forstod ingenting, undtagen--at der
var to Brudekamre beredt (i Kulisserne) og at der blev meget Mørke.

-Satan, Satan, sagde Lange hvert Minut med voksende inderlige
Betoninger, han havde knebet Berg baade gul og grøn i Armen.

-Satan, Satan....

I yderste Grad havde Bearbejderen trængt til »sin mildnende«, mens
Prinsessen og Gaasepigen svirrede i Nat-Musseliner ud og ind mellem
Dørene....

Saa blev det ganske Nat, og Pagerne holdt Vagt, i lange Kapper,
nynnende sagte »Kyssenes Sang«--foran de Elskendes Døre.

Hist kysses de og gør Kur. Vaage man vi, Som har Jour. Ene er vi.

Der var ganske stille i Salen udover Halvmørket af Hoveder, der
langsomt rokkede, som nynnede alle uhørligt med. Varmt var der blevet.
Fru Canth havde slaaet sin store Vifte op og vuggede den efter Takten.

Finalen kom: Hofdamer brød ind med Kandelabrer; Vagten fløj til med
Sabler; Pagerne skreg, og Hofdamerne hvinede... Prinsessen kom i
Frisérkaabe, og Gaasepigen var ganske i Natdragt....

O ve--o ve, Hvad her dog skér: Hun bliver aldrig Lykkepige mér.

De svingede med Kandelabrerne og de klirrede med Kaarderne, Hofdamerne
tørrede Taarer i Slæbene...Ingen forstod et Ord; i Orkestret kæmpede
Tromme med Triangel...Der var ikke _den_, der hørte Ørenlyd: Det var
Glanspunktet af Operetten.

Tæppet var nede. Det maatte op igen. Publikum raste, det maatte op
igen. Bifaldet lød som store Drøn fra Galleriet. Det maatte op igen.

Man strømmede ud fra Bænkene, og man klappede i Gangene, hede og
sammenstuvede, mens alle snakkede. Oppe i Logerne sad Damerne varme og
glade, med fremskudte Buster, som en Række Spurve, der soler sig. Kun
Diamantdamen forblev dorsk og ligeglad og gnaskede Marzipan af sin
Pose.

Kritikerne sankede sig tilbunke i Hullet ved Orkestret...Man talte om
Antallet af Opførelser--man mente tredive...Redaktør Isaksen førte
energisk Næsen op og ned, snusende hen mod Tæppet, som om han vilde
grade Stykket ved Hjælp af Lugteredskaberne, og Kars sagde, seende ud
over Salen, med et langt sultent Blik:

-Ja Godtfolk--nu var der Penge at tjene med en Treakter....

Berg og Lange kom ned i Bazargangen. Man skubbede og man stødte; ingen
hørte Ørenlyd for Latter og Støj. Det var det unge København
straalende og stramt i Klæderne, overmodigt i Gasluft og Trængsel, som
Fisk i Vandet.

-Naa--I, det var Blom, der stansede foran Berg og Lange midt i
Trængselen og gik halvt i Knæ, mens han viftede med den oprakte Haand:
Ka' vi no'et, vi Københavnere?

-Fa'en ta' mig, er der _Stemning der?_ Blom lo, saa man saa' alle hans
hvide Tænder.

-Ja, sagde Lange nikkende, der er »Bevægelse«--det kan man ikke nægte.

De vilde »se at finde en Soda«, og de trængte frem gennem Stimlen, men
de kom næppe af Stedet, mens de brændte Vittigheder af og gav
Haandtryk--Kredsen Blom gav Haanden ved blot at strække en oprakt
Tommeltot frem mod Genpartens Haand til Tryk--; til sidst fik de dog
erobret en Sofa lige inden for Restaurationsdøren til Gangen, hvor
Sværmen sivede forbi som en vandrende Mur. I selve Døren var der en
Trængsel, saa man blev drejet som Bønner i en Kværn.

-Tummel, lo en ung Dame lykkelig over til Berg--det var en
Skuespillerinde fra Kongens Nytorv--og blev drejet ud igen.

-Naa--_saaledes_, sagde Brodersen og førte Spidsen af Pegefingeren hen
under Næsen, mens han snøftede. Det var i Kredsen Blom Tegnet til, at
noget havde »Vildtlugt«.

-Sludder, Broder, sagde Blom, Broder gør s'gu det hele til ét stort
--»nok sagt«--bare for at hæve Byens Anseelse.

Alle lo. Broder har ingen Mening, sagde Berg.

-Saa? Brodersen havde et fedtet Organ, saa det altid lød, som han
vrængede: Ja--tro I--for mig paa de rénlivede Jomfruer fra Bi-belen,
sagde Brodersen.

Man talte om »Diamantkvinden«--: Hun pynter, sagde Lange. Det hjælper
altsammen.--og Signalet lød til at bryde op.

-Ja, ja, sagde Lange, som holdt af at tale i en Tone, som om han
sluttede en Generalforsamling. Vi faar s'gu dog Pudder i Logerne
--gamle Folk.

»De gamle Folk« slentrede hen ad Gangen, hvor der begyndte at blive
tomt, og tog Afsked med Nik. Berg blev raabt hen til Fru Canth, som i
en Nichesofa under meget Spektakel fik kredenset Sodavand af Edvard
Sundt, Fuldmægtigen.

-Kære--giv mig Ret, raabte hun. _Er_ det ikke for Bæ'lam ... Hys,
Edvard, hvad jeg siger, det er rædsomt med den Anstændighed. Fru Canth
var en lille vever Dame med et Ansigt, der hovedsagelig bestod af et
Par store, allestedsnærværende og blanke Øjne. Hun gererede sig som en
Mellemting mellem et Egern og en Abekat og kaldte »af Princip« alle
Herrer ved Fornavn.

Fru Canth gyngede paa Sofaen, med fremstrakte Fødder, saa man saa' et
Par Spændesko med et Par mørkerøde Silkestrømper op over Anklen.

-Gennembrudte, sagde hun og pegede. Ægte Varer--sagde Kræmmeren ...
Hvormange jeg har købt, lille Edvard? Seks Par.

-Men--Gud ... Jeg snakker ... Fru Canth satte Spændeskoene med et Stød
i Gulvet: Hvor er Manse? Han aner jo intet om Regningen....

»Mansen« var Assessoren, en forskræmt lille Herre med nogle tynde
Haartotter og et Par forvaagede Øjne. Han saa' ud, som om han _altid_
fik præsenteret en Regning. Fru Canth raabte ham regelmæssigt ud et
Par Gange i Timen og han blev saa funden bagved Fruen, som havde han
været gemt i en Kjolefold--hvorpaa Fru Canth sagde:

-Naa, Manse, og nikkede til Afmønstring.

Man hørte Korstemmerne ned oppefra.

-Bevares. Fru Canth stod op: Tak. Hun rakte i stiv Arm
Sodavandsglasset hen til Sundt: Djø, Børn. Hun gik med »Manse«; ved
Parkettrappedøren stansede hun: Edvard--man mødes jo efter Dagens
Gerning--i »Bethesda«.

Sidste Akt gik. Den endte med et Soldatertableau, hvor Gardens
Musikkorps blæste paa Horn. Berg og Lange var nogle af de første, der
kom ud.

-Tivoli, sagde Berg og slog Droskedøren i. »Institutionen« gav den
sidste Fyrværkerifest i Sæsonen.

Mængden brød ud af alle Porte, skyllede Liv og Støj ned over Trappen
og frem over Gaden--gennem Strandstræde trallede Række efter Række.
Ude paa Kongens Nytorv flød man sammen til højlydte, lystige Øer, hvor
de muntre Sporvogne brød ud og svingede bort hver sin Vej, frem ad
Sporene.

Saa delte Støjen sig--ind i Gadernes store, ventende Gab. Og svagere
og svagere rullede den frem gennem Husenes store Stilhed: piblede ind
i en Port, ned i et Stræde--som om Stenrækkernes tavse Graa langsomt
havde suget den til sig.

Hist kysses de og gør Kur. Vaage maa vi, Som har Jour. Ene er vi.

Banditterne om »Hesten« havde dorsk rejst Nakkerne en Smule og
brummet--nu tænkte de videre med Hovederne ned i deres Hænder. Og kun
en Omnubus klaprede tungt op gennem Tavsheden.

       *       *       *       *       *

Tivolis Navn straalte i Gasbogstaver: Pantomimen var lige endt, og
Skarerne drev rundt under de illuminerede Buer.

-Kom du, sagde Berg, lad os suge lidt Luft.

De vendte og gik ned mod Basarplænen, der laa foran dem som i en lys
Sky; Gaskuplerne slog matte Arabesker gennem det fugtige Græs og
Kunstbedene prangede i dugget Pragt under Skær af Lamperne. Rundt om i
Træranden hang de farvede Balloner som skinnende Kæmpefrugter.

De gik frem. Berg stansede: Midt i den musikfyldte Luft rejste Basaren
stille sine straalende Buer. Alt lyste, Kupler og Minareter. Et
Vindstød drev nu og da de viftende Flammer sammen som til sitrende
Lyn fra Minareternes Spidser; og over de slanke Tinder laa
Sensommerhimlens stjernestrøede Dunkelblaa.

-Ja, her er smukt, sagde Berg dæmpet og langsomt.

-Smukt er her, sagde Lange og fløjtede til Hornmusiken glad ud i
Herligheden.

De vendte om og gik atter ned gennem Koncertsalsalleen, hvor Gasbuerne
spændte sig som lyse Æreporte over Hovederne: Aften--Berg og Lange,
lød det bag ved.

-God Aften....

Det var Lille-Gerster af Cirklen Blom, der skød paa dem som et Lyn,
Stokken bagud og Næsen frem: Er her med de Gamle, sagde han og skød
Skulderne op, Lemme-Souper....

-Tak, skød Lange ind.

-Tante fra Skan-der-borg, sagde Gerster. Herinde for at faa Tænder. Vi
gemmer hende i Divanen... Hvordan var 'et saa derude? De begyndte at
gaa.

-Naa--net....

-Kostymerne fra Paris,--Gerster snøvlede som en Udraaber paa et
Marked:--med en Tomme sat over til Knæene--man kender 'et... Naa--maa
hjem til Passagérgodset. Djø--Børn.

-Djø. Gerster fo'r afsted som en Pil, han gik altid med fremstrakt
Hals og sammenknebne Øjne og bevægede Næseborene, som om han stadig
vejrede Luften, hvor han kom frem.

-Satan--saa de har megen Familie fra Provinserne, sagde Lange, da
Lille-Gerster var ude af Skudvidde.

-Ja--der er de jo ogsaa fra....

-Ja, sagde Lange. Men Professoren gør sig s'gu dog med sin
Høremaskine.

-Ja--hun er en klog Kone, sagde Berg. Hun har faaet udrettet noget i
de Par Aar.

-Ja--Pokkers, sagde Lange, det er jo ikke mér, siden de flyttede fra
Randers....

Det var, som kom de ind i en Dansesals svirrende Tummel af Stemmer og
Lyd nede ved Koncertsalen. Lige fra Stengrotterne til frem under
Kandelabrerne, hvis Prismer lyste, var det kun ét vandrende, mudrende
Myldr; og indefra, hvor man over Stimlen saa' Dirigenten med det hvide
Bryst som en stor Dukke, søgte de forvildede Polkatakter ud over
Hovederne, hvor unge Piger greb dem i Flugten og nynnede.

Berg og Lange havde kæmpet sig frem gennem Stimlen til Divanens
Trappe. Nu rystede de sig, som Hunde, der kommer op af Vandet.

-Det tro København, sagde Berg, seende ned over Sværmen.

-Aften, Hr. Berg, Aften... To Roastbeef... _sauce tartare_... Kellner
Jensen viftede allerede Krummerne af det yderste Verandabord med sin
Serviet--Bankherrerne, Hr. Berg--Berg havde sét prøvende over tilhøjre
mod en højrøstet Herre-Pousse-Café i hvide Slips.... Lille Diner,
sytten Kuverter... er ved Kaffen, Hr. Berg... Hr. Jensen skød
undskyldende højre Skulder i Vejret og smilte illustrerende
Tilstanden.

-Vel--Vel... Kellner Jensen drejede som en Top... To Alliancer. Væk
var Hr. Jensen.

-Der har vi Professorens, sagde Berg, der stod i Døren og mønstrede
Salen. Professor Gersters havde okkuperet det højre Sofa-Hjørne og
slaaet Krans om Tanten med det nye Gebiss, som Hofdamerne i
»Svinedrengen« om Prinsessen.

Hele Salen var saa fuld, at Opvarterne knap kunde komme frem mellem
Stolene, og der blev raabt og bestilt og klirret: »Vel«--»vel«, saa
ingen Ganymed havde Kjoleskødet frelst. Mens et Par Bankherrer fra
Provinserne ravede hummerrøde rundt i Forvirringen--i Svalehaler og
Brandspande--og faldt Venner og Bekendte gladelig om Halsen over
Bordene.

Ovre i den venstre Sofa præsiderede Fru Canth i »Menigheden«, ogsaa
kaldet »de sikre«. Det var den snævreste Canthske Kreds: tre, fire
Familier, men, som Fru Canth sagde, »af den rette Aand«.
Sommer-Stamsædet var denne venstre Divan-Sofa, af Fru Canth kaldet
»Bethesda«, til Forargelse for Fru Mølbom. Fru Mølbom, der evindelig
førte Poder enten til Daab eller til Konfirmation, havde smaa
religiøse Anfægtelser.

Iaften var hele den »sikre« Kreds samlet: de fire Fruer, Fru Canth
selv, Fru Dunker, Fru Mølbom og »Tante« Strøm: »vore tre Ungkarle«:
Sundt, Redaktør Scheele og Bastrup af Toldvæsenet, ogsaa kaldede »de
smaa«, samt Mændene.

Der blev raabt saa længe paa Berg, til han bugserede sig frem til
Bordet. Damer og Herrer førte Ølglassene fint mod Flaskerne; hvad der
betød Akklamation: Plads for lille Herluf--Plads for lille Herluf,
raabte Fru Canth ... Luften svirrede af Herre-Fornavne--Damerne i
Kredsen Canth kaldte alle Herrerne ved Fornavne undtagen deres
respektive Mænd--og Berg blev klemt ned paa en Stol ved Siden af Hr.
Mølbom.

-For Bæ'lam--for Bæ'lam--Fru Canth var stadig ved Operetten--: noget
for den smaa Edvard. Fru Canth drak Buketten af en Carlsberg med
Sundt, der straalte paa en Sofaplads mellem Fru Mølbom og Fru Dunker,
med Skuldrene skudt behageligt op, som en Mand, der endelig er kommet
i Kakkelovnskrogen.

Fru Dunker pillede uafladelig Rejer til Scheele med nogle ringbesatte,
nervøse Fingre.

Hr. Mølbom konverserede Berg. Familien Mølbom havde gjort deres
Ferieudflugt til Møen: Fa'er og Mo'er og Arthur, sagde Hr. Mølbom.
Dejlig Tur--fem Dage for hundrede tre og tredive Kroner....

-Tre Mand--_tre_ Mand, De! gentog Hr. Mølbom.

-Fa'er og Mo'er og Arthur--Hr. Mølbom nikkede over til Arthur, som var
Hr. Bastrup af Toldvæsenet. En lang Nøddeknækker, der brugte kulsur
Natron til sin Mad (om Foraaret drak han og Fru Mølbom samme Brønd i
Rosenborg).

-Fem Dage, sagde Hr. Mølbom.

Damerne talte om Fru Canths Strømper: Lille Herluf har sét dem, raabte
Fru Canth. Har lille Herluf ikke sét dem? Berg maatte bevidne, at han
havde sét dem, og der blev en Strømpedebat over alle Bredder.

Det intimere Lingeri var den Canthske Damekreds's bedste Emne. Man
gennemgik det stadig paany til det diskreteste Mellemværk. Ved
Vintersammenkomsterne havde alle Damerne Kniplebrædt og kniplede løs
paa Forøgelsen af Raffinementerne, mens Herrerne gav Raad og dømte om
Modellerne.

Fru Strøm havde sét et Mønster (Scheele fik sit Rejebrød rakt paa en
Kniv af Fru Dunker) ... hos Davidsens ... og hvad havde Fru Canth ikke
sét--idag hos Vett--en Model til Chemiser....

-Nogle Chemiser, Tante Strøm,--Fru Canth saa' ud, som om hun vilde
sluge Chemiserne--uden Ærmer....

Alle Damerne kastede sig over de ærmeløse »inderste«; Hr. Mølbom, der
var færdig med Prisbilligheden paa Møen, sagde:

-_Tre_ Mand, og faldt pludselig hen med begge sine fyldige Hænder
stemte fast mod Bergs Laar. Hr. Mølbom var saadan: han faldt pludselig
hen og glemte Verden i en øm Stilling mod et Medmenneske, og sad saa
med stirrende Øjne ud i Rummet.

-Ja, sagde Berg saadan noget som for tyvende Gang, der er kønt paa
Møen.

Der blev et Staahej i Anledning af Ankomsten af Billedhugger Pless.
Der maatte skaffes Plads til ham, og man rykkede saa tæt sammen, at
ingen kunde røre Benene: La' ham sidde paa Skødet, raabte Tante Strøm;
Pless kom ned ved Siden af Fru Canth.

Damerne var saa ivrige, at de skød Tallerkenerne bort og tegnede
Mønstre paa Dugen med Neglene; Oberstinde Strøm sad og skinnede, rank
og stormægtig, med sine stikkende Øjne rundt i Kredsen med et Smil,
der bugnede af Forstaaelse; kun Fru Mølbom--der altid var rød i
Kinderne og paa Grund af for stramt Korset ligefrem ophovnet--sad med
stiv Hage som den personificerede Forargelse. Fru Mølbom havde i det
hele taget nemt til at antage et Udtryk, som om hun lugtede til et
Løg.

Hr. Mølbom vaagnede og saa' over til sin Halvdel.

-Vi to, Mo'er, sagde Hr. Mølbom og løftede Glas. Hr. Mølbom kaldte
altid sin Kone for »Mo'er« med et Udtryk af Inderlighed paa Ordet. Fru
Mølbom havde skænket ham otte Børn fra nitten Aar og nedefter.

-Vidne, Hr. Berg, sagde Hr. Mølbom. Vidne, Arthur ... De drak alle
fire.

Damerne var stadig ved Lingeriet: Ja--i _hver_ Vask lod Fru Dunker
sine Mellemværk bløde i Kaffe ... de saa' ud som ægte....

-Men Gud, det Arbejde--Damerne raabte ... Ja, Fru Dunker gjorde det
... i hver Vadsk (Fru Dunker blev ivrig) ... hun blødte dem med en
Klud--_hvert_ Mellemværk ... Scheele vidste det!

-Lille Carl véd det, lille Carl véd det, raabte Fru Canth.

Sundt saa' op fra sin Mad og strakte Armene i Vejret: Ja, sagde han,
Livet er rart,--mens Tante Strøm og Fru Canth lo, saa ingen hørte
Ørenlyd.

Midt i Støjen sad Ægtemændene Dunker og Strøm stive og ubevægelige,
daddelløse, med Dannebrogsordenens smaa Baand i Knaphullerne, og drak
en Gang imellem hinanden stille til; hvorpaa Ingeniør Dunker igen
faldt hen med halvlukkede sløve Øjne, som om han sov, mens Oberst
Strøm forblev rank med sit lange, kønne Napoleonsskæg og et
høfligt-opmærksomt Smil, som om han stadig hørte paa en Bordtale.

Lille Canth gemte sit forskræmte og rynkede Ansigt bag Oberstindens
brede Buste, og de tre Ægtemænd blev midt under Lystigheden siddende
med stadigt det samme Udtryk i Ansigterne, ubevægelige som tre
Avtomater. Hr. Mølbom drak bestandig Rækken rundt og tog Vidner med et
aandsfattigt Udtryk i Ansigtet.

Fru Dunker, der altid var febrilsk og blev støjende ved den mindste
Lejlighed, for at holde Scheele i Aande--var blevet ved _sit_ om de
kaffeblødte Mellemværker, og Debatten blev stadig hedere, mens Fru
Canth lo, saa hun maatte holde sig i Siderne. Pludselig vendte hun
Hovedet og sagde:

-Hvad si'er Pless? og der blev en ny Latter, hvori selv Obersten
deltog: Pless sagde nemlig aldrig noget. Han kom kun i Menigheden for
at spise og fylde en L'hombre ud for Ægtemændene; han hørte ligesom
Berg--kun til Udenværkerne og gik under Navnet »Neutrum«.

Mens alle blev ved at le, saa' Berg sit Snit og tog Afsked. Ude paa
Verandaen sad Lange og saa' krænket ud over en med Brød kemisk renset
Tallerken: Det er saa morsomt at sidde ene, sagde han, naar man er i
Selskab.

-Du kender jo Fru Canth, sagde Berg og slog Tartaresaucen over Kødet.
Man kommer aldrig derfra.

Ovre ved Pousse-Café'en blev der slaaet paa Glasset, og Konsul Møller
fra Nibe fik Ordet ved en Bordende. Men i Herrerækken mod
Verandapillerne drak man glade Privatlikører i Flæng, og Konsul
Møllers Nabo blev ved at slaa et Par kærlige Arme op om Konsulens
Skjortebryst: Ja vel, min gamle Ven, ja vel, sagde han--saa Konsul
Møller aldrig kom videre end til »højt at glæde sig, mine Herrer«,
hvad han blev ved at gøre, med Ansigtet vendt mod Honoratiores, en
Etatsraadsrække, der sad ind mod Væggen, ranke og repræsenterende, med
saare tomme Ansigter.

-Hva' er det for en Forsamling? sagde Berg.

-Véd s'gu ikke ... En Bankdelegation, tror jeg--Konferensraad Hein
staar i Spidsen--de vil danne en Centralbank eller saadan noget--for
at samle Kapitalen...

-Ja saa...

Berg og Lange sad med Albuerne paa Bordet og saa' ned over Sværmen
ved Koncertsalen. Et Par gamle Let-paa-Taa ved Bankbordet havde rejst
sig, mens Konsulen fra Nibe klinkede langs Vinduerne, og listede ned
ad Trappen med aabne Overfrakker og Lommetørklæderne bundet om Halsen
... De forsvandt ovre i Alléen, drejende om alle Skjørter...

Strømmen dernede blev ved at bølge frem og tilbage, mens en Gang
imellem Blikinstrumenterne bruste ud i en Takt, der naaede op til
Verandaen, og indefra Latteren fra det Canthske Bord lød ud gennem
Vinduerne.

Ovre ved Bankdineren var der blevet mere stille. Herrerne med Ryggen
mod Haven havde vendt sig, og de saa' alle ud over Mængden mod den
lyse Koncertsal.

Der blev applauderet dernede, først inde i Salen og saa udenfor; det
lød som en stor Brusen op til Verandaen.--Da Orkestret intonerede
igen, kendte man »Honnørmarschen« og alle Herrerne raabte Bravo og
klappede ud over Rækværket under Larmen. Konferensraad Hein klappede
for, med smaa distinkte Haandklap, som slog han Takt; og alle blev ved
at applaudere, saa Agent Høyer, Delegeret fra Viborg, der sov yderst
paa Hjørnet, barhovedet, i sin brunrøde Paryk--med den høje Hat under
Stolen og med Muffediserne trukket halvt frem over Hænderne, der var
foldet paa Maven--vaagnede med et Ryk mod Sidemanden og troede, der
skulle stemmes i Byraadet...

Da Klap og Bravo var døet hen, slog Konferensraad Hein paa sit Glas og
sagde siddende, at han vilde tillade sig at meddele H.M. Kongen denne
»spontane Ovation«--han vidste, i hvor høj en Grad det vilde glæde
Hans Majestæt. Og da alle klappede, under langtrukne Bravoer, der gik
over til et stort Hurra--Etatsraaderne aabnede Mundene taktfast, ni
Gange, stumme som Havets Fisk--rejste Konferensraaden sig og sagde
højtideligere, med Glasset i Haanden, mens der blev stille:

Han vilde sikkert bringe Hans Majestæt denne Forsamlingens gentagne
Hilsen. De véd det, sagde han og talte, vuggende let frem over
Bordkanten: De véd, mine Herrer, hvilken højsindet Protektor, hvilken
utrættelig Beskytter af ethvert Fremskridt vort Land har i Hans
Majestæt. Det er mig personlig bekendt, at ogsaa disse Dages
betydelige Gerning--denne store Sammensmeltning af saa anselig en Del
af al Landets Kapital--af Hans Majestæt er blevet hilset med Glæde og
Haab. Det maa være os en Tilfredsstillelse--for os alle, mine Herrer,
en Tilfredsstillelse og en Lykke at vide vor ophøjede Konge i Spidsen
for vore Bestræbelser med sine naadige Ønsker om vor Fremgang ...

Der blev atter raabt Bravo, og Konferensraaden sluttede med et højt
»Leve« for Hans Majestæt.

Man hørte de sidste Toner af Honnørmarschen, mens Hurraraabene døde
hen; der var kommet en høj, løftet Stemning over hele Selskabet, man
talte om de store nationale Foretagender, om Omvæltningerne i
Agerbruget og Havnen i Esbjerg.

Redaktør og Bankraadsmedlem Svendsen fra Aalborg rejste sig: han vilde
dog kun sige nogle faa Ord, de sidste idag--og de skulde henvendes til
Hr. Konferensraad Hein. Der blev raabt Bravo, saa ingen hørte mer end
»Fortjenester, alle kendte«, og Redaktøren maatte vente, til
Dirigenten havde skaffet Ro. Saa sluttede han af--med højt hævet
Glas--med et Leve for _ham_, mine Herrer, der havde givet Kapitalen
Vinger i dette Land. Et Leve for vor Stands Icaros, Hr. Konferensraad
Hein.

Leveraabene vilde slet ikke holde op, og alle stimlede sammen om
Konferensraaden for at klinke.

Etatsraad Blom, Landstingsmanden, lod sit lille Miniatur-Dannbrogskors
glide hen mellem sin Tommel og Pegefingeren og sagde:

-Ja--vore Produkter er blevet Guld.

De gentog Etatsraadens Sætning rundtom, og et Par af Herrerne rejste
sig: de maatte have Luft ved igen at klinke kraftigt med
Etatsraaderne. Mens Justitsraad Horn--fra Assens, Ridder af Vasa--nede
i sit Hjørne sagde en Sætning af »Dagbladet« om »Guld, gravet ud af
vore gamle Volde«, og alle sad saa oprømte, med straalende Ansigter,
som havde de alt det rare Guld foran sig paa Dugen.

Konferensraad Hein talte ikke mer. Han sad i Tanker og førte Cigaren
til og fra den smalle Mund, mens han fulgte de fine tynde Røgskyer med
et Smil. Ovre ved Rækværket havde alle Herrerne vendt Stolene ud mod
Sværmen, og Konsul Møller sad halv salig og lod sin Serviet dingle
langt ned fra Rækværket over Mængden, ligesom om han anglede.

-Det er _Fiskene_, sagde han og grinte af sin egen Vittighed, saa han
var lige ved at gaa ud over Rækværket, og en hel Del Provinskolleger
lo med, til der pludselig blev ganske stille og man tav genert.

Men Konferensraad Hein var vaagnet af sine Tanker ved Latteren og
uden at have hørt den jydske Vittighed sagde han, med et Glimt i
Øjnene, seende frem over Mylret og Salen.

-Ja--Liv er her blevet.

--Berg og Lange gik ind til Gersters. Familien saa resigneret ud og
dukkede over Melon med Sukker i Rundkreds om Tanten, der var i
Atlaskmantille med Chenille, og som endnu kun besværligt talte med de
nye Tænder. Da Berg og Lange blev præsenteret, gav hun Haanden, som om
hun stak Fingrene ind mellem Tremmerne i et Menageri. Professorinden
bød paa et lille Stykke Melon til et Glas Vin, og de fik Plads ved
Bordet.

Man talte om Landet og Sommerophold. Lange sad ved Siden af
Professoren og illustrerede ham en Badesæson ved Bovbjerg med mange
impressionistiske Billeder, mens Professoren umærkeligt rykkede
længere og længere ind paa sin Stol--hvert moderne Udslag af den
Langeske Sprogbrug skar gennem ham som en Kniv--og sagde gentagende,
at Luften anerkendt jo skulde være ganske fortræffelig ved Bovbjerg.

-Ja--hvad Lange angik, kunde han sige, _hans_ Nerver havde _danset_
...

Fruen smilte, med sit vaagne, behagelige Værtindeblik stadig hen over
Bordet--ogsaa Professoren sørgede hun for, _saa_ bød hun ham, og _saa_
rakte hun ham noget med en egen dæmpet Omhyggelighed--:

-Ja--sagde hun, Hr. Lange fandt nu altid saa ejendommelige Steder ...
_De_ havde saamæn bare været i Fredensborg--men der havde været rigtig
rart der ude ... Man havde altid Slotshaven at sidde i om Dagen.

-Og saa gi'er det jo noget Liv--med Hoffet derude, sagde hun.

Berg mente ogsaa, der var rigtig rart i Fredensborg, han havde boet
der en Sommer--stille og rart, kun saa solhede Veje, sagde han.

-Og ikke Mad at opdrive, sagde Lille Gerster. Han havde ikke mælet et
Ord til nu, men bare siddet dukket over sin Tallerken og leget med
Melonkærnerne, det generede ham altid, at Lange talte saa højt, naar
han var sammen med hans Familie, og havde saa store Bevægelser med
baade Arme og Bén. Han havde stadig en Fornemmelse, som om Lange
maatte vælte noget. Familien Gerster selv havde alle nogle
forbindtlige, bløde Stemmer, der kun brugte Mellemtoner, og smaa
hensynsfulde Bevægelser, der aldrig blev paatrængende eller fyldte op.

-Erhard forsøgte vist tre Gange hele Sommeren, sagde Fruen og lo lidt
over til sin Søn.

-Mo'er overdriver--i Familien Gerster brugte kun Professoren Tiltalens
personlige Pronomen--jeg var derude hver anden Uge.

-For at sove ud, sagde Professoren frem over Bordet. Han var den
eneste i Familien, der undertiden talte højere i en ligesom pludselig
utaalmodig Tone. Gerster skulde række Karaflen herned, sagde den
agtsomme Frue, hvis Herrerne deroppe har faaet.

Karaflen blev rakt ned under en lille Taushed, og Fruen spurgte Berg,
om man ventede mange Bøger nu i Efteraaret. Naar Erhards Venner var
der, ledte Professorinden altid gerne Samtalen hen paa nye Bøger og
nye Forfattere, og hun sad smilende og hørte paa alle de gudforgaaende
og radikale Ting, mens hun selv skød sine behageligt liberale
Anskuelser ind i smaa rolige, halvt satiriske Sætninger. Men en Gang
imellem kunde der ogsaa plumpe ud af hende et uvilkaarligt, ganske
ungpigeagtigt udbrud, der gik videre end nogen andens, og som viste en
betænkelig Mangel paa Respekt for baade--det ene og det andet hos
Professoren. Og saadanne Udbrud kom altid i en egen fortrolig Tone,
som om hun talte med Haanden for Munden eller bag nogens Ryg.

-Jo--sagde hun, Novelletterne havde hun læst, strax--ude i
Fredensborg.

Hun kom pludselig til at se' over paa Tanten, der sad ret op i Sofaen,
helt stiv af Søvn:

-Tante sagde jo, ytrede hun, at Kielland var blevet læst hjemme i
Skanderborg.

Tanten vaagnede ved Lyden af sit Bys-Navn og sagde besværligt paa
Grund af de nye Munddele:

-Ja ... vi havde Læse-Torsdag ifjor ... Vi og Madsens, du ved, de unge
Folk, og Doktor Sørensens ... skiftede hos hinanden ...

-Ja--det har jo Tante fortalt, sagde Fruen.

-Men efter Nytaar, du, spillede vi Boston, sagde Tanten.

Erhard rømmede sig og saa' paa Berg. Lille Gerster led i det hele af
den Sygdom stadig at genere sig, naar der var Venner af ham sammen med
hans Familie; _saa_ paa den ene Parts Vegne og _saa_ paa den anden.
_Selv_ gav han ikke Anstød. Han sad mest stille paa sin Stol. og saa'
underlig umyndig ud, med et Par artige Øjne.

Lange var ogsaa gaaet over til Literatur og talte meget indgaaende om
Zola: Satan til Ka'l. sagde han. Satan til Ka'l. Lange kradsede sig i
Hovedet: Han véd, hvad det kommer an paa: at ta'e Sanserne; sagde han,
_det_ er det.

Han bøjede Manken helt ind til Professoren og blinkede: der var altid
saadan en inderlig Fortrolighed over Lange, naar han bredte sig paa et
Yndlingsemne:

-Ham lugter man saagu, sagde han og snøftede let.

-Ja--Professoren læste desværre kun Revue des deux Mondes
i--»Læseforeningen«...

Salen var næsten blevet tom, alle var brudt op til Fyrværkeriet. Lange
og Berg tog Afsked, Tanten var allerede kommet midt ud paa Gulvet for
at binde Kjolen op med et Gummibaand og komme afsted. Fru Dønnergaard,
født Gerster, havde ikke sét Fyrværkeri siden Kronprinsens Bryllup, da
Amtsraadet lod brænde et af paa »Slotsbjerget«...

-Rigtig kønt var'et, Jette--især i Vandet ... Men der er ogsaa dejligt
ved Søen ... Det er dog det dejligste Sted, Jette.

-Men lad mig dog holde, Jette--lad mig dog holde, sagde Fru
Dønnergaard til Fru Gerster, der tog Overstykket paa. Hun var saa
ivrig for at de alle skulde rejse sig og komme afsted, som om hun
aldrig havde nikket over en Tallerken med Melon.

Og tilsidst blev de da endelig færdige, mens Lange og Berg bukkede i
Døren.

       *       *       *       *       *

Da Lange og Berg kom ud paa Verandaen forbi Bankherrerne, hvoraf nogle
stod barho'dede og stak Næsen op i Luften, hørte de allerede den
susende Knitren af Fyrværkeriet, og lige foran dem, over Mængdens
mangfoldige Nakker, saa' de Bagsiden af en snurrende Sol, der kastede
et rødt Skær, som en halvt udfoldet baskende Vinge, gennem Røg og
Gnister, før den slukkedes.

Lange istemte Mængdens lange »Aa--aa«, da de sidste Gnister faldt.
Rundt om dem laa nogle Øjeblikke kun et vidt Mørke, fyldt af Mængdens
Mumlen som af en Susen, op mod den stille, lyse Basar. Midt i Mørket
løb de smaa Lys af Fyrværkernes Lygter og kastede hoppende Skær over
Fyrværkeriets store Galgen-Skeletter.

Numer fulgte paa Numer. Smaaflammer sprang op ad Fyrværkeriets
Stilladser og tændte--rødt, gult og grønt--regnbuefarvet urolig Ild.
Og paa den anden Side af Plænen saa' man pludselig de tusinde, sagte
bølgende Ansigter i Skær af de skiftende Flammer, helt op til Basarens
rolige Lysbuer.

En Regn af »Sværmere« var det sidste Numer.

Der lød nogle Knald, og i samme Nu skød hundrede Ildslanger sig op i
Kreds, bøjende i skønne Rundinger mod hinanden de lange Halse; og som
om de udspyede dem, faldt utallige Perler, store, som lyse Kloder ned
gennem Rummet og brødes med Knald--smaa plaffende Knald: med ét var
hele Himlen, hvor man saa'. kun _et_ vildsomt Løb af ilende
hurtigfødte Stjerner, der lyste over Tusinders Ansigter...

Bankherrerne var gaaet helt frem for Enden af Verandaen, hvor de stod
og gloede med glad Undren over Trækkene, mens et langt Bifaldsraab
steg op fra Lavningen og spændte over det hele Rum--op mod de kunstige
Stjerner, der slukkedes.

       *       *       *       *       *

Berg og Lange gik ned ad den halvmørke Koncertsals Allé. Langt borte
fra hørte de Selskabet Canth, som gjorde en sidste Runde. Arm i Arm,
de fire Ægtemænd bagerst. Lille Canth havde saadan en ujævn Gang, saa
han aldrig holdt Trit, og det altid saa' ud, som løb han som en Hund
mellem de andres Bén.

Fru Canth og Sundt gik forrest. Oberstinden havde Fuldmægtigens
venstre Arm. Det var hendes Ret: en venstre Arm hos en af »de
smaa«--paa Skift. Hun kaldte sig selv »det femte Hjul« og lo med sin
høje overstadige Latter, naar hun sagde det.

Berg sluttede sig til Lille Canth, mens de gik videre. Der var en egen
melankolsk Sympati mellem de to: Berg holdt saa meget af den lille
Mand. Han mælte aldrig et Ord. Han gik stille rundt, rokkende lidt paa
Hovedet med det triste Ansigt og det tottede Skæg; han tog sig kun en
Gang imellem op til Øjnene, ligesom om han vaagnede eller besindede
sig. Og saa sukkede han.

I Middagsselskaberne, naar Berg og han var sammen, kom han altid efter
Bordet og tog Berg under Armen og slæbte ham med sig hen i en Krog,
hvor han kunde finde et Par Stole; og _der_ sad han saa, ligeoverfor
Berg, uden at mæle et Ord, en hel Timestid i en stor Røgsky.

Og naar der blev kaldt til Spillebordene, rejste han sig kun og sagde
med sin tynde Stemme, mens han tog sig med Haanden over Øjnene:

-Naa--nu skal der nok spilles, og gik fra Berg med et Haandtryk.

Ogsaa nu gik de to uden at sige noget; lige foran dem havde Hr. Mølbom
slaaet en Klo i Lange og var igen paa Møen, mens »Mo'er« gik lidt
henne til en Side med lange Arthur, begge tavse, i et trægt luntende
Trav--Fru Mølbom i Galosker--som et Par halvgamle Heste, der længe har
trukket sammen.

Fru Dunker og Scheele gik inde under Træerne--naar de var alene,
støjede hun ikke mer.

Berg stødte mod noget paa Jorden, med Foden, og bukkede sig: Aa--det
er en Raketstok, sagde han og tog den op, saa' ind i det sorte Hylster
og rystede det.

Lille Canth standsede ogsaa og kiggede ind i det tomme Hylster, Fru
Canth raabte fra Fortroppen, hvad det var, og alle stansede og tog om
den mærkværdige Stok, til Fru Canth sagde:

-Uh, man blir jo sort om sine Hansker, og smed den.

Og alle satte i Marsch igjen.

-Ja, Herren véd, sagde Lange, hvem der har faaet _den_ i Hovedet. Hr.
Mølbom lo.

-Det er ikke noget at le af, sagde Lange, _det_ er s'gu Faren med
Raketstokke--at Godtfolk faar dem i Hovedet...

De kom ned mod Teatret og hørte en høj Klappen. Det var Publikum ved
Hornmusikken, der vilde have et sidste Extra-Numer. De gik over til
den store Rundkreds af Folk, der ventede under Lygterne; Bankherrerne
kom ogsaa i en Sværm, echaufferede, med Hattene i Haanden, og blev
staaende.

Da Musikken begyndte, kendte de »Kyssenes Sang« ... Og nynnende,
vuggende Hovederne ind mod deres Herres Skuldre, stod Damerne med de
smilende Ansigter vendt op i Lygtelyset...

Saa strømmede alle ud paa den store Plads, hvor det elektriske Blus
paa National-Taarnet sendte sin Strime af Lys frem over Mylret ned mod
Frihedsstøttens store graa Sten.

Og ind i Støjen af rullende Drosker og »Nationals« Musik og »Farvel«
af de hundrede Stemmer hørte man højt Zinkarbejdernes lystige Takt,
der under Edisons Lamper glad hamrede løs paa »Victoria-Teatrets« nys
rejste Tag.

Berg var stanset ovre paa Fortovshjørnet ved Jernbanen. Du, Lange,
sagde han dæmpet og dvælede paa Ordene, mens han saa' ud i det rige
Mylr: Om man dog havde en Harlekinsstav og slog med den en Tryllekreds
om den hele By og bandt den til ét Billede...

Berg tav lidt, og med en Bevægelse med Hænderne, som sønderbrød han
den tænkte Stav, sagde han med et utaalmodgt Suk:

-Og saa vilde det være et Tornerosetableau, det hele Billede.

Han vendte sig, just som han blev raabt an af en høj, lidt skingrende
Stemme: God Aften--Berg.

Det var en Herre, der raabte fra en Droske over den halve Gade: Ses i
Ugen, raabte han, til en bedre Frokost ... Han svingede med Hatten fra
Drosken, der rullede videre.

-Hvem er det? sagde Lange.

-Den unge Adolf, sagde Berg--Søn af Adolf med »Husholdningsbøgerne«...

-Hm, sagde Lange i sin misfornøjede Tone: En støjende Herre.

De gik videre.

       *       *       *       *       *

Berg var kommet hjem, hvor Lampen brændte stille under sin Skærm, og
gik frem og tilbage over Gulvet. Han knipsede Kineserdukkerne, der sad
rundt om paa Kanten af Etagerer og Konsoller, saa de bevægede
Hovederne, og saa' lidt paa den nikkende himmelske Forsamling.

Saa slog han de lange Persienneskodder til Side og aabnede Vinduet.
Der var ganske stille, ikke et Fodtrin, ikke en Lyd. Fra Stjernehimlen
laa et Skær som af Sommernatsdæmring over Pladsens høje Tage.

Og længst borte, over alle Huse lyste som en skinnende Sky Skæret fra
»Victoriateatrets« elektriske Lamper.

Berg gik tilbage i Stuen og opdagede et Brev ved Foden af Lampen. Han
tog det og saa' paa Haandskriften--i Hjørnet var der en Svale med en
fransk Devise: _Nous reviendrons_--: Berg blev siddende lidt, før han
brød det og læste:

 »Moder beder mig sige Dem, at vi nu lykkeligt og vel er kommen hjem
til Byen--for at opleve endnu en Sæson.

Vi hilser Dem alle.

Deres ASTA HELTZ«

Berg blev siddende længe og stirrede ind i Lampen--Brevet med Svalen
havde han krammet fast sammen i sin Haand.




II

Berg blev baade døv og ør paa den gyngende Bro, hvor han stod, midt
mellem Victoriateatrets Himmel og Jord--saadan blev der banket, hamret
og høvlet; i ét Net af Stilladser og Bjælker og Stiger klang Murskeer
og Hamre, oppe og nede, gennem Tridsesnurren og Raab: Ohøj--ohøj, lød
det fra Kælderen som fra Maven af vældige Bugtalere.

Berg blev svimmel, naar han saa' derned, hvor Stilladserne groede op
af Mørket paa svære Ben og spredte sig i hele Rummet, lige op til
Kuplen, hvor Lugerne lo mod Dagen--én Kæmpekrop, hvor alting sang og
virkede ... Højst oppe hang Malerne, som Fluer, under Loftet, og
trallede i Kor »Kyssenes Sang« ned over Støjen...

Bygmester Martens stod ved Siden af Berg paa Broen og gestikulerede;
Ørenlyd af hvad der sagdes, hørte ingen af dem. Nede, hvor Scenegulvet
blev lagt som en ren Flaskeholder af Bjælker og Huller, stod den unge
Adolf og raabte med Hænderne for Munden: Frokosten--Frokosten! og Berg
og Martens gik tilbage ad Broen, balancerende paa vuggende Stiger:
Hold i Tovet--Tovet, raabte Martens, som var underst. Vejen var ikke
saa rar, før de fik en solid Stentrappes faste Grund under Fødderne.

Den unge Adolf ventede paa dem med Bogholder Spenner, Martens
Faktotum, der sagde, at Kokken umulig længere kunde holde »den lille
Forfriskning«.

Men Martens blev ved at vise frem, mens de gik hen gennem
Balkongangsrummet, bukkende frem under Malerstilladser og hoppende
udenom Kalkbøtter og over Brædder:

-_Der_ skulde være Marmorpuds, og _der_ skulde være Forgyldning ...
Martens pegede og Martens viste.

Bygmester Martens begyndte altid ivrigt paa Forklaringerne af sine
Herligheder og fandt saa ikke Ordene og stod blot og førte den højre
Arm gennem Luften, som om han udbredte den ganske Pragt af Stuk og
Puds og Kulører for sine glade Øjne, der altid straalede som et Barns
over hans egne Undere.

-Ja, ja, sagde han saa. Det er Interessen. Og han gik videre og
nynnede. Nynne gjorde Martens altid, højere og højere, mens det
svirrede for hans Øjne med Forgyldning og Marmorpuds, naar han gik om
i sine Bygninger. Det var saadan en Rest af Vanen fra den Tid, hvor
han havde sunget over Høvlebænken.

Hr. Spenner, der gik bagved med Hr. Adolf, mindede igen om Kokken. Men
Modellen maatte man da se, mente Martens. Den stod jo bare lige
herindenfor i »Foyeren«--Martens sagde »Foé-en«, han snublede altid
over de mange fremmede Ord i sine »Bygninger«--; de brød gennem mange
skærmende Sækkelærreder, der spærrede Døraabningen, ind i Foyeren,
hvor Arbejdernes tøj hang paa interimistiske Knager, og en Mængde
Ølflasker garnerede Væggene. Modellen stod velforvaret paa et
Fjællebord.

Martens dækkede Stykket af med en Haand saa varsom, som løftede han
Dynen lidt fra en Vugge, og de stod alle fire og saa' paa
Papiermaché-Modellen, mens Martens tog Loftet af, saa man kunde se det
indvendige, og Adolf bukkede sig ned og pustede til den lille Vimpel
paa Taget, saa den viftede.

De læste »Victoria« paa Vimplen og blev alle fire ved at le, fordi den
saadan kunde vifte, naar man pustede.

Berg slog lidt mod Modellen med en Kno:

-Ja--kunde man bygge af _det_ Materiale, sagde han over til Martens.

-Ja, sagde Martens og kneb Øjnene sammen, mens han blev ved at le med
sin Kluklatter: Det er »Interessen«, sagde han. Han slog et
Sækkelærred til Side fra en høj Hylde, hvor der var stillet en Række
Gipsstykker op--dansende Basunengle til Logebrystningerne. Hva' tror
De, det er? sagde han og rakte Armen op for at tage et af Stykkerne,
stadig med det samme Ansigt som en Dreng, der viser et legetøj.

Han strakte Gipsstykket frem mod Berg med Vrangen ud: Det buttede
Drengebarn var det tyndeste Pap.

-Satan, sagde Adolf og slog med sin svipstok op mod Englene. Satan
--saa man bli'r fiffige, sagde han og stod og gottede sig, mens han
ligesom vejede den hule Papengel i den anden Haand.

De lo alle, mens de igen brød ud gennem Sækkelærrederne for at komme
ned og hjælpe paa kokkken.

Victoria-Restaurant'en var allerede aabnet i Sidefløjen med fire Sale
og tolv Kabinetter.

De gik gennem alle Salene ind paa Nr. 10, Hjørnestuen paa første Sal,
hvor Bordet var dækket med Servietterne som virtuosmæssige Svanehalse
paa Kuverterne. De var blevet svært sultne paa Vandringen og sagde
nogle Lovord over Maden med Mundene fulde. Martens sad og hilste
rundt, saa glad over sin Koks Kunster som en Hundehvalp i et Spil
Kegler, og sagde:

-Det gør godt i Næsen, naar Laaget bli'r taget af Fadene.

Martens nød iøvrigt lækkermundet alle sine Maaltider i Restauranten
nu. Hjemme var han næsten kun om Natten og om Søndag Eftermiddag.

Han sad da efter Bordet i et Hjørne af »Salen« i Sofaen og saa' ud paa
Pragten af Fløjl, Loftsdekorationer og indlagte Møbler, der var
stillet op ganske som i hans Restaurationssale, men som her, hvor der
manglede Publikum, saa' døde og stive ud, som de endnu stod i et
Magasin.

Hans Kone gik stille om paa de skinnende hvide Lærreder mellem Dørene
og syslede. Til daglig kom hun ikke i Stuerne, men blev i Sovekamret
og Badeværelset, der var det mindste Rum i hele Huset. _Der_ havde hun
strax stoppet alle seks Børn sammen og vuggede og vissede fortumlet
videre, saa godt hun kunde.

Fru Martens var efter Aar og Dag endnu ikke kommet sig af Forbavselsen
over deres »Ophøjelse«; og hun gik om Søndag Eftermiddag rundt om
Martens paa Lærredsstykkerne, saa forsigtigt, som om hun ikke turde
træde, og talte hviskende, halvt af næsten overtrosk Ærefrygt for hele
Manden og halvt af noget som Angst for, at det hele kunde være forbi
igen, hvis man traadte for haardt til eller gjorde nogen Slags Støj
mellem Væggene.

Naar hun saa Ugen igennem vissede og vuggede, spurgte Fru Martens
stadig sig selv paany, hvordan det egenlig var gaaet til. Da de
giftede sig, var Martens kun Svend, og de havde blot én Stues Indbo.
_Hun_ havde sparet deres første trehundrede Daler.... da var det Daler
endnu ... De første trehundrede Daler ... Fru Martens blev siddende
med en lille Bygmester Martens i Armene: hendes Forstand kom ikke
videre.

Martens tænkte sjældent paa Fortiden. Det hele var gaaet saa ganske
naturligt til, som alting gaar naturligt til. Han havde »klasket« et
Hus op, som alle andre Svende, med Laan paa hver Sal og Prioriteter
til Taget--han havde bare sat Gipsgesimser i Gadeværelserne og givet
malede Lofter, og saa havde han solgt og bygget nyt og solgt igen,
stadig mere hidsig paa Farver, og Gips og Snørkler paa Dørene....

-Som »Interessen« nu er, sagde han til Arkitekterne.

Og da de andre holdt op, Kammeraterne, og sad som Grundejere og tog
deres jævne leje paa Broerne, blev _han_ ved, stadig med Facader,
Forgyldninger og Spejlglas, taget ligesom i en hel Rus af Imitation og
skinnende Kulører--ligesom han i Læretiden havde siddet og klattet
Farver paa Skillingsbilleder for hver opdrevet Toskilling--hele Tiden
halvt forundret over sine egne Vidundere.

Man var saa begyndt at tale om hans Bygninger; og Omtalen drev ham
videre til nye Raffinementer, han søgte Hjælp hos Arkitekter og
Dekoratører, byggede og byggede ... Bevarende, under det altsammen,
Smaamandens kærlighed til det grelle i Kulørerne og Uvægerligt
byggende alle sine Huse--disse Huse med deres monumentale belgiske
Ovne indførte fra Sverig, de imiterede Broncekaryatider paa Trapperne,
de forgyldte Gelændere og eftergjorte Parketgulve--ubekvemme,
indskænkende og snævre, ubevidst bevarende Arbejderens Maal, der er
vant til de smaa Rum, hvor man kan række med Hænderne mellem Væggene,
og til en tung Luft.

Han tilbragte sine Søndagstimer i sin Sofakrog--han arbejdede
aldrig om Søndagen og afgjorde aldrig nogen forretning paa en
helligdag--legende med Børnene og seende paa sin Stue, hvor
»Hædersgaver« fra hans Arbejdere stod rundt om og pyntede, saa »døde«
som alt det øvrige.

En »Hædersgave« var et stort gammeltysk Skab, indrettet som Pengeskab.
Pengeskabet var iøvrigt tomt. Alt, hvad Penge angik, havde Spenner at
raade med, og forresten var der aldrig meget med rede Mønt at gemme;
det gik i Forretningen mere med Veksler, der var saa gode som Penge.

Martens skrev sit Navn, der galdt som fuld Valuta, paa de blaa Papirer
med en egen sitrende, stolt Fornemmelse, stirrende paa de store Tal
med Haandværkerens Øjne, der overfor Kapitalen bevarer noget som en
ærefrygtsfuld og næsten ængstelig Ærbødighed--selv nu, hvor han
regnede op i de hundredetusinder.

--Frokostselskabet havde stillet den første Sult og begyndte at drikke
flittigere til smaa Mundfulde. Spenner, der sad tilbords som en
tyvagtig Hankat, der labber Fløde, begyndte at tale om Martens'
Ejendomme.

-Det var Tiden at bygge nu, sagde han ... Igaar havde de solgt Nr. 11
... Som varmt Brød gik det med Salg og med Bortleje.

-Ja--sagde Adolf--nu har man Avance. Han lod en tung Burgunder flyde
paa Tungen og smækkede.

De talte om alle Martens' Foretagender, om Køb og Salg og udlagte
Byggegrunde og nye Gader, saa det rullede med Tusinder. Spenner sad
hele Tiden med dukket Hoved og vaskede Bordet med Haanden, som om han
uafbrudt »forduftede« det meget Guld ned i sit Skød; Martens talte om
et Sommerhotel--ved Bellevue--paa Strandvejen ... Et Sommerpalæ ...

-Med Broer, sagde han, Broer over Strandvejen--Ekstra, ekstra, Hr.
Berg, det er Interessen ... Med Broer, sagde han igen og kom ikke
videre, men byggede sit Sommerpalæ i Luften med begge Armene.

Adolf slog sit Glas i Skum: Ja, sagde han, nu er det Tiden at sætte
sine Penge paa Rente.

En af Kellnerne kaldte Spenner fra Bordet. Det var en Lejer, der vilde
underskrive en Kontrakt:

-Ja, ja--det gaar, sagde Martens glad, idag flyttede han ind
derhjemme--den lille Fuldmægtig. »Den lille Fuldmægtig« var Assessor
Canth, der var flyttet ind paa Martens' tredje Sal.

De havde stadig faaet flere smaa Retter, og Vinflaskerne gik om i
Kurve. De talte igen om Teatret, om Lejesummen og om Direktører--da
Spenner kom tilbage.

-Men Pokker til Leje, sagde Adolf, De--Spenner ...

-Det var Grunden, der var saa dyr. Den og Pilloteringen havde kostet.

-Pilloteringen? spurgte Berg.

-Ja--det var jo _det_ ... hvad havde den ikke slugt for Penge: Huset
laa jo midt i Stadsgraven ... sagde Spenner.

-Ja--Satan til Historie med den Grund, sagde Adolf.

-Og Vandet har vi endnu i Kældrene, sagde Martens.

-Ja--om man nu havde Direktøren, sagde Spenner og »dukkede«. Bogholder
Spenner dukkede altid Hovedet ned mellem Skuldrene, naar han sagde
noget, som om han vilde gemme sig for sine egne Ord, og det saa' ud,
som om han stangede.

-Men Alverden søger jo, sagde Berg.

De var naaet til »Fuglene« og sad mætte, lænede tilbage, med
Servietterne i Skødet, mens de talte i Munden paa hinanden. Ja--_der_
blev nævnt Folk--det var den halve By, der blev nævnt af Rygtet--til
Direktør.

-Saagar jeg, sagde Berg og lo, blev spurgt igaar: Jeg skulde vel være
Direktør ...

-Ja, raabte Adolf, vi to--Berg--os to.

Spenner dukkede og vaskede Dug: Hvorfor ikke? sagde han. Det vilde vel
have sin Interesse.

Berg blev ved at le, mens de andre i Spøg, leende og drikkende,
vedblev at tale med »Dhrr. Direktører« om stykker og Billetpriser og
Skuespillerengagementer.

-Ja, sagde Berg: Naar man kunde slaa en Jøde ihjel ...

De rejste sig fra Bordet for at drikke Kaffen ved Vinduerne. De
takkede for Mad, rødmussede og højrøstede, fik Cigarer tændt og slog
vinduerne op. Ovre i Passagen strømmede Middagssværmen forbi i Solen,
Luften var høj og klar. De slog sig ned om Likørflaskerne, seende ud
over mængden, glade og vædende Tungerne med smaa Glas.

Adolf stødte sit Glas mod Bergs: Konsortiet leve, sagde han. Og han
begyndte igen at lægge Planer om Koncerter, om Turnéer og om
Sommerforestillinger med fremmede Kunstnere: September! Hvad taler De
om September? der kan tjenes Guld i September, sagde han, det er de
Rejsendes Maaned ...

-Der er jo ingen Provinser mere, sagde han og slog Haanden ud mod
Passagen og Mængden. Det er jo kun ét eneste stort København, det
hele....

De smilte alle ud over Middagssværmen, og Spenner sagde: Og saa
trækker man dem ogsaa over Sundet.

-Ja, sagde Adolf, over Sundet skal de.

De blev stille, hver i sine Tanker, blæsende smaa, fine Røgskyer frem
for sig i luften. Støjen nede fra trængte op til dem, og de sad,
smilende og saa' paa deres Glas, hvis Vædske blev gylden i Lyset.

-Ja, sagde Adolf. Det er det, det gælder om; og de tømte Glassene og
brød op.

Berg og Adolf var ganske hede og opildnede, da de kom ned paa gaden og
skiltes ovre paa Hamtorvet;

-Men ligegodt, sagde Adolf. Tænk over det--det er en _Idé_.

-Snak, sagde Berg. Han var virkelig gaaet og havde smilet ved Tanken
om »Direktoratet«--saa tosset det end var.

-Naa--adieu, »Associé«, sagde Adolf. Og inde fra Fortouget raabte han:
»_Jeg_ skyder Pengene ind.

Berg blev ved at lé ganske højt for sig selv, mens han sad, med Hatten
paa sit Skød, oppe paa Taget af Sporvognen og kørte til Kontoret.

I Redaktionsstuerne var Persiennerne nede for Solen og Luften stram af
de nye Olietæpper paa Gulvene. Redaktionssekretærstolen, Hr. Gravesens
Embedssæde, i den første Stue var tom, paa et Hjørne af Skrivebordet
laa der en Flettekurv.

Flettekurven var Tegnet paa, at Fru Gravesen var i Redaktionen. Fru
Gravesen holdt af at opsøge sin Mand i Redaktionstiden--væbnet med
Fletteposen--for at afgøre pinligere huslige Udgifter (i Familien
Gravesen kunde iøvrigt næsten alle Udgifter henregnes til de pinlige):
heroppe forbød Hensynet til »De Herrer« Gravesen at blive højrøstet
eller simpelthen at gaa og smække med Døren.

-Ja, sagde Fru Gravesen hjemme med et lille Suk: Saa maa jeg vel ind
til »Fa'er«.

Der var igen noget, det _maatte_ skaffes til Pigebørnene. Caroline,
giv mig mit Tøj! sagde Fru Gravesen. Hun fik Fletteposen og Tøjet--den
længste Tid af Aaret var Fru Gravesens Tøj en grundtvigiansk Straahat
og en Atlaskes Mantille--og kom ned ad Trapperne. De to Klaverer
fulgte hende langt hen ad Vejen.

Familien Gravesen boede paa Østerbro i et »Gevinst-Hus«. De seks
Frøkener uddannede sig--som Bier--til praktiske Erhverv, et Par i hver
Etage. Hele Huset var fuldt af Skalaer, Solfeggier og italiensk
Bogholderi.

Hvert Kvartér kom en af Bierne ud paa Trappen og hvinte »Ro«; Om
Amalie blot et Minut kunde holde op med sine Hyl.

Amalie kvidrede i Stuen; der blev smækket med en Dør: Om Vilhelmine
vilde holde Næsen hos sig selv--man maatte vel have Lov til at øve
sig. Amalies Hoved kom tilsyne ved Kældergelænderet og skingrede op
efter i Trappegangen.

Alle Frøknerne Gravesen svirrede ud af de respektive Døre og hvinte,
rødtoppede over Gelænderne--samtlige Damer Gravesen var Chatteringer
af rødt--: Ja, Amalie kunde vel osse la' vær' ... Aldrig havde man et
Sekund Ro for Amalie....

-Pyh--Gud ved, hvor tit Vilhelmine tog sine Poter fra Klavéret....

-_Saa?_ om Ida bare vilde passe sig selv, kom det fra Kvisten, fra
Frøken Frederikke, der var med Stilebog og Blæk i Ansigtet. Alle havde
de Røster i Diskanten.

-Aa, maa jeg være fri....

-Naa--det véd vi da om Vilhelmine, at hun bare øver for at irritere os
andre....

-Hold du din Mund, Frederikke.

-Uf--Ida bliver naturligvis raa, hvinte Vilhelmine.

Det gik fra Kælder til Kvist; saa smækkede Dørene--hele »Gevinsten«
rystede, naar en af Frøknerne Gravesen bad om Ro--Amalie sendte den
siste Pil op til de uregelmæssige Verber paa Kvisten:

-Hm--det véd man vel, hvem der kan klæde sig selv, skingrede hun.
Frøken Amalie var Medlem af Holmens Kirkekor og holdt sig selv med
Paaklædning....

Med Skalaer og Verber vedblev nu uforstyrreligt oppe og nede i
Gevinsten. Frøknerne Gravesen var udmattede og havde ikke Vejr.

Fru Gravesen asede til Byen; hun havde en Gang, som hun var knækket i
Knæerne, men hun brugte aldrig Sporvogn af Hensyn til Udgiften.

Naar hun kom ind paa Kontoret, nejede hun for Medarbejderne i den
første Stue--Fru Gravesen havde været gift syv og tyve Aar i »Byen«,
men hilste endnu stadig med et provinsielt Ungpigeknix, under
Grundtvigianerhatten--og hun og Hr. Gravesen gik ind i et lille
Brædderum, der benyttedes af Extra-Korrektørerne, og hvor der en Tid
blev debatteret heftigt og halvhøjt.

-Tror du, det er til mig, Gravesen? sagde Fru Gravesen træt, naar
Redaktionssekretærens lille Skindpung endelig var kommet frem til
Udbetaling.

Naar hun gik, kniksede Fru Gravesen igen, med et sky Blik til
Redaktørens lukkede Dør. Fru Gravesen betragtede Redaktøren som noget,
der var meget nær op til Guddommen.

Medarbejderne lod klogelig Redaktionssekretæren sunde sig lidt over
sin Ordensliste efter Fru Gravesens Afgang.

Da Fruen var vel afsted, bad Berg om Papir; han vilde sidde her og
skrive, han gad ikke gaa ind til sig selv. Han fik Papiret og satte
sig hen i en Krog, men han fik ingenting skrevet. Han var tung og lidt
fortumlet i Hovedet og sad og saa' frem gennem de stille Stuer, hvor
Solen gennem Persiennerne kastede sine regelmæssige Pletter hen over
Gulvene, og Medarbejderne sad, den ene bag den anden, lænede over
deres Borde.

Hr. Gravesen havde snærret sin første Forbitrelse op i Talerøret til
Sætteriet--Faktoren hørte altid paa Stemmen, naar der havde været
Udgifter til Pigebørnene--; nu havde han et ledigt Øjeblik og skrev
med Albuen paa Lommetørklædet og Frakkekraven krøben højt op bag til,
mens han bukkede sig. Hans »ledige Øjeblikke« tilhørte den modnere
Ungdom, han belærte den utrætteligt i Oversættelser efter det
engelske. Han havde gjort det i tredive Aar og troede endnu, at han
var anonym og at det var en Hemmelighed.

Berg fik ikke skrevet en Linje. Den store Hurtigpresse begyndte at
tage fat til Aftennumret og sendte sine uafladelige, hastigt klaprende
Stød op gennem Huset. I Redaktionsstuerne rørte sig ingen. Gravesen
blev ved at sidde bøjet, fyldende Side paa Side og læggende dem til
Bunke: Han lignede en Skildpadde som han sad, rundrygget med opkrøben
Frakkekrave og dukkede.

Den eneste Afveksling i _den_ Mands Tilværelse var hans »Viser«. Han
havde været Fører paa et af de første Studentertog, og han havde
endnu en humoristisk Aare, som de tog til, ved Rusgilderne i
»Studenterforeningen.« Ved særdeles festlige Lejligheder var han ogsaa
Medlem af Studenterdeputationer, med en meget gammel og vejrbidt Hue,
der Aar for Aar faldt ham længere ned i Ansigtet, som om Hjerneskallen
skrumpede ind med det øvrige....

Inde i det næste Kontor sad Krans. Han havde ikke løftet Hovedet fra
Papiret saalænge Berg sad der. Han kom Klokken ni om Morgenen og satte
sig paa Plads paa sin Luftpude; i tre Timer skrev han Bogstav til
Bogstav. Klokken tolv var han saa færdig med Føljetonromanen og havde
tjent til Huslejen. Og han spiste sin Frokost, det sammenlagte
Smørrebrød, uden at rejse sig, siddende foran sit Bord, stirrende ud
gennem Stuerne, der endnu var tomme. Berg plejede just at komme paa
den Tid og satte sig i Sofaen med en Avis.

-Berg--laaner De mig femhundrede Kroner? sagde Krans.

-Saa vilde man ta' Ferie, sagde han og blev ved at sé ud i Stuerne,
mens der kom noget som et Lys i Øjnene med de blodige Aarer.

-Ja--lo Berg--om jeg kunde.

Krans strakte Armene i Vejret: Aa--ja, sagde han og lagde igen de
lange Papirer til Rette: Man maa være glad, at man kan tjene Føden.

Der blev smækket med et Par Døre, saa det fo'r i Berg. Det var Hr.
Stær, med Revision paa »Literatur«: Der var strøget otte Linjer, han
kunde næppe tale--otte Linjer....

-Der er strøget _halvtreds_, sagde Hr. Gravesen tørt.

-Men otte Linjer, som _maatte_ ind ... Otte Linjer midt i Tankegangen.
Hr. Stær satte sig, han begyndte at læse op af Revisionen, og
korrigerede alt, som han læste, hidsigt, med en blaa Blyant, skønt han
vidste, Maskinerne gik, og intet blev rettet.

Hr. Stær led alle Helvedes Kvaler ved hver strøget Linje og hvert
ombyttet Ord Paa tyvende Aar løb han i »journalistisk Virksomhed«
Væddeløb omkap med Familiens Fornødenheder, Hurtigpressen og sin egen
Tanke.

-Netop Knudepunktet, sagde han--midt i Knudepunktet--men det er jo
det, man aldrig sér, sagde Hr. Stær, forpint og fægende med den blaa
Blyant.

-De hører jo Maskinen, sagde Gravesen. Han gik uforstyrrelig over til
et Par Depecher.

Men Hr. Stær blev ved med sine otte Linjer, krammende med sine
forskrevne Fingre i sit Skæg. Tilsidst sagde han: Hvorfor arbejder man
her. Vil De sige mig--hvorfor slider man sig op i denne Anstalt? Her
gælder det jo dog blot--at faa Numret fuldt.

-Ja, sagde Gravesen.

Stær faldt tilbage i Stolen med Revisionen over sine Knæ. Maskinen
klaprede op gennem Huset, højere og højere, som om den blev betaget af
et voksende Rasen under Fodringen. Faktoren mødte med sin Mappe: han
havde ikke Manuskript nok til Morgennumret.

Hr. Gravesen skød Skuffer op og i--Skufferne i de nye »Egetræsborde«
gik aldrig op, Fyrretræet havde været fugtigt--og rodede efter
»Indsendere«. Der maatte være Manuskript i Udlandet. Og Hr. Berg skrev
jo »Bagstykke«.

Berg krammede Papiret sammen og rejste sig: Nej, sagde han. Det blir
ikke til no'et.

Stær stod ogsaa op fra Stolen og sagde: Og naturligvis just naar man
endelig en Gang har faaet noget sagt, sagde han og han gik ind i
Læsestuen med Berg. Et Par af »d'Herrer« sad og stod med Dagens
Aviser. Hr. Stær lod sin Forbitrelse gaa ud over Aktieselskabet: der
var _Hø_ i de nye Sofaer og Skrivebordene faldt fra hinanden, saa de
skrævede.

Aktieselskabets ny Udstyr var Egetræsmøblement med Staalhængsler paa
alle Skufferne og alvorlige Sofaer, hvis sténhaarde Sæder og Rygge var
betrukket med brunt Klæde. Udstyret var leveret af Bygmester Martens
første Leverandør.

Stær var allerede borte og havde smækket Døren i, ind til sig selv.
Han satte sig foran sit Bord, bestandig oprørt, tænkende paa sine otte
Linjer: En Maskine er man, sagde han, en Maskine. Man maa en Gang
_gaa_ fra denne Anstalt.

Han faldt sammen, træt, som en slagen Mand: Hver Aften tænkte Stær paa
»hellere _gaa_ fra denne Anstalt«; og hver Dag blev han, og skrev
videre for at leve som en Mand, hvis Blod blev tappet draabevis.

-Ja, ja, sagde han, ja, ja--det er ikke anderledes. Han stod op og tog
Frakken paa for at gaa hjem. Hr. Stær gik saa tungt i Trapperne, som
om han bar de Mile af Papir, han i tyve Aar havde skrevet fulde, i
_en_ uhyre Victoriarulle paa sin Ryg.

Berg gik hen ad Gangen, ind til sig selv, for at sé, om der var
Korrektur. Hans Kontubernal, Arnoldsen--»en af Bergs Generation«, som
Redaktøren sagde--sad ved det andet Skrivebord og de hilste paa
hinanden med et Nik. Der laa paa Bergs Bord hverken Korrekturer eller
Breve, og han drev frem og tilbage paa Gulvet uden Lyst til at tage
sig noget til.

-Den Maskine, sagde han irriteret.

-Hvilket? Arnoldsen løftede Hovedet fra sit Papir: Ja ... sagde han og
skrev videre. Berg saa', henne fra Døren, paa Arnoldsens sært hvide
Ansigt og den kvindelige Mund, hvis Læber uafladeligt sitrede, naar
han skrev.

-Hvad skriver De? sagde han.

-Aa--nogle Noter ... Arnoldsen blev siddende bøjet.

Berg havde faaet Arnoldsen til »Bladet« efter at have læst et
Manuskript af ham, som Arnoldsen havde smidt i Kakkelovnen samme Dag,
som Berg havde sagt, der var Talent; og nu, da han var kommen i
Virksomhed, naaede det Dag for Dag aldrig videre end til
Generalforsamlings-Referaterne og »nogle Noter«.

-Hvor var De iaftes, sagde Berg.

-I Rømersgade--der var Gudsforhandling. Han havde en sløret Stemme,
der altid sitrede, saa man næsten troede, han stammede, og han bed sig
uafladelig med sine smaa Tænder i Læben, mens han talte.

Han sad lidt, saa sagde han: Har De været der?--Nej, sagde Berg, ikke
iaar.

-Hvor de Folk kæmper--hvor de slider--med deres Uvidenhed. Han
fortalte med Øjnene i Bordet, i sine besynderlige, hakkende Udbrud, om
Mødet:

-Det var om Verdens Skabelse--i de seks Dage--paa tiende Aften havde
de talt om de seks Dage og om første Mosebog--_tiende_ Møde, sagde han
og lod den knyttede Haand falde ned mod sit Bord.

-De skulde hellere ikke gaa der, sagde Berg. Hvad nytter det?

-Man lider med dem, sagde Arnoldsen med sin sitrende Stemme.

Han bøjede sig over sit Papir og vendte tilbage til sine »Noter«. Det
var Smaanotitser, han samlede, om Fattigforhold i London, om
Elendigheden rundt i Verden, om de sociale Nødstilstande, Notitser,
over hvilke han lod sine tre og tyve Aar ruge halve Dage, og som blev
trykt i »Bladet« med Petit, ved Siden af Kulissenyhederne.

Redaktøren kaldte Arnoldsen for »Bergs hvide Mand« og værnede
»Noterne« mod Hr. Gravesen, der var forbitret: Man kunde vel i det
mindste holde sig Nihilister fra Halsen--mente han.

Redaktøren sagde: Naa--det er af de Nihilister, som ikke slaar ihjel;
og »Noterne« blev staaende.

»Nihilisten« kunde undertiden komme paa Kontoret, bleg som var han
syg:

-Hvad jeg har sét for Ansigter, sagde han med en Stemme, som om han
frøs, hvad man sér for Elendighed--for magre, for gamle, elendige
Ansigter ... han malte nervøst disse Ansigter for Berg; og han sad
hen, stirrende paa sit Papir, bundet og knækket ved den blotte
Erindring om disse Fattigansigter til Gaden, til han igen begravede
sig i sit ørkesløse og skrivermæssige Arbejde--fortæret som af en
Feber, af sin raadløse og stumme Fanatisme, af et stumpt og
møjsommeligt undertrykt Raseri over sin egen Mangel paa Handleevne,
Magtesløsheden overfor al den Verdenskummer, han saa'.

-Han har s'gu Skt. Veitsdans, sagde Lille-Gerster, som afskyede ham.

Hr. Gravesen kørte ham venskabeligt rundt til
SporvognsselskabsGeneralforsamlinger og reducerede saa Referatet til
ti Linjer, naar han endelig Klokken halv tolv naaede ind til Kontoret
ude fra Smallegade.

Berg havde staaet og sét paa ham. Nu gik han hen til Skrivebordet og
tog et Par Manuskript-Konvoluter frem af en Skuffe. Men han kom ikke
længere end til at spekulere over Skriften ... Alle Mennesker omkring
Tyverne havde dog kun to Slags Skrift. Den ene Part en rund
Barneskrift, der ikke var kommet bort fra Skønskriftbogen, kun var
alle Bogstaver skrumpet sammen og rynkede som et overgemt Æble; de
andre, hvis Bogstaver gav sig stramme nok, havde i Grunden blot strakt
de samme tynde Jomfru-Tegn den gale Vej, som havde de rejst dem med en
Stiver under hvert Bogstav....

Der lød et rask Bank med to Knoer, der meldte Lange.

-Da', Børn--kom han ind. Hvordan gaar 'et? Goddag, Hr. Arnoldsen. Han
kom til Sæde.

-Tak. Og dig? sagde Berg.

-Tak--brillant. Brillant s'gu ... Sidder nede paa Boulevarden disse
Formiddage, dejlige Formiddage, du--føler s'gu, hvordan det vokser for
En ... Billeder faar man, med et Lys over--Lange fangede dette Lys med
sin hule Haand og klaskede det paa sine »Billeder«--Har s'gu forresten
et Par Smaastumper med, sagde han flottere, som jeg vilde læse for
dig.

Arnoldsen gjorde Mine til at ville rejse sig fra sit Arbejde: Bliv
bare siddende, kære, sagde Lange. De forstyrrer ikke. Han havde faaet
en Bunke Papirer op af sin Lomme af Format som Kancelliakter og rodede
rundt--paa hvert Ark svømmede der kun et Par enkelte læselige
Sætninger rundt mellem mange sære Tegn--: Besynderligt--jeg havde s'gu
et Gulv, et brillant Gulv--kan s'gu ikke finde det ... han blev ved at
rode....

-Det var et Gulv. forstaar du--Lange viftede med Haanden--et Balsals
Gulv, du, sét ind gennem Dørene--med Støv henover og en Stump
Garnering helt inde og en »Sonne« paa en Væg, du, i forgyldt
Ramme--hva? De Folk har altid Sonne, sagde han med et lille
Forstaaelsens Nik, gamle Sonne, du....

-Og saa kommer Snakken, indefra Dameværelset, hvor hun ta'er Tøjet paa
... Lange læste et Par Linjer, stadig malende, bevægende den ene
Haand--Forstaar du, _det_ skal jo nu _udføres_, forstaar du ... Saadan
lidt søvnig Snak--som de er--med Støv i Øjnene....

-Her er et brillant Sted i Kotillonen--i siste Tur, naar de er blevet
saadan rigtig smidige i Livene ... Han læste igen....

-Men--det var s'gu egenlig ikke det, jeg vilde læse--Jeg har faaet
hende ned i Drosken (han søgte) hvor de siger Farvel--med en Arm ud
over Vogndøren, i Lyset ... Brillant Lys paa den arm, sagde han, naar
hun kører ... Storartet Lys over Handsken.

Berg havde i et halvt Aar sét hver lille Skønhedsplet i Lyset paa den
Arm. Du skulde sé at gøre det færdigt nu, sagde han. Han følte en
Maskine dernede skar ham i Ørene.

-Færdigt, sagde Lange. Det kan jo gøres færdigt paa et Par Dage ...
Han rejste sig op og gik op og ned ad Gulvet med et meget misfornøjet
og tvivlende Udtryk: Men jeg véd s'gu ikke, hvordan de Folk _sér_,
sagde han. _Jeg sér_ Gulvet--som jeg sidder i Rygeværelset--ind gennem
Dørene--med Væggene og et Par Stole ... Med et Par _Menneske_øjne ser
jeg....

-_Saadan maa det gøres,_ sagde han og standsede. Men jeg véd s'gu
ikke, hvordan de andre _sér_, sagde han.

-Og _præker_--De véd s'gu alt muligt ... Jeg vilde være glad du, om
jeg bare fik én lille Følelse boret ud--det er, Fanden ta' mig,
Kunsten: at finde det ene, lille Ord....

-Ordet, der gi'er det, sagde Lange med overbevisning.

-Ja, sagde Berg sukkende, det er det.

-Men jeg véd s'gu ikke, hvordan de andre _sér_, sluttede Lange. Han
begyndte at samle sine Akter sammen. Gaar du med ned ad Gaden, sagde
han.

-Nej--jeg har lidt at gøre endnu, sagde Berg, han fulgte ham ud. Da de
var kommet udenfor, sagde Lange med en Forstaaelsens Gebærde: Spørg,
hvordan han derinde har syntes om det ... Man maa s'gu vide, hvad
Populus mener, sagde han. Berg vidste, Arnoldsen mente intet.

-Hvad bliver det forresten til med ham, gade Lange med sit tvivlende
Udtryk og sagtere.

-Naa, sagde Berg og trak lidt paa Skuldrene.

-Ikke til noget? sagde Lange med Lys over ansigtet; det er _det, jeg_
altid har sagt. Farvel, du.

Lange skred fløjtende ned ad Trappen, mens Berg gik ind i Redaktionen.

Inde i Redaktionsstuerne var det allerede begyndt saa smaat at
mørkne. Det var de halvt private Audiensers behagelige Time. Inde i
»Læsestuen« havde en Skuespiller, der gik sin Direktørs Ærinde, med en
Reklame i hver Lomme, i en Sofakrog fat i Bagstykke-Leverandøren, Hr.
Isack, hvem han tiltroede betydelig Indflydelse.

En betroet Embedsmand fra Konferensraad Heins Bank underholdt Krans,
som ved en Pult sammentalte sine Linjer i Morgennumret:

-Kapitalen burde naturligvis tage Sagen i sin Haand, sagde han, Stedet
var jo henrivende, Stedet havde jo alle Betingelser--der var Tale om
»Marienlyst«, som et Aktieselskab maatte kunne gøre til et evropæisk
Bad--... Men Publikums Interesse maatte vækkes først.

-Man maatte have Publikums Interesse vakt, sagde Bankherren.

Inde i Redaktionssekretærens Værelse var Lampen allerede tændt paa
Skrivebordet. Redaktøren havde ført Professor Gerster ind til Hr.
Gravesen. Professoren talte i Familiens bløde Tone, siddende med
Benene slaaet behageligt over Kors i sin Lænestol:

-Der var ganske vist endnu længe til Kongressen--men den almægtige
Presse--og Professoren gjorde en Haandbevægelse frem mod Hr. Gravesen,
der altid blev ligesom lidt bredere i Stolen i Tiden fra fem til
seks--kunde man aldrig gøre sig bevaagen for tidlig....

Redaktøren stod ved Siden af og stirrede ud paa Himlen, der begyndte
at farves rød over Slottet, som man saa' som en mørk Kolos helt nede
for Enden af Holbergsgade. Redaktøren var en soigneret Mand, der mest
hørte til, med et lidt træt Udtryk. Han var behagelig--med et let Skær
af Ligegyldighed overfor alle Medarbejderne undtagen overfor Hr. Stær,
der angreb hans Nerver. Han ønskede frem for alt ikke Støj i sin Avis
og ansaa _»Le Figaro«_ for Mønstret af et Blad.

-Ja. Kongressen skulde være skandinavisk--med Indbydelse til de finske
Læger ... Og det var projekteret at forbinde den med en Udstilling--Af
hygiejnisk Indhold....

De Herrer talte halvhøjt ind gennem Stuerne, hvor det lidt efter lidt
blev mørkt. Kun Gruppen om Hr. Gravesens Lampe--hvortil den militære
Medarbejder, Kaptejn Petersen, falden for Aldersgrænsen, havde sluttet
sig--var fuldt Lys. Efter den egentlige Kontortids Slutning var
Yderdørene lukkede, og Maskinens Støj lod kun herind som et hyggeligt
Akkompagnement af fjern Brusen. De Herrer blev ivrigere, og Bankherren
sagde højt til Krans:

-Ja--det er Maalet, min Ven, vi maa vække Publikum; og henne fra
Sofahjørnet i Mørket sagde Skuespilleren med sin markerede Stemme:

-Ganske vist--der var tænkt paa en fransk Ballet--men, oprigtig talt,
vore egne gør det s'gu ligesaa godt ... og de to Herrer lo halvhøjt
gennem Stuerne, mens Professoren, der støttede Hagen i sin Haand,
sagde i sin alvorlige Tone: Ja--Hygiejnen er upaatvivlelig Samfundets
første Livssag.

Samtalen blev afbrudt af en lille Mand. der kom ind gennem Læsestuen
og holdt sig tilbage i Halvmørket, da han saa', der var fremmede. Det
var lille Hr. Canth, som forlegen sagde, at det var ingenting, han
vilde blot sige Redaktionssekretæren et Ord....

»Ordet« var et Par Fribilletter til Fru Canth, som han fik stukket i
Lommen i en Krog. Fru Canth sendte saa jævnligt »Manse« i
Billetmission til Redaktionssekretæren, som hun titulerede »Gamle
Næstsødskendebarn« og lod give sig Kindkys, naar de mødtes.

Berg havde faaet Tøjet paa, og mens han knappede sine Handsker, sagde
han, irriteret ved dette glatragede Komediantansigt med de tykke
Kæber--som et Udbrud af hele disse Par Timers Lede:

-Naa--hvad er det saa for en Løgn, vi skal debitere, saa uformodet
højt, at det hørtes gennem alle Stuer og der pludselig blev stille,
mens Berg gik.

En Sætter kom imod ham ude paa Gangen og sagde, at en tysk Herre var
gaaet ind og ventede paa hans Værelse. Berg sagde, man kunde dog gerne
havde sagt, han var gaaet ... Ja--men--det var en tysk Herre.

Den tyske Herre var Impressario Hr. Theodor Franz. Hr. Theodor Franz
svedte--det var den sjette Visit hos Pressen--men sagde, han var som
genfødt.

-Min Herre, sagde han, Skandinavien er en Lystrejse--det er en
Rekreation.

Berg spurgte, hvad Hr. Franz bragte iaar. Hr. Franz bragte en Buket
--en Stjerne-Buket, desværre, det er det eneste....

-Min Herre, sagde Hr. Theodor Franz med et Suk, de Tider er forbi,
hvor man bød paa et Program med seks Numre.

Og han begyndte at trække et Par Reklamer frem, idet han talte om den
københavnske Presse. Han kaldte den en Presse af Rang, og han kunde
sige, han satte særlig Pris paa den københavnske Presse:

Den københavnske Presse forstod _Sagen_, sagde han, og var
_deltagende_.

-Ja, min Herre, sagde han. Deres Presse har megen _Fantasi_.

Han havde sat som et fedt Punktum og pustede, med Hænderne paa sine
Knæ. Berg følte Forpligtelsen til at fylde Pavsen med en Kompliment og
sagde:

-Ja, min Herre, det er jo kun en Pligt at være imødekommende mod
»Stormestren« blandt Impressarioer.

-Min Herre, sagde Hr. Theodor Franz, der modtog Komplimenter med bredt
Bryst: Det er kun et Talent.

Hr. Theodor Franz lod Øjnene falde i sin Notitsbog og blev pludselig
oprørt. Han havde bemærket Fattigskattens ti Procent. Fattigskatten
fornærmede ham, han kaldte de ti Procent en Krænkelse.

-Min Herre, sagde han, jeg forstaar det ikke. Vi bringer Kunstnere
--vi bringer Verdensberømtheder, og man brandskatter os som
Menageriejere....

Men Hr. Theodor Franz blev hurtigt formildet, og han talte om
København. Han besang den, han fandt ikke Ord for at lovsynge den. Han
gik hen til Vinduet og talte stadig højere og højere. Dette var
utroligt; dette var endelig en By. Dette var Foretagelsesaand--en
Storstad, her kunde man anlægge Kapitaler.

-Min Herre, sagde han, jeg er forsigtig--forsigtig, jeg har femten
Aars Erfaring. Men ti Stjerner, min Herre, ti Stjerner fører jeg til
København--i en Sæson.

Han vendte Ansigtet mod vinduet, og idet han saa' ud over den lyse
Gade, sagde han:

-Ja, min Herre, her er »Stemning«, her forstaar man at nyde efter at
have arbejdet.

Og han blev ved at tale i sin ophidsede Tone, med store
Haandbevægelser, slaaende ud mod Byen foran sig. Han talte om de nye
Staddele, om Victoriateatret--»Min Herre,« sagde han, »Tusinderne vil
dryppe fra Væggene«--om Voldene, der var mejet bort, om »National«, om
Strømmen allevegne:

-Ja, min Herre, sagde han. Her er Jord for en Verdensstad.

-Hvorpaa venter Skandinavien, raabte han, paa hvem venter man? Norden
venter paa København, sagde han. Jeg afgør en Sukces med ti Depecher
fra København.

Berg hørte ikke mer. Han drømte med et Smil, med Hovedet støttet i sin
Haand. Og uden selv at vide det traadte han hen til Vinduet, og han
stirrede smilende ned ad den lyse Gade mod det store Slot.

Hr. Theodor Franz var blevet meget varm og kunde næppe faa Vejret. Han
holdt inde og tørrede den begejstrede Sved af Panden.

-Ja vel, min Herre, sagde han, det er et lykkeligt Land.

Berg vidste knap om sine egne Ord, da Hr. Theodor Franz brød op, og
han fulgte ham tildørs med en Kompliment. Han var i Tankerne paany
vendt tilbage til denne »Spøg« fra Restauranten; til den Plan, som
ikke vilde vige fra ham: dette Teater, der fortryllede ham, saa fuldt
af Liv; hvor alt virkede, som byggede de derinde en hel Stad; dette
Teater, som blev ham et Symbol, det store Symbol paa denne ganske By,
der begyndte at _leve_.

Og han følte igen hele Leden fra de tungluftede Stuer dernede, hvor de
udslidte Medarbejdere dukryggede skrev mekanisk omkap med den
buldrende Maskine--Gravesen, Krans og Stær ... Og Arnoldsen og Lange,
der evindelig sad, den ene mismodig og den anden selvglad, og befølte
deres eget Talent og kom ikke videre--en evindelig Marsch paa Stedet
af hele dette »skrivende« Kompagni.

Og han selv?

-Nej, nej--han havde heller intet Digtertalent--hele hans Talent, han
vidste det nu, havde kun været _hans Samliv_ med denne By....

Og gaaende frem og tilbage paa Gulvet, et Bytte for al den Bevægelse,
denne Dag havde opsamlet hos ham, saa' han, som et Landskab, Solen
pludselig belyser--hele sit Liv, det fjerne ganske nær.

       *       *       *       *       *

Erindringen om hans første Hjem i Skovridergaarden paa Als viste sig
altid først for ham i _det_ Billede: den runde Dam med sin
Grønsværkant, hvor Barnepigen sad med Benene op under sig og strikkede
paa sin Hose, samt Lysthuset foran Dammen med de fire hvide Søjler og
ved Siden af Gangbrædtet, hvor han listede sig frem skævende og bange
for at kigge ind i »Lunden«, hvor der var ganske stille, og hvor
Barnepigerne sagde, at _der_ boede »den store Mand«....

Herluf legede rundt om Dammen, og ovre paa den anden Side krøb han op
paa Stakittet og holdt sig fast: Ude paa Engen vadede Landsbydrengene
i Aaen med deres bare Ben og langt borte laa »Fa'ers Skov«--til han
faldt ned og skraalte, og Barnepigen satte i med et: Naa--saa ... og
fik ham samlet op.

Saa faldt de i Søvn, begge to, ved Siden af hinanden paa Grønsværet,
mens Myggene stak dem, saa Herluf havde Buler over hele Kroppen.

Til Moders Fødselsdag blev der bundet Kranse til Lysthuset, af
Guldregn og Sirener, og »Thebordet« var dækket derinde om Morgenen.
Fremmede Damer gik rundt om Dammen i stive Skørter og sad i Solen paa
Bænkene og lo med deres Kopper i Hænderne, mens lille Herluf løb rundt
i Fløjelsblusen og bød Kager om.

Om Formiddagene legede Herluf i Gaarden: Mo'er holdt Udkig fra sit
Vindu. Han jog--langt borte--efter Kalvene, saa de satte i Galop fra
Vandtruget paa deres slatne Ben; Rugehønen laa med bredte Vinger over
Kyllingerne i Solen ved Stalddøren--de rullede ligesom smaa gule Æg
mellem Gaardstenene ... Og Lars kørte Hø ind, mens Moderen lukkede
alle Vinduer op, for at Duften kunde trække ind i Stuen, og saa kom
Ruglæssene med alle Ørentvistene....

Lars fandt alle Mettes Killinger oppe i Høet over Toftene, det var en
hel Kurv fuld af smaa, snøftende Blinddyr, som Herluf bragte ind i
Køkkenet for at give dem Mælk ... Da de blev druknet i Dammen,
allesammen i en Sæk, græd Herluf saa længe, til han tilsidst kom i det
mørke Kammer....

Og saa blev det koldt, og Havedøren blev til et Vindu, og Moder lo ad
Fader, naar han gik i sine store Træskostøvler til Skoven og slog paa
Ruden til Farvel.

Moderen sad ved Vinduet om Eftermiddagen, Herluf stavede med Bogen i
hendes Skød; siden saa' han Billeder, liggende paa Gulvet, paa Maven,
mens Moderen syede--Plejlens Lyd hørte man gennem den stille Gaard.
Lars og Daglejeren tærskede i Loen....

-Mo'er, sagde Herluf paa én Gang, midt som han laa over sin Billedbog,
er du lykkelig?

Moderen lo. Hvad den Dreng har for Idéer, sagde hun.

-Ja, sagde hun saa og lod Sytøjet synke: jeg er lykkelig.

-Naa, sagde Herluf blot og laa igen stille paa sin kuglerunde Mave
over Billedbogen--halve Timer. Vintersolen krøb ind til smalle Striber
henover Gulvtæppet.

Moderen rejste sig og de gik over i Loen; Lars og Daglejeren tog til
Huen og tærskede videre, og Moderen satte sig paa en Bjælkekant med
Fødderne højt op under sig og saa' til. Herluf krøb ogsaa op--han
dukkede altid frem bag Moderens Skørter--og Søren tog Sæd op i den
hule Haand og viste Fruen, hvor den skæppede.

Naar det begyndte at skumre, gik de hen ad Poppelalléen forbi Haven
til den lille Bænk. Der sad de, mens Solen gik ned bag Degnegaarden,
og Klokkerne begyndte at ringe.

Degnens tykke Tine kom med et Tørklæde over Hovedet. Munden stod ikke
paa Degnens Tine, og altid havde hun travlt med at lægge sine Kjoler
ud i Sømmene. I Skovriddergaarden var det, som alle maatte lé, bare de
saa' hendes runde Ansigt.

Paa »Mørkningsbænken« nikkede »Tine« til hver, der kom forbi paa
Vejen, og kaldte ham ved Navn, og snakkede løs igen:

-Nej, nej, sagde hun. Peer Nils kan hverken leve eller dø, stakkel ...
Tine tumlede med de syge i det ganske Sogn. Hendes Kur var: Vinduer op
og faa dem i Solen.

-Ja, hun ka' løvte En, sagde den lamme Peer Nils, Degnens Tine ka'
løvte En, og Taarerne løb det gamle »Mimredyr«--som Tine kaldte
ham--ned ad Kinderne bare ved Tanken.

De sad alle tre paa Mørkningsbænken, til Klokkerne hørte op at ringe,
og der blev stille, i Genbogaarden kom Drengen frem og lukkede
Gaardporten.

-Der er Skovrideren, sagde Tine. Hun hørte ham altid først, naar han
kom paa Vejen. Og snakkende gik de alle hjem ad Alléen.

I Degnegaarden gik Moder og Herluf op for at drikke Kaffe om
Eftermiddagen. Det var som alting skinnede i Degneboligen: Stuerne og
den lille runde Degn og Tine og Madammen, og Solen, syntes man, stod
altid ind i Stadsstuen over det sandstrøede Gulv.

Ingen havde heller saa rask til Vaffeljernet, som Madam Bølling.

Efter Kaffen sad Moderen og Tine i Stadsstuesofaen og sang. Med ét
satte de op at danse og valsede over Gulvet, saa alle Madam Bøllings
fine Sandstjerner fløj; Tine var Kavallér og svingede, saa Skørterne
viftede:

Smukke Pige med det sorte Haar, Se lidt paa mig. Hør hvor bankende mit
Hjerte slaar, Jeg elsker dig. Nej, Hr. Jæger, nej.

Lad mig gaa min Vej, Hvis Mama det saa', Vil jeg Utak faa. Paple,
Paple, Paple. Paple Pap, Det tror jeg knap.

Det var Tyrolervals. Tine slog Armen om Fru Berg, saa det kladskede,
Madam Bølling nynnede med paa sin Stol.

Smukke Pige med det sorte Haar, Sé lidt paa mig....

Herluf gjorde ogsaa Spring, foran Spejlet, med Fingrene i Munden:
_Han_ skulde danse--han skulde danse, raabte Tine. Hun og Fru Berg
pustede i Sofaen med hinanden om Livet, mens Herluf skulde danse. Han
hoppede som en Kakelak med Tungen stiv i Munden--gamle Bølling lo, saa
hans Mave gyngede under Vesten.

Saa satte Tine i igen og valsede og sang:

I Kongelunden vort Bryllup skal staa Med Dans og klingende Spil
Enhver, der har Lyst, kan se derpaa. Vi indbyde alle, store og smaa,
Til Festen i Kongelunden. Trallera....

De svingede, saa de ikke havde Vejr.

-Syng, syng, raabte Tine aandeløs: De Gamle sang; gamle Bølling slog
Takten med Foden som ved Psalmesangen i Kordøren, og Herluf blev helt
vild og fór om i Rundkreds som Hesten »Zampa«, han havde set paa
Markedet i Avgustenborg, mens han hylede:

Til Festen I Kongelunden....

-Skovrideren, sagde Tine, og standsede midt paa Gulvet. Berg stod i
Døren, og de blev alle stille, ligesom halvflove i det, til Tine fik
Berg budt op og valsede.

Naar de kom hjem fra Degnens, sad Moderen i Mørkning til The. Hun
sang ved Klaveret--det var Visen om »Lille Grete«--med en svag, dæmpet
Stemme, der knap naaede frem i Stuen, Berg aabnede sin Dør paa Klem,
Herluf sad ganske stille paa sin Skammel.

Ak, kæreste Hr. Guldsmed, Jeg har kun Sorg og Savn, Min Grete rejser
fra mig I Dag til København. Nu vil jeg gerne be' ham. Min gode Mester
Vig, At gøre mig en Guldring Og skrive indeni: Farvel, farvel, lille
Grete!

--Det var de korte Dage. Slud og evig Regn. Fru Berg og Tine kom
forfrosne i store Sjaler til Mørkningsbænken. Hjemme blev der slet
ikke tændt Lys om Aftenen, Faderen og Moderen sad sammen i Sofaen i
Mørket. Herluf krøb sammen ved Fødderne af Moderen. Talt blev der
ikke.

Stridregn var det, saa det slog mod Ruderne: De Satans Hunde, sagde
Faderen. De to Jagthunde hylede jamrende oppe paa deres Loftskammer.

-Det er mod ondt Vejr, sagde Moderen, sagte, som om hun frøs. De sad
igen stille, mens Hundene blev ved at jamre: Det er ikke til at holde
ud, sagde Berg. Han rejste sig for at gaa op til Hundene. Moderen og
Herluf blev alene og hørte hans Skridt over Loftet.

-Mo'er, sagde Herluf stille op imod hende i Mørket: Døer da Kongen?

-Gud forbyde det, sagde Moderen. Herluf tog om hendes Knæ, hun havde
saa underlig en Stemme.


--Moderen og Herluf sad endnu med Tine paa Bænken, skønt det længst
var blevet mørkt. En Gang imellem hvidskede de en Sætning--med de
Stemmer, hvormed i de Dage alle talte, som om de havde en Kulde i
sig--om det eneste, man talte og tænkte: om den syge paa Glücksborg.

Man sagde, det var igaar blevet værre med Kongen.

Vejen laa stille og øde. Kun Pilene paa Genbohegnet svajede i Mørket.

-Mon han er ved Samling, sagde Tine.

-De siger jo Nej, sagde Moderen.

De hørte en Vogn, der arbejdede sig tungt gennem den opblødte Vej: Det
er Posten, sagde Tine og rejste sig. De saa' ham komme frem i Mørket
vandrende ved Siden af sit Øg.

-Jakob Hans, raabte Tine, hvordan er 'et?

-Jakob Hans standsede sit Køretøj og stod lidt. De sier, han er død,
sagde han saa.

-Iaftes.

Moderen og Tine græd højt, Herluf trykkede sig ind imellem dem. Posten
satte langsomt sit Øg i Gang igen gennem Mørket: Godnat, Jakob Hans,
sagde Tine gennem Graaden.

De blev ved at græde ved Siden af hinanden: Jeg tænkte det, sagde
Tine. Uglerne var saa slemme iaftes.

Berg kom bag ved dem: I véd det, sagde han. Moderen lænede sig til
ham; lidt efter lidt hørte de op at græde og stod stille.

-Nu skal Klokkerne gaa, sagde Tine.

-Ja, sagde Berg.

-Hent Deres Forældre, Tine, sagde Moderen. Lad os være sammen.

De gik hjemad, Berg holdt Herluf i Haanden. Da de kom ind, gik Herluf
ud i Køkkenet og Borgestuen og sagde til hver:

-Kongen er død, og saa' paa, hvordan hele Huset græd.

       *       *       *       *       *

--Man ventede Krigen hver Dag. Brød den ud, maatte Berg med som
Reserveløjtenant, og han vilde have sin Kone og Herluf bort i alle
Fald: i Skovridergaarden maatte der dog ansættes en Vikar. Og han
vilde være roligere, naar han vidste Kone og Barn i Behold hos sin
Fader og Søster i København.

Hun gav efter; iaften skulde de, hun og Herluf, rejse med Dampskibet,
som anløb Sønderborg ud paa Natten.

Det var en fugtig og taaget Dag. Fru Berg gik sidste Gang om til hvert
et Sted i Gaard og Have; Herluf stolprede hende i Hælene. Hun stod i
Stalden hos den blissede Ko--det var Fanny, som havde givet Mælk til
Herluf, da hun ikke længere taalte at amme ham--; hun stod og kløede
Fanny kærtegnende mellem Hornene, den var saa kælen og vilde slikke
hendes Haand:

-Saa sørger Lars jo for hende, rigtig godt for hende, sagde hun.

-Det ka' Fruen være tryg paa, sagde Lars, som ogsaa var paa Vej til at
vande en Høne foran den blissede.

Køerne vendte Hovederne i Baasene og brølte langtrukket og dæmpet,
mens »Fruen« lukkede Stalddøren.

De gik om langs Længen forbi Hønsehuset: Ja, den spættede var trofast
... den lagde Æg til det sidste, og de bøjede ind bag Hækken ved
Dammen. Herluf tog Moderens Haand, mens de gik. Ved Lysthuset
standsede de. Der hang paa Slyngrosen om den ene Søjle en frisk lille
Gren, da Moderen saa' den, begyndte hun at græde igen og brød den af.

-Mo'er--kommer vi hjem til din Fødselsdag, sagde Herluf.

-Jeg véd ikke, sagde Moderen, som græd.

De gik ind gennem Lunden; i dens Udkant laa der en Høj. Henne over
Landsbyen gik Solen ned. Det vor som en fjern Brand over Skyerne;
foran dem laa Eng og Aa og Gaarde og »Fa'ers« Skov. Fru Berg saa' frem
derover, længe, længe; græde gjorde hun ikke mer, stod kun bleg og
stille.

-Mo'er, sagde Herluf og trak i hende, men hvorfor maa vi rejse.

Moderen rørte sig ikke: Fordi Fjenden er over os, sagde hun. Og Herluf
stod stille, ligesom den Gang, han havde været i Kirke.

Om Aftenen sad de i Stuen. Fader og Moder i Sofaen, Faderen sad hele
Tiden og klappede Moders Hænder, Herluf havde han paa Skødet.

-Ja, det er Tid, sagde Faderen. Moderen rejste sig og begyndte at tage
tøjet paa, men hun lod det ligge og gik hen til Vinduet, hvor hun græd
med Hovedet mod Stolpen.

Da Vognen var forspændt, kom Tine som en Stormvind med sit Tørklæde
over Hovedet.

-Naa, naa, sagde hun og lo med Graaden op i Halsen. Vi skal nok muntre
Skovrideren ... Det er fra Moders Urtepotter, sagde hun og stak et Par
Blomster til Fru Berg; hun kunde ikke tale mere.

Ude paa Gangen stod alle Folkene paa Hosesokker, der var en Snøften i
hele Klyngen. Fru Berg rakte Haanden til hver: Mo'er, sagde Herluf,
du har ikke givet Haanden til Hans Husmand, Mo'er, du har ikke givet
Haanden til Hans Husmand, Mo'er ... Da Maren Malkepige fik Haanden,
gav hun sig til at hyle, som om den Onde vilde tage hende, og slog
Forklædet op om Hovedet.

Tilsidst kom de da ind i Kalechen: Farvel, Hans Husmand, blev Herluf
ved at raabe; og Vognlygtelyset faldt hen over Dagligstuevinduerne og
»Kontoret« og saa over Poppeltræerne--de var ude af Gaarden.

Oppe ved Mørkningsbænken stod Tine og vinkede med sit Tørklæde. Hun
løb med Vognen og rakte Haanden ind over Forlæderet. Saa tog Herluf
paa at græde.

Da de kom til Sønderborg Havn, laa Dampskibet allerede der ude og
stønnede med sine Lanterner. Baaden var klar. Baadfolkene løb rundt
med Lygter; da Herluf kom ned i Baaden og følte det gyngende under sig
og saa' det sorte Vand, græd han igen og vilde hjem. Faderen tog ham
paa Skødet paa Toften.

De var snart ude. Afskeden maatte gøres kort. Moderen og Herluf var
oppe ad den lille Trappe ved Hjulhuset, og Styrmanden holdt sin Lygte
op mod Bergs Ansigt, der stod paa det nederste Trin.

-Nej, sagde Berg, jeg bliver.

Og der blev pebet, og Skibet begyndte at ryste under Maskinen. Baaden
saa' man knap mer, kun Lygterne inde ved Havnen.

-Mo'er, sagde Herluf og tog hende i Kaaben, Mo'er, Fa'er græd.

Moderen svarede ikke. Hun troede, hendes Øjne vilde kunne finde ham i
Mørket endnu--hendes Mand.

Skibet stødte saa tungt op mod Sønderborg Slot.


De saa' ikke Mand og Fader mer. Berg faldt ved Dybbøl i Skanserne. Det
var Fru Berg, som om det kun var noget, hun havde vidst og ventet, og
som om det slet ikke gav nogen Forandring--uden Immortelkransen, hun
bandt om hans Billede over Sofaen.

Hun syntes, hun havde _altid_ siddet ørkesløs her i disse trykkende
Stuer og stirret ud paa den træge Vester-Gade og hørt Svigerindens
langsommelige Pløjen gennem »Napoleons Felttog«, som hun igen begyndte
forfra for den Gamle. Ved hver Lyd fo'r Fru Berg sammen: Det var vel
Herluf, der gjorde Ulykker igen. Den Dreng var blevet saa kejtet af
lutter Forskræmthed, at han ikke rørte sig uden at gøre Skade.

-Marie, skreg den Gamle fra den lille Stue, Marie....

-Ja, ja, sagde Moderen, hun var allerede paa Vejen til Gerningsstedet.

-Naar han blot la'er mine Piber hænge, skingrede Bedstefaderen. Er det
mine _Piber?_ skreg han ud gennem Dørene. Ikke en Time lod han Marie i
Ro med sine Piber: Naar han blot la'er mine Piber _hænge_, blev han
ved.

-Ja ja--ja--ja, sagde Marie.--Men kunde Bedstefader ikke flytte dem
derind? Her kom Herluf saa sjældent....

-Ja, ja, Marie, de blir nok flyttede, de blir nok snart flyttede ...
Men min Tid blir de hængende, min Go'e, sagde han rystende, min Tid
skal de ha' Lov at blive hængende, min Go'e, blev han stædigt ved, med
sin halve Hoste, der aldrig blev til mér end til en Stønnen, og som
dog fyldte hele Huset.

-Skal jeg ikke læse for dig, sagde Marie.

-Tak min Go'e, sagde Bedstefaderen, stadig stiv, hvis du vil....

Marie læste et Par Sider, mens den Gamle stadig rømmede sig og
flyttede sig i Stolen: Tak, sagde han saa, men du er vist træt nu ...
Hvor er Minna? sagde han.

-Hun kommer vist strax, sagde Marie og lagde Mærket i Bogen. Hun
sukkede.

-Ja--ja, du sukker min Pige ... ja, ja, det er ikke Skovridergaarden
... Vi andre, vi har siddet her fem og tredive Aar ... tit baade
_Sommer_ og Vinter, sagde han. »_Sommer_ og Vinter« glemte han aldrig,
det refererede sig til et Par Somre, hvor han ikke havde været
inviteret til Skovridergaarden.

Marie svarede ikke; lidt efter kom Minna, og hun vendte tilbage til
sit Vindu.

-Hvordan er 'et, hun læser, sagde den Gamle. Jeg forstaar hende
ikke--hvordan er 'et hun læser, sagde han. Minna tog fat paa
Læsningen.

Inde fra Spisestuen lød der et Rabalder: Marie, Marie, gik det løs.
Fru Berg var allerede derinde. Det var en Urtepotte, der laa paa
Spisestuegulvet med Jord og Skaar og det hele.

-Men Herluf dog, sagde Moderen, saa inderlig træt bebrejdende, _kan_
du dog ikke ta'e dig iagt?

Herluf dukkede over Misgerningen--han var paa Veje til at blive rent
ud skeløjet af evig ond Samvittighed--og fik lykkeligt Jorden smurt ud
over endnu et Stykke Gulv.

-Men Herluf dog, sagde Moderen og tog ham væk.

Man maa jo huske, han er et Barn, sagde Tanten og holdt Hænderne mod
Tindingerne med det glatkæmmede Haar. Sofie, sagde hun og aabnede den
listeslaaede Dør til Køkkenet: Vil du bringe Fejeskuffen ... Herluf er
kommet til at rive min Azalia ned....

-_Kan_ du Tabellen? sagde Moderen.

Herluf gryntede og gik sidelængs hjem i sin Krog ... Han gik i Skole
ved »Frue Plads« hos to Frøkener, i Vejret skød han saa leddeløs og
blegnæbbet som et Vinterskud.

... Sofie var inde med Husholdningstavlen, det skete, naar Herluf var
i Seng og den Gamle til Ro. Svigerinden borede Hænderne i Tindingerne.

-Hva' skal man dog gi' Jer, sagde hun træt. I er jo vant til
Afveksling ... Ja, ja, Sofie, tag saa et Stykke Bryst--et halvt Pund
mere, véd du....

-Men, Herre Gud, sagde Fru Berg fra den anden Side Lampen ... det
behøves jo ikke, Minna....

-Et Barn har dog Appetit, sagde Tanten gudhengivent. Sofie gik; Frøken
Berg var altid saa anstrængt af Tavlen.

-Ønsker du ellers noget? sagde hun, naar hun var færdig med
»Berlingskes« Føljeton, som hun nød med Strikkepinden mod Overlæben
for Gaben; hun behandlede endnu stadig Svigerinden som en Gæst.

-Nej Tak, sagde Fru Berg og tændte Lyset, der ventede. De vexlede
»Godnat«, og Fru Berg gik op til sig selv paa tredje Sal, med sit Lys.
Hun gik saa slæbende som en gammel Kone opad Trappen: Det var
Regnestykket, det evige Regnestykke, der lagde som Bly i hendes Bén.

-Nej--hun naaede ikke videre, kunde ikke komme videre end til den
Smule Klæder og Skolepengene--Skolepengene, som vilde stige--og
Værelset her i Leje....

-Sov dog, sagde hun og lagde Tæpperne om Herluf, som aldrig sov, før
hun kom op, brændende hed som han laa i Sengen, af Angst ved at ligge
alene i Mørket, alene i Etagen her ovenpaa.--Mo'er--gaa i Seng,
hvidskede Herluf fra Tæpperne. Fru Berg sad paa Sengekanten og
stirrede ind i sit Lys med Hænderne i sit Skød.

-Sov dog, sagde hun igen. Hun stod op og lagde Bordtæppet sammen til
Natten--det var det gamle Bord derhjemmefra--og trak Hylstrene over
Sophapuderne: det var hendes Brudegaver endnu....

Naar hun var kommet i Seng, græd hun i Puden ganske stille. Herluf
stod op og listede sig ud af sin Seng: Mo'er hviskede han ved hendes
Hovedgærde.

-Mo'er, du skulde ikke græde sagde han. Og han begyndte selv at græde
stille som hun, mens hun tog ham ind under Tæppet, og de laa i Mørket
tæt ind til hinanden.

-Mo'er, hvidskede han, hvem boer nu hjemme?

-Fjenderne, sagde hun.

-Og har Bøllings Fanny? sagde han.

-Ja--Bøllings har Fanny.

Herluf faldt hen og drog Vejret dybt i Søvne. Saa løftede hun varsomt
sin lange tynde Dreng og bar ham over Gulvet, i Armene, paa de bare
Fødder, hen i hans egen Seng.

... Frøken Minna havde tændt sin Lampe paa mælkehvid Fod og var gaaet
ind til sig selv. Hendes Værelse var et lidet Rum med meget
pertentligt hvidt, lagt over Krusejern; »Hjortens Flugt«, »den lille
Hornblæser« og »Stjerneskud« i Pragtbind om Sykurven; og »Marie og
Magdelena«, i en bleg Udgave over Sengen.

Naar Frøken Berg var kommet i Nattøjet, slukkede hun Lampen og listede
ud for at lukke Dørene paa Klem.

Hun sov jo som en Hare for at høre efter den Gamle.


Tiden gik. Tre Aar efter at de var kommet til København, døde Fru
Berg. Herluf blev hentet hjem fra Skole, Bestyreren kom selv ind og
klappede ham paa Hovedet, mens han begyndte at hulke højt, i Klassen.

Tanten stod ved Trappegelænderet hjemme og tog imod ham og græd. Alle
Døre stod aabne; han greb om Tanten og vilde ikke ind: Kom, sagde hun.

-Er det min Dreng? det var Moderens Stemme, hun sad op i Sengen, men
hendes Øjne kunde ikke sé mere.

-Min Dreng, sagde hun, hun følte hans Haar med sin Haand: min lille
Dreng.

... De græd alle, og Tanten tog ham op, hvor han laa. Der var saa
stille i Kammeret.

Det var en travrig Begravelse fra Kapellet ude paa Kirkegaarden, faa
Folk og ikke mange Kranse. Herluf gik med Præsten bagved Kisten.

Da de kom hjem, var Stuerne fine, med rene Gardiner som til Jul og
Pintse. Men da de kom tilbords, med Vin paa Bordet, Damerne i deres
sorte Kjoler, begyndte Herluf at hulke, saa de maatte bringe ham fra
Bordet.

Han sad og borede sig ind i Krogen under Pibebrædtet, mens han
græd--til én af Piberne faldt ned, og der blev et helt Oprør. Inde fra
Lillestuen skreg Bedstefaderen, og alle stod fra Bordet.

Herluf løb op i deres egen Stue og gemte sig. Dér sad han i en Krog
til om Aftenen, da Tanten kom op og sagde: Nu skulde han komme ned,
Bedstefa'er var ikke mere vred. Men Herluf tog paa at hulke igen: han
syntes, nu var først hans Moder rigtig død.

Nede i Stuen sad de sorte Damer og hæklede om Lampen.

       *       *       *       *       *

Og Tiden løb. Herluf var længst i Latinklasserne.

Det var Lørdagens sidste Time. Tredje »Fælleds« havde Gymnastik. Solen
stod ind ad Vinduerne paa Kalkvæggen, og Støvet slog i store Skyer af
de gamle Hømadratser under Realisternes Længdespring. De Studerende
stod og skød Ryg i Geled langs Væggen som en Rad Flagermus, der er
kommet i Dagen.

Hr. Atterbom, der udenfor Gymnastikken tilhørte Toldboden, var
begejstret og gned sit Lugteorgan, som om han gav sig selv
»Skrabnæse«.

-Godt Jensen, godt Jensen--det er Appel. Realistfuksen Jensen satte i
Skjorteærmer ind paa Høpuden. Godt, godt! Hr. Atterbom gav
Guldrandskasketten et Fur. Saa vore Bænkebidere, raabte han.

Vore Bænkebidere var de Studerende: Madratsen ind, sagde Hr. Atterbom;
Madratsen blev flyttet nærmere til Kridtstregen. De studerende tog
Tilløb med nogle smaa, skrutryggede jomfrunalske Hop og krænkede
Ansigter: Naa, naa, bli'r 'et til no'et? naa, naa, kommer man afsted?
Bænkebiderne faldt ned ved Siden af Madratsen, som Oldenborrer fra et
rystet Træ.

-Naa, for Satan--_om igen_. Hr. Atterbom raste. Herluf Berg hoppede
om: Jomfrubuks, skreg han. Herluf bad om Lov til at gaa ud at drikke
Vand, han havde Trykken for sit Bryst.

-Naa, Appel, Hesten frem....

Det gav et Ryk i de syv syge, som pyldrede rundt i Krogene, med nogle
ynkværdige Ansigter--i Mangel af Attester. De syv Blegsotskandidater
krøb ud i Solen for at slæbe Hesten og vendte saa tilbage til
Mandagslektierne, med Hænderne paa Panden.

Realisterne lagde for, mens de studerende regnede smaa Mandags-Opgaver
i den hule Haand. Den rødhaarede Duks sluttede Censuren: han førte
Privatbog over alle tre hundrede syv og firs Disciples Flid og
Opførsel.

Der blev en stærk Bevægelse. Det var Ole Martens, der trampede ind og
smækkede med Døren. Han havde været hos Rektor for at hente
Karakterbog med Anmærkning for »at sove lydeligt og gentagende«, og
var tykskindet, som havde han Faaresyge. Selv de syge listede frem af
deres Kroge for at syne ham:

-Ja, vrængede han til alle Forespørgsler ta' 'en, Mariane....

-Godt, godt, Guldrandskasketten gik bagad af Extase, der har vi
Jensen--godt, godt--han ta'er som en _Danser_ ... Naa--frisk, Hr.
Atterbom klappede: Saa løfter vi Enderne....

Tilraabet var til de studerende. Hr. Atterbom blev altid »raa«, naar
han stod ved Hesten mellem Realisterne, der tog imod i Skjorteærmer og
spyttede i Hænderne.

-Naa, naa, saa sætter vi i; Hr. Atterbom talte som en Kusk, der driver
et gammelt Øg, mens den rødhaarede lagde for som en skræmt Kapellan
for Bispen. De andre fulgte efter gennem Salen som forblæste Høns.

-Hva', hva'? Hr. Atterbom blev ved: er 'et Mandfolk--hva' si'er jeg,
er' et ikke Kællinger--hva', hva'? de springer som lamme Lopper....

Latinerne faldt baade paa to og paa fire: Dyrplageri, vrissede Duksen
og børstede sine Knæ; han havde Ansigts Skt.-Veitsdans af rødhaaret
Arrigskab og Forlæsthed.

-Nej, sagde Hr. Atterbom sørgmodig og forskød sin Paryk, det er s'gu
Kællinger. Han kommanderede de blegsotttige frem igen for at flytte
Hesten. Nu skulde de have Skraastangsøvelser til Slut.

Herluf Berg præsenterede en daarlig Finger og blev dimitteret.

Han lagde sine Bøger sammen for at gaa--under arrige Hvislelyd fra
Væggen--og Ole Martens slog ham Følge.

De gik op ad Gaardtrappen i Hovedbygningen ind i den lange Klassegang.
Luften var tung og noget blandet. Det bornholmske Uhr ligeoverfor
Sokrates's Buste dikkede gnavent gennem den søvnige Summen, der stod
ud gennem Dørene. En Gang imellem hørte man en Skraben, som om Heste
rørte sig i Baasen.

-Ja-a, sagde Ole og slyngede Bogremmen med et Knald ind mod Væggen ved
Siden af Sokrates, saa Vismanden rystede:

-Den ganske Bule skulde han straffe gentagende.

Det rungede i hele Gangen, mens de røg ned ad Trappen.

Da Herluf naaede Vestergade, stak han næsten i Løb i en pludselig glad
Lørdagsfornemmelse, og den snævre, gamle Trappe tog han i to Spring,
saa den knirkede--alting var snævert, og alting knirkede hjemme i
Vestergade:

-Om du vilde tænke det _mindste_ paa din Bedstefader, sagde Tanten, da
han stormede ind.

Efter Bordet læste han Lektier oppe paa sit eget Værelse. En Gang
imellem sprang han op og raabte Remserne, mens han trampede op og ned
ad Gulvet, med Hænderne i Lommen.

Der blev dunket i Gulvet nedefra--det var Bedstefaderen, som nu mest
laa i Sengen, der mindede ham med en Stok mod Loftet--Herluf krøb til
Krogs og fortsatte sine Remser uden Legemsøvelser. Nu var han vant til
det snævre Hus.

Klokken otte skulde han til Dans. Han klædte sig paa og gik ned:

-Nu gaar jeg, sagde han.

-Naa. Tanten skulde til at tage fat paa »Tavlen«. Hvis du saa vilde
huske iaften at lukke Gadedøren _lidt_ sagtere.

Herluf mumlede og kom afsted.

Han dansede paa Hr. Bonnesens Kursus ved Holmens Kanal. Ynglingene tog
Dansesko paa i Forstuen: God Aften, Hr. Bonnesen--God Aften, Hr.
Bonnesen, traadte hver ind og skrabede ud.

-Bonnes_o_n, Bonnes_o_n, rettede Hr. Bonnesen hver og bukkede. Han var
en lille Mand med graanet Kunstnerhaar og knækkede Ledemod, der bar
blød Krave som Malerne i »Mesterens« Pontemolle.

-Bonnes_o_n, Bonnes_o_n, rettede Hr. Bonnesen; han talte i Polkatakt.
Holdning, Holdning--mine Damer--Damerne var kommet ud fra Toilettet
og gik i Gulvet i Klump: Runde Albuer, mine Damer--runde Albuer....

Undervisningen begyndte. Damerne og »min Laura« kom paa Plads til
Polonæse. »Min Laura« var en barhalset og strygebrædtsformet Niece,
som dansede for i fodfri Kjole og hæleløse Laksko. Damerne travede
afsted efter Laura, Salen rundt, som Gæs over en Stubmark, mens Hr.
Bonnesen rettede:

-Mine Damer, pas paa Ryggen--Gratie, Gratie--Frøken Hilda, Maven ind
... Smaa Trin--tænk Dem, det er paa Østergade ... bedre, strax bedre
... lille Frøken Hilda, nu bøjer vi ind i Vimmelskaftet....

-Altsaa _nu_, Hr. Bonnes_o_n klappede: Hilsen til »den mødende Herre«
... Altsaa nu en sart Hilsen ... Hænderne i Muffen: Jeg er Herren ...
Mine Damer: Hilsenen er Indledningen til Bekendtskabet.

Ved Herrevæggen bag Hr. Bonnesen blev der fniset, mens Damerne
trippede forbi Dansemestren med fremskudt Mave og hilste med
Øjenbrynene. Man var meget sejgt anlagt ved Herrevæggen, og hele
Damekorpser regaleredes med Fællesbetegnelsen »Hønsehuset«.

-Mine Damer, mine Damer, tror De det er _indtagende?_ ... Mine Damer,
mine Damer, De _afviser_ jo Herrerne (Hr. Bonnesen gjorde en
veltalende Gestus over mod Herrevæggen) ... Min Laura--du, sagde han.
Laura traadte frem og hilste ved at bøje den bare Hals som en Svane,
der bliver fodret med Tvebak.

-Godt, godt, Hr. Bonnesen holdt de udspilede Hænder frem i Luften som
en Orkesterdirigent, der fremtryller et Pianissimo:

-Ja--sagde han, en Hilsen maa have den kyske Gratie! Ikke for lidt og
ikke for meget.

Derpaa var der pavse.

-Ja, mine Fruer, sagde Hr. Bonnesen foran de »Paarørende« ved
Vinduerne: Man underviser for Livet.

Naar Damerne gik, »peb Herrerne dem ud« ned ad Trapperne: Aanden
blandt Ynglingene var yderlig skeptisk,--naar de gik i Flok.

Men henne i en Port eller paa et Hjørne ventede hver enkelt i Skjul,
til _hun_ kom forbi.

Herlufs Flamme var et Aar ældre end han. Han kom »hjemme«, og de
spillede Filippine, hvor han vandt en lille Kniv, som han gemte i
lyserødt Silkepapir, og som foraarsagde ham Hjertebanken, naar han tog
den frem.

Men efter at Kursus'et var endt, gik han en Dag op til Stadsgraven
ved Skt. Pederstræde og kastede Kniven i Vandet--»fordi det var dog
ingenting«.

Foraaret gik. Om Aftenen, naar han var færdig med Lektierne, sad
Herluf i Stuen nedenunder; Tanten læste Berlingskes Roman med den
diskrete Strikkepind, mens Herluf slugte Jordans Bind med Haaret
strittende til alle Sider.

-Hvad er det, du læser? sagde Tanten, som vendte Berlingske.

Herluf mumlede.

-Gud véd, om det passer for din Alder, sagde Tanten.

Herluf mumlede igen og slugte videre.

Tanten gabede stærkt over de sidste Spalter med en lang Lyd bag
Strikkepinden som en Vinds sørgmodige Klagen i en Kakkelovn. Saa gik
de i Seng.

Sommeren kom. Hele Familien havde abonneret i Tivoli, og lune Aftener
blev Bedstefaderen transporteret ind til Koncertsalen, hvor Tanten
Klokken seks gik over og »belagde« en Krog.

Hen paa Sommeren talte alle Mennesker kun om Krigen, der trak op,
mellem Frankrig og Tyskland. Lærerne lod Lektierne være og holdt i
Timerne lange Foredrag, udviklende Situationen--især Geografilæreren,
som havde været med ved Dybbøl. Hjemme ventede Herluf om Aftenen paa
Konen med Berlingske udenfor Gadedøren, og han læste op af det fugtige
Blad midt i Stuen, saa Stemmen gik fra ham, højrød i Hovedet, mens
Bedstefaderen rejste sig halvt op i sin Stol og strakte de rystende
Arme frem; Tanten havde knuget de foldede Hænder fast ind mod mit
Bryst: Krigen var brudt ud.

Om Faderens Billede hængte Tanten en Krans af friske Forglemmigejer.

--Det var i Tivoli, hvor efter en julihed Dag den halve By var
strømmet ind. Fra Rummet ved Koncertsalen slog Støj og Stemmer op--i
en lummer Luft--som fra en Kedel i Kog. Inde i Salen var der tomt,
Numer efter Numer. Alle maatte ud, røre sig og føle sig sammen. Talte
blot om ét og det samme: _det_, man ventede nu, hvor Kejseren var
rejst fra Compiegne og stødt til Hæren.

Selv Frøken Minna var ude med Herluf, saa den gamle sad alene i sin
Krog og skreg paa Opvarterne, hvoraf ingen hørte; de stod bare i
Stimmel ved Indgangen, saa hede som alle andre.

Ude tog Støjen til, og Opvarterne satte op paa Borde, Ryg over Ryg,
for at se.

-Hva' er' et? skreg den gamle, hva' er' et? Det lød som en Explosion,
saa Salen rystede, et Skrig, mens alle Hatte blev svinget. Den gamle
stod op, Stokkene tabte han....

-Sejr, Sejr! raabte de fra Bordene. Og som Væggene var aabnede Sluser,
hvor man brød ind over Borde og Bænke, mens alle skreg af Jubel, saa
Rummet drønede--var Salen fyldt i et Nu af rasende, der raabte, Hoved
ved Hoved, paa Marseillaisen:

-Marseillaisen!

Frøken Minna og Herluf støttede den gamle og fik ham ud: Jeg vil _sé_
det, sagde han. Jeg vil sé det. Han blev ved at tale, med rystende og
ophidset Stemme, om Isted og Dybbøl og Sønnen, mens de ventede i
Flokken foran Tavlen.

-Læs 'et, sagde han til Herluf. Og Herluf læste Depechen fra
Saarbrücken:

I Formiddags Kl. 11 tog Franskmændene Offensiven. Efter en alvorlig
Fægtning jagede de Preusserne ud af Saarbrücken. Kejseren og den
kejserlige Prins vare tilstede ved Operationerne: Kl. 4 Eftermiddag
vendte de tilbage til Metz. Franskmændenes Tab var ubetydeligt.

Bagved og rundt om dem raabte de Hurra igen. Den gamle blev længe ved
at staa foran Tavlen og førte de knugede foldede Hænder op og ned, for
de gik. Han begyndte at snakke igen og vilde ikke støttes, mens de gik
frem gennem Horderne, der sang. En Gang imellem standsede han og
nikkede.

Da de kom hjem, vilde han sé Sønnens gamle Sabel, som Frøken Minna
gemte. Hun hentede den--hun var ganske højtidelig og bleg--og den
gamle tog den:

-Ja, ja, sagde han. Der er en Gud over os; og han sad med Sablen paa
sit Skød, med rokkende Hoved.

Tilsidst kom han til Ro, men han blev ved at snakke inde fra Sengen,
ind til Tanten, der sad ved Vinduet i Stuen, bleg i Sommernatslyset.

-Ja, Fa'er, sagde hun. Ja--Faer. Men sov nu....

Lidt efter lidt blev han stille, og Tanten og Herluf sad tavse i den
halvlyse Stue--ovre fra Tivoli naaende Sangen herind.

Herluf saa' hen paa Tanten. Hun havde taget Faderens Billede ned af
Karmen og sad og stirrede paa det, mens hun holdt det i begge Hænder.
Herluf var ellers aldrig »kærlig« mod Tanten, men nu listede han hen
og tog hendes Haand.

-Hvor de synger, sagde han sagte.

Hun nikkede og blev ved at beholde hans Haand:

-Husker du din Fader? sagde hun.

-Ja, sagde Herluf. Godt.

Hun begyndte at tale om hans Fader, mens hun holdt sin Haand paa
Herlufs Hoved, sagte for ikke at vække den gamle: om den Tid, han var
paa Akademiet--Akademiet var det jo den Gang--og hun kom paa Bal
derude, og herhjemme kom Kammeraterne--om Søndagen--naar de havde fri
... hele Klassen. Henrik var jo saa godt lidt.

Frøken Minna blev ved at fortælle med en mild lykkelig Stemme--om
Broderen, om Kusinerne, om Ungdomslivet ... da Henrik var hjemme.

-Ja--saa blev Kusinerne forlovet ... Tante Jette og Tante Ida ... og
kom til Jylland.

-Det var to Gange Brudepige i ét Aar....

Hun blev ved at fortælle med sin dæmpede Stemme for ikke at vække den
gamle; Herluf satte sig paa Forhøjningen: ovre fra Tivoli lød Sangen
endnu.

-Ja, det var Tider, sagde hun. Hun tav lidt, og Herluf skottede op i
hendes Ansigt. Men saa blev din Fa'er forlovet--og tog Afsked af
Etaten, sagde hun og lod de foldede Hænder falde ned i Skødet.

Hun tav en Tid, til hun lo igen af et gammelt Minde.

-Herluf, sagde hun. Er du ikke sulten? Herluf var meget sulten. Jeg
ogsaa, sagde hun. Kom. De listede op og gik paa Tæerne gennem Stuen.
Det var Tanten, der lo, naar Dørene knirkede.

Ude i Spisekamret tog hun alt ned fra Hylderne. Herluf maatte hjælpe:

-Du bliver stor, sagde Tanten--du er snart saa høj som din Fa'er.

De spiste og lo og gnavede af alting. Men dog, sagde Tanten, det er
snart Dag. Det begyndte at blive lyst, og de spiste endnu. Herluf fik
Rødvin i et Vandglas, og de drak og klinkede, mens Tanten fortalte:

-Saadan havde de spist, i gamle Dage, herinde, med lukket Dør, naar
de kom hjem fra Bal, Henrik og hun; og de havde snakket, mens hun sad
her op paa Bordet i sin hvide Kjole--lige til det blev Dag ... den
lyse Dag....

Tanten begyndte at sætte Tingene ind igen: Ja, sagde hun og saa' ud i
Luften. Det var den Gang. Og hun faldt hen i Tanker, mens hun dækkede
for Smørkrukken.

Herluf sagde »Godnat«. Det var, som han var helt beruset, da han kom
op og stod ved Vinduet, hvor den stærke Morgenluft slog ind imod ham.

Dernede gik endnu et Par og sang:

Allons enfants de la patrie....

Han faldt knap i Søvn, før han maatte op igen og i Skole.

Og saa kom de _sande_ Efterretninger. Og blev ikke troet. Og da de
_maatte_ troes, førtes der i Skolen lange Debatter, hvor pludseligt de
mest ustridbare fo'r op og slog løs; og i et Nu laa den hele Klasse i
ét meningsløst vildt Prygleri--paa Livet løs, til ingen kunde mer....

Men Tiden løb, og ogsaa de Indtryk viskedes ud og syntes saa glemte

       *       *       *       *       *

Det var Foraar. Den franske Lærer havde ladet Vinduerne lukke op, og
den lune Luft fra Gaarden, hvor Lindetræsrækken stod i Knop, gjorde
Gymnasiasterne døsige. Læreren gennemgik Stilen med den røde Duks ved
Siden af sig ved Katedret, mens Eleverne hang med døde Øjne over
Bøgerne, kun Benene gik langs alle Bænkene uroligt som hidsige
Perpendikler.

Læreren faldt hen og glemte Teksten, stirrende ud i den lyse Gaard, og
mens han tav, og Duksen--som evindeligt--befølte, frem og tilbage, det
tætte Udslet paa sin Pande, hørte man ikke andet end Bænkenes stadige
Smaaknirken under de urolige Ben.

-Naa--hvor var vi, Læreren vendte sig mod Duksen, der fik Hænderne ned
med et Ryk. De skulde gaa til en Læge med _det_, Sonne, sagde han og
førte Penneskaftet hen mod den megen Blomstring.

Den røde Duks bøjede Hovedet væk fra Lyset, og langs Bænkene holdt
Benene inde og blev stille med ét, som gik der en Engel gennem
Klassen.

-Hvor var vi saa? sagde Læreren igen. Han gik videre....

Herluf og Hein gik hjem fra Skolen sammen. Herluf kom meget hos
Etatsraadens og i det hele--sammen med Hein--meget ud. De var kønne og
velvoksne begge to og blev bedt til net Fyld paa handelsaristokratiske
Baller. De valsede godt og var grumme sikre i Væsen. I Stilhed levede
de alligevel i evig Mistro til, om man tog dem ret alvorligt:

-Men--Frøken--det var mig. Hein demonstrerede med sin Klaphat
(Klaphatten forlod ham aldrig) for Frøken Kornerup, der gik ved Armen
af en Kandidat.

-Men, Gud, var det Dem, Hein--som jeg studerede for at tyde Deres
Navn! Og Frøkenen gik med sin Kandidat.

Hein fløjtede sagte bag sin Klaphat. Det hændte oftere, at Damerne
resultatløst studerede for at tyde deres Navnechiffer. Han vendte sig
til Herluf--de holdt sig altid sammen--der konverserede en fregnet
syttenaarig i fodfri Kjole om Udstillingen:

-Nej--han kunde ikke finde det--det gjorde ham ondt: Der var intet
_Foredrag_ i det Billede ... Baade Herluf og Hein talte vægtigt om
hvad det var, benyttende alle Slags Kunstord--med en stadig hemmelig
Fornemmelse, som gik de frem paa tynd Is, indtil det blev dem en Vane,
der ikke mere generede.

-Ja, det nyttede ikke ... Den fregnede vidste, det var en »landlig«
Smag: Men hun elskede nu én Gang Carl Helsted....

-Han har Hjerte, sagde hun og saa' sværmerisk ud. Hun havde Underbid.

Hein blev ved at fløjte svagt, mens han saa' ud mod Kandidaten og
Frøken Kornerup, der fløj under Lysekronen saa taktfast i Mazurkaen
som et Par Traner paa gloende Tallerkener.

-Det er os, sagde »den landlige Smag«....

Da Herluf og Hein gik hjem, skældte de Damerne ud og raillerede over
deres Klæder som et Par Kommis'er fra en Modebutik. De blev forsorne
og brugte højst »indgaaende« Ord om alting--ligesom paa Danseskolen:

-Gæs, sagde Hein endnu en Gang og borede Hænderne i Frakkelommerne.

Om Søndagen efter Middag sad de i Heins Stue, der var udstafferet med
nogle gamle Møbler fra et forhenværende Rygeværelse. De talte kun
lidt, sad mest og røg og døsede.

-Du, sagde Hein langsomt. Ja--hvad mon det egenlig bli'r til?

-Hvilket?

-Med _En_, sagde Hein og stirrede ud i Luften.

-Ja, sagde Herluf og stirrede ud i Rummet, han ogsaa ... Hvad mon?

Ud paa Foraaret, da Examen nærmede sig, fik de Extratimer om Aftenen.
Det trak ofte ud til Klokken ti, før de kom hjemad. De gik i Flok hen
gennem Stræderne mod Frederiksberggade.

En ældre »Dame« fra Kvarteret stod sædvanlig Forpost paa et af
Hjørnerne med sin Silkeparaply som Gevær ved Fod. Hun lod til
Ynglingene falde nogle stille Kæleord, der besvaredes med Skældsnavne.
Det blev til Raaheder, som regnede over Pigen. Viceduksen puffede
hende i Rendestenen, saa Damen hvinte, og det gik løs med Skældsord
igen.

-_Sludder_, sagde Ole Martens, der kom til og skød de andre væk--han
drev altid afsted sine halvhundrede Skridt bag de andre--God Aften,
Marie, sagde han og rakte Damen Haanden som en Veteran en gammel
Vaabenbroder.

-Man véd s'gu nok, hvorfor I kvidrer, sagde han med sin Bas, idet han
gik videre bag de andre.

-_Rønnebær_, sagde han og spyttede ud mellem Fortænderne.

Klassen gik videre i Tavshed med sande Dobbelthager af noget, de
troede var sædelig Indignation. I deres Klub var der holdt Foredrag
mod Prostitutionen.

       *       *       *       *       *

Seks-otte Uger før Eksamen døde Herlufs Bedstefader. Tanten vilde
straks veksle Hus, og de flyttede ind i en ledig Lejlighed paa Hjørnet
af Nørregade og Volden. Herluf repeterede om Natten oppe paa sit
Kvistværelse, Tanten bragte selv Spirituslampen og Kaffen op, før hun
gik tilsengs: nu var Herluf den eneste, Frøken Minna havde at sysle
om.

Og hun lukkede Døren for Herluf bag sin Bogbunke med et varsomt »God
Nat«.

Læst blev der egenlig ikke saa meget. Dertil tog »Arrangementet« for
megen Tid: det hele med at indrette sig som en Mand, der læste til
Eksamen. Huen var ogsaa købt efter den skriftlige Prøve og skulde
frem foran Spejlet; og saa faldt han i Tanker med Øjnene ud paa
Himlen, der lidt efter lidt blev bleg og graa og saa atter rødmede mod
Morgen.

Han lukkede Døren op til den lille Altan. Luften var sval og fuld af
den natlige Fugtighed. Arbejdet laa forladt over det hele store
Vold-Terrain. De halvrejste Husmure med deres store Stilladser; paa
Byggepladsene Voldene af de røde Mursten; og langs Boulevarden
Graastenene og Børene, som Brolæggerne havde ladet staa midt i den
opgravede Jord--alt laa det stille, en Stund, i Dagen.

Herluf blev siddende--med Huen paa--ved Gelænderet og saa', naar de
kom til Arbejde.

De første var Daglønnerne, som sendrægtigt fik aabnet Laagerne i
Plankeværkerne og fik alle Redskaber sanket sammen. Men snart kom der
fler, hele Flokke, der vekslede muntre Hilsener; Murerne skiftede Tøj
og kom til Vejrs--op ad alle Stiger; og Brolæggerne tog fat, paa den
bare Jord, og hamrede....

Den hele Luft blev fuld af klingre Hammerslag og Sang, mens Tridser
gik og Trillebørene skurrede: De byggede det nye København.

Herluf stod op, med Huen bagaf; uden Stemme i Livet, ud i den dejlige
Luft sendte han nogle Indianerskrig, han troede var Sang--som vilde
han overdøve alle de klingende Hamre:

Nu var det forbi--Vestergadeliv og Tranghed. Nu begyndte _han_ at
leve--med det nye København.

Og han saa', mens han blev ved at synge, langt op i den sommerlyse
Himmel, som han stod _der_, paa sin Kvistaltan, over sit store
København, med sin flunkende Hue.

... Saa blev han Student.

Om Aftenen var de alle i Tivoli--drev under Træerne, Arm i Arm, sang,
blev vejede og drak, hele Flokken med de nye Huer.

Det rigtige Sold blev holdt i Divanen. Paa Verandaen blev Bollen
brygget. Og midt som de sad og det var talt og sunget, og mens Musiken
lød dernede, sprang Herluf op paa Bordet; midt imellem Bolle og
Flasker og Glas, skreg han, svingende sin nye Hue, ud i Vrimlen om den
lyse Koncertsal et:

-Leve København!

Og Folk dernede blev staaende og saa' ham, Russen paa sit Bord, og
viftede og hilste og lo, mens Studenterne skreg i Jubel deres lange
Hurra....

       *       *       *       *       *

Herluf Berg stod endnu ved Vinduet i sit Kontor. Himlen brændte over
Slot og Kirke, mens det var, som hørte han hint gamle Rus-Jubelraab
igen--glide sammen med Lyden af alle Victoria-Teatrets triumferende
Hamre.

-Ja--det var Virksomhed, sagde han og, stirrende ud paa Himlen,
tilføjede han sagtere i en Tone, som vidste han ikke selv om sine egne
Ord:

-Og man kom løs, sagde han.

Han gik ned. Det var blevet sent. Budet, Hr. Sørensen, var allerede
kommet igen efter Middag og læste sine Psalmer ved sin Pult i
Forværelset. Man saa' hans Ansigt i Profil med den evig aabne Mund
(Hr. Sørensen var Gendøber og henlevede sit Liv med evindelig aabnede
Læber, enten i berettiget Forbavselse over, at det efter ti Aars
Tjeneste endnu ikke nogensinde var lykkedes ham at sortere
Provinsaviserne i de rette Rum i Reolerne, eller fordi han bestandig
sang uhørlige Psalmer; den fromme Indskrift over Pulten straalte imod
Lampen:

HERRE, FORLAD DEM, THI DE VIDE IKKE, HVAD DE GØRE

Herluf gik ind og hængte Nøglen til sin Dør op paa Nøglebrædtet, mens
Hr. Sørensen lagde de foldede Hænder ned paa Psalmebogen og hilste.
Hr. Sørensen hilste visse af Medarbejderne som en grundtvigsk Degn en
højkirkelig Foresat....

Ude paa Trappen blev Herluf Berg et Øjeblik staaende. Maskinen
arbejdede endnu, og inde fra Budestuen lød en langtrukken Bas. Hr.
Sørensen troede sig ene og stemte op. Herluf gik ned ad Trappen, mens
Hr. Sørensens Psalmer klang klagende over den travle »Victorias«
sidste hundrede.

I Porten løb han paa den kommercielle Medarbejder, Hr. Meyer, der stod
og stirrede paa det røde Himmelskær over Slottet.

-Mærkværdigt, sagde han.

-Det maa være en Slags Nordlys, sagde Berg og gav Haanden.

-Ja ... I Berlingske iaften profeterer en Pastor emeritus, at det er
Varsel om store Ting, sagde Meyer.

De lo begge og skiltes.




III

-_Kan_ han no'et?

-Véd s'gu ikke.

Talen var om unge Adolf, mens Gerster tog »Ess Bouquet« ud af
Skrivebordet og rakte Berg. Erhards Essentser var lukket inde af
Hensyn til Professoren, der hadede den »Moskuspest« i Stuerne.
(Professorinden kom, naar hun skulde ud, og fik en Draabe paa
Handsken: Det mærker din Fa´er ikke, sagde hun; i det ægteskabelige
Sovekammer herskede kun Køllnervand).

-Véd s'gu ikke--men Penge har han--si'er de, og nu aabner han jo den
nye Forretning--paa Købmagergade.

-Ja--hvad er det for en Forretning? sagde Gerster, som tændte en
Cigaret.

-Ja--det vil han jo ikke ud med--det er naturligvis en
Kunsthandel--han vil revolutionere Smagen herhjemme, siger han. Men
Penge maa han ha', sagde Berg ... Den Gamle har tjent dem paa
»Husholdningsbøger«....

-Jo. Tak, Adolfs »Den lille Bogholder i fem Størrelser«, opremsede
Gerster efter det bekendte Avertissement.

-Men de skal være gaaet svært i Fyrrerne, sagde Berg og begyndte at
lé: ... Foreløbig er de Gamle rykket ud fra Pilestræde med alle de
fine Mahognitræsmøbler og er flyttet ned i Tordenskjoldsgade.

-Hm, sagde Gerster. Kønne Ruder har han lavet sig.

-Og han gaar ind paa Ens Idéer, sér du, sagde Berg. Han _forstaar_,
sagde han. Men kan _udrette_ noget med Adolf. Han rejste sig og gik
hen over Gulvet: Og véd du, sagde han og slog ud med Haanden: her
trængte til at udrettes noget. Her trænger forbandet til, at der blev
handlet i dette land.

Han blev ved at gaa frem og tilbage over Gulvet og talte om Adolf og
Martens: De havde ligefrem tilbudt ham Kompagniskab--ja,
alvorligt--helt Kompagniskab--hvo