The Project Gutenberg EBook of Stuk, by Herman Bang This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with almost no restrictions whatsoever. You may copy it, give it away or re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included with this eBook or online at www.gutenberg.net Title: Stuk Author: Herman Bang Release Date: June 24, 2004 [EBook #12698] Language: Danish Character set encoding: ASCII *** START OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK STUK *** Produced by Steen Christensen, Heidi Christensen and PG Distributed Proofreaders STUK HERMAN BANG 1. udg. 1887 Stuk _udkom i tidsrummet 22.-28. oktober 1887, kostede 6 kr., indb. 7,50 kr og omfatter [VIII] + 396 + [1] side_. _Helshirtingsbindet har guld- og sorttryk og er 180 mm hojt. Del afbildede eksemplar tilhorer Del kongelige Bibliotek og er rodt_. FORSTE DEL Regn af Guld I Herluf Berg og Lange kom ned paa Gaden til Drosken, der ventede: Kasino, Kusk, raabte de og sprang ind. De var kommen til Saede, og Kusken korte ad gamle Frederiksborggade til. Det var Skumring endnu, og over Parken og Skt. Peders Molle hvilede det graablaa sidste Skaer af Dag. Men langs Gaden var der allerede taendt, og Lygter og alle Butikers Blus lyste ud over Vrimlen. Lig en hel Arme strommede Arbejderne langs Fortovene ud ad Broen--som en taktfast Marsch lod det mod Stenene; og midt ad Gaden, paa Sporet, klemtede de oplyste Teatervogne frem, tre i Rad, propfulde, med glade, haetteklaedte Damer, der hang og red helt ud paa Platformene. Forpustede Medsostre i Abonnementet, der maatte gaa, kom ikke hurtig nok i Vej paa Fortovet og brod ud paa Gaden, hvor de skridtede af langs Rendestenen med en forvildet Pige i Haelene. -Her er livligt, sagde Berg, han sad behageligt og indaandede den fugtig-milde Luft i sit Vognhjorne. -Levende er her blevet i Staden, sagde Lange. Ved Boulevardens Holdested kom man slet ikke frem, saadant et Myldr var der af Haetter, der skreg, og forbitrede AEgtemandsstokke, der demonstrerede. Men Sporvognene rullede sindigt forbi hen ad Boulevarden, svajende tungt under deres glade Last som et Par store vraltende Dyr. Berg og Lange kom ind i Kobmagergade. Morkningshandelen gik i Kaeldre og Stuer. Igennem Ruderne saa man de fulde Boder, og Fortovsstrommen lob bus paa Tjenestepiger, der debatterede i Naerheden af Kaelderhalsene. Unge Piger fra Kursus floj forbi hinanden med Haandslag, og "Herrer fra Forretningen" skod ud og ind i Vrimlen for at bringe Breve til den sidste Post. Udenfor Modebutikerne, hvor de forste Vintermodeller prangede under Gassens Lys, kom man slet ikke frem; og ved hvert femte Hus stoppedes den hele Strom af Plankevaerker foran Huse, som var under Ombygning, saa alle maatte ud at gaa Gaasegang paa de smalle Braeddebroer, der var lagt frem over Rendestenen. -Svaert, saa vi bygger Facader, sagde Berg, der i den skiftende Belysning sad og saa' ud over Fortovsstrommens mange Hoveder. -Vi kalker vore Grave, sagde Lange. Paa Ostergade blev Strommen langsommere. Man drev afsted i Lyset, Skridt for Skridt, lunt, som i sin egen Stue, kiggede og hilste med Nik og vendte sig. En Omnibus kom paatvaers af Drosken, saa den blev trykket helt ind mod Fortovet, hvor de unger Piger gled forbi, friske af Luften, sode og vimse under Herreblikkene; Ansigterne var just i Hojde med Drosken, saa naer, saa det var, som om de rorte Vognen med Kinderne. -Aften, Berg, Aften, raabte et Par Herrer og rettede Stokkene, som de bar "paa skraa" i Lommen. -God Aften--god Aften. De var uden for en Kunsthandel og maatte rent holde stille; man kom ikke frem, Svaermen stod helt ud paa Gaden. -Her kan man s'gu altid holde Karantainen, sagde Kusken. Det var et Par franske Sirener, man vilde se, der prangede i staerkt Lys--i halv Legensstorrelse--i Udhaengsskabet, indrammede af Makartbuketter. Alle stod med opadvendte Ansigter og smilte foran Yndighederne. -Kor ad Ny-Ostergade, raabte Berg. Kusken drejede ind i Sidegaden, hvor de gled blodt hen ad Korebanen, og der pludselig blev ganske morkt og stille: ingen andre Folk end Parrene, der hviskede, gemte rundtom i Doraabningernes Skygger. * * * * * Folk drog over Skt. Annaeplads i Stime, og Droskerne satte ind i Amaliegade med en Fart, som var Dyrene lobske; Damer, der lob over Gaden med loftede Skorter, kom foran Hestene og hvinte. -Ka' den Dame dy sig, bandte Kusken. -Hva'? -Men--Amalie ... En Amalie, der var kommet paatvaers af Bergs Droske, blev langet ind af en Herrearm. -Du dog--raabte hun: Herluf Berg. Damen Amalie blev af lutter lykkelig Forbavselse staaende ugraciost paaskraevs over Rendestenen og saa' efter Drosken, til hun paany blev rendt over Ende. Udenfor Teatret var der en Smaekken med Vogndorene og en Traengen sig frem paa Trappen ind ad Porten, som om alle fik Feber blot ved at se Facadens Lygter og vilde komme forst. Kun Droskekuskene sad uanfaegtede og saa' betaenkelige paa Smaapengene i de flade Haender--for de vendte og korte bort. Inde i Garderoberne og Gangene, hvor man maerkede Gasluften og Stovet, fik Folk endnu mere travlt: Ouverturen var begyndt, man horte den ned---- -Skynd dig, skynd dig dog, raabte Berg, Taeppet gaar. Der var allerede daempet i Salen. Hele Rummet var kun Hoved ved Hoved helt op i Amfiteatrets store levende Morke--fyldt af en Brusen, i hvilken Ouverturens Vals naesten blev borte. Man folte sig, som kom man ind i en elektrisk Kaede, naar Raekken lukkede sig, og man naaede paa Plads... Taeppet til "Lykkepigen" gik op, da Berg og Lange satte sig: Man var i Provence, hvor Bonder holdt Fest, og Gaasepigen var i Spidsen med sin Hyrde. Hun tabte strax sin Traesko, som hun havde Halm i, og hele Huset genlod af den forste glade, meningslose Lattersalve, mens hun fik den paa igen. Saa slog man sig til Ro i Loger og Parket og satte sig lunt til Saede under Kor og Sange, mens Klapsalver faldt ned over En fra Galleriet, og man lod Forlibelse og Danserytmer staa sig ind i Ansigtet. Indholdet kendte man. Det var fortalt otte Dage i Rad af alle Blade: Gaasepigen, hed det, var et Lykkebarn, saalaenge hun aldrig havde kysset noget Mandfolk. Reklamerne havde antydet, at det jo egenlig ikke var "kysset", men i Paris noget mere. Men Bearbejderen havde lagt en mildnende Haand paa Sujettet--af Hensyn til vort Publikums Folelser--og havde aendret til "kysset". Akten endte med en "Honsesang", hvor Gaasepigen kaglede. Taeppet faldt og gik atter op og ned. Og i samme Sekund, mens der endnu blev klappet paa Galleriet, og for der blev Lys, steg der en pludrende Jubel op fra hele Salen, som om tusind Skoleborn fik Frikvarter, og ingen Mund stod stille, mens det var, som alle Hoveder nikkede paa en Gang. Berg havde rejst sig og brugte Kikkerten. Lidt efter lidt blev der mere stille, mens man begyndte at monstre hinanden og hilse og melde: _Den_ var her og _den_ og _den_--og man nikkede. For hvert kendt Ansigt var det som Velvaeret voksede: de var her rigtig alle, og man selv sad paa sin gode Plads og talte med. Det var et eget fornojeligt Velbehag, hvor man monstrede og monstredes, mens Stemmerne summede. Berg og Lange rettede Kikkerterne mod Logerne. Damerne sad smilende Raekke bag Raekke. De lyse Liv fra Sommeren var fremme en sidste Gang til Afsked, og det var, som om Ansigter og Kinder var runde endnu af Bade og Sommerluft. -Gor sig s'gu, gor sig s'gu, sagde Lange og forte den ene Haand gennem Luften i en lille Bue, som om han med et Kaertegn omfattede al den friske Konhed. -Brillant, sagde Berg. De var der alle--allesammen: Fru Canth, med en Vifte, saa man bare saa' den yderste Haartot af Assessoren; Fru Ekberg med Generalkonsulen, med ny Plade; Fru Dunker mellem Oberstinde Strom og Redaktor Scheele: Legationsraadinde Sten, udringet, med Legationsraaden paa Pladsen bag hende, saa trind og smilende som en falbydende Urtekraemmer bag sin Disk; Skuespillerinder fra Norregade; Fru Koch....alle, Ansigt ved Ansigt, Raekkerne ned. -Svaert med Fruer, sagde Berg, vaebnet med Kikkerten. -Ja... -Naa--Fru Ekberg kunde nu gerne gi'e sig. -Hvorfor? De var skam alle ti Aar aeldre for en halv Snes Aar siden, sagde Berg og lo. Introduktionen var begyndt i Orkestret. Men ingen horte efter. Det gav et Ryk tilhojre i alle Hoveder, og der blev en travl Hvisken paa Gulvet med Ansigterne ind imod hinanden, i en ivrig Pylren, som var et Aaleskind pludselig faldet ned i en Honsegaard. Det var en Dame, der var tonet op i den yderste Loge, med en blond Toupe drysset fuld af Brillanter--Diamanter i Orene og Diamanter om Halsen.... Der blev et sandt Opror, hvor alle tiskede og spurgte, indtil Damerne, lidt efter lidt--der kom ligesom en stram Luft over Parkettet--lod Kikkerterne synke og holdt Ojnene stift haeftede paa Taeppet, som om de pludselig havde faaet Fotografholdere i Naken: -Hvem? -_Hvem_ du, hviskede Blom op til Berg, fra forste Baenk, bag Chapeau-claque'en (Blom og Brodersen var i Kjole og hvidt Slips, de forsogte at indfore Gala ved "Premiererne". Berg vidste ikke og gjorde Tegn med Skuldrene. Lidt efter lidt blev der stille--Diamantdamen sad hvidkalket og sovnig og gnistrede--alle kom paa Plads, Kritiken langs ad Flojene, faerdig til Traefning: Kars havde Plads tilhojre, med et lyst Smil og foldede Haender, som bad han Bordbon ved et opdaekket Bord, og Professor Markus sad hojtidelig, med let rokkende Hoved, som en Provinsoverlaerer ved en Censur, ved Siden af Hr. Staehr. Taeppet gik op. Man var ved Hoffet. Folk klappede strax ad den straalende Sal i Guld og Guld, mens der kom Pager ind ad alle Dore--fler og fler Pager, to og to, fler og fler--i Trikot. Hele Salen blev blot en Kikkert--Maend greb Glassene af Koners Skod eller Haender--: Men der var jo Flokke, Snese--en Haer af Pager--en Haer--rent en Haer af Trikots. Fruerne sad nysgerrige og stille sammenlignende, lidt generte ved Maendenes Hidsighed med Kikkerterne; somme blev ogsaa noget krumryggede i Saederne, som havde de en Fornemmelse, ligesom var de selv kommet lidt for nedringede til Bal.... Nu kom Hofdamerne i Flok: Guld og Atlask, Guld og Silke. Det straalte og det skinnede. Fler og fler--det horte jo aldrig op--der maatte da vaere hundrede.... Man slap Kikkerterne og man klappede taet, over hele Salen. Det var Operettens beromteste Numer, "Kyssenes Kor". Man fangede, man valsede, man kurede og kyssede. Publikum jublede; man vilde have det om og atter om. Her kysses vi, Som har Jour; Her kysses vi Og gor Kur. Her kysses vi. Glade i Bifaldet kroede Kordamerne sig som Killinger for Rampen. Man kom ikke mer ud af Stemning, mens Konflikten tilspidsedes, og alt blev en Tummel af Stoj og Danserytmer: Gaasepigen forfulgtes af en Prins, og en Prinsesse forfulgte hendes Hyrde. Man lo og lo. Akten havde i betaenkelig Grad traengt til den "mildnende Haand": Der var stroget, saa man forstod ingenting, undtagen--at der var to Brudekamre beredt (i Kulisserne) og at der blev meget Morke. -Satan, Satan, sagde Lange hvert Minut med voksende inderlige Betoninger, han havde knebet Berg baade gul og gron i Armen. -Satan, Satan.... I yderste Grad havde Bearbejderen traengt til "sin mildnende", mens Prinsessen og Gaasepigen svirrede i Nat-Musseliner ud og ind mellem Dorene.... Saa blev det ganske Nat, og Pagerne holdt Vagt, i lange Kapper, nynnende sagte "Kyssenes Sang"--foran de Elskendes Dore. Hist kysses de og gor Kur. Vaage man vi, Som har Jour. Ene er vi. Der var ganske stille i Salen udover Halvmorket af Hoveder, der langsomt rokkede, som nynnede alle uhorligt med. Varmt var der blevet. Fru Canth havde slaaet sin store Vifte op og vuggede den efter Takten. Finalen kom: Hofdamer brod ind med Kandelabrer; Vagten floj til med Sabler; Pagerne skreg, og Hofdamerne hvinede... Prinsessen kom i Friserkaabe, og Gaasepigen var ganske i Natdragt.... O ve--o ve, Hvad her dog sker: Hun bliver aldrig Lykkepige mer. De svingede med Kandelabrerne og de klirrede med Kaarderne, Hofdamerne torrede Taarer i Slaebene...Ingen forstod et Ord; i Orkestret kaempede Tromme med Triangel...Der var ikke _den_, der horte Orenlyd: Det var Glanspunktet af Operetten. Taeppet var nede. Det maatte op igen. Publikum raste, det maatte op igen. Bifaldet lod som store Dron fra Galleriet. Det maatte op igen. Man strommede ud fra Baenkene, og man klappede i Gangene, hede og sammenstuvede, mens alle snakkede. Oppe i Logerne sad Damerne varme og glade, med fremskudte Buster, som en Raekke Spurve, der soler sig. Kun Diamantdamen forblev dorsk og ligeglad og gnaskede Marzipan af sin Pose. Kritikerne sankede sig tilbunke i Hullet ved Orkestret...Man talte om Antallet af Opforelser--man mente tredive...Redaktor Isaksen forte energisk Naesen op og ned, snusende hen mod Taeppet, som om han vilde grade Stykket ved Hjaelp af Lugteredskaberne, og Kars sagde, seende ud over Salen, med et langt sultent Blik: -Ja Godtfolk--nu var der Penge at tjene med en Treakter.... Berg og Lange kom ned i Bazargangen. Man skubbede og man stodte; ingen horte Orenlyd for Latter og Stoj. Det var det unge Kobenhavn straalende og stramt i Klaederne, overmodigt i Gasluft og Traengsel, som Fisk i Vandet. -Naa--I, det var Blom, der stansede foran Berg og Lange midt i Traengselen og gik halvt i Knae, mens han viftede med den oprakte Haand: Ka' vi no'et, vi Kobenhavnere? -Fa'en ta' mig, er der _Stemning der?_ Blom lo, saa man saa' alle hans hvide Taender. -Ja, sagde Lange nikkende, der er "Bevaegelse"--det kan man ikke naegte. De vilde "se at finde en Soda", og de traengte frem gennem Stimlen, men de kom naeppe af Stedet, mens de braendte Vittigheder af og gav Haandtryk--Kredsen Blom gav Haanden ved blot at straekke en oprakt Tommeltot frem mod Genpartens Haand til Tryk--; til sidst fik de dog erobret en Sofa lige inden for Restaurationsdoren til Gangen, hvor Svaermen sivede forbi som en vandrende Mur. I selve Doren var der en Traengsel, saa man blev drejet som Bonner i en Kvaern. -Tummel, lo en ung Dame lykkelig over til Berg--det var en Skuespillerinde fra Kongens Nytorv--og blev drejet ud igen. -Naa--_saaledes_, sagde Brodersen og forte Spidsen af Pegefingeren hen under Naesen, mens han snoftede. Det var i Kredsen Blom Tegnet til, at noget havde "Vildtlugt". -Sludder, Broder, sagde Blom, Broder gor s'gu det hele til et stort --"nok sagt"--bare for at haeve Byens Anseelse. Alle lo. Broder har ingen Mening, sagde Berg. -Saa? Brodersen havde et fedtet Organ, saa det altid lod, som han vraengede: Ja--tro I--for mig paa de renlivede Jomfruer fra Bi-belen, sagde Brodersen. Man talte om "Diamantkvinden"--: Hun pynter, sagde Lange. Det hjaelper altsammen.--og Signalet lod til at bryde op. -Ja, ja, sagde Lange, som holdt af at tale i en Tone, som om han sluttede en Generalforsamling. Vi faar s'gu dog Pudder i Logerne --gamle Folk. "De gamle Folk" slentrede hen ad Gangen, hvor der begyndte at blive tomt, og tog Afsked med Nik. Berg blev raabt hen til Fru Canth, som i en Nichesofa under meget Spektakel fik kredenset Sodavand af Edvard Sundt, Fuldmaegtigen. -Kaere--giv mig Ret, raabte hun. _Er_ det ikke for Bae'lam ... Hys, Edvard, hvad jeg siger, det er raedsomt med den Anstaendighed. Fru Canth var en lille vever Dame med et Ansigt, der hovedsagelig bestod af et Par store, allestedsnaervaerende og blanke Ojne. Hun gererede sig som en Mellemting mellem et Egern og en Abekat og kaldte "af Princip" alle Herrer ved Fornavn. Fru Canth gyngede paa Sofaen, med fremstrakte Fodder, saa man saa' et Par Spaendesko med et Par morkerode Silkestromper op over Anklen. -Gennembrudte, sagde hun og pegede. AEgte Varer--sagde Kraemmeren ... Hvormange jeg har kobt, lille Edvard? Seks Par. -Men--Gud ... Jeg snakker ... Fru Canth satte Spaendeskoene med et Stod i Gulvet: Hvor er Manse? Han aner jo intet om Regningen.... "Mansen" var Assessoren, en forskraemt lille Herre med nogle tynde Haartotter og et Par forvaagede Ojne. Han saa' ud, som om han _altid_ fik praesenteret en Regning. Fru Canth raabte ham regelmaessigt ud et Par Gange i Timen og han blev saa funden bagved Fruen, som havde han vaeret gemt i en Kjolefold--hvorpaa Fru Canth sagde: -Naa, Manse, og nikkede til Afmonstring. Man horte Korstemmerne ned oppefra. -Bevares. Fru Canth stod op: Tak. Hun rakte i stiv Arm Sodavandsglasset hen til Sundt: Djo, Born. Hun gik med "Manse"; ved Parkettrappedoren stansede hun: Edvard--man modes jo efter Dagens Gerning--i "Bethesda". Sidste Akt gik. Den endte med et Soldatertableau, hvor Gardens Musikkorps blaeste paa Horn. Berg og Lange var nogle af de forste, der kom ud. -Tivoli, sagde Berg og slog Droskedoren i. "Institutionen" gav den sidste Fyrvaerkerifest i Saesonen. Maengden brod ud af alle Porte, skyllede Liv og Stoj ned over Trappen og frem over Gaden--gennem Strandstraede trallede Raekke efter Raekke. Ude paa Kongens Nytorv flod man sammen til hojlydte, lystige Oer, hvor de muntre Sporvogne brod ud og svingede bort hver sin Vej, frem ad Sporene. Saa delte Stojen sig--ind i Gadernes store, ventende Gab. Og svagere og svagere rullede den frem gennem Husenes store Stilhed: piblede ind i en Port, ned i et Straede--som om Stenraekkernes tavse Graa langsomt havde suget den til sig. Hist kysses de og gor Kur. Vaage maa vi, Som har Jour. Ene er vi. Banditterne om "Hesten" havde dorsk rejst Nakkerne en Smule og brummet--nu taenkte de videre med Hovederne ned i deres Haender. Og kun en Omnubus klaprede tungt op gennem Tavsheden. * * * * * Tivolis Navn straalte i Gasbogstaver: Pantomimen var lige endt, og Skarerne drev rundt under de illuminerede Buer. -Kom du, sagde Berg, lad os suge lidt Luft. De vendte og gik ned mod Basarplaenen, der laa foran dem som i en lys Sky; Gaskuplerne slog matte Arabesker gennem det fugtige Graes og Kunstbedene prangede i dugget Pragt under Skaer af Lamperne. Rundt om i Traeranden hang de farvede Balloner som skinnende Kaempefrugter. De gik frem. Berg stansede: Midt i den musikfyldte Luft rejste Basaren stille sine straalende Buer. Alt lyste, Kupler og Minareter. Et Vindstod drev nu og da de viftende Flammer sammen som til sitrende Lyn fra Minareternes Spidser; og over de slanke Tinder laa Sensommerhimlens stjernestroede Dunkelblaa. -Ja, her er smukt, sagde Berg daempet og langsomt. -Smukt er her, sagde Lange og flojtede til Hornmusiken glad ud i Herligheden. De vendte om og gik atter ned gennem Koncertsalsalleen, hvor Gasbuerne spaendte sig som lyse AEreporte over Hovederne: Aften--Berg og Lange, lod det bag ved. -God Aften.... Det var Lille-Gerster af Cirklen Blom, der skod paa dem som et Lyn, Stokken bagud og Naesen frem: Er her med de Gamle, sagde han og skod Skulderne op, Lemme-Souper.... -Tak, skod Lange ind. -Tante fra Skan-der-borg, sagde Gerster. Herinde for at faa Taender. Vi gemmer hende i Divanen... Hvordan var 'et saa derude? De begyndte at gaa. -Naa--net.... -Kostymerne fra Paris,--Gerster snovlede som en Udraaber paa et Marked:--med en Tomme sat over til Knaeene--man kender 'et... Naa--maa hjem til Passagergodset. Djo--Born. -Djo. Gerster fo'r afsted som en Pil, han gik altid med fremstrakt Hals og sammenknebne Ojne og bevaegede Naeseborene, som om han stadig vejrede Luften, hvor han kom frem. -Satan--saa de har megen Familie fra Provinserne, sagde Lange, da Lille-Gerster var ude af Skudvidde. -Ja--der er de jo ogsaa fra.... -Ja, sagde Lange. Men Professoren gor sig s'gu dog med sin Horemaskine. -Ja--hun er en klog Kone, sagde Berg. Hun har faaet udrettet noget i de Par Aar. -Ja--Pokkers, sagde Lange, det er jo ikke mer, siden de flyttede fra Randers.... Det var, som kom de ind i en Dansesals svirrende Tummel af Stemmer og Lyd nede ved Koncertsalen. Lige fra Stengrotterne til frem under Kandelabrerne, hvis Prismer lyste, var det kun et vandrende, mudrende Myldr; og indefra, hvor man over Stimlen saa' Dirigenten med det hvide Bryst som en stor Dukke, sogte de forvildede Polkatakter ud over Hovederne, hvor unge Piger greb dem i Flugten og nynnede. Berg og Lange havde kaempet sig frem gennem Stimlen til Divanens Trappe. Nu rystede de sig, som Hunde, der kommer op af Vandet. -Det tro Kobenhavn, sagde Berg, seende ned over Svaermen. -Aften, Hr. Berg, Aften... To Roastbeef... _sauce tartare_... Kellner Jensen viftede allerede Krummerne af det yderste Verandabord med sin Serviet--Bankherrerne, Hr. Berg--Berg havde set provende over tilhojre mod en hojrostet Herre-Pousse-Cafe i hvide Slips.... Lille Diner, sytten Kuverter... er ved Kaffen, Hr. Berg... Hr. Jensen skod undskyldende hojre Skulder i Vejret og smilte illustrerende Tilstanden. -Vel--Vel... Kellner Jensen drejede som en Top... To Alliancer. Vaek var Hr. Jensen. -Der har vi Professorens, sagde Berg, der stod i Doren og monstrede Salen. Professor Gersters havde okkuperet det hojre Sofa-Hjorne og slaaet Krans om Tanten med det nye Gebiss, som Hofdamerne i "Svinedrengen" om Prinsessen. Hele Salen var saa fuld, at Opvarterne knap kunde komme frem mellem Stolene, og der blev raabt og bestilt og klirret: "Vel"--"vel", saa ingen Ganymed havde Kjoleskodet frelst. Mens et Par Bankherrer fra Provinserne ravede hummerrode rundt i Forvirringen--i Svalehaler og Brandspande--og faldt Venner og Bekendte gladelig om Halsen over Bordene. Ovre i den venstre Sofa praesiderede Fru Canth i "Menigheden", ogsaa kaldet "de sikre". Det var den snaevreste Canthske Kreds: tre, fire Familier, men, som Fru Canth sagde, "af den rette Aand". Sommer-Stamsaedet var denne venstre Divan-Sofa, af Fru Canth kaldet "Bethesda", til Forargelse for Fru Molbom. Fru Molbom, der evindelig forte Poder enten til Daab eller til Konfirmation, havde smaa religiose Anfaegtelser. Iaften var hele den "sikre" Kreds samlet: de fire Fruer, Fru Canth selv, Fru Dunker, Fru Molbom og "Tante" Strom: "vore tre Ungkarle": Sundt, Redaktor Scheele og Bastrup af Toldvaesenet, ogsaa kaldede "de smaa", samt Maendene. Der blev raabt saa laenge paa Berg, til han bugserede sig frem til Bordet. Damer og Herrer forte Olglassene fint mod Flaskerne; hvad der betod Akklamation: Plads for lille Herluf--Plads for lille Herluf, raabte Fru Canth ... Luften svirrede af Herre-Fornavne--Damerne i Kredsen Canth kaldte alle Herrerne ved Fornavne undtagen deres respektive Maend--og Berg blev klemt ned paa en Stol ved Siden af Hr. Molbom. -For Bae'lam--for Bae'lam--Fru Canth var stadig ved Operetten--: noget for den smaa Edvard. Fru Canth drak Buketten af en Carlsberg med Sundt, der straalte paa en Sofaplads mellem Fru Molbom og Fru Dunker, med Skuldrene skudt behageligt op, som en Mand, der endelig er kommet i Kakkelovnskrogen. Fru Dunker pillede uafladelig Rejer til Scheele med nogle ringbesatte, nervose Fingre. Hr. Molbom konverserede Berg. Familien Molbom havde gjort deres Ferieudflugt til Moen: Fa'er og Mo'er og Arthur, sagde Hr. Molbom. Dejlig Tur--fem Dage for hundrede tre og tredive Kroner.... -Tre Mand--_tre_ Mand, De! gentog Hr. Molbom. -Fa'er og Mo'er og Arthur--Hr. Molbom nikkede over til Arthur, som var Hr. Bastrup af Toldvaesenet. En lang Noddeknaekker, der brugte kulsur Natron til sin Mad (om Foraaret drak han og Fru Molbom samme Brond i Rosenborg). -Fem Dage, sagde Hr. Molbom. Damerne talte om Fru Canths Stromper: Lille Herluf har set dem, raabte Fru Canth. Har lille Herluf ikke set dem? Berg maatte bevidne, at han havde set dem, og der blev en Strompedebat over alle Bredder. Det intimere Lingeri var den Canthske Damekreds's bedste Emne. Man gennemgik det stadig paany til det diskreteste Mellemvaerk. Ved Vintersammenkomsterne havde alle Damerne Kniplebraedt og kniplede los paa Forogelsen af Raffinementerne, mens Herrerne gav Raad og domte om Modellerne. Fru Strom havde set et Monster (Scheele fik sit Rejebrod rakt paa en Kniv af Fru Dunker) ... hos Davidsens ... og hvad havde Fru Canth ikke set--idag hos Vett--en Model til Chemiser.... -Nogle Chemiser, Tante Strom,--Fru Canth saa' ud, som om hun vilde sluge Chemiserne--uden AErmer.... Alle Damerne kastede sig over de aermelose "inderste"; Hr. Molbom, der var faerdig med Prisbilligheden paa Moen, sagde: -_Tre_ Mand, og faldt pludselig hen med begge sine fyldige Haender stemte fast mod Bergs Laar. Hr. Molbom var saadan: han faldt pludselig hen og glemte Verden i en om Stilling mod et Medmenneske, og sad saa med stirrende Ojne ud i Rummet. -Ja, sagde Berg saadan noget som for tyvende Gang, der er kont paa Moen. Der blev et Staahej i Anledning af Ankomsten af Billedhugger Pless. Der maatte skaffes Plads til ham, og man rykkede saa taet sammen, at ingen kunde rore Benene: La' ham sidde paa Skodet, raabte Tante Strom; Pless kom ned ved Siden af Fru Canth. Damerne var saa ivrige, at de skod Tallerkenerne bort og tegnede Monstre paa Dugen med Neglene; Oberstinde Strom sad og skinnede, rank og stormaegtig, med sine stikkende Ojne rundt i Kredsen med et Smil, der bugnede af Forstaaelse; kun Fru Molbom--der altid var rod i Kinderne og paa Grund af for stramt Korset ligefrem ophovnet--sad med stiv Hage som den personificerede Forargelse. Fru Molbom havde i det hele taget nemt til at antage et Udtryk, som om hun lugtede til et Log. Hr. Molbom vaagnede og saa' over til sin Halvdel. -Vi to, Mo'er, sagde Hr. Molbom og loftede Glas. Hr. Molbom kaldte altid sin Kone for "Mo'er" med et Udtryk af Inderlighed paa Ordet. Fru Molbom havde skaenket ham otte Born fra nitten Aar og nedefter. -Vidne, Hr. Berg, sagde Hr. Molbom. Vidne, Arthur ... De drak alle fire. Damerne var stadig ved Lingeriet: Ja--i _hver_ Vask lod Fru Dunker sine Mellemvaerk blode i Kaffe ... de saa' ud som aegte.... -Men Gud, det Arbejde--Damerne raabte ... Ja, Fru Dunker gjorde det ... i hver Vadsk (Fru Dunker blev ivrig) ... hun blodte dem med en Klud--_hvert_ Mellemvaerk ... Scheele vidste det! -Lille Carl ved det, lille Carl ved det, raabte Fru Canth. Sundt saa' op fra sin Mad og strakte Armene i Vejret: Ja, sagde han, Livet er rart,--mens Tante Strom og Fru Canth lo, saa ingen horte Orenlyd. Midt i Stojen sad AEgtemaendene Dunker og Strom stive og ubevaegelige, daddellose, med Dannebrogsordenens smaa Baand i Knaphullerne, og drak en Gang imellem hinanden stille til; hvorpaa Ingenior Dunker igen faldt hen med halvlukkede slove Ojne, som om han sov, mens Oberst Strom forblev rank med sit lange, konne Napoleonsskaeg og et hofligt-opmaerksomt Smil, som om han stadig horte paa en Bordtale. Lille Canth gemte sit forskraemte og rynkede Ansigt bag Oberstindens brede Buste, og de tre AEgtemaend blev midt under Lystigheden siddende med stadigt det samme Udtryk i Ansigterne, ubevaegelige som tre Avtomater. Hr. Molbom drak bestandig Raekken rundt og tog Vidner med et aandsfattigt Udtryk i Ansigtet. Fru Dunker, der altid var febrilsk og blev stojende ved den mindste Lejlighed, for at holde Scheele i Aande--var blevet ved _sit_ om de kaffeblodte Mellemvaerker, og Debatten blev stadig hedere, mens Fru Canth lo, saa hun maatte holde sig i Siderne. Pludselig vendte hun Hovedet og sagde: -Hvad si'er Pless? og der blev en ny Latter, hvori selv Obersten deltog: Pless sagde nemlig aldrig noget. Han kom kun i Menigheden for at spise og fylde en L'hombre ud for AEgtemaendene; han horte ligesom Berg--kun til Udenvaerkerne og gik under Navnet "Neutrum". Mens alle blev ved at le, saa' Berg sit Snit og tog Afsked. Ude paa Verandaen sad Lange og saa' kraenket ud over en med Brod kemisk renset Tallerken: Det er saa morsomt at sidde ene, sagde han, naar man er i Selskab. -Du kender jo Fru Canth, sagde Berg og slog Tartaresaucen over Kodet. Man kommer aldrig derfra. Ovre ved Pousse-Cafe'en blev der slaaet paa Glasset, og Konsul Moller fra Nibe fik Ordet ved en Bordende. Men i Herreraekken mod Verandapillerne drak man glade Privatlikorer i Flaeng, og Konsul Mollers Nabo blev ved at slaa et Par kaerlige Arme op om Konsulens Skjortebryst: Ja vel, min gamle Ven, ja vel, sagde han--saa Konsul Moller aldrig kom videre end til "hojt at glaede sig, mine Herrer", hvad han blev ved at gore, med Ansigtet vendt mod Honoratiores, en Etatsraadsraekke, der sad ind mod Vaeggen, ranke og repraesenterende, med saare tomme Ansigter. -Hva' er det for en Forsamling? sagde Berg. -Ved s'gu ikke ... En Bankdelegation, tror jeg--Konferensraad Hein staar i Spidsen--de vil danne en Centralbank eller saadan noget--for at samle Kapitalen... -Ja saa... Berg og Lange sad med Albuerne paa Bordet og saa' ned over Svaermen ved Koncertsalen. Et Par gamle Let-paa-Taa ved Bankbordet havde rejst sig, mens Konsulen fra Nibe klinkede langs Vinduerne, og listede ned ad Trappen med aabne Overfrakker og Lommetorklaederne bundet om Halsen ... De forsvandt ovre i Alleen, drejende om alle Skjorter... Strommen dernede blev ved at bolge frem og tilbage, mens en Gang imellem Blikinstrumenterne bruste ud i en Takt, der naaede op til Verandaen, og indefra Latteren fra det Canthske Bord lod ud gennem Vinduerne. Ovre ved Bankdineren var der blevet mere stille. Herrerne med Ryggen mod Haven havde vendt sig, og de saa' alle ud over Maengden mod den lyse Koncertsal. Der blev applauderet dernede, forst inde i Salen og saa udenfor; det lod som en stor Brusen op til Verandaen.--Da Orkestret intonerede igen, kendte man "Honnormarschen" og alle Herrerne raabte Bravo og klappede ud over Raekvaerket under Larmen. Konferensraad Hein klappede for, med smaa distinkte Haandklap, som slog han Takt; og alle blev ved at applaudere, saa Agent Hoyer, Delegeret fra Viborg, der sov yderst paa Hjornet, barhovedet, i sin brunrode Paryk--med den hoje Hat under Stolen og med Muffediserne trukket halvt frem over Haenderne, der var foldet paa Maven--vaagnede med et Ryk mod Sidemanden og troede, der skulle stemmes i Byraadet... Da Klap og Bravo var doet hen, slog Konferensraad Hein paa sit Glas og sagde siddende, at han vilde tillade sig at meddele H.M. Kongen denne "spontane Ovation"--han vidste, i hvor hoj en Grad det vilde glaede Hans Majestaet. Og da alle klappede, under langtrukne Bravoer, der gik over til et stort Hurra--Etatsraaderne aabnede Mundene taktfast, ni Gange, stumme som Havets Fisk--rejste Konferensraaden sig og sagde hojtideligere, med Glasset i Haanden, mens der blev stille: Han vilde sikkert bringe Hans Majestaet denne Forsamlingens gentagne Hilsen. De ved det, sagde han og talte, vuggende let frem over Bordkanten: De ved, mine Herrer, hvilken hojsindet Protektor, hvilken utraettelig Beskytter af ethvert Fremskridt vort Land har i Hans Majestaet. Det er mig personlig bekendt, at ogsaa disse Dages betydelige Gerning--denne store Sammensmeltning af saa anselig en Del af al Landets Kapital--af Hans Majestaet er blevet hilset med Glaede og Haab. Det maa vaere os en Tilfredsstillelse--for os alle, mine Herrer, en Tilfredsstillelse og en Lykke at vide vor ophojede Konge i Spidsen for vore Bestraebelser med sine naadige Onsker om vor Fremgang ... Der blev atter raabt Bravo, og Konferensraaden sluttede med et hojt "Leve" for Hans Majestaet. Man horte de sidste Toner af Honnormarschen, mens Hurraraabene dode hen; der var kommet en hoj, loftet Stemning over hele Selskabet, man talte om de store nationale Foretagender, om Omvaeltningerne i Agerbruget og Havnen i Esbjerg. Redaktor og Bankraadsmedlem Svendsen fra Aalborg rejste sig: han vilde dog kun sige nogle faa Ord, de sidste idag--og de skulde henvendes til Hr. Konferensraad Hein. Der blev raabt Bravo, saa ingen horte mer end "Fortjenester, alle kendte", og Redaktoren maatte vente, til Dirigenten havde skaffet Ro. Saa sluttede han af--med hojt haevet Glas--med et Leve for _ham_, mine Herrer, der havde givet Kapitalen Vinger i dette Land. Et Leve for vor Stands Icaros, Hr. Konferensraad Hein. Leveraabene vilde slet ikke holde op, og alle stimlede sammen om Konferensraaden for at klinke. Etatsraad Blom, Landstingsmanden, lod sit lille Miniatur-Dannbrogskors glide hen mellem sin Tommel og Pegefingeren og sagde: -Ja--vore Produkter er blevet Guld. De gentog Etatsraadens Saetning rundtom, og et Par af Herrerne rejste sig: de maatte have Luft ved igen at klinke kraftigt med Etatsraaderne. Mens Justitsraad Horn--fra Assens, Ridder af Vasa--nede i sit Hjorne sagde en Saetning af "Dagbladet" om "Guld, gravet ud af vore gamle Volde", og alle sad saa opromte, med straalende Ansigter, som havde de alt det rare Guld foran sig paa Dugen. Konferensraad Hein talte ikke mer. Han sad i Tanker og forte Cigaren til og fra den smalle Mund, mens han fulgte de fine tynde Rogskyer med et Smil. Ovre ved Raekvaerket havde alle Herrerne vendt Stolene ud mod Svaermen, og Konsul Moller sad halv salig og lod sin Serviet dingle langt ned fra Raekvaerket over Maengden, ligesom om han anglede. -Det er _Fiskene_, sagde han og grinte af sin egen Vittighed, saa han var lige ved at gaa ud over Raekvaerket, og en hel Del Provinskolleger lo med, til der pludselig blev ganske stille og man tav genert. Men Konferensraad Hein var vaagnet af sine Tanker ved Latteren og uden at have hort den jydske Vittighed sagde han, med et Glimt i Ojnene, seende frem over Mylret og Salen. -Ja--Liv er her blevet. --Berg og Lange gik ind til Gersters. Familien saa resigneret ud og dukkede over Melon med Sukker i Rundkreds om Tanten, der var i Atlaskmantille med Chenille, og som endnu kun besvaerligt talte med de nye Taender. Da Berg og Lange blev praesenteret, gav hun Haanden, som om hun stak Fingrene ind mellem Tremmerne i et Menageri. Professorinden bod paa et lille Stykke Melon til et Glas Vin, og de fik Plads ved Bordet. Man talte om Landet og Sommerophold. Lange sad ved Siden af Professoren og illustrerede ham en Badesaeson ved Bovbjerg med mange impressionistiske Billeder, mens Professoren umaerkeligt rykkede laengere og laengere ind paa sin Stol--hvert moderne Udslag af den Langeske Sprogbrug skar gennem ham som en Kniv--og sagde gentagende, at Luften anerkendt jo skulde vaere ganske fortraeffelig ved Bovbjerg. -Ja--hvad Lange angik, kunde han sige, _hans_ Nerver havde _danset_ ... Fruen smilte, med sit vaagne, behagelige Vaertindeblik stadig hen over Bordet--ogsaa Professoren sorgede hun for, _saa_ bod hun ham, og _saa_ rakte hun ham noget med en egen daempet Omhyggelighed--: -Ja--sagde hun, Hr. Lange fandt nu altid saa ejendommelige Steder ... _De_ havde saamaen bare vaeret i Fredensborg--men der havde vaeret rigtig rart der ude ... Man havde altid Slotshaven at sidde i om Dagen. -Og saa gi'er det jo noget Liv--med Hoffet derude, sagde hun. Berg mente ogsaa, der var rigtig rart i Fredensborg, han havde boet der en Sommer--stille og rart, kun saa solhede Veje, sagde han. -Og ikke Mad at opdrive, sagde Lille Gerster. Han havde ikke maelet et Ord til nu, men bare siddet dukket over sin Tallerken og leget med Melonkaernerne, det generede ham altid, at Lange talte saa hojt, naar han var sammen med hans Familie, og havde saa store Bevaegelser med baade Arme og Ben. Han havde stadig en Fornemmelse, som om Lange maatte vaelte noget. Familien Gerster selv havde alle nogle forbindtlige, blode Stemmer, der kun brugte Mellemtoner, og smaa hensynsfulde Bevaegelser, der aldrig blev paatraengende eller fyldte op. -Erhard forsogte vist tre Gange hele Sommeren, sagde Fruen og lo lidt over til sin Son. -Mo'er overdriver--i Familien Gerster brugte kun Professoren Tiltalens personlige Pronomen--jeg var derude hver anden Uge. -For at sove ud, sagde Professoren frem over Bordet. Han var den eneste i Familien, der undertiden talte hojere i en ligesom pludselig utaalmodig Tone. Gerster skulde raekke Karaflen herned, sagde den agtsomme Frue, hvis Herrerne deroppe har faaet. Karaflen blev rakt ned under en lille Taushed, og Fruen spurgte Berg, om man ventede mange Boger nu i Efteraaret. Naar Erhards Venner var der, ledte Professorinden altid gerne Samtalen hen paa nye Boger og nye Forfattere, og hun sad smilende og horte paa alle de gudforgaaende og radikale Ting, mens hun selv skod sine behageligt liberale Anskuelser ind i smaa rolige, halvt satiriske Saetninger. Men en Gang imellem kunde der ogsaa plumpe ud af hende et uvilkaarligt, ganske ungpigeagtigt udbrud, der gik videre end nogen andens, og som viste en betaenkelig Mangel paa Respekt for baade--det ene og det andet hos Professoren. Og saadanne Udbrud kom altid i en egen fortrolig Tone, som om hun talte med Haanden for Munden eller bag nogens Ryg. -Jo--sagde hun, Novelletterne havde hun laest, strax--ude i Fredensborg. Hun kom pludselig til at se' over paa Tanten, der sad ret op i Sofaen, helt stiv af Sovn: -Tante sagde jo, ytrede hun, at Kielland var blevet laest hjemme i Skanderborg. Tanten vaagnede ved Lyden af sit Bys-Navn og sagde besvaerligt paa Grund af de nye Munddele: -Ja ... vi havde Laese-Torsdag ifjor ... Vi og Madsens, du ved, de unge Folk, og Doktor Sorensens ... skiftede hos hinanden ... -Ja--det har jo Tante fortalt, sagde Fruen. -Men efter Nytaar, du, spillede vi Boston, sagde Tanten. Erhard rommede sig og saa' paa Berg. Lille Gerster led i det hele af den Sygdom stadig at genere sig, naar der var Venner af ham sammen med hans Familie; _saa_ paa den ene Parts Vegne og _saa_ paa den anden. _Selv_ gav han ikke Anstod. Han sad mest stille paa sin Stol. og saa' underlig umyndig ud, med et Par artige Ojne. Lange var ogsaa gaaet over til Literatur og talte meget indgaaende om Zola: Satan til Ka'l. sagde han. Satan til Ka'l. Lange kradsede sig i Hovedet: Han ved, hvad det kommer an paa: at ta'e Sanserne; sagde han, _det_ er det. Han bojede Manken helt ind til Professoren og blinkede: der var altid saadan en inderlig Fortrolighed over Lange, naar han bredte sig paa et Yndlingsemne: -Ham lugter man saagu, sagde han og snoftede let. -Ja--Professoren laeste desvaerre kun Revue des deux Mondes i--"Laeseforeningen"... Salen var naesten blevet tom, alle var brudt op til Fyrvaerkeriet. Lange og Berg tog Afsked, Tanten var allerede kommet midt ud paa Gulvet for at binde Kjolen op med et Gummibaand og komme afsted. Fru Donnergaard, fodt Gerster, havde ikke set Fyrvaerkeri siden Kronprinsens Bryllup, da Amtsraadet lod braende et af paa "Slotsbjerget"... -Rigtig kont var'et, Jette--isaer i Vandet ... Men der er ogsaa dejligt ved Soen ... Det er dog det dejligste Sted, Jette. -Men lad mig dog holde, Jette--lad mig dog holde, sagde Fru Donnergaard til Fru Gerster, der tog Overstykket paa. Hun var saa ivrig for at de alle skulde rejse sig og komme afsted, som om hun aldrig havde nikket over en Tallerken med Melon. Og tilsidst blev de da endelig faerdige, mens Lange og Berg bukkede i Doren. * * * * * Da Lange og Berg kom ud paa Verandaen forbi Bankherrerne, hvoraf nogle stod barho'dede og stak Naesen op i Luften, horte de allerede den susende Knitren af Fyrvaerkeriet, og lige foran dem, over Maengdens mangfoldige Nakker, saa' de Bagsiden af en snurrende Sol, der kastede et rodt Skaer, som en halvt udfoldet baskende Vinge, gennem Rog og Gnister, for den slukkedes. Lange istemte Maengdens lange "Aa--aa", da de sidste Gnister faldt. Rundt om dem laa nogle Ojeblikke kun et vidt Morke, fyldt af Maengdens Mumlen som af en Susen, op mod den stille, lyse Basar. Midt i Morket lob de smaa Lys af Fyrvaerkernes Lygter og kastede hoppende Skaer over Fyrvaerkeriets store Galgen-Skeletter. Numer fulgte paa Numer. Smaaflammer sprang op ad Fyrvaerkeriets Stilladser og taendte--rodt, gult og gront--regnbuefarvet urolig Ild. Og paa den anden Side af Plaenen saa' man pludselig de tusinde, sagte bolgende Ansigter i Skaer af de skiftende Flammer, helt op til Basarens rolige Lysbuer. En Regn af "Svaermere" var det sidste Numer. Der lod nogle Knald, og i samme Nu skod hundrede Ildslanger sig op i Kreds, bojende i skonne Rundinger mod hinanden de lange Halse; og som om de udspyede dem, faldt utallige Perler, store, som lyse Kloder ned gennem Rummet og brodes med Knald--smaa plaffende Knald: med et var hele Himlen, hvor man saa'. kun _et_ vildsomt Lob af ilende hurtigfodte Stjerner, der lyste over Tusinders Ansigter... Bankherrerne var gaaet helt frem for Enden af Verandaen, hvor de stod og gloede med glad Undren over Traekkene, mens et langt Bifaldsraab steg op fra Lavningen og spaendte over det hele Rum--op mod de kunstige Stjerner, der slukkedes. * * * * * Berg og Lange gik ned ad den halvmorke Koncertsals Alle. Langt borte fra horte de Selskabet Canth, som gjorde en sidste Runde. Arm i Arm, de fire AEgtemaend bagerst. Lille Canth havde saadan en ujaevn Gang, saa han aldrig holdt Trit, og det altid saa' ud, som lob han som en Hund mellem de andres Ben. Fru Canth og Sundt gik forrest. Oberstinden havde Fuldmaegtigens venstre Arm. Det var hendes Ret: en venstre Arm hos en af "de smaa"--paa Skift. Hun kaldte sig selv "det femte Hjul" og lo med sin hoje overstadige Latter, naar hun sagde det. Berg sluttede sig til Lille Canth, mens de gik videre. Der var en egen melankolsk Sympati mellem de to: Berg holdt saa meget af den lille Mand. Han maelte aldrig et Ord. Han gik stille rundt, rokkende lidt paa Hovedet med det triste Ansigt og det tottede Skaeg; han tog sig kun en Gang imellem op til Ojnene, ligesom om han vaagnede eller besindede sig. Og saa sukkede han. I Middagsselskaberne, naar Berg og han var sammen, kom han altid efter Bordet og tog Berg under Armen og slaebte ham med sig hen i en Krog, hvor han kunde finde et Par Stole; og _der_ sad han saa, ligeoverfor Berg, uden at maele et Ord, en hel Timestid i en stor Rogsky. Og naar der blev kaldt til Spillebordene, rejste han sig kun og sagde med sin tynde Stemme, mens han tog sig med Haanden over Ojnene: -Naa--nu skal der nok spilles, og gik fra Berg med et Haandtryk. Ogsaa nu gik de to uden at sige noget; lige foran dem havde Hr. Molbom slaaet en Klo i Lange og var igen paa Moen, mens "Mo'er" gik lidt henne til en Side med lange Arthur, begge tavse, i et traegt luntende Trav--Fru Molbom i Galosker--som et Par halvgamle Heste, der laenge har trukket sammen. Fru Dunker og Scheele gik inde under Traeerne--naar de var alene, stojede hun ikke mer. Berg stodte mod noget paa Jorden, med Foden, og bukkede sig: Aa--det er en Raketstok, sagde han og tog den op, saa' ind i det sorte Hylster og rystede det. Lille Canth standsede ogsaa og kiggede ind i det tomme Hylster, Fru Canth raabte fra Fortroppen, hvad det var, og alle stansede og tog om den maerkvaerdige Stok, til Fru Canth sagde: -Uh, man blir jo sort om sine Hansker, og smed den. Og alle satte i Marsch igjen. -Ja, Herren ved, sagde Lange, hvem der har faaet _den_ i Hovedet. Hr. Molbom lo. -Det er ikke noget at le af, sagde Lange, _det_ er s'gu Faren med Raketstokke--at Godtfolk faar dem i Hovedet... De kom ned mod Teatret og horte en hoj Klappen. Det var Publikum ved Hornmusikken, der vilde have et sidste Extra-Numer. De gik over til den store Rundkreds af Folk, der ventede under Lygterne; Bankherrerne kom ogsaa i en Svaerm, echaufferede, med Hattene i Haanden, og blev staaende. Da Musikken begyndte, kendte de "Kyssenes Sang" ... Og nynnende, vuggende Hovederne ind mod deres Herres Skuldre, stod Damerne med de smilende Ansigter vendt op i Lygtelyset... Saa strommede alle ud paa den store Plads, hvor det elektriske Blus paa National-Taarnet sendte sin Strime af Lys frem over Mylret ned mod Frihedsstottens store graa Sten. Og ind i Stojen af rullende Drosker og "Nationals" Musik og "Farvel" af de hundrede Stemmer horte man hojt Zinkarbejdernes lystige Takt, der under Edisons Lamper glad hamrede los paa "Victoria-Teatrets" nys rejste Tag. Berg var stanset ovre paa Fortovshjornet ved Jernbanen. Du, Lange, sagde han daempet og dvaelede paa Ordene, mens han saa' ud i det rige Mylr: Om man dog havde en Harlekinsstav og slog med den en Tryllekreds om den hele By og bandt den til et Billede... Berg tav lidt, og med en Bevaegelse med Haenderne, som sonderbrod han den taenkte Stav, sagde han med et utaalmodgt Suk: -Og saa vilde det vaere et Tornerosetableau, det hele Billede. Han vendte sig, just som han blev raabt an af en hoj, lidt skingrende Stemme: God Aften--Berg. Det var en Herre, der raabte fra en Droske over den halve Gade: Ses i Ugen, raabte han, til en bedre Frokost ... Han svingede med Hatten fra Drosken, der rullede videre. -Hvem er det? sagde Lange. -Den unge Adolf, sagde Berg--Son af Adolf med "Husholdningsbogerne"... -Hm, sagde Lange i sin misfornojede Tone: En stojende Herre. De gik videre. * * * * * Berg var kommet hjem, hvor Lampen braendte stille under sin Skaerm, og gik frem og tilbage over Gulvet. Han knipsede Kineserdukkerne, der sad rundt om paa Kanten af Etagerer og Konsoller, saa de bevaegede Hovederne, og saa' lidt paa den nikkende himmelske Forsamling. Saa slog han de lange Persienneskodder til Side og aabnede Vinduet. Der var ganske stille, ikke et Fodtrin, ikke en Lyd. Fra Stjernehimlen laa et Skaer som af Sommernatsdaemring over Pladsens hoje Tage. Og laengst borte, over alle Huse lyste som en skinnende Sky Skaeret fra "Victoriateatrets" elektriske Lamper. Berg gik tilbage i Stuen og opdagede et Brev ved Foden af Lampen. Han tog det og saa' paa Haandskriften--i Hjornet var der en Svale med en fransk Devise: _Nous reviendrons_--: Berg blev siddende lidt, for han brod det og laeste: "Moder beder mig sige Dem, at vi nu lykkeligt og vel er kommen hjem til Byen--for at opleve endnu en Saeson. Vi hilser Dem alle. Deres ASTA HELTZ" Berg blev siddende laenge og stirrede ind i Lampen--Brevet med Svalen havde han krammet fast sammen i sin Haand. II Berg blev baade dov og or paa den gyngende Bro, hvor han stod, midt mellem Victoriateatrets Himmel og Jord--saadan blev der banket, hamret og hovlet; i et Net af Stilladser og Bjaelker og Stiger klang Murskeer og Hamre, oppe og nede, gennem Tridsesnurren og Raab: Ohoj--ohoj, lod det fra Kaelderen som fra Maven af vaeldige Bugtalere. Berg blev svimmel, naar han saa' derned, hvor Stilladserne groede op af Morket paa svaere Ben og spredte sig i hele Rummet, lige op til Kuplen, hvor Lugerne lo mod Dagen--en Kaempekrop, hvor alting sang og virkede ... Hojst oppe hang Malerne, som Fluer, under Loftet, og trallede i Kor "Kyssenes Sang" ned over Stojen... Bygmester Martens stod ved Siden af Berg paa Broen og gestikulerede; Orenlyd af hvad der sagdes, horte ingen af dem. Nede, hvor Scenegulvet blev lagt som en ren Flaskeholder af Bjaelker og Huller, stod den unge Adolf og raabte med Haenderne for Munden: Frokosten--Frokosten! og Berg og Martens gik tilbage ad Broen, balancerende paa vuggende Stiger: Hold i Tovet--Tovet, raabte Martens, som var underst. Vejen var ikke saa rar, for de fik en solid Stentrappes faste Grund under Fodderne. Den unge Adolf ventede paa dem med Bogholder Spenner, Martens Faktotum, der sagde, at Kokken umulig laengere kunde holde "den lille Forfriskning". Men Martens blev ved at vise frem, mens de gik hen gennem Balkongangsrummet, bukkende frem under Malerstilladser og hoppende udenom Kalkbotter og over Braedder: -_Der_ skulde vaere Marmorpuds, og _der_ skulde vaere Forgyldning ... Martens pegede og Martens viste. Bygmester Martens begyndte altid ivrigt paa Forklaringerne af sine Herligheder og fandt saa ikke Ordene og stod blot og forte den hojre Arm gennem Luften, som om han udbredte den ganske Pragt af Stuk og Puds og Kulorer for sine glade Ojne, der altid straalede som et Barns over hans egne Undere. -Ja, ja, sagde han saa. Det er Interessen. Og han gik videre og nynnede. Nynne gjorde Martens altid, hojere og hojere, mens det svirrede for hans Ojne med Forgyldning og Marmorpuds, naar han gik om i sine Bygninger. Det var saadan en Rest af Vanen fra den Tid, hvor han havde sunget over Hovlebaenken. Hr. Spenner, der gik bagved med Hr. Adolf, mindede igen om Kokken. Men Modellen maatte man da se, mente Martens. Den stod jo bare lige herindenfor i "Foyeren"--Martens sagde "Foe-en", han snublede altid over de mange fremmede Ord i sine "Bygninger"--; de brod gennem mange skaermende Saekkelaerreder, der spaerrede Doraabningen, ind i Foyeren, hvor Arbejdernes toj hang paa interimistiske Knager, og en Maengde Olflasker garnerede Vaeggene. Modellen stod velforvaret paa et Fjaellebord. Martens daekkede Stykket af med en Haand saa varsom, som loftede han Dynen lidt fra en Vugge, og de stod alle fire og saa' paa Papiermache-Modellen, mens Martens tog Loftet af, saa man kunde se det indvendige, og Adolf bukkede sig ned og pustede til den lille Vimpel paa Taget, saa den viftede. De laeste "Victoria" paa Vimplen og blev alle fire ved at le, fordi den saadan kunde vifte, naar man pustede. Berg slog lidt mod Modellen med en Kno: -Ja--kunde man bygge af _det_ Materiale, sagde han over til Martens. -Ja, sagde Martens og kneb Ojnene sammen, mens han blev ved at le med sin Kluklatter: Det er "Interessen", sagde han. Han slog et Saekkelaerred til Side fra en hoj Hylde, hvor der var stillet en Raekke Gipsstykker op--dansende Basunengle til Logebrystningerne. Hva' tror De, det er? sagde han og rakte Armen op for at tage et af Stykkerne, stadig med det samme Ansigt som en Dreng, der viser et legetoj. Han strakte Gipsstykket frem mod Berg med Vrangen ud: Det buttede Drengebarn var det tyndeste Pap. -Satan, sagde Adolf og slog med sin svipstok op mod Englene. Satan --saa man bli'r fiffige, sagde han og stod og gottede sig, mens han ligesom vejede den hule Papengel i den anden Haand. De lo alle, mens de igen brod ud gennem Saekkelaerrederne for at komme ned og hjaelpe paa kokkken. Victoria-Restaurant'en var allerede aabnet i Sideflojen med fire Sale og tolv Kabinetter. De gik gennem alle Salene ind paa Nr. 10, Hjornestuen paa forste Sal, hvor Bordet var daekket med Servietterne som virtuosmaessige Svanehalse paa Kuverterne. De var blevet svaert sultne paa Vandringen og sagde nogle Lovord over Maden med Mundene fulde. Martens sad og hilste rundt, saa glad over sin Koks Kunster som en Hundehvalp i et Spil Kegler, og sagde: -Det gor godt i Naesen, naar Laaget bli'r taget af Fadene. Martens nod iovrigt laekkermundet alle sine Maaltider i Restauranten nu. Hjemme var han naesten kun om Natten og om Sondag Eftermiddag. Han sad da efter Bordet i et Hjorne af "Salen" i Sofaen og saa' ud paa Pragten af Flojl, Loftsdekorationer og indlagte Mobler, der var stillet op ganske som i hans Restaurationssale, men som her, hvor der manglede Publikum, saa' dode og stive ud, som de endnu stod i et Magasin. Hans Kone gik stille om paa de skinnende hvide Laerreder mellem Dorene og syslede. Til daglig kom hun ikke i Stuerne, men blev i Sovekamret og Badevaerelset, der var det mindste Rum i hele Huset. _Der_ havde hun strax stoppet alle seks Born sammen og vuggede og vissede fortumlet videre, saa godt hun kunde. Fru Martens var efter Aar og Dag endnu ikke kommet sig af Forbavselsen over deres "Ophojelse"; og hun gik om Sondag Eftermiddag rundt om Martens paa Laerredsstykkerne, saa forsigtigt, som om hun ikke turde traede, og talte hviskende, halvt af naesten overtrosk AErefrygt for hele Manden og halvt af noget som Angst for, at det hele kunde vaere forbi igen, hvis man traadte for haardt til eller gjorde nogen Slags Stoj mellem Vaeggene. Naar hun saa Ugen igennem vissede og vuggede, spurgte Fru Martens stadig sig selv paany, hvordan det egenlig var gaaet til. Da de giftede sig, var Martens kun Svend, og de havde blot en Stues Indbo. _Hun_ havde sparet deres forste trehundrede Daler.... da var det Daler endnu ... De forste trehundrede Daler ... Fru Martens blev siddende med en lille Bygmester Martens i Armene: hendes Forstand kom ikke videre. Martens taenkte sjaeldent paa Fortiden. Det hele var gaaet saa ganske naturligt til, som alting gaar naturligt til. Han havde "klasket" et Hus op, som alle andre Svende, med Laan paa hver Sal og Prioriteter til Taget--han havde bare sat Gipsgesimser i Gadevaerelserne og givet malede Lofter, og saa havde han solgt og bygget nyt og solgt igen, stadig mere hidsig paa Farver, og Gips og Snorkler paa Dorene.... -Som "Interessen" nu er, sagde han til Arkitekterne. Og da de andre holdt op, Kammeraterne, og sad som Grundejere og tog deres jaevne leje paa Broerne, blev _han_ ved, stadig med Facader, Forgyldninger og Spejlglas, taget ligesom i en hel Rus af Imitation og skinnende Kulorer--ligesom han i Laeretiden havde siddet og klattet Farver paa Skillingsbilleder for hver opdrevet Toskilling--hele Tiden halvt forundret over sine egne Vidundere. Man var saa begyndt at tale om hans Bygninger; og Omtalen drev ham videre til nye Raffinementer, han sogte Hjaelp hos Arkitekter og Dekoratorer, byggede og byggede ... Bevarende, under det altsammen, Smaamandens kaerlighed til det grelle i Kulorerne og Uvaegerligt byggende alle sine Huse--disse Huse med deres monumentale belgiske Ovne indforte fra Sverig, de imiterede Broncekaryatider paa Trapperne, de forgyldte Gelaendere og eftergjorte Parketgulve--ubekvemme, indskaenkende og snaevre, ubevidst bevarende Arbejderens Maal, der er vant til de smaa Rum, hvor man kan raekke med Haenderne mellem Vaeggene, og til en tung Luft. Han tilbragte sine Sondagstimer i sin Sofakrog--han arbejdede aldrig om Sondagen og afgjorde aldrig nogen forretning paa en helligdag--legende med Bornene og seende paa sin Stue, hvor "Haedersgaver" fra hans Arbejdere stod rundt om og pyntede, saa "dode" som alt det ovrige. En "Haedersgave" var et stort gammeltysk Skab, indrettet som Pengeskab. Pengeskabet var iovrigt tomt. Alt, hvad Penge angik, havde Spenner at raade med, og forresten var der aldrig meget med rede Mont at gemme; det gik i Forretningen mere med Veksler, der var saa gode som Penge. Martens skrev sit Navn, der galdt som fuld Valuta, paa de blaa Papirer med en egen sitrende, stolt Fornemmelse, stirrende paa de store Tal med Haandvaerkerens Ojne, der overfor Kapitalen bevarer noget som en aerefrygtsfuld og naesten aengstelig AErbodighed--selv nu, hvor han regnede op i de hundredetusinder. --Frokostselskabet havde stillet den forste Sult og begyndte at drikke flittigere til smaa Mundfulde. Spenner, der sad tilbords som en tyvagtig Hankat, der labber Flode, begyndte at tale om Martens' Ejendomme. -Det var Tiden at bygge nu, sagde han ... Igaar havde de solgt Nr. 11 ... Som varmt Brod gik det med Salg og med Bortleje. -Ja--sagde Adolf--nu har man Avance. Han lod en tung Burgunder flyde paa Tungen og smaekkede. De talte om alle Martens' Foretagender, om Kob og Salg og udlagte Byggegrunde og nye Gader, saa det rullede med Tusinder. Spenner sad hele Tiden med dukket Hoved og vaskede Bordet med Haanden, som om han uafbrudt "forduftede" det meget Guld ned i sit Skod; Martens talte om et Sommerhotel--ved Bellevue--paa Strandvejen ... Et Sommerpalae ... -Med Broer, sagde han, Broer over Strandvejen--Ekstra, ekstra, Hr. Berg, det er Interessen ... Med Broer, sagde han igen og kom ikke videre, men byggede sit Sommerpalae i Luften med begge Armene. Adolf slog sit Glas i Skum: Ja, sagde han, nu er det Tiden at saette sine Penge paa Rente. En af Kellnerne kaldte Spenner fra Bordet. Det var en Lejer, der vilde underskrive en Kontrakt: -Ja, ja--det gaar, sagde Martens glad, idag flyttede han ind derhjemme--den lille Fuldmaegtig. "Den lille Fuldmaegtig" var Assessor Canth, der var flyttet ind paa Martens' tredje Sal. De havde stadig faaet flere smaa Retter, og Vinflaskerne gik om i Kurve. De talte igen om Teatret, om Lejesummen og om Direktorer--da Spenner kom tilbage. -Men Pokker til Leje, sagde Adolf, De--Spenner ... -Det var Grunden, der var saa dyr. Den og Pilloteringen havde kostet. -Pilloteringen? spurgte Berg. -Ja--det var jo _det_ ... hvad havde den ikke slugt for Penge: Huset laa jo midt i Stadsgraven ... sagde Spenner. -Ja--Satan til Historie med den Grund, sagde Adolf. -Og Vandet har vi endnu i Kaeldrene, sagde Martens. -Ja--om man nu havde Direktoren, sagde Spenner og "dukkede". Bogholder Spenner dukkede altid Hovedet ned mellem Skuldrene, naar han sagde noget, som om han vilde gemme sig for sine egne Ord, og det saa' ud, som om han stangede. -Men Alverden soger jo, sagde Berg. De var naaet til "Fuglene" og sad maette, laenede tilbage, med Servietterne i Skodet, mens de talte i Munden paa hinanden. Ja--_der_ blev naevnt Folk--det var den halve By, der blev naevnt af Rygtet--til Direktor. -Saagar jeg, sagde Berg og lo, blev spurgt igaar: Jeg skulde vel vaere Direktor ... -Ja, raabte Adolf, vi to--Berg--os to. Spenner dukkede og vaskede Dug: Hvorfor ikke? sagde han. Det vilde vel have sin Interesse. Berg blev ved at le, mens de andre i Spog, leende og drikkende, vedblev at tale med "Dhrr. Direktorer" om stykker og Billetpriser og Skuespillerengagementer. -Ja, sagde Berg: Naar man kunde slaa en Jode ihjel ... De rejste sig fra Bordet for at drikke Kaffen ved Vinduerne. De takkede for Mad, rodmussede og hojrostede, fik Cigarer taendt og slog vinduerne op. Ovre i Passagen strommede Middagssvaermen forbi i Solen, Luften var hoj og klar. De slog sig ned om Likorflaskerne, seende ud over maengden, glade og vaedende Tungerne med smaa Glas. Adolf stodte sit Glas mod Bergs: Konsortiet leve, sagde han. Og han begyndte igen at laegge Planer om Koncerter, om Turneer og om Sommerforestillinger med fremmede Kunstnere: September! Hvad taler De om September? der kan tjenes Guld i September, sagde han, det er de Rejsendes Maaned ... -Der er jo ingen Provinser mere, sagde han og slog Haanden ud mod Passagen og Maengden. Det er jo kun et eneste stort Kobenhavn, det hele.... De smilte alle ud over Middagssvaermen, og Spenner sagde: Og saa traekker man dem ogsaa over Sundet. -Ja, sagde Adolf, over Sundet skal de. De blev stille, hver i sine Tanker, blaesende smaa, fine Rogskyer frem for sig i luften. Stojen nede fra traengte op til dem, og de sad, smilende og saa' paa deres Glas, hvis Vaedske blev gylden i Lyset. -Ja, sagde Adolf. Det er det, det gaelder om; og de tomte Glassene og brod op. Berg og Adolf var ganske hede og opildnede, da de kom ned paa gaden og skiltes ovre paa Hamtorvet; -Men ligegodt, sagde Adolf. Taenk over det--det er en _Ide_. -Snak, sagde Berg. Han var virkelig gaaet og havde smilet ved Tanken om "Direktoratet"--saa tosset det end var. -Naa--adieu, "Associe", sagde Adolf. Og inde fra Fortouget raabte han: "_Jeg_ skyder Pengene ind. Berg blev ved at le ganske hojt for sig selv, mens han sad, med Hatten paa sit Skod, oppe paa Taget af Sporvognen og korte til Kontoret. I Redaktionsstuerne var Persiennerne nede for Solen og Luften stram af de nye Olietaepper paa Gulvene. Redaktionssekretaerstolen, Hr. Gravesens Embedssaede, i den forste Stue var tom, paa et Hjorne af Skrivebordet laa der en Flettekurv. Flettekurven var Tegnet paa, at Fru Gravesen var i Redaktionen. Fru Gravesen holdt af at opsoge sin Mand i Redaktionstiden--vaebnet med Fletteposen--for at afgore pinligere huslige Udgifter (i Familien Gravesen kunde iovrigt naesten alle Udgifter henregnes til de pinlige): heroppe forbod Hensynet til "De Herrer" Gravesen at blive hojrostet eller simpelthen at gaa og smaekke med Doren. -Ja, sagde Fru Gravesen hjemme med et lille Suk: Saa maa jeg vel ind til "Fa'er". Der var igen noget, det _maatte_ skaffes til Pigebornene. Caroline, giv mig mit Toj! sagde Fru Gravesen. Hun fik Fletteposen og Tojet--den laengste Tid af Aaret var Fru Gravesens Toj en grundtvigiansk Straahat og en Atlaskes Mantille--og kom ned ad Trapperne. De to Klaverer fulgte hende langt hen ad Vejen. Familien Gravesen boede paa Osterbro i et "Gevinst-Hus". De seks Frokener uddannede sig--som Bier--til praktiske Erhverv, et Par i hver Etage. Hele Huset var fuldt af Skalaer, Solfeggier og italiensk Bogholderi. Hvert Kvarter kom en af Bierne ud paa Trappen og hvinte "Ro"; Om Amalie blot et Minut kunde holde op med sine Hyl. Amalie kvidrede i Stuen; der blev smaekket med en Dor: Om Vilhelmine vilde holde Naesen hos sig selv--man maatte vel have Lov til at ove sig. Amalies Hoved kom tilsyne ved Kaeldergelaenderet og skingrede op efter i Trappegangen. Alle Froknerne Gravesen svirrede ud af de respektive Dore og hvinte, rodtoppede over Gelaenderne--samtlige Damer Gravesen var Chatteringer af rodt--: Ja, Amalie kunde vel osse la' vaer' ... Aldrig havde man et Sekund Ro for Amalie.... -Pyh--Gud ved, hvor tit Vilhelmine tog sine Poter fra Klaveret.... -_Saa?_ om Ida bare vilde passe sig selv, kom det fra Kvisten, fra Froken Frederikke, der var med Stilebog og Blaek i Ansigtet. Alle havde de Roster i Diskanten. -Aa, maa jeg vaere fri.... -Naa--det ved vi da om Vilhelmine, at hun bare over for at irritere os andre.... -Hold du din Mund, Frederikke. -Uf--Ida bliver naturligvis raa, hvinte Vilhelmine. Det gik fra Kaelder til Kvist; saa smaekkede Dorene--hele "Gevinsten" rystede, naar en af Froknerne Gravesen bad om Ro--Amalie sendte den siste Pil op til de uregelmaessige Verber paa Kvisten: -Hm--det ved man vel, hvem der kan klaede sig selv, skingrede hun. Froken Amalie var Medlem af Holmens Kirkekor og holdt sig selv med Paaklaedning.... Med Skalaer og Verber vedblev nu uforstyrreligt oppe og nede i Gevinsten. Froknerne Gravesen var udmattede og havde ikke Vejr. Fru Gravesen asede til Byen; hun havde en Gang, som hun var knaekket i Knaeerne, men hun brugte aldrig Sporvogn af Hensyn til Udgiften. Naar hun kom ind paa Kontoret, nejede hun for Medarbejderne i den forste Stue--Fru Gravesen havde vaeret gift syv og tyve Aar i "Byen", men hilste endnu stadig med et provinsielt Ungpigeknix, under Grundtvigianerhatten--og hun og Hr. Gravesen gik ind i et lille Braedderum, der benyttedes af Extra-Korrektorerne, og hvor der en Tid blev debatteret heftigt og halvhojt. -Tror du, det er til mig, Gravesen? sagde Fru Gravesen traet, naar Redaktionssekretaerens lille Skindpung endelig var kommet frem til Udbetaling. Naar hun gik, kniksede Fru Gravesen igen, med et sky Blik til Redaktorens lukkede Dor. Fru Gravesen betragtede Redaktoren som noget, der var meget naer op til Guddommen. Medarbejderne lod klogelig Redaktionssekretaeren sunde sig lidt over sin Ordensliste efter Fru Gravesens Afgang. Da Fruen var vel afsted, bad Berg om Papir; han vilde sidde her og skrive, han gad ikke gaa ind til sig selv. Han fik Papiret og satte sig hen i en Krog, men han fik ingenting skrevet. Han var tung og lidt fortumlet i Hovedet og sad og saa' frem gennem de stille Stuer, hvor Solen gennem Persiennerne kastede sine regelmaessige Pletter hen over Gulvene, og Medarbejderne sad, den ene bag den anden, laenede over deres Borde. Hr. Gravesen havde snaerret sin forste Forbitrelse op i Taleroret til Saetteriet--Faktoren horte altid paa Stemmen, naar der havde vaeret Udgifter til Pigebornene--; nu havde han et ledigt Ojeblik og skrev med Albuen paa Lommetorklaedet og Frakkekraven kroben hojt op bag til, mens han bukkede sig. Hans "ledige Ojeblikke" tilhorte den modnere Ungdom, han belaerte den utraetteligt i Oversaettelser efter det engelske. Han havde gjort det i tredive Aar og troede endnu, at han var anonym og at det var en Hemmelighed. Berg fik ikke skrevet en Linje. Den store Hurtigpresse begyndte at tage fat til Aftennumret og sendte sine uafladelige, hastigt klaprende Stod op gennem Huset. I Redaktionsstuerne rorte sig ingen. Gravesen blev ved at sidde bojet, fyldende Side paa Side og laeggende dem til Bunke: Han lignede en Skildpadde som han sad, rundrygget med opkroben Frakkekrave og dukkede. Den eneste Afveksling i _den_ Mands Tilvaerelse var hans "Viser". Han havde vaeret Forer paa et af de forste Studentertog, og han havde endnu en humoristisk Aare, som de tog til, ved Rusgilderne i "Studenterforeningen." Ved saerdeles festlige Lejligheder var han ogsaa Medlem af Studenterdeputationer, med en meget gammel og vejrbidt Hue, der Aar for Aar faldt ham laengere ned i Ansigtet, som om Hjerneskallen skrumpede ind med det ovrige.... Inde i det naeste Kontor sad Krans. Han havde ikke loftet Hovedet fra Papiret saalaenge Berg sad der. Han kom Klokken ni om Morgenen og satte sig paa Plads paa sin Luftpude; i tre Timer skrev han Bogstav til Bogstav. Klokken tolv var han saa faerdig med Foljetonromanen og havde tjent til Huslejen. Og han spiste sin Frokost, det sammenlagte Smorrebrod, uden at rejse sig, siddende foran sit Bord, stirrende ud gennem Stuerne, der endnu var tomme. Berg plejede just at komme paa den Tid og satte sig i Sofaen med en Avis. -Berg--laaner De mig femhundrede Kroner? sagde Krans. -Saa vilde man ta' Ferie, sagde han og blev ved at se ud i Stuerne, mens der kom noget som et Lys i Ojnene med de blodige Aarer. -Ja--lo Berg--om jeg kunde. Krans strakte Armene i Vejret: Aa--ja, sagde han og lagde igen de lange Papirer til Rette: Man maa vaere glad, at man kan tjene Foden. Der blev smaekket med et Par Dore, saa det fo'r i Berg. Det var Hr. Staer, med Revision paa "Literatur": Der var stroget otte Linjer, han kunde naeppe tale--otte Linjer.... -Der er stroget _halvtreds_, sagde Hr. Gravesen tort. -Men otte Linjer, som _maatte_ ind ... Otte Linjer midt i Tankegangen. Hr. Staer satte sig, han begyndte at laese op af Revisionen, og korrigerede alt, som han laeste, hidsigt, med en blaa Blyant, skont han vidste, Maskinerne gik, og intet blev rettet. Hr. Staer led alle Helvedes Kvaler ved hver stroget Linje og hvert ombyttet Ord Paa tyvende Aar lob han i "journalistisk Virksomhed" Vaeddelob omkap med Familiens Fornodenheder, Hurtigpressen og sin egen Tanke. -Netop Knudepunktet, sagde han--midt i Knudepunktet--men det er jo det, man aldrig ser, sagde Hr. Staer, forpint og faegende med den blaa Blyant. -De horer jo Maskinen, sagde Gravesen. Han gik uforstyrrelig over til et Par Depecher. Men Hr. Staer blev ved med sine otte Linjer, krammende med sine forskrevne Fingre i sit Skaeg. Tilsidst sagde han: Hvorfor arbejder man her. Vil De sige mig--hvorfor slider man sig op i denne Anstalt? Her gaelder det jo dog blot--at faa Numret fuldt. -Ja, sagde Gravesen. Staer faldt tilbage i Stolen med Revisionen over sine Knae. Maskinen klaprede op gennem Huset, hojere og hojere, som om den blev betaget af et voksende Rasen under Fodringen. Faktoren modte med sin Mappe: han havde ikke Manuskript nok til Morgennumret. Hr. Gravesen skod Skuffer op og i--Skufferne i de nye "Egetraesborde" gik aldrig op, Fyrretraeet havde vaeret fugtigt--og rodede efter "Indsendere". Der maatte vaere Manuskript i Udlandet. Og Hr. Berg skrev jo "Bagstykke". Berg krammede Papiret sammen og rejste sig: Nej, sagde han. Det blir ikke til no'et. Staer stod ogsaa op fra Stolen og sagde: Og naturligvis just naar man endelig en Gang har faaet noget sagt, sagde han og han gik ind i Laesestuen med Berg. Et Par af "d'Herrer" sad og stod med Dagens Aviser. Hr. Staer lod sin Forbitrelse gaa ud over Aktieselskabet: der var _Ho_ i de nye Sofaer og Skrivebordene faldt fra hinanden, saa de skraevede. Aktieselskabets ny Udstyr var Egetraesmoblement med Staalhaengsler paa alle Skufferne og alvorlige Sofaer, hvis stenhaarde Saeder og Rygge var betrukket med brunt Klaede. Udstyret var leveret af Bygmester Martens forste Leverandor. Staer var allerede borte og havde smaekket Doren i, ind til sig selv. Han satte sig foran sit Bord, bestandig oprort, taenkende paa sine otte Linjer: En Maskine er man, sagde han, en Maskine. Man maa en Gang _gaa_ fra denne Anstalt. Han faldt sammen, traet, som en slagen Mand: Hver Aften taenkte Staer paa "hellere _gaa_ fra denne Anstalt"; og hver Dag blev han, og skrev videre for at leve som en Mand, hvis Blod blev tappet draabevis. -Ja, ja, sagde han, ja, ja--det er ikke anderledes. Han stod op og tog Frakken paa for at gaa hjem. Hr. Staer gik saa tungt i Trapperne, som om han bar de Mile af Papir, han i tyve Aar havde skrevet fulde, i _en_ uhyre Victoriarulle paa sin Ryg. Berg gik hen ad Gangen, ind til sig selv, for at se, om der var Korrektur. Hans Kontubernal, Arnoldsen--"en af Bergs Generation", som Redaktoren sagde--sad ved det andet Skrivebord og de hilste paa hinanden med et Nik. Der laa paa Bergs Bord hverken Korrekturer eller Breve, og han drev frem og tilbage paa Gulvet uden Lyst til at tage sig noget til. -Den Maskine, sagde han irriteret. -Hvilket? Arnoldsen loftede Hovedet fra sit Papir: Ja ... sagde han og skrev videre. Berg saa', henne fra Doren, paa Arnoldsens saert hvide Ansigt og den kvindelige Mund, hvis Laeber uafladeligt sitrede, naar han skrev. -Hvad skriver De? sagde han. -Aa--nogle Noter ... Arnoldsen blev siddende bojet. Berg havde faaet Arnoldsen til "Bladet" efter at have laest et Manuskript af ham, som Arnoldsen havde smidt i Kakkelovnen samme Dag, som Berg havde sagt, der var Talent; og nu, da han var kommen i Virksomhed, naaede det Dag for Dag aldrig videre end til Generalforsamlings-Referaterne og "nogle Noter". -Hvor var De iaftes, sagde Berg. -I Romersgade--der var Gudsforhandling. Han havde en sloret Stemme, der altid sitrede, saa man naesten troede, han stammede, og han bed sig uafladelig med sine smaa Taender i Laeben, mens han talte. Han sad lidt, saa sagde han: Har De vaeret der?--Nej, sagde Berg, ikke iaar. -Hvor de Folk kaemper--hvor de slider--med deres Uvidenhed. Han fortalte med Ojnene i Bordet, i sine besynderlige, hakkende Udbrud, om Modet: -Det var om Verdens Skabelse--i de seks Dage--paa tiende Aften havde de talt om de seks Dage og om forste Mosebog--_tiende_ Mode, sagde han og lod den knyttede Haand falde ned mod sit Bord. -De skulde hellere ikke gaa der, sagde Berg. Hvad nytter det? -Man lider med dem, sagde Arnoldsen med sin sitrende Stemme. Han bojede sig over sit Papir og vendte tilbage til sine "Noter". Det var Smaanotitser, han samlede, om Fattigforhold i London, om Elendigheden rundt i Verden, om de sociale Nodstilstande, Notitser, over hvilke han lod sine tre og tyve Aar ruge halve Dage, og som blev trykt i "Bladet" med Petit, ved Siden af Kulissenyhederne. Redaktoren kaldte Arnoldsen for "Bergs hvide Mand" og vaernede "Noterne" mod Hr. Gravesen, der var forbitret: Man kunde vel i det mindste holde sig Nihilister fra Halsen--mente han. Redaktoren sagde: Naa--det er af de Nihilister, som ikke slaar ihjel; og "Noterne" blev staaende. "Nihilisten" kunde undertiden komme paa Kontoret, bleg som var han syg: -Hvad jeg har set for Ansigter, sagde han med en Stemme, som om han fros, hvad man ser for Elendighed--for magre, for gamle, elendige Ansigter ... han malte nervost disse Ansigter for Berg; og han sad hen, stirrende paa sit Papir, bundet og knaekket ved den blotte Erindring om disse Fattigansigter til Gaden, til han igen begravede sig i sit orkeslose og skrivermaessige Arbejde--fortaeret som af en Feber, af sin raadlose og stumme Fanatisme, af et stumpt og mojsommeligt undertrykt Raseri over sin egen Mangel paa Handleevne, Magteslosheden overfor al den Verdenskummer, han saa'. -Han har s'gu Skt. Veitsdans, sagde Lille-Gerster, som afskyede ham. Hr. Gravesen korte ham venskabeligt rundt til SporvognsselskabsGeneralforsamlinger og reducerede saa Referatet til ti Linjer, naar han endelig Klokken halv tolv naaede ind til Kontoret ude fra Smallegade. Berg havde staaet og set paa ham. Nu gik han hen til Skrivebordet og tog et Par Manuskript-Konvoluter frem af en Skuffe. Men han kom ikke laengere end til at spekulere over Skriften ... Alle Mennesker omkring Tyverne havde dog kun to Slags Skrift. Den ene Part en rund Barneskrift, der ikke var kommet bort fra Skonskriftbogen, kun var alle Bogstaver skrumpet sammen og rynkede som et overgemt AEble; de andre, hvis Bogstaver gav sig stramme nok, havde i Grunden blot strakt de samme tynde Jomfru-Tegn den gale Vej, som havde de rejst dem med en Stiver under hvert Bogstav.... Der lod et rask Bank med to Knoer, der meldte Lange. -Da', Born--kom han ind. Hvordan gaar 'et? Goddag, Hr. Arnoldsen. Han kom til Saede. -Tak. Og dig? sagde Berg. -Tak--brillant. Brillant s'gu ... Sidder nede paa Boulevarden disse Formiddage, dejlige Formiddage, du--foler s'gu, hvordan det vokser for En ... Billeder faar man, med et Lys over--Lange fangede dette Lys med sin hule Haand og klaskede det paa sine "Billeder"--Har s'gu forresten et Par Smaastumper med, sagde han flottere, som jeg vilde laese for dig. Arnoldsen gjorde Mine til at ville rejse sig fra sit Arbejde: Bliv bare siddende, kaere, sagde Lange. De forstyrrer ikke. Han havde faaet en Bunke Papirer op af sin Lomme af Format som Kancelliakter og rodede rundt--paa hvert Ark svommede der kun et Par enkelte laeselige Saetninger rundt mellem mange saere Tegn--: Besynderligt--jeg havde s'gu et Gulv, et brillant Gulv--kan s'gu ikke finde det ... han blev ved at rode.... -Det var et Gulv. forstaar du--Lange viftede med Haanden--et Balsals Gulv, du, set ind gennem Dorene--med Stov henover og en Stump Garnering helt inde og en "Sonne" paa en Vaeg, du, i forgyldt Ramme--hva? De Folk har altid Sonne, sagde han med et lille Forstaaelsens Nik, gamle Sonne, du.... -Og saa kommer Snakken, indefra Damevaerelset, hvor hun ta'er Tojet paa ... Lange laeste et Par Linjer, stadig malende, bevaegende den ene Haand--Forstaar du, _det_ skal jo nu _udfores_, forstaar du ... Saadan lidt sovnig Snak--som de er--med Stov i Ojnene.... -Her er et brillant Sted i Kotillonen--i siste Tur, naar de er blevet saadan rigtig smidige i Livene ... Han laeste igen.... -Men--det var s'gu egenlig ikke det, jeg vilde laese--Jeg har faaet hende ned i Drosken (han sogte) hvor de siger Farvel--med en Arm ud over Vogndoren, i Lyset ... Brillant Lys paa den arm, sagde han, naar hun korer ... Storartet Lys over Handsken. Berg havde i et halvt Aar set hver lille Skonhedsplet i Lyset paa den Arm. Du skulde se at gore det faerdigt nu, sagde han. Han folte en Maskine dernede skar ham i Orene. -Faerdigt, sagde Lange. Det kan jo gores faerdigt paa et Par Dage ... Han rejste sig op og gik op og ned ad Gulvet med et meget misfornojet og tvivlende Udtryk: Men jeg ved s'gu ikke, hvordan de Folk _ser_, sagde han. _Jeg ser_ Gulvet--som jeg sidder i Rygevaerelset--ind gennem Dorene--med Vaeggene og et Par Stole ... Med et Par _Menneske_ojne ser jeg.... -_Saadan maa det gores,_ sagde han og standsede. Men jeg ved s'gu ikke, hvordan de andre _ser_, sagde han. -Og _praeker_--De ved s'gu alt muligt ... Jeg vilde vaere glad du, om jeg bare fik en lille Folelse boret ud--det er, Fanden ta' mig, Kunsten: at finde det ene, lille Ord.... -Ordet, der gi'er det, sagde Lange med overbevisning. -Ja, sagde Berg sukkende, det er det. -Men jeg ved s'gu ikke, hvordan de andre _ser_, sluttede Lange. Han begyndte at samle sine Akter sammen. Gaar du med ned ad Gaden, sagde han. -Nej--jeg har lidt at gore endnu, sagde Berg, han fulgte ham ud. Da de var kommet udenfor, sagde Lange med en Forstaaelsens Gebaerde: Sporg, hvordan han derinde har syntes om det ... Man maa s'gu vide, hvad Populus mener, sagde han. Berg vidste, Arnoldsen mente intet. -Hvad bliver det forresten til med ham, gade Lange med sit tvivlende Udtryk og sagtere. -Naa, sagde Berg og trak lidt paa Skuldrene. -Ikke til noget? sagde Lange med Lys over ansigtet; det er _det, jeg_ altid har sagt. Farvel, du. Lange skred flojtende ned ad Trappen, mens Berg gik ind i Redaktionen. Inde i Redaktionsstuerne var det allerede begyndt saa smaat at morkne. Det var de halvt private Audiensers behagelige Time. Inde i "Laesestuen" havde en Skuespiller, der gik sin Direktors AErinde, med en Reklame i hver Lomme, i en Sofakrog fat i Bagstykke-Leverandoren, Hr. Isack, hvem han tiltroede betydelig Indflydelse. En betroet Embedsmand fra Konferensraad Heins Bank underholdt Krans, som ved en Pult sammentalte sine Linjer i Morgennumret: -Kapitalen burde naturligvis tage Sagen i sin Haand, sagde han, Stedet var jo henrivende, Stedet havde jo alle Betingelser--der var Tale om "Marienlyst", som et Aktieselskab maatte kunne gore til et evropaeisk Bad--... Men Publikums Interesse maatte vaekkes forst. -Man maatte have Publikums Interesse vakt, sagde Bankherren. Inde i Redaktionssekretaerens Vaerelse var Lampen allerede taendt paa Skrivebordet. Redaktoren havde fort Professor Gerster ind til Hr. Gravesen. Professoren talte i Familiens blode Tone, siddende med Benene slaaet behageligt over Kors i sin Laenestol: -Der var ganske vist endnu laenge til Kongressen--men den almaegtige Presse--og Professoren gjorde en Haandbevaegelse frem mod Hr. Gravesen, der altid blev ligesom lidt bredere i Stolen i Tiden fra fem til seks--kunde man aldrig gore sig bevaagen for tidlig.... Redaktoren stod ved Siden af og stirrede ud paa Himlen, der begyndte at farves rod over Slottet, som man saa' som en mork Kolos helt nede for Enden af Holbergsgade. Redaktoren var en soigneret Mand, der mest horte til, med et lidt traet Udtryk. Han var behagelig--med et let Skaer af Ligegyldighed overfor alle Medarbejderne undtagen overfor Hr. Staer, der angreb hans Nerver. Han onskede frem for alt ikke Stoj i sin Avis og ansaa _"Le Figaro"_ for Monstret af et Blad. -Ja. Kongressen skulde vaere skandinavisk--med Indbydelse til de finske Laeger ... Og det var projekteret at forbinde den med en Udstilling--Af hygiejnisk Indhold.... De Herrer talte halvhojt ind gennem Stuerne, hvor det lidt efter lidt blev morkt. Kun Gruppen om Hr. Gravesens Lampe--hvortil den militaere Medarbejder, Kaptejn Petersen, falden for Aldersgraensen, havde sluttet sig--var fuldt Lys. Efter den egentlige Kontortids Slutning var Yderdorene lukkede, og Maskinens Stoj lod kun herind som et hyggeligt Akkompagnement af fjern Brusen. De Herrer blev ivrigere, og Bankherren sagde hojt til Krans: -Ja--det er Maalet, min Ven, vi maa vaekke Publikum; og henne fra Sofahjornet i Morket sagde Skuespilleren med sin markerede Stemme: -Ganske vist--der var taenkt paa en fransk Ballet--men, oprigtig talt, vore egne gor det s'gu ligesaa godt ... og de to Herrer lo halvhojt gennem Stuerne, mens Professoren, der stottede Hagen i sin Haand, sagde i sin alvorlige Tone: Ja--Hygiejnen er upaatvivlelig Samfundets forste Livssag. Samtalen blev afbrudt af en lille Mand. der kom ind gennem Laesestuen og holdt sig tilbage i Halvmorket, da han saa', der var fremmede. Det var lille Hr. Canth, som forlegen sagde, at det var ingenting, han vilde blot sige Redaktionssekretaeren et Ord.... "Ordet" var et Par Fribilletter til Fru Canth, som han fik stukket i Lommen i en Krog. Fru Canth sendte saa jaevnligt "Manse" i Billetmission til Redaktionssekretaeren, som hun titulerede "Gamle Naestsodskendebarn" og lod give sig Kindkys, naar de modtes. Berg havde faaet Tojet paa, og mens han knappede sine Handsker, sagde han, irriteret ved dette glatragede Komediantansigt med de tykke Kaeber--som et Udbrud af hele disse Par Timers Lede: -Naa--hvad er det saa for en Logn, vi skal debitere, saa uformodet hojt, at det hortes gennem alle Stuer og der pludselig blev stille, mens Berg gik. En Saetter kom imod ham ude paa Gangen og sagde, at en tysk Herre var gaaet ind og ventede paa hans Vaerelse. Berg sagde, man kunde dog gerne havde sagt, han var gaaet ... Ja--men--det var en tysk Herre. Den tyske Herre var Impressario Hr. Theodor Franz. Hr. Theodor Franz svedte--det var den sjette Visit hos Pressen--men sagde, han var som genfodt. -Min Herre, sagde han, Skandinavien er en Lystrejse--det er en Rekreation. Berg spurgte, hvad Hr. Franz bragte iaar. Hr. Franz bragte en Buket --en Stjerne-Buket, desvaerre, det er det eneste.... -Min Herre, sagde Hr. Theodor Franz med et Suk, de Tider er forbi, hvor man bod paa et Program med seks Numre. Og han begyndte at traekke et Par Reklamer frem, idet han talte om den kobenhavnske Presse. Han kaldte den en Presse af Rang, og han kunde sige, han satte saerlig Pris paa den kobenhavnske Presse: Den kobenhavnske Presse forstod _Sagen_, sagde han, og var _deltagende_. -Ja, min Herre, sagde han. Deres Presse har megen _Fantasi_. Han havde sat som et fedt Punktum og pustede, med Haenderne paa sine Knae. Berg folte Forpligtelsen til at fylde Pavsen med en Kompliment og sagde: -Ja, min Herre, det er jo kun en Pligt at vaere imodekommende mod "Stormestren" blandt Impressarioer. -Min Herre, sagde Hr. Theodor Franz, der modtog Komplimenter med bredt Bryst: Det er kun et Talent. Hr. Theodor Franz lod Ojnene falde i sin Notitsbog og blev pludselig oprort. Han havde bemaerket Fattigskattens ti Procent. Fattigskatten fornaermede ham, han kaldte de ti Procent en Kraenkelse. -Min Herre, sagde han, jeg forstaar det ikke. Vi bringer Kunstnere --vi bringer Verdensberomtheder, og man brandskatter os som Menageriejere.... Men Hr. Theodor Franz blev hurtigt formildet, og han talte om Kobenhavn. Han besang den, han fandt ikke Ord for at lovsynge den. Han gik hen til Vinduet og talte stadig hojere og hojere. Dette var utroligt; dette var endelig en By. Dette var Foretagelsesaand--en Storstad, her kunde man anlaegge Kapitaler. -Min Herre, sagde han, jeg er forsigtig--forsigtig, jeg har femten Aars Erfaring. Men ti Stjerner, min Herre, ti Stjerner forer jeg til Kobenhavn--i en Saeson. Han vendte Ansigtet mod vinduet, og idet han saa' ud over den lyse Gade, sagde han: -Ja, min Herre, her er "Stemning", her forstaar man at nyde efter at have arbejdet. Og han blev ved at tale i sin ophidsede Tone, med store Haandbevaegelser, slaaende ud mod Byen foran sig. Han talte om de nye Staddele, om Victoriateatret--"Min Herre," sagde han, "Tusinderne vil dryppe fra Vaeggene"--om Voldene, der var mejet bort, om "National", om Strommen allevegne: -Ja, min Herre, sagde han. Her er Jord for en Verdensstad. -Hvorpaa venter Skandinavien, raabte han, paa hvem venter man? Norden venter paa Kobenhavn, sagde han. Jeg afgor en Sukces med ti Depecher fra Kobenhavn. Berg horte ikke mer. Han dromte med et Smil, med Hovedet stottet i sin Haand. Og uden selv at vide det traadte han hen til Vinduet, og han stirrede smilende ned ad den lyse Gade mod det store Slot. Hr. Theodor Franz var blevet meget varm og kunde naeppe faa Vejret. Han holdt inde og torrede den begejstrede Sved af Panden. -Ja vel, min Herre, sagde han, det er et lykkeligt Land. Berg vidste knap om sine egne Ord, da Hr. Theodor Franz brod op, og han fulgte ham tildors med en Kompliment. Han var i Tankerne paany vendt tilbage til denne "Spog" fra Restauranten; til den Plan, som ikke vilde vige fra ham: dette Teater, der fortryllede ham, saa fuldt af Liv; hvor alt virkede, som byggede de derinde en hel Stad; dette Teater, som blev ham et Symbol, det store Symbol paa denne ganske By, der begyndte at _leve_. Og han folte igen hele Leden fra de tungluftede Stuer dernede, hvor de udslidte Medarbejdere dukryggede skrev mekanisk omkap med den buldrende Maskine--Gravesen, Krans og Staer ... Og Arnoldsen og Lange, der evindelig sad, den ene mismodig og den anden selvglad, og befolte deres eget Talent og kom ikke videre--en evindelig Marsch paa Stedet af hele dette "skrivende" Kompagni. Og han selv? -Nej, nej--han havde heller intet Digtertalent--hele hans Talent, han vidste det nu, havde kun vaeret _hans Samliv_ med denne By.... Og gaaende frem og tilbage paa Gulvet, et Bytte for al den Bevaegelse, denne Dag havde opsamlet hos ham, saa' han, som et Landskab, Solen pludselig belyser--hele sit Liv, det fjerne ganske naer. * * * * * Erindringen om hans forste Hjem i Skovridergaarden paa Als viste sig altid forst for ham i _det_ Billede: den runde Dam med sin Gronsvaerkant, hvor Barnepigen sad med Benene op under sig og strikkede paa sin Hose, samt Lysthuset foran Dammen med de fire hvide Sojler og ved Siden af Gangbraedtet, hvor han listede sig frem skaevende og bange for at kigge ind i "Lunden", hvor der var ganske stille, og hvor Barnepigerne sagde, at _der_ boede "den store Mand".... Herluf legede rundt om Dammen, og ovre paa den anden Side krob han op paa Stakittet og holdt sig fast: Ude paa Engen vadede Landsbydrengene i Aaen med deres bare Ben og langt borte laa "Fa'ers Skov"--til han faldt ned og skraalte, og Barnepigen satte i med et: Naa--saa ... og fik ham samlet op. Saa faldt de i Sovn, begge to, ved Siden af hinanden paa Gronsvaeret, mens Myggene stak dem, saa Herluf havde Buler over hele Kroppen. Til Moders Fodselsdag blev der bundet Kranse til Lysthuset, af Guldregn og Sirener, og "Thebordet" var daekket derinde om Morgenen. Fremmede Damer gik rundt om Dammen i stive Skorter og sad i Solen paa Baenkene og lo med deres Kopper i Haenderne, mens lille Herluf lob rundt i Flojelsblusen og bod Kager om. Om Formiddagene legede Herluf i Gaarden: Mo'er holdt Udkig fra sit Vindu. Han jog--langt borte--efter Kalvene, saa de satte i Galop fra Vandtruget paa deres slatne Ben; Rugehonen laa med bredte Vinger over Kyllingerne i Solen ved Stalddoren--de rullede ligesom smaa gule AEg mellem Gaardstenene ... Og Lars korte Ho ind, mens Moderen lukkede alle Vinduer op, for at Duften kunde traekke ind i Stuen, og saa kom Ruglaessene med alle Orentvistene.... Lars fandt alle Mettes Killinger oppe i Hoet over Toftene, det var en hel Kurv fuld af smaa, snoftende Blinddyr, som Herluf bragte ind i Kokkenet for at give dem Maelk ... Da de blev druknet i Dammen, allesammen i en Saek, graed Herluf saa laenge, til han tilsidst kom i det morke Kammer.... Og saa blev det koldt, og Havedoren blev til et Vindu, og Moder lo ad Fader, naar han gik i sine store Traeskostovler til Skoven og slog paa Ruden til Farvel. Moderen sad ved Vinduet om Eftermiddagen, Herluf stavede med Bogen i hendes Skod; siden saa' han Billeder, liggende paa Gulvet, paa Maven, mens Moderen syede--Plejlens Lyd horte man gennem den stille Gaard. Lars og Daglejeren taerskede i Loen.... -Mo'er, sagde Herluf paa en Gang, midt som han laa over sin Billedbog, er du lykkelig? Moderen lo. Hvad den Dreng har for Ideer, sagde hun. -Ja, sagde hun saa og lod Sytojet synke: jeg er lykkelig. -Naa, sagde Herluf blot og laa igen stille paa sin kuglerunde Mave over Billedbogen--halve Timer. Vintersolen krob ind til smalle Striber henover Gulvtaeppet. Moderen rejste sig og de gik over i Loen; Lars og Daglejeren tog til Huen og taerskede videre, og Moderen satte sig paa en Bjaelkekant med Fodderne hojt op under sig og saa' til. Herluf krob ogsaa op--han dukkede altid frem bag Moderens Skorter--og Soren tog Saed op i den hule Haand og viste Fruen, hvor den skaeppede. Naar det begyndte at skumre, gik de hen ad Poppelalleen forbi Haven til den lille Baenk. Der sad de, mens Solen gik ned bag Degnegaarden, og Klokkerne begyndte at ringe. Degnens tykke Tine kom med et Torklaede over Hovedet. Munden stod ikke paa Degnens Tine, og altid havde hun travlt med at laegge sine Kjoler ud i Sommene. I Skovriddergaarden var det, som alle maatte le, bare de saa' hendes runde Ansigt. Paa "Morkningsbaenken" nikkede "Tine" til hver, der kom forbi paa Vejen, og kaldte ham ved Navn, og snakkede los igen: -Nej, nej, sagde hun. Peer Nils kan hverken leve eller do, stakkel ... Tine tumlede med de syge i det ganske Sogn. Hendes Kur var: Vinduer op og faa dem i Solen. -Ja, hun ka' lovte En, sagde den lamme Peer Nils, Degnens Tine ka' lovte En, og Taarerne lob det gamle "Mimredyr"--som Tine kaldte ham--ned ad Kinderne bare ved Tanken. De sad alle tre paa Morkningsbaenken, til Klokkerne horte op at ringe, og der blev stille, i Genbogaarden kom Drengen frem og lukkede Gaardporten. -Der er Skovrideren, sagde Tine. Hun horte ham altid forst, naar han kom paa Vejen. Og snakkende gik de alle hjem ad Alleen. I Degnegaarden gik Moder og Herluf op for at drikke Kaffe om Eftermiddagen. Det var som alting skinnede i Degneboligen: Stuerne og den lille runde Degn og Tine og Madammen, og Solen, syntes man, stod altid ind i Stadsstuen over det sandstroede Gulv. Ingen havde heller saa rask til Vaffeljernet, som Madam Bolling. Efter Kaffen sad Moderen og Tine i Stadsstuesofaen og sang. Med et satte de op at danse og valsede over Gulvet, saa alle Madam Bollings fine Sandstjerner floj; Tine var Kavaller og svingede, saa Skorterne viftede: Smukke Pige med det sorte Haar, Se lidt paa mig. Hor hvor bankende mit Hjerte slaar, Jeg elsker dig. Nej, Hr. Jaeger, nej. Lad mig gaa min Vej, Hvis Mama det saa', Vil jeg Utak faa. Paple, Paple, Paple. Paple Pap, Det tror jeg knap. Det var Tyrolervals. Tine slog Armen om Fru Berg, saa det kladskede, Madam Bolling nynnede med paa sin Stol. Smukke Pige med det sorte Haar, Se lidt paa mig.... Herluf gjorde ogsaa Spring, foran Spejlet, med Fingrene i Munden: _Han_ skulde danse--han skulde danse, raabte Tine. Hun og Fru Berg pustede i Sofaen med hinanden om Livet, mens Herluf skulde danse. Han hoppede som en Kakelak med Tungen stiv i Munden--gamle Bolling lo, saa hans Mave gyngede under Vesten. Saa satte Tine i igen og valsede og sang: I Kongelunden vort Bryllup skal staa Med Dans og klingende Spil Enhver, der har Lyst, kan se derpaa. Vi indbyde alle, store og smaa, Til Festen i Kongelunden. Trallera.... De svingede, saa de ikke havde Vejr. -Syng, syng, raabte Tine aandelos: De Gamle sang; gamle Bolling slog Takten med Foden som ved Psalmesangen i Kordoren, og Herluf blev helt vild og for om i Rundkreds som Hesten "Zampa", han havde set paa Markedet i Avgustenborg, mens han hylede: Til Festen I Kongelunden.... -Skovrideren, sagde Tine, og standsede midt paa Gulvet. Berg stod i Doren, og de blev alle stille, ligesom halvflove i det, til Tine fik Berg budt op og valsede. Naar de kom hjem fra Degnens, sad Moderen i Morkning til The. Hun sang ved Klaveret--det var Visen om "Lille Grete"--med en svag, daempet Stemme, der knap naaede frem i Stuen, Berg aabnede sin Dor paa Klem, Herluf sad ganske stille paa sin Skammel. Ak, kaereste Hr. Guldsmed, Jeg har kun Sorg og Savn, Min Grete rejser fra mig I Dag til Kobenhavn. Nu vil jeg gerne be' ham. Min gode Mester Vig, At gore mig en Guldring Og skrive indeni: Farvel, farvel, lille Grete! --Det var de korte Dage. Slud og evig Regn. Fru Berg og Tine kom forfrosne i store Sjaler til Morkningsbaenken. Hjemme blev der slet ikke taendt Lys om Aftenen, Faderen og Moderen sad sammen i Sofaen i Morket. Herluf krob sammen ved Fodderne af Moderen. Talt blev der ikke. Stridregn var det, saa det slog mod Ruderne: De Satans Hunde, sagde Faderen. De to Jagthunde hylede jamrende oppe paa deres Loftskammer. -Det er mod ondt Vejr, sagde Moderen, sagte, som om hun fros. De sad igen stille, mens Hundene blev ved at jamre: Det er ikke til at holde ud, sagde Berg. Han rejste sig for at gaa op til Hundene. Moderen og Herluf blev alene og horte hans Skridt over Loftet. -Mo'er, sagde Herluf stille op imod hende i Morket: Doer da Kongen? -Gud forbyde det, sagde Moderen. Herluf tog om hendes Knae, hun havde saa underlig en Stemme. --Moderen og Herluf sad endnu med Tine paa Baenken, skont det laengst var blevet morkt. En Gang imellem hvidskede de en Saetning--med de Stemmer, hvormed i de Dage alle talte, som om de havde en Kulde i sig--om det eneste, man talte og taenkte: om den syge paa Gluecksborg. Man sagde, det var igaar blevet vaerre med Kongen. Vejen laa stille og ode. Kun Pilene paa Genbohegnet svajede i Morket. -Mon han er ved Samling, sagde Tine. -De siger jo Nej, sagde Moderen. De horte en Vogn, der arbejdede sig tungt gennem den opblodte Vej: Det er Posten, sagde Tine og rejste sig. De saa' ham komme frem i Morket vandrende ved Siden af sit Og. -Jakob Hans, raabte Tine, hvordan er 'et? -Jakob Hans standsede sit Koretoj og stod lidt. De sier, han er dod, sagde han saa. -Iaftes. Moderen og Tine graed hojt, Herluf trykkede sig ind imellem dem. Posten satte langsomt sit Og i Gang igen gennem Morket: Godnat, Jakob Hans, sagde Tine gennem Graaden. De blev ved at graede ved Siden af hinanden: Jeg taenkte det, sagde Tine. Uglerne var saa slemme iaftes. Berg kom bag ved dem: I ved det, sagde han. Moderen laenede sig til ham; lidt efter lidt horte de op at graede og stod stille. -Nu skal Klokkerne gaa, sagde Tine. -Ja, sagde Berg. -Hent Deres Foraeldre, Tine, sagde Moderen. Lad os vaere sammen. De gik hjemad, Berg holdt Herluf i Haanden. Da de kom ind, gik Herluf ud i Kokkenet og Borgestuen og sagde til hver: -Kongen er dod, og saa' paa, hvordan hele Huset graed. * * * * * --Man ventede Krigen hver Dag. Brod den ud, maatte Berg med som Reservelojtenant, og han vilde have sin Kone og Herluf bort i alle Fald: i Skovridergaarden maatte der dog ansaettes en Vikar. Og han vilde vaere roligere, naar han vidste Kone og Barn i Behold hos sin Fader og Soster i Kobenhavn. Hun gav efter; iaften skulde de, hun og Herluf, rejse med Dampskibet, som anlob Sonderborg ud paa Natten. Det var en fugtig og taaget Dag. Fru Berg gik sidste Gang om til hvert et Sted i Gaard og Have; Herluf stolprede hende i Haelene. Hun stod i Stalden hos den blissede Ko--det var Fanny, som havde givet Maelk til Herluf, da hun ikke laengere taalte at amme ham--; hun stod og kloede Fanny kaertegnende mellem Hornene, den var saa kaelen og vilde slikke hendes Haand: -Saa sorger Lars jo for hende, rigtig godt for hende, sagde hun. -Det ka' Fruen vaere tryg paa, sagde Lars, som ogsaa var paa Vej til at vande en Hone foran den blissede. Koerne vendte Hovederne i Baasene og brolte langtrukket og daempet, mens "Fruen" lukkede Stalddoren. De gik om langs Laengen forbi Honsehuset: Ja, den spaettede var trofast ... den lagde AEg til det sidste, og de bojede ind bag Haekken ved Dammen. Herluf tog Moderens Haand, mens de gik. Ved Lysthuset standsede de. Der hang paa Slyngrosen om den ene Sojle en frisk lille Gren, da Moderen saa' den, begyndte hun at graede igen og brod den af. -Mo'er--kommer vi hjem til din Fodselsdag, sagde Herluf. -Jeg ved ikke, sagde Moderen, som graed. De gik ind gennem Lunden; i dens Udkant laa der en Hoj. Henne over Landsbyen gik Solen ned. Det vor som en fjern Brand over Skyerne; foran dem laa Eng og Aa og Gaarde og "Fa'ers" Skov. Fru Berg saa' frem derover, laenge, laenge; graede gjorde hun ikke mer, stod kun bleg og stille. -Mo'er, sagde Herluf og trak i hende, men hvorfor maa vi rejse. Moderen rorte sig ikke: Fordi Fjenden er over os, sagde hun. Og Herluf stod stille, ligesom den Gang, han havde vaeret i Kirke. Om Aftenen sad de i Stuen. Fader og Moder i Sofaen, Faderen sad hele Tiden og klappede Moders Haender, Herluf havde han paa Skodet. -Ja, det er Tid, sagde Faderen. Moderen rejste sig og begyndte at tage tojet paa, men hun lod det ligge og gik hen til Vinduet, hvor hun graed med Hovedet mod Stolpen. Da Vognen var forspaendt, kom Tine som en Stormvind med sit Torklaede over Hovedet. -Naa, naa, sagde hun og lo med Graaden op i Halsen. Vi skal nok muntre Skovrideren ... Det er fra Moders Urtepotter, sagde hun og stak et Par Blomster til Fru Berg; hun kunde ikke tale mere. Ude paa Gangen stod alle Folkene paa Hosesokker, der var en Snoften i hele Klyngen. Fru Berg rakte Haanden til hver: Mo'er, sagde Herluf, du har ikke givet Haanden til Hans Husmand, Mo'er, du har ikke givet Haanden til Hans Husmand, Mo'er ... Da Maren Malkepige fik Haanden, gav hun sig til at hyle, som om den Onde vilde tage hende, og slog Forklaedet op om Hovedet. Tilsidst kom de da ind i Kalechen: Farvel, Hans Husmand, blev Herluf ved at raabe; og Vognlygtelyset faldt hen over Dagligstuevinduerne og "Kontoret" og saa over Poppeltraeerne--de var ude af Gaarden. Oppe ved Morkningsbaenken stod Tine og vinkede med sit Torklaede. Hun lob med Vognen og rakte Haanden ind over Forlaederet. Saa tog Herluf paa at graede. Da de kom til Sonderborg Havn, laa Dampskibet allerede der ude og stonnede med sine Lanterner. Baaden var klar. Baadfolkene lob rundt med Lygter; da Herluf kom ned i Baaden og folte det gyngende under sig og saa' det sorte Vand, graed han igen og vilde hjem. Faderen tog ham paa Skodet paa Toften. De var snart ude. Afskeden maatte gores kort. Moderen og Herluf var oppe ad den lille Trappe ved Hjulhuset, og Styrmanden holdt sin Lygte op mod Bergs Ansigt, der stod paa det nederste Trin. -Nej, sagde Berg, jeg bliver. Og der blev pebet, og Skibet begyndte at ryste under Maskinen. Baaden saa' man knap mer, kun Lygterne inde ved Havnen. -Mo'er, sagde Herluf og tog hende i Kaaben, Mo'er, Fa'er graed. Moderen svarede ikke. Hun troede, hendes Ojne vilde kunne finde ham i Morket endnu--hendes Mand. Skibet stodte saa tungt op mod Sonderborg Slot. De saa' ikke Mand og Fader mer. Berg faldt ved Dybbol i Skanserne. Det var Fru Berg, som om det kun var noget, hun havde vidst og ventet, og som om det slet ikke gav nogen Forandring--uden Immortelkransen, hun bandt om hans Billede over Sofaen. Hun syntes, hun havde _altid_ siddet orkeslos her i disse trykkende Stuer og stirret ud paa den traege Vester-Gade og hort Svigerindens langsommelige Plojen gennem "Napoleons Felttog", som hun igen begyndte forfra for den Gamle. Ved hver Lyd fo'r Fru Berg sammen: Det var vel Herluf, der gjorde Ulykker igen. Den Dreng var blevet saa kejtet af lutter Forskraemthed, at han ikke rorte sig uden at gore Skade. -Marie, skreg den Gamle fra den lille Stue, Marie.... -Ja, ja, sagde Moderen, hun var allerede paa Vejen til Gerningsstedet. -Naar han blot la'er mine Piber haenge, skingrede Bedstefaderen. Er det mine _Piber?_ skreg han ud gennem Dorene. Ikke en Time lod han Marie i Ro med sine Piber: Naar han blot la'er mine Piber _haenge_, blev han ved. -Ja ja--ja--ja, sagde Marie.--Men kunde Bedstefader ikke flytte dem derind? Her kom Herluf saa sjaeldent.... -Ja, ja, Marie, de blir nok flyttede, de blir nok snart flyttede ... Men min Tid blir de haengende, min Go'e, sagde han rystende, min Tid skal de ha' Lov at blive haengende, min Go'e, blev han staedigt ved, med sin halve Hoste, der aldrig blev til mer end til en Stonnen, og som dog fyldte hele Huset. -Skal jeg ikke laese for dig, sagde Marie. -Tak min Go'e, sagde Bedstefaderen, stadig stiv, hvis du vil.... Marie laeste et Par Sider, mens den Gamle stadig rommede sig og flyttede sig i Stolen: Tak, sagde han saa, men du er vist traet nu ... Hvor er Minna? sagde han. -Hun kommer vist strax, sagde Marie og lagde Maerket i Bogen. Hun sukkede. -Ja--ja, du sukker min Pige ... ja, ja, det er ikke Skovridergaarden ... Vi andre, vi har siddet her fem og tredive Aar ... tit baade _Sommer_ og Vinter, sagde han. "_Sommer_ og Vinter" glemte han aldrig, det refererede sig til et Par Somre, hvor han ikke havde vaeret inviteret til Skovridergaarden. Marie svarede ikke; lidt efter kom Minna, og hun vendte tilbage til sit Vindu. -Hvordan er 'et, hun laeser, sagde den Gamle. Jeg forstaar hende ikke--hvordan er 'et hun laeser, sagde han. Minna tog fat paa Laesningen. Inde fra Spisestuen lod der et Rabalder: Marie, Marie, gik det los. Fru Berg var allerede derinde. Det var en Urtepotte, der laa paa Spisestuegulvet med Jord og Skaar og det hele. -Men Herluf dog, sagde Moderen, saa inderlig traet bebrejdende, _kan_ du dog ikke ta'e dig iagt? Herluf dukkede over Misgerningen--han var paa Veje til at blive rent ud skelojet af evig ond Samvittighed--og fik lykkeligt Jorden smurt ud over endnu et Stykke Gulv. -Men Herluf dog, sagde Moderen og tog ham vaek. Man maa jo huske, han er et Barn, sagde Tanten og holdt Haenderne mod Tindingerne med det glatkaemmede Haar. Sofie, sagde hun og aabnede den listeslaaede Dor til Kokkenet: Vil du bringe Fejeskuffen ... Herluf er kommet til at rive min Azalia ned.... -_Kan_ du Tabellen? sagde Moderen. Herluf gryntede og gik sidelaengs hjem i sin Krog ... Han gik i Skole ved "Frue Plads" hos to Frokener, i Vejret skod han saa leddelos og blegnaebbet som et Vinterskud. ... Sofie var inde med Husholdningstavlen, det skete, naar Herluf var i Seng og den Gamle til Ro. Svigerinden borede Haenderne i Tindingerne. -Hva' skal man dog gi' Jer, sagde hun traet. I er jo vant til Afveksling ... Ja, ja, Sofie, tag saa et Stykke Bryst--et halvt Pund mere, ved du.... -Men, Herre Gud, sagde Fru Berg fra den anden Side Lampen ... det behoves jo ikke, Minna.... -Et Barn har dog Appetit, sagde Tanten gudhengivent. Sofie gik; Froken Berg var altid saa anstraengt af Tavlen. -Onsker du ellers noget? sagde hun, naar hun var faerdig med "Berlingskes" Foljeton, som hun nod med Strikkepinden mod Overlaeben for Gaben; hun behandlede endnu stadig Svigerinden som en Gaest. -Nej Tak, sagde Fru Berg og taendte Lyset, der ventede. De vexlede "Godnat", og Fru Berg gik op til sig selv paa tredje Sal, med sit Lys. Hun gik saa slaebende som en gammel Kone opad Trappen: Det var Regnestykket, det evige Regnestykke, der lagde som Bly i hendes Ben. -Nej--hun naaede ikke videre, kunde ikke komme videre end til den Smule Klaeder og Skolepengene--Skolepengene, som vilde stige--og Vaerelset her i Leje.... -Sov dog, sagde hun og lagde Taepperne om Herluf, som aldrig sov, for hun kom op, braendende hed som han laa i Sengen, af Angst ved at ligge alene i Morket, alene i Etagen her ovenpaa.--Mo'er--gaa i Seng, hvidskede Herluf fra Taepperne. Fru Berg sad paa Sengekanten og stirrede ind i sit Lys med Haenderne i sit Skod. -Sov dog, sagde hun igen. Hun stod op og lagde Bordtaeppet sammen til Natten--det var det gamle Bord derhjemmefra--og trak Hylstrene over Sophapuderne: det var hendes Brudegaver endnu.... Naar hun var kommet i Seng, graed hun i Puden ganske stille. Herluf stod op og listede sig ud af sin Seng: Mo'er hviskede han ved hendes Hovedgaerde. -Mo'er, du skulde ikke graede sagde han. Og han begyndte selv at graede stille som hun, mens hun tog ham ind under Taeppet, og de laa i Morket taet ind til hinanden. -Mo'er, hvidskede han, hvem boer nu hjemme? -Fjenderne, sagde hun. -Og har Bollings Fanny? sagde han. -Ja--Bollings har Fanny. Herluf faldt hen og drog Vejret dybt i Sovne. Saa loftede hun varsomt sin lange tynde Dreng og bar ham over Gulvet, i Armene, paa de bare Fodder, hen i hans egen Seng. ... Froken Minna havde taendt sin Lampe paa maelkehvid Fod og var gaaet ind til sig selv. Hendes Vaerelse var et lidet Rum med meget pertentligt hvidt, lagt over Krusejern; "Hjortens Flugt", "den lille Hornblaeser" og "Stjerneskud" i Pragtbind om Sykurven; og "Marie og Magdelena", i en bleg Udgave over Sengen. Naar Froken Berg var kommet i Nattojet, slukkede hun Lampen og listede ud for at lukke Dorene paa Klem. Hun sov jo som en Hare for at hore efter den Gamle. Tiden gik. Tre Aar efter at de var kommet til Kobenhavn, dode Fru Berg. Herluf blev hentet hjem fra Skole, Bestyreren kom selv ind og klappede ham paa Hovedet, mens han begyndte at hulke hojt, i Klassen. Tanten stod ved Trappegelaenderet hjemme og tog imod ham og graed. Alle Dore stod aabne; han greb om Tanten og vilde ikke ind: Kom, sagde hun. -Er det min Dreng? det var Moderens Stemme, hun sad op i Sengen, men hendes Ojne kunde ikke se mere. -Min Dreng, sagde hun, hun folte hans Haar med sin Haand: min lille Dreng. ... De graed alle, og Tanten tog ham op, hvor han laa. Der var saa stille i Kammeret. Det var en travrig Begravelse fra Kapellet ude paa Kirkegaarden, faa Folk og ikke mange Kranse. Herluf gik med Praesten bagved Kisten. Da de kom hjem, var Stuerne fine, med rene Gardiner som til Jul og Pintse. Men da de kom tilbords, med Vin paa Bordet, Damerne i deres sorte Kjoler, begyndte Herluf at hulke, saa de maatte bringe ham fra Bordet. Han sad og borede sig ind i Krogen under Pibebraedtet, mens han graed--til en af Piberne faldt ned, og der blev et helt Opror. Inde fra Lillestuen skreg Bedstefaderen, og alle stod fra Bordet. Herluf lob op i deres egen Stue og gemte sig. Der sad han i en Krog til om Aftenen, da Tanten kom op og sagde: Nu skulde han komme ned, Bedstefa'er var ikke mere vred. Men Herluf tog paa at hulke igen: han syntes, nu var forst hans Moder rigtig dod. Nede i Stuen sad de sorte Damer og haeklede om Lampen. * * * * * Og Tiden lob. Herluf var laengst i Latinklasserne. Det var Lordagens sidste Time. Tredje "Faelleds" havde Gymnastik. Solen stod ind ad Vinduerne paa Kalkvaeggen, og Stovet slog i store Skyer af de gamle Homadratser under Realisternes Laengdespring. De Studerende stod og skod Ryg i Geled langs Vaeggen som en Rad Flagermus, der er kommet i Dagen. Hr. Atterbom, der udenfor Gymnastikken tilhorte Toldboden, var begejstret og gned sit Lugteorgan, som om han gav sig selv "Skrabnaese". -Godt Jensen, godt Jensen--det er Appel. Realistfuksen Jensen satte i Skjorteaermer ind paa Hopuden. Godt, godt! Hr. Atterbom gav Guldrandskasketten et Fur. Saa vore Baenkebidere, raabte han. Vore Baenkebidere var de Studerende: Madratsen ind, sagde Hr. Atterbom; Madratsen blev flyttet naermere til Kridtstregen. De studerende tog Tillob med nogle smaa, skrutryggede jomfrunalske Hop og kraenkede Ansigter: Naa, naa, bli'r 'et til no'et? naa, naa, kommer man afsted? Baenkebiderne faldt ned ved Siden af Madratsen, som Oldenborrer fra et rystet Trae. -Naa, for Satan--_om igen_. Hr. Atterbom raste. Herluf Berg hoppede om: Jomfrubuks, skreg han. Herluf bad om Lov til at gaa ud at drikke Vand, han havde Trykken for sit Bryst. -Naa, Appel, Hesten frem.... Det gav et Ryk i de syv syge, som pyldrede rundt i Krogene, med nogle ynkvaerdige Ansigter--i Mangel af Attester. De syv Blegsotskandidater krob ud i Solen for at slaebe Hesten og vendte saa tilbage til Mandagslektierne, med Haenderne paa Panden. Realisterne lagde for, mens de studerende regnede smaa Mandags-Opgaver i den hule Haand. Den rodhaarede Duks sluttede Censuren: han forte Privatbog over alle tre hundrede syv og firs Disciples Flid og Opforsel. Der blev en staerk Bevaegelse. Det var Ole Martens, der trampede ind og smaekkede med Doren. Han havde vaeret hos Rektor for at hente Karakterbog med Anmaerkning for "at sove lydeligt og gentagende", og var tykskindet, som havde han Faaresyge. Selv de syge listede frem af deres Kroge for at syne ham: -Ja, vraengede han til alle Foresporgsler ta' 'en, Mariane.... -Godt, godt, Guldrandskasketten gik bagad af Extase, der har vi Jensen--godt, godt--han ta'er som en _Danser_ ... Naa--frisk, Hr. Atterbom klappede: Saa lofter vi Enderne.... Tilraabet var til de studerende. Hr. Atterbom blev altid "raa", naar han stod ved Hesten mellem Realisterne, der tog imod i Skjorteaermer og spyttede i Haenderne. -Naa, naa, saa saetter vi i; Hr. Atterbom talte som en Kusk, der driver et gammelt Og, mens den rodhaarede lagde for som en skraemt Kapellan for Bispen. De andre fulgte efter gennem Salen som forblaeste Hons. -Hva', hva'? Hr. Atterbom blev ved: er 'et Mandfolk--hva' si'er jeg, er' et ikke Kaellinger--hva', hva'? de springer som lamme Lopper.... Latinerne faldt baade paa to og paa fire: Dyrplageri, vrissede Duksen og borstede sine Knae; han havde Ansigts Skt.-Veitsdans af rodhaaret Arrigskab og Forlaesthed. -Nej, sagde Hr. Atterbom sorgmodig og forskod sin Paryk, det er s'gu Kaellinger. Han kommanderede de blegsotttige frem igen for at flytte Hesten. Nu skulde de have Skraastangsovelser til Slut. Herluf Berg praesenterede en daarlig Finger og blev dimitteret. Han lagde sine Boger sammen for at gaa--under arrige Hvislelyd fra Vaeggen--og Ole Martens slog ham Folge. De gik op ad Gaardtrappen i Hovedbygningen ind i den lange Klassegang. Luften var tung og noget blandet. Det bornholmske Uhr ligeoverfor Sokrates's Buste dikkede gnavent gennem den sovnige Summen, der stod ud gennem Dorene. En Gang imellem horte man en Skraben, som om Heste rorte sig i Baasen. -Ja-a, sagde Ole og slyngede Bogremmen med et Knald ind mod Vaeggen ved Siden af Sokrates, saa Vismanden rystede: -Den ganske Bule skulde han straffe gentagende. Det rungede i hele Gangen, mens de rog ned ad Trappen. Da Herluf naaede Vestergade, stak han naesten i Lob i en pludselig glad Lordagsfornemmelse, og den snaevre, gamle Trappe tog han i to Spring, saa den knirkede--alting var snaevert, og alting knirkede hjemme i Vestergade: -Om du vilde taenke det _mindste_ paa din Bedstefader, sagde Tanten, da han stormede ind. Efter Bordet laeste han Lektier oppe paa sit eget Vaerelse. En Gang imellem sprang han op og raabte Remserne, mens han trampede op og ned ad Gulvet, med Haenderne i Lommen. Der blev dunket i Gulvet nedefra--det var Bedstefaderen, som nu mest laa i Sengen, der mindede ham med en Stok mod Loftet--Herluf krob til Krogs og fortsatte sine Remser uden Legemsovelser. Nu var han vant til det snaevre Hus. Klokken otte skulde han til Dans. Han klaedte sig paa og gik ned: -Nu gaar jeg, sagde han. -Naa. Tanten skulde til at tage fat paa "Tavlen". Hvis du saa vilde huske iaften at lukke Gadedoren _lidt_ sagtere. Herluf mumlede og kom afsted. Han dansede paa Hr. Bonnesens Kursus ved Holmens Kanal. Ynglingene tog Dansesko paa i Forstuen: God Aften, Hr. Bonnesen--God Aften, Hr. Bonnesen, traadte hver ind og skrabede ud. -Bonnes_o_n, Bonnes_o_n, rettede Hr. Bonnesen hver og bukkede. Han var en lille Mand med graanet Kunstnerhaar og knaekkede Ledemod, der bar blod Krave som Malerne i "Mesterens" Pontemolle. -Bonnes_o_n, Bonnes_o_n, rettede Hr. Bonnesen; han talte i Polkatakt. Holdning, Holdning--mine Damer--Damerne var kommet ud fra Toilettet og gik i Gulvet i Klump: Runde Albuer, mine Damer--runde Albuer.... Undervisningen begyndte. Damerne og "min Laura" kom paa Plads til Polonaese. "Min Laura" var en barhalset og strygebraedtsformet Niece, som dansede for i fodfri Kjole og haelelose Laksko. Damerne travede afsted efter Laura, Salen rundt, som Gaes over en Stubmark, mens Hr. Bonnesen rettede: -Mine Damer, pas paa Ryggen--Gratie, Gratie--Froken Hilda, Maven ind ... Smaa Trin--taenk Dem, det er paa Ostergade ... bedre, strax bedre ... lille Froken Hilda, nu bojer vi ind i Vimmelskaftet.... -Altsaa _nu_, Hr. Bonnes_o_n klappede: Hilsen til "den modende Herre" ... Altsaa nu en sart Hilsen ... Haenderne i Muffen: Jeg er Herren ... Mine Damer: Hilsenen er Indledningen til Bekendtskabet. Ved Herrevaeggen bag Hr. Bonnesen blev der fniset, mens Damerne trippede forbi Dansemestren med fremskudt Mave og hilste med Ojenbrynene. Man var meget sejgt anlagt ved Herrevaeggen, og hele Damekorpser regaleredes med Faellesbetegnelsen "Honsehuset". -Mine Damer, mine Damer, tror De det er _indtagende?_ ... Mine Damer, mine Damer, De _afviser_ jo Herrerne (Hr. Bonnesen gjorde en veltalende Gestus over mod Herrevaeggen) ... Min Laura--du, sagde han. Laura traadte frem og hilste ved at boje den bare Hals som en Svane, der bliver fodret med Tvebak. -Godt, godt, Hr. Bonnesen holdt de udspilede Haender frem i Luften som en Orkesterdirigent, der fremtryller et Pianissimo: -Ja--sagde han, en Hilsen maa have den kyske Gratie! Ikke for lidt og ikke for meget. Derpaa var der pavse. -Ja, mine Fruer, sagde Hr. Bonnesen foran de "Paarorende" ved Vinduerne: Man underviser for Livet. Naar Damerne gik, "peb Herrerne dem ud" ned ad Trapperne: Aanden blandt Ynglingene var yderlig skeptisk,--naar de gik i Flok. Men henne i en Port eller paa et Hjorne ventede hver enkelt i Skjul, til _hun_ kom forbi. Herlufs Flamme var et Aar aeldre end han. Han kom "hjemme", og de spillede Filippine, hvor han vandt en lille Kniv, som han gemte i lyserodt Silkepapir, og som foraarsagde ham Hjertebanken, naar han tog den frem. Men efter at Kursus'et var endt, gik han en Dag op til Stadsgraven ved Skt. Pederstraede og kastede Kniven i Vandet--"fordi det var dog ingenting". Foraaret gik. Om Aftenen, naar han var faerdig med Lektierne, sad Herluf i Stuen nedenunder; Tanten laeste Berlingskes Roman med den diskrete Strikkepind, mens Herluf slugte Jordans Bind med Haaret strittende til alle Sider. -Hvad er det, du laeser? sagde Tanten, som vendte Berlingske. Herluf mumlede. -Gud ved, om det passer for din Alder, sagde Tanten. Herluf mumlede igen og slugte videre. Tanten gabede staerkt over de sidste Spalter med en lang Lyd bag Strikkepinden som en Vinds sorgmodige Klagen i en Kakkelovn. Saa gik de i Seng. Sommeren kom. Hele Familien havde abonneret i Tivoli, og lune Aftener blev Bedstefaderen transporteret ind til Koncertsalen, hvor Tanten Klokken seks gik over og "belagde" en Krog. Hen paa Sommeren talte alle Mennesker kun om Krigen, der trak op, mellem Frankrig og Tyskland. Laererne lod Lektierne vaere og holdt i Timerne lange Foredrag, udviklende Situationen--isaer Geografilaereren, som havde vaeret med ved Dybbol. Hjemme ventede Herluf om Aftenen paa Konen med Berlingske udenfor Gadedoren, og han laeste op af det fugtige Blad midt i Stuen, saa Stemmen gik fra ham, hojrod i Hovedet, mens Bedstefaderen rejste sig halvt op i sin Stol og strakte de rystende Arme frem; Tanten havde knuget de foldede Haender fast ind mod mit Bryst: Krigen var brudt ud. Om Faderens Billede haengte Tanten en Krans af friske Forglemmigejer. --Det var i Tivoli, hvor efter en julihed Dag den halve By var strommet ind. Fra Rummet ved Koncertsalen slog Stoj og Stemmer op--i en lummer Luft--som fra en Kedel i Kog. Inde i Salen var der tomt, Numer efter Numer. Alle maatte ud, rore sig og fole sig sammen. Talte blot om et og det samme: _det_, man ventede nu, hvor Kejseren var rejst fra Compiegne og stodt til Haeren. Selv Froken Minna var ude med Herluf, saa den gamle sad alene i sin Krog og skreg paa Opvarterne, hvoraf ingen horte; de stod bare i Stimmel ved Indgangen, saa hede som alle andre. Ude tog Stojen til, og Opvarterne satte op paa Borde, Ryg over Ryg, for at se. -Hva' er' et? skreg den gamle, hva' er' et? Det lod som en Explosion, saa Salen rystede, et Skrig, mens alle Hatte blev svinget. Den gamle stod op, Stokkene tabte han.... -Sejr, Sejr! raabte de fra Bordene. Og som Vaeggene var aabnede Sluser, hvor man brod ind over Borde og Baenke, mens alle skreg af Jubel, saa Rummet dronede--var Salen fyldt i et Nu af rasende, der raabte, Hoved ved Hoved, paa Marseillaisen: -Marseillaisen! Froken Minna og Herluf stottede den gamle og fik ham ud: Jeg vil _se_ det, sagde han. Jeg vil se det. Han blev ved at tale, med rystende og ophidset Stemme, om Isted og Dybbol og Sonnen, mens de ventede i Flokken foran Tavlen. -Laes 'et, sagde han til Herluf. Og Herluf laeste Depechen fra Saarbruecken: I Formiddags Kl. 11 tog Franskmaendene Offensiven. Efter en alvorlig Faegtning jagede de Preusserne ud af Saarbruecken. Kejseren og den kejserlige Prins vare tilstede ved Operationerne: Kl. 4 Eftermiddag vendte de tilbage til Metz. Franskmaendenes Tab var ubetydeligt. Bagved og rundt om dem raabte de Hurra igen. Den gamle blev laenge ved at staa foran Tavlen og forte de knugede foldede Haender op og ned, for de gik. Han begyndte at snakke igen og vilde ikke stottes, mens de gik frem gennem Horderne, der sang. En Gang imellem standsede han og nikkede. Da de kom hjem, vilde han se Sonnens gamle Sabel, som Froken Minna gemte. Hun hentede den--hun var ganske hojtidelig og bleg--og den gamle tog den: -Ja, ja, sagde han. Der er en Gud over os; og han sad med Sablen paa sit Skod, med rokkende Hoved. Tilsidst kom han til Ro, men han blev ved at snakke inde fra Sengen, ind til Tanten, der sad ved Vinduet i Stuen, bleg i Sommernatslyset. -Ja, Fa'er, sagde hun. Ja--Faer. Men sov nu.... Lidt efter lidt blev han stille, og Tanten og Herluf sad tavse i den halvlyse Stue--ovre fra Tivoli naaende Sangen herind. Herluf saa' hen paa Tanten. Hun havde taget Faderens Billede ned af Karmen og sad og stirrede paa det, mens hun holdt det i begge Haender. Herluf var ellers aldrig "kaerlig" mod Tanten, men nu listede han hen og tog hendes Haand. -Hvor de synger, sagde han sagte. Hun nikkede og blev ved at beholde hans Haand: -Husker du din Fader? sagde hun. -Ja, sagde Herluf. Godt. Hun begyndte at tale om hans Fader, mens hun holdt sin Haand paa Herlufs Hoved, sagte for ikke at vaekke den gamle: om den Tid, han var paa Akademiet--Akademiet var det jo den Gang--og hun kom paa Bal derude, og herhjemme kom Kammeraterne--om Sondagen--naar de havde fri ... hele Klassen. Henrik var jo saa godt lidt. Froken Minna blev ved at fortaelle med en mild lykkelig Stemme--om Broderen, om Kusinerne, om Ungdomslivet ... da Henrik var hjemme. -Ja--saa blev Kusinerne forlovet ... Tante Jette og Tante Ida ... og kom til Jylland. -Det var to Gange Brudepige i et Aar.... Hun blev ved at fortaelle med sin daempede Stemme for ikke at vaekke den gamle; Herluf satte sig paa Forhojningen: ovre fra Tivoli lod Sangen endnu. -Ja, det var Tider, sagde hun. Hun tav lidt, og Herluf skottede op i hendes Ansigt. Men saa blev din Fa'er forlovet--og tog Afsked af Etaten, sagde hun og lod de foldede Haender falde ned i Skodet. Hun tav en Tid, til hun lo igen af et gammelt Minde. -Herluf, sagde hun. Er du ikke sulten? Herluf var meget sulten. Jeg ogsaa, sagde hun. Kom. De listede op og gik paa Taeerne gennem Stuen. Det var Tanten, der lo, naar Dorene knirkede. Ude i Spisekamret tog hun alt ned fra Hylderne. Herluf maatte hjaelpe: -Du bliver stor, sagde Tanten--du er snart saa hoj som din Fa'er. De spiste og lo og gnavede af alting. Men dog, sagde Tanten, det er snart Dag. Det begyndte at blive lyst, og de spiste endnu. Herluf fik Rodvin i et Vandglas, og de drak og klinkede, mens Tanten fortalte: -Saadan havde de spist, i gamle Dage, herinde, med lukket Dor, naar de kom hjem fra Bal, Henrik og hun; og de havde snakket, mens hun sad her op paa Bordet i sin hvide Kjole--lige til det blev Dag ... den lyse Dag.... Tanten begyndte at saette Tingene ind igen: Ja, sagde hun og saa' ud i Luften. Det var den Gang. Og hun faldt hen i Tanker, mens hun daekkede for Smorkrukken. Herluf sagde "Godnat". Det var, som han var helt beruset, da han kom op og stod ved Vinduet, hvor den staerke Morgenluft slog ind imod ham. Dernede gik endnu et Par og sang: Allons enfants de la patrie.... Han faldt knap i Sovn, for han maatte op igen og i Skole. Og saa kom de _sande_ Efterretninger. Og blev ikke troet. Og da de _maatte_ troes, fortes der i Skolen lange Debatter, hvor pludseligt de mest ustridbare fo'r op og slog los; og i et Nu laa den hele Klasse i et meningslost vildt Prygleri--paa Livet los, til ingen kunde mer.... Men Tiden lob, og ogsaa de Indtryk viskedes ud og syntes saa glemte * * * * * Det var Foraar. Den franske Laerer havde ladet Vinduerne lukke op, og den lune Luft fra Gaarden, hvor Lindetraesraekken stod i Knop, gjorde Gymnasiasterne dosige. Laereren gennemgik Stilen med den rode Duks ved Siden af sig ved Katedret, mens Eleverne hang med dode Ojne over Bogerne, kun Benene gik langs alle Baenkene uroligt som hidsige Perpendikler. Laereren faldt hen og glemte Teksten, stirrende ud i den lyse Gaard, og mens han tav, og Duksen--som evindeligt--befolte, frem og tilbage, det taette Udslet paa sin Pande, horte man ikke andet end Baenkenes stadige Smaaknirken under de urolige Ben. -Naa--hvor var vi, Laereren vendte sig mod Duksen, der fik Haenderne ned med et Ryk. De skulde gaa til en Laege med _det_, Sonne, sagde han og forte Penneskaftet hen mod den megen Blomstring. Den rode Duks bojede Hovedet vaek fra Lyset, og langs Baenkene holdt Benene inde og blev stille med et, som gik der en Engel gennem Klassen. -Hvor var vi saa? sagde Laereren igen. Han gik videre.... Herluf og Hein gik hjem fra Skolen sammen. Herluf kom meget hos Etatsraadens og i det hele--sammen med Hein--meget ud. De var konne og velvoksne begge to og blev bedt til net Fyld paa handelsaristokratiske Baller. De valsede godt og var grumme sikre i Vaesen. I Stilhed levede de alligevel i evig Mistro til, om man tog dem ret alvorligt: -Men--Froken--det var mig. Hein demonstrerede med sin Klaphat (Klaphatten forlod ham aldrig) for Froken Kornerup, der gik ved Armen af en Kandidat. -Men, Gud, var det Dem, Hein--som jeg studerede for at tyde Deres Navn! Og Frokenen gik med sin Kandidat. Hein flojtede sagte bag sin Klaphat. Det haendte oftere, at Damerne resultatlost studerede for at tyde deres Navnechiffer. Han vendte sig til Herluf--de holdt sig altid sammen--der konverserede en fregnet syttenaarig i fodfri Kjole om Udstillingen: -Nej--han kunde ikke finde det--det gjorde ham ondt: Der var intet _Foredrag_ i det Billede ... Baade Herluf og Hein talte vaegtigt om hvad det var, benyttende alle Slags Kunstord--med en stadig hemmelig Fornemmelse, som gik de frem paa tynd Is, indtil det blev dem en Vane, der ikke mere generede. -Ja, det nyttede ikke ... Den fregnede vidste, det var en "landlig" Smag: Men hun elskede nu en Gang Carl Helsted.... -Han har Hjerte, sagde hun og saa' svaermerisk ud. Hun havde Underbid. Hein blev ved at flojte svagt, mens han saa' ud mod Kandidaten og Froken Kornerup, der floj under Lysekronen saa taktfast i Mazurkaen som et Par Traner paa gloende Tallerkener. -Det er os, sagde "den landlige Smag".... Da Herluf og Hein gik hjem, skaeldte de Damerne ud og raillerede over deres Klaeder som et Par Kommis'er fra en Modebutik. De blev forsorne og brugte hojst "indgaaende" Ord om alting--ligesom paa Danseskolen: -Gaes, sagde Hein endnu en Gang og borede Haenderne i Frakkelommerne. Om Sondagen efter Middag sad de i Heins Stue, der var udstafferet med nogle gamle Mobler fra et forhenvaerende Rygevaerelse. De talte kun lidt, sad mest og rog og dosede. -Du, sagde Hein langsomt. Ja--hvad mon det egenlig bli'r til? -Hvilket? -Med _En_, sagde Hein og stirrede ud i Luften. -Ja, sagde Herluf og stirrede ud i Rummet, han ogsaa ... Hvad mon? Ud paa Foraaret, da Examen naermede sig, fik de Extratimer om Aftenen. Det trak ofte ud til Klokken ti, for de kom hjemad. De gik i Flok hen gennem Straederne mod Frederiksberggade. En aeldre "Dame" fra Kvarteret stod saedvanlig Forpost paa et af Hjornerne med sin Silkeparaply som Gevaer ved Fod. Hun lod til Ynglingene falde nogle stille Kaeleord, der besvaredes med Skaeldsnavne. Det blev til Raaheder, som regnede over Pigen. Viceduksen puffede hende i Rendestenen, saa Damen hvinte, og det gik los med Skaeldsord igen. -_Sludder_, sagde Ole Martens, der kom til og skod de andre vaek--han drev altid afsted sine halvhundrede Skridt bag de andre--God Aften, Marie, sagde han og rakte Damen Haanden som en Veteran en gammel Vaabenbroder. -Man ved s'gu nok, hvorfor I kvidrer, sagde han med sin Bas, idet han gik videre bag de andre. -_Ronnebaer_, sagde han og spyttede ud mellem Fortaenderne. Klassen gik videre i Tavshed med sande Dobbelthager af noget, de troede var saedelig Indignation. I deres Klub var der holdt Foredrag mod Prostitutionen. * * * * * Seks-otte Uger for Eksamen dode Herlufs Bedstefader. Tanten vilde straks veksle Hus, og de flyttede ind i en ledig Lejlighed paa Hjornet af Norregade og Volden. Herluf repeterede om Natten oppe paa sit Kvistvaerelse, Tanten bragte selv Spirituslampen og Kaffen op, for hun gik tilsengs: nu var Herluf den eneste, Froken Minna havde at sysle om. Og hun lukkede Doren for Herluf bag sin Bogbunke med et varsomt "God Nat". Laest blev der egenlig ikke saa meget. Dertil tog "Arrangementet" for megen Tid: det hele med at indrette sig som en Mand, der laeste til Eksamen. Huen var ogsaa kobt efter den skriftlige Prove og skulde frem foran Spejlet; og saa faldt han i Tanker med Ojnene ud paa Himlen, der lidt efter lidt blev bleg og graa og saa atter rodmede mod Morgen. Han lukkede Doren op til den lille Altan. Luften var sval og fuld af den natlige Fugtighed. Arbejdet laa forladt over det hele store Vold-Terrain. De halvrejste Husmure med deres store Stilladser; paa Byggepladsene Voldene af de rode Mursten; og langs Boulevarden Graastenene og Borene, som Brolaeggerne havde ladet staa midt i den opgravede Jord--alt laa det stille, en Stund, i Dagen. Herluf blev siddende--med Huen paa--ved Gelaenderet og saa', naar de kom til Arbejde. De forste var Daglonnerne, som sendraegtigt fik aabnet Laagerne i Plankevaerkerne og fik alle Redskaber sanket sammen. Men snart kom der fler, hele Flokke, der vekslede muntre Hilsener; Murerne skiftede Toj og kom til Vejrs--op ad alle Stiger; og Brolaeggerne tog fat, paa den bare Jord, og hamrede.... Den hele Luft blev fuld af klingre Hammerslag og Sang, mens Tridser gik og Trilleborene skurrede: De byggede det nye Kobenhavn. Herluf stod op, med Huen bagaf; uden Stemme i Livet, ud i den dejlige Luft sendte han nogle Indianerskrig, han troede var Sang--som vilde han overdove alle de klingende Hamre: Nu var det forbi--Vestergadeliv og Tranghed. Nu begyndte _han_ at leve--med det nye Kobenhavn. Og han saa', mens han blev ved at synge, langt op i den sommerlyse Himmel, som han stod _der_, paa sin Kvistaltan, over sit store Kobenhavn, med sin flunkende Hue. ... Saa blev han Student. Om Aftenen var de alle i Tivoli--drev under Traeerne, Arm i Arm, sang, blev vejede og drak, hele Flokken med de nye Huer. Det rigtige Sold blev holdt i Divanen. Paa Verandaen blev Bollen brygget. Og midt som de sad og det var talt og sunget, og mens Musiken lod dernede, sprang Herluf op paa Bordet; midt imellem Bolle og Flasker og Glas, skreg han, svingende sin nye Hue, ud i Vrimlen om den lyse Koncertsal et: -Leve Kobenhavn! Og Folk dernede blev staaende og saa' ham, Russen paa sit Bord, og viftede og hilste og lo, mens Studenterne skreg i Jubel deres lange Hurra.... * * * * * Herluf Berg stod endnu ved Vinduet i sit Kontor. Himlen braendte over Slot og Kirke, mens det var, som horte han hint gamle Rus-Jubelraab igen--glide sammen med Lyden af alle Victoria-Teatrets triumferende Hamre. -Ja--det var Virksomhed, sagde han og, stirrende ud paa Himlen, tilfojede han sagtere i en Tone, som vidste han ikke selv om sine egne Ord: -Og man kom los, sagde han. Han gik ned. Det var blevet sent. Budet, Hr. Sorensen, var allerede kommet igen efter Middag og laeste sine Psalmer ved sin Pult i Forvaerelset. Man saa' hans Ansigt i Profil med den evig aabne Mund (Hr. Sorensen var Gendober og henlevede sit Liv med evindelig aabnede Laeber, enten i berettiget Forbavselse over, at det efter ti Aars Tjeneste endnu ikke nogensinde var lykkedes ham at sortere Provinsaviserne i de rette Rum i Reolerne, eller fordi han bestandig sang uhorlige Psalmer; den fromme Indskrift over Pulten straalte imod Lampen: HERRE, FORLAD DEM, THI DE VIDE IKKE, HVAD DE GORE Herluf gik ind og haengte Noglen til sin Dor op paa Noglebraedtet, mens Hr. Sorensen lagde de foldede Haender ned paa Psalmebogen og hilste. Hr. Sorensen hilste visse af Medarbejderne som en grundtvigsk Degn en hojkirkelig Foresat.... Ude paa Trappen blev Herluf Berg et Ojeblik staaende. Maskinen arbejdede endnu, og inde fra Budestuen lod en langtrukken Bas. Hr. Sorensen troede sig ene og stemte op. Herluf gik ned ad Trappen, mens Hr. Sorensens Psalmer klang klagende over den travle "Victorias" sidste hundrede. I Porten lob han paa den kommercielle Medarbejder, Hr. Meyer, der stod og stirrede paa det rode Himmelskaer over Slottet. -Maerkvaerdigt, sagde han. -Det maa vaere en Slags Nordlys, sagde Berg og gav Haanden. -Ja ... I Berlingske iaften profeterer en Pastor emeritus, at det er Varsel om store Ting, sagde Meyer. De lo begge og skiltes. III -_Kan_ han no'et? -Ved s'gu ikke. Talen var om unge Adolf, mens Gerster tog "Ess Bouquet" ud af Skrivebordet og rakte Berg. Erhards Essentser var lukket inde af Hensyn til Professoren, der hadede den "Moskuspest" i Stuerne. (Professorinden kom, naar hun skulde ud, og fik en Draabe paa Handsken: Det maerker din Fa'er ikke, sagde hun; i det aegteskabelige Sovekammer herskede kun Kollnervand). -Ved s'gu ikke--men Penge har han--si'er de, og nu aabner han jo den nye Forretning--paa Kobmagergade. -Ja--hvad er det for en Forretning? sagde Gerster, som taendte en Cigaret. -Ja--det vil han jo ikke ud med--det er naturligvis en Kunsthandel--han vil revolutionere Smagen herhjemme, siger han. Men Penge maa han ha', sagde Berg ... Den Gamle har tjent dem paa "Husholdningsboger".... -Jo. Tak, A