The Project Gutenberg EBook of Det graa hus, by Herman Bang This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with almost no restrictions whatsoever. You may copy it, give it away or re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included with this eBook or online at www.gutenberg.net Title: Det graa hus Author: Herman Bang Release Date: July 22, 2004 [EBook #12987] Language: Danish Character set encoding: ISO-8859-1 *** START OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK DET GRAA HUS *** Produced by Steen Christensen, Heidi Christensen and PG Distributed Proofreaders HERMAN BANG _DET GRAA HUS_ _TIL EN VEN_ Tell me the tales, that to me were so dear, long long ago long long ago. "Jorden bliver kold en Gang--ligesom Mennesket". I Hans Excellence rejste sig i den Fyrretræs Seng og tændte sit Lys. Saa stod han op. Han overgød sig med Vand, mens han betragtede sig i sit Spejl: Legemet var knudret og stærkt som et gammelt Tømmer. Over den hvide Væg tegnedes det som en Kæmpes Skygge. Han klædte sig paa og han gik ind. Han gik, med Lyset i sin Haand, gennem de mange Stuer. Broncer, Piedestaler og Hædersgaver stod indhyllede i Lagener. De ragede i Mørket saa underlig frem, som gik Excellencen, gennem Rummene, mellem Spøgelser. Ved den sidste Dør stansede han et Øjeblik og lyttede. Der blev talt derinde. Det var Hendes Naade, der talte i Søvne. I Søvne troede Hendes Naade sig altid paa gamle Baller og dansede med Durchlauchter, der var døde. Hans Excellence blev staaende, mens hans løftede Haand holdt om Portieren som en knyttet Klo: det var en Svaghed hos ham at lytte efter Hendes Naades Tale, naar hun sov. Pludselig satte han Lyset fra sig og han aabnede Døren. I Mørket gik han frem mod Hendes Naades Seng. Hendes Naade blev ved at tale--og højere, mens Hans Excellence lyttede: -Weimar, Weimar, gentog Hendes Naade. Hans Excellence stod der endnu, som en Støtte. -Ja, Hoheit, sagde Hendes Naade. Excellencen vendte sig og lukkede Døren og gik videre. Hans Hænder rystede, mens han tog om den iskolde Lampe og fik den tændt, før han satte sig til sit Bord. Han trak Skuffer ud og ind og han tog de store blaa Ark frem, bøjede Margen paa dem og begyndte at skrive. Han skrev, med Hovedet bøjet og med Øjnene sammenspilede, som vilde han tvinge deres Sekraft, mens hans venstre Haand laa paa Papiret, blaahvid og tung, som af Bly; mens han skrev og skrev, uden Ophør, med en vredagtig eller harmfuld Pen, Side efter Side, Blad efter Blad, og slyngede dem væk og fra sig. Der hørtes ingen Lyd, uden Olielampens Kogen. I det matte Lys saá Ørsted'er og Mynster'e og Hvide'r saa underlig halvtudviskede ud, som de hang der, i de blege Litografier, i deres gyldne Rammer, ordensprydede, i Ornater, officielle, paa Væggene Stuen rundt,--afdøde og stille. Excellencen havde lænet sig tilbage i sin Stol: -Aa, ja, aa, ja. -Aa, ja, aa, ja. Lød det ud gennem Stuen. Og han skrev igen. Dagen begyndte at bryde frem og dens kolde Lys blandedes med den sparsomme Lampes. Excellencens store Hoved ragede bestandig frem over hans Bord. Tjeneren kom ind og, bøjende sine ømme Knæ foran Kakkelovnen, fik han Ild i de store Brændestykker. Ilden lyste mod den brunlige Paryk--den havde saadan underlig opstaaende Kanter--og Ansigtet, hvor Munden mellem hundrede Rynker mindede om en sammenfoldet Kniv. Excellencen hørte ham ikke. Han bragte Theen tilligemed Morgenavisen, og pludselig vendte Excellencen sig. -Lad hende sy det, sagde han og rakte Tjeneren de blaa Blade. Tjeneren Georg gik, mens Excellencen i ét Drag slugte den koghede The--Kulde eller Varme syntes ikke mere at fornemmes af det ældgamle Legeme. Ude i Køkkenet syede Sofie Kone. Siddende foran Lampen syede hun med en lang sort Traad de skrevne Blade sammen med sin Haand, der lignede røde Knokler. -Skriver han? spurgte hun. Tjeneren nikkede. -Ja saa. Bornholmeren ved Siden af Køkkenbordet lød langsomt og tungt. Det var, som hentede den hvert tøvende Sekund møjsomt og stønnende op af en uendelig Brønd. Bornholmeren var det eneste Ur i Huset, der gik. De andre var gaaet i Staa. Georg bragte de sammensyede Blade tilbage, og Excellencen trak Skuffer ud og Skuffer ind. De var alle fulde af samme Slags Hefter. Morgenavisen lod han ligge. Han læste ikke mer Aviser: -Sker der noget? sagde han. -Hvad sker der? sagde Hans Excellence: -De bygger nogle flere Huse, hvori de kan synde mod sig selv. -Tag den bort, sagde han. Tjeneren tog den bort for at opbevare den til Hendes Naade. Hendes Naade lod sig daglig "Ledige Lejligheder" forelæse af sin Selskabsdame. Paa Slaget ni ringede det, mens Jernklokken lød saa sært langt inde i Huset; det var Sønnesønnen: -Excellencen er hjemme? sagde han. -Ja, svarede Georg, og han hængte den unge Mands Tøj paa den samme Knage som igaar. -Du har skrevet, sagde den unge Mand og bøjede sit Hoved. Den Gamle vendte sig: -Ja, og Stemmen lød vredt: -Som jeg plejer. Man skriver og spilder Blæk, naar man ikke kan leve mer. Med Sort paa Hvidt kan man lave Menneskene som man vil. Der gør de ikke flere Dumheder, end man giver dem Lov til. -Har Du fægtet? spurgte han pludseligt. -Ja. Med et Blik, der fik en egen og pludselig Styrke, sagde Hans Excellence: -Du er en Sildeføding. Du maa tage vare paa Dig selv. Mens han blev ved at betragte Sønnesønnens Ansigt, hvor Læberne midt i Blegheden var som Blod saa røde, sagde han, med den samme Stemme som før: -Jeg véd heller ikke, hvordan vi nu ogsaa har faaet den Race ind i Familjen. Sønnesønnen, der førte den meget slanke Krop meget rankt, løftede de mørke Øjenlaage en Kende: -Er det paa Komedien, Grandpapa har skrevet? sagde han. -Ja. Læs det højt. -Sønnesønnen satte sig i den store Stol ved Vinduet og begyndte at læse--meget højt, for at Hans Excellence skulde kunne høre ham: -Hvad siger Du, der staar? raabte Hans Excellence. Sønnesønnen læste højere, anstrengende sig for at samle den ulæselige Skrift, hvor Bogstaver var glemt og Sætninger var faldet ud: -Hvad er det, der staar? Sønnesønnen blev ved at læse: -Nej, raabte Hans Excellence: lad mig selv. Han greb Arkene. Og, vred og bøjet frem mod Lyset, forsøgte han selv at læse alle de Sætninger, han allerede havde glemt. -Nej, sagde han pludselig: jeg kan ikke. Det er Øjnene. Øjnene vil ikke. Han slap Manuskriptet: -Øjnene vil ikke mer. -Læg det hen. Den unge Mand tog de blaa Ark og lagde dem ned i en Skuffe, ved Siden af de andre. Excellencen fulgte med Øjnene hans Hænder: -Der er mange, sagde han. -Ja, Grandpapa. Excellencen havde lukket Øjnene: Tiden var forbi, hvor hans Excellence kørte til Forlæggere. Aarevis havde han kørt fra Dør til Dør, havde sendt Manuskripter og havde faaet dem skikket tilbage. Nu var han holdt op. -Papiret er blevet for dyrt, min Go'e, sagde han. Hans Poesier tryktes ikke mer. Det skulde da være et Gravvers over et Barnebarn eller over en Ven, som en Gang var berømt og som nu var glemt. Regeringens Blad trykte mellemstunder et saadant Vers bag i Avisen, med meget smaa Bogstaver. -Grandpapa skulde skrive sine Erindringer, sagde Sønnesønnen--hans Stemme var, naar han ikke vogtede paa den, næsten ængstende blød--og han lukkede Skuffen. Hans Excellence lo: -Erindringer, sagde han: Erindringer--vi har Væv nok. Erindringer--hm, der er ingen, som har skrevet deres Erindringer. Om de andre lyver de, og om sig selv taler de ikke ... De skriver om det Kravl, de har oplevet, og hvad de har levet, tager de med sig i Graven. Hans Excellence lo igen og hans Stemme fik en egen, raa Klang: -Og de gør Ret, min bedste, sagde han: hvis et eneste Menneske skrev sig selv ned og lod sig selv komme i Trykken efter sin Død, vilde de dømme ham til Tugthus i hans Grav--for der er jo Retfærdighed i Himlen og paa Jorden.... -Nej, det er ikke værdt at give nogen Besked. Hans Excellence tav en Stund. Saa sagde han: -Lad mig faa Tiden til at gaa som jeg kan. Det sidste Stykke Vej er det sværeste, og at tænke er dumt. Et Hul i Jorden er ikke saa mange Tanker værdt. Sønnesønnen sad lidt: -Du har jo os, sagde han. -Ja, sagde Excellencen: I skal jo fødes og klædes. Det unge Menneskes Mund sitrede, næsten umærkeligt. Men den Gamle blev ved: -Har--har? sagde han: Menneskene, Fritz, har ikke hinanden. De bruger hinanden og er alene. Naar man er blevet gammel, véd man det og bryder sig ikke mer om at snakke de mange Ord, som ingen hører. Hvem hører? Grosset snakker uden at høre det selv. -Dyrene, min Go'e, kommer ud af det uden Ord, og det lykkes dem at opfylde deres Bestemmelse endda. Sønnesønnen sad sammensunken med mærkeligt nedsænkede Skuldre: -Ret Dig, sagde den Gamle. -Ja; den unge Mand foer op saa hastigt, at han stødte sin Nakke paa Stoleryggens Vaabenskjold. -Nej, blev Excellencen ved at fortsætte sin Tanke: Forplantningen skal tjenes. Lad dem avle og dø. Det har de gjort i Aartusinder. Lad dem blive ved med det og ikke gøre sig Indbildninger. De opfinder og finder paa og bygger Stæder og skaber sig Berømmelse . . . Naturen er lige glad. Jorden bliver kold en Gang ligesom Mennesket. -Eller hvad har de for det? sagde han og saá pludselig op paa de mange Billeder paa Væggene: Der hænger de med deres Kæder, i deres Kaaber, som de Aktører de var og--Excellencen gjorde en Bevægelse med sine Fødder, som rensede han sine Saaler--hvad de vilde, blev det modsatte, og deres Gerninger er saa døde som de selv. -Hvad er det Hele? blev han ved: det mætter ikke ... Hm, jeg husker en Dag, det var Thorvaldsen . . . han var vel den største, ogsaa som Komediant, for det følges ad ... Han gik omkring som var han selv i Gevandt og skulde tænde Røgelse foran sit eget Marmor. Men saa var det en Dag, han var vaagen, ellers sov han meget, Fritz, sov over sit verdensberømte Navn. Men den Dag var han vaagen--det var i hans Værksted: saa slog han lidt ud med Haanden mod alle de hvide Figurer og det hele Ler og saa sagde han: -"Ja, det er jo meget kønt". -Det var det Hele, naar man kendte det. Excellencen lo kort, som nød han sit eget Minde: -Og Oehlenschläger døde brølende over sin egen Sokrates, som ingen gad læse, og Heiberg saá efter Stjernerne, hvis ellers nogen tror det. Lad Stjernerne gaa, hvor de vil. Jeg véd aldrig af, at vi fik noget Bud fra dem. Han tog sig over Øjnene, og i en anden Tone sagde han: -Men gamle Folk skal ikke ha'e stærke Hjerner, for saa véd de for meget ... De skulde blive sløve. De, som ikke bliver det, faar Tid til at se, og det skulde Menneskene være fri for--Man skulde aldrig se, aldrig sig selv og aldrig de andre . . . Der er et dumt Ord om at den, der ser Jehovah--og Excellencen lo paa dette Ord--han dør. Men jeg siger Dig, at hvis et eneste Menneske saá et andet Menneske helt til Bunds i Sjælen, saa vilde han dø. Og hvis det kunde tænkes--men det kan det ikke, ti for sig selv lyver man for haardt--at man saa sig selv til Grunden af sin Sjæl, saa vilde man betragte det, min Go'e, som en ringe men nødvendig Straf selv og uden et Kny at lægge sit Hoved paa en Blok-- -Naa--og paa en Gang brød Hans Excellence af--jeg snakker . . . Men (pludselig saá han paa Sønnesønnen og der var i mindre end et Sekund i hans Øje noget, der næsten lignede Skyttens Blik, naar det ser, om et Pileskud har ramt) det gør vel ikke noget, for Du hører ikke efter. Det er en anden Visdom, som suser for dine Øren. Det unge Menneske rejste sig: -Farvel, Grandpapa, sagde han kun. -Er der ellers ingenting, Du har paa Hjerte? Hans Excellence rejste sig og gik hen til sit Chatol, om han lukkede op. Han skød en Brevpresser til Side og tog nogle Pengesedler, som han ikke talte: -Ungdommen maa have Penge, sagde han: -Farvel. -Farvel, Grandpapa. Den unge Mand gik. Georg ventede i Gangen og tog hans Overfrakke ned og hjalp ham den paa: -Farvel, sagde den unge Mand og bøjede Hovedet. Georg hængte "Sedlen" ud paa Døren: Paa et Stykke Pap stod med Bogstaver, som var halvt fortærede, Ordet: Consultation. Saa aabnede han Brevkassen og tog Posten. Brevene lagde han paa Konsollen. Men da han havde gjort det, tog han pludselig Brevene op igen og læste Udskriften paa den ene Konvolut, mens der gik en Grimasse hen over hans Ansigt--før han lagde den ned igen, men længere inde, i Mørket. -Er Hendes Naade vaagen? spurgte Excellencen, da han kom ind. -Hendes Naade har ringet. -Og min Søn? -Hr. Fritz Hvide er gaaet ud. -Hm. -Bring mig Journalen. Georg bragte den svære Bog og slog den op. -Hvad Datum er det? -Den otte og tyvende, Deres Excellence. -Fastelavnstiden gaar ud, sagde Hans Excellence. Hans Excellence skrev Datum foran en stor Rubrik under de andre Rubrikker, der stod tomme. -Tak, sagde han: Du kan gaa. Georg gik. Ude i Gangen satte han sig paa Stolen tæt ved Døren. Han holdt sig meget rank. Han ventede paa at aabne for hans Excellences Patienter. Efterhaanden faldt Hovedet ned over Liberiets høje Krave og Skuldrene sank ind. Det var, som sad der et paaklædt men livløst Stativ op ad Panelet. -Aa ja, aa ja, lød det ud gennem Excellencens Dør. -Georg rørte sig ikke. Det ringede. Det var en Tjener, gammel som Georg, meget høj, i en meget lang Frakke. Paa Toppen af ham sad et Hoved, der ligesom ikke sad rigtig fast. Han skulde aflevere et Brev. Han kom ind til Excellencen, der læste Brevet. Det var en Middagsindbydelse fra Baronesse Brahe. -Sig Baronessen Tak, sagde han. -Men jeg la'er mig ikke mer fremstille til Dyrskuer ... Hvordan har hun det? -Tak, godt, Deres Excellence. -Og han selv? Tjeneren stod ret ved Døren. Kun Hoved og Skuldre gik. Den øvrige Statur mindede om en Bygning, hvortil der er sat Stiver. -Tak, Deres Excellence ... det er kun den Rysten ... men jeg ta'r "det Styrkende", Deres Excellence. -Ja, styrk sig, sagde Hans Excellence og vendte pludselig Ansigtet mod ham med et Udtryk, som saá han paa en gammel Hund. Den gamle Person blev staaende et Øjeblik, før han sagde--hans evige eller eneste Tanke--: -Og det gaar saa daarligt med Serveringen. -Saa skulde han la'e vær', sagde Excellencen. -Der er ingen, som takker ham for, at han spilder Sauce paa hans Klæ'er. -Farvel. -Hans Excellence vendte sig og Døren gled til. -Hva' sa'e han? hviskede Georg ude i Gangen. -Der er vel ikke no'et, til der ka' hjælpe, sagde den anden. Georg nikkede. Men med et pludselig forandret Udtryk i sit Ansigt hviskede han, pegende ind mod Døren: -Han er osse skidt. Det var, som Udtrykket i Georgs Ansigt paa en Gang spejledes i den fremmedes: -Er han? sagde han og hans Stemme fik ligefrem Klang. -Vores Baronesse er osse snavs, hviskede han. -Det er jo Emmely, der er syg? sagde Georg. -Ja. Det er Gigtfebren, som de kalder 'et. -Ja, nikkede Georg. -Og den har nok slaaet sig ved Hjertet, hviskede Brahernes Tjener. Og idet han pegede hen imod Excellencens Dør, sagde han: -Men han bliver jo ikke kaldt. Det nyfigne i Georgs Ansigt veg paa én Gang for en vis Stramhed: -Nej, sagde han: ikke endnu. Men pludselig rettede de sig begge, da en Nøgle lød i Gangdøren. Det var Faderen. Han tog Overtøjet af og spurgte: -Er der nogen syge hos Baronens? -Jo, det vilde sige, det var Baronessen, som gerne vilde se Hans Excellence ... til Middag. Den Gamle havde stotret i det: -Ja saa--der var gaaet næsten som en Bleghed over Faderens Ansigt--: Godmorgen. Faderen gik ind ad Hans Excellences Dør. -Er det Dig? sagde Excellencen, og der kom et pludseligt Lys i hans Øjne ved Synet af Sønnen, der smilte til ham med et eget ømt Smil, næsten som en Kvindes: -Hvordan har Du det, Papa? Tak. Gamle Folk, Dreng, bør ikke klage, naar de kun nogenlunde kan trække Vejret. -Det er raat ude, sagde Faderen, stadig bøjet over Hans Excellence. -Det er vores Klima, Go'e, som vi maa bære. Faderen vendte sig imod Vinduet. -Er Stella oppe? spurgte Excellencen. -Sikkert, sagde Faderen og undgik forsætligt et "Ja". Som i Løbet af et Sekund blev Excellencens Ansigt mørkere: -Hun har det ikke godt denne Gang, sagde han efter en Stilhed. Faderens Ansigt var forandret ligesom Hans Excellences og han svarede ikke straks: -Hun er ellers saa glad ved at være her hos Jer, sagde han og talte saa besynderlig lavt eller tonløst som altid, naar han talte om sin Hustru. Excellencen svarede ikke og de tav begge igen. -Harriette er kommen iaftes, sagde Faderen og stod stadig ved Vinduet. -Ja, sagde Hans Excellence: jeg har skikket hende Bud om at komme til Middag. -Saa drikker jeg The, sagde Faderen. -Ja. Døren faldt til. Georg sad som før, da det ringede igen. Det var en lille Slags Pusling, der stod foran Døren og vendte Ansigtet opefter, under Skyggen af en underlig Art Tyrolerhat: -Godmorgen, Hr. Jensen. Det er kun mig, sagde hun. -Godmorgen, Jomfru Villadsen, sagde Georg. -Tak, sagde Jomfru Villadsen, hvis Fingre uafladelig foer hen over en Masse bleget Flor, der dækkede hende fortil--Ryggen var skruttet--: -Tak. -Kom kun ind, sagde Georg. Tjeneren aabnede Excellencens Dør, saadan lidt, som man aabner for et Kræ, der smutter ind ved den nederste Dørfylding, og Excellencen drejede Hovedet: -Er det Dem? sagde han. -Sæt Dem. Og Jomfru Villadsen satte sig, ved Døren, paa en Stol lige paa Kanten, for at hendes Fødder kunde naa Jorden. -Saa er det vel galt igen? -Ja, Deres Excellence. -Er det det gamle? spurgte Excellencen, der havde drejet Stolen helt og ikke tog Øjnene fra hende, mens han pludselig rankede sig i sin Stol. -Ja. Jomfru Villadsen holdt Hovedet opadvendt, og det begyndte at arbejde inde i hendes Bryst, bag Florene: -Det er jo altid Snittet, Deres Excellence, halvt mimrede hun: det er jo altid Snittet, der gi'er de gale Smerter ... -Ja, sagde Excellencen, der paa en Gang syntes greben af en bister Oprømthed: det gi'er Efterveer, Jomfru, efter Glæderne. Jomfru Villadsen begyndte at græde, saa Graaden krængede hendes Mund. Mens hun sad med det fremstrakte Ansigt og den krængede Mund lignede hun en Tudse: -Ja, En bøder for'et, mimrede hun, man pines for'et, man bøder for'et, naar man er kommen i Ulykke . . . -Der er ingen, som kommer i Ulykke, Jomfru, sagde hans Excellence: de vil alle ha'e Fornøjelsen. Jomfru Villadsen blev ved at græde, med underlige korte Kluk, der rystede den forvoksede Krop. -Ja, det er vel sandt... det er vel sandt, sagde hun. Og for tusinde Gang begyndte hun paa den samme Historie og den samme Klage, som han kendte; han havde hørt den fra den første Dag, da hun mødte paa Hospitalet, og han, som forlængst havde opgivet at øve den Fødselshjælp, der havde været med at gøre ham berømt, i et pludseligt Anfald af en sælsom og urimelig Munterhed, besluttede, at han selv, han, Mesteren, en sidste Gang vilde forløse--forløse dette Kræ, over hvem, en Dyrehavsnat, et Mandkøn dog var slaaet ned, saa hun havde kunnet sætte et Menneske i Verden. -Ja, Villadsen, sagde Hans Excellence, det kender jeg. Jomfru Villadsen, der var blevet ved at hulke, sagde:-Ja ... Excellencen véd'et . . . Excellencen véd'et . . . Men (det kom som en Strøm af Graad) En var jo dog et Menneske. Der gik et pludseligt Smil over hans Ansigt, og med et Udbrud, der lod det ene Ord lyde som slyngede han en Sten frem gennem den høje Stue, sagde han: -Ja. -Der er indrettet som de andre, sagde Jomfru Villadsen, ustanseligt hulkende. Der blev Tavshed et Øjeblik, til Excellencen paa ny vendte Øjnene mod Tudsen. -Og hvor er han? spurgte han. "Han" var Jomfruens Søn. -Ja, nu er han jo løbet fra Konen. -Naa. -Og Kærresterne ta'er han blandt de værste, sagde Jomfru Villadsen. -Hvad lever han af? spurgte Excellencen. Jomfru Villadsen svarede ikke, men hulkede kun højere, mens Excellencen lo, i en pludselig Forstaaelse, og sagde, i samme Tonefald som "Ja"et før: -Det er osse en Færdighed, Go'e, og gladere for sin Ejermand end de fleste. Jomfruen, der vel ikke forstod, bøjede Hovedet, saa Tyrolerhatten skjulte hendes Ansigt: -Det er en Skændsel, det er en Skændsel, hulkede hun og dukkede sig forover. (Hun udtalte Skændsel, som stavedes det med t.) Excellencen blev ved at le: -Det er en Appetit, sagde han, og en Appetit kan være saa stærk, at ogsaa den bliver et Levebrød. Hans Latter stansede, og mens han igen slog ud med Foden som til et Spark, lagde han til: -Og hvad kunde han vel egentlig arve, Jomfru, andet end Appetit'en? -Nej, Deres Excellence, nej, Deres Excellence, mumlede Villadsen, der skjalv, saa hun sitrede over hele sin Krop. Han havde atter drejet sin Stol: -Brug, hvad hun plejer, sagde han og skød to Ti-Lapper frem mod Skrivebordets Kant. Jomfru Villadsen rejste sig og tog dem. Hun tog dem med den yderste Spids af sine Fingre og i et Sekund var de borte i hendes Haandflade. Hans Excellence løftede Hovedet. -Og hvor er hun selv? sagde han. -Ja, man er jo hos Søstrene, svarede Jomfruen, der ligesom gik i Jorden for hver Sætning. -Bliver det stadig ved hos Søstrene? spurgte Excellencen, der nogle Gange havde opsøgt Villadsen hos "Søstrene", hvor hun evindelig sad i en Krog, som var hun smidt derhen, foran en Vugge. Jomfruen begyndte saa smaat at snøfte igen: -Ja, Deres Excellence, sagde hun, og hendes Snøften blev igen til Graad: det bliver ved. -Men det er vel Himlens Velsignelse. Excellencen saá en sidste Gang paa den Forkrøbling, ud af hvis Kød han havde skaaret et Menneskebarn: -Og Menneskenes Vilje, sagde han. Hans Stemme var pludselig bleven forandret og med ét rakte han Haanden frem og tog Jomfru Villadsens klamme Fingre--Hans Excellence rakte kun sjældent Haanden--: -Naa, Farvel, lille Villadsen, sagde han. -Og Tak, Deres Excellence, sagde hun og vilde kysse hans Haand. Men han rev Haanden til sig, mens han pludselig blev bleg: -Farvel. Jomfru Villadsen var ude og nede ad Trappen, i Porten, hvor den enbenede Portner ventede med Krigsmedaillen paa sit Bryst. Han aabnede Porten, mens han saadan tre Kvart spærrede med Træbenet, Erindringen om hans Opofrelse for Fædrelandet: -Og Tak, sagde Villadsen, mens hun lod en lille Skillemønt forsvinde i Haanden, som Fædrelandsforsvareren ikke havde mistet. -Godmorgen, sagde Portneren og rettede Træbenet. Porten faldt i. Hans Excellence havde ringet paa Georg. -Vognen, sagde han. -Ja, Deres Excellence. Faderen kom ind: -Kører Du ud? spurgte han. Men Excellencen hørte det vistnok ikke; thi pludselig sagde han, endnu siddende i sin Stol: -Hvad er det, jeg har sagt: der burde her i Verden være flere af de Bestier, som aad deres egne Unger. Faderen lo og sagde: -Excellencens Sententser er forbryderiske. -Maaske, Go'e--og Excellencen rejste sig--Sandheden er altid forbryderisk, fordi den er Sandheden ... Georg bragte Excellencens Frakke, men Excellencen blev ved at tale--han sagde altid saa meget, mens han skiftede Klæder, og ingen vidste ud fra hvilken Tankegang-: -Men læg Mærke til, at den menneskelige Retfærdighed er enøjet. Havde den to Øjne at se med, fik vi ikke Tugthuse nok. Han fandt ind i Frakkeærmet: -Eller vi fik slet ingen. -Men Ulykken er og Ulykken bliver--og han talte sig hidsigere--at Menneskene, de er kun nogle forfængelige Narre, som vil lade, som holdtes der Tugt blandt de Dyr, de er. Men der er ingen Tugt og der er ingen Orden paa deres Parringspladser . . . Byg enten flere Tugthuse eller riv dem ned, der findes, det var der endelig Mening i. Han holdt pludselig inde: -Sover Hendes Naade? sagde han. -Hendes Naade er vaagen, Deres Excellence. -Godt. Hans Excellence vendte sig og aabnede Døren. Han gik nænsomt gennem de tre Stuer, ind i Hendes Naades Sovekammer, hvor der var mørkt, saa, i Skumringen, alene Sengen ragede frem med sin Fløjelsbaldakin paa de fire Søjler. -Hvem er det? raabte Hendes Naade. -Mig, sagde Excellencen, og han stod med bøjet Hoved, i en saa besynderlig Stilling--øm eller frygtagtig--foran Hendes Naades Seng. -Hvordan har Du sovet? spurgte han. -Du har rumsteret længe, svarede Hendes Naade, uden at flytte sit Blik fra Baldakinen. -Som jeg plejer, sagde han og kyssede Haanden, som hendes Naade havde faaet frem af mange Tæpper. -Og nu kør' jeg, sagde han. Hendes Naade drejede sig pludselig, saa han saá hendes graa Øjne gennem Mørket: -Hvorfor kør' Du og samler Dig Gigt i alle de Porte? Hans Excellence stod stadig i samme Stilling, mens Hendes Naade tøvede et Nu, før hun sagde: -Der er dog ingen, der venter paa Dig. Han hørte det maaske ikke. Han bøjede pludselig hastigt sit Hoved--Bevægelsen var næsten sky--saa langt frem, at hans Læber rørte Hendes Naades Pande: -Farvel. -Farvel, sagde Hendes Naade, der ikke havde rørt sig. Og, mens Excellencen gik, blev hun liggende ubevægelig med lukkede Øjne, midt i den mægtige Seng, hvor, i Mørket, kun Ringene glimtede paa hendes Fingre. Faderen aabnede Døren til Gangen for Hans Excellence. Faderens Blik faldt paa de ankomne Breve, der laa paa Konsollen og med en pludselig Bevægelse skød han dem hurtigt endnu længere ind paa Konsollen. Excellencen havde set det. -Er der Post? sagde han og virrede, et Nu, med sit Hoved. Hans Excellence læste aldrig Posten, før han kom hjem. -Bliv inde, sagde han og slog Døren i for Sønnen. Georg fulgte ham, med Vogntæppet over sin Arm. -Hvorfra var der Breve? sagde Excellencen pludselig og vendte sig paa Trappen. -Jeg véd ikke, Deres Excellence. -Han véd ingenting. I Porten holdt Vognen, paa hvis Buk Kudsken Johan fyldte tæt. -Hvordan gaar det med Hestene? spurgte Excellencen, som en Mand, der siger noget for at vifte en anden Tanke bort. -Det er snavs, svarte Johan tørt. Med Excellencens Heste gik det altid "snavs". Excellencens Kudske skar dem tidt i Haserne, saa de haltede for Vognen, hvorpaa de overbeviste Hans Excellence om deres Ubrugelighed og solgte dem mod en rimelig Avance for at indkøbe nye, ligeledes mod en Godtgørelse. -Men hvad fejler den? spurgte Excellencen fra Vogntrinet. -Den gør'et ikke længe, var alt hvad der blev svart af Johan, som overfor Excellencen ikke indlod sig nærmere paa de Firfødedes Helsen. Hans Excellence var allerede kommen i Vognen, da en glatraget Mandsperson trængte sig frem i Porten, hen til Vogndøren, som Georg vilde lukke: -Han skulde gerne tale med Hans Excellence. Excellencen vilde smække Vogndøren i, men Personen satte tilfældigt Albuen imellem: -Det var bare et Ord til Hans Excellence. -Hvad? Og Excellencen slap Vogndøren. -Excellencen véd jo nok, at jeg har haft den Forretning med Deres Hr. Excellences Søn. -Ja, ja. -Og nu var det ... Excellencen véd, at Deres Hr. Søn ... Personen havde en saare høflig Stemme--der var noget eget Glat over ham, der mindede om en for hundrede Gang afstrøget Silkehat--men han holdt stadig Albuen imellem. -Hvad vil han? raabte Excellencen og han smed et Par Pengestykker hen til Manden, der slap Døren. -Kør, raabte han. Og Vognen kørte, forbi den Enbenede, der ikke havde taget Øjnene fra Excellencen og Mandspersonen, ud paa Gaden. Excellencen havde rettet sig i sin Vogn, mens Gadens Folk hilste ham længe og ærbødigt. Georg var gaaet op. I Halvmørket i Entreen læste han endnu en Gang Udskriften paa de ankomne Breve og skød dem atter langsomt helt ind paa Konsollen, i Mørket. Hendes Naade ringede, saa det skingrede gennem hele Huset. Faderen aabnede Døren til Dagligstuerne, hvor Stuepigen Arkadia, en ung Dame i stivt Sirts og hvide Strømper, havde slaaet alle Vinduer op paa vid Gab og med en Tæppebanker i hver Haand pryglede løs paa Fløjelsportiérerne, saa Støvet stod som skidne Skyer om Hvidernes broderede Vaaben. -Hendes Naade ringer, sagde Faderen og lukkede Døren igen, for Trækken. Jomfru Arkadia havde for Vane at lufte ud, som udluftede hun et Aarhundrede. -Ja, Hr. Hvide, sagde Arkadia, der pryglede videre. Snart var hun i Gang med Dørforhængene og snart var hun ved Vinduerne. I Excellencens gamle Vinkælder var der ifjor flyttet en Skibsproviantering ind, med en Kontorist og to Kommis'er, der i Morgentimerne vekselvis opholdt sig i Kælderhalsen. De Folk, der bor nede paa Jord, deres Gemytlighed, den er stor.... Jomfru Arkadia pryglede løs paa Hvidernes Vaaben, mens hun sang. Hendes Naade blev ved at ringe. -Godmorgen, lød det fra Kælderhalsen, fra én af de tre Handelsmænd. Arkadia var atter ved Vinduerne. -Godmorgen. -Travlt? spurgte Handelsmanden. Jomfru Arkadia daskede begge Tæppebankerne ned mod den sorte Kommis i Kælderhalsen. -Man har vel mer at gøre end De--heldigvis, sagde hun. Og væk var hun og bankede igen. Pludseligt lød der et: -Kaffe, Kaffe, klingende gennem det halve Hus. Det var "Moderen", der var ude af Sengen og, i Natkjole, slog Entrédøren op oppe paa første Sal og raabte sit: -Kaffe, Kaffe. Faderen dunkede paa Døren inde i sit Værelse, ved Siden af Moderens: -Stella, Stella, raabte han: husk dog, vi er ikke hjemme. -Hva' si'er dog de fremmede Mennesker, som ellers bor her i Huset? -Kære Fritz, la'e dem si'e. Moderen var i Seng igen og slog Hænderne ned over sin Dyne: -Hvem kender de Personer? sagde hun. Jomfru Arkadia havde sluppet "Bankeren", saa saare hun hørte "Kaffen" og hun løb gennem Entréen og Spisestuen og Gangen ud i Køkkenet: -Fruen har kaldt, sagde hun. -Ja, svarede Sofie, der aldrig ændrede sit Tempo, og hældte Kaffen op, mens hun sagde: -Hendes Naade har ringet. -Frøkenen er inde, ("Frøkenen" var Selskabsdamen) sagde Arkadia og løb med Kaffen. -Der kan hun løbe, sagde Sofie. -Gud være lovet, raabte Moderen og slog ned over Kaffebakken, som Arkadia stillede paa Dynen. -Har Hendes Naade ringet? Det var hendes evindelige Skræk, om Morgenerne, under Besøget hos SvigerForældrene. -Ja, svarede Arkadia. -Hæng Uret op, sagde Moderen, der sad oprejst i Sengen og skubbede Skuldrene op og ned for hver Mundfuld, hun tog af Koppen, mens Arkadia anbragte hendes Ur paa Fodenden af Sengen: -Halvelve, sagde Moderen forfærdet og lige efter: -Kære Arkadia, hvor har De dog trallet paa Trapperne. -At De kan synge saa tidligt om Morgenen. Det var Moderens Undren hver Morgen. -Og hvad er det saa for Viser, De synger? Jeg kan ikke huske de Melodier . . . hvordan er det nu? Hun begyndte selv paa et Omkvæd men hun kunde det ikke: Naar en Kvinde hun skal giftes og om Mandens Færden forhen intet véd, og hun før Partiet stiftes søge vil at skaffe sig lidt god Besked-- Arkadia rettede og sang, mens hun stod midt for Sengen. -Ja, ja, sagde Moderen og sang med--hun skød Benene helt op under sig af lutter Iver--: Naar en Kvinde hun skal giftes og om Mandens Færden forhen intet véd, og hun før Partiet stiftes søge vil at skaffe sig lidt god Besked, om han er flink, villig, tro og lydig, om han er skabt i den rette Form, og om han ellers har været dydig, kan hun faa ham undersøgt af Line Worm. De sang begge to. Arkadia rettede og Moderen lo, til hun pludselig saa' paa Uret: -Ti Minutter i elve, sagde hun og jagede Arkadia ud. Faderen bankede inde paa sin Dør: -Stella, sagde han, hvad er det dog for Viser, Du la'er den Pige synge? -Kære Fritz, det véd jeg virkelig ikke; og leende sagde hun: -Er det ikke dem, de sælger paa Gaden? Hun laa et Øjeblik. Saa sagde hun: -Fra hvem er der Breve? -Fra Hans, svarede Faderen indefra. -Til din Fa'er? -Ja. Moderens Ansigt blev med ét forandret, mens den hvide Haand strøg Haaret bort fra hendes Pande, og hun laa stille, uden at røre sig. Derinde lød Faderens Skridt. -Fritz, hvad Dag er det? -Fredag. -Nej, men Dato. -Den otte og tyvende. Moderen rørte sig ikke. Derinde lød Skridtene. Nedenunder var Selskabsdamen begyndt at klæde Hendes Naade paa. Det var en Smule besværligt paa Grund af Hendes Naades Gigt. -Passer De Temperaturen? sagde Hendes Naade. Ja, Selskabsdamen passede den. Termometrerne blev i Dagligstuerne anbragt en Tomme over Gulvtæppet for daglig at konstatere Fodkulden for Hans Excellence. -Vi har den jo fra Kælderen, sagde Hendes Naade: jeg bad jo for mig, lille De, men Hvide vilde ha'e den Butik og jeg maatte undvære min Vinkælder. Selskabsdamen vidste det. -Hvormeget er der? spurgte Hendes Naade. -Tretten Grader. -Hm. Lad dem saa hænge, De, at Hvide kan se det. Hendes Naade skød Læberne frem, hvis skønne Bue en Gang havde begejstret Hr. Lamartine: -Men Hvide føler det jo ikke, sagde hun. Der lød et Pappegøjeskrig inde fra Stuerne. Det var "Poppe", der vaagnede ved den stigende Temperatur og skreg sit: -_Fortuna fortis_, ud gennem alle Værelserne. -Dæk dog til for det Dyr, sagde Hendes Naade. -_Fortuna fortis_, skreg Pappegøjen, til Selskabsdamen havde faaet Buret dækket og igen var vendt tilbage. -Tak, sagde Hendes Naade, og hun tilføjede: -Det er ogsaa Hvides Idé med den Fugl. De var under Toilettet naaet til Haaret. Hendes Naades Forhaar skulde kreppes og sættes højt op. Hendes Naade, som for det øvrige Legemes Vedkommende med Aarene havde faaet nogen Skræk for Vand, lod sit Ansigt og sine Hænder pleje med megen Omhu med Crêmer og Essenser. Inde i Spisestuen sad Georg og ordnede Sølvtøj. I den store og halvmørke Stue hørtes ingen Lyd uden den sagte Klang af Sølvet, naar han lagde Ske ved Siden af Ske--med Vaaben mod Vaaben. Ellers var der tyst. I Køkkenet listede Sofie om mellem mange Kar, som en Strøkone, der gaar i Gang med Værket. Vandet i Hanerne gurglede med en Lyd som en træt Rallen. Henne paa Rørstolen, ved Bornholmeren, sad Jomfru Arkadia og smilede glad til sine egne hvide og lovende Smalben. --- Vognen kørte bort--ud mod Kongens Nytorv, frem gennem Byen. Fortovene var allerede fyldte af Mennesker, der, i Sølet, som smudskede alle Fødder, gik, mellem hinanden, i Morgenkulden. Excellencen kendte ingen. Han hilste, med samme Nik, alle der kendte ham. Undertiden, naar Moderen kørte med ham gennem Byen, spurgte hun, naar nogen hilste: -Hvem var det, Grandpapa? -Kender dem ikke, svarede han. Men det kunde ogsaa hænde, at Hans Excellence pludselig genkendte et Ansigt og sagde, at det var den og den. -Nej, sagde Moderen og lo: det maa da være Sønnen. -Hm. Naa ja, nu er det vel Sønnerne, der løber rundt. Og han sad igen og saá ud over Gadernes Menneskeansigter, med de blyfarvede Hænder foldede i sit Skød. ... Vognen rullede ned ad Raadhusstræde op foran Det Braheske Palæ. Portneren, en gammel Hvidskæg, iført rødstribet Vest og blaa Bukser, slog Porten op og aabnede Vogndøren, før Førstetjeneren kom til, der blev helt forskrækket, da han saá Excellencen, og løb igen op ad Trappen, foran, alt, hvad de rystende Ben kunde bære ham, op paa første Sal--saa Portneren maatte hjælpe Excellencen ud: -Ja, sagde Portneren, det er vist kun daarligt, Deres Excellence ... Det er nok blevet værre inat. -Det er nok daarligt, Deres Excellence. Hans Excellence, der kun hørte Ordet daarligt og troede, Hvidskæggen talte om sine Gigtknuder, sagde:--Saa smør sig med det, jeg har givet ham; og han gik ind ad Glasdøren. Tjeneren var løbet ind gennem to Stuer, ind i Dagligstuen, hvor to unge Baronesser sad ved Midterbordet: -Det er Konferensraaden, sagde han ganske forpustet og kaldte, i sin Befippelse, Excellencen ved den gamle Titel, han havde baaret i saa mange Aar. De to Baronesser blev ligesaa forskrækkede som han og de raabte begge to: -Mo'er, Mo'er, det er Onkel Hvide. Lehnsbaronessen, der var i Slobrok, kom frem i Døren til "den lille Spisestue". -Gud, sagde hun: og vi, som ikke har kaldt ham--hun slog de fyldige Hænder sammen--: -Jeg sagde det jo nok. -Nu kan vi jo ikke sige det, nu vi har kaldet Professoren. De hørte allerede Hans Excellences stampende Trin i den forreste Stue: -Lad mig, sagde Moderen og gik, foran de to Døtre, ud for at tage imod ham: -Men, kære Onkel Hvide--og Baronesserne slog Armene om ham--er det Dig. Kom dog, jeg sidder lige ved den første Frokost. -Tak, sagde Hans Excellence: jeg skal intet ha'e. Han kyssede begge Døtrene--Hans Excellence kyssede alle yngre Kvinder paa sin Vej med en egen tom Graadighed--: -Jeg spiser ikke paa denne Tid af Dagen. -Men Du kan da sidde hos mig, sagde hun og førte ham ind i Spisestuen, hvor ogsaa Døtrene tog Plads foran to tomme Tallerkener. De talte hurtigt, snart den ene og snart den anden, om Vind og Vejr, mens ingen vidste, hvad de selv sagde, eller om Excellencen hørte efter. -Tak for Indbydelsen, sagde han pludselig, midt under Snakken. -Ja, vi tænkte, Du dog maaske vilde komme. Det var et Par af de Gamle, vi gerne vilde se, raabte Baronessen, der stadig spiste. -De Gamle er døde, sagde Hans Excellence, og, paa en Gang, spurgte han: -Hvor er Emmely? Fruen, der hele Tiden havde ventet Spørgsmaalet om Emmely--for den syge Datter var Excellencens Yndling i Familien--og i sin Forvirring bare havde spist videre, sagde: -Ja, Emmely ... -Er ude at ride, faldt en af Døtrene ind. -Med Preben, sagde den anden. -Jeg har sagt, hun maa ikke ride, sagde Hans Excellence. -Og slet ikke med Preben. Fruen, der blev endnu mere forvirret, sagde: -Ja, det har Du, og pludselig gav hun sig til at tale om Hoffet og Arveprinsessen, som hun sagde, hun havde besøgt igaar: -Hun holder sig tappert, Onkel Hvide. -Hm, sagde Hans Excellence: man behøver ikke at nedstamme fra tretten Konger for at blive gift med en Skørtejæger og holde Husholdningsbog for sin Portner. Fruen greb Emnet om Prins Ferdinand og sagde: -Ja, men den Kærlighed blev nu alligevel Livsindholdet for hende. Der gik en Trækning over Excellencens Ansigt: -Livsindhold--og han lo--ja, det er Livsindhold at slæbe en Møllesten paa sin Ryg. Baronessen blev purpurrød i sit runde Ansigt--hun havde tænkt paa Hans Excellences eget Ægteskab, endnu før hun havde fuldført sine egne Ord--og ingen fandt noget at sige, da der pludselig lød en Støj, i Gangen bag Spisestuen, af Døre, som sloges op og i, mens man hørte Kammerjomfruen, der raabte. Fruen rejste sig halvt--fra rød blev hun bleg--og satte sig, i et Sæt, igen. -Ida, se hvad det er. Og den ældste Datter løb. -Hvorfor løb hun? sagde Hans Excellence, der lod, som om han intet havde hørt. -Hun gik efter Theen, sagde Baronessen og saá i det samme Thepotten, som stod midt foran hende, paa Fyrfadet. De blev ved at løbe, der ude, frem og tilbage--Skridt frem og Skridt tilbage. -Hvad er det dog? hviskede Baronessen, der stod op, med Thepotten, som pludselig begyndte at ryste i hendes Haand. -Nej, bliv, hviskede hun til den anden Datter, der vilde rejse sig. -Hvad er det for Kød, spurgte Hans Excellence og stak med en Gaffel, han havde taget fra Fruens Tallerken, over mod et Fad, fyldt med rødt Oksekød. -Det er Oksekød, Onkel Hvide, sagde Datteren. Hans Excellence, der led af en besynderlig og bestandig Hunger og derfor, paa alle Tider, ligesom kastede sig over al Slags Mad, som han ikke mere kunde fordøje, havde allerede slugt et Stykke og tog et til, med samme Hast--da Døren blev revet op og Baronesse Ida løb ind og raabte: -Mo'er, stakaandet, uden at tænke, ikke paa Hans Excellence og ikke paa noget: -Mo'er. -Hvad er der? Fruen var staaet op og var ikke kommen et Par Skridt, før Baron Preben, Emmelys Forlovede, kom ind, helt hvid i sit Ansigt, hvid helt ind under Skægget, og lod Dørene staa aabne, idet han raabte: -Kom, kom, Emmely . . . Og holdt inde ved Synet af Hans Excellence. -Du undskylder, Onkel Hvide, sagde Fruen, mens Sveden var sprungen frem paa hendes Pande; og hun gik med Ida, medens Døren sloges til. Maaske et Minut var der stille, efter at Hans Excellence havde rejst sig. I et Nu havde han forstaaet det alt: at Emmely var syg, var farligt syg; at en anden var kaldet, en anden kaldet til Emmely; at Indbydelsen var bragt, som de vidste, han vilde besvare med et Nej, en Middagsindbydelse, for at han intet skulde gætte . . . Hans Excellence stod endnu, mens Stolen, til hvilken han støttede sig, rystede under Taget af hans Haand, som var selv det livløse Træ blevet levende under hans Vrede. Saa sagde han, og hans Stemme lød roligt: -Er I kommet hjem? Baron Preben, der stod midt i Stuen, ret op og ned--man havde det Indtryk, at stødte man til ham med en Albu, vilde han falde--sagde: -Hvem? og saá paa Excellencen med Øjne, der intet saá. -I, sagde Hans Excellence, der bestandig stod støttet til Stolen. -I har jo redet. -Ja, svarede Preben, der ikke vidste hvad han selv sagde. Der blev stille igen, mens Uret dikkede, saadan underligt springende, som gamle franske Ure gør. -Saa hils, sagde Hans Excellence og det var, som bortslyngede han noget, da han slap sin Stol. Baronesse Ingeborg havde rejst sig: -Gaar Du, sagde hun. -Det er paa Tiden, svarede Hans Excellence, og ene gik han--for Baronesse Ingeborg turde ikke følge ham--ud gennem Stuerne. Preben listede ind, hvor Moderen sad ved Sengen hos Emmely, der var hvid som det Hvide er hvidt, mens hendes Bryst gik højt: -Det gør saa ondt, aa, det gør saa ondt. -Ja, ja, lille Emmely. -Det gør saa ondt. -Ja, ja, rejs Dig lidt, hører Du, rejs Dig lidt... Den Syge forsøgte det, mens Preben greb om Fodendens Kant med begge sine Hænder. Men Emmelys Hoved blev liggende paa Puden, magtløst som var det skilt fra Kroppen: -Nej, jeg kan ikke ... -Nej, nej, det gør saa ondt. -Saa, saa, nu kommer Doktoren. Baronessen talte næsten vissende som til et spædt lille Barn: -Nu kommer Doktoren. Den Syge blundede hen, Brystet gik op og ned. Ida stod i Krogen og græd stille. -Sover hun? hviskede Preben. -Ja. Ida løftede sit Hoved: henne fra Krogen saá hun paa Søsterens Ansigt og paa én Gang begyndte hun at græde højere, og hun greb i Moderens Arm: -Mo'er, hviskede hun, og Taarerne var pludselig holdt op at rinde ud af hendes Øjne, mens hun blev ved at stirre paa Søsteren paa Puden: -Skal vi ikke spørge Onkel Hvide? Moderens og Datterens Øjne mødtes i et Nu: -Nej, nej, sagde Baronessen saa højt, at hun vækkede den Blundende. -Hvor er Preben, hviskede Emmely. -Her. -Tak. Og hun lukkede Øjnene igen. ... Excellencen var gaaet ned. Han støttede sig ikke. Næsten rank stod han ind i sin Vogn, der kørte bort. Porten faldt i. Portneren, der havde snakket med Johan Kudsk, vendte tilbage til sin Kælder, hvor han satte sig ved Vinduet, mens hans Kone kom ind fra sit Køkken. -Det var den Gamle, sagde han. -Excellencen? -Ja, sagde Portneren, der havde foldet Hænderne. Konen næsten faldt ned paa Stolen henne ved Kakkelovnen: -Aa, Herre Gud, aa, Herre Gud, sagde hun og begyndte at tørre rundt i sit svære Ansigt med Hænderne. Hendes Mand sad stadig med Hændene foldede mod sine spidse Knæ. -Ja, sagde han og nikkede: han kan se det, om det er Døden. -Sig 'et ikke, Jakob, sagde Konen, der begyndte at græde, som om Baronesse Emmely allerede var død. Og de sad lige stille, hver i sin Stol, i det store og stille Hus ... Hans Excellence sad rankrygget i sin Vogn, den højre Arm hvilede i Armholderen, hvis vaabenbroderede Baand sitrede, saadan rystede han endnu, medens hver Aare i det hvide Ansigt spændtes. Han tænkte paa Braherne, disse Braher; og alle Slægtens hemmelige Historier, som hans Lægeviden gemte gennem hundrede Aar, nedarvede, som de var fra hans Fader, der var navnkundig, og den første som han --luede for hans langsynte Øjne, i en frygtelig Hunger efter at mætte sig med Hævn. Han stønnede lydt, som han sad, under sin egen Vredes Greb: -Jo, jeg kender dem ... -Om jeg kender dem. Men pludselig knyttede han sine Hænder og hans Blik syntes et Nu at blive tomt og hele Øjet næsten hvidt: under en vældig Anspændelse af Vilje skød han som en Jernskodde for sin egen Tanke--og havde begravet den. Han vidste ikke mer om det. Han trak i Vognsnoren og Johan Kudsk holdt an: -Til Fru Urne, raabte Hans Excellence, og Vognen kørte tilbage gennem Byen, over Torvet, ned ad Bredgade. Den rullede ind gennem Porten i det Schackske Hus og holdt i Gaarden, foran Havehuset. Hans Excellence steg ud. Døren havde ingen Klokke, men kun en Dørhammer, der ligesom ikke vilde mere. En Pige lukkede op: -Er her no'en hjemme? spurgte Excellencen. -Ja, Deres Excellence, Fruen kommer straks. Han gik ind i de to Stuer, hvor Christian den Ottende-Møblerne stod saa mærkelig stift mellem KurveEspaliererne med de mange Efeu. Udenfor Vinduerne laa Haven. Sneen gav et særegent Lys i Stuen, som af Skæret fra et ophængt Lagen. Hans Excellence tog Plads. Over ham i Sofaen hang Billeder og Sabler indhyllede i Flor. Han hørte ikke Fru Urne komme, før hun stod der. Hun var høj og mager og helt i Sort. -At Du huskede mig idag, sagde hun og tog begge hans Hænder. -Min Pige, sagde Excellencen: jeg har ikke saa meget at huske mer. -Du husker alle, sagde hun og beholdt hans Hænder, mens hun satte sig. -Eller ingen, sagde Hans Excellence. Der var tavst en lille Stund. Fru Urne havde vist ikke hørt, hvad han havde sagt. Hun havde løftet Blikket og betragtede sin faldne Mands Billede over Sofaen: -Det bliver altsammen revet op igen, paa en Dag som denne; og det er, som om man maatte opleve det igen. -Ja, sagde Hans Excellence: han gav Livet. -Ja, sagde hun, og pludselig sprang Taarerne frem af hendes Øjne, mens en Hulken rystede hende: -Og jeg kan ikke en Gang nøjes med Tanken om hans Bedrift... Og de Minder, man gaar og hænger Flor om--det er ikke de Minder, man længes efter. Hans Excellence lagde sin Haand over paa Ryggen af Stolen, hvor Fru Urne sad: -Jo større han var, min Pige, desmer har han vel ogsaa kunnet give Dig ... -Og des vildere er Savnet. Ved Ordet vildere mødtes et Nu deres Øjne og en Blodstrøm slog op i Enkens Ansigt. -Onkel Hvide, sagde hun: Du ser alting. -Men jeg skammer mig. Jeg skammer mig for mine Børn. -Skammer Dig? og han talte haardere: hvorfor? tror Du ikke alle de andre, som er ene, "længes" li'edanne? Fru Urne havde lænet sit Hoved til Stolens Ryg og saá ud i Luften: -Hvorfor lyver de da alle? -De lyver, sagde han: som Du lyver. Han tav lidt: -Hvorfor de lyver? sagde han: Fordi vi opdrættes til at tro, at vi er noget andet end vi er. Og naar vi saa opdager os selv, tror vi, de andre er bedre og vi er de værste . . . -Men vi er ens og vi har den samme Krop. Fru Urnes Hænder faldt sammen i hendes Skød. -Men, sagde hun, at vi bliver saa sent gamle. Der gled et Smil over Hans Excellences Ansigt. -Ja, sagde han: sent eller aldrig. De sad tavse et Øjeblik. Saa spurgte han: -Hvordan gaar det dine Sønner? Fru Urne tog sig om Hovedet som for at samle sine Tanker: -Ja, Du véd jo, at Christian vil ikke være Officer. -Naa, er det nu opgivet? -Ja, han vil ikke . . . -Hm, hvad vil han saa? Fru Urne sagde: -Han vil være Ingeniør. -Ja, saa, sagde Hans Excellence: -Hvad skal en Mekaniker her i Landet? Her løber vi ad de Landeveje, der er. Fru Urne sagde og saá ikke paa ham: -Han siger, Verden er stor. Der blev stille. Uret inde i den forreste Stue dikkede med en underlig Lyd som var hvert Minut noget, der brast: -Og jeg synes ...at...at det er saa svært...at det er, som om, som om vi alle forraadte . .. det, han døde for. -Hvad for no'et? spurgte han. -Landet, sagde hun (hun vilde sige Fædrelandet, men det blev kun til "Landet"). -Fædrelandet? sagde Hans Excellence: -Det forraades hver Dag og lever af Resterne. Hver sørger for sit og Fædrelandet kan tage hvad der bliver tilovers. -Han--og han løftede Haanden mod den døde Generalstabsofficers Billede--døde heller ikke for Fædrelandet, men for sin Tro, som han havde mistet. . . Fru Urne havde maaske ikke forstaaet eller hendes Tanker var blevet hos Sønnerne, for hun sagde: -Men naar de rejser, baade Vilhelm og Christian, saa er der slet ingen Unge af Slægten tilbage i Landet. Hvide saá ud for sig og hans Stemme blev lav: -Jeg tænker sommetider, min Ven, at vi gamle Slægter, vi har maaske syndet nok ... Han stod op: -Lad nu de andre synde videre. -Men hvad kalder Du Synd, Onkel Hvide? Hans Excellence tog Haanden bort, med hvilken han havde støttet sig til Bordet: -Løgnen er Synd, og vi har ikke haft Skuldre til at bryde den. Fru Urne gøs sammen, som om en Kulde rystede hende: -Onkel Hvide, sagde hun og bevægede Hovedet en Gang frem og tilbage, som om der var noget, der gjorde ondt om hendes Hals: -Alle Altre bli'er saa tomme ... Hans Excellence stod endnu foran hende, og han løftede sin Haand. -Der er ingen Altre, min Pige, for der er ingen Guder. Vi er-- Han tav et Nu og hans Ansigt skiftede Udtryk: -Som de vi er. -Og hvordan gaar det med Vilhelm? spurgte han. -Han--og Fru Urne tog sig atter sammen--: han bliver saa let febril, véd Du ... -Ja, sagde Excellencen, jég ved det. Det hører hans Alder til. -Men, sagde han: lad ham ha'e sin Frihed og laas ikke hans Dør. -Farvel, min Pige. -Farvel, Onkel Hvide--og Tak, fordi Du kom. Hun fulgte ham ud, og Vognen satte sig i Bevægelse. -Til Konferensraad Glud, raabte Excellencen og Vognen rullede endnu en Gang gennem Gaderne, til den holdt foran Konferensraadens Hus, hvor en skruttet Mandsling stak sit Hoved frem af en lille Sidedør, før Porten langsomt blev lukket op og Vognen kunde køre ind. Mandslingen stod ved Vogndøren, men Hans Excellence saá ham ikke og talte ikke til ham. Han var selv staaet ud af sin Vogn og rykkede i Gangdørens Laas--der var underligt nye Laase i alle Konferensraadens ældgamle Døre--: -Man kommer ikke ind for alle de Indretninger, raabte Hans Excellence, og han gik op ad Trappen. Han ringede og et Øjepar kom til Syne i Koøjet i Døren, før den blev lukket op: -Ja, det er mig, sagde Hans Excellence og gik ind. -Altid lige statelig, sagde han og saa frem paa Husdamen, Frøken Erichsen, der i tyve Aar havde styret Konferensraadens Hus og var forblevet højbarmet og midjesmækker som den, der ikke overgiver sig men bevarer sig og plejer sig og venter: -Hvordan staar det? -Hofjægermesterinden er i Byen, sagde Frøken Erichsen. -Derfor kommer jeg, sagde Hans Excellence og stødte selv Døren til Stuerne op med sin Stok: -Jeg følger med Ravnene. Frøken Erichsen sagde--men man vidste ikke, om hun havde forstaaet eller ej--: -Ja, Konferensraaden er daarlig. -Lad mig sé ham, sagde Hans Excellence. Frøken Erichsen gik, og han blev staaende midt i Stuen, hvor de laasede Vinduesskodder gjorde det halvmørkt, saa Møblernes Omrids halvvejs forsvandt, og der af Malerierne kun saás de brede Rammer, der laa som Strimer af Guld paa Rococo-Væggene, hvis Sirater glimtede ud og ind som de gyldne Aarer i et stort Legeme. Hans Excellence gik frem midt ad Gulvene, hvor der i alle Stuerne var tomt, frem under Lysekronerne, der, indbundne i Drejl, hang tungt som fyldte Sække. Han stansede foran den inderste Dør, der stod paa Klem. -Hvad vil han her? lød en Stemme, hvis Lammelse blev hvæsende under Vreden; hvad vil han her? -Jeg vil ikke se ham. Det har jeg sagt Dem. -Konferensraaden tør ikke ophidse sig, sagde Frøken Erichsen, stille, som den, der har Magten: -Værsgod, Deres Excellence, sagde hun og hun gik. Hans Excellence blev staaende foran Konferensraaden, der krøb tilbage i sin Stol bag det nedrullede Gardin, som vilde han skjule sit opbulnede Hoved: -Du vil ikke se mig, sagde Hvide. -Der er ingen, som har haft Bud efter Dig, lallede Konferensraaden med sin tykke Tunge. -Jeg hørte, det var blevet værre, sagde Hans Excellence, der nærmede sig det nedtrukne Gardin. -Lad Gardinet være, sagde Konferensraaden og løftede den venstre og vanformede Haand. -Jeg maa se, sagde Excellencen og rullede Gardinet op, saa pludselig det ganske Lys faldt ind over Konferensraadens opsvulmede Hoved, hvor, midt i Bullenheden, det venstre Øje stod frem eller ligesom hang ud af sin Hule som paa de vanformede Dyr, vor Klodes Fortidshistorie kendte. -Du er ringe, sagde Hans Excellence, der stod midt i Lyset. Konferensraaden løftede det højre og sunde Øje op imod ham med et Blik som et Dyrs, der føler Reb surrede om alle sine Lemmer. -Jeg har det som jeg plejer, sagde han, med Tungen tyk i sin Mund. Hans Excellence knyttede Gardinsnorene i en fast Knude: -Ja saa, sagde han. Han tog den Lammedes Puls og han betragtede sit Ur uden at bevæge Ansigtet. Han sagde heller intet, mens han atter puttede Uret i sin Lomme og med sin iskolde Tommelfinger begyndte at føle, haardt, rundt i Konferensraadens Ansigt--rundt om det udhængende og blinde Øje. Konferensraaden rørte sig ikke, tvungen af Excellencens Finger som af en Nagle. -Gør det ondt, spurgte Hans Excellence. Konferensraaden, der af Smerte havde bidt i sin slagne Tunge--sine Tænder havde han--svarede ikke. Hans Excellence slap: -Og Benene? spurgte han. Konferensraaden, som var femten Aar yngre end Excellencen og opvokset under Familjelægens Ry, tog ikke det sunde Øje fra sit Bord, før Excellencen bøjede sig, som vilde han tage om hans Ben: -De er som de plejer, lallede han. -Kan du naa dit Jernskab endnu, sagde Excellencen og lo, idet han slog til Krykkestokken, der stod lænet til Vindueskarmen. -Du gør altsaa Forretninger endnu? Konferensraaden løftede sit Øje mod ham. -De, der ikke er afviklede, sagde han; blandt andre dine. Der gik, uden at han selv vidste det, en pludselig Trækning over Hans Excellences Ansigt, før han sagde, som havde han intet hørt: -Du skulde skaane Dig. Og han føjede til, mens han bestandig slog med den ene Krykke mod Karmen: -Det er paa Tiden. -Det kan jeg sige Dig. Der var ganske stille et Øjeblik, mens Hans Excellence flyttede sit Blik fra den Syge og saá ud i Stuen udover det mægtige Skrivebord, hvor intet fandtes uden den nedarvede Læderpung med Kobber og Guldskrivetøjet, en Erindring om det kendte Velgørenhedsværk, der havde afmærket Konferensraadens Vej--frem mod Stolene, der stod langs Væggene, som en Vagt, og de to Paneldøre, tæt ved hinanden. -Jeg gør, hvad jeg vil, sagde Konferensraaden og hans Mæle var næsten blevet tydeligt under en overmaalelig Anstrengelse. Det bankede paa den ene Paneldør--først svagt, saa højere: -Kradser han her endnu? raabte Hans Excellence, der pludselig hørte det: -Kom ind. Og Døren gik op mens en Mandsperson forfjamsket kom ind. Han var lang og i sorte, slidte Klæder. Man troede uvilkaarligt, at han ejede intet mer af Krop end sine blege Hænder. Konferensraaden havde næsten faaet rejst sig: -Gaa, gaa--hvad vil De....? Og Døren lukkedes igen. Excellencen lo og havde grebet om den ene Krykkes Tag: -Saa Du aagrer endnu? -Saa dine Sække er ikke fyldte nok endnu? Hans Excellence stødte Krykken mod Bankierens Bord: -Men Du øser dit Guld af dine egne fire Fjæle, det vil jeg sige Dig. Konferensraaden var kommen op at staa, støttet til sin Krykke og sin højre og sunde Arm: -Det vedkommer ikke Dig, sagde han, og alt hans Mæle var næsten vendt tilbage. Excellencen betragtede et Nu hans vanføre Ansigt, som det tilstrømmende Blod syntes at ville sprænge: -Nej, sagde han og vendte sig. -Og Du, raabte den Syge, der voldsomt støttede sig til sit Bord: Du bliver herfra: -Jeg trænger heller ikke til Ole Hvide mer. Konferensraaden havde understreget Fornavnet, der forhen i Klangen af Excellencens Navn havde været som Svinget under et Navnetræk, og Hans Excellence vendte sig, som i et Stød. Men da han talte, lød hans Stemme roligt: -Det er rimeligt, at Du har Ret, sagde han og knugede om Krykken, som han holdt endnu. Og som han spurgte til en Vens Befindende, sagde han: -Hofjægemesterinden er her jo? Konferensraadens Øje blev rødt i det Hvide, og i et Sekund havde han løftet sin Krykke i den sunde Arm, der skælvede: -Va'r Dig, sagde han og han raabte Ordene ud i et Aandedræt: -At ikke de, der skal arve Dig, skal komme til at græde. Excellencen havde grebet om den Krykkestav, han holdt, som for at værne sig mod et Slag. Et Nu stivnede hans Ansigt. Saa havde Krykkens Fald givet Lyd mod Gulvet og han var gaaet. Hans Excellence saa Frøken Erichsen rejse sig fra en Stol i den midterste Stue, og han sagde, da hun kom hen imod ham: -Han har det bedre. Rynkerne, der dækkede Frøken Erichsens Ansigt som Gittermasken Fægterens, sitrede et Øjeblik. Saa sagde hun: -Gud ske Lov. Og med et Smil, saa umærkeligt, at det netop kunde gættes, sagde hun: -Det synes jeg jo ogsaa, Deres Excellence. -Vil Erichsen hilse Hofjægermesterinden, sagde han kun. Og han gik. Frøken Erichsen vendte tilbage til Stuerne. Paa en Gang lo hun, kort og hastigt, med en Latter, der ikke havde nogen Berøring med hendes Tales Stemme og som et Sekund forvrængede hendes Ansigts Rynker til forvredne Folder, som hun uvilkaarligt med sine guldtunge Fingre atter glattede ud--før hun gik ind til Konferensraaden. Konferensraaden sad i sin Stol, med Krykken i sin Haand. -Han skal aldrig mere ind, sagde han og Tungen slog frem af hans Mund for hvert Ord. -Det sker jo som Konferensraaden vil, sagde hun og, da hun tog Krykken ud af hans Haand, følte hun, han dirrede endnu. Hun betragtede ham fra Siden, som han sad dér i Lyset--og hun havde nøjagtig det Blik i sine Øjne som Excellencen havde, da han betragtede sit Ur, mens han følte hans Puls. -Træk Gardinet ned, sagde Konferensraaden, der følte Lyset--eller hendes Blik--som en haandbunden Mand en Sværm af Myg. -Først Tæppet, Hr. Konferensraad, sagde hun og bøjede sig for at lægge Plaiden fastere om hans Knæ. Saa rejste hun sig og løste Excellencens Knude op. Hun blev ved at holde den hvide Slynge i sin Haand, mens Gardinet rullede ned--for at det ikke skulde gøre Støj. Hun gik tilbage til Bordet og sagde: -Det er Fredag, Hr. Konferensraad. -Ja. Han fik Nøglerne frem og en Skuffe lukket op og et Jernskrin i den aabnet. Der laa i Skrinet Pengetut ved Pengetut, indbunden i hvidt Papir. Der var kun Guld. Konferensraaden tog en Tut og vilde aabne Papiret. Men han kunde ikke faa det løst op, og Frøken Erichsen maatte hjælpe ham, saa Guldstykkerne flød ud i hans flade højre Haand. Han gjorde med den lammede venstre et Forsøg, som vilde han tælle dem, men han magtede det ikke. Saa lod han dem falde ud paa Bordet--de faldt langsomt, maaske paa Grund af hans Haands Fugtighed, Pengestykke efter Pengestykke. -Der gaar jo altid mere til om Ugen, naar Hofjægermesterinden er inde, sagde Frøken Erichsen, der fulgte Guldpengenes Fald. Hun havde lagt sin særdeles hvide Haand ned paa Bordet meget tæt ved Konferensraadens, for at tage Pengene op. Konferensraaden flyttede sit Øje fra Guldet over paa Haandens Hvidhed. -Ja, sagde han og lukkede pludselig Guldet inde i Frøkenens Haand, som han greb. -Nu skulde Konferensraaden hvile, sagde Frøken Erichsen og gjorde sin Haand løs. -Nej, lad Hansen komme ind. -Nu, Hr. Konferensraad? -Ja, det haster. Frøken Erichsen gik over Gulvet og aabnede Paneldøren: -Hansen, kaldte hun og lukkede atter Døren. Hun stansede midt paa Gulvet: -Konferensraaden skulde være forsigtig, sagde hun, og man vidste ikke ret, om hun mente hans Helbred eller den Forretning, der ventede og hun gik hen mod den store Dør. -Det véd jeg. Frøken Erichsen gik. Hansen sneg sig ind ad Paneldøren. Han bar en Bunke Papirer i sin Haand. Konferensraaden vendte sit Øje imod ham: -Er det i Orden, spurgte han og hans Stemme blev paa én Gang atter tydelig, som da Hans Excellence var der. -Ja. -Alt? -Ja. Konferensraaden greb efter Dokumenterne: -Lad mig se, sagde han. Hans seende Øje blev større, mens hans sunde Haand bladede i Papirerne, som var fulde af Retssegl og Stempler. -Jo, Hæftelserne er her, sagde han. Han beholdt et Øjeblik Dokumenterne i sin Haand: -Saa kan Beløbet afsendes, sagde han. Hr. Hansen, der stadig stod to Alen fra Bordet, sagde: -Hr. Hans Hvide kommer selv Kl. to. Konferensraaden slap sine Papirer. -Er han her, sagde han og hans Stemme blev paa én Gang atter utydelig. -Han kom hertil imorges. Hr. Hansen syntes, at idag var Konferensraaden rent snavs, ogsaa Højrehaanden rystede paa Konferensraaden. -Jeg vil ikke se ham, sagde Konferensraaden: -Udbetal og lad ham kvittere. -Vel, Hr. Konferensraad. -Men dette vil jeg ha'e konvolutteret, sagde Konferensraaden. -Nu? -Ja, sagde Konferensraaden. Hr. Hansen gik og vendte tilbage med en stor og sort Mappe, som han lagde foran Konferensraaden. Paa Bindet stod, paa en Etikette, Navnet Hvide, med en sort og stejl Skrift. -Hvor er Konvoluten? -Her, Hr. Konferensraad. -Læg dem ind, og Konferensraaden pegede paa Papirerne. Hr. Hansen gjorde det, mens hans Herres Øje fulgte hans Hænder. -Hent saa Kandelaberen. Hr. Hansen hentede Kandelaberen paa Konsollen og tændte det ene Lys. Han bragte ogsaa Lak og Signetet. -Godt. Konferensraaden førte det røde Lak ind i Lyset, hvor det blussede højt, og han lod det falde ned paa den blaa Konvolut. Der faldt et Par røde Draaber paa Bordet (jo, han ryster ogsaa paa den højre, tænkte Hr. Hansen) før han fik forseglet. -Luk Mappen op. Hr. Hansen gjorde det. Konferensraaden lagde Konvoluten øverst oven paa Mappens mange Papirer. Hans Haand blev liggende et Øjeblik, tung, paa den stærke Dynge: -Tag saa bort, sagde han. Hr. Hansen tog det bort, alting, til Konferensraaden atter sad foran sit tomme Bord. -Kald Frøkenen ind, sagde han. -Ja, Hr. Konferensraad. Hr. Hansen gik gennem den store Dør og Frøken Erichsen kom ind: -Er det Puderne, Hr. Konferensraad? spurgte hun. -Ja. Frøken Erichsen lagde dem varsomt bag Konferensraadens Ryg og Hoved. Mens hun gjorde det, sagde han: -De Ting er i Orden. -Sidder Konferensraaden nu godt? -Men de Skillinger skal ikke hjælpe ham, blev Konferensraaden ved: der skal mer til. -Det Hul er for dybt. Det er ikke nok. Der skal mer til. Pludselig forsøgte Konferensraaden at le med en Latter, der lignede en sær Fugls Skrigen. -For at faa det Hul fyldt, sagde han, maa Ole Hvide bøje sin stive Ryg. -Konferensraaden faar jo altid Ret, sagde Frøken Erichsen og gik hen over Gulvet med sine læmpelige Skridt. Konferensraaden var ene i sin Stue. Hans store og uformelige Hoved lignede det vansirede Stenhoved paa en Sfinx. --- Moderen var paaklædt. Hun havde slaaet sit Vindu op--ud, mod den kolde og bidende Luft. Faderen havde hørt det fra sit Værelse: -Stella, dit Bryst, raabte han. -Fritz, man maa have Luft. Og hun blev staaende og saa ud i den snetunge Dag: -Nu har de Engelsk. Hun tænkte paa det "Hvide Hus" derhjemme og paa Børnene, hvis Timetabel og Vej hun fulgte i sine Tanker fra Time til Time: -Og den Mindste kan ingenting, tænkte hun, og hun smilte. Hun hørte Faderen aabne og lukke sin Dør og gaa. Moderen saa op mod Skyerne. -Saa tunge Skyerne dog var idag, Haglskyer, næsten som Tordenskyerne, naar de drev op over Haven hjemme. Moderen gyste et Nu ved den kolde Luft, mens hun hørte Arkadia rumstere med sine Redskaber inde i Faderens Værelse og slaa Vinduerne op med et Brag. Pludselig saá Moderen ud i Gaarden og over mod Kældervinduerne i Længen: Saa stak det ene og saa det andet Mandfolkeansigt op af Kældervinduet. -Tre var der. -En sort og to blonde. Og alle drejede de Øjnene ind i Øjenkrogene og keg opefter. Nu var det den Blonde. -Naa, det er ikke til mig, sagde Moderen pludselig ganske højt. Hun havde sét Arkadia, der hængte langt ud af Faderens Vindu, ikke fire Alen fra hende. Hun gik lidt bort fra Vinduet, mens hun, med en munter Forbavselse, saa ned paa de Mandfolkefigurer, der, skiftevis, alle kiggede op efter det samme Kvindekøn. Pludselig hørte hun Hans Excellences Vogn i Porten og hun saá den rulle frem i Gaarden. -Nej, Børnlille, sagde hun, den Nærmer halter igen. Og hun lo. Johan var staaet ned fra sin Buk. Den Enbenede stod ved Siden af og saá paa Hestene: -Den gør'et ikke længe, sagde han. -Det ka' nok hænds, sagde Johan og saa hvast paa Medaillemanden. -Godmorgen, Johan, raabte Moderen, højt oppe fra, fra sit Vindue. Det bankede paa Døren. Det var Faderen. -Nu kommer jeg, sagde Moderen og gik ud. Sammen gik de ned ad Trappen og ind hos Hans Excellence. Midt i Døren lo Moderen: -Nej, sagde hun: jeg vil aldrig komme til at begribe den menneskelige Appetit. Hun havde paa én Gang igen, i Tankerne, set det blonde Hoved stikke op af det Kældervindue. Faderen svarede ikke, men bevarede sit ubevægelige Ansigt, og der gik en pludselig og træt Skygge over Moderens Træk. Hans Excellence aabnede sin Dør: -Georg, Brevene, raabte han. -Godmorgen, min Ven, sagde Hans Excellence, da han saa Moderen, og hans Stemme fik en anden Klang. -Godmorgen, Grandpapa, svarede hun og bøjede sig, mens Hans Excellence kyssede hende paa Panden med de kolde Læber. De gik alle tre ind i den forreste Dagligstue, hvor Hendes Naade sad, i Moirée-Mantille, ved det midterste Bord. Hans Excellence saa hen paa hende--med det samme ligesom frygtagtige Blik som om Morgenen--: -Jeg skal hilse fra Brahes, sagde han og bøjede sig for at lade sine Læber naa hendes Haar. Hendes Naade sænkede brat sit Hoved: -Godmorgen, sagde hun, medens Moderen, flygtigt, kyssede hendes Haand. -Hvormange Grader er her? spurgte hun meget højt. Og Selskabsdamen gik hen over Gulvet for at aflæse Temperaturen paa det ophængte Termometer. ... Georg havde lagt Brevene frem paa Hans Excellences Bord. II Hans Excellence havde sat sig ved sit Bord foran de fremlagte Breve. Det tredje, han tog, faldt atter ud af hans Haand. Saa rejste han sig og drejede Nøglerne om i begge sine Døre, før han satte sig igen. Han havde lidt besværligt ved at gaa, men det var jo ogsaa for Hans Excellence allerede højt op paa Dagen. Han tog igen det tredje Brev og han gennnemskar Konvoluten med en Kniv. Hans Hænder var holdt op at ryste og Brillerne havde han revet af, saa han læste med sine blotte Øjne: Thorsholm den 26. Februar. Kære Papa. "Jeg takker for de sidste Skrivelser, der er modtagne og som var, som sædvanlig, korte. Jeg har ofte bedet Papa, hvis Du ikke kan skrive selv, hvad der er rimeligt, da at diktere min Søn Fritz, der, naar hans Hr. Kammertjener har endt sit betydningsfulde Arbejde, vistnok har Tid til Raadighed. Hvad de Ting, som han ganske vist derved vilde erfare, angaar, da har hans Fader intet at skjule, medmindre Papa skulde ønske, han forbliver det Pragtbind med Guldlaas, han er ved Papas Omsorg blevet, jeg véd ikke i hvilken Hensigt. De vedlagte Beløb er modtagne men rakte, som Papa vil forstaa, ikke til de angivne og vedkommende Udgifter uden at jeg selv og ved Prokuratorhjælp maatte gøre yderligere Udveje. Men til dette er jeg jo vant og jeg skal for stakkels Mamas og for mines Skyld heller ikke opgive Kampen, hvor haard den end falder." Hans Excellences fremskudte Underlæbe skjalv--for anden Gang--men han læste videre: "Papa skriver: "For dine Forklaringer vil jeg vide mig befriet". Endskønt jeg vel kender Papas Ønske om at vide sig befriet, idetmindste for alt, hvad der angaar mig, maa jeg dog denne Gang falde Papa til Byrde med nogle Forklaringer, som jeg maa bede Papa at læse, da Stillingen næppe vil kunne holdes mer og ikke vil kunne skjules længer, ikke en Gang for Mama, trods mine Anstrængelser. Jeg har, hvad Papa véd, aldrig indbildt mig eller troet, at jeg havde nogen Begavelse eller Slags Talent for Landvæsen. Men efter at jeg under en Operation, der mislykkedes for Papa, var besvimet og Papa havde erklæret ikke at kunne have en Søn til Læge, som ikke kunde taale Synet af Blod, gik jeg Vejen, som Papa vel ansaa for tjenligst, naturligvis ogsaa fordi den i de første Aar, da Broder Fritz og Fru Stella opholdt sig i Udlandet, for at Fritz kunde virke for Oversættelsen af Papas Skrifter, kostede mindre. I alle Tilfælde vidste Papa jo bedre end alle, hvad det vil sige at arve et stort Navn sammen med en Virksomhed, og det stod til Papa at afgøre, hvad der syntes min Fordel, selv om jeg maatte opgive min Lyst til Lægevidenskaben og blive Landmand i en vanskelig Tid, men idetmindste indtog en Stilling, hvor jeg ikke generede Papas Anseelse. Det er desværre overflødigt at tale om Gaardene, hvis Køb Papa, trods alt, hvad jeg har bedet, jo stadig har ladet gaa igennem Glud, der ogsaa købte Annebygaard. kort før han blev Etatsraad. Men i Papas Forhold til "Konferensraaden" Glud skal jeg ikke blande mig, skønt dette Forhold, hvilket Papa maaske vil indrømme, først og sidst er gaaet ud over mig, der fire Aar efter at jeg havde faaet Annebygaard, maatte overtage Thorsholm, hvis Hovedbygning tog ligesaa meget at restaurere som hele Købesummen, før Mama kunde bo der og idetmindste have lidt Fred for sin Person om Sommeren. Hvis derimod Papa havde indsat mig i en Forpagtning--men en Forpagtning passede naturligvis mindre for en Jægermester--havde dog Midlerne, Papa mente at kunne tilstaa mig, kunnet slaa til og været givne paa en Gang, hvorved jeg stod friere og fremfor alt den stakkels Mama ikke havde været prisgiven en daglig Plage og Angst for mig og mine. Men Papas bekendte store Hjerte har jo altid fundet mange at give til og tit." Hans Excellences Haand skælvede som i et Ryk og Aarerne i hans Tindinger var svulne som knyttede Reb, men han blev ved at læse. Det tog i Døren. -Hvem er det? raabte han. -Hans Excellence læser Posten, sagde Georg i Gangen til Faderen, der slap Laasen: -Hendes Naade ringer, sagde Faderen og Georg gik. Hendes Naade havde allerede slaaet to Gange paa Sølvklokken paa sit Bord, medens Selskabsdamen med sin lydige Stemme blev ved at oplæse "Lejligheder" af den opslagne Avis, uden at stanse: -"Herskabelig Lejlighed, elve Værelser, alle Bekvemmeligheder. Fredericiagade 16, andet Sted fra Bredgade. Portneren anviser." -Hvor var det? spurgte Hendes Naade. Selskabsdamen svarede. -Ja, om man kunde opnaa at faa en første Sal, sagde Hendes Naade: men Hvide siger jo, han taaler ikke Trapper. -Videre. Selskabsdamen læste igen: -"Herskabelig Lejlighed, ti Værelser, Anretteværelse, Badeværelse o.s.v., første Sal. Bredgade 60. Portneren anviser." -Der boede Legationsraad Duus, sagde Hendes Naade og hun lagde til --Legationsraadinden var død der og Hendes Naade gav ikke Agt paa Lejligheder, hvor hun vidste om Dødsfald--: -Der var ellers rart. Georg var kommen ind. -Læg Tæppet om mig, sagde hun, og da Georg havde bøjet sig for at lægge Tæppet om hendes Knæ, sagde hun, mens Selskabsdamen blev ved at læse: -Hvor er hans Excellence? Georg, der førte sine krogede Fingre hen over Tæppet, sagde: -Hans Excellence læser Posten; og idet han løftede Hovedet og saá paa Hendes Naade, lagde han til, mens han pludselig krængede sine Læber, saa hans to eneste Tænder blev synlige--de lignede "Gnaverne" hos en Rotte--: -Der var Brev fra Hr. Jægermesteren. Georg skjulte med Læben atter sine to Tænder og rejste sig. -Han kan gaa, sagde Hendes Naade, der havde krammet om sin Pengepung, og, paa én Gang, med sit Lommetørklæde aftørrede sine Tindinger, der var blevet fugtige. Selskabsdamen var holdt op med at læse. -Hvorfor læser De ikke mere? spurgte Hendes Naade og hørte ikke, hvad Frøkenen svarede. Pludselig sagde hun: -Hent Sofie; og holdt, med et Greb af sin Haand, Mantillen sammen om sig, mens hun, uden Støtte, gik gennem Stuerne ind i Sovekamret. Hun havde aabnet sit Chatol og sad, med Hænderne i Skødet, foran et lille Træskrin, der stod paa Klappen, da Sofie kom ind i Sovekamret, hvor Gardinerne var rullede ned og der var halvmørkt. -Jægermesteren har skrevet, sagde hun med en Stemme, der var blevet hæs. -Ja, svarede Sofie, hvis sorte Kappebaand under Hagen stod ud som et Par mørkere Skygger i Mørket. Hendes Naade førte sine Hænder over hinanden: -Jeg maa vide, hvad han skriver, sagde hun. Der var stille nogle Øjeblikke, i Mørket. -Deres Naade skulde vente, sagde saa Sofie. -Ja, svarede Hendes Naade, der ikke rørte sig. Og hun spurgte om Maden til Middagen, som Sofie nævnede for hende, henne fra Mørket, Ret efter Ret. -Den kan gaa ud, sagde Hendes Naade og stansede Tyendet, der var ved at nævne en Mellemret. Sofie vilde svare, men hun sagde: -Han mærker det ikke. Han véd aldrig, hvad han selv spiser. Sofie nævnede Deserten: -Saa forlanger Du Penge, sagde Hendes Naade. -Jeg fik Penge igaar. -Det har han glemt, sagde Hendes Naade. -Jeg fik dem af Georg, sagde Sofie, der stadig stod i Mørket. -Saa faa dem af Excellencen selv, mens Georg melder, sagde Hendes Naade, som den, der giver en Ordre. Sofie blev staaende endnu, skønt der ikke taltes mer. Hendes Naades Tanker var andetsteds eller de var helt gaaet derhen, hvor de havde været hele Tiden, mens hendes Ansigt var næsten som fortrukket af Smerte eller af en Væmmelse, hvorunder hendes tynde Læber syntes at faa deres Fylde igen: -Men det er mig, sagde hun: -Det er mig, der skal pines og betale, og hun slog Haanden to Gange mod Chatollet. Sofie svarede ikke men saá paa sin Frues Ansigt som den, der har forstaaet alting længe. -Men der er ingen, som kender Hvide, sagde Hendes Naade, hvis Læber paany var blevet smalle som før; og hun løftede Haanden, at Tyendet kunde gaa. Da Døren var lukket, tog Hendes Naade en Nøgle frem og aabnede Skrinet foran sig. Med Haanden talte hun sine Pengesedler, uden at tage dem op og mens hun holdt dem mod Skrinets Bund. Mantillen havde løsnet sig. Den faldt ned fra hendes Ryg, ned over Stolen, mod Gulvet, saa tung, som om den havde været af Jern. Det bankede paa Døren--og en Gang til: -Hvem er det? raabte Hendes Naade, der havde lukket Skrinet og havde Kræfter nok til selv at tage Mantillen op fra Jorden og faa den paa. -Det er Frokosten, Deres Naade, sagde Selskabsdamen i den aabne Dør. -Jeg kommer. Hendes Naade lod sig støtte af Frøkenen, mens hun gik ind gennem Stuerne. Da Georg anrettede Frokosten ved det midterste Bord, smækkede Hans Excellence Døren til sin Stue op. Hendes Naade og Selskabsdamen havde løftet deres Øjne paa samme Tid og slog dem atter ned. -Jeg skal hilse, sagde han og hans Stemme var ganske rolig. -Fra hvem? spurgte Hendes Naade, mens Selskabsdamen, der trykkede Skuldrene sammen i sin Lænestol, ikke tog Øjnene fra Gaffelen, der rystede i Hendes Naades Haand. -Fra Hans. Der var stille nogle Øjeblikke, Hans Excellence stod ved Vinduet. -Hvad skriver han? spurgte Hendes Naade, der bestandig tvang sig til at spise. -Som sædvanligt. Det var som Hendes Naades Pupiller blev større, mens hun bestandig betragtede Excellencen, hvis Ansigt hun saá fra Siden: -Og Børnene? sagde hun. -De har det godt. Excellencen var gaaet fem Skridt. -Tak for Mad, Hvide, sagde Hendes Naade og rakte begge sine Hænder, hvis Linje ved Haandleddene endnu var smuk, frem mod sin Mand. Han greb dem, og hastigt bøjede han sig ned og kyssede hende paa Panden med just den samme Bevægelse som den, hvormed han spiste. Hendes Naade blev ved at smile: -Lad ham tage bort, sagde hun til Selskabsdamen. -Du spiser ikke nok, sagde Hans Excellence. -Det er der andre til, Hvide, sagde Hendes Naade, hvis Stemme ændredes lidt. Georg bukkede foran Hendes Naade med et Kort paa en Bakke: -Det er Harriette, sagde hun. -Naa. -Lad Marschalinden komme ind. Georg aabnede Døren og Fru Harriette kom ind, indsvøbt i Fløjl og Pelsværk: -Go'morgen, Tante; hun kyssede Hendes Naade paa Panden: -Ja, her har I mig. Med skinnende Ansigt gik hun hen imod Excellencen: -Goddag, Onkel Hvide. -Goddag, min Ven, sagde han og rørte flygtigt Marschalindens Kind med sine Læber, som havde han set hende igaar og tyve Aars Fraværelse ikke var til for ham. -Hvor jeg havde glædet mig til at se Dig, sagde Marschalinden og følte sig pludselig forvirret eller som blev hun tom etsteds, i sit Hjerte. -Vi har ogsaa glædet os til at se Dig, sagde Hendes Naade, der med Haanden bød Fru Harriette en Stol: -Og du er helt den samme. -Den samme ... Det var som om Ordet "den samme" kaldte Udtrykket tilbage i Marschalindens Øjne, hvor det nogle Sekunder havde været ligesom forsvundet. -Aa, ja, sagde hun: det kunde se saadan ud, naar man er i Overtøj. Og Marschalinden begyndte i et konverserende Tonefald at tale om sin Rejse og om Wien, og pludselig sagde hun.--Dig har jeg Hilsner til, Onkel Hvide, og hun nævnte et Par store Kolleger i Østrigs Hovedstad. Excellencen sagde: -Slaar de ihjel endnu? -Ja. Idet han lo, sagde han: -Det er ogsaa blevet min eneste Bestilling; og maaske halvt inde i en anden Tanke--ti Udtrykket i hans Ansigt var forandret--lagde han til: -Vi slaar ihjel og vi slaas ihjel. -Hvad siger du? spurgte Hendes Naade, hvis Øjne, saasnart hun ikke talte, løb rundt i Stuen ligesom om de søgte. -Vi taler om Wien, sagde hans Excellence, der stod op. -Og Du skriver stadig, Onkel Hvide, sagde Fru Harriette, og, mens hun fik næsten den samme Glans i sine Øjne, som da hun var kommen ind ad Døren, lagde hun til: -Hvor rørt jeg har været over, at Du har husket mig med alle dine Bøger. Hendes Naade smilede pludseligt og stansede derpaa sit eget Smil: -Ja, sagde hun: Hvide husker alle sine Venner. Og, da der forløb nogle Øjeblikke, uden at nogen talte, begyndte hendes Naade at tale om Biskop Martensen, mens Georg paa Bakken bragte to Visitkort, der var afleveret hos Portneren, og Marschalinden sagde: -Tante, kan jeg faa lidt Frokost hos Dig? Paa et Blik af hendes Naade sagde Georg bukkende: -Hr. og Fru Hvide er lige ved at gaa tilbords. -Saa løber jeg ind til dem, sagde Marschalinden og kyssede atter Tanten paa Panden, før hun gik. Selskabsfrøkenen havde i den lille Dagligstue sat sig til sit Arbejde, tæt bag den aabnede Dør. Hun syede mange og smaabitte Klude, skrabede til Hobe rundt i Huset, sammen til store Tæpper, Klud til Klud. Hendes Naade havde løsnet sin Mantille i Halsen og hun spurgte Hans Excellence: -Skal Du svare Hans? Men han hørte det ikke. Hendes Naade spurgte ikke mer. Hans Excellence var gaaet ind. Ubevægelig, med Øjne, der vel intet saa, stirrede han, foran sit Bord, frem for sig, mod Slægtens Billeder eller den tomme Væg . .. -Nej, Harriette, Harriette--og Moderen sprang op, da Marschalinden kom ind i Spisestuen--: er det Dig? Hun kyssede Marschalinden to Gange: -Fritz, vi maa straks se hende ind i Ansigtet, sagde hun og førte Fru Harriette hen til Vinduet: -Jo, Du ligner ganske Dig selv, sagde Moderen og kyssede hende igen. -Og Du ogsaa, sagde Marschalinden og smilede. -Ja, sagde Moderen: er det ikke mærkeligt, at der er Mennesker, som aldrig kan forandre sig. -Og Du er ogsaa den samme, Fritz, sagde Marschalinden. Hun var gaaet to Skridt og muligvis var det kun det ændrede Lys, der lod hende synes en Kende blegere, mens hun rakte Faderen Haanden. -Vil Du have Mad? sagde Moderen: aa, Du, vi har idag baade Modtagelse og Middag. Hun ringede. Marschalinden vidste, der var Middag; hun skulde jo selv med: -Men hvad er det for en Middag? spurgte hun. -Jeg véd ikke, sagde Moderen, mens de satte sig tilbords: det er en Gallamiddag for Grev Eck, der skal rejse . . . Hvor er det nu, han skal hen? spurgte hun Faderen. -Han skal til Anhalt, sagde Faderen: i en dynastisk Sendelse. Der kom en ung Mand ind og bragte Koteletterne omkring. Han var høj og meget slank, i Hvidernes Liberi, der sad om ham saa stramt, at man troede, man maatte kunne se hans Ribben. -Hvad er det for en dejlig Armenier? sagde Marschalinden, da han gik ud. -Det er min Nevøs Tjener, sagde Faderen. -Aa. Marschalinden lagde Hænderne ned i sit Skød: hvor er det dog vidunderligt at være kommen hjem. -Og dejligt at se Dig, sagde Moderen og slog begge Armene ned over sin Tallerken. Hun tav et Øjeblik, før hun sagde: -Da Du rejste, var vi unge; og der faldt en pludselig Skygge over hendes Ansigt i det Nu, hvor hun tav. -Ja, sagde Marschalinden: Da var vi unge. Hun smilede et Øjeblik: -Hvor var der vidunderligt derhjemme. Hun tav igen. Saa sagde hun med Øjnene stort aabnede: -Véd I, hvad jeg aldrig kan glemme? Saa Plænerne var grønne derhjemme. De dejlige, de dejlige Plæner, sagde hun. -Og Humlehaven, sagde Moderen og aabnede næppe sine Læber, mens hun sagde det. Og de begyndte at tale om dem alle dernede, om Præsten og hans langbenede Datter; om Godsforvalteren og de rødhaarede Pigebørn, som altid gik i éns Kjoler, syede af ét Stykke, og Alléen, der gik op til Gaarden og hvor de altid gik paa Stylter: -Herre Gud, sagde Marschalinden: gamle Anders-Lakaj, han er da død. -Men han rystede da ogsaa allerede over hele Kroppen, naar han skulde holde paa vore Stylter. Fru Harriette lo: -Ja, der sad de, baade Anders og Jens. -Foran hver sit Hus lige ved Indkørslen, sagde Moderen.--Og ingen kunde flytte dem, lagde hun til. Marschalinden og Moderen lo begge to, mens Marschalinden løftede Armene: -Nej, for de døde jo aldrig og gi'e dem Afsked var der ingen, som turde. -Men Herregud, sagde hun og hendes Ansigt skiftede Udtryk: hvor de dog græd ved Papas Begravelse. De tav et Nu alle tre, til Moderen begyndte at le: -Men Harriette, husker Du, da Jens i Storskoven slog Char-à-banc-Døren i paa din hvide Silkekjole. -Aa ja, den hvide Silke, raabte Fru Harriette: Og jeg havde ikke maattet ta'e den paa for Mama. -Gud, hvor blev den flænget, sagde Moderen. -Ja. -Du sprang jo ned fra Vognen, ligesom Jens slog Døren i ... og badus var Kjolen i to Flænger ... Marschalinden lo og lo. Moderen maatte ud paa Gulvet for at vise, hvordan de havde slæbt, de to Flænger. -Det var græsseligt, sagde Fru Harriette og, pludselig pegende paa Bordopsatsen, spurgte hun: -Hvad er det for Blomster? -De er vist fra Aalbygaard, sagde Faderen. -De er dejlige. -Men de maa skiftes, sagde Moderen: før de falder. Den hvide Sne fra Blomsterne var begyndt at falde ned paa Dugen. -Men, sagde Marschalinden, der var færdig med at tænke paa Blomsterne og vendte tilbage til "Gaarden": -Jens var dog bedst tilhest. -Ja, hvor han sad, med strittende Ben og Øjnene stive i Hovedet. Moderen lo og Fru Harriette lo med: -Men, Du, sagde hun: det var jo ogsaa, fordi han havde Kælderen under sig. Du, Himlens Gud, hvad der gik med af Papas gode Portvin. Marschalinden og Moderen blev ved at tale om de gamle Dage, mens det var, som Ungdomsminderne straalede paa deres Ansigter: -Jens var stolt, naar han paa den Brune humpede bagefter Stamherren. Faderen sagde: -Berry var et dejligt Dyr, og fik pludselig et Udtryk i sit Ansigt, som sad han endnu paa den skønne Halvblods Hingst. -Nej, men Stella, husker Du, sagde Marschalinden: hvor Papa blev vred, den Gang Du havde flyttet alle Hestene rundt i Baasene i Staldene. -Det var da værre, da de var i Rugmarken, sagde Moderen, der havde skubbet sin Stol halvt ud paa Gulvet. -Ja, da Du løste dem og de satte over Vænget alle seksten, ind i Rugen, og de sprang og de aad og de vrinskede og de fløj, og Stella stod midt i hele Rugen og skreg og svingede med sit røde Sjal som en besat, da Papa kommer rendende med Stamherren. Marschalinden var helt udmattet af Erindringen. -Men hvor saá Du dejlig ud, sagde hun til Moderen og, idet hendes Øjne atter strejfede Blomsterne i Opsatsen, sagde hun: -Ja, de falder. Faderens Ansigt var blevet ubevægeligt, som, lidt efter lidt, hele dets Udtryk forsvandt. -Og da Du var Rosenbrud, vedblev Fru Harriette, det var netop det Aar--Marschalinden saá over paa Faderen--Du kom hjem fra Bonn, Fritz... da alle Karle og Piger var i franske Dragter, aa, hvor de dog saá ud, da de kom op gennem Æresporten. Margrethe Stuepige var forrest, i grønt Liv med røde Bændler... -Men Du blev Rosenbruden, Stella--Marschalinden begyndte at le--: Nej, saa Stamherren var forliebt. Husker Du, Fritz, han drak sig fuld om Aftenen af bar Forliebelse. Fru Harriette lo endnu og skiftede saa med ét Tone: -Men som jeg ser Dig endnu, Stella, i det Øjeblik, Du blev kronet, midt paa den grønne Plæne. -Under Blodbøgen, sagde Moderen. Hun løftede sit smilende Ansigt mod Faderen og havde pludselig sænket Hovedet igen. Faderen sad rank. Hans Ansigt var vendt mod Vindueslyset, som et tomt Spejl. Marschalinden blev ved at tale. Moderens Ansigt var blevet hvidt. Med let sammenknebne Øjne, som den, der tænker en yderste Tanke ud, stirrede hun frem for sig mod de hvide Blomster paa Bordet og saa dem pludseligt, som de faldt, Blad for Blad, paa Dugen, og krympede sig i Kanterne, efter Faldet. Marschalinden talte stadig om Minderne derhjemmefra. -Ja, det var den Gang, sagde hun. -Ja, den Gang, sagde Moderen. Den slanke Tjener satte, med stadig nedslagne Øjne, Skylleskaalene frem. -Naa, sagde Fru Harriette, der havde set paa hans smalle Hænder: han hæger sig. Hun tog sit Glas Madeira: -Skaal, Fritz, sagde hun. -Skaal, Harriette, svarede Faderen og smilte. -Ja, Du ligner Dig selv, sagde hun og saá paa hans Ansigt. -Du ogsaa, svarede Faderen. Marschalinden saa pludselig (og kortere end et Nu gik der en besynderlig og flygtende Sitren over hendes Ansigt) Kløften i hans Hage, den Kløft, der kunde komme der, naar han smilte til en Kvinde: -Aa nej, sagde hun: Aarene støver os alle i Ansigtet. Faderen stødte sin Stol tilbage, saa Moderen fo'r sammen. -Ja, Mahlzeit, sagde hun og rakte Marschalinden begge sine Hænder. -Küss' die Hand, svarede Marschalinden og langsomt førte hun Moderens dejlige Hænder op mod sine Læber. Faderen vilde ikke drikke Kaffe og Moderen og Marschalinden rykkede hen til Vinduet. De sad en Stund tavse begge to, da Faderen var gaaet. Saa sagde Marschalinden, der ligesom fo'r op af Tanker og saá fra Væg til Væg: -Men at det kan blive ved ... -Hvilket? spurgte Moderen. -Det Hele, slap det ud af Fru Harriette. Men Moderen havde vistnok ikke hørt det eller maaske ikke forstaaet hende og Marschalinden, der ved en eller anden Tankeforbindelse var kommen til at tænke paa Baron Brahes, sagde: -Det er dog frygteligt med Emmely, der er saa daarlig. -Hvem?--Emmely Brahe ... Men har Onkel Hvide ikke sagt Dig det? -Nej, sagde Moderen og blev pludselig helt rød i sit Hoved. Tjeneren kom ind og, idet han bøjede sit armeniske Hoved meldte han, at Fru Marschalindens Vogn var kommen; og Fru Harriette spurgte Moderen, om hun ikke vilde køre med: hun skulde kun gøre et Par Visiter. -Ja, saa kan jeg blive siddende i Vognen, sagde Moderen, og de gik ind i Stuerne for at sige Farvel. -Tænk Dig, Harriette, hvilken Taalmodighed, sagde Moderen og slog Haanden ud mod Selskabsdamens Klude. Selskabsdamen havde rejst sig fra sit Arbejde: -Der bli'er dog altid et Slags Tæppe ud af det, sagde hun. -Ja, tilsidst, sagde Moderen. De gik ind i Dagligstuen til Hendes Naade, hvis Ansigtsudtryk skiftede hastigt, da de kom--og de gik videre, ind til Hans Excellence: -Ja, Farvel, Onkel Hvide. -Nu gaar vi, til vi kommer igen, sagde Marschalinden og lagde begge Hænder om hans Hoved, mens hun kyssede ham. Hans Excellence rørte sig ikke: -Farvel. De kørte henad Gaden, da Marschalinden, der endnu følte som Marmorkulden af Excellencens Hoved gennem sine Handsker, sagde: -Men Onkel Hvide er blevet gammel. -Det er maaske kun idag, sagde Moderen. -Hvorfor? Moderen svarede ikke. Hun betragtede den faldende Sne, til hun pludselig sagde: -Ja, hvis man kunde rejse langt bort. -Langt bort? Marschalinden vendte Øjnene mod Moderen og slog dem atter ned som i et Ryk. -Langt bort, gentog hun, og det saá næsten ud, som om hendes Læber sitrede under en eller anden uimodstaaelig Sindsbevægelse: -Det bliver det samme, Du, sagde hun. Moderen saá langt ud over Sneen. -Ja, sagde hun og lukkede med ét sine Øjne: -Hvorfor skulde det vel blive anderledes? Begge tav ved Siden af hinanden, mens Vognen kørte frem gennem Gaderne, til den holdt og Marschalinden steg ud. Moderen blev siddende i Vognen. De tunge Laag faldt halvt ned mod hendes smerteligt stirrende Øjne. Fru Harriette kom tilbage og de kørte igen, da Moderen halvt raabte: -Dér er Hans. Hun havde set en Herre i Pels, der saá ind i Vognen og atter, hastigt, trak Hovedet bort. -Er han her? spurgte Marschalinden og vendte Hovedet raskt. -Aa nej, det er jo umuligt, sagde Moderen: han har jo skrevet idag. De sad lidt. Saa sagde Marschalinden: -Er det stadig det samme med Hans? -Det er vist snarere værre. Marschalinden nikkede: -Jeg havde jo hørt det, sagde hun med et Suk. Vognen holdt udenfor Excellencens Port og Moderen gik ind. -Sig kun, jeg er kommen, sagde hun til Georg, da der blev aabnet, og hun gik op til sig selv. Georg lukkede Excellencens Dør. Hendes Naade blundede allerede i sin Stol, inde i Dagligstuen. Selskabsdamen syslede lydløst med sine Klude. -Aa ja, aa ja, stønnede Hans Excellence i Søvne. Den slanke Tjener, som havde smøget de lyseblaa Ærmer op, saa man saá næsten det halve af hans meget hvide og fuldkomne Arme, stillede langsomt Krystalskaale frem paa Spisestuens Bord. Døren lod han staa, mens han gik fra og til. Bornholmeren hentede langsomt Minut efter Minut. -Aa ja, aa ja, stønnede Excellencen. Husets gamle Træværk gav sig nu og da, som klagede det i Stilheden. Moderen var gaaet ind til sig selv. Med Hænderne i sit Skød sad hun foran en opslaaet Bog, uden at læse. Arkadia rumsterede igen inde i Faderens Værelse. De tre Kommiser stak Hovederne op af deres Kældervindu som Lænkehunde, der slaar den hede Tunge ud af deres Hundehus. Johan gik ud og ind fra Staldens Mørke. Den enbenede strakte sit Træben fra sig efter Middagsluren og gik op af sit Kælderhul. Han begyndte at slaa den nye Løber op ad Trappen. Hammerslagene lød, mod det hule Træ, Slag efter Slag, op i Huset. Georg vaagnede paa sin Stol ved Døren og gik ind: -Klokken er to, sagde han og blev staaende paa Dørtrinet. Hans Excellence drejede Hovedet og havde halv skjult et Brev i sin knyttede Haand: -Bring mig Frakken. Georg gjorde det og mens han hjalp med Armene--Georg fornam, at Hans Excellence var tung i sine Arme--strejfede han med sine Øjne Skuffen, hvor Brevet var lagt ned, og fortrak sit Ansigt. -Er det Dig, sagde Hans Excellence, der, med et Stød, havde skubbet Skuffen i, da han saá Moderen træde ind. Hun havde et Øjeblik og fra Siden betragtet Excellencen. Saa gik hun hen og, med en hastig Bevægelse, bøjede hun sig og, mens deres Øjne mødtes saa meget som et Nu, kyssede hun hans Kind. -Naa, naa, min Pige, sagde han og drog sig bort, og Moderen stod allerede i Døren til Dagligstuen, da han sagde: -Hvad er det for Lig, som idag er staaet op af deres Kister? Moderen lo og sagde: -Der er ingen kommet endnu. Tjeneren havde slaaet Fløjdørene op, saa alle Rum var aabne. I den inderste Stue faldt Solen ind og lyste paa en Sølv-Merkurs løftede Stav. Hendes Naade, der, med et Haandspejl i sin Haand, lod Selskabsdamen fæste Nikolaj I's Diamantbrosche i sin Hals, sagde til Moderen: -Sæt Dig dog, bedste. Moderens Øjne var faldne paa en Anton Melbye, hvis grønne og salte Bølger pludselig gød sig frem i Solen, og hun sagde: -Hvor det dog er smukt, og hendes Ansigtsudtryk skiftede. -Ja, svarede Hendes Naade, der irriteredes som blev hun bestjaalen, hver Gang et af Væggenes Billeder maatte udlaanes til en Udstilling; det er rart, naar man har det hjemme. Og da Selskabsdamen var gaaet, spurgte hun og saá paa Moderen: -Har Du talt med Hvide? -Næsten ikke, Grandmama. Jeg har jo været ude. -Ja, jeg ikke heller, sagde Hendes Naade og flyttede sine Hænder uroligt paa Bordet, til hun, lidt efter, sagde: -Og saa har vi tilmed Middag idag. -Er det ikke godt? sagde Moderen: Det adspreder altid Grandpapa. Hendes Naade sænkede Hovedet med et Suk: -Ja, sagde hun: Hvide kan jo altid lade være at tænke. Moderen svarede ikke. Faderen, som kom ind gennem Stuerne, stansede foran et Par Flakoner med Vin og spurgte Tjeneren: -Hvad er det for Madeira? Den Slanke bukkede: -Hendes Naade har givet Ordre. Faderen løftede et Øjeblik paa Glasproppen og førte Flasken op mod sit Ansigt: -Det er bedre at lade Georg give Dem en mere tør, sagde han. Den Liberiklædte bukkede paany uden at bevæge sit Ansigt. Hans Excellence slog Portiererne til sin Stue tilbage og sagde: -Slaa de Gardiner for. Moderen rejste sig og slog Gardinerne for Solen, saa der var halvmørkt i Stuen, da to Stiftsdamer kom ind, to Søstre, hvoraf den ældste havde været Hofdame hos Hendes kongelige Højhed Prinsesse Mariane og som tog Plads ved Bordet ved Siden af hinanden holdende sig meget ranke under deres Kapothatte, der var opbyggede paa deres Hoveder som Diademer. De bragte, mens de bestandig bevægede Mundene begge to, tusind Hilsener fra Slottet og fandt det dog dejligt at aande lidt i Byen og henrivende, at Moderen netop var inde, og dejligt, at Excellencen stadig var rask: -Altid den samme, sagde den ene af Kapothattene. -Vi har det godt, sagde Hans Excellence--al Talen om hans Befindende var en Afsky for ham--og gik frem mod Kammerherre Urne, en lille Herre, spinkel og med studset Skæg, af Udseende som en General og før "Tabet" Overpræsident i Kiel. -Jeg vilde dog se Dig, kære Ven, sagde Kammerherren: da jeg var inde fra "Ensomhed". Faderen, der havde bukket foran den lille Mand, gik med ham ind i den næste Stue, hvor Kammerherren, der havde nogle ejendommelige Haandbevægelser som den, der er vant til at lede Forhandlinger, fortalte om nogle Vinstokke, som Hans Majestæt Kong Georg havde forskaffet ham fra de græske Øer og som Kammerherren, i Vedbæk, paa "Ensomhed", forsøgte at omplante i Drivhuse: -Man kan jo aldrig vide, sagde Kammerherren: om man kunde drive dem til Espalier. Og om man kunde faa en Drueart her i Landet. Faderen havde hjemme paa "det hvide Hus" enkelte Aar haft mange Druer. -Og der er jo Tider, sagde Kammerherre Urne, der blev i sin egen Tankegang: hvor man ikke arbejder. Kammerherrens Arbejde var at nedskrive sine Erindringer fra Embedstiden i Hertugdømmerne og han var inde paa et Minde fra den Tid, da Moderen kom til og han vendte tilbage til Druerne. -Vi har ogsaa mange Druer hjemme, Kammerherre, sagde Moderen: -Men jeg kvaser dem i Hovedet paa Tine, naar jeg plukker dem ned. Og ved Tanken om Tine og Klaserne lo hun saa højt, at det klang gennem Stuerne. -Det er Stella, sagde Hendes Naade, som havde bøjet sit Hoved. -Ja, De er jo blevet derovre, sagde Kammerherren. -Ja, svarede Faderen: vi ansaá det for vor Pligt. De to Stiftsdamer, der tog dybt til sig af Krystalskaalene, som den Lyseblaa bragte omkring paa en Sølvbakke, talte om Krigen i Tyrkiet, der optog dem ganske: -For vi paa Slottet, det siger jeg Dig, Marie, sagde den Yngste, har, bogstavelig talt, levet i de Begivenheder. Den Ældre faldt ind: -Ja, den ulykkelige kejserlige Familje. -Ja, sagde Hendes Naade, der vistnok var distrait, thi hendes Øjnes Udtryk ligesom fulgte hele Tiden ikke med hendes Ord: -Hendes Majestæt Dronningen har i denne Tid gennemgaaet meget. -Men der har jo, det tilstaar jeg, været Aftener, sagde Hofdame-Søsteren til Hofjægermesterinde Eichwald: hvor jeg har sagt til Charlotte Amalie, naar hun læste, at nu maatte hun holde inde, for der er jo ingen Rædsler, for hvilke man nutildags forskaanes i Aviserne. -Og det endte grangivelig med, at man laa og saá Blod i sine egne Senge om Natten. Frøkenen brød pludselig af med Slagmarkerne og sagde til Hofjægermesterinden i en Tone, som spurgte hun om Vejret: -Hvorledes har Deres Fader det? Fru von Eichwald, der var født Glud, takkede, Konferensraaden havde det nogenlunde, og hun rejste sig halvt, frem mod Hans Excellence, som kom hen mod Bordet: -Vi taler om Krigen, sagde hun og satte sig igen; det meget Brokade gjorde hendes Bevægelser en Smule ubekvemme. Hans Excellence skød Skuldrene frem: -Udviklingen fordrer jo sine Slagtofre, sagde han. En stoktynd, ganske hvid Mandsling, med rastløst pillende Fingre, der var blevet krogede af at gennemse en berømt Faders Arbejder, sagde fra en Stol ved Vinduet: -Jeg vidste ikke, at Onkel Hvide troede paa "Udviklingen". Excellencen lo: -Nej, sagde han: men jeg tror paa Slagtningerne. De to Damer fra Vallø gjorde en Bevægelse med Hovederne som et Par gamle Høner, der faar en Sjat Spildevand i Øjnene, medens Hans Excellence vendte sig mod en Herre med Træben, der just var kommen ind: -Véd De, Baron, hvorfor man slaar Tyrkerne ihjel? sagde han. Baronen vendte sit firsindstyveaarige Kadetansigt mod Excellencen: han vidste det ikke. -Jeg ikke heller, sagde Hans Excellence: maaske er de Folk, naar alt kommer til alt, det fornuftigste Skrab paa Jorden. De har dog i Aarhundredernes Løb lært at indskrænke sig til kun at passe deres Piber. Baronen smilede venligt, saa man saá alle hans hvide og indsatte Tænder, og sagde, at han selv i sin Samling havde et Par Vandpiber. Baronen, som var enbenet fra en Grænsetræfning mod de Svenske fra de Dage, da Christian den Ottende var Konge af Norge, havde saadan en underlig Figur som en syttenaarig, der var skrumpet sammen. Han gik hen mod Hr. Fritz, foran hvem hans midjeslanke Tjener paa sin Vej var stanset et Nu. -Ønsker Herren Madeira, sagde Tjeneren hastigt til Baronen. -Tak, sagde Baronen: det er netop Klokkeslettet, hvor jeg plejer at nyde mit Glas Madeira; og han tog et Glas, hvorefter han atter drejede Hovedet mod Hr. Fritz, idet han sagde: -Hvordan staar det til? Og uden at vente paa Svaret begyndte han paa sit ligesom udslidte Norsk at tale til Hr. Fritz (Baronen holdt overhovedet mest af at tale med ganske unge Mennesker, ligesom om hans egen hele Udvikling var standset den Dag, han mistede Benet) om noget mærkeligt han havde læst i sin Avis om de Vilde, i det stille Ocean, hvordan de gjorde Ild. Hr. Fritz blev staaende med bøjet Hoved, til Baronen pludselig saá paa ham og stoppede med de Vilde for at gaa hen over Gulvet med sine runde Øjne ufravendt fæstede paa Glasset i sin Haand, som det var hans Ærgerrighed ikke maatte ryste. -Fritz, kaldte Hendes Naade, og Hr. Fritz gik gennem Stuen hen imod Bedstemoderen, foran hvem han bøjede Overkroppen lidt, mens han hørte paa hende, før han gik videre, ind i den næste Stue, hvor Grevinde Schulin med Søn og Datter sad i nogle Lænestole og talte med en rødblond og bred Godsejer fra deres Egn. -Kære Ven, sagde Fru Schulin til Godsejeren: jeg vilde jo dog, Francis skulde have været her, nu han var hjemme... Det er dog altid en Erindring, naar han bliver gammel, og intet Menneske véd jo, hvor længe det varer. Da hun pludselig saá Fritz, sagde hun højere og lidt rød i sit Hoved--mens Fritz og Grev Francis, der havde rejst sig, et Øjeblik betragtede hinanden med et Blik omtrent som det, hvormed to Damer ved Ankomsten før en Middag betragter hinandens Toilette-: -Deres Fader er jo i Byen. Hr. Fritz havde pludselig, hvad der var hans eneste Bevægelse, løftet sine Øjne: -Ja, sagde han. -Ja, vi saá ham, nu vi kørte herhen... De talte om Universitetet i Svejts, hvor Grev Francis studerede, medens hans Moder pludselig gav sig til at le: -Ja, sagde hun: Francis taler saa elendigt Dansk... Men, kære Rottbøll, hvad skal han ogsaa her i Landet, naar han ikke netop interesserer sig for Landbrug. Godsejeren, hvis Frakke var lidt for snæver i Ærmegabene, hvad han hele Tiden følte, sagde: -Nej, der er s'gu nutildags ingen, der véd, hvad de skal gøre af deres egne Børn. Og Grevinden, der blev i sin Tankegang, sagde: -Nej, der er, som ogsaa min Mand siger, oprigtig talt, ingen, der er saa overflødige som vi. Alle Stuer var blevet fyldte og der taltes højt, fra alle Hjørner. Over alle Stemmerne hørte man Marschalinden, der lo: -Nej, Onkel Hvide, Du er for slem, sagde hun, og hun blev staaende hos Moderen og den østrigske Minister, medens Hans Excellence gik hen mod to Herrer, der stod ved et Vindu og talte om Landstingsvalget i Varde, hvor iforgaars en Venstremand var valgt: -Er det ikke ganske ligegyldigt? sagde Hans Excellence. Men den ene Herre sagde: -Jeg tror netop Faren ligger her, at Venstre trænger frem langs væggene i det andet Ting. Hans Excellence lo: -Jeg tror, det er ligegyldigt, sagde han: Her i Landet vil vi aldrig faa Partier og altid kun have ét Parti, de Nationalliberale, som skifter Navn. Den Dag kommer nok, hvor de ogsaa kalder sig de Radikale og forbliver--og Hans Excellence gjorde en Bevægelse, som om han tørrede sin Fodsaal mod Tæppet--af den samme Familje. Den anden Herre smilede: -Man kender Excellencens Paradokser, sagde han. -Sandheder, man ikke vil høre, kalder man Paradokser, sagde Hans Excellence: -Men hertillands vil man aldrig faa Politikere, man vil nøjes med Talerne. Fik vi en Gang en Statsmand, lod vi ham hænge. Den første Herre sagde: -Deres Excellence er streng mod os aktive Arbejdere; og han lagde et lille Eftertryk paa "aktive". Hans Excellences Blik havde strejfet Manden, der talte: -Ja, sagde han, jeg har levet længe. Og han fortsatte: -Vi havde en General--han løftede pludselig Haanden og pegede paa et Billede af General de Meza, der i en gylden Ramme stod paa et Bord--: -Han var min Ven, og jeg véd, hvad han har lidt. Moderen, der stadig stod hos Marschalinden og den østrigske Minister, havde sét Excellencens Haandbevægelse og sagde med en pludselig Tankeforbindelse: -Gamle Urne er her, Harriette; i det samme faldt hendes Øjne paa Faderens Ansigt, der i den næste Stue smilende, saa man saá Smilehullerne i hans Kinder, var bøjet over den unge og friske Frøken Schulin. -Vil De ikke forestille mig? sagde Ministeren, og de gik alle tre hen imod Kammerherre Urne, der talte med den berømte Faders Søn. -Jeg har aldrig haft den Ære at blive Dem forestillet, sagde Ministeren bukkende. Kammerherren bøjede det graa Hoved: -Jeg lever jo nu saa ene, sagde han. Ministeren fortalte, at han i sin Tid havde været Medlem af en østrigsk Kommission i Hertugdømmerne og, da Hans Excellence kom til, sagde han: -Jeg var ogsaa i Slesvig forrige Aar--forrige Sommer--i Flensborg og paa Dybbøl. -Stederne virkede, sagde Grev Clary lidt langsommere: ret sørgmodigt paa mig. -Ja, sagde Kammerherren, hvis Læber ikke ganske adlød hans Vilje: -Vi lever jo i Skyggen af de gamle Skanser. Moderen og Marschalinden saá paa Ministeren, mens han sagde: -Skyggen? De tager Fejl, Hr. Kammerherre, Geværglimtene fra Dybbøl vil lyse gennem Historien. Hans Excellence havde hørt til. Saa sagde han, medens hans Ansigt var helt forandret og han lignede en Støtte, som han stod: -Maaske. Og et Nu efter lagde han til: -Det er maaske Glimtene fra Æressalverne over vor Grav. -Deres Excellence, sagde Ministeren, kan ikke tro saa lidet paa Deres Folk. Hans Excellence rystede paa sit Hoved, med det samme Udtryk i sit Ansigt: -Jeg taler ikke om Folket, sagde han: et Folk lever længe og som det kan. -Det er kun Slægterne, der dør og hvis Arbejde kan dømmes. Der fløj et Udtryk af Bevægelse over Kammerherrens Ansigt, mens Ministeren sagde: -Deres Excellence har Ret. Marschalinden, der søgte om et Emne, sagde efter et Par Øjeblikkes Forløb: -Stella, har Generalinde Rye det godt, og Hans Excellence gik tilbage gennem Stuerne, hvor en halvfjerdsindstyveaarig Lyriker med meget stort Skjortebryst og langt Haar havde taget Plads ved Siden af Hendes Naade. Hans Excellence gik ind i sin egen Stue og lukkede efter sig. Sofie stod derinde i en Krog: -Hvad vil hun? sagde han. -Hun skulde--hun skulde gerne ha'e Penge: -Til Hendes Naade, stammede Sofie hastigt. -Hm, sagde Hans Excellence. Der var gaaet en Skygge over hans Ansigt, mens Sedlerne kom op af Chatollet, og pludselig, medens han rakte Tyendet dem, saá han hende ind i Ansigtet: -Hvem er Hustyvene her i Huset? Sofie følte det som var hun naglet til den Gulvplanke, hvor hun stod, og hun fornam sit Hjerte som en Hammer. -Gaa, sagde Hans Excellence. Og hun gik. Hans Excellence lukkede Klappen og støttede sig, med de fremstrakte Arme, et Øjeblik til Chatollet. Saa gik han hen og laasede Døren og satte sig i sin Stol. Hendes Naade vendte Hovedet et Øjeblik bort fra Poeten, der talte om H.C. Andersen og Erindringer fra Nysø, og spurgte Moderen, som gik forbi med Fru Harriette: -Hvor er Hvide? -Grandpapa er her, sagde Moderen og søgte selv Hans Excellence med Øjnene, mens den østrigske Minister tog Plads og talte hen over Fru von Eichwald, der stadig havde holdt sig ved Siden af Hendes Naade --talende om Gastein. -Hvor Deres Naade har været saa mange Gange, sagde Ministeren. -Vi var der ifjor, sagde Fru v. Eichwald. Ministeren ventede et Sekund, men Hendes Naade rørte sig ikke for et forestille ham for Fru von Eichwald: -Og har efterladt saa mange Erindringer, sagde Ministeren. Fru v. Eichwald var blevet meget bleg og havde med Laagene skjult et pludseligt Glimt i sine graa Øjne. -Min Fader, blev Ministeren atter ved: har naar han talte om sine Ungdomserindringer ofte talt om Deres Naade. -Gewiss giebt es schöne Weiber in Dänemark, plejede han at sige, sluttede Ministeren og bøjede sig for Hendes Naade, en Smule frem over Fru von Eichwald. Hendes Naade smilede. -Man smigrer saa let i Østrig, sagde hun, men hendes Øjne fulgte Moderen, der havde grebet i Excellencens Dør og følt, at den var laaset. -Men hvad er det dog, Stella, sagde Marschalinden, da Moderen slap Døren: -Du er jo helt bleg. -Det er ingenting, sagde Moderen, og idet hun pludselig førte Haanden hen over Panden, sagde hun: -Jeg synes, Luften er fuld af Ulykker. Og mens hun paa én Gang gav sig til at le, sagde hun til Berømthedens Søn, der stod bag hende i en Krog: -Tror De paa Datoer? Sønnen blev staaende med aaben Mund. -Jeg, Kandidat, hader alle Ottetaller, sagde Moderen. Kandidaten forsøgte at le, men Moderen sagde: -Ja, læg en Gang Mærke til dem. Et Ottetal ligner de Jern, man lægger om Forbryderes Ankler. -Ja, sagde Berømthedens Afkom, der havde fattet sig; det er jo i og for sig mærkeligt, saa ofte man finder bestemte Datoer knyttede til berømte Mænds Liv. Kandidaten udbredte sig videre over Emnet: -Der var i hans Faders Liv ikke mindre end fem Syttentaller, som virkelig synes at have spillet en Rolle for ham. -Men, sluttede Kandidaten, man bør naturligvis vogte sig for den Slags Overtro. -Thi hvor vil den vel føre hen? sagde Kandidaten. -Men hvor er dog den kære Excellence, sagde en Dame pludselig meget højt og plantede sig, bredt, i Stolen hos Hendes Naade, Digteren lige havde forladt. Det var Fru Etatsraadinde Mouritzen, der var kommen gennem en gal Dør fra Entréen--det var Etatsraadindens Skik at gaa gennem gale Døre i hendes Bekendtes Lejligheder--og som var sejlet gennem alle Stuer: -Hvor er den kære Mand, gentog hun til Hendes Naade og lagde til, ligesaa højt som det øvrige: -Man er dog altid bange for ham naar man ikke ser ham, mens de korte og ringfunklende Fingre faldt ned i hendes Skød. -Hvide kommer straks, sagde Hendes Naade og, som om hun først havde set Hofjægermesterinden i samme Nu, forestillede hun paa én Gang Ministeren for baade Fru von Eichwald og Fru Mouritzen. ... Sofie gik ind i Køkkenet. Hun syntes, hun løftede Benene saa underlig højt op i Luften, mens hun gik. Der lød et Slag paa Døren, da hun kom ind. -Hvem er det? raabte hun. Køkkenklokken skrattede, før hun lukkede op: -Det er mig, sagde Jægermesteren, som stod foran hende, i Døren, i sin Pels. -Er det Jægermesteren? Sofie troede, hun skulde falde. -Ja, det er mig, sagde Hans Hvide og klaskede ned paa en Stol som noget, der ikke er Liv i. -Hr. Jægermester, Hr. Jægermester! Sofie blev staaende foran ham med sammenknugede Hænder, og pludselig sagde hun: -Saa er det rent galt. Og uden at vide det, mens hun var af Farve i sit Ansigt som Køkkenbordet, slog hun Døren i til Anretteværelset, hvor Kogejomfruen stod over Garneringerne. -Ja, nu ramler det, sagde Jægermesteren. Sofie svarede ikke. Det var, som stønnede hun ligesom Bornholmeren. -Jeg skal tale med den Gamle, sagde Jægermesteren og vilde Staa op. -Vi har Fredag, sagde Sofie. Hans Hvide lo: -Se, om han er inde. -Ja, sagde Sofie og blev staaende. -Se, om han er inde, gentog Jægermesteren. -Ja. -Hun begyndte at gaa. Og paa en Gang sagde hun og aabnede Øjnene, som hun havde holdt lukkede hele Tiden: -Er der ikke no'et, Jægermesteren vil ha'e? Hans Hvide, der allerede stank af sin Hals, sagde: -Jo, bring mig et Glas. Hun løb gennem Gangen ind i Spisestuen og greb en Karaffel. Hun hældte Vinen op i et Vandglas. Der var ikke andet. -Dér, Hr. Jægermester, sagde hun. -Tak, sagde Hans Hvide, der havde tømt det. Sofie gik op. Hun saá alting saa tydeligt, Væggene og Dørene og Karmene--alting, før hun lettede paa Excellencens Dør. Hans Excellence sad ved sit Bord endnu. -Han er der, sagde Sofie, da hun var vendt tilbage. -Saa maa det være. Jægermesteren stod op: -Aa, Herre Jesus, sagde Sofie, der saá op i hans Ansigt, mens hun greb om hans to Hænder, der var kolde som et svedende Ligs. -Ja, sagde han. -Det er mig, sagde han, da han havde aabnet Excellencens Dør. Hans Excellence drejede Hovedet: -Jeg ventede Dig, sagde han. -Det er jo godt, svarede Sønnen, der skjalv: -Jeg maa have Penge. -Kommer Du nogentid for andet? sagde Excellencen. -Jeg kommer naar det er nødvendigt, sagde Sønnen. -Hvor kan det være nødvendigt at skaffe Penge, naar Du pantsætter dine Skorstenspiber? sagde Hans Excellence. -Det forslaar ikke, sagde Sønnen. -Hvad forslaar? Hans Excellence var staaet op. Man syntes, det var en Død, der havde rejst sig. -Det er forbi. Jeg vil ikke mer, sagde han. Udenfor blev Døre slaaet op og Døre slaaet i, og paa Gangen lød der Skridt. Det var, som i de to Mennesker i Excellencens Stue kun Øjnene levede: -Det kan ikke være Forbi. -Det skal. -Det er Veksler. -Jeg betaler dem ikke. -Du maa. Ordene kom som Hug. -Jeg gør det ikke. -Du maa. Derinde skrabedes med Stole og Folk rejste sig. -Hvorfor? sagde Hans Excellence. -Fordi det er dit Navn. Hans Excellence forstod ikke og stod ret op. -Skrevet i dit Navn, sagde Sønnen, hvis Stemme var blevet ukendelig. Der gik et Nu, før Hans Excellence faldt ligesom halvvejs forover som En, der er ramt i Ryggen, og havde rejst sig igen. -For hvor meget? sagde han. -Tredive Tusind. Hans Excellence rørte sig ikke. Bordet skælvede under hans skælvende Arm. -Tredive Tusind, sagde Sønnen igen, som om Hans Excellence ikke havde hørt det. Og da der bestandig var stille, sagde han i Angst og gik tre Skridt: -Har Du dem ikke? mens Sveden løb ned ad hans blodløse Ansigt. -Du skal faa dem, sagde Hans Excellence. Han var kommen til Sæde i sin Stol. Det ruskede i Døren til Gangen, som Hans Hvide havde laaset. -Deres Excellence, Deres Excellence, raabte Georg: -Hans kongelige Højhed. -Jeg kommer, svarede Excellencen, og han vendte et Nu sit Ansigt mod Sønnen, mens det var som i et Sekund halvfemsindstyve Aars Lidelser og Liv var skrevne deri: -Jeg kommer, sagde han igen. Georg slap Døren. Hans Hvide havde bøjet Hovedet, men tirret som et Dyr, der piskes, foran Faderens Ansigt, løftede han det igen og sagde: -Ja, hvorfor gav Du aldrig nok, da Du kunde? -Hvorfor? I et pludseligt Raseri løb han hen og greb i Excellencens Skulder: -Hvorfor? skreg han. Hans Excellence svarede ikke. Laagene var falden til over hans Øjne. Hans Hvide lo: -Fordi Du har taget Dig betalt, raabte han: #der#, hvor Du #vilde#. Og som om han selv stivnede i samme Nu, Ordene var sagt, slap han Hans Excellences Skulder og blev staaende et Sekund, før han brast i Graad. -Du kan gaa, sagde Hans Excellence, hvis Stemme atter lød som den plejede. Hans Hvide var gaaet. Hans kongelige Højhed rejste sig fra Stolen ved Siden af Hendes Naade og nærmede sig, mens alle Stemmer lød mere dæmpet, til Faderen, med den høje Hat i sin Haand: -Men hvor er egentlig Excellencen? sagde han og gik et Par Skridt frem mod Hans Excellences Dør. Faderen bøjede Hovedet: -Der er en Patient hos ham, Deres kongelige Højhed, sagde han, der havde genkendt Broderens Stemme gennem Døren. Og som ved et Tilfælde rørte hans Albue ved Portièrens Knude, saa det sorte Fløjels Gardin med Hvidernes Vaaben pludselig faldt ned for Døren som en Væg. -Ja, Hvide er utrættelig, sagde Hans kongelige Højhed og smilte. -Deres kongelige Højhed maa undskylde, sagde Hans Excellence i det samme og skød Portièren bort. -Det er den aldrig trættede, som vi ærer, sagde Hans kongelige Højhed og tog Excellencens Haand. Og Hans kongelige Højhed talte spøgende om et Storkors, der nylig var givet Hans Excellence af Hans kongelige Højheds Broder i Grækenland. Hans kongelige Højhed indviklede Kammerherre Urne i Samtalen og kammerherren sagde--mens al anden Tale blev meget stille og der paa Gulvet blev et tomt Rum omkring Hans kongelige Højhed, Excellencen, Kammerherren og Kadetten--angaaende sit Arbejde, at det var Udviklingen af Hertugernes Forhold til Tronen, som beredte Vanskeligheder. Hans Excellence, der muligvis ikke hørte efter, sagde: -Ja, Deres kongelige Højhed, vi Gamle har kun Erindringerne tilbage. -Ja, Værket har meget interesseret Hans Majestæt, sagde Hans kongelige Højhed, og idet han vendte sig mod Kadetten, sagde han: -Hvorledes staar det med Deres Helbred, Hr. Baron? Den firsindstyveaarige bukkede og sagde: -En Invalid tør ikke klage, Deres kongelige Højhed. -Ja, sagde Hans kongelige Højhed, medens det svindende Lys fra Vinduet faldt ind over ham og de tre Oldinge, der tegnede deres Skikkelser mod Striberne med Hvidernes Vaaben: -Ja, sagde Hans Excellence og slog sin Haand ned paa Kadettens Skulder: -Det er Resterne af gamle Norge. Hans kongelige Højhed begyndte, maaske en lille Smule brat, en Runde mellem Damerne og vendte sig til Marschalinden, hvem han kendte fra Wien, idet han talte om de nye Museer i Donaustaden og om Prag. Hans Excellence, der havde set rundt i Stuen, sagde pludseligt, efter først et Nu at have trukket de tykke Øjenbryn i Vejret: -Fru von Eichwald kommer lige derfra, Deres kongelige Højhed. Hans kongelige Højhed, der uvilkaarligt havde trykket Hatten en Kende tættere ind mod sin Figur, vendte Hovedet mod Hofjægermesterinden og sagde: -Er Hofjægermesteren i Byen, Frue? Der var paa en Gang blevet ganske stille i Stuerne. -Nej, Deres kongelige Højhed, sagde Hofjægermesterinden, som nejede meget dybt: min Mand er paa Egehøj. Der opstod en Pause, før Hans kongelige Højhed sagde--Etatsraadinde Mouritzen var trængt frem lige bag Fru von Eichwald og bevægede sig saa livligt, at den nederste og fyldigste Del af hendes Ryg rev Poppes Tæppe ned-: -Ja, Wien er en smuk By. De noget løsrevne Ord hørtes gennem tre Stuer, mens Hans kongelige Højhed vendte sig mod Hendes Naade til Afsked. Hans Excellence fulgte Hans kongelige Højhed ud. Alle begyndte paa en Gang at tale igen, og Moderen, som paa Hendes Naades Vegne havde fulgt Hans kongelige Højhed til Døren, vendte tilbage til Grevinde Schulin, der talte med de to Stiftsdamer om Jørgen, Komtessens Forlovede, og som, da hendes to Børn havde fjernet sig, sagde: -Jørgen vil jo absolut giftes nu. -Vil han? sagde den ene Stiftsdame, og den anden lagde til: -Ja, De, det vil jo altid Brudgommen. -Men, blev Grevinden ved--og Moderen, der havde fulgt Faderen med Øjnene, han gik mellem de unge Kvinder, som en Gartner gaar, mellem sine Blomster, hørte pludselig efter--jeg synes nu ikke, at det har nogen Hast. Unge Mennesker er altid gamle nok til at faa Børn, men de bliver sjældent gamle nok, til deres Børn begynder at blive gamle. Moderen saá paa Grevinden og havde ført sin ene Haand ind mod sit Bryst: -Hvor det er sandt, sagde hun, og hendes Læber forblev let aabnede, da hun havde talt, ligesom hos En, der forbavses. Den ene af Stiftsdamerne, af hvilke ingen havde forstaaet noget, sagde: -Kære I to, det er som jeg si'er saa tit til Charlotte Amalie, naar vi saadanne sidder for os selv og ser ud over vore Bekendte: Revner kommer der dog altid. Stiftsdamen udtalte e'et i Revner som et æ. Fru Schulin smilte og sagde: -Der er no'et i det. Hvad siger De? vendte hun sig til Moderen. Moderen fo'r sammen. -Jeg tænkte, sagde hun. -Ja, sagde Grevinde Schulin, stadig til Moderen eller en lille Smule, som talte hun til sig selv: jeg er saamæn ikke meget kløgtig, og Gud véd, hvordan man skulde blive det, men der er vel altid en eller anden Ting, som man længe har tænkt over ... Og jeg tror, at en Kone først rigtig har tabt i Ægteskabet, naar hun ikke længer er Kvinden, Kvindemennesket for sin Mand. Moderen havde nikket, som en Statue vilde, hvis den kunde bevæge sit Hoved. -Ja, det tror jeg, sagde Grevinden, inde i sin egen Tankegang. Hans Excellence, hvem de allerede havde hørt le henne ved Døren, traadte hen i Nærheden af dem og blev pludselig staaende foran Grev Francis, der, i en anden Lænestol, i en fortsat Ligegyldighed, havde siddet med det skønne Racehoved støttet i sin smalle Haand, men som nu rejste sig. Hans Excellence blev ved at le: -Hvad ler du af, Onkel Hvide? spurgte Grevinden. -Af hans Ungdom, sagde Excellencen, der i de sidste fem Minutter, paa én Gang, syntes greben af den Stormkastmunterhed, der for en Menneskealder siden var Forfærdelsen for Eksamensbordenes Kandidater. -Ja tænk Dig, sagde Grevinden, at han kun bliver fyrretyve Aar, naar vi gaar ind i et andet Aarhundrede. -Et andet Aarhundrede, sagde Hans Excellence og gjorde en Bevægelse med sine Læber, som udstødte han en Slurk Røg: -Hm, sagde han, Menneskehedens Muskler bliver de samme og vil gøre det samme Arbejde. Han gik videre og kom i Nærheden af Hendes Naades Stol: -Hvor har Du været, Hvide? spurgte Hendes Naade, og hun strakte sin lidt fugtige Haand kærtegnende ud mod ham: -Jeg er altid saa bange, naar jeg ikke ser Dig. Hendes Naade slog Øjnene op mod Hans Excellence og han satte sig, brat, paa en Stol, med Armen over Hendes Naades Stoleryg: -Du har mange Gæster idag, sagde han. -Ja, min Ven. Men--og Hendes Naade saá igen ind i Excellencens Ansigt--Du er anstrængt. -Jeg, sagde han--der var i hans Stilling, som han sad, noget, der mindede om et hvilende Stordyr af Rovslægten--: -Jeg har det godt, sagde han. Etatsraadinde Mouritzen, der sad ovre hos Marschalinden og Fru von Eichwald, saá over paa Hendes Naade og Excellencen og sagde pludselig, midt i det: -Ja, Gud, hvor er'et sjældent--at se saadan et Ægteskab. -Men, blev hun ved i en springende Forbindelse--Etatsraadinden talte altid saa højt, at hun egentlig ikke skjulte sine Tanker for Omverdenen--: -Underligt er'et, at ingen af Børnene har arvet hans Geni. Marschalinden, der ligesom Moderen, havde betragtet Faderen, som just stod bøjet over et Par unge Døtre af Landadelen, sagde: -Fritz har vist arvet.. . Geni. Etatsraadinden beholdt Munden aaben. Marschalinden sagde, idet hun slog lidt ud med sin Lorgnon og paa Forhaand smilede ad de Ord, hun vidste maaske ikke vilde blive forstaaede: -Det Geni, der nu lyser paa hans Ansigt. Hans Excellence, der havde talt med en Højærværdighed, som i en lang Arvefølge havde arvet en Kirke sammen med et højkirkeligt Syn, og som nu nærmede sig Hendes Naade--Hans Excellence kom hen til Moderen og sagde: -Hvad taler I om? -Vi talte om Genier, sagde Marschalinden. -Genier, Genier, sagde Hans Excellence: Genierne, min Pige, er kun Burene om de største Dyr. Marschalinden lo: -Du vælter alting idag, Onkel Hvide. -Nej, sagde Hans Excellence, hvis Ansigtsudtryk skiftede: jeg stiller paa Plads. -Forresten, sagde Marschalinden, der stadig smilede: talte vi egentlig om Kærligheden. -Ja, fo'r Etatsraadinden brat ind, der nu havde forstaaet Marschalindens Ord fra før. -Kærligheden, sagde Excellencen og et Øjeblik krængede han sin altfor svære Mund: Kærligheden? Menneskene bliver aldrig sunde af Begreb, før alle de pyntelige Ord er blevet høvlede af Sproget. Marschalinden blev ved at le, men Hans Excellence, der vendte sig halvt, sagde, som fejede han noget væk: -Og forresten véd jeg heller ikke, hvorfor I vil forlange saa meget af Abernes Børnebørnsbørn. -Eller hvad mener Du? spurgte han henimod Moderen. -Jeg, sagde Moderen, hvis Ord syntes uden nogen Sammenhæng med alt, hvad der var sagt: Jeg tror, man bør give Menneskene fri. -De ta'er sig fri, sagde Hans Excellence og gik videre. -Den kære Excellence er saa munter idag, sagde Fru Mouritzen og rokkede let med sit Hoved, og, som om hendes Næse pludselig havde vejret et eller andet, sagde hun paa en Gang: -Hvad er her hændt? -Intet jeg véd af, svarede Marschalinden, der ved hendes Ord havde løftet sine Øjne mod Moderens Ansigt og atter hastigt taget dem bort. Og hun spurgte om en mærkelig Perleindfatning af en Medaillon, der hang halvskjult under Etatsraadindens Hage: -Den maa være meget gammel, sagde hun. -Ja, Stykket er historisk. -Etatsraadinden, der udtalte o'et som et aa, tog Medaillonen af: -Den har tilhørt Marie Antoinette. -Mouritzen har Beviserne, sagde Etatsraadinden: Men vi har Stykket fra Frankfurt. -Ja, sagde Marschalinden, som sad med Medaillonen imellem sine Fingre: Saadanne Ting gaar jo nutildags saa mange Veje. -Ja, det er underligt, sagde Fru Mouritzen og hun tilføjede--naar Etatsraadinden talte om Medaillonen, talte hun saa mærkelig ud i ét--: Pastellen fremstiller Dauphin. -Det er aparte, saa de Brillanter er "fattede", sagde Marschalinden og kneb Øjnene sammen, som Kendere gør. -Nutildags, sagde hun og saá uvilkaarligt over paa Hendes Naade, mens Hofjægermesterinden fulgte hendes Blik: indfatter man ganske anderledes. -Ja, sagde Fru von Eichwald, idet hendes Laag atter dækkede et hastigt Glimt i hendes Øjne som da hun før sad, med Ministeren, ved Siden af Hendes Naades Stol: det var interessant at se. Og mens hun gik, sagde hun: -Hendes Naade vil ikke blive vred. Fru von Eichwald bøjede sig over Hendes Naade og bad om de maatte sammenligne Indfatningen. Hendes Naade havde grebet lidt nervøst op om Kejser Nikolajs Brosche, næsten som om hun vilde skjule den: -Den skal ingen Skade komme til, sagde Fru von Eichwald smilende og med den samme Stemme. -Naturligvis, sagde Hendes Naade og Fru von Eichwald tog Broschen af. Marschalinden havde faaet begge Klenodierne i sin Haand og førte dem op mod Lyset. -Forskellen er tydelig, sagde Fru von Eichwald. Marschalinden havde brat ført Juvelerne bort fra Lyset, og mens hun holdt Broschen i en halvt tillukket Haand, sagde hun: -Russiske Brillanter, Frue--Marschalinden understregede Frue--er altid ganske særegent indfattede. -Tak, sagde hun og var selv gaaet hen over Gulvet for at fæste Broschen paa Hendes Naade, med en Haand, der rystede ganske lidt. Etatsraadinden brød op, og Fru von Eichwald talte med Hans Højærværdighed, der bad hende takke Hr. Konferensraaden for Stagerne. Konferensraaden havde ladet et Par Alterstager i hans Kirke belægge med Guld: -Og de virker saare skønt paa deres hellige Sted, sagde Hans Højærværdighed. Marschalinden var vendt tilbage til Moderen: -Du er saa tavs idag. Moderen stod lænet til Vindueskarmen, hvor hun saá ud som en Vandrer, der paa en endeløs Vej et Minut har lænet sig til et Træ, og sagde: -Jeg har tænkt saa meget igennem i de sidste to Timer. Fru Harriette stod et Øjeblik, før hun sagde: -Men undertiden taler man for at skjule, at man tænker. Og idet hun vendte sig, sagde hun og pegede let over mod den unge Hr. Fritz, som i Stuens Baggrund, i den halve Skumring, stod lænet mod et Ibenholts Skab: -Er det Hans' Søn? -Ja. Marschalinden blev ved at se paa ham: -Ham glemmer man ikke, sagde hun og gjorde en lille Pause mellem hvert Ord. Da den østrigske Minister traadte til for at spørge, om de skulde gaa, bøjede hun Hovedet i Retning af den unge Hvide: -Har De set ham? spurgte hun. -Ja, sagde Ministeren og betragtede den unge Hr. Fritz, der, meget rank i Krop, bøjede det antikke Hoved mod den Ibenholts Baggrund: -Han er skøn som et Gravmæle. -Det er underligt, sagde Marschalinden, der var faret let sammen: jeg stod netop og tænkte paa, at han skulde egentlig have en nedadvendt Fakkel i Haanden. -Ja, vi skal afsted, sagde hun, og Ministeren gik for at tage Afsked, da Berømthedens Søn kom til: han vilde gerne vise en yngre Professor i sammenlignende Sprog et gammelt Portræt, en Silhuet, der hang i Vindueskarmen og som Gehejmeraad Goethe i sin Tid havde foræret Hans Excellences Fader under et Besøg i Weimar. -Det gamle Billede, sagde Marschalinden, der tog Billedet ned fra Karmen. Hun blev forestillet for Professoren og vedblev: -Ja, Weimar er et henrivende Sted ... jeg var der endnu for to Aar siden. Jeg fulgte min Mand, han skulde repræsentere ved et Slags Regeringsjubilæum. Og de vedblev at tale om Weimar og om Goethe. Hans Excellence havde, inde i den anden Stue, sat sig paa en Stol foran Kadetten og, pludselig, var han sunken sammen. Med ganske tomme Øjne sad de to Oldinge, midt mellem de Talende, og stirrede paa hinanden. De to Stiftsdamer, der endelig skulde gaa, kom forbi Pappegøjens Bur: -Se Fuglen, Anna Frederikke, sagde Charlotte Amalie og stak sin ringbesatte Finger ind til Fuglen. Poppe blev rasende og hugg i Fingeren, saa Stiftsdamen hvinede let, mens Poppen skreg, med udspilede Vinger: -_Fortuna fortis, fortuna fortis_. -Hva' er 'et, Dyret siger, Charlotte Amalie. Hans Excellence vaagnede brat: -Det er Latin, sagde han og stod op. Hans Excellence gik forbi Hofjægermesterinden og Hans Højærværdighed og hørte Hans Højærværdighed sige: -Ja, Frue, Menneskene vil altid trænge til at se opad. -Det er rigtigt, Deres Højærværdighed, sagde Hans Excellence: lad dem se opad. Saa bliver de aldrig sig selv vár. Han vendte sig til Hofjægermesterinden: -Din Fa'er er snavs, sagde han. -Ja, desværre, svarede Hofjægermesterinden. Der fløj et barskt Smil over Hans Excellences Ansigt ved Tonefaldet i Fru von Eichwalds Stemme. -Vogt ham for Sindsbevægelser, sagde han: hvis I ellers har hans Liv kært. Hans Excellence traadte hen til Gruppen ved Vinduet og fangede Navnet Goethe, medens alle Gæsterne, der beredte sig til Opbrud, stod op og dannede som en stor Kreds udover Stuen, frem mod hendes Naade, hen bag hvis Stol den linjeslanke Tjener havde flyttet en Standlampe, som han netop tændte. -Goethe, ja, sagde Hans Excellence: han drev det vel saa vidt som et Menneske kan: At dyrke sig selv som en Gud og have Ret dertil, naar han maalte sig selv med de andre. -_Fortuna fortis_, skreg Pappegøjen. Ministeren, der skulde henvende nogle Afskedssætninger til Hendes Naade, greb Ordet Weimar og talte om det storhertugelige Hus. -En udmærket Slægt, sagde Ministeren. Hendes Naade, der sad i Lyset af Lampen, smilte pludselig: -Jeg har aldrig, sagde Hendes Naade--og et kort Nu var Hendes Naades Ansigt som forvandlet, mens de dybe og blaa Øjne straalede--set saa smukke Mænd som Prinserne af Huset Weimar. Der skød en Rødme som to blodige Lyn hen over Hans Excellences Ansigt, der syntes at kunne høre en Hvisken, naar det var Hendes Naade, som talte. -Ja, sagde Kammerherre Urne, der stod hos de andre, som vedblev at tale om Goethe: helst af alt vilde jeg have set Goethes Møde med Bonaparte. -Det var uforglemmelige Dage, de i Weimar, sagde Hendes Naade til Ministeren. Hans Excellences Øjne slog over mod Hendes Naade som tindrende Glimt og med en urimelig Bevægelse med sin Arm gennem Luften, som sled han i en usynlig Lænke, sagde han, som Svar til Kammerherre Urne: -Ja, de to har forstaaet hinanden. Bonaparte vidste Besked. Han gav Drivfjedren Vinger og læste Sammenhængen paa Bunden af sit Glas. Marschalinden, der netop ved denne Jul gennem Fyrstinde Metternich havde erhvervet en Samling af Bonaparternes Drikkeglas, blev rød som et Blod og et Nu talte ingen, før Hans Excellence, efter at have kastet et Blik paa Silhuetten sagde: -Og hvad bliver der saa tilbage af en Goethe? Han talte, som rykkede