The Project Gutenberg EBook of Det graa hus, by Herman Bang

This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with
almost no restrictions whatsoever.  You may copy it, give it away or
re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included
with this eBook or online at www.gutenberg.net


Title: Det graa hus

Author: Herman Bang

Release Date: July 22, 2004 [EBook #12987]

Language: Danish

Character set encoding: ASCII

*** START OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK DET GRAA HUS ***




Produced by Steen Christensen, Heidi Christensen and PG Distributed
Proofreaders





HERMAN BANG

_DET GRAA HUS_




_TIL EN VEN_

    Tell me the tales, that to me were so dear, long
    long ago long long ago.

    "Jorden bliver kold en Gang--ligesom Mennesket".



I

Hans Excellence rejste sig i den Fyrretraes Seng og taendte sit Lys. Saa
stod han op. Han overgod sig med Vand, mens han betragtede sig i sit
Spejl: Legemet var knudret og staerkt som et gammelt Tommer.

Over den hvide Vaeg tegnedes det som en Kaempes Skygge.

Han klaedte sig paa og han gik ind.

Han gik, med Lyset i sin Haand, gennem de mange Stuer. Broncer,
Piedestaler og Haedersgaver stod indhyllede i Lagener. De ragede i
Morket saa underlig frem, som gik Excellencen, gennem Rummene, mellem
Spogelser.

Ved den sidste Dor stansede han et Ojeblik og lyttede. Der blev talt
derinde. Det var Hendes Naade, der talte i Sovne. I Sovne troede
Hendes Naade sig altid paa gamle Baller og dansede med Durchlauchter,
der var dode.

Hans Excellence blev staaende, mens hans loftede Haand holdt om
Portieren som en knyttet Klo: det var en Svaghed hos ham at lytte
efter Hendes Naades Tale, naar hun sov.

Pludselig satte han Lyset fra sig og han aabnede Doren. I Morket gik
han frem mod Hendes Naades Seng.

Hendes Naade blev ved at tale--og hojere, mens Hans Excellence
lyttede:

-Weimar, Weimar, gentog Hendes Naade.

Hans Excellence stod der endnu, som en Stotte.

-Ja, Hoheit, sagde Hendes Naade.

Excellencen vendte sig og lukkede Doren og gik videre.

Hans Haender rystede, mens han tog om den iskolde Lampe og fik den
taendt, for han satte sig til sit Bord. Han trak Skuffer ud og ind og
han tog de store blaa Ark frem, bojede Margen paa dem og begyndte at
skrive.

Han skrev, med Hovedet bojet og med Ojnene sammenspilede, som vilde
han tvinge deres Sekraft, mens hans venstre Haand laa paa Papiret,
blaahvid og tung, som af Bly; mens han skrev og skrev, uden Ophor, med
en vredagtig eller harmfuld Pen, Side efter Side, Blad efter Blad, og
slyngede dem vaek og fra sig.

Der hortes ingen Lyd, uden Olielampens Kogen.

I det matte Lys saa Orsted'er og Mynster'e og Hvide'r saa underlig
halvtudviskede ud, som de hang der, i de blege Litografier, i deres
gyldne Rammer, ordensprydede, i Ornater, officielle, paa Vaeggene Stuen
rundt,--afdode og stille.

Excellencen havde laenet sig tilbage i sin Stol:

-Aa, ja, aa, ja.

-Aa, ja, aa, ja. Lod det ud gennem Stuen.

Og han skrev igen.

Dagen begyndte at bryde frem og dens kolde Lys blandedes med den
sparsomme Lampes. Excellencens store Hoved ragede bestandig frem over
hans Bord.

Tjeneren kom ind og, bojende sine omme Knae foran Kakkelovnen, fik han
Ild i de store Braendestykker. Ilden lyste mod den brunlige Paryk--den
havde saadan underlig opstaaende Kanter--og Ansigtet, hvor Munden
mellem hundrede Rynker mindede om en sammenfoldet Kniv.

Excellencen horte ham ikke. Han bragte Theen tilligemed Morgenavisen,
og pludselig vendte Excellencen sig.

-Lad hende sy det, sagde han og rakte Tjeneren de blaa Blade.

Tjeneren Georg gik, mens Excellencen i et Drag slugte den koghede
The--Kulde eller Varme syntes ikke mere at fornemmes af det aeldgamle
Legeme.

Ude i Kokkenet syede Sofie Kone. Siddende foran Lampen syede hun med
en lang sort Traad de skrevne Blade sammen med sin Haand, der lignede
rode Knokler.

-Skriver han? spurgte hun.

Tjeneren nikkede.

-Ja saa.

Bornholmeren ved Siden af Kokkenbordet lod langsomt og tungt. Det var,
som hentede den hvert tovende Sekund mojsomt og stonnende op af en
uendelig Brond. Bornholmeren var det eneste Ur i Huset, der gik. De
andre var gaaet i Staa.

Georg bragte de sammensyede Blade tilbage, og Excellencen trak Skuffer
ud og Skuffer ind. De var alle fulde af samme Slags Hefter.
Morgenavisen lod han ligge. Han laeste ikke mer Aviser:

-Sker der noget? sagde han.

-Hvad sker der? sagde Hans Excellence:

-De bygger nogle flere Huse, hvori de kan synde mod sig selv.

-Tag den bort, sagde han.

Tjeneren tog den bort for at opbevare den til Hendes Naade. Hendes
Naade lod sig daglig "Ledige Lejligheder" forelaese af sin
Selskabsdame.

Paa Slaget ni ringede det, mens Jernklokken lod saa saert langt inde i
Huset; det var Sonnesonnen:

-Excellencen er hjemme? sagde han.

-Ja, svarede Georg, og han haengte den unge Mands Toj paa den samme
Knage som igaar.

-Du har skrevet, sagde den unge Mand og bojede sit Hoved.

Den Gamle vendte sig:

-Ja, og Stemmen lod vredt:

-Som jeg plejer. Man skriver og spilder Blaek, naar man ikke kan leve
mer. Med Sort paa Hvidt kan man lave Menneskene som man vil. Der gor
de ikke flere Dumheder, end man giver dem Lov til.

-Har Du faegtet? spurgte han pludseligt.

-Ja.

Med et Blik, der fik en egen og pludselig Styrke, sagde Hans
Excellence:

-Du er en Sildefoding. Du maa tage vare paa Dig selv.

Mens han blev ved at betragte Sonnesonnens Ansigt, hvor Laeberne midt i
Blegheden var som Blod saa rode, sagde han, med den samme Stemme som
for:

-Jeg ved heller ikke, hvordan vi nu ogsaa har faaet den Race ind i
Familjen.

Sonnesonnen, der forte den meget slanke Krop meget rankt, loftede de
morke Ojenlaage en Kende:

-Er det paa Komedien, Grandpapa har skrevet? sagde han.

-Ja. Laes det hojt.

-Sonnesonnen satte sig i den store Stol ved Vinduet og begyndte at
laese--meget hojt, for at Hans Excellence skulde kunne hore ham:

-Hvad siger Du, der staar? raabte Hans Excellence.

Sonnesonnen laeste hojere, anstrengende sig for at samle den ulaeselige
Skrift, hvor Bogstaver var glemt og Saetninger var faldet ud:

-Hvad er det, der staar?

Sonnesonnen blev ved at laese:

-Nej, raabte Hans Excellence: lad mig selv.

Han greb Arkene. Og, vred og bojet frem mod Lyset, forsogte han selv
at laese alle de Saetninger, han allerede havde glemt.

-Nej, sagde han pludselig: jeg kan ikke. Det er Ojnene. Ojnene vil
ikke.

Han slap Manuskriptet:

-Ojnene vil ikke mer.

-Laeg det hen.

Den unge Mand tog de blaa Ark og lagde dem ned i en Skuffe, ved Siden
af de andre.

Excellencen fulgte med Ojnene hans Haender:

-Der er mange, sagde han.

-Ja, Grandpapa.

Excellencen havde lukket Ojnene: Tiden var forbi, hvor hans Excellence
korte til Forlaeggere. Aarevis havde han kort fra Dor til Dor, havde
sendt Manuskripter og havde faaet dem skikket tilbage. Nu var han
holdt op.

-Papiret er blevet for dyrt, min Go'e, sagde han.

Hans Poesier tryktes ikke mer. Det skulde da vaere et Gravvers over et
Barnebarn eller over en Ven, som en Gang var beromt og som nu var
glemt. Regeringens Blad trykte mellemstunder et saadant Vers bag i
Avisen, med meget smaa Bogstaver.

-Grandpapa skulde skrive sine Erindringer, sagde Sonnesonnen--hans
Stemme var, naar han ikke vogtede paa den, naesten aengstende blod--og
han lukkede Skuffen.

Hans Excellence lo:

-Erindringer, sagde han: Erindringer--vi har Vaev nok. Erindringer--hm,
der er ingen, som har skrevet deres Erindringer. Om de andre lyver de,
og om sig selv taler de ikke ... De skriver om det Kravl, de har
oplevet, og hvad de har levet, tager de med sig i Graven.

Hans Excellence lo igen og hans Stemme fik en egen, raa Klang:

-Og de gor Ret, min bedste, sagde han: hvis et eneste Menneske skrev
sig selv ned og lod sig selv komme i Trykken efter sin Dod, vilde de
domme ham til Tugthus i hans Grav--for der er jo Retfaerdighed i Himlen
og paa Jorden....

-Nej, det er ikke vaerdt at give nogen Besked. Hans Excellence tav en
Stund. Saa sagde han:

-Lad mig faa Tiden til at gaa som jeg kan. Det sidste Stykke Vej er
det svaereste, og at taenke er dumt. Et Hul i Jorden er ikke saa mange
Tanker vaerdt.

Sonnesonnen sad lidt:

-Du har jo os, sagde han.

-Ja, sagde Excellencen: I skal jo fodes og klaedes.

Det unge Menneskes Mund sitrede, naesten umaerkeligt. Men den Gamle blev
ved:

-Har--har? sagde han: Menneskene, Fritz, har ikke hinanden. De bruger
hinanden og er alene. Naar man er blevet gammel, ved man det og bryder
sig ikke mer om at snakke de mange Ord, som ingen horer. Hvem horer?
Grosset snakker uden at hore det selv.

-Dyrene, min Go'e, kommer ud af det uden Ord, og det lykkes dem at
opfylde deres Bestemmelse endda.

Sonnesonnen sad sammensunken med maerkeligt nedsaenkede Skuldre:

-Ret Dig, sagde den Gamle.

-Ja; den unge Mand foer op saa hastigt, at han stodte sin Nakke paa
Stoleryggens Vaabenskjold.

-Nej, blev Excellencen ved at fortsaette sin Tanke: Forplantningen skal
tjenes. Lad dem avle og do. Det har de gjort i Aartusinder. Lad dem
blive ved med det og ikke gore sig Indbildninger. De opfinder og
finder paa og bygger Staeder og skaber sig Berommelse . . . Naturen er
lige glad. Jorden bliver kold en Gang ligesom Mennesket.

-Eller hvad har de for det? sagde han og saa pludselig op paa de mange
Billeder paa Vaeggene: Der haenger de med deres Kaeder, i deres Kaaber,
som de Aktorer de var og--Excellencen gjorde en Bevaegelse med sine
Fodder, som rensede han sine Saaler--hvad de vilde, blev det modsatte,
og deres Gerninger er saa dode som de selv.

-Hvad er det Hele? blev han ved: det maetter ikke ... Hm, jeg husker en
Dag, det var Thorvaldsen . . . han var vel den storste, ogsaa som
Komediant, for det folges ad ... Han gik omkring som var han selv i
Gevandt og skulde taende Rogelse foran sit eget Marmor. Men saa var det
en Dag, han var vaagen, ellers sov han meget, Fritz, sov over sit
verdensberomte Navn. Men den Dag var han vaagen--det var i hans
Vaerksted: saa slog han lidt ud med Haanden mod alle de hvide Figurer
og det hele Ler og saa sagde han:

-"Ja, det er jo meget kont".

-Det var det Hele, naar man kendte det.

Excellencen lo kort, som nod han sit eget Minde:

-Og Oehlenschlaeger dode brolende over sin egen Sokrates, som ingen gad
laese, og Heiberg saa efter Stjernerne, hvis ellers nogen tror det. Lad
Stjernerne gaa, hvor de vil. Jeg ved aldrig af, at vi fik noget Bud
fra dem.

Han tog sig over Ojnene, og i en anden Tone sagde han:

-Men gamle Folk skal ikke ha'e staerke Hjerner, for saa ved de for
meget ... De skulde blive slove. De, som ikke bliver det, faar Tid til
at se, og det skulde Menneskene vaere fri for--Man skulde aldrig se,
aldrig sig selv og aldrig de andre . . . Der er et dumt Ord om at den,
der ser Jehovah--og Excellencen lo paa dette Ord--han dor. Men jeg
siger Dig, at hvis et eneste Menneske saa et andet Menneske helt til
Bunds i Sjaelen, saa vilde han do. Og hvis det kunde taenkes--men det
kan det ikke, ti for sig selv lyver man for haardt--at man saa sig
selv til Grunden af sin Sjael, saa vilde man betragte det, min Go'e,
som en ringe men nodvendig Straf selv og uden et Kny at laegge sit
Hoved paa en Blok--

-Naa--og paa en Gang brod Hans Excellence af--jeg snakker . . . Men
(pludselig saa han paa Sonnesonnen og der var i mindre end et Sekund i
hans Oje noget, der naesten lignede Skyttens Blik, naar det ser, om et
Pileskud har ramt) det gor vel ikke noget, for Du horer ikke efter.
Det er en anden Visdom, som suser for dine Oren.

Det unge Menneske rejste sig:

-Farvel, Grandpapa, sagde han kun.

-Er der ellers ingenting, Du har paa Hjerte?

Hans Excellence rejste sig og gik hen til sit Chatol, om han lukkede
op. Han skod en Brevpresser til Side og tog nogle Pengesedler, som han
ikke talte:

-Ungdommen maa have Penge, sagde han:

-Farvel.

-Farvel, Grandpapa. Den unge Mand gik. Georg ventede i Gangen og tog
hans Overfrakke ned og hjalp ham den paa:

-Farvel, sagde den unge Mand og bojede Hovedet.

Georg haengte "Sedlen" ud paa Doren: Paa et Stykke Pap stod med
Bogstaver, som var halvt fortaerede, Ordet: Consultation.

Saa aabnede han Brevkassen og tog Posten. Brevene lagde han paa
Konsollen. Men da han havde gjort det, tog han pludselig Brevene op
igen og laeste Udskriften paa den ene Konvolut, mens der gik en
Grimasse hen over hans Ansigt--for han lagde den ned igen, men laengere
inde, i Morket.

-Er Hendes Naade vaagen? spurgte Excellencen, da han kom ind.

-Hendes Naade har ringet.

-Og min Son?

-Hr. Fritz Hvide er gaaet ud.

-Hm.

-Bring mig Journalen.

Georg bragte den svaere Bog og slog den op.

-Hvad Datum er det?

-Den otte og tyvende, Deres Excellence.

-Fastelavnstiden gaar ud, sagde Hans Excellence.

Hans Excellence skrev Datum foran en stor Rubrik under de andre
Rubrikker, der stod tomme.

-Tak, sagde han: Du kan gaa.

Georg gik. Ude i Gangen satte han sig paa Stolen taet ved Doren. Han
holdt sig meget rank. Han ventede paa at aabne for hans Excellences
Patienter. Efterhaanden faldt Hovedet ned over Liberiets hoje Krave og
Skuldrene sank ind. Det var, som sad der et paaklaedt men livlost
Stativ op ad Panelet.

-Aa ja, aa ja, lod det ud gennem Excellencens Dor.

-Georg rorte sig ikke.

Det ringede. Det var en Tjener, gammel som Georg, meget hoj, i en
meget lang Frakke. Paa Toppen af ham sad et Hoved, der ligesom ikke
sad rigtig fast. Han skulde aflevere et Brev. Han kom ind til
Excellencen, der laeste Brevet. Det var en Middagsindbydelse fra
Baronesse Brahe.

-Sig Baronessen Tak, sagde han.

-Men jeg la'er mig ikke mer fremstille til Dyrskuer ... Hvordan har
hun det?

-Tak, godt, Deres Excellence.

-Og han selv?

Tjeneren stod ret ved Doren. Kun Hoved og Skuldre gik. Den ovrige
Statur mindede om en Bygning, hvortil der er sat Stiver.

-Tak, Deres Excellence ... det er kun den Rysten ... men jeg ta'r "det
Styrkende", Deres Excellence.

-Ja, styrk sig, sagde Hans Excellence og vendte pludselig Ansigtet mod
ham med et Udtryk, som saa han paa en gammel Hund.

Den gamle Person blev staaende et Ojeblik, for han sagde--hans evige
eller eneste Tanke--:

-Og det gaar saa daarligt med Serveringen.

-Saa skulde han la'e vaer', sagde Excellencen.

-Der er ingen, som takker ham for, at han spilder Sauce paa hans
Klae'er.

-Farvel.

-Hans Excellence vendte sig og Doren gled til.

-Hva' sa'e han? hviskede Georg ude i Gangen.

-Der er vel ikke no'et, til der ka' hjaelpe, sagde den anden.

Georg nikkede. Men med et pludselig forandret Udtryk i sit Ansigt
hviskede han, pegende ind mod Doren:

-Han er osse skidt.

Det var, som Udtrykket i Georgs Ansigt paa en Gang spejledes i den
fremmedes:

-Er han? sagde han og hans Stemme fik ligefrem Klang.

-Vores Baronesse er osse snavs, hviskede han.

-Det er jo Emmely, der er syg? sagde Georg.

-Ja. Det er Gigtfebren, som de kalder 'et.

-Ja, nikkede Georg.

-Og den har nok slaaet sig ved Hjertet, hviskede Brahernes Tjener.

Og idet han pegede hen imod Excellencens Dor, sagde han:

-Men han bliver jo ikke kaldt. Det nyfigne i Georgs Ansigt veg paa en
Gang for en vis Stramhed:

-Nej, sagde han: ikke endnu.

Men pludselig rettede de sig begge, da en Nogle lod i Gangdoren. Det
var Faderen. Han tog Overtojet af og spurgte:

-Er der nogen syge hos Baronens?

-Jo, det vilde sige, det var Baronessen, som gerne vilde se Hans
Excellence ... til Middag.

Den Gamle havde stotret i det:

-Ja saa--der var gaaet naesten som en Bleghed over Faderens Ansigt--:
Godmorgen.

Faderen gik ind ad Hans Excellences Dor.

-Er det Dig? sagde Excellencen, og der kom et pludseligt Lys i hans
Ojne ved Synet af Sonnen, der smilte til ham med et eget omt Smil,
naesten som en Kvindes:

-Hvordan har Du det, Papa? Tak. Gamle Folk, Dreng, bor ikke klage,
naar de kun nogenlunde kan traekke Vejret.

-Det er raat ude, sagde Faderen, stadig bojet over Hans Excellence.

-Det er vores Klima, Go'e, som vi maa baere. Faderen vendte sig imod
Vinduet.

-Er Stella oppe? spurgte Excellencen.

-Sikkert, sagde Faderen og undgik forsaetligt et "Ja".

Som i Lobet af et Sekund blev Excellencens Ansigt morkere:

-Hun har det ikke godt denne Gang, sagde han efter en Stilhed.

Faderens Ansigt var forandret ligesom Hans Excellences og han svarede
ikke straks:

-Hun er ellers saa glad ved at vaere her hos Jer, sagde han og talte
saa besynderlig lavt eller tonlost som altid, naar han talte om sin
Hustru.

Excellencen svarede ikke og de tav begge igen.

-Harriette er kommen iaftes, sagde Faderen og stod stadig ved Vinduet.

-Ja, sagde Hans Excellence: jeg har skikket hende Bud om at komme til
Middag.

-Saa drikker jeg The, sagde Faderen.

-Ja.

Doren faldt til.

Georg sad som for, da det ringede igen.

Det var en lille Slags Pusling, der stod foran Doren og vendte
Ansigtet opefter, under Skyggen af en underlig Art Tyrolerhat:

-Godmorgen, Hr. Jensen. Det er kun mig, sagde hun.

-Godmorgen, Jomfru Villadsen, sagde Georg.

-Tak, sagde Jomfru Villadsen, hvis Fingre uafladelig foer hen over en
Masse bleget Flor, der daekkede hende fortil--Ryggen var skruttet--:

-Tak.

-Kom kun ind, sagde Georg.

Tjeneren aabnede Excellencens Dor, saadan lidt, som man aabner for et
Krae, der smutter ind ved den nederste Dorfylding, og Excellencen
drejede Hovedet:

-Er det Dem? sagde han.

-Saet Dem.

Og Jomfru Villadsen satte sig, ved Doren, paa en Stol lige paa Kanten,
for at hendes Fodder kunde naa Jorden.

-Saa er det vel galt igen?

-Ja, Deres Excellence.

-Er det det gamle? spurgte Excellencen, der havde drejet Stolen helt
og ikke tog Ojnene fra hende, mens han pludselig rankede sig i sin
Stol.

-Ja.

Jomfru Villadsen holdt Hovedet opadvendt, og det begyndte at arbejde
inde i hendes Bryst, bag Florene:

-Det er jo altid Snittet, Deres Excellence, halvt mimrede hun: det er
jo altid Snittet, der gi'er de gale Smerter ...

-Ja, sagde Excellencen, der paa en Gang syntes greben af en bister
Opromthed: det gi'er Efterveer, Jomfru, efter Glaederne.

Jomfru Villadsen begyndte at graede, saa Graaden kraengede hendes Mund.
Mens hun sad med det fremstrakte Ansigt og den kraengede Mund lignede
hun en Tudse:

-Ja, En boder for'et, mimrede hun, man pines for'et, man boder for'et,
naar man er kommen i Ulykke . . .

-Der er ingen, som kommer i Ulykke, Jomfru, sagde hans Excellence: de
vil alle ha'e Fornojelsen.

Jomfru Villadsen blev ved at graede, med underlige korte Kluk, der
rystede den forvoksede Krop.

-Ja, det er vel sandt... det er vel sandt, sagde hun.

Og for tusinde Gang begyndte hun paa den samme Historie og den samme
Klage, som han kendte; han havde hort den fra den forste Dag, da hun
modte paa Hospitalet, og han, som forlaengst havde opgivet at ove den
Fodselshjaelp, der havde vaeret med at gore ham beromt, i et pludseligt
Anfald af en saelsom og urimelig Munterhed, besluttede, at han selv,
han, Mesteren, en sidste Gang vilde forlose--forlose dette Krae, over
hvem, en Dyrehavsnat, et Mandkon dog var slaaet ned, saa hun havde
kunnet saette et Menneske i Verden.

-Ja, Villadsen, sagde Hans Excellence, det kender jeg.

Jomfru Villadsen, der var blevet ved at hulke, sagde:-Ja ...
Excellencen ved'et . . . Excellencen ved'et . . . Men (det kom som en
Strom af Graad) En var jo dog et Menneske.

Der gik et pludseligt Smil over hans Ansigt, og med et Udbrud, der lod
det ene Ord lyde som slyngede han en Sten frem gennem den hoje Stue,
sagde han:

-Ja.

-Der er indrettet som de andre, sagde Jomfru Villadsen, ustanseligt
hulkende.

Der blev Tavshed et Ojeblik, til Excellencen paa ny vendte Ojnene mod
Tudsen.

-Og hvor er han? spurgte han.

"Han" var Jomfruens Son.

-Ja, nu er han jo lobet fra Konen.

-Naa.

-Og Kaerresterne ta'er han blandt de vaerste, sagde Jomfru Villadsen.

-Hvad lever han af? spurgte Excellencen.

Jomfru Villadsen svarede ikke, men hulkede kun hojere, mens
Excellencen lo, i en pludselig Forstaaelse, og sagde, i samme Tonefald
som "Ja"et for:

-Det er osse en Faerdighed, Go'e, og gladere for sin Ejermand end de
fleste.

Jomfruen, der vel ikke forstod, bojede Hovedet, saa Tyrolerhatten
skjulte hendes Ansigt:

-Det er en Skaendsel, det er en Skaendsel, hulkede hun og dukkede sig
forover. (Hun udtalte Skaendsel, som stavedes det med t.)

Excellencen blev ved at le:

-Det er en Appetit, sagde han, og en Appetit kan vaere saa staerk, at
ogsaa den bliver et Levebrod.

Hans Latter stansede, og mens han igen slog ud med Foden som til et
Spark, lagde han til:

-Og hvad kunde han vel egentlig arve, Jomfru, andet end Appetit'en?

-Nej, Deres Excellence, nej, Deres Excellence, mumlede Villadsen, der
skjalv, saa hun sitrede over hele sin Krop.

Han havde atter drejet sin Stol:

-Brug, hvad hun plejer, sagde han og skod to Ti-Lapper frem mod
Skrivebordets Kant. Jomfru Villadsen rejste sig og tog dem. Hun tog
dem med den yderste Spids af sine Fingre og i et Sekund var de borte i
hendes Haandflade.

Hans Excellence loftede Hovedet.

-Og hvor er hun selv? sagde han.

-Ja, man er jo hos Sostrene, svarede Jomfruen, der ligesom gik i
Jorden for hver Saetning.

-Bliver det stadig ved hos Sostrene? spurgte Excellencen, der nogle
Gange havde opsogt Villadsen hos "Sostrene", hvor hun evindelig sad i
en Krog, som var hun smidt derhen, foran en Vugge.

Jomfruen begyndte saa smaat at snofte igen:

-Ja, Deres Excellence, sagde hun, og hendes Snoften blev igen til
Graad: det bliver ved.

-Men det er vel Himlens Velsignelse.

Excellencen saa en sidste Gang paa den Forkrobling, ud af hvis Kod han
havde skaaret et Menneskebarn:

-Og Menneskenes Vilje, sagde han.

Hans Stemme var pludselig bleven forandret og med et rakte han Haanden
frem og tog Jomfru Villadsens klamme Fingre--Hans Excellence rakte kun
sjaeldent Haanden--:

-Naa, Farvel, lille Villadsen, sagde han.

-Og Tak, Deres Excellence, sagde hun og vilde kysse hans Haand. Men
han rev Haanden til sig, mens han pludselig blev bleg:

-Farvel.

Jomfru Villadsen var ude og nede ad Trappen, i Porten, hvor den
enbenede Portner ventede med Krigsmedaillen paa sit Bryst. Han aabnede
Porten, mens han saadan tre Kvart spaerrede med Traebenet, Erindringen
om hans Opofrelse for Faedrelandet:

-Og Tak, sagde Villadsen, mens hun lod en lille Skillemont forsvinde i
Haanden, som Faedrelandsforsvareren ikke havde mistet.

-Godmorgen, sagde Portneren og rettede Traebenet.

Porten faldt i.

Hans Excellence havde ringet paa Georg.

-Vognen, sagde han.

-Ja, Deres Excellence. Faderen kom ind:

-Korer Du ud? spurgte han. Men Excellencen horte det vistnok ikke; thi
pludselig sagde han, endnu siddende i sin Stol:

-Hvad er det, jeg har sagt: der burde her i Verden vaere flere af de
Bestier, som aad deres egne Unger.

Faderen lo og sagde:

-Excellencens Sententser er forbryderiske.

-Maaske, Go'e--og Excellencen rejste sig--Sandheden er altid
forbryderisk, fordi den er Sandheden ...

Georg bragte Excellencens Frakke, men Excellencen blev ved at
tale--han sagde altid saa meget, mens han skiftede Klaeder, og ingen
vidste ud fra hvilken Tankegang-:

-Men laeg Maerke til, at den menneskelige Retfaerdighed er enojet. Havde
den to Ojne at se med, fik vi ikke Tugthuse nok.

Han fandt ind i Frakkeaermet:

-Eller vi fik slet ingen.

-Men Ulykken er og Ulykken bliver--og han talte sig hidsigere--at
Menneskene, de er kun nogle forfaengelige Narre, som vil lade, som
holdtes der Tugt blandt de Dyr, de er. Men der er ingen Tugt og der er
ingen Orden paa deres Parringspladser . . . Byg enten flere Tugthuse
eller riv dem ned, der findes, det var der endelig Mening i.

Han holdt pludselig inde:

-Sover Hendes Naade? sagde han.

-Hendes Naade er vaagen, Deres Excellence.

-Godt.

Hans Excellence vendte sig og aabnede Doren. Han gik naensomt gennem
de tre Stuer, ind i Hendes Naades Sovekammer, hvor der var morkt, saa,
i Skumringen, alene Sengen ragede frem med sin Flojelsbaldakin paa de
fire Sojler.

-Hvem er det? raabte Hendes Naade.

-Mig, sagde Excellencen, og han stod med bojet Hoved, i en saa
besynderlig Stilling--om eller frygtagtig--foran Hendes Naades Seng.

-Hvordan har Du sovet? spurgte han.

-Du har rumsteret laenge, svarede Hendes Naade, uden at flytte sit Blik
fra Baldakinen.

-Som jeg plejer, sagde han og kyssede Haanden, som hendes Naade havde
faaet frem af mange Taepper.

-Og nu kor' jeg, sagde han. Hendes Naade drejede sig pludselig, saa
han saa hendes graa Ojne gennem Morket:

-Hvorfor kor' Du og samler Dig Gigt i alle de Porte?

Hans Excellence stod stadig i samme Stilling, mens Hendes Naade tovede
et Nu, for hun sagde:

-Der er dog ingen, der venter paa Dig.

Han horte det maaske ikke. Han bojede pludselig hastigt sit
Hoved--Bevaegelsen var naesten sky--saa langt frem, at hans Laeber rorte
Hendes Naades Pande:

-Farvel.

-Farvel, sagde Hendes Naade, der ikke havde rort sig.

Og, mens Excellencen gik, blev hun liggende ubevaegelig med lukkede
Ojne, midt i den maegtige Seng, hvor, i Morket, kun Ringene glimtede
paa hendes Fingre.

Faderen aabnede Doren til Gangen for Hans Excellence.

Faderens Blik faldt paa de ankomne Breve, der laa paa Konsollen og med
en pludselig Bevaegelse skod han dem hurtigt endnu laengere ind paa
Konsollen.

Excellencen havde set det.

-Er der Post? sagde han og virrede, et Nu, med sit Hoved.

Hans Excellence laeste aldrig Posten, for han kom hjem.

-Bliv inde, sagde han og slog Doren i for Sonnen. Georg fulgte ham,
med Vogntaeppet over sin Arm.

-Hvorfra var der Breve? sagde Excellencen pludselig og vendte sig paa
Trappen.

-Jeg ved ikke, Deres Excellence.

-Han ved ingenting.

I Porten holdt Vognen, paa hvis Buk Kudsken Johan fyldte taet.

-Hvordan gaar det med Hestene? spurgte Excellencen, som en Mand, der
siger noget for at vifte en anden Tanke bort.

-Det er snavs, svarte Johan tort.

Med Excellencens Heste gik det altid "snavs". Excellencens Kudske skar
dem tidt i Haserne, saa de haltede for Vognen, hvorpaa de overbeviste
Hans Excellence om deres Ubrugelighed og solgte dem mod en rimelig
Avance for at indkobe nye, ligeledes mod en Godtgorelse.

-Men hvad fejler den? spurgte Excellencen fra Vogntrinet.

-Den gor'et ikke laenge, var alt hvad der blev svart af Johan, som
overfor Excellencen ikke indlod sig naermere paa de Firfodedes Helsen.

Hans Excellence var allerede kommen i Vognen, da en glatraget
Mandsperson traengte sig frem i Porten, hen til Vogndoren, som Georg
vilde lukke:

-Han skulde gerne tale med Hans Excellence. Excellencen vilde smaekke
Vogndoren i, men Personen satte tilfaeldigt Albuen imellem:

-Det var bare et Ord til Hans Excellence.

-Hvad?

Og Excellencen slap Vogndoren.

-Excellencen ved jo nok, at jeg har haft den Forretning med Deres Hr.
Excellences Son.

-Ja, ja.

-Og nu var det ... Excellencen ved, at Deres Hr. Son ...

Personen havde en saare hoflig Stemme--der var noget eget Glat over
ham, der mindede om en for hundrede Gang afstroget Silkehat--men han
holdt stadig Albuen imellem.

-Hvad vil han? raabte Excellencen og han smed et Par Pengestykker hen
til Manden, der slap Doren.

-Kor, raabte han.

Og Vognen korte, forbi den Enbenede, der ikke havde taget Ojnene fra
Excellencen og Mandspersonen, ud paa Gaden.

Excellencen havde rettet sig i sin Vogn, mens Gadens Folk hilste ham
laenge og aerbodigt.

Georg var gaaet op. I Halvmorket i Entreen laeste han endnu en Gang
Udskriften paa de ankomne Breve og skod dem atter langsomt helt ind
paa Konsollen, i Morket.

Hendes Naade ringede, saa det skingrede gennem hele Huset.

Faderen aabnede Doren til Dagligstuerne, hvor Stuepigen Arkadia, en
ung Dame i stivt Sirts og hvide Stromper, havde slaaet alle Vinduer op
paa vid Gab og med en Taeppebanker i hver Haand pryglede los paa
Flojelsportiererne, saa Stovet stod som skidne Skyer om Hvidernes
broderede Vaaben.

-Hendes Naade ringer, sagde Faderen og lukkede Doren igen, for
Traekken. Jomfru Arkadia havde for Vane at lufte ud, som udluftede hun
et Aarhundrede.

-Ja, Hr. Hvide, sagde Arkadia, der pryglede videre.

Snart var hun i Gang med Dorforhaengene og snart var hun ved Vinduerne.

I Excellencens gamle Vinkaelder var der ifjor flyttet en
Skibsproviantering ind, med en Kontorist og to Kommis'er, der i
Morgentimerne vekselvis opholdt sig i Kaelderhalsen.

    De Folk, der bor
    nede paa Jord,
    deres Gemytlighed,
    den er stor....

Jomfru Arkadia pryglede los paa Hvidernes Vaaben, mens hun sang.

Hendes Naade blev ved at ringe.

-Godmorgen, lod det fra Kaelderhalsen, fra en af de tre Handelsmaend.
Arkadia var atter ved Vinduerne.

-Godmorgen.

-Travlt? spurgte Handelsmanden.

Jomfru Arkadia daskede begge Taeppebankerne ned mod den sorte Kommis i
Kaelderhalsen.

-Man har vel mer at gore end De--heldigvis, sagde hun.

Og vaek var hun og bankede igen. Pludseligt lod der et:

-Kaffe, Kaffe, klingende gennem det halve Hus.

Det var "Moderen", der var ude af Sengen og, i Natkjole, slog
Entredoren op oppe paa forste Sal og raabte sit:

-Kaffe, Kaffe.

Faderen dunkede paa Doren inde i sit Vaerelse, ved Siden af Moderens:

-Stella, Stella, raabte han: husk dog, vi er ikke hjemme.

-Hva' si'er dog de fremmede Mennesker, som ellers bor her i Huset?

-Kaere Fritz, la'e dem si'e.

Moderen var i Seng igen og slog Haenderne ned over sin Dyne:

-Hvem kender de Personer? sagde hun.

Jomfru Arkadia havde sluppet "Bankeren", saa saare hun horte "Kaffen"
og hun lob gennem Entreen og Spisestuen og Gangen ud i Kokkenet:

-Fruen har kaldt, sagde hun.

-Ja, svarede Sofie, der aldrig aendrede sit Tempo, og haeldte Kaffen
op, mens hun sagde:

-Hendes Naade har ringet.

-Frokenen er inde, ("Frokenen" var Selskabsdamen) sagde Arkadia og lob
med Kaffen.

-Der kan hun lobe, sagde Sofie.

-Gud vaere lovet, raabte Moderen og slog ned over Kaffebakken, som
Arkadia stillede paa Dynen.

-Har Hendes Naade ringet? Det var hendes evindelige Skraek, om
Morgenerne, under Besoget hos SvigerForaeldrene.

-Ja, svarede Arkadia.

-Haeng Uret op, sagde Moderen, der sad oprejst i Sengen og skubbede
Skuldrene op og ned for hver Mundfuld, hun tog af Koppen, mens Arkadia
anbragte hendes Ur paa Fodenden af Sengen:

-Halvelve, sagde Moderen forfaerdet og lige efter:

-Kaere Arkadia, hvor har De dog trallet paa Trapperne.

-At De kan synge saa tidligt om Morgenen.

Det var Moderens Undren hver Morgen.

-Og hvad er det saa for Viser, De synger? Jeg kan ikke huske de
Melodier . . . hvordan er det nu?

Hun begyndte selv paa et Omkvaed men hun kunde det ikke:

    Naar en Kvinde hun skal giftes
    og om Mandens Faerden forhen intet ved,
    og hun for Partiet stiftes
    soge vil at skaffe sig lidt god Besked--

Arkadia rettede og sang, mens hun stod midt for Sengen.

-Ja, ja, sagde Moderen og sang med--hun skod Benene helt op under sig
af lutter Iver--:

    Naar en Kvinde hun skal giftes
    og om Mandens Faerden forhen intet ved,
    og hun for Partiet stiftes
    soge vil at skaffe sig lidt god Besked,
    om han er flink, villig, tro og lydig,
    om han er skabt i den rette Form,
    og om han ellers har vaeret dydig,
    kan hun faa ham undersogt af Line Worm.

De sang begge to. Arkadia rettede og Moderen lo, til hun pludselig
saa' paa Uret:

-Ti Minutter i elve, sagde hun og jagede Arkadia ud.

Faderen bankede inde paa sin Dor:

-Stella, sagde han, hvad er det dog for Viser, Du la'er den Pige
synge?

-Kaere Fritz, det ved jeg virkelig ikke; og leende sagde hun:

-Er det ikke dem, de saelger paa Gaden?

Hun laa et Ojeblik. Saa sagde hun:

-Fra hvem er der Breve?

-Fra Hans, svarede Faderen indefra.

-Til din Fa'er?

-Ja.

Moderens Ansigt blev med et forandret, mens den hvide Haand strog
Haaret bort fra hendes Pande, og hun laa stille, uden at rore sig.

Derinde lod Faderens Skridt.

-Fritz, hvad Dag er det?

-Fredag.

-Nej, men Dato.

-Den otte og tyvende.

Moderen rorte sig ikke.

Derinde lod Skridtene.

Nedenunder var Selskabsdamen begyndt at klaede Hendes Naade paa. Det
var en Smule besvaerligt paa Grund af Hendes Naades Gigt.

-Passer De Temperaturen? sagde Hendes Naade.

Ja, Selskabsdamen passede den.

Termometrerne blev i Dagligstuerne anbragt en Tomme over Gulvtaeppet
for daglig at konstatere Fodkulden for Hans Excellence.

-Vi har den jo fra Kaelderen, sagde Hendes Naade: jeg bad jo for mig,
lille De, men Hvide vilde ha'e den Butik og jeg maatte undvaere min
Vinkaelder.

Selskabsdamen vidste det.

-Hvormeget er der? spurgte Hendes Naade.

-Tretten Grader.

-Hm. Lad dem saa haenge, De, at Hvide kan se det.

Hendes Naade skod Laeberne frem, hvis skonne Bue en Gang havde
begejstret Hr. Lamartine:

-Men Hvide foler det jo ikke, sagde hun. Der lod et Pappegojeskrig
inde fra Stuerne.

Det var "Poppe", der vaagnede ved den stigende Temperatur og skreg
sit:

-_Fortuna fortis_, ud gennem alle Vaerelserne.

-Daek dog til for det Dyr, sagde Hendes Naade.

-_Fortuna fortis_, skreg Pappegojen, til Selskabsdamen havde faaet
Buret daekket og igen var vendt tilbage.

-Tak, sagde Hendes Naade, og hun tilfojede:

-Det er ogsaa Hvides Ide med den Fugl.

De var under Toilettet naaet til Haaret. Hendes Naades Forhaar skulde
kreppes og saettes hojt op.

Hendes Naade, som for det ovrige Legemes Vedkommende med Aarene havde
faaet nogen Skraek for Vand, lod sit Ansigt og sine Haender pleje med
megen Omhu med Cremer og Essenser.

Inde i Spisestuen sad Georg og ordnede Solvtoj. I den store og
halvmorke Stue hortes ingen Lyd uden den sagte Klang af Solvet, naar
han lagde Ske ved Siden af Ske--med Vaaben mod Vaaben.

Ellers var der tyst.

I Kokkenet listede Sofie om mellem mange Kar, som en Strokone, der
gaar i Gang med Vaerket.

Vandet i Hanerne gurglede med en Lyd som en traet Rallen.

Henne paa Rorstolen, ved Bornholmeren, sad Jomfru Arkadia og smilede
glad til sine egne hvide og lovende Smalben.


---


Vognen korte bort--ud mod Kongens Nytorv, frem gennem Byen. Fortovene
var allerede fyldte af Mennesker, der, i Solet, som smudskede alle
Fodder, gik, mellem hinanden, i Morgenkulden.

Excellencen kendte ingen. Han hilste, med samme Nik, alle der kendte
ham.

Undertiden, naar Moderen korte med ham gennem Byen, spurgte hun, naar
nogen hilste:

-Hvem var det, Grandpapa?

-Kender dem ikke, svarede han.

Men det kunde ogsaa haende, at Hans Excellence pludselig genkendte et
Ansigt og sagde, at det var den og den.

-Nej, sagde Moderen og lo: det maa da vaere Sonnen.

-Hm. Naa ja, nu er det vel Sonnerne, der lober rundt.

Og han sad igen og saa ud over Gadernes Menneskeansigter, med de
blyfarvede Haender foldede i sit Skod.

... Vognen rullede ned ad Raadhusstraede op foran Det Braheske Palae.
Portneren, en gammel Hvidskaeg, ifort rodstribet Vest og blaa Bukser,
slog Porten op og aabnede Vogndoren, for Forstetjeneren kom til, der
blev helt forskraekket, da han saa Excellencen, og lob igen op ad
Trappen, foran, alt, hvad de rystende Ben kunde baere ham, op paa
forste Sal--saa Portneren maatte hjaelpe Excellencen ud:

-Ja, sagde Portneren, det er vist kun daarligt, Deres Excellence ...
Det er nok blevet vaerre inat.

-Det er nok daarligt, Deres Excellence.

Hans Excellence, der kun horte Ordet daarligt og troede, Hvidskaeggen
talte om sine Gigtknuder, sagde:--Saa smor sig med det, jeg har givet
ham; og han gik ind ad Glasdoren.

Tjeneren var lobet ind gennem to Stuer, ind i Dagligstuen, hvor to
unge Baronesser sad ved Midterbordet:

-Det er Konferensraaden, sagde han ganske forpustet og kaldte, i sin
Befippelse, Excellencen ved den gamle Titel, han havde baaret i saa
mange Aar.

De to Baronesser blev ligesaa forskraekkede som han og de raabte begge
to:

-Mo'er, Mo'er, det er Onkel Hvide.

Lehnsbaronessen, der var i Slobrok, kom frem i Doren til "den lille
Spisestue".

-Gud, sagde hun: og vi, som ikke har kaldt ham--hun slog de fyldige
Haender sammen--:

-Jeg sagde det jo nok.

-Nu kan vi jo ikke sige det, nu vi har kaldet Professoren.

De horte allerede Hans Excellences stampende Trin i den forreste Stue:

-Lad mig, sagde Moderen og gik, foran de to Dotre, ud for at tage imod
ham:

-Men, kaere Onkel Hvide--og Baronesserne slog Armene om ham--er det
Dig. Kom dog, jeg sidder lige ved den forste Frokost.

-Tak, sagde Hans Excellence: jeg skal intet ha'e. Han kyssede begge
Dotrene--Hans Excellence kyssede alle yngre Kvinder paa sin Vej med en
egen tom Graadighed--:

-Jeg spiser ikke paa denne Tid af Dagen.

-Men Du kan da sidde hos mig, sagde hun og forte ham ind i Spisestuen,
hvor ogsaa Dotrene tog Plads foran to tomme Tallerkener. De talte
hurtigt, snart den ene og snart den anden, om Vind og Vejr, mens ingen
vidste, hvad de selv sagde, eller om Excellencen horte efter.

-Tak for Indbydelsen, sagde han pludselig, midt under Snakken.

-Ja, vi taenkte, Du dog maaske vilde komme. Det var et Par af de
Gamle, vi gerne vilde se, raabte Baronessen, der stadig spiste.

-De Gamle er dode, sagde Hans Excellence, og, paa en Gang, spurgte
han:

-Hvor er Emmely?

Fruen, der hele Tiden havde ventet Sporgsmaalet om Emmely--for den
syge Datter var Excellencens Yndling i Familien--og i sin Forvirring
bare havde spist videre, sagde:

-Ja, Emmely ...

-Er ude at ride, faldt en af Dotrene ind.

-Med Preben, sagde den anden.

-Jeg har sagt, hun maa ikke ride, sagde Hans Excellence.

-Og slet ikke med Preben.

Fruen, der blev endnu mere forvirret, sagde:

-Ja, det har Du, og pludselig gav hun sig til at tale om Hoffet og
Arveprinsessen, som hun sagde, hun havde besogt igaar:

-Hun holder sig tappert, Onkel Hvide.

-Hm, sagde Hans Excellence: man behover ikke at nedstamme fra tretten
Konger for at blive gift med en Skortejaeger og holde Husholdningsbog
for sin Portner.

Fruen greb Emnet om Prins Ferdinand og sagde:

-Ja, men den Kaerlighed blev nu alligevel Livsindholdet for hende.

Der gik en Traekning over Excellencens Ansigt:

-Livsindhold--og han lo--ja, det er Livsindhold at slaebe en Mollesten
paa sin Ryg.

Baronessen blev purpurrod i sit runde Ansigt--hun havde taenkt paa Hans
Excellences eget AEgteskab, endnu for hun havde fuldfort sine egne
Ord--og ingen fandt noget at sige, da der pludselig lod en Stoj, i
Gangen bag Spisestuen, af Dore, som sloges op og i, mens man horte
Kammerjomfruen, der raabte.

Fruen rejste sig halvt--fra rod blev hun bleg--og satte sig, i et Saet,
igen.

-Ida, se hvad det er.

Og den aeldste Datter lob.

-Hvorfor lob hun? sagde Hans Excellence, der lod, som om han intet
havde hort.

-Hun gik efter Theen, sagde Baronessen og saa i det samme Thepotten,
som stod midt foran hende, paa Fyrfadet.

De blev ved at lobe, der ude, frem og tilbage--Skridt frem og Skridt
tilbage.

-Hvad er det dog? hviskede Baronessen, der stod op, med Thepotten, som
pludselig begyndte at ryste i hendes Haand.

-Nej, bliv, hviskede hun til den anden Datter, der vilde rejse sig.

-Hvad er det for Kod, spurgte Hans Excellence og stak med en Gaffel,
han havde taget fra Fruens Tallerken, over mod et Fad, fyldt med rodt
Oksekod.

-Det er Oksekod, Onkel Hvide, sagde Datteren.

Hans Excellence, der led af en besynderlig og bestandig Hunger og
derfor, paa alle Tider, ligesom kastede sig over al Slags Mad, som han
ikke mere kunde fordoje, havde allerede slugt et Stykke og tog et til,
med samme Hast--da Doren blev revet op og Baronesse Ida lob ind og
raabte:

-Mo'er, stakaandet, uden at taenke, ikke paa Hans Excellence og ikke
paa noget:

-Mo'er.

-Hvad er der?

Fruen var staaet op og var ikke kommen et Par Skridt, for Baron
Preben, Emmelys Forlovede, kom ind, helt hvid i sit Ansigt, hvid helt
ind under Skaegget, og lod Dorene staa aabne, idet han raabte:

-Kom, kom, Emmely . . .

Og holdt inde ved Synet af Hans Excellence.

-Du undskylder, Onkel Hvide, sagde Fruen, mens Sveden var sprungen
frem paa hendes Pande; og hun gik med Ida, medens Doren sloges til.

Maaske et Minut var der stille, efter at Hans Excellence havde rejst
sig.

I et Nu havde han forstaaet det alt: at Emmely var syg, var farligt
syg; at en anden var kaldet, en anden kaldet til Emmely; at
Indbydelsen var bragt, som de vidste, han vilde besvare med et Nej, en
Middagsindbydelse, for at han intet skulde gaette . . .

Hans Excellence stod endnu, mens Stolen, til hvilken han stottede sig,
rystede under Taget af hans Haand, som var selv det livlose Trae blevet
levende under hans Vrede.

Saa sagde han, og hans Stemme lod roligt:

-Er I kommet hjem?

Baron Preben, der stod midt i Stuen, ret op og ned--man havde det
Indtryk, at stodte man til ham med en Albu, vilde han falde--sagde:

-Hvem? og saa paa Excellencen med Ojne, der intet saa.

-I, sagde Hans Excellence, der bestandig stod stottet til Stolen.

-I har jo redet.

-Ja, svarede Preben, der ikke vidste hvad han selv sagde.

Der blev stille igen, mens Uret dikkede, saadan underligt springende,
som gamle franske Ure gor.

-Saa hils, sagde Hans Excellence og det var, som bortslyngede han
noget, da han slap sin Stol. Baronesse Ingeborg havde rejst sig:

-Gaar Du, sagde hun.

-Det er paa Tiden, svarede Hans Excellence, og ene gik han--for
Baronesse Ingeborg turde ikke folge ham--ud gennem Stuerne.

Preben listede ind, hvor Moderen sad ved Sengen hos Emmely, der var
hvid som det Hvide er hvidt, mens hendes Bryst gik hojt:

-Det gor saa ondt, aa, det gor saa ondt.

-Ja, ja, lille Emmely.

-Det gor saa ondt.

-Ja, ja, rejs Dig lidt, horer Du, rejs Dig lidt...

Den Syge forsogte det, mens Preben greb om Fodendens Kant med begge
sine Haender. Men Emmelys Hoved blev liggende paa Puden, magtlost som
var det skilt fra Kroppen:

-Nej, jeg kan ikke ...

-Nej, nej, det gor saa ondt.

-Saa, saa, nu kommer Doktoren. Baronessen talte naesten vissende som
til et spaedt lille Barn:

-Nu kommer Doktoren.

Den Syge blundede hen, Brystet gik op og ned.

Ida stod i Krogen og graed stille.

-Sover hun? hviskede Preben.

-Ja.

Ida loftede sit Hoved: henne fra Krogen saa hun paa Sosterens Ansigt
og paa en Gang begyndte hun at graede hojere, og hun greb i Moderens
Arm:

-Mo'er, hviskede hun, og Taarerne var pludselig holdt op at rinde ud
af hendes Ojne, mens hun blev ved at stirre paa Sosteren paa Puden:

-Skal vi ikke sporge Onkel Hvide? Moderens og Datterens Ojne modtes i
et Nu:

-Nej, nej, sagde Baronessen saa hojt, at hun vaekkede den Blundende.

-Hvor er Preben, hviskede Emmely.

-Her.

-Tak.

Og hun lukkede Ojnene igen.

... Excellencen var gaaet ned. Han stottede sig ikke. Naesten rank stod
han ind i sin Vogn, der korte bort. Porten faldt i.

Portneren, der havde snakket med Johan Kudsk, vendte tilbage til sin
Kaelder, hvor han satte sig ved Vinduet, mens hans Kone kom ind fra sit
Kokken.

-Det var den Gamle, sagde han.

-Excellencen?

-Ja, sagde Portneren, der havde foldet Haenderne.

Konen naesten faldt ned paa Stolen henne ved Kakkelovnen:

-Aa, Herre Gud, aa, Herre Gud, sagde hun og begyndte at torre rundt i
sit svaere Ansigt med Haenderne.

Hendes Mand sad stadig med Haendene foldede mod sine spidse Knae.

-Ja, sagde han og nikkede: han kan se det, om det er Doden.

-Sig 'et ikke, Jakob, sagde Konen, der begyndte at graede, som om
Baronesse Emmely allerede var dod.

Og de sad lige stille, hver i sin Stol, i det store og stille Hus ...

Hans Excellence sad rankrygget i sin Vogn, den hojre Arm hvilede i
Armholderen, hvis vaabenbroderede Baand sitrede, saadan rystede han
endnu, medens hver Aare i det hvide Ansigt spaendtes.

Han taenkte paa Braherne, disse Braher; og alle Slaegtens hemmelige
Historier, som hans Laegeviden gemte gennem hundrede Aar, nedarvede,
som de var fra hans Fader, der var navnkundig, og den forste som han
--luede for hans langsynte Ojne, i en frygtelig Hunger efter at maette
sig med Haevn.

Han stonnede lydt, som han sad, under sin egen Vredes Greb:

-Jo, jeg kender dem ...

-Om jeg kender dem.

Men pludselig knyttede han sine Haender og hans Blik syntes et Nu at
blive tomt og hele Ojet naesten hvidt: under en vaeldig Anspaendelse af
Vilje skod han som en Jernskodde for sin egen Tanke--og havde begravet
den.

Han vidste ikke mer om det.

Han trak i Vognsnoren og Johan Kudsk holdt an:

-Til Fru Urne, raabte Hans Excellence, og Vognen korte tilbage gennem
Byen, over Torvet, ned ad Bredgade. Den rullede ind gennem Porten i
det Schackske Hus og holdt i Gaarden, foran Havehuset.

Hans Excellence steg ud. Doren havde ingen Klokke, men kun en
Dorhammer, der ligesom ikke vilde mere.

En Pige lukkede op:

-Er her no'en hjemme? spurgte Excellencen.

-Ja, Deres Excellence, Fruen kommer straks.

Han gik ind i de to Stuer, hvor Christian den Ottende-Moblerne stod
saa maerkelig stift mellem KurveEspaliererne med de mange Efeu. Udenfor
Vinduerne laa Haven. Sneen gav et saeregent Lys i Stuen, som af Skaeret
fra et ophaengt Lagen.

Hans Excellence tog Plads. Over ham i Sofaen hang Billeder og Sabler
indhyllede i Flor.

Han horte ikke Fru Urne komme, for hun stod der. Hun var hoj og mager
og helt i Sort.

-At Du huskede mig idag, sagde hun og tog begge hans Haender.

-Min Pige, sagde Excellencen: jeg har ikke saa meget at huske mer.

-Du husker alle, sagde hun og beholdt hans Haender, mens hun satte sig.

-Eller ingen, sagde Hans Excellence.

Der var tavst en lille Stund. Fru Urne havde vist ikke hort, hvad han
havde sagt. Hun havde loftet Blikket og betragtede sin faldne Mands
Billede over Sofaen:

-Det bliver altsammen revet op igen, paa en Dag som denne; og det er,
som om man maatte opleve det igen.

-Ja, sagde Hans Excellence: han gav Livet.

-Ja, sagde hun, og pludselig sprang Taarerne frem af hendes Ojne, mens
en Hulken rystede hende:

-Og jeg kan ikke en Gang nojes med Tanken om hans Bedrift... Og de
Minder, man gaar og haenger Flor om--det er ikke de Minder, man laenges
efter.

Hans Excellence lagde sin Haand over paa Ryggen af Stolen, hvor Fru
Urne sad:

-Jo storre han var, min Pige, desmer har han vel ogsaa kunnet give Dig
...

-Og des vildere er Savnet.

Ved Ordet vildere modtes et Nu deres Ojne og en Blodstrom slog op i
Enkens Ansigt.

-Onkel Hvide, sagde hun: Du ser alting.

-Men jeg skammer mig. Jeg skammer mig for mine Born.

-Skammer Dig? og han talte haardere: hvorfor? tror Du ikke alle de
andre, som er ene, "laenges" li'edanne?

Fru Urne havde laenet sit Hoved til Stolens Ryg og saa ud i Luften:

-Hvorfor lyver de da alle?

-De lyver, sagde han: som Du lyver. Han tav lidt:

-Hvorfor de lyver? sagde han: Fordi vi opdraettes til at tro, at vi er
noget andet end vi er. Og naar vi saa opdager os selv, tror vi, de
andre er bedre og vi er de vaerste . . .

-Men vi er ens og vi har den samme Krop. Fru Urnes Haender faldt sammen
i hendes Skod.

-Men, sagde hun, at vi bliver saa sent gamle. Der gled et Smil over
Hans Excellences Ansigt.

-Ja, sagde han: sent eller aldrig.

De sad tavse et Ojeblik. Saa spurgte han:

-Hvordan gaar det dine Sonner?

Fru Urne tog sig om Hovedet som for at samle sine Tanker:

-Ja, Du ved jo, at Christian vil ikke vaere Officer.

-Naa, er det nu opgivet?

-Ja, han vil ikke . . .

-Hm, hvad vil han saa?

Fru Urne sagde:

-Han vil vaere Ingenior.

-Ja, saa, sagde Hans Excellence:

-Hvad skal en Mekaniker her i Landet? Her lober vi ad de Landeveje,
der er.

Fru Urne sagde og saa ikke paa ham:

-Han siger, Verden er stor.

Der blev stille. Uret inde i den forreste Stue dikkede med en
underlig Lyd som var hvert Minut noget, der brast:

-Og jeg synes ...at...at det er saa svaert...at det er, som om, som om
vi alle forraadte . .. det, han dode for.

-Hvad for no'et? spurgte han.

-Landet, sagde hun (hun vilde sige Faedrelandet, men det blev kun til
"Landet").

-Faedrelandet? sagde Hans Excellence:

-Det forraades hver Dag og lever af Resterne. Hver sorger for sit og
Faedrelandet kan tage hvad der bliver tilovers.

-Han--og han loftede Haanden mod den dode Generalstabsofficers
Billede--dode heller ikke for Faedrelandet, men for sin Tro, som han
havde mistet. . .

Fru Urne havde maaske ikke forstaaet eller hendes Tanker var blevet
hos Sonnerne, for hun sagde:

-Men naar de rejser, baade Vilhelm og Christian, saa er der slet ingen
Unge af Slaegten tilbage i Landet.

Hvide saa ud for sig og hans Stemme blev lav:

-Jeg taenker sommetider, min Ven, at vi gamle Slaegter, vi har maaske
syndet nok ...

Han stod op:

-Lad nu de andre synde videre.

-Men hvad kalder Du Synd, Onkel Hvide?

Hans Excellence tog Haanden bort, med hvilken han havde stottet sig
til Bordet:

-Lognen er Synd, og vi har ikke haft Skuldre til at bryde den.

Fru Urne gos sammen, som om en Kulde rystede hende:

-Onkel Hvide, sagde hun og bevaegede Hovedet en Gang frem og tilbage,
som om der var noget, der gjorde ondt om hendes Hals:

-Alle Altre bli'er saa tomme ...

Hans Excellence stod endnu foran hende, og han loftede sin Haand.

-Der er ingen Altre, min Pige, for der er ingen Guder. Vi er--

Han tav et Nu og hans Ansigt skiftede Udtryk:

-Som de vi er.

-Og hvordan gaar det med Vilhelm? spurgte han.

-Han--og Fru Urne tog sig atter sammen--: han bliver saa let febril,
ved Du ...

-Ja, sagde Excellencen, jeg ved det. Det horer hans Alder til.

-Men, sagde han: lad ham ha'e sin Frihed og laas ikke hans Dor.

-Farvel, min Pige.

-Farvel, Onkel Hvide--og Tak, fordi Du kom.

Hun fulgte ham ud, og Vognen satte sig i Bevaegelse.

-Til Konferensraad Glud, raabte Excellencen og Vognen rullede endnu en
Gang gennem Gaderne, til den holdt foran Konferensraadens Hus, hvor en
skruttet Mandsling stak sit Hoved frem af en lille Sidedor, for Porten
langsomt blev lukket op og Vognen kunde kore ind.

Mandslingen stod ved Vogndoren, men Hans Excellence saa ham ikke og
talte ikke til ham. Han var selv staaet ud af sin Vogn og rykkede i
Gangdorens Laas--der var underligt nye Laase i alle Konferensraadens
aeldgamle Dore--:

-Man kommer ikke ind for alle de Indretninger, raabte Hans Excellence,
og han gik op ad Trappen.

Han ringede og et Ojepar kom til Syne i Koojet i Doren, for den blev
lukket op:

-Ja, det er mig, sagde Hans Excellence og gik ind.

-Altid lige statelig, sagde han og saa frem paa Husdamen, Froken
Erichsen, der i tyve Aar havde styret Konferensraadens Hus og var
forblevet hojbarmet og midjesmaekker som den, der ikke overgiver sig
men bevarer sig og plejer sig og venter:

-Hvordan staar det?

-Hofjaegermesterinden er i Byen, sagde Froken Erichsen.

-Derfor kommer jeg, sagde Hans Excellence og stodte selv Doren til
Stuerne op med sin Stok:

-Jeg folger med Ravnene.

Froken Erichsen sagde--men man vidste ikke, om hun havde forstaaet
eller ej--:

-Ja, Konferensraaden er daarlig.

-Lad mig se ham, sagde Hans Excellence.

Froken Erichsen gik, og han blev staaende midt i Stuen, hvor de
laasede Vinduesskodder gjorde det halvmorkt, saa Moblernes Omrids
halvvejs forsvandt, og der af Malerierne kun saas de brede Rammer, der
laa som Strimer af Guld paa Rococo-Vaeggene, hvis Sirater glimtede ud
og ind som de gyldne Aarer i et stort Legeme.

Hans Excellence gik frem midt ad Gulvene, hvor der i alle Stuerne var
tomt, frem under Lysekronerne, der, indbundne i Drejl, hang tungt som
fyldte Saekke.

Han stansede foran den inderste Dor, der stod paa Klem.

-Hvad vil han her? lod en Stemme, hvis Lammelse blev hvaesende under
Vreden; hvad vil han her?

-Jeg vil ikke se ham. Det har jeg sagt Dem.

-Konferensraaden tor ikke ophidse sig, sagde Froken Erichsen, stille,
som den, der har Magten:

-Vaersgod, Deres Excellence, sagde hun og hun gik.

Hans Excellence blev staaende foran Konferensraaden, der krob tilbage
i sin Stol bag det nedrullede Gardin, som vilde han skjule sit
opbulnede Hoved:

-Du vil ikke se mig, sagde Hvide.

-Der er ingen, som har haft Bud efter Dig, lallede Konferensraaden med
sin tykke Tunge.

-Jeg horte, det var blevet vaerre, sagde Hans Excellence, der naermede
sig det nedtrukne Gardin.

-Lad Gardinet vaere, sagde Konferensraaden og loftede den venstre og
vanformede Haand.

-Jeg maa se, sagde Excellencen og rullede Gardinet op, saa pludselig
det ganske Lys faldt ind over Konferensraadens opsvulmede Hoved, hvor,
midt i Bullenheden, det venstre Oje stod frem eller ligesom hang ud af
sin Hule som paa de vanformede Dyr, vor Klodes Fortidshistorie kendte.

-Du er ringe, sagde Hans Excellence, der stod midt i Lyset.

Konferensraaden loftede det hojre og sunde Oje op imod ham med et Blik
som et Dyrs, der foler Reb surrede om alle sine Lemmer.

-Jeg har det som jeg plejer, sagde han, med Tungen tyk i sin Mund.

Hans Excellence knyttede Gardinsnorene i en fast Knude:

-Ja saa, sagde han.

Han tog den Lammedes Puls og han betragtede sit Ur uden at bevaege
Ansigtet. Han sagde heller intet, mens han atter puttede Uret i sin
Lomme og med sin iskolde Tommelfinger begyndte at fole, haardt, rundt
i Konferensraadens Ansigt--rundt om det udhaengende og blinde Oje.

Konferensraaden rorte sig ikke, tvungen af Excellencens Finger som af
en Nagle.

-Gor det ondt, spurgte Hans Excellence.

Konferensraaden, der af Smerte havde bidt i sin slagne Tunge--sine
Taender havde han--svarede ikke.

Hans Excellence slap:

-Og Benene? spurgte han.

Konferensraaden, som var femten Aar yngre end Excellencen og opvokset
under Familjelaegens Ry, tog ikke det sunde Oje fra sit Bord, for
Excellencen bojede sig, som vilde han tage om hans Ben:

-De er som de plejer, lallede han.

-Kan du naa dit Jernskab endnu, sagde Excellencen og lo, idet han slog
til Krykkestokken, der stod laenet til Vindueskarmen.

-Du gor altsaa Forretninger endnu?

Konferensraaden loftede sit Oje mod ham.

-De, der ikke er afviklede, sagde han; blandt andre dine.

Der gik, uden at han selv vidste det, en pludselig Traekning over Hans
Excellences Ansigt, for han sagde, som havde han intet hort:

-Du skulde skaane Dig.

Og han fojede til, mens han bestandig slog med den ene Krykke mod
Karmen:

-Det er paa Tiden.

-Det kan jeg sige Dig.

Der var ganske stille et Ojeblik, mens Hans Excellence flyttede sit
Blik fra den Syge og saa ud i Stuen udover det maegtige Skrivebord,
hvor intet fandtes uden den nedarvede Laederpung med Kobber og
Guldskrivetojet, en Erindring om det kendte Velgorenhedsvaerk, der
havde afmaerket Konferensraadens Vej--frem mod Stolene, der stod langs
Vaeggene, som en Vagt, og de to Paneldore, taet ved hinanden.

-Jeg gor, hvad jeg vil, sagde Konferensraaden og hans Maele var naesten
blevet tydeligt under en overmaalelig Anstrengelse.

Det bankede paa den ene Paneldor--forst svagt, saa hojere:

-Kradser han her endnu? raabte Hans Excellence, der pludselig horte
det:

-Kom ind.

Og Doren gik op mens en Mandsperson forfjamsket kom ind. Han var lang
og i sorte, slidte Klaeder. Man troede uvilkaarligt, at han ejede intet
mer af Krop end sine blege Haender.

Konferensraaden havde naesten faaet rejst sig:

-Gaa, gaa--hvad vil De....?

Og Doren lukkedes igen.

Excellencen lo og havde grebet om den ene Krykkes Tag:

-Saa Du aagrer endnu?

-Saa dine Saekke er ikke fyldte nok endnu?

Hans Excellence stodte Krykken mod Bankierens Bord:

-Men Du oser dit Guld af dine egne fire Fjaele, det vil jeg sige Dig.

Konferensraaden var kommen op at staa, stottet til sin Krykke og sin
hojre og sunde Arm:

-Det vedkommer ikke Dig, sagde han, og alt hans Maele var naesten vendt
tilbage.

Excellencen betragtede et Nu hans vanfore Ansigt, som det
tilstrommende Blod syntes at ville spraenge:

-Nej, sagde han og vendte sig.

-Og Du, raabte den Syge, der voldsomt stottede sig til sit Bord: Du
bliver herfra:

-Jeg traenger heller ikke til Ole Hvide mer.

Konferensraaden havde understreget Fornavnet, der forhen i Klangen af
Excellencens Navn havde vaeret som Svinget under et Navnetraek, og Hans
Excellence vendte sig, som i et Stod. Men da han talte, lod hans
Stemme roligt:

-Det er rimeligt, at Du har Ret, sagde han og knugede om Krykken, som
han holdt endnu.

Og som han spurgte til en Vens Befindende, sagde han:

-Hofjaegemesterinden er her jo?

Konferensraadens Oje blev rodt i det Hvide, og i et Sekund havde han
loftet sin Krykke i den sunde Arm, der skaelvede:

-Va'r Dig, sagde han og han raabte Ordene ud i et Aandedraet:

-At ikke de, der skal arve Dig, skal komme til at graede.

Excellencen havde grebet om den Krykkestav, han holdt, som for at
vaerne sig mod et Slag. Et Nu stivnede hans Ansigt. Saa havde Krykkens
Fald givet Lyd mod Gulvet og han var gaaet.

Hans Excellence saa Froken Erichsen rejse sig fra en Stol i den
midterste Stue, og han sagde, da hun kom hen imod ham:

-Han har det bedre.

Rynkerne, der daekkede Froken Erichsens Ansigt som Gittermasken
Faegterens, sitrede et Ojeblik.

Saa sagde hun:

-Gud ske Lov.

Og med et Smil, saa umaerkeligt, at det netop kunde gaettes, sagde hun:

-Det synes jeg jo ogsaa, Deres Excellence.

-Vil Erichsen hilse Hofjaegermesterinden, sagde han kun.

Og han gik.

Froken Erichsen vendte tilbage til Stuerne. Paa en Gang lo hun, kort
og hastigt, med en Latter, der ikke havde nogen Beroring med hendes
Tales Stemme og som et Sekund forvraengede hendes Ansigts Rynker til
forvredne Folder, som hun uvilkaarligt med sine guldtunge Fingre atter
glattede ud--for hun gik ind til Konferensraaden.

Konferensraaden sad i sin Stol, med Krykken i sin Haand.

-Han skal aldrig mere ind, sagde han og Tungen slog frem af hans Mund
for hvert Ord.

-Det sker jo som Konferensraaden vil, sagde hun og, da hun tog Krykken
ud af hans Haand, folte hun, han dirrede endnu.

Hun betragtede ham fra Siden, som han sad der i Lyset--og hun havde
nojagtig det Blik i sine Ojne som Excellencen havde, da han betragtede
sit Ur, mens han folte hans Puls.

-Traek Gardinet ned, sagde Konferensraaden, der folte Lyset--eller
hendes Blik--som en haandbunden Mand en Svaerm af Myg.

-Forst Taeppet, Hr. Konferensraad, sagde hun og bojede sig for at laegge
Plaiden fastere om hans Knae.

Saa rejste hun sig og loste Excellencens Knude op. Hun blev ved at
holde den hvide Slynge i sin Haand, mens Gardinet rullede ned--for at
det ikke skulde gore Stoj.

Hun gik tilbage til Bordet og sagde:

-Det er Fredag, Hr. Konferensraad.

-Ja.

Han fik Noglerne frem og en Skuffe lukket op og et Jernskrin i den
aabnet. Der laa i Skrinet Pengetut ved Pengetut, indbunden i hvidt
Papir. Der var kun Guld.

Konferensraaden tog en Tut og vilde aabne Papiret. Men han kunde ikke
faa det lost op, og Froken Erichsen maatte hjaelpe ham, saa
Guldstykkerne flod ud i hans flade hojre Haand. Han gjorde med den
lammede venstre et Forsog, som vilde han taelle dem, men han magtede
det ikke. Saa lod han dem falde ud paa Bordet--de faldt langsomt,
maaske paa Grund af hans Haands Fugtighed, Pengestykke efter
Pengestykke.

-Der gaar jo altid mere til om Ugen, naar Hofjaegermesterinden er inde,
sagde Froken Erichsen, der fulgte Guldpengenes Fald.

Hun havde lagt sin saerdeles hvide Haand ned paa Bordet meget taet ved
Konferensraadens, for at tage Pengene op. Konferensraaden flyttede sit
Oje fra Guldet over paa Haandens Hvidhed.

-Ja, sagde han og lukkede pludselig Guldet inde i Frokenens Haand, som
han greb.

-Nu skulde Konferensraaden hvile, sagde Froken Erichsen og gjorde sin
Haand los.

-Nej, lad Hansen komme ind.

-Nu, Hr. Konferensraad?

-Ja, det haster.

Froken Erichsen gik over Gulvet og aabnede Paneldoren:

-Hansen, kaldte hun og lukkede atter Doren.

Hun stansede midt paa Gulvet:

-Konferensraaden skulde vaere forsigtig, sagde hun, og man vidste ikke
ret, om hun mente hans Helbred eller den Forretning, der ventede og
hun gik hen mod den store Dor.

-Det ved jeg.

Froken Erichsen gik.

Hansen sneg sig ind ad Paneldoren. Han bar en Bunke Papirer i sin
Haand.

Konferensraaden vendte sit Oje imod ham:

-Er det i Orden, spurgte han og hans Stemme blev paa en Gang atter
tydelig, som da Hans Excellence var der.

-Ja.

-Alt?

-Ja.

Konferensraaden greb efter Dokumenterne:

-Lad mig se, sagde han.

Hans seende Oje blev storre, mens hans sunde Haand bladede i
Papirerne, som var fulde af Retssegl og Stempler.

-Jo, Haeftelserne er her, sagde han.

Han beholdt et Ojeblik Dokumenterne i sin Haand:

-Saa kan Belobet afsendes, sagde han.

Hr. Hansen, der stadig stod to Alen fra Bordet, sagde:

-Hr. Hans Hvide kommer selv Kl. to.

Konferensraaden slap sine Papirer.

-Er han her, sagde han og hans Stemme blev paa en Gang atter utydelig.

-Han kom hertil imorges.

Hr. Hansen syntes, at idag var Konferensraaden rent snavs, ogsaa
Hojrehaanden rystede paa Konferensraaden.

-Jeg vil ikke se ham, sagde Konferensraaden:

-Udbetal og lad ham kvittere.

-Vel, Hr. Konferensraad.

-Men dette vil jeg ha'e konvolutteret, sagde Konferensraaden.

-Nu?

-Ja, sagde Konferensraaden.

Hr. Hansen gik og vendte tilbage med en stor og sort Mappe, som han
lagde foran Konferensraaden. Paa Bindet stod, paa en Etikette, Navnet
Hvide, med en sort og stejl Skrift.

-Hvor er Konvoluten?

-Her, Hr. Konferensraad.

-Laeg dem ind, og Konferensraaden pegede paa Papirerne.

Hr. Hansen gjorde det, mens hans Herres Oje fulgte hans Haender.

-Hent saa Kandelaberen.

Hr. Hansen hentede Kandelaberen paa Konsollen og taendte det ene Lys.
Han bragte ogsaa Lak og Signetet.

-Godt.

Konferensraaden forte det rode Lak ind i Lyset, hvor det blussede
hojt, og han lod det falde ned paa den blaa Konvolut. Der faldt et Par
rode Draaber paa Bordet (jo, han ryster ogsaa paa den hojre, taenkte
Hr. Hansen) for han fik forseglet.

-Luk Mappen op.

Hr. Hansen gjorde det.

Konferensraaden lagde Konvoluten overst oven paa Mappens mange
Papirer. Hans Haand blev liggende et Ojeblik, tung, paa den staerke
Dynge:

-Tag saa bort, sagde han.

Hr. Hansen tog det bort, alting, til Konferensraaden atter sad foran
sit tomme Bord.

-Kald Frokenen ind, sagde han.

-Ja, Hr. Konferensraad.

Hr. Hansen gik gennem den store Dor og Froken Erichsen kom ind:

-Er det Puderne, Hr. Konferensraad? spurgte hun.

-Ja.

Froken Erichsen lagde dem varsomt bag Konferensraadens Ryg og Hoved.
Mens hun gjorde det, sagde han:

-De Ting er i Orden.

-Sidder Konferensraaden nu godt?

-Men de Skillinger skal ikke hjaelpe ham, blev Konferensraaden ved: der
skal mer til.

-Det Hul er for dybt. Det er ikke nok. Der skal mer til.

Pludselig forsogte Konferensraaden at le med en Latter, der lignede en
saer Fugls Skrigen.

-For at faa det Hul fyldt, sagde han, maa Ole Hvide boje sin stive
Ryg.

-Konferensraaden faar jo altid Ret, sagde Froken Erichsen og gik hen
over Gulvet med sine laempelige Skridt.

Konferensraaden var ene i sin Stue. Hans store og uformelige Hoved
lignede det vansirede Stenhoved paa en Sfinx.


---



Moderen var paaklaedt. Hun havde slaaet sit Vindu op--ud, mod den kolde
og bidende Luft.

Faderen havde hort det fra sit Vaerelse:

-Stella, dit Bryst, raabte han.

-Fritz, man maa have Luft.

Og hun blev staaende og saa ud i den snetunge Dag:

-Nu har de Engelsk.

Hun taenkte paa det "Hvide Hus" derhjemme og paa Bornene, hvis
Timetabel og Vej hun fulgte i sine Tanker fra Time til Time:

-Og den Mindste kan ingenting, taenkte hun, og hun smilte.

Hun horte Faderen aabne og lukke sin Dor og gaa.

Moderen saa op mod Skyerne.

-Saa tunge Skyerne dog var idag, Haglskyer, naesten som Tordenskyerne,
naar de drev op over Haven hjemme.

Moderen gyste et Nu ved den kolde Luft, mens hun horte Arkadia
rumstere med sine Redskaber inde i Faderens Vaerelse og slaa Vinduerne
op med et Brag.

Pludselig saa Moderen ud i Gaarden og over mod Kaeldervinduerne i
Laengen: Saa stak det ene og saa det andet Mandfolkeansigt op af
Kaeldervinduet.

-Tre var der.

-En sort og to blonde.

Og alle drejede de Ojnene ind i Ojenkrogene og keg opefter.

Nu var det den Blonde.

-Naa, det er ikke til mig, sagde Moderen pludselig ganske hojt. Hun
havde set Arkadia, der haengte langt ud af Faderens Vindu, ikke fire
Alen fra hende.

Hun gik lidt bort fra Vinduet, mens hun, med en munter Forbavselse,
saa ned paa de Mandfolkefigurer, der, skiftevis, alle kiggede op efter
det samme Kvindekon.

Pludselig horte hun Hans Excellences Vogn i Porten og hun saa den
rulle frem i Gaarden.

-Nej, Bornlille, sagde hun, den Naermer halter igen.

Og hun lo.

Johan var staaet ned fra sin Buk. Den Enbenede stod ved Siden af og
saa paa Hestene:

-Den gor'et ikke laenge, sagde han.

-Det ka' nok haends, sagde Johan og saa hvast paa Medaillemanden.

-Godmorgen, Johan, raabte Moderen, hojt oppe fra, fra sit Vindue.

Det bankede paa Doren. Det var Faderen.

-Nu kommer jeg, sagde Moderen og gik ud.

Sammen gik de ned ad Trappen og ind hos Hans Excellence. Midt i Doren
lo Moderen:

-Nej, sagde hun: jeg vil aldrig komme til at begribe den menneskelige
Appetit.

Hun havde paa en Gang igen, i Tankerne, set det blonde Hoved stikke op
af det Kaeldervindue.

Faderen svarede ikke, men bevarede sit ubevaegelige Ansigt, og der gik
en pludselig og traet Skygge over Moderens Traek.

Hans Excellence aabnede sin Dor:

-Georg, Brevene, raabte han.

-Godmorgen, min Ven, sagde Hans Excellence, da han saa Moderen, og
hans Stemme fik en anden Klang.

-Godmorgen, Grandpapa, svarede hun og bojede sig, mens Hans Excellence
kyssede hende paa Panden med de kolde Laeber.

De gik alle tre ind i den forreste Dagligstue, hvor Hendes Naade sad,
i Moiree-Mantille, ved det midterste Bord.

Hans Excellence saa hen paa hende--med det samme ligesom frygtagtige
Blik som om Morgenen--:

-Jeg skal hilse fra Brahes, sagde han og bojede sig for at lade sine
Laeber naa hendes Haar.

Hendes Naade saenkede brat sit Hoved:

-Godmorgen, sagde hun, medens Moderen, flygtigt, kyssede hendes Haand.

-Hvormange Grader er her? spurgte hun meget hojt.

Og Selskabsdamen gik hen over Gulvet for at aflaese Temperaturen paa
det ophaengte Termometer.

... Georg havde lagt Brevene frem paa Hans Excellences Bord.




II

Hans Excellence havde sat sig ved sit Bord foran de fremlagte Breve.
Det tredje, han tog, faldt atter ud af hans Haand.

Saa rejste han sig og drejede Noglerne om i begge sine Dore, for han
satte sig igen. Han havde lidt besvaerligt ved at gaa, men det var jo
ogsaa for Hans Excellence allerede hojt op paa Dagen.

Han tog igen det tredje Brev og han gennnemskar Konvoluten med en
Kniv. Hans Haender var holdt op at ryste og Brillerne havde han revet
af, saa han laeste med sine blotte Ojne:

Thorsholm den 26. Februar.

Kaere Papa.

"Jeg takker for de sidste Skrivelser, der er modtagne og som var, som
saedvanlig, korte. Jeg har ofte bedet Papa, hvis Du ikke kan skrive
selv, hvad der er rimeligt, da at diktere min Son Fritz, der, naar
hans Hr. Kammertjener har endt sit betydningsfulde Arbejde, vistnok
har Tid til Raadighed. Hvad de Ting, som han ganske vist derved vilde
erfare, angaar, da har hans Fader intet at skjule, medmindre Papa
skulde onske, han forbliver det Pragtbind med Guldlaas, han er ved
Papas Omsorg blevet, jeg ved ikke i hvilken Hensigt. De vedlagte Belob
er modtagne men rakte, som Papa vil forstaa, ikke til de angivne og
vedkommende Udgifter uden at jeg selv og ved Prokuratorhjaelp maatte
gore yderligere Udveje. Men til dette er jeg jo vant og jeg skal for
stakkels Mamas og for mines Skyld heller ikke opgive Kampen, hvor
haard den end falder."

Hans Excellences fremskudte Underlaebe skjalv--for anden Gang--men han
laeste videre:

"Papa skriver: "For dine Forklaringer vil jeg vide mig befriet".
Endskont jeg vel kender Papas Onske om at vide sig befriet,
idetmindste for alt, hvad der angaar mig, maa jeg dog denne Gang falde
Papa til Byrde med nogle Forklaringer, som jeg maa bede Papa at laese,
da Stillingen naeppe vil kunne holdes mer og ikke vil kunne skjules
laenger, ikke en Gang for Mama, trods mine Anstraengelser. Jeg har, hvad
Papa ved, aldrig indbildt mig eller troet, at jeg havde nogen
Begavelse eller Slags Talent for Landvaesen. Men efter at jeg under en
Operation, der mislykkedes for Papa, var besvimet og Papa havde
erklaeret ikke at kunne have en Son til Laege, som ikke kunde taale
Synet af Blod, gik jeg Vejen, som Papa vel ansaa for tjenligst,
naturligvis ogsaa fordi den i de forste Aar, da Broder Fritz og Fru
Stella opholdt sig i Udlandet, for at Fritz kunde virke for
Oversaettelsen af Papas Skrifter, kostede mindre. I alle Tilfaelde
vidste Papa jo bedre end alle, hvad det vil sige at arve et stort Navn
sammen med en Virksomhed, og det stod til Papa at afgore, hvad der
syntes min Fordel, selv om jeg maatte opgive min Lyst til
Laegevidenskaben og blive Landmand i en vanskelig Tid, men idetmindste
indtog en Stilling, hvor jeg ikke generede Papas Anseelse. Det er
desvaerre overflodigt at tale om Gaardene, hvis Kob Papa, trods alt,
hvad jeg har bedet, jo stadig har ladet gaa igennem Glud, der ogsaa
kobte Annebygaard. kort for han blev Etatsraad. Men i Papas Forhold
til "Konferensraaden" Glud skal jeg ikke blande mig, skont dette
Forhold, hvilket Papa maaske vil indromme, forst og sidst er gaaet ud
over mig, der fire Aar efter at jeg havde faaet Annebygaard, maatte
overtage Thorsholm, hvis Hovedbygning tog ligesaa meget at restaurere
som hele Kobesummen, for Mama kunde bo der og idetmindste have lidt
Fred for sin Person om Sommeren. Hvis derimod Papa havde indsat mig i
en Forpagtning--men en Forpagtning passede naturligvis mindre for en
Jaegermester--havde dog Midlerne, Papa mente at kunne tilstaa mig,
kunnet slaa til og vaeret givne paa en Gang, hvorved jeg stod friere og
fremfor alt den stakkels Mama ikke havde vaeret prisgiven en daglig
Plage og Angst for mig og mine. Men Papas bekendte store Hjerte har jo
altid fundet mange at give til og tit."

Hans Excellences Haand skaelvede som i et Ryk og Aarerne i hans
Tindinger var svulne som knyttede Reb, men han blev ved at laese.

Det tog i Doren.

-Hvem er det? raabte han.

-Hans Excellence laeser Posten, sagde Georg i Gangen til Faderen, der
slap Laasen:

-Hendes Naade ringer, sagde Faderen og Georg gik.

Hendes Naade havde allerede slaaet to Gange paa Solvklokken paa sit
Bord, medens Selskabsdamen med sin lydige Stemme blev ved at oplaese
"Lejligheder" af den opslagne Avis, uden at stanse:

-"Herskabelig Lejlighed, elve Vaerelser, alle Bekvemmeligheder.
Fredericiagade 16, andet Sted fra Bredgade. Portneren anviser."

-Hvor var det? spurgte Hendes Naade.

Selskabsdamen svarede.

-Ja, om man kunde opnaa at faa en forste Sal, sagde Hendes Naade: men
Hvide siger jo, han taaler ikke Trapper.

-Videre.

Selskabsdamen laeste igen:

-"Herskabelig Lejlighed, ti Vaerelser, Anrettevaerelse, Badevaerelse
o.s.v., forste Sal. Bredgade 60. Portneren anviser."

-Der boede Legationsraad Duus, sagde Hendes Naade og hun lagde til
--Legationsraadinden var dod der og Hendes Naade gav ikke Agt paa
Lejligheder, hvor hun vidste om Dodsfald--:

-Der var ellers rart.

Georg var kommen ind.

-Laeg Taeppet om mig, sagde hun, og da Georg havde bojet sig for at
laegge Taeppet om hendes Knae, sagde hun, mens Selskabsdamen blev ved at
laese:

-Hvor er hans Excellence?

Georg, der forte sine krogede Fingre hen over Taeppet, sagde:

-Hans Excellence laeser Posten; og idet han loftede Hovedet og saa paa
Hendes Naade, lagde han til, mens han pludselig kraengede sine Laeber,
saa hans to eneste Taender blev synlige--de lignede "Gnaverne" hos en
Rotte--:

-Der var Brev fra Hr. Jaegermesteren.

Georg skjulte med Laeben atter sine to Taender og rejste sig.

-Han kan gaa, sagde Hendes Naade, der havde krammet om sin Pengepung,
og, paa en Gang, med sit Lommetorklaede aftorrede sine Tindinger, der
var blevet fugtige.

Selskabsdamen var holdt op med at laese.

-Hvorfor laeser De ikke mere? spurgte Hendes Naade og horte ikke, hvad
Frokenen svarede.

Pludselig sagde hun:

-Hent Sofie; og holdt, med et Greb af sin Haand, Mantillen sammen om
sig, mens hun, uden Stotte, gik gennem Stuerne ind i Sovekamret.

Hun havde aabnet sit Chatol og sad, med Haenderne i Skodet, foran et
lille Traeskrin, der stod paa Klappen, da Sofie kom ind i Sovekamret,
hvor Gardinerne var rullede ned og der var halvmorkt.

-Jaegermesteren har skrevet, sagde hun med en Stemme, der var blevet
haes.

-Ja, svarede Sofie, hvis sorte Kappebaand under Hagen stod ud som et
Par morkere Skygger i Morket.

Hendes Naade forte sine Haender over hinanden:

-Jeg maa vide, hvad han skriver, sagde hun. Der var stille nogle
Ojeblikke, i Morket.

-Deres Naade skulde vente, sagde saa Sofie.

-Ja, svarede Hendes Naade, der ikke rorte sig. Og hun spurgte om Maden
til Middagen, som Sofie naevnede for hende, henne fra Morket, Ret efter
Ret.

-Den kan gaa ud, sagde Hendes Naade og stansede Tyendet, der var ved
at naevne en Mellemret.

Sofie vilde svare, men hun sagde:

-Han maerker det ikke. Han ved aldrig, hvad han selv spiser.

Sofie naevnede Deserten:

-Saa forlanger Du Penge, sagde Hendes Naade.

-Jeg fik Penge igaar.

-Det har han glemt, sagde Hendes Naade.

-Jeg fik dem af Georg, sagde Sofie, der stadig stod i Morket.

-Saa faa dem af Excellencen selv, mens Georg melder, sagde Hendes
Naade, som den, der giver en Ordre.

Sofie blev staaende endnu, skont der ikke taltes mer.

Hendes Naades Tanker var andetsteds eller de var helt gaaet derhen,
hvor de havde vaeret hele Tiden, mens hendes Ansigt var naesten som
fortrukket af Smerte eller af en Vaemmelse, hvorunder hendes tynde
Laeber syntes at faa deres Fylde igen:

-Men det er mig, sagde hun:

-Det er mig, der skal pines og betale, og hun slog Haanden to Gange
mod Chatollet.

Sofie svarede ikke men saa paa sin Frues Ansigt som den, der har
forstaaet alting laenge.

-Men der er ingen, som kender Hvide, sagde Hendes Naade, hvis Laeber
paany var blevet smalle som for; og hun loftede Haanden, at Tyendet
kunde gaa.

Da Doren var lukket, tog Hendes Naade en Nogle frem og aabnede Skrinet
foran sig. Med Haanden talte hun sine Pengesedler, uden at tage dem op
og mens hun holdt dem mod Skrinets Bund.

Mantillen havde losnet sig. Den faldt ned fra hendes Ryg, ned over
Stolen, mod Gulvet, saa tung, som om den havde vaeret af Jern.

Det bankede paa Doren--og en Gang til:

-Hvem er det? raabte Hendes Naade, der havde lukket Skrinet og havde
Kraefter nok til selv at tage Mantillen op fra Jorden og faa den paa.

-Det er Frokosten, Deres Naade, sagde Selskabsdamen i den aabne Dor.

-Jeg kommer.

Hendes Naade lod sig stotte af Frokenen, mens hun gik ind gennem
Stuerne.

Da Georg anrettede Frokosten ved det midterste Bord, smaekkede Hans
Excellence Doren til sin Stue op.

Hendes Naade og Selskabsdamen havde loftet deres Ojne paa samme Tid og
slog dem atter ned.

-Jeg skal hilse, sagde han og hans Stemme var ganske rolig.

-Fra hvem? spurgte Hendes Naade, mens Selskabsdamen, der trykkede
Skuldrene sammen i sin Laenestol, ikke tog Ojnene fra Gaffelen, der
rystede i Hendes Naades Haand.

-Fra Hans.

Der var stille nogle Ojeblikke, Hans Excellence stod ved Vinduet.

-Hvad skriver han? spurgte Hendes Naade, der bestandig tvang sig til
at spise.

-Som saedvanligt.

Det var som Hendes Naades Pupiller blev storre, mens hun bestandig
betragtede Excellencen, hvis Ansigt hun saa fra Siden:

-Og Bornene? sagde hun.

-De har det godt.

Excellencen var gaaet fem Skridt.

-Tak for Mad, Hvide, sagde Hendes Naade og rakte begge sine Haender,
hvis Linje ved Haandleddene endnu var smuk, frem mod sin Mand.

Han greb dem, og hastigt bojede han sig ned og kyssede hende paa
Panden med just den samme Bevaegelse som den, hvormed han spiste.

Hendes Naade blev ved at smile:

-Lad ham tage bort, sagde hun til Selskabsdamen.

-Du spiser ikke nok, sagde Hans Excellence.

-Det er der andre til, Hvide, sagde Hendes Naade, hvis Stemme aendredes
lidt.

Georg bukkede foran Hendes Naade med et Kort paa en Bakke:

-Det er Harriette, sagde hun.

-Naa.

-Lad Marschalinden komme ind.

Georg aabnede Doren og Fru Harriette kom ind, indsvobt i Flojl og
Pelsvaerk:

-Go'morgen, Tante; hun kyssede Hendes Naade paa Panden:

-Ja, her har I mig.

Med skinnende Ansigt gik hun hen imod Excellencen:

-Goddag, Onkel Hvide.

-Goddag, min Ven, sagde han og rorte flygtigt Marschalindens Kind med
sine Laeber, som havde han set hende igaar og tyve Aars Fravaerelse ikke
var til for ham.

-Hvor jeg havde glaedet mig til at se Dig, sagde Marschalinden og folte
sig pludselig forvirret eller som blev hun tom etsteds, i sit Hjerte.

-Vi har ogsaa glaedet os til at se Dig, sagde Hendes Naade, der med
Haanden bod Fru Harriette en Stol:

-Og du er helt den samme.

-Den samme ...

Det var som om Ordet "den samme" kaldte Udtrykket tilbage i
Marschalindens Ojne, hvor det nogle Sekunder havde vaeret ligesom
forsvundet.

-Aa, ja, sagde hun: det kunde se saadan ud, naar man er i Overtoj.

Og Marschalinden begyndte i et konverserende Tonefald at tale om sin
Rejse og om Wien, og pludselig sagde hun.--Dig har jeg Hilsner til,
Onkel Hvide, og hun naevnte et Par store Kolleger i Ostrigs Hovedstad.

Excellencen sagde:

-Slaar de ihjel endnu?

-Ja.

Idet han lo, sagde han:

-Det er ogsaa blevet min eneste Bestilling; og maaske halvt inde i en
anden Tanke--ti Udtrykket i hans Ansigt var forandret--lagde han til:

-Vi slaar ihjel og vi slaas ihjel.

-Hvad siger du? spurgte Hendes Naade, hvis Ojne, saasnart hun ikke
talte, lob rundt i Stuen ligesom om de sogte.

-Vi taler om Wien, sagde hans Excellence, der stod op.

-Og Du skriver stadig, Onkel Hvide, sagde Fru Harriette, og, mens hun
fik naesten den samme Glans i sine Ojne, som da hun var kommen ind ad
Doren, lagde hun til:

-Hvor rort jeg har vaeret over, at Du har husket mig med alle dine
Boger.

Hendes Naade smilede pludseligt og stansede derpaa sit eget Smil:

-Ja, sagde hun: Hvide husker alle sine Venner.

Og, da der forlob nogle Ojeblikke, uden at nogen talte, begyndte
hendes Naade at tale om Biskop Martensen, mens Georg paa Bakken bragte
to Visitkort, der var afleveret hos Portneren, og Marschalinden sagde:

-Tante, kan jeg faa lidt Frokost hos Dig?

Paa et Blik af hendes Naade sagde Georg bukkende:

-Hr. og Fru Hvide er lige ved at gaa tilbords.

-Saa lober jeg ind til dem, sagde Marschalinden og kyssede atter
Tanten paa Panden, for hun gik.

Selskabsfrokenen havde i den lille Dagligstue sat sig til sit Arbejde,
taet bag den aabnede Dor. Hun syede mange og smaabitte Klude, skrabede
til Hobe rundt i Huset, sammen til store Taepper, Klud til Klud.

Hendes Naade havde losnet sin Mantille i Halsen og hun spurgte Hans
Excellence:

-Skal Du svare Hans?

Men han horte det ikke.

Hendes Naade spurgte ikke mer.

Hans Excellence var gaaet ind. Ubevaegelig, med Ojne, der vel intet
saa, stirrede han, foran sit Bord, frem for sig, mod Slaegtens Billeder
eller den tomme Vaeg . ..

-Nej, Harriette, Harriette--og Moderen sprang op, da Marschalinden kom
ind i Spisestuen--: er det Dig?

Hun kyssede Marschalinden to Gange:

-Fritz, vi maa straks se hende ind i Ansigtet, sagde hun og forte Fru
Harriette hen til Vinduet:

-Jo, Du ligner ganske Dig selv, sagde Moderen og kyssede hende igen.

-Og Du ogsaa, sagde Marschalinden og smilede.

-Ja, sagde Moderen: er det ikke maerkeligt, at der er Mennesker, som
aldrig kan forandre sig.

-Og Du er ogsaa den samme, Fritz, sagde Marschalinden. Hun var gaaet
to Skridt og muligvis var det kun det aendrede Lys, der lod hende synes
en Kende blegere, mens hun rakte Faderen Haanden.

-Vil Du have Mad? sagde Moderen: aa, Du, vi har idag baade Modtagelse
og Middag.

Hun ringede.

Marschalinden vidste, der var Middag; hun skulde jo selv med:

-Men hvad er det for en Middag? spurgte hun.

-Jeg ved ikke, sagde Moderen, mens de satte sig tilbords: det er en
Gallamiddag for Grev Eck, der skal rejse . . . Hvor er det nu, han
skal hen? spurgte hun Faderen.

-Han skal til Anhalt, sagde Faderen: i en dynastisk Sendelse.

Der kom en ung Mand ind og bragte Koteletterne omkring. Han var hoj
og meget slank, i Hvidernes Liberi, der sad om ham saa stramt, at man
troede, man maatte kunne se hans Ribben.

-Hvad er det for en dejlig Armenier? sagde Marschalinden, da han gik
ud.

-Det er min Nevos Tjener, sagde Faderen.

-Aa. Marschalinden lagde Haenderne ned i sit Skod: hvor er det dog
vidunderligt at vaere kommen hjem.

-Og dejligt at se Dig, sagde Moderen og slog begge Armene ned over sin
Tallerken.

Hun tav et Ojeblik, for hun sagde:

-Da Du rejste, var vi unge; og der faldt en pludselig Skygge over
hendes Ansigt i det Nu, hvor hun tav.

-Ja, sagde Marschalinden: Da var vi unge.

Hun smilede et Ojeblik:

-Hvor var der vidunderligt derhjemme.

Hun tav igen. Saa sagde hun med Ojnene stort aabnede:

-Ved I, hvad jeg aldrig kan glemme? Saa Plaenerne var gronne derhjemme.
De dejlige, de dejlige Plaener, sagde hun.

-Og Humlehaven, sagde Moderen og aabnede naeppe sine Laeber, mens hun
sagde det.

Og de begyndte at tale om dem alle dernede, om Praesten og hans
langbenede Datter; om Godsforvalteren og de rodhaarede Pigeborn, som
altid gik i ens Kjoler, syede af et Stykke, og Alleen, der gik op til
Gaarden og hvor de altid gik paa Stylter:

-Herre Gud, sagde Marschalinden: gamle Anders-Lakaj, han er da dod.

-Men han rystede da ogsaa allerede over hele Kroppen, naar han skulde
holde paa vore Stylter.

Fru Harriette lo:

-Ja, der sad de, baade Anders og Jens.

-Foran hver sit Hus lige ved Indkorslen, sagde Moderen.--Og ingen
kunde flytte dem, lagde hun til.

Marschalinden og Moderen lo begge to, mens Marschalinden loftede
Armene:

-Nej, for de dode jo aldrig og gi'e dem Afsked var der ingen, som
turde.

-Men Herregud, sagde hun og hendes Ansigt skiftede Udtryk: hvor de dog
graed ved Papas Begravelse.

De tav et Nu alle tre, til Moderen begyndte at le:

-Men Harriette, husker Du, da Jens i Storskoven slog Char-a-banc-Doren
i paa din hvide Silkekjole.

-Aa ja, den hvide Silke, raabte Fru Harriette: Og jeg havde ikke
maattet ta'e den paa for Mama.

-Gud, hvor blev den flaenget, sagde Moderen.

-Ja.

-Du sprang jo ned fra Vognen, ligesom Jens slog Doren i ... og badus
var Kjolen i to Flaenger ...

Marschalinden lo og lo.

Moderen maatte ud paa Gulvet for at vise, hvordan de havde slaebt, de
to Flaenger.

-Det var graesseligt, sagde Fru Harriette og, pludselig pegende paa
Bordopsatsen, spurgte hun:

-Hvad er det for Blomster?

-De er vist fra Aalbygaard, sagde Faderen.

-De er dejlige.

-Men de maa skiftes, sagde Moderen: for de falder. Den hvide Sne fra
Blomsterne var begyndt at falde ned paa Dugen.

-Men, sagde Marschalinden, der var faerdig med at taenke paa Blomsterne
og vendte tilbage til "Gaarden":

-Jens var dog bedst tilhest.

-Ja, hvor han sad, med strittende Ben og Ojnene stive i Hovedet.

Moderen lo og Fru Harriette lo med:

-Men, Du, sagde hun: det var jo ogsaa, fordi han havde Kaelderen under
sig. Du, Himlens Gud, hvad der gik med af Papas gode Portvin.

Marschalinden og Moderen blev ved at tale om de gamle Dage, mens det
var, som Ungdomsminderne straalede paa deres Ansigter:

-Jens var stolt, naar han paa den Brune humpede bagefter Stamherren.

Faderen sagde:

-Berry var et dejligt Dyr, og fik pludselig et Udtryk i sit Ansigt,
som sad han endnu paa den skonne Halvblods Hingst.

-Nej, men Stella, husker Du, sagde Marschalinden: hvor Papa blev vred,
den Gang Du havde flyttet alle Hestene rundt i Baasene i Staldene.

-Det var da vaerre, da de var i Rugmarken, sagde Moderen, der havde
skubbet sin Stol halvt ud paa Gulvet.

-Ja, da Du loste dem og de satte over Vaenget alle seksten, ind i
Rugen, og de sprang og de aad og de vrinskede og de floj, og Stella
stod midt i hele Rugen og skreg og svingede med sit rode Sjal som en
besat, da Papa kommer rendende med Stamherren.

Marschalinden var helt udmattet af Erindringen.

-Men hvor saa Du dejlig ud, sagde hun til Moderen og, idet hendes Ojne
atter strejfede Blomsterne i Opsatsen, sagde hun:

-Ja, de falder.

Faderens Ansigt var blevet ubevaegeligt, som, lidt efter lidt, hele
dets Udtryk forsvandt.

-Og da Du var Rosenbrud, vedblev Fru Harriette, det var netop det
Aar--Marschalinden saa over paa Faderen--Du kom hjem fra Bonn,
Fritz... da alle Karle og Piger var i franske Dragter, aa, hvor de dog
saa ud, da de kom op gennem AEresporten. Margrethe Stuepige var
forrest, i gront Liv med rode Baendler...

-Men Du blev Rosenbruden, Stella--Marschalinden begyndte at le--: Nej,
saa Stamherren var forliebt. Husker Du, Fritz, han drak sig fuld om
Aftenen af bar Forliebelse.

Fru Harriette lo endnu og skiftede saa med et Tone:

-Men som jeg ser Dig endnu, Stella, i det Ojeblik, Du blev kronet,
midt paa den gronne Plaene.

-Under Blodbogen, sagde Moderen.

Hun loftede sit smilende Ansigt mod Faderen og havde pludselig saenket
Hovedet igen.

Faderen sad rank. Hans Ansigt var vendt mod Vindueslyset, som et tomt
Spejl.

Marschalinden blev ved at tale.

Moderens Ansigt var blevet hvidt. Med let sammenknebne Ojne, som den,
der taenker en yderste Tanke ud, stirrede hun frem for sig mod de hvide
Blomster paa Bordet og saa dem pludseligt, som de faldt, Blad for
Blad, paa Dugen, og krympede sig i Kanterne, efter Faldet.

Marschalinden talte stadig om Minderne derhjemmefra.

-Ja, det var den Gang, sagde hun.

-Ja, den Gang, sagde Moderen.

Den slanke Tjener satte, med stadig nedslagne Ojne, Skylleskaalene
frem.

-Naa, sagde Fru Harriette, der havde set paa hans smalle Haender: han
haeger sig.

Hun tog sit Glas Madeira:

-Skaal, Fritz, sagde hun.

-Skaal, Harriette, svarede Faderen og smilte.

-Ja, Du ligner Dig selv, sagde hun og saa paa hans Ansigt.

-Du ogsaa, svarede Faderen.

Marschalinden saa pludselig (og kortere end et Nu gik der en
besynderlig og flygtende Sitren over hendes Ansigt) Kloften i hans
Hage, den Kloft, der kunde komme der, naar han smilte til en Kvinde:

-Aa nej, sagde hun: Aarene stover os alle i Ansigtet.

Faderen stodte sin Stol tilbage, saa Moderen fo'r sammen.

-Ja, Mahlzeit, sagde hun og rakte Marschalinden begge sine Haender.

-Kuess' die Hand, svarede Marschalinden og langsomt forte hun Moderens
dejlige Haender op mod sine Laeber.

Faderen vilde ikke drikke Kaffe og Moderen og Marschalinden rykkede
hen til Vinduet. De sad en Stund tavse begge to, da Faderen var gaaet.

Saa sagde Marschalinden, der ligesom fo'r op af Tanker og saa fra Vaeg
til Vaeg:

-Men at det kan blive ved ...

-Hvilket? spurgte Moderen.

-Det Hele, slap det ud af Fru Harriette.

Men Moderen havde vistnok ikke hort det eller maaske ikke forstaaet
hende og Marschalinden, der ved en eller anden Tankeforbindelse var
kommen til at taenke paa Baron Brahes, sagde:

-Det er dog frygteligt med Emmely, der er saa daarlig.

-Hvem?--Emmely Brahe ... Men har Onkel Hvide ikke sagt Dig det?

-Nej, sagde Moderen og blev pludselig helt rod i sit Hoved.

Tjeneren kom ind og, idet han bojede sit armeniske Hoved meldte han,
at Fru Marschalindens Vogn var kommen; og Fru Harriette spurgte
Moderen, om hun ikke vilde kore med: hun skulde kun gore et Par
Visiter.

-Ja, saa kan jeg blive siddende i Vognen, sagde Moderen, og de gik ind
i Stuerne for at sige Farvel.

-Taenk Dig, Harriette, hvilken Taalmodighed, sagde Moderen og slog
Haanden ud mod Selskabsdamens Klude.

Selskabsdamen havde rejst sig fra sit Arbejde:

-Der bli'er dog altid et Slags Taeppe ud af det, sagde hun.

-Ja, tilsidst, sagde Moderen.

De gik ind i Dagligstuen til Hendes Naade, hvis Ansigtsudtryk skiftede
hastigt, da de kom--og de gik videre, ind til Hans Excellence:

-Ja, Farvel, Onkel Hvide.

-Nu gaar vi, til vi kommer igen, sagde Marschalinden og lagde begge
Haender om hans Hoved, mens hun kyssede ham.

Hans Excellence rorte sig ikke:

-Farvel.

De korte henad Gaden, da Marschalinden, der endnu folte som
Marmorkulden af Excellencens Hoved gennem sine Handsker, sagde:

-Men Onkel Hvide er blevet gammel.

-Det er maaske kun idag, sagde Moderen.

-Hvorfor?

Moderen svarede ikke.

Hun betragtede den faldende Sne, til hun pludselig sagde:

-Ja, hvis man kunde rejse langt bort.

-Langt bort?

Marschalinden vendte Ojnene mod Moderen og slog dem atter ned som i et
Ryk.

-Langt bort, gentog hun, og det saa naesten ud, som om hendes Laeber
sitrede under en eller anden uimodstaaelig Sindsbevaegelse:

-Det bliver det samme, Du, sagde hun.

Moderen saa langt ud over Sneen.

-Ja, sagde hun og lukkede med et sine Ojne:

-Hvorfor skulde det vel blive anderledes?

Begge tav ved Siden af hinanden, mens Vognen korte frem gennem
Gaderne, til den holdt og Marschalinden steg ud.

Moderen blev siddende i Vognen. De tunge Laag faldt halvt ned mod
hendes smerteligt stirrende Ojne.

Fru Harriette kom tilbage og de korte igen, da Moderen halvt raabte:

-Der er Hans.

Hun havde set en Herre i Pels, der saa ind i Vognen og atter, hastigt,
trak Hovedet bort.

-Er han her? spurgte Marschalinden og vendte Hovedet raskt.

-Aa nej, det er jo umuligt, sagde Moderen: han har jo skrevet idag.

De sad lidt. Saa sagde Marschalinden:

-Er det stadig det samme med Hans?

-Det er vist snarere vaerre.

Marschalinden nikkede:

-Jeg havde jo hort det, sagde hun med et Suk.

Vognen holdt udenfor Excellencens Port og Moderen gik ind.

-Sig kun, jeg er kommen, sagde hun til Georg, da der blev aabnet, og
hun gik op til sig selv.

Georg lukkede Excellencens Dor. Hendes Naade blundede allerede i sin
Stol, inde i Dagligstuen. Selskabsdamen syslede lydlost med sine
Klude.

-Aa ja, aa ja, stonnede Hans Excellence i Sovne.

Den slanke Tjener, som havde smoget de lyseblaa AErmer op, saa man saa
naesten det halve af hans meget hvide og fuldkomne Arme, stillede
langsomt Krystalskaale frem paa Spisestuens Bord. Doren lod han staa,
mens han gik fra og til. Bornholmeren hentede langsomt Minut efter
Minut.

-Aa ja, aa ja, stonnede Excellencen.

Husets gamle Traevaerk gav sig nu og da, som klagede det i Stilheden.

Moderen var gaaet ind til sig selv. Med Haenderne i sit Skod sad hun
foran en opslaaet Bog, uden at laese.

Arkadia rumsterede igen inde i Faderens Vaerelse. De tre Kommiser stak
Hovederne op af deres Kaeldervindu som Laenkehunde, der slaar den hede
Tunge ud af deres Hundehus.

Johan gik ud og ind fra Staldens Morke.

Den enbenede strakte sit Traeben fra sig efter Middagsluren og gik op
af sit Kaelderhul. Han begyndte at slaa den nye Lober op ad Trappen.
Hammerslagene lod, mod det hule Trae, Slag efter Slag, op i Huset.

Georg vaagnede paa sin Stol ved Doren og gik ind:

-Klokken er to, sagde han og blev staaende paa Dortrinet.

Hans Excellence drejede Hovedet og havde halv skjult et Brev i sin
knyttede Haand:

-Bring mig Frakken.

Georg gjorde det og mens han hjalp med Armene--Georg fornam, at Hans
Excellence var tung i sine Arme--strejfede han med sine Ojne Skuffen,
hvor Brevet var lagt ned, og fortrak sit Ansigt.

-Er det Dig, sagde Hans Excellence, der, med et Stod, havde skubbet
Skuffen i, da han saa Moderen traede ind. Hun havde et Ojeblik og fra
Siden betragtet Excellencen. Saa gik hun hen og, med en hastig
Bevaegelse, bojede hun sig og, mens deres Ojne modtes saa meget som et
Nu, kyssede hun hans Kind.

-Naa, naa, min Pige, sagde han og drog sig bort, og Moderen stod
allerede i Doren til Dagligstuen, da han sagde:

-Hvad er det for Lig, som idag er staaet op af deres Kister?

Moderen lo og sagde:

-Der er ingen kommet endnu.

Tjeneren havde slaaet Flojdorene op, saa alle Rum var aabne. I den
inderste Stue faldt Solen ind og lyste paa en Solv-Merkurs loftede
Stav.

Hendes Naade, der, med et Haandspejl i sin Haand, lod Selskabsdamen
faeste Nikolaj I's Diamantbrosche i sin Hals, sagde til Moderen:

-Saet Dig dog, bedste.

Moderens Ojne var faldne paa en Anton Melbye, hvis gronne og salte
Bolger pludselig god sig frem i Solen, og hun sagde:

-Hvor det dog er smukt, og hendes Ansigtsudtryk skiftede.

-Ja, svarede Hendes Naade, der irriteredes som blev hun bestjaalen,
hver Gang et af Vaeggenes Billeder maatte udlaanes til en Udstilling;
det er rart, naar man har det hjemme.

Og da Selskabsdamen var gaaet, spurgte hun og saa paa Moderen:

-Har Du talt med Hvide?

-Naesten ikke, Grandmama. Jeg har jo vaeret ude.

-Ja, jeg ikke heller, sagde Hendes Naade og flyttede sine Haender
uroligt paa Bordet, til hun, lidt efter, sagde:

-Og saa har vi tilmed Middag idag.

-Er det ikke godt? sagde Moderen: Det adspreder altid Grandpapa.

Hendes Naade saenkede Hovedet med et Suk:

-Ja, sagde hun: Hvide kan jo altid lade vaere at taenke.

Moderen svarede ikke.

Faderen, som kom ind gennem Stuerne, stansede foran et Par Flakoner
med Vin og spurgte Tjeneren:

-Hvad er det for Madeira?

Den Slanke bukkede:

-Hendes Naade har givet Ordre.

Faderen loftede et Ojeblik paa Glasproppen og forte Flasken op mod sit
Ansigt:

-Det er bedre at lade Georg give Dem en mere tor, sagde han.

Den Liberiklaedte bukkede paany uden at bevaege sit Ansigt.

Hans Excellence slog Portiererne til sin Stue tilbage og sagde:

-Slaa de Gardiner for.

Moderen rejste sig og slog Gardinerne for Solen, saa der var halvmorkt
i Stuen, da to Stiftsdamer kom ind, to Sostre, hvoraf den aeldste havde
vaeret Hofdame hos Hendes kongelige Hojhed Prinsesse Mariane og som tog
Plads ved Bordet ved Siden af hinanden holdende sig meget ranke under
deres Kapothatte, der var opbyggede paa deres Hoveder som Diademer.

De bragte, mens de bestandig bevaegede Mundene begge to, tusind
Hilsener fra Slottet og fandt det dog dejligt at aande lidt i Byen og
henrivende, at Moderen netop var inde, og dejligt, at Excellencen
stadig var rask:

-Altid den samme, sagde den ene af Kapothattene.

-Vi har det godt, sagde Hans Excellence--al Talen om hans Befindende
var en Afsky for ham--og gik frem mod Kammerherre Urne, en lille
Herre, spinkel og med studset Skaeg, af Udseende som en General og for
"Tabet" Overpraesident i Kiel.

-Jeg vilde dog se Dig, kaere Ven, sagde Kammerherren: da jeg var inde
fra "Ensomhed".

Faderen, der havde bukket foran den lille Mand, gik med ham ind i den
naeste Stue, hvor Kammerherren, der havde nogle ejendommelige
Haandbevaegelser som den, der er vant til at lede Forhandlinger,
fortalte om nogle Vinstokke, som Hans Majestaet Kong Georg havde
forskaffet ham fra de graeske Oer og som Kammerherren, i Vedbaek, paa
"Ensomhed", forsogte at omplante i Drivhuse:

-Man kan jo aldrig vide, sagde Kammerherren: om man kunde drive dem
til Espalier. Og om man kunde faa en Drueart her i Landet.

Faderen havde hjemme paa "det hvide Hus" enkelte Aar haft mange Druer.

-Og der er jo Tider, sagde Kammerherre Urne, der blev i sin egen
Tankegang: hvor man ikke arbejder.

Kammerherrens Arbejde var at nedskrive sine Erindringer fra
Embedstiden i Hertugdommerne og han var inde paa et Minde fra den Tid,
da Moderen kom til og han vendte tilbage til Druerne.

-Vi har ogsaa mange Druer hjemme, Kammerherre, sagde Moderen:

-Men jeg kvaser dem i Hovedet paa Tine, naar jeg plukker dem ned.

Og ved Tanken om Tine og Klaserne lo hun saa hojt, at det klang gennem
Stuerne.

-Det er Stella, sagde Hendes Naade, som havde bojet sit Hoved.

-Ja, De er jo blevet derovre, sagde Kammerherren.

-Ja, svarede Faderen: vi ansaa det for vor Pligt.

De to Stiftsdamer, der tog dybt til sig af Krystalskaalene, som den
Lyseblaa bragte omkring paa en Solvbakke, talte om Krigen i Tyrkiet,
der optog dem ganske:

-For vi paa Slottet, det siger jeg Dig, Marie, sagde den Yngste, har,
bogstavelig talt, levet i de Begivenheder.

Den AEldre faldt ind:

-Ja, den ulykkelige kejserlige Familje.

-Ja, sagde Hendes Naade, der vistnok var distrait, thi hendes Ojnes
Udtryk ligesom fulgte hele Tiden ikke med hendes Ord:

-Hendes Majestaet Dronningen har i denne Tid gennemgaaet meget.

-Men der har jo, det tilstaar jeg, vaeret Aftener, sagde
Hofdame-Sosteren til Hofjaegermesterinde Eichwald: hvor jeg har sagt
til Charlotte Amalie, naar hun laeste, at nu maatte hun holde inde, for
der er jo ingen Raedsler, for hvilke man nutildags forskaanes i
Aviserne.

-Og det endte grangivelig med, at man laa og saa Blod i sine egne
Senge om Natten.

Frokenen brod pludselig af med Slagmarkerne og sagde til
Hofjaegermesterinden i en Tone, som spurgte hun om Vejret:

-Hvorledes har Deres Fader det?

Fru von Eichwald, der var fodt Glud, takkede, Konferensraaden havde
det nogenlunde, og hun rejste sig halvt, frem mod Hans Excellence, som
kom hen mod Bordet:

-Vi taler om Krigen, sagde hun og satte sig igen; det meget Brokade
gjorde hendes Bevaegelser en Smule ubekvemme.

Hans Excellence skod Skuldrene frem:

-Udviklingen fordrer jo sine Slagtofre, sagde han.

En stoktynd, ganske hvid Mandsling, med rastlost pillende Fingre, der
var blevet krogede af at gennemse en beromt Faders Arbejder, sagde fra
en Stol ved Vinduet:

-Jeg vidste ikke, at Onkel Hvide troede paa "Udviklingen".

Excellencen lo:

-Nej, sagde han: men jeg tror paa Slagtningerne.

De to Damer fra Vallo gjorde en Bevaegelse med Hovederne som et Par
gamle Honer, der faar en Sjat Spildevand i Ojnene, medens Hans
Excellence vendte sig mod en Herre med Traeben, der just var kommen
ind:

-Ved De, Baron, hvorfor man slaar Tyrkerne ihjel? sagde han.

Baronen vendte sit firsindstyveaarige Kadetansigt mod Excellencen: han
vidste det ikke.

-Jeg ikke heller, sagde Hans Excellence: maaske er de Folk, naar alt
kommer til alt, det fornuftigste Skrab paa Jorden. De har dog i
Aarhundredernes Lob laert at indskraenke sig til kun at passe deres
Piber.

Baronen smilede venligt, saa man saa alle hans hvide og indsatte
Taender, og sagde, at han selv i sin Samling havde et Par Vandpiber.
Baronen, som var enbenet fra en Graensetraefning mod de Svenske fra de
Dage, da Christian den Ottende var Konge af Norge, havde saadan en
underlig Figur som en syttenaarig, der var skrumpet sammen. Han gik
hen mod Hr. Fritz, foran hvem hans midjeslanke Tjener paa sin Vej var
stanset et Nu.

-Onsker Herren Madeira, sagde Tjeneren hastigt til Baronen.

-Tak, sagde Baronen: det er netop Klokkeslettet, hvor jeg plejer at
nyde mit Glas Madeira; og han tog et Glas, hvorefter han atter drejede
Hovedet mod Hr. Fritz, idet han sagde:

-Hvordan staar det til?

Og uden at vente paa Svaret begyndte han paa sit ligesom udslidte
Norsk at tale til Hr. Fritz (Baronen holdt overhovedet mest af at tale
med ganske unge Mennesker, ligesom om hans egen hele Udvikling var
standset den Dag, han mistede Benet) om noget maerkeligt han havde
laest i sin Avis om de Vilde, i det stille Ocean, hvordan de gjorde
Ild.

Hr. Fritz blev staaende med bojet Hoved, til Baronen pludselig saa paa
ham og stoppede med de Vilde for at gaa hen over Gulvet med sine runde
Ojne ufravendt faestede paa Glasset i sin Haand, som det var hans
AErgerrighed ikke maatte ryste.

-Fritz, kaldte Hendes Naade, og Hr. Fritz gik gennem Stuen hen imod
Bedstemoderen, foran hvem han bojede Overkroppen lidt, mens han horte
paa hende, for han gik videre, ind i den naeste Stue, hvor Grevinde
Schulin med Son og Datter sad i nogle Laenestole og talte med en
rodblond og bred Godsejer fra deres Egn.

-Kaere Ven, sagde Fru Schulin til Godsejeren: jeg vilde jo dog, Francis
skulde have vaeret her, nu han var hjemme... Det er dog altid en
Erindring, naar han bliver gammel, og intet Menneske ved jo, hvor
laenge det varer.

Da hun pludselig saa Fritz, sagde hun hojere og lidt rod i sit
Hoved--mens Fritz og Grev Francis, der havde rejst sig, et Ojeblik
betragtede hinanden med et Blik omtrent som det, hvormed to Damer ved
Ankomsten for en Middag betragter hinandens Toilette-:

-Deres Fader er jo i Byen.

Hr. Fritz havde pludselig, hvad der var hans eneste Bevaegelse, loftet
sine Ojne:

-Ja, sagde han.

-Ja, vi saa ham, nu vi korte herhen...

De talte om Universitetet i Svejts, hvor Grev Francis studerede,
medens hans Moder pludselig gav sig til at le:

-Ja, sagde hun: Francis taler saa elendigt Dansk... Men, kaere
Rottboll, hvad skal han ogsaa her i Landet, naar han ikke netop
interesserer sig for Landbrug.

Godsejeren, hvis Frakke var lidt for snaever i AErmegabene, hvad han
hele Tiden folte, sagde:

-Nej, der er s'gu nutildags ingen, der ved, hvad de skal gore af
deres egne Born.

Og Grevinden, der blev i sin Tankegang, sagde:

-Nej, der er, som ogsaa min Mand siger, oprigtig talt, ingen, der er
saa overflodige som vi.

Alle Stuer var blevet fyldte og der taltes hojt, fra alle Hjorner.
Over alle Stemmerne horte man Marschalinden, der lo:

-Nej, Onkel Hvide, Du er for slem, sagde hun, og hun blev staaende hos
Moderen og den ostrigske Minister, medens Hans Excellence gik hen mod
to Herrer, der stod ved et Vindu og talte om Landstingsvalget i Varde,
hvor iforgaars en Venstremand var valgt:

-Er det ikke ganske ligegyldigt? sagde Hans Excellence.

Men den ene Herre sagde:

-Jeg tror netop Faren ligger her, at Venstre traenger frem langs
vaeggene i det andet Ting.

Hans Excellence lo:

-Jeg tror, det er ligegyldigt, sagde han: Her i Landet vil vi aldrig
faa Partier og altid kun have et Parti, de Nationalliberale, som
skifter Navn. Den Dag kommer nok, hvor de ogsaa kalder sig de Radikale
og forbliver--og Hans Excellence gjorde en Bevaegelse, som om han
torrede sin Fodsaal mod Taeppet--af den samme Familje.

Den anden Herre smilede:

-Man kender Excellencens Paradokser, sagde han.

-Sandheder, man ikke vil hore, kalder man Paradokser, sagde Hans
Excellence:

-Men hertillands vil man aldrig faa Politikere, man vil nojes med
Talerne. Fik vi en Gang en Statsmand, lod vi ham haenge.

Den forste Herre sagde:

-Deres Excellence er streng mod os aktive Arbejdere; og han lagde et
lille Eftertryk paa "aktive".

Hans Excellences Blik havde strejfet Manden, der talte:

-Ja, sagde han, jeg har levet laenge.

Og han fortsatte:

-Vi havde en General--han loftede pludselig Haanden og pegede paa et
Billede af General de Meza, der i en gylden Ramme stod paa et Bord--:

-Han var min Ven, og jeg ved, hvad han har lidt.

Moderen, der stadig stod hos Marschalinden og den ostrigske Minister,
havde set Excellencens Haandbevaegelse og sagde med en pludselig
Tankeforbindelse:

-Gamle Urne er her, Harriette; i det samme faldt hendes Ojne paa
Faderens Ansigt, der i den naeste Stue smilende, saa man saa
Smilehullerne i hans Kinder, var bojet over den unge og friske Froken
Schulin.

-Vil De ikke forestille mig? sagde Ministeren, og de gik alle tre hen
imod Kammerherre Urne, der talte med den beromte Faders Son.

-Jeg har aldrig haft den AEre at blive Dem forestillet, sagde
Ministeren bukkende.

Kammerherren bojede det graa Hoved:

-Jeg lever jo nu saa ene, sagde han.

Ministeren fortalte, at han i sin Tid havde vaeret Medlem af en
ostrigsk Kommission i Hertugdommerne og, da Hans Excellence kom til,
sagde han:

-Jeg var ogsaa i Slesvig forrige Aar--forrige Sommer--i Flensborg og
paa Dybbol.

-Stederne virkede, sagde Grev Clary lidt langsommere: ret sorgmodigt
paa mig.

-Ja, sagde Kammerherren, hvis Laeber ikke ganske adlod hans Vilje:

-Vi lever jo i Skyggen af de gamle Skanser.

Moderen og Marschalinden saa paa Ministeren, mens han sagde:

-Skyggen? De tager Fejl, Hr. Kammerherre, Gevaerglimtene fra Dybbol vil
lyse gennem Historien.

Hans Excellence havde hort til. Saa sagde han, medens hans Ansigt var
helt forandret og han lignede en Stotte, som han stod:

-Maaske.

Og et Nu efter lagde han til:

-Det er maaske Glimtene fra AEressalverne over vor Grav.

-Deres Excellence, sagde Ministeren, kan ikke tro saa lidet paa Deres
Folk.

Hans Excellence rystede paa sit Hoved, med det samme Udtryk i sit
Ansigt:

-Jeg taler ikke om Folket, sagde han: et Folk lever laenge og som det
kan.

-Det er kun Slaegterne, der dor og hvis Arbejde kan dommes.

Der floj et Udtryk af Bevaegelse over Kammerherrens Ansigt, mens
Ministeren sagde:

-Deres Excellence har Ret.

Marschalinden, der sogte om et Emne, sagde efter et Par Ojeblikkes
Forlob:

-Stella, har Generalinde Rye det godt, og Hans Excellence gik tilbage
gennem Stuerne, hvor en halvfjerdsindstyveaarig Lyriker med meget
stort Skjortebryst og langt Haar havde taget Plads ved Siden af Hendes
Naade.

Hans Excellence gik ind i sin egen Stue og lukkede efter sig.

Sofie stod derinde i en Krog:

-Hvad vil hun? sagde han.

-Hun skulde--hun skulde gerne ha'e Penge:

-Til Hendes Naade, stammede Sofie hastigt.

-Hm, sagde Hans Excellence.

Der var gaaet en Skygge over hans Ansigt, mens Sedlerne kom op af
Chatollet, og pludselig, medens han rakte Tyendet dem, saa han hende
ind i Ansigtet:

-Hvem er Hustyvene her i Huset?

Sofie folte det som var hun naglet til den Gulvplanke, hvor hun stod,
og hun fornam sit Hjerte som en Hammer.

-Gaa, sagde Hans Excellence.

Og hun gik.

Hans Excellence lukkede Klappen og stottede sig, med de fremstrakte
Arme, et Ojeblik til Chatollet.

Saa gik han hen og laasede Doren og satte sig i sin Stol.

Hendes Naade vendte Hovedet et Ojeblik bort fra Poeten, der talte om
H.C. Andersen og Erindringer fra Nyso, og spurgte Moderen, som gik
forbi med Fru Harriette:

-Hvor er Hvide?

-Grandpapa er her, sagde Moderen og sogte selv Hans Excellence med
Ojnene, mens den ostrigske Minister tog Plads og talte hen over Fru
von Eichwald, der stadig havde holdt sig ved Siden af Hendes Naade
--talende om Gastein.

-Hvor Deres Naade har vaeret saa mange Gange, sagde Ministeren.

-Vi var der ifjor, sagde Fru v. Eichwald.

Ministeren ventede et Sekund, men Hendes Naade rorte sig ikke for et
forestille ham for Fru von Eichwald:

-Og har efterladt saa mange Erindringer, sagde Ministeren.

Fru v. Eichwald var blevet meget bleg og havde med Laagene skjult et
pludseligt Glimt i sine graa Ojne.

-Min Fader, blev Ministeren atter ved: har naar han talte om sine
Ungdomserindringer ofte talt om Deres Naade.

-Gewiss giebt es schoene Weiber in Daenemark, plejede han at sige,
sluttede Ministeren og bojede sig for Hendes Naade, en Smule frem over
Fru von Eichwald.

Hendes Naade smilede.

-Man smigrer saa let i Ostrig, sagde hun, men hendes Ojne fulgte
Moderen, der havde grebet i Excellencens Dor og folt, at den var
laaset.

-Men hvad er det dog, Stella, sagde Marschalinden, da Moderen slap
Doren:

-Du er jo helt bleg.

-Det er ingenting, sagde Moderen, og idet hun pludselig forte Haanden
hen over Panden, sagde hun:

-Jeg synes, Luften er fuld af Ulykker.

Og mens hun paa en Gang gav sig til at le, sagde hun til Beromthedens
Son, der stod bag hende i en Krog:

-Tror De paa Datoer?

Sonnen blev staaende med aaben Mund.

-Jeg, Kandidat, hader alle Ottetaller, sagde Moderen.

Kandidaten forsogte at le, men Moderen sagde:

-Ja, laeg en Gang Maerke til dem. Et Ottetal ligner de Jern, man laegger
om Forbryderes Ankler.

-Ja, sagde Beromthedens Afkom, der havde fattet sig; det er jo i og
for sig maerkeligt, saa ofte man finder bestemte Datoer knyttede til
beromte Maends Liv.

Kandidaten udbredte sig videre over Emnet:

-Der var i hans Faders Liv ikke mindre end fem Syttentaller, som
virkelig synes at have spillet en Rolle for ham.

-Men, sluttede Kandidaten, man bor naturligvis vogte sig for den Slags
Overtro.

-Thi hvor vil den vel fore hen? sagde Kandidaten.

-Men hvor er dog den kaere Excellence, sagde en Dame pludselig meget
hojt og plantede sig, bredt, i Stolen hos Hendes Naade, Digteren lige
havde forladt.

Det var Fru Etatsraadinde Mouritzen, der var kommen gennem en gal Dor
fra Entreen--det var Etatsraadindens Skik at gaa gennem gale Dore i
hendes Bekendtes Lejligheder--og som var sejlet gennem alle Stuer:

-Hvor er den kaere Mand, gentog hun til Hendes Naade og lagde til,
ligesaa hojt som det ovrige:

-Man er dog altid bange for ham naar man ikke ser ham, mens de korte
og ringfunklende Fingre faldt ned i hendes Skod.

-Hvide kommer straks, sagde Hendes Naade og, som om hun forst havde
set Hofjaegermesterinden i samme Nu, forestillede hun paa en Gang
Ministeren for baade Fru von Eichwald og Fru Mouritzen.

... Sofie gik ind i Kokkenet. Hun syntes, hun loftede Benene saa
underlig hojt op i Luften, mens hun gik.

Der lod et Slag paa Doren, da hun kom ind.

-Hvem er det? raabte hun.

Kokkenklokken skrattede, for hun lukkede op:

-Det er mig, sagde Jaegermesteren, som stod foran hende, i Doren, i sin
Pels.

-Er det Jaegermesteren?

Sofie troede, hun skulde falde.

-Ja, det er mig, sagde Hans Hvide og klaskede ned paa en Stol som
noget, der ikke er Liv i.

-Hr. Jaegermester, Hr. Jaegermester! Sofie blev staaende foran ham med
sammenknugede Haender, og pludselig sagde hun:

-Saa er det rent galt.

Og uden at vide det, mens hun var af Farve i sit Ansigt som
Kokkenbordet, slog hun Doren i til Anrettevaerelset, hvor Kogejomfruen
stod over Garneringerne.

-Ja, nu ramler det, sagde Jaegermesteren.

Sofie svarede ikke. Det var, som stonnede hun ligesom Bornholmeren.

-Jeg skal tale med den Gamle, sagde Jaegermesteren og vilde Staa op.

-Vi har Fredag, sagde Sofie.

Hans Hvide lo:

-Se, om han er inde.

-Ja, sagde Sofie og blev staaende.

-Se, om han er inde, gentog Jaegermesteren.

-Ja.

-Hun begyndte at gaa. Og paa en Gang sagde hun og aabnede Ojnene, som
hun havde holdt lukkede hele Tiden:

-Er der ikke no'et, Jaegermesteren vil ha'e?

Hans Hvide, der allerede stank af sin Hals, sagde:

-Jo, bring mig et Glas.

Hun lob gennem Gangen ind i Spisestuen og greb en Karaffel. Hun haeldte
Vinen op i et Vandglas. Der var ikke andet.

-Der, Hr. Jaegermester, sagde hun.

-Tak, sagde Hans Hvide, der havde tomt det.

Sofie gik op. Hun saa alting saa tydeligt, Vaeggene og Dorene og
Karmene--alting, for hun lettede paa Excellencens Dor.

Hans Excellence sad ved sit Bord endnu.

-Han er der, sagde Sofie, da hun var vendt tilbage.

-Saa maa det vaere.

Jaegermesteren stod op:

-Aa, Herre Jesus, sagde Sofie, der saa op i hans Ansigt, mens hun greb
om hans to Haender, der var kolde som et svedende Ligs.

-Ja, sagde han.

-Det er mig, sagde han, da han havde aabnet Excellencens Dor.

Hans Excellence drejede Hovedet:

-Jeg ventede Dig, sagde han.

-Det er jo godt, svarede Sonnen, der skjalv:

-Jeg maa have Penge.

-Kommer Du nogentid for andet? sagde Excellencen.

-Jeg kommer naar det er nodvendigt, sagde Sonnen.

-Hvor kan det vaere nodvendigt at skaffe Penge, naar Du pantsaetter dine
Skorstenspiber? sagde Hans Excellence.

-Det forslaar ikke, sagde Sonnen.

-Hvad forslaar?

Hans Excellence var staaet op. Man syntes, det var en Dod, der havde
rejst sig.

-Det er forbi. Jeg vil ikke mer, sagde han.

Udenfor blev Dore slaaet op og Dore slaaet i, og paa Gangen lod der
Skridt. Det var, som i de to Mennesker i Excellencens Stue kun Ojnene
levede:

-Det kan ikke vaere Forbi.

-Det skal.

-Det er Veksler.

-Jeg betaler dem ikke.

-Du maa.

Ordene kom som Hug.

-Jeg gor det ikke.

-Du maa.

Derinde skrabedes med Stole og Folk rejste sig.

-Hvorfor? sagde Hans Excellence.

-Fordi det er dit Navn.

Hans Excellence forstod ikke og stod ret op.

-Skrevet i dit Navn, sagde Sonnen, hvis Stemme var blevet ukendelig.

Der gik et Nu, for Hans Excellence faldt ligesom halvvejs forover som
En, der er ramt i Ryggen, og havde rejst sig igen.

-For hvor meget? sagde han.

-Tredive Tusind.

Hans Excellence rorte sig ikke. Bordet skaelvede under hans skaelvende
Arm.

-Tredive Tusind, sagde Sonnen igen, som om Hans Excellence ikke havde
hort det.

Og da der bestandig var stille, sagde han i Angst og gik tre Skridt:

-Har Du dem ikke? mens Sveden lob ned ad hans blodlose Ansigt.

-Du skal faa dem, sagde Hans Excellence. Han var kommen til Saede i sin
Stol.

Det ruskede i Doren til Gangen, som Hans Hvide havde laaset.

-Deres Excellence, Deres Excellence, raabte Georg:

-Hans kongelige Hojhed.

-Jeg kommer, svarede Excellencen, og han vendte et Nu sit Ansigt mod
Sonnen, mens det var som i et Sekund halvfemsindstyve Aars Lidelser
og Liv var skrevne deri:

-Jeg kommer, sagde han igen.

Georg slap Doren.

Hans Hvide havde bojet Hovedet, men tirret som et Dyr, der piskes,
foran Faderens Ansigt, loftede han det igen og sagde:

-Ja, hvorfor gav Du aldrig nok, da Du kunde?

-Hvorfor?

I et pludseligt Raseri lob han hen og greb i Excellencens Skulder:

-Hvorfor? skreg han.

Hans Excellence svarede ikke. Laagene var falden til over hans Ojne.

Hans Hvide lo:

-Fordi Du har taget Dig betalt, raabte han: #der#, hvor Du #vilde#. Og
som om han selv stivnede i samme Nu, Ordene var sagt, slap han Hans
Excellences Skulder og blev staaende et Sekund, for han brast i Graad.

-Du kan gaa, sagde Hans Excellence, hvis Stemme atter lod som den
plejede.

Hans Hvide var gaaet.

Hans kongelige Hojhed rejste sig fra Stolen ved Siden af Hendes Naade
og naermede sig, mens alle Stemmer lod mere daempet, til Faderen, med
den hoje Hat i sin Haand:

-Men hvor er egentlig Excellencen? sagde han og gik et Par Skridt frem
mod Hans Excellences Dor.

Faderen bojede Hovedet:

-Der er en Patient hos ham, Deres kongelige Hojhed, sagde han, der
havde genkendt Broderens Stemme gennem Doren. Og som ved et Tilfaelde
rorte hans Albue ved Portierens Knude, saa det sorte Flojels Gardin
med Hvidernes Vaaben pludselig faldt ned for Doren som en Vaeg.

-Ja, Hvide er utraettelig, sagde Hans kongelige Hojhed og smilte.

-Deres kongelige Hojhed maa undskylde, sagde Hans Excellence i det
samme og skod Portieren bort.

-Det er den aldrig traettede, som vi aerer, sagde Hans kongelige Hojhed
og tog Excellencens Haand.

Og Hans kongelige Hojhed talte spogende om et Storkors, der nylig var
givet Hans Excellence af Hans kongelige Hojheds Broder i Graekenland.

Hans kongelige Hojhed indviklede Kammerherre Urne i Samtalen og
kammerherren sagde--mens al anden Tale blev meget stille og der paa
Gulvet blev et tomt Rum omkring Hans kongelige Hojhed, Excellencen,
Kammerherren og Kadetten--angaaende sit Arbejde, at det var
Udviklingen af Hertugernes Forhold til Tronen, som beredte
Vanskeligheder.

Hans Excellence, der muligvis ikke horte efter, sagde:

-Ja, Deres kongelige Hojhed, vi Gamle har kun Erindringerne tilbage.

-Ja, Vaerket har meget interesseret Hans Majestaet, sagde Hans kongelige
Hojhed, og idet han vendte sig mod Kadetten, sagde han:

-Hvorledes staar det med Deres Helbred, Hr. Baron?

Den firsindstyveaarige bukkede og sagde:

-En Invalid tor ikke klage, Deres kongelige Hojhed.

-Ja, sagde Hans kongelige Hojhed, medens det svindende Lys fra Vinduet
faldt ind over ham og de tre Oldinge, der tegnede deres Skikkelser mod
Striberne med Hvidernes Vaaben:

-Ja, sagde Hans Excellence og slog sin Haand ned paa Kadettens
Skulder:

-Det er Resterne af gamle Norge.

Hans kongelige Hojhed begyndte, maaske en lille Smule brat, en Runde
mellem Damerne og vendte sig til Marschalinden, hvem han kendte fra
Wien, idet han talte om de nye Museer i Donaustaden og om Prag.

Hans Excellence, der havde set rundt i Stuen, sagde pludseligt, efter
forst et Nu at have trukket de tykke Ojenbryn i Vejret:

-Fru von Eichwald kommer lige derfra, Deres kongelige Hojhed.

Hans kongelige Hojhed, der uvilkaarligt havde trykket Hatten en Kende
taettere ind mod sin Figur, vendte Hovedet mod Hofjaegermesterinden og
sagde:

-Er Hofjaegermesteren i Byen, Frue?

Der var paa en Gang blevet ganske stille i Stuerne.

-Nej, Deres kongelige Hojhed, sagde Hofjaegermesterinden, som nejede
meget dybt: min Mand er paa Egehoj.

Der opstod en Pause, for Hans kongelige Hojhed sagde--Etatsraadinde
Mouritzen var traengt frem lige bag Fru von Eichwald og bevaegede sig
saa livligt, at den nederste og fyldigste Del af hendes Ryg rev Poppes
Taeppe ned-:

-Ja, Wien er en smuk By.

De noget losrevne Ord hortes gennem tre Stuer, mens Hans kongelige
Hojhed vendte sig mod Hendes Naade til Afsked.

Hans Excellence fulgte Hans kongelige Hojhed ud.

Alle begyndte paa en Gang at tale igen, og Moderen, som paa Hendes
Naades Vegne havde fulgt Hans kongelige Hojhed til Doren, vendte
tilbage til Grevinde Schulin, der talte med de to Stiftsdamer om
Jorgen, Komtessens Forlovede, og som, da hendes to Born havde fjernet
sig, sagde:

-Jorgen vil jo absolut giftes nu.

-Vil han? sagde den ene Stiftsdame, og den anden lagde til:

-Ja, De, det vil jo altid Brudgommen.

-Men, blev Grevinden ved--og Moderen, der havde fulgt Faderen med
Ojnene, han gik mellem de unge Kvinder, som en Gartner gaar, mellem
sine Blomster, horte pludselig efter--jeg synes nu ikke, at det har
nogen Hast. Unge Mennesker er altid gamle nok til at faa Born, men de
bliver sjaeldent gamle nok, til deres Born begynder at blive gamle.

Moderen saa paa Grevinden og havde fort sin ene Haand ind mod sit
Bryst:

-Hvor det er sandt, sagde hun, og hendes Laeber forblev let aabnede, da
hun havde talt, ligesom hos En, der forbavses.

Den ene af Stiftsdamerne, af hvilke ingen havde forstaaet noget,
sagde:

-Kaere I to, det er som jeg si'er saa tit til Charlotte Amalie, naar vi
saadanne sidder for os selv og ser ud over vore Bekendte: Revner
kommer der dog altid.

Stiftsdamen udtalte e'et i Revner som et ae.

Fru Schulin smilte og sagde:

-Der er no'et i det. Hvad siger De? vendte hun sig til Moderen.

Moderen fo'r sammen.

-Jeg taenkte, sagde hun.

-Ja, sagde Grevinde Schulin, stadig til Moderen eller en lille Smule,
som talte hun til sig selv: jeg er saamaen ikke meget klogtig, og Gud
ved, hvordan man skulde blive det, men der er vel altid en eller anden
Ting, som man laenge har taenkt over ... Og jeg tror, at en Kone forst
rigtig har tabt i AEgteskabet, naar hun ikke laenger er Kvinden,
Kvindemennesket for sin Mand.

Moderen havde nikket, som en Statue vilde, hvis den kunde bevaege sit
Hoved.

-Ja, det tror jeg, sagde Grevinden, inde i sin egen Tankegang.

Hans Excellence, hvem de allerede havde hort le henne ved Doren,
traadte hen i Naerheden af dem og blev pludselig staaende foran Grev
Francis, der, i en anden Laenestol, i en fortsat Ligegyldighed, havde
siddet med det skonne Racehoved stottet i sin smalle Haand, men som nu
rejste sig. Hans Excellence blev ved at le:

-Hvad ler du af, Onkel Hvide? spurgte Grevinden.

-Af hans Ungdom, sagde Excellencen, der i de sidste fem Minutter, paa
en Gang, syntes greben af den Stormkastmunterhed, der for en
Menneskealder siden var Forfaerdelsen for Eksamensbordenes Kandidater.

-Ja taenk Dig, sagde Grevinden, at han kun bliver fyrretyve Aar, naar
vi gaar ind i et andet Aarhundrede.

-Et andet Aarhundrede, sagde Hans Excellence og gjorde en Bevaegelse
med sine Laeber, som udstodte han en Slurk Rog:

-Hm, sagde han, Menneskehedens Muskler bliver de samme og vil gore det
samme Arbejde.

Han gik videre og kom i Naerheden af Hendes Naades Stol:

-Hvor har Du vaeret, Hvide? spurgte Hendes Naade, og hun strakte sin
lidt fugtige Haand kaertegnende ud mod ham:

-Jeg er altid saa bange, naar jeg ikke ser Dig.

Hendes Naade slog Ojnene op mod Hans Excellence og han satte sig,
brat, paa en Stol, med Armen over Hendes Naades Stoleryg:

-Du har mange Gaester idag, sagde han.

-Ja, min Ven. Men--og Hendes Naade saa igen ind i Excellencens
Ansigt--Du er anstraengt.

-Jeg, sagde han--der var i hans Stilling, som han sad, noget, der
mindede om et hvilende Stordyr af Rovslaegten--:

-Jeg har det godt, sagde han.

Etatsraadinde Mouritzen, der sad ovre hos Marschalinden og Fru von
Eichwald, saa over paa Hendes Naade og Excellencen og sagde pludselig,
midt i det:

-Ja, Gud, hvor er'et sjaeldent--at se saadan et AEgteskab.

-Men, blev hun ved i en springende Forbindelse--Etatsraadinden talte
altid saa hojt, at hun egentlig ikke skjulte sine Tanker for
Omverdenen--:

-Underligt er'et, at ingen af Bornene har arvet hans Geni.

Marschalinden, der ligesom Moderen, havde betragtet Faderen, som just
stod bojet over et Par unge Dotre af Landadelen, sagde:

-Fritz har vist arvet.. . Geni.

Etatsraadinden beholdt Munden aaben.

Marschalinden sagde, idet hun slog lidt ud med sin Lorgnon og paa
Forhaand smilede ad de Ord, hun vidste maaske ikke vilde blive
forstaaede:

-Det Geni, der nu lyser paa hans Ansigt.

Hans Excellence, der havde talt med en Hojaervaerdighed, som i en lang
Arvefolge havde arvet en Kirke sammen med et hojkirkeligt Syn, og som
nu naermede sig Hendes Naade--Hans Excellence kom hen til Moderen og
sagde:

-Hvad taler I om?

-Vi talte om Genier, sagde Marschalinden.

-Genier, Genier, sagde Hans Excellence: Genierne, min Pige, er kun
Burene om de storste Dyr.

Marschalinden lo:

-Du vaelter alting idag, Onkel Hvide.

-Nej, sagde Hans Excellence, hvis Ansigtsudtryk skiftede: jeg stiller
paa Plads.

-Forresten, sagde Marschalinden, der stadig smilede: talte vi egentlig
om Kaerligheden.

-Ja, fo'r Etatsraadinden brat ind, der nu havde forstaaet
Marschalindens Ord fra for.

-Kaerligheden, sagde Excellencen og et Ojeblik kraengede han sin altfor
svaere Mund: Kaerligheden? Menneskene bliver aldrig sunde af Begreb, for
alle de pyntelige Ord er blevet hovlede af Sproget.

Marschalinden blev ved at le, men Hans Excellence, der vendte sig
halvt, sagde, som fejede han noget vaek:

-Og forresten ved jeg heller ikke, hvorfor I vil forlange saa meget af
Abernes Bornebornsborn.

-Eller hvad mener Du? spurgte han henimod Moderen.

-Jeg, sagde Moderen, hvis Ord syntes uden nogen Sammenhaeng med alt,
hvad der var sagt: Jeg tror, man bor give Menneskene fri.

-De ta'er sig fri, sagde Hans Excellence og gik videre.

-Den kaere Excellence er saa munter idag, sagde Fru Mouritzen og
rokkede let med sit Hoved, og, som om hendes Naese pludselig havde
vejret et eller andet, sagde hun paa en Gang:

-Hvad er her haendt?

-Intet jeg ved af, svarede Marschalinden, der ved hendes Ord havde
loftet sine Ojne mod Moderens Ansigt og atter hastigt taget dem bort.
Og hun spurgte om en maerkelig Perleindfatning af en Medaillon, der
hang halvskjult under Etatsraadindens Hage:

-Den maa vaere meget gammel, sagde hun.

-Ja, Stykket er historisk.

-Etatsraadinden, der udtalte o'et som et aa, tog Medaillonen af:

-Den har tilhort Marie Antoinette.

-Mouritzen har Beviserne, sagde Etatsraadinden: Men vi har Stykket fra
Frankfurt.

-Ja, sagde Marschalinden, som sad med Medaillonen imellem sine Fingre:
Saadanne Ting gaar jo nutildags saa mange Veje.

-Ja, det er underligt, sagde Fru Mouritzen og hun tilfojede--naar
Etatsraadinden talte om Medaillonen, talte hun saa maerkelig ud i et--:
Pastellen fremstiller Dauphin.

-Det er aparte, saa de Brillanter er "fattede", sagde Marschalinden og
kneb Ojnene sammen, som Kendere gor.

-Nutildags, sagde hun og saa uvilkaarligt over paa Hendes Naade, mens
Hofjaegermesterinden fulgte hendes Blik: indfatter man ganske
anderledes.

-Ja, sagde Fru von Eichwald, idet hendes Laag atter daekkede et hastigt
Glimt i hendes Ojne som da hun for sad, med Ministeren, ved Siden af
Hendes Naades Stol: det var interessant at se.

Og mens hun gik, sagde hun:

-Hendes Naade vil ikke blive vred.

Fru von Eichwald bojede sig over Hendes Naade og bad om de maatte
sammenligne Indfatningen.

Hendes Naade havde grebet lidt nervost op om Kejser Nikolajs Brosche,
naesten som om hun vilde skjule den:

-Den skal ingen Skade komme til, sagde Fru von Eichwald smilende og
med den samme Stemme.

-Naturligvis, sagde Hendes Naade og Fru von Eichwald tog Broschen af.

Marschalinden havde faaet begge Klenodierne i sin Haand og forte dem
op mod Lyset.

-Forskellen er tydelig, sagde Fru von Eichwald. Marschalinden havde
brat fort Juvelerne bort fra Lyset, og mens hun holdt Broschen i en
halvt tillukket Haand, sagde hun:

-Russiske Brillanter, Frue--Marschalinden understregede Frue--er altid
ganske saeregent indfattede.

-Tak, sagde hun og var selv gaaet hen over Gulvet for at faeste
Broschen paa Hendes Naade, med en Haand, der rystede ganske lidt.

Etatsraadinden brod op, og Fru von Eichwald talte med Hans
Hojaervaerdighed, der bad hende takke Hr. Konferensraaden for Stagerne.
Konferensraaden havde ladet et Par Alterstager i hans Kirke belaegge
med Guld:

-Og de virker saare skont paa deres hellige Sted, sagde Hans
Hojaervaerdighed.

Marschalinden var vendt tilbage til Moderen:

-Du er saa tavs idag.

Moderen stod laenet til Vindueskarmen, hvor hun saa ud som en Vandrer,
der paa en endelos Vej et Minut har laenet sig til et Trae, og sagde:

-Jeg har taenkt saa meget igennem i de sidste to Timer.

Fru Harriette stod et Ojeblik, for hun sagde:

-Men undertiden taler man for at skjule, at man taenker.

Og idet hun vendte sig, sagde hun og pegede let over mod den unge Hr.
Fritz, som i Stuens Baggrund, i den halve Skumring, stod laenet mod et
Ibenholts Skab:

-Er det Hans' Son?

-Ja.

Marschalinden blev ved at se paa ham:

-Ham glemmer man ikke, sagde hun og gjorde en lille Pause mellem hvert
Ord.

Da den ostrigske Minister traadte til for at sporge, om de skulde gaa,
bojede hun Hovedet i Retning af den unge Hvide:

-Har De set ham? spurgte hun.

-Ja, sagde Ministeren og betragtede den unge Hr. Fritz, der, meget
rank i Krop, bojede det antikke Hoved mod den Ibenholts Baggrund:

-Han er skon som et Gravmaele.

-Det er underligt, sagde Marschalinden, der var faret let sammen: jeg
stod netop og taenkte paa, at han skulde egentlig have en nedadvendt
Fakkel i Haanden.

-Ja, vi skal afsted, sagde hun, og Ministeren gik for at tage Afsked,
da Beromthedens Son kom til: han vilde gerne vise en yngre Professor i
sammenlignende Sprog et gammelt Portraet, en Silhuet, der hang i
Vindueskarmen og som Gehejmeraad Goethe i sin Tid havde foraeret Hans
Excellences Fader under et Besog i Weimar.

-Det gamle Billede, sagde Marschalinden, der tog Billedet ned fra
Karmen.

Hun blev forestillet for Professoren og vedblev:

-Ja, Weimar er et henrivende Sted ... jeg var der endnu for to Aar
siden. Jeg fulgte min Mand, han skulde repraesentere ved et Slags
Regeringsjubilaeum.

Og de vedblev at tale om Weimar og om Goethe.

Hans Excellence havde, inde i den anden Stue, sat sig paa en Stol
foran Kadetten og, pludselig, var han sunken sammen. Med ganske tomme
Ojne sad de to Oldinge, midt mellem de Talende, og stirrede paa
hinanden.

De to Stiftsdamer, der endelig skulde gaa, kom forbi Pappegojens Bur:

-Se Fuglen, Anna Frederikke, sagde Charlotte Amalie og stak sin
ringbesatte Finger ind til Fuglen.

Poppe blev rasende og hugg i Fingeren, saa Stiftsdamen hvinede let,
mens Poppen skreg, med udspilede Vinger:

-_Fortuna fortis, fortuna fortis_.

-Hva' er 'et, Dyret siger, Charlotte Amalie.

Hans Excellence vaagnede brat:

-Det er Latin, sagde han og stod op.

Hans Excellence gik forbi Hofjaegermesterinden og Hans Hojaervaerdighed
og horte Hans Hojaervaerdighed sige:

-Ja, Frue, Menneskene vil altid traenge til at se opad.

-Det er rigtigt, Deres Hojaervaerdighed, sagde Hans Excellence: lad dem
se opad. Saa bliver de aldrig sig selv var.

Han vendte sig til Hofjaegermesterinden:

-Din Fa'er er snavs, sagde han.

-Ja, desvaerre, svarede Hofjaegermesterinden.

Der floj et barskt Smil over Hans Excellences Ansigt ved Tonefaldet i
Fru von Eichwalds Stemme.

-Vogt ham for Sindsbevaegelser, sagde han: hvis I ellers har hans Liv
kaert.

Hans Excellence traadte hen til Gruppen ved Vinduet og fangede Navnet
Goethe, medens alle Gaesterne, der beredte sig til Opbrud, stod op og
dannede som en stor Kreds udover Stuen, frem mod hendes Naade, hen bag
hvis Stol den linjeslanke Tjener havde flyttet en Standlampe, som han
netop taendte.

-Goethe, ja, sagde Hans Excellence: han drev det vel saa vidt som et
Menneske kan: At dyrke sig selv som en Gud og have Ret dertil, naar
han maalte sig selv med de andre.

-_Fortuna fortis_, skreg Pappegojen.

Ministeren, der skulde henvende nogle Afskedssaetninger til Hendes
Naade, greb Ordet Weimar og talte om det storhertugelige Hus.

-En udmaerket Slaegt, sagde Ministeren.

Hendes Naade, der sad i Lyset af Lampen, smilte pludselig:

-Jeg har aldrig, sagde Hendes Naade--og et kort Nu var Hendes Naades
Ansigt som forvandlet, mens de dybe og blaa Ojne straalede--set saa
smukke Maend som Prinserne af Huset Weimar.

Der skod en Rodme som to blodige Lyn hen over Hans Excellences Ansigt,
der syntes at kunne hore en Hvisken, naar det var Hendes Naade, som
talte.

-Ja, sagde Kammerherre Urne, der stod hos de andre, som vedblev at
tale om Goethe: helst af alt vilde jeg have set Goethes Mode med
Bonaparte.

-Det var uforglemmelige Dage, de i Weimar, sagde Hende