[Blog] [MP3 Musica] [MP3 Audiobook] [Letture Creative] [Musica Creativa]
[English] [Francais] [Deutsch] [Espanol] [Portugues] [Danish] [Esperanto] [Norwegian]
[Tagalog] [Bulgarian] [Swedish]
[Punch] [Appunti di informatica libera]
classicistranieri.com - The Mirrored Project Gutenberg eBook of Ambrosius, by Chris K.F. Molbech This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with almost no restrictions whatsoever. You may copy it, give it away or re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included with this eBook or online at www.gutenberg.net Title: Ambrosius Author: Chris K.F. Molbech Release Date: October 6, 2004 [EBook #13599] Language: Danish Character set encoding: ISO-8859-1 *** START OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK AMBROSIUS *** Produced by Miranda van de Heijning and the Online Distributed Proofreading Team.
Baronen.
Abigael, hans Datter.
Bodil, hendes Kammerpige.
Geheimeraadinden.
Junker Claus, hendes Søn.
Ambrosius Stub, Student.
Hans Lauritsen, Candidat i Theologien.
Jørgen, Kammertjener.
Magister Søren, Sognepræst.
Peder Rasmussen, Degn.
Niels Bruus, Ridefoged.
v. Reinsberg, Captain.
Gjæster.
Handlingen foregaaer paa en Herregaard i Fyen i Aaret 1731.
Have, med Træer og Buske paa begge Sider. Til Venstre i Forgrunden et gammelt Egetræ med en Bænk foran. I Baggrunden et lavt Gjærde, over hvilket der er Udsigt til Skove, Marker og en Landsbykirke i de Fjerne. Hiinsides Gjærdet løber en Vei, som fører langsmed Haven op til Herregaarden. Solklar Formiddagsbelysning.
Abigael og Bodil (komme ind fra Høire).
Abigael. Det er ikke Umagen værd at gaae længer, Bodil! Herfra kan vi see, naar Vognen dreier om Skoven, saa er det tidsnok at vende om. Solen brænder stærkt, omendskjøndt det er tidligt paa Dagen; vi faaer ventelig Regn inden Aften.
Bodil. Troer Frøkenen det?
Abigael. Jeg kan kjende paa mig, at der er Torden i Luften. Saa har jeg altid en synderlig Uro i Blodet, som om Noget var ventende, jeg veed ikke hvad.
Bodil. Det er der da endelig ogsaa, siden I venter Eders Fæstemand hid i Formiddag.
Abigael. Jo pyt! Det skulde vel anfægte mig stort, enten Hr. Kammerjunkeren kommer eller gaaer.
Bodil. Men Frøken, han er jo dog Eders Brudgom! Og blev det ikke med Jer Faders Minde bestemt, at Jaordet skulde holdes nu i Høst, naar Kammerjunkeren og hans Fru Moder kom hid fra Kjøbenhavn?
Abigael, Min Brudgom—ja, man siger jo saa. Jeg mindes ellers ikke saa nøie, hvad jeg svarede ham den Stund, han beilede til mig, for det er saa længe siden.
Bodil. Saa længe siden?
Abigael. Ja, eftersom jeg endnu var klædt i Løiert og Hue og laa paa min salig Moders Skjød, da Hr. Claus gjorde mig sin Opvartning første Gang. Jeg blev jo døbt og trolovet paa samme Dag, saa det er da en Slump Aar siden.
Bodil. Det er vel Frøkenens Spøg? Jeg veed nok, I blev trolovet paa Vuggen, men siden har I jo....
Abigael. Har jeg ikke svaret ham Ja dengang—siden har jeg visselig ikke gjort det. Thi vel har han sagt mig mange Slags Artigheder, men beilet til mig—hos mig selv—det har han egentlig ikke. Den Ting har min Fader og hans Moder ventelig afgjort imellem sig.
Bodil. Uden at spørge Jer ad! Men, i Herrens Navn, hvad har I da bestilt al den Tid, I var sammen med ham her paa Gaarden ifjor?
Abigael. Jeg? Jeg har dandset med ham, og redet med ham, og hørt paa ham—og leet ad ham, for, mellem os sagt, han er ikke meget kløgtig; men han rider godt og danser udmærket.
Bodil. Og det er Alt? Men elsker I ham da ikke?
Abigael. Elsker ham?... See, der springer en Hare over Marken! Havde jeg nu min Bøsse, saa var Morten væk! Saa, nu slap han ind bag en Grøftevold.... Om jeg elsker ham? Aa, du er et Barn, Bodil! Troer du, man sukker og lamenterer for hinanden i min Stand ligesom i din? Naar du og din Student engang kommer sammen i et lidet Præste-eller Degnekald, hvad det bliver, saa faaer I vel tage Kjærligheden til Hjælp, for at bøde paa den magre Indkomst; men er man adelig født og har Midler nok, saa gives der bedre Tidkort end at næbbes og kurre. Naa, see nu ikke saa ulykkelig ud—det bliver nok et Præstekald.
Bodil. Tro ikke, at jeg gjør mig Bekymring derover. Jeg er jo selv en Degnedatter og veed, at jeg har havt et lykkeligt Hjem, endda mine Forældres Kaar var kun ringe. Og jeg veed ogsaa, at min Fæstemand Hans Lauritsen tænker som jeg og vil være tilfreds, blot Vorherre under os det daglige Brød. Men det gjør mig ondt, at Frøkenen taler saa ringeagtende om det, som jeg selv skatter for den høieste Lykke. Thi det veed jeg, at hverken Gods eller Guld eller adeligt Navn kunde erstatte mig min Kjærlighed, om den blev tagen ud af mit Hjerte.
Abigael. Du er en god Pige, Bodil; men hvad der gjælder for dig og dine Lige, gjælder nu engang ikke for mig og mine Lige. "Ørnen sidder paa høien Hald, og Linden den stander i dyben Dal", hedder det i den gamle Vise. Der er Urter, som trives bedst i mager Jord, og til dem maa vel Kjærligheden høre. Hos mig har den i det mindste hverken sat Rod eller Spire, og Junker Claus er dog ikke den eneste Mand, som har dandset med mig og sagt mig smukke Ting. For den Sags Skyld kunde jeg ligesaa gjerne gifte mig med Christen Skeel eller Jørgen Friis eller Erik Trolle—thi derudi er den Ene som den Anden, at jeg kan vinde dem Alle om en Finger. Og hvem veed, hvad jeg gjør? Jeg har endnu ikke givet mit Løfte, og til Syvende og sidst er det dog mig, det angaaer. Jeg vil selv vælge Strikken, sa'e Tyven, det er mig, som skal hænges!.... Nu maae de vel forresten snart være her. Naar min Fader er med, gaaer det rask, og der er Heste nok at skifte med. See engang ud, om du ikke faaer Øje paa Vognen.
Bodil (gaaer op imod Baggrunden og seer ud til Høire). Nei, endnu er der Intet at see; der er ikke en levende Sjæl paa hele Veien. Jo, fra den anden Kant kommer der En.
Abigael (som har sat sig paa Bænken). En Bonde?
Bodil (skygger med Haanden for Øinene). Nei, skjønner jeg ret, er han kjøbstadklædt.... Det var da en underlig En! Han gaaer barhovedet midt i Solskinnet og bærer Hatten paa en Kjæp.
Abigael. Kommer han her forbi?
Bodil. Ja, det maa han vel, og han skrider rask til. Kanskee det er den nye Skriverkarl, som den naadige Herre har fæstet!
Abigael. Paa din Anbefaling.
Bodil. Ja, det vil da sige paa min Kjærestes, for selv er jeg ikke kjendt med ham. Men han har gaaet i Skole med Hans Lauritsen, og de fulgtes ad til Akademiet i Kjøbenhavn.... Hør, kan I høre ham synge? (Bag Scenen lyder en munter Sang, som efterhaanden kommer nærmere.) Det er bestemt ham, for jeg veed, han skal have en kjøn Røst, og Viser kan han ogsaa digte.
Abigael. Ei, ei! det maa jo være en sjelden Fugl af en Skriver.
Bodil. Der er han!
(Abigael vender sig og seer tilbage, uden selv at sees. Ambrosius, kommer rask ind fra Venstre hiinsides Gjærdet. Han bærer Hatten og en lille Vadsæk paa sin Stok, og en Luth i et Baand paa Ryggen. Midt for Scenen standser han i Solskinnet, seer ind i Haven og faaer Øie paa Bodil.)
De Forrige. Ambrosius.
Ambrosius. Godmorgen, lille Jomfru! Alt saa tidlig ude at spadsere? I har vel hjemme her, kan jeg tænke. Fører denne Vei ret op til Gaarden?
Bodil. Det kommer an paa. Alleen hist henne er kun for Herskabet og fornemme Gjæster. For Tyendet og Hovbønderne gaaer Veien om ad Ladegaarden. Den pleier veifarende Folk ogsaa at følge, naar de har Ærind paa Gaarden. Der skulde I have taget af til Høire.
Ambrosius. Hører I kanskee til Tyendet?
Bodil. Jeg er Kammerpige hos den naadige Frøken.
Ambrosius. Ih nei da, er I Bodil Ibsdatter? Saa har jeg kjærlig Hilsen til Jer fra Hans Lauritsen. Jeg er den nye Skriver, Ambrosius Stub. Bi lidt, nu kommer jeg over til Jer.
Bodil. Nei holdt! det er Herskabets Have her. I faaer kjønt gaae tilbage, om ad Ladegaarden.
Ambrosius. Skam, der gjør! Skulde jeg nu vende om igjen? Hvor I gaaer, kan jeg vel og træde, omendskjøndt mine Fødder er større end Jeres. Vi er jo dog Tyende begge to. (Han springer over Gjærdet.) Saa, her har I mig! Og nu rigtig Goddag (ryster hendes Haand) og velkommen hid, Ambrosius! Ja, det var Jer, som skulde sagt det. Jeg havde Brev fra Jer Fæstemand—idag er det fjorten Dage siden. I veed vel, Attestatsen staaer for Døren. Saasnart han har absolveret den, reiser han hjem og kommer hid paa Veien. Det skal blive Løier! Vi har ikke seet hinanden i tre Aar. (Han har imens taget en Flaske op af Lommen.) Hans Skaal, den ærlige Karl! Og gid han maa faae Kaldelse, inden Aaret er omme! (drikker.) See saa, nu er den Flaske tømt! Jeg fik den i Kroen, hvor jeg overnattede—den kostede mig kuns en Vise. Vil I fylde den igjen, skal I faae samme Betaling. (Seer sig om.) Naa, saa det er Baronens Have. Der er ellers nok saa kjønt udenfor, synes mig; der har man en friere Udsigt.
Abigael. Saa skulde I være bleven derude.
Ambrosius. Hvad er det? Er vi ikke alene? Og I siger mig Ingenting!
Bodil. I lod mig jo ikke komme tilorde. Det er mit Herskab, den naadige Frøken.
Ambrosius (med Hatten i Haanden). Frøkenen!
Abigael (fornemt). I er temmelig dristig, at I saaledes bryder ind i Haven uden Forlov. Gjorde jeg Jer Eders Ret og besværede mig derover, kunde I vente at blive jaget af Gaarde som en Løsgænger.
Ambrosius (stolt) En Løsgænger! (godmodig). Naa ja, det er jeg vel i Grunden og, det kan Frøkenen have Ret i. Men nu skulde jeg jo prøve paa at slaae mig fast, saa det var ondt nok, om jeg blev jaget paa Døren med det samme ... I mener det vist heller ikke saa slemt. I Grunden har jeg jo ikke gjort Andet, end hvad saa mange andre løse Fugle gjør hver Dag, baade Skader og Stære og Finker og hvad de allesammen hedder. De flyver da baade ud og ind i Haven, skal jeg troe.
Abigael. Det var en underlig Tale den. Er I kanskee en Fugl?
Ambrosius. Saamænd, naadige Frøken! Jeg synger med mit Næb, ligesom de andre Fugle med deres, og kan jeg ikke flyve, saa kan jeg dog hoppe. Kanskee faaer jeg ogsaa Vinger med Tiden!
Abigael. Og bliver til en Skade—ja I seer ud derefter. Men naar Skaderne skræpper for næsviist, saa skyder man dem.
Ambrosius. Men om jeg nu blev til en Sangfugl og satte mig i Træet udenfor Eders Vindue, vilde I saa endda lade mig skyde?
Abigael. Jeg tænker ikke, det gjordes behov, al den Stund vi har Katte nok paa Gaarden. Men lad det nu faae en Ende med den Fuglesnak! Jeg vil forlade Jer Eders Dristighed, siden I ellers er anbefalet som en skikkelig Person. Hvor kommer I fra?
Ambrosius. Siden jeg forlod Kjøbenhavn for tre Aar siden, har jeg konditioneret paa forskjellige Steder. I det sidste Fjerdingaar har jeg læst med Pogene i Vissenbjerg Skole under Degnens Sygdom.
Abigael. I er jo Student; hvorfor har I overgivet Studeringen?
Ambrosius. Ak, naadige Frøken! det var saadan en Skjæbne. Jeg har havt smaa Kaar fra Barndommen af og har været vant til at hjælpe mig med Lidt. Et Korn her, et Korn hist, ligesom Fuglene, vi talte om før. Nogle Skillinger havde jeg sparet sammen, da jeg forlod Skolen i Odense, og en Tid fik jeg frit Bord paa Klosteret i Kjøbenhavn. Siden læste jeg en Stund for Kosten med en ung Person, som var Søn af en Viintapper, jeg kjendte. Men han skulde til Tydskland i Lære, og saa blev der slaaet Prop i den Flaske. Imidlertid, forknyt har jeg aldrig været; jeg boede paa et Tagkammer og slog mig igjennem som jeg kunde, (til Bodil). Ja, Eders Kjærest, Jomfru Bodil, har været mig en trofast Ven. Han havde saa vist heller ikke Overflod; men hvad han havde, det deelte han med mig af et villigt Hjerte. Og sommetider gav han mig en Præken oven i Kjøbet, maa I troe.
Bodil. En Præken?
Ambrosius. Ja, naar jeg ikke hang stadig nok i Bøgerne. Han gik nu altid midt ad Kongeveien, skal jeg sige Jer; jeg havde gjerne saadan et lille Svinkeærind til Højre og Venstre.
Abigael. Ja, har I været saa vidtløftig i Alt, som I er i Eders Tale, saa undrer det mig ikke, at Hans Lauritsen blev utaalmodig. Jeg spurgte, hvorfor I overgav Studeringen.
Ambrosius. Nu kommer det, naadige Frøken! nu kommer det. Ret som jeg var bedst i Gang med at læse og havde faaet udbetalt en liden Arv, som var tilfalden mig efter en Velynder—gik det Hele op i Røg.
Abigael. Hvad gik op i Røg?
Ambrosius. Alle mine Eiendele, mine Bøger, min Smule Klæder, min Seng—og Pengene med, som jeg havde syet ind i min Hovedpude. Det var i den store Ildebrand, som overgik Kjøbenhavn for tre Aar siden. Jeg var gaaet et Par Miil ud i Landet, for at sige Farvel til Skoven, som begyndte at faae gule Blade. Og da jeg kom tilbage, hørte jeg Klokkerne kime og saae Luerne slaae iveiret. Saa var min Klokke slaaet, og der var ikke Andet for mig at gjøre, end at reise over til mit Hjemsted her i Fyen og friste Livet som jeg kunde. See, saadan gik det til, naadige Frøken, og jeg takker Gud for det ikke gik værre.
Abigael. Saa maa I være nøisom. Mig synes ikke, I har Stort at takke for, efter hvad I der beretter. Hvad mener du, Bodil?
Bodil. Vorherre har dog sparet ham Liv og Helsen. Han kunde jo være omkommen i det brændende Huus eller have mistet sin Førlighed for bestandig.
Abigael. Liv og Helsen! Ja, naar man ikke forlanger Andet. Det har jo hver en Oxe, der gaaer for Ploven, og hver en Bonde, der gaaer bag. (til Ambrosius.) Men det er jo heldigt, I kan nøies med Lidt, siden der ikke er beskaaret Jer Mere.
Ambrosius. Lidt! Kalder I det Lidt, at jeg lever, at jeg kan flytte min Fod og drage min Aande? At jeg kan føle Solen varme mig og Vinden køle min Pande? Er det lidt, at Vorherre hver Aften tænder sine Stjerner for mig og lader Maanen lyse heelt ind i mit Kammers? At jeg kan lægge mit Hoved til Hvile med hans hellige Ord og vaagne styrket og frisk til min Gjerning, naar Dagen gryer? Herre, min Gud, hvor I maa være rig, naar I kan kalde alt det Lidt!
Abigael (koldt). Hvad der er Meget for En, kan være Lidt for en Anden. Det er ellers Skade, I ikke fik Attestats, for I præker godt. Men I kan jo altid blive Degn, om I synger saa vel, som I taler flydende.
Ambrosius. Jeg tager Frøkenen paa Ordet og siger Tak som byder.
Abigael. Naa saaledes var det just ikke meent. Men det er det samme; skikker I Jer vel, skal jeg rekommandere Jer, naar der bliver et Degnekald ledigt paa Godset—et, som ikke er for lidet, for I skal vel og giftes og sætte Bo, kan jeg tænke. I kan jo ved Leilighed lade mig høre, hvordan Eders Røst klinger. Hvad var det for en Vise, I sang før, da I kom gaaende?
Ambrosius. Giftes? Jo vist, det har gode Veie! Først skulde jeg da have mig en Fæstemø, og det kan falde vanskeligt nok, naadige Frøken, for jeg er meer genegen til Venskab end til Kjærlighed, troer jeg. Eller ogsaa har jeg ikke fundet den Rette endnu—Vorherre raader for det, som for alt Andet! Men Kjærlighed maa der til. Det er bedre at gaae fri paa bar Mark, end at være bunden til en Tornebusk.
Bodil. Der kan Frøkenen høre; der er Andre, der tænker om Elskov og Giftermaal ligesom jeg.
Abigael. Ei, gak til Bloksbjerg med din Elskov! Var den saa stor en Lykke, vilde fornemme Folk vel skatte den saa godt som I og gifte sig derefter.
Ambrosius. Siig ikke det, naadige Frøken! Fornemme Folk har saa meget Andet at tænke paa. Enhver af dem har maaskee saa travlt med at elske sig selv, at der ikke bliver Tid til at elske nogen Anden.
Abigael. Troer I? Der er ellers Ingen, som har forlangt at faae Jer Mening at vide. I skulde hellere svare paa det, jeg spurgte Jer om.
Ambrosius. Jeg beder underdanig om Forladelse, men jeg kommer sandelig ikke i Hu....
Abigael. Jeg spurgte, hvad I sang for en Vise, da I før kom gaaende?
Ambrosius. Hvad jeg sang for en Vise?... Ja, hvor er den Snee, som faldt ifjor? Jeg synger saamange Viser, og sommetider laver jeg dem med det samme. Jeg skulde næsten troe, det var Tilfældet før, for jeg mindes, der fløi en Lærke op ved Siden af mig, da jeg skraaede over Engen, og saa tænkte jeg ved mig selv: hvem der saadan kunde synge sig høiere og høiere op imod Himlen! Og saa sang jeg Noget, jeg veed ikke hvad; men muntert har det været, for det var Lærken, jeg sang omkap med.—Men lyster Frøkenen at høre en anden Vise, saa staaer jeg til Befaling. Instrumenterne er i Orden, det ene har jeg i Halsen og det andet paa Ryggen.
Abigael. Aa ja, I kan jo synge mig Noget for, saa skjønner jeg med det samme, om I kan gjøre Fyldest i en Kirke.
Ambrosius. Det tænker jeg vel; jeg har da sunget for meer end eengang, baade i Trinitatis og andre Steder, og jeg kan ogsaa spille paa Orgel, om det behøves—men det Instrument fører jeg ikke med mig. Ja, saa skal det vel sagtens være en Psalme?
Abigael. Aa nei, I kan jo synge en af de Viser, I selv har digtet. Men ingen Elskovsarier eller Sligt—det kjeder mig.
Ambrosius. Mig ogsaa, naadige Frøken! saa det kan vi lettelig enes om. Nei, nu skal jeg synge Jer en Vise, jeg digtede ved Foraarstid i mit Hjertes Glæde, dengang Varmen kom i Veiret og Skoven begyndte at grønnes. Giv nu Agt! (Han tager Luthen frem, præluderer et Øieblik og synger derpaa, til en munter Melodi, følgende Strofer:)
"Den kjedsom Vinter gik sin Gang,(Sangen afbrydes af den følgende Replik.)
De Forrige. Baronen.
Baronen (kommer hurtig ind fra Høire, klædt i Reisedragt. Ambrosius og Bodil trække sig under den første Replik noget tilbage).
Hvad Djævlen er dette for en Kvinkeleren? Jeg troer sandfærdig, du holder Concert og Assemblée her i Haven, i Stedet for at tage imod de Gjæster, som komme til Gaarde. Der kommer jeg kjørende med Geheimeraadinden og hendes Søn op for Hovedtrappen, og saa er der ingen Andre tilstede end en Tjener og en Fadeburspige!
Abigael. Naa, naa, slaa mi lidt koldt Vand i Blodet, (neier) og velkommen hjem, Hr. Baron! Ulykken er vel ikke større, end at den kan rettes igjen med en Undskyldning. Jeg og Bodil var jo netop gaaet herned for at see ud efter Vognen.
Baronen. Saa skulde I have holdt bedre Udkig. Ledige Kvindfolk pleier dog ellers at have Øine nok paa Fingrene, naar der er Beilere ivente.
Abigael. Det kommer vel an paa Kvindfolkets Art, og paa Beilerens med, tænker jeg.
Baronen. Hvad skal det sige? Er Junker Claus dig ikke længer god nok?
Abigael. Ikke længere? I veed jo ei, om han nogen Tid har været det. Desforuden er det jo Aar og Dag siden vi saaes; det kan jo hænde, han har forandret sig imens. Men ... er han den Samme i Aar, som han var ifjor, saa....
Baronen. Hvad saa?
Abigael (leende). Saa kunde han min Tro være bedre.
Baronen. Hør, Abigael, gjør mig nu ikke Hovedet kruset! Siden din salig Moders Død har du havt din Frihed i alle Stykker; men nu skal det, Vorherredød, have en Ende! Du er fæstet til Junker Claus fra du var Barn, I har været sammen baade ifjor og iforfjor, og nu er han kommen hid for at holde Bryllup—vil du nu dreje af og kjøre en anden Vej? Nei, saa gid...!
Abigael. Tys, tys, det har jeg jo ikke sagt, lille Fader! Men Alt har sin Tid, maa du tænke. Man gaaer ikke til Bryllup som til Springedands. Først skal Tøiet kjøbes til min Brudeklædning, og saa skal det skæres og syes og....
Baronen. Sprættes op og syes om og forkortes og forlænges ... aa, jeg gider ikke høre paa den Snak! Geheimeraadinden er nu ved at skifte Klæder efter Reisen. Naar hun er færdig, maa du selv gjøre din Forsømmelse god. Men det siger jeg dig, at dersom.... (idet han vender sig, faaer han Øje paa Ambrosius.) Hvad! Staaer han her endnu? Hvad er han for en Landstryger, og hvad har han at gjøre her i Haven?
Ambrosius. Mit Navn er Ambrosius Stub, naadige Herre! Jeg er den Skriver, som....
Baronen. Den nye Skriverkarl? Naa, saa det er han! Men min Have er ingen Skriverstue og heller ingen Markedsplads for Musikantere og Visekræmmere. Marsch afsted! Gaa op og meld sig hos Ridefogden, der faaer han at vide, hvad han har at gjøre. Han faaer sit Kammers for sig selv, tre Daler om Maaneden og Traktement med Folkene. Naa! hvad venter han paa?
Ambrosius. Paa at høre, hvad den naadige Frøken behager at sige om min Røst.
Baronen. Hvad for noget?
Abigael. Han har Ret. Papa maa holde ham tilgode, at han har sunget og spillet her i Haven. Det skete paa mit Forlangende.
(Jørgen Tjener kommer ind.)
De Forrige. Jørgen.
Baronen. Ja saa, og i hvad Anledning, maa jeg spørge? (til Jørgen). Har han noget at sige mig, saa vent!
Abigael. Der har jo tidt været Tale om, at Degnen skulde sættes paa Aftægt. I siger selv, at han har en Stemme som en sprukken Jydepotte. Da jeg hørte at Skriveren baade kunde synge og spille paa Orgel, saa tænkte jeg, at han maaskee kunde blive Peer Rasmussens Medhjælp og siden løse ham af, naar det gjordes fornødent. Derfor lod jeg ham synge for mig, at jeg kunde høre, hvad han duede til. Og jeg kan give ham et godt Lov baade for hans Røst og Færdighed.
Baronen. Saamænd, det var ikke saa ilda betænkt. Blind Høne finder ogsaa et Korn iblandt. Han kunde da være Degn om Søndagen og Skriverkarl om Hverdagen; det var at slaae to Fluer med een Smække. Ja, ja, nu faaer vi see, hvordan han skikker sig.
Jørgen. Naadigherren glemmer da ikke, at I har givet mig Haab om at blive Degnens Eftermand i Kaldet?
Baronen. Haab? ja, det kan han frit beholde for mig. Men Kaldet er mit, og det gi'er jeg til hvem jeg lyster.
Jørgen. Men naadige Herre, betænk at....
Baronen. Hold Mund! (til Abigael.) Jeg gaaer et Øjeblik over i Ladegaarden, men kommer igjen til Frokosten. Sørg nu for, at Geheimeraadinden bliver stillet tilfreds, hvis hun, som rimeligt er, skulde være noget pikeret, (til Jørgen.) Hvad var det saa for et Ærind, han havde til mig?
Jørgen. Jeg skulde melde fra Ridefogden, at en af Indsidderne er greben paa fersk Gjerning imorges, da han var ved at stjæle Kvas i Folehaven. Ridefogden spørger, om han skal paa Træhesten, eller om Herren vil have ham paa Vand og Brød i Hullet.
Baronen Aa, lad ham slippe med Træhesten, siden det ikke var Andet end Kvas. (til Ambrosius.) Han kan følge med og lade Jørgen vise ham Vei til Skriverstuen. Den vender just ud til Baggaarden, hvor Træhesten staaer, saa kan han lære at ride med det samme.
(Baronen gaaer ud til Venstre, Ambrosius og Jørgen til Højre.)
Abigael. See saa, nu er det Pust overstaaet. Min Fader koger hurtig over, men det varer ikke længe. Det var nær gaaet ud over Skriveren, om jeg ikke havde lagt mig imellem. Han huede mig ellers ganske godt, den Person ... hvad var det, han hed?
Bodil. Ambrosius Stub.
Abigael. Han er en kjøn Karl og vel skaaren for Tungebaandet. Og han var meer frimodig i sin Tale, end det Slags Folk ellers pleier at være, For de er gemeenlig saa krybende, at En faaer Lyst til at træde paa dem, bare for deres Underdanigheds Skyld.
Bodil. Da synes mig ellers, Frøkenen talte ham haardt nok til, især i Begyndelsen.
Abigael. Jeg? Det mindes jeg ikke. Men om saa var, saa er det vel løbet af ham igjen, siden han ikke lod sig mærke med Noget.
Bodil. Siig ikke det, Frøken! Det er ei alle Tanker, som komme til Tinge, veed I.
Abigael. Ja, ja, fik han Regn idag, kan han jo faae Solskin imorgen, saa er den Sorg slukt.
Bodil. Det kunde dog være, I tog feil. Ofte findes der stolt Hjerte under luvslidt Kjortel, og....
Abigael. Stolt! Ha, ha, nu maa jeg lee. Skulde en Skriverkarls Hjerte være stoltere end en Junkers? Hr. Claus og de Andre kan jeg styre med en Silketraad, saa kan jeg vel sagtens vende Sind og Hjerte paa en fattig Student, naar det lyster mig.
Bodil. Eet Sind er ikke som et andet, naadige Frøken! Og hvad Hjertet angaaer, saa tænker jeg, det retter sig ikke efter Stand og Vilkaar alene, men kan være ligesaa ærekjært hos en ringe Tjener som hos en fornem Junker. Ellers havde Vorherre da skiftet altfor daarlig mellem Fattige og Rige.
Abigael. Hør, Bodil, jeg synes, du begynder at præke mig noget meget paa den senere Tid. Det er nok Præstekonen, som stikker dig i Kroppen allerede. Det kan være priseligt nok, at du tager din Stand og dine Kjendinge i Forsvar; men skal Mændene være Text, er det bedre, du hører til og lader mig holde Talen. For i det Kapitel er jeg nok mere bibelfast end du. Har man nogen Tid hørt Mage! En Skriverkarl skulde være for stiv, til at jeg kunde bøie ham under min Villie? Paa sine bare Knæ skulde han ligge for min Fod, kom det mig an derpaa. Du smiler! Troer du det ikke? Det kunde næsten lyste mig at prøve det Spil, om det ikke var at nedlade mig for meget.
Bodil. For Himlens Skyld! Det er da ikke Frøkenens Alvor?
Abigael. Ha, ha, nu bliver du bange for Skriveren! Tag saa flux dine Ord igjen!
Bodil. Det er ikke for ham, jeg er bange. Thi den Tro har jeg da til ham, at han er ingen taabelig Gjæk, omendskjøndt han er ung og munter.
Abigael. Ikke for ham! Er du fra Sands og Samling, Pige? Mener du, at jeg....
Bodil. Jeg mener kun, det var en farlig Leg for Eders Rygte, naadige Frøken, som let kunde give Aarsag til Misforstand.
Abigael. Mit Rygte skal jeg nok sørge for. Jeg sidder vel saa høit til Hest, at jeg kan ride over det Vand uden at stænkes. Nu har du egget mig, og jeg skal vise dig Syn for Sagn, at de Alle er lige gode, din Fæstemand ufortalt. Skal vi slaae tilvæds, at inden Maaneden er omme, er Skriverens Villie saa myg som en Pilevaand, og hans "Stolthed" ligesaa tyndslidt som hans Kjortel?
Bodil. Naadigste Frøken, jeg beder Jer saa bønlig....
Abigael. Taber jeg, skal du faae Linned og Uldent til Udstyr, men vinder jeg ... tys, der kommer Nogen! Tand for Tunge, hører du!
De Forrige. Geheimeraadinden og Junker Claus (komme ind fra Høire.)
Geheimeraadinden. Naa, her træffe vi endelig den bortfløine Fugl! Fy skamme dig, du slemme Pigebarn! Du skulde egenlig have Skjænder, at du saadan absenterer dig.
Abigael. Jeg beder Eders Naade forlade mig. Jeg var visselig tilsinds, at tage imod Jer, men....
Geheimeraadinden. Ja, ja, det skal være dig tilgivet. Kom saa hid og giv mig et Kys til Velkomst.
Junker Claus. Skjønneste Abigael jeg kaster mig for Eders Fødder!
Abigael. Ak nej, gjør det ikke, Hr. Kammerjunker! Jorden er vist fugtig endnu af Morgenduggen.
Claus. Ha, ha, Skjælmsmester! Men den lille Haand faaer jeg dog Lov at kysse—n'est-ce-pas? (kysser hendes Haand.) Men hvor I har embelleret Jer siden ifjor—det er mageløst! Har jeg ikke Ret, Mama?
Geheimeraadinden. Jo, hun er allerkjæreste!... Goddag, Bodil!... Og altid saa smagfuldt klædt, efter den sidste Façon.
Claus. Og saa denne fraicheur! Man maa sige, hvad man vil; men vore Damer ved Hove kan dog ikke blande Farverne saa flint som Naturen. Deres rouge og deres blanc kan hver for sig være ligesaa vellykket, men denne charmante Overgang, den har de ikke.
Abigael. Tag Jer iagt, Hr. Kammerjunker! at I ikke forstyrrer den "charmante Overgang"; I giør mig jo heelt rød i Hovedet med Eders Komplimenter.
Claus. "Hr. Kammerjunker!"—Hvorfor taler I mig saa fremmed til?
Abigael. Er I da ikke Hans Majestæts Kammerjunker?
Claus. Ganske vist har Hs. Majestæt havt den Naade ved Allerhøistsammes Kroningsfest at udnævne mig til opvartende Kammerjunker hos Hendes Majestæt, vor allernaadigste Dronning; men naar jeg opvarter Eder, skjønneste Abigael, er det i Kraft af en anden Udnævnelse, som er mig endnu dyrebarere end den kongelige Gunst. Kald mig derfor ikke Kammerjunker, kald mig Claus. Og vil I være ret aimable, saa føi blot et lille Ord til, som for Exempel....
Abigael. Junker Claus—ja, med største Fornøielse. Altsaa, Junker Claus, I er uden Tvivl hungrig efter Reisen, og Eders Naade trænger vist ogsaa til en Forfriskning. Jeg tænker, Frokosten er alt serveret; min Fader kommer om et Øieblik, han er kun gaaet over i Ladegaarden.
Geheimeraadinden. Tak, mit hjerte Barn! Men for min Person beder jeg kuns om en Kop Chokolade; jeg nyder aldrig Andet paa Formiddagen, jeg bliver saa let echaufferet.
Abigael. Bodil! gaa op og siig, der skal Chokolade paa Bordet. (Bodil gaaer ud til Høire.) Ønsker I heller ikke Andet, Junker Claus?
Claus. I Eders présence fornemmer jeg i Grunden hverken Hunger eller Tørst. Men en lille Bagatel....
Abigael. Et Stykke Postei maaskee?
Claus. Tak, hvis det findes.
Abigael. Et Par Skiver Skinke?
Claus. I er altfor god.
Abigael. En lille Agerhøne eller to?
Claus. Grand merci, Mademoiselle! Agerhøns er en af mine Livretter.
Geheimeraadinden. (med et Blik til Claus.) Hm!
Claus (hurtig). Men, som sagt, i Eders présence tænker jeg hverken paa at spise eller drikke. Jeg glemmer Alt for Eders Skyld, Alt, om det saa var....
Abigael. Agerhøns?
Claus. Ja. om det saa var Ager ... aa, nu harcellerer I mig jo igjen! Men I skal have Lov dertil, thi det klæder Jer allerkjæreste. Den finere Spøg er overhovedet mit Element. Damerne veed det meget godt. Hendes Majestæts Hoffrøkener harcellerer mig altid ... at sige, naar vi er entre nous, for Tonen er ellers meget streng ved Hoffet for Tiden ... meget streng. Oberhofmesterinden har de allerbestemteste Ordrer. Men i Krogene—forstaaer mig nok, i de store Vinduesfordybninger, hvor man er cacheret af Silkegardinerne, ha, ha, ha! I skal see, I vil more Jer superb, naar I engang kommer til Hove.
Abigael. Paa Eders Bekostning, mener I; ligesom Hoffrøknerne? Saamænd, det kunde være fristende nok.
Claus. Ja, ikke sandt, meget fristende?
Geheimeraadinden. Ah, der har vi den kjære Baron!
De Forrige. Baronen (kommer ind fra Venstre).
Baronen. Hvad for noget! Er Eders Naade hernede i Haven? Jeg troede saa Skam, I sad veds Frokosten for længe siden.
Geheimeraadinden. Uden Hr. Baronen! Saa manglede jo det Bedste.
Baronen. Ja, Tak for Komplimenten! Men naar jeg er hungrig, foretrækker jeg min Sjæl en god Steg for en Geheimeraadinde, om hun er nok saa lækker, det bekjender jeg frit.
Claus. Ha, ha, meget morsomt!
Abigael. Jeg har en Bøn til Papa, at jeg ikke glemmer det. Jeg vilde gjerne have Information i Sang og Musik af den nye Skriver—om det ellers kan forenes med hans Tjeneste.
Baronen. Det skulde jeg mene. Han faaer jo Kost og Løn, saa maa han vel gjøre den Tjeneste, som fordres. Og naar du troer, han er duelig dertil, saa for mig gjerne.
Geheimeraadinden. Den nye Skriver? Hvad er det for en Personnage?
Baronen. Aa, det er en ung Karl, som er bleven mig rekommanderet til Skriverdreng. Han skal synge og spille godt, efter min Datters Sigende.
Claus (til Abigael) En Skriverdreng! Vil I tage Information af en Skriverdreng?
Abigael. Jeg agter saa, om Hr. Kammerjunkeren ikke har noget at indvende.
Geheimeraadinden (hurtig). Bevares, hvad skulde min Søn have at indvende.
Claus. Nei bevares ... hvad skulde jeg have at indvende?
Geheimeraadinden. Han meente kun, det maa være en sjelden Skriverdreng, som har saadanne Kvaliteter.
Abigael. Saamænd! Hvem kan vide det? Han er kanskee en forklædt Prinds eller Konge, som der berettes om i Eventyret.
Baronen. Konge! Det skulde da være Stodderkonge, ha, ha, ha!
Claus. Ha, ha, meget morsomt!
De Forrige. Jørgen.
Jørgen. Naadige Herre, der er serveret.
Baronen. Naa, det var sandfærdig paa Tiden, for jeg er saa hungrig som en Tærsker.
Abigael. Giv Agt, Junker Claus, nu flyver Agerhønsene op!
Claus. Ha, ha, petite friponne! Jeg skal tage dem paa Kornet. Maa jeg byde Jer Armen, elskværdige Abigael?
Abigael. Jeg takker; men jeg gaaer hellere forud, for at see, om Alting er i Orden.
Baronen. Ja, ja, lad os nu blot komme afsted. Behager Eders Naade?
Abigael (standser). Men hvad er dette? Der kommer jo Ridefogden og Skriveren hæsblæsende hid, og som det lader til, er de i Skjænderi med hinanden.
Baronen. Her i Haven! Jeg troer, Fanden, plager dem.
De Forrige, Niels Bruus og Ambrosius (komme ind under højrøstet Ordstrid. Da de see Herskabet, tie de pludselig og tage Hattene af).
Baronen. Hvad, for al Landsens Ulykke, betyder den Spektakel? Brænder Gaarden, eller hvad er paa Færde?
Niels Bruus. Det skal jeg siger Jer, naadige Herre! Den Knægt har understaaet sig....
Ambrosius (paa samme Tid). Jeg beder Baronen undskylde min Dristighed....
Baronen. Een ad Gangen, for tusind Syger! Tal han først, Niels, og lad mig høre, hvad der er i Veien.
Niels Bruus. Der er det i Vejen, naadige Herre, at den nye Skriverkarl, der staaer, har sat sig op imod Herrens Befaling. Efter Hr. Baronens Ordre lod jeg den Brændetyv, Skytten bragte hid, sætte paa Træhesten. Da det var besørget, gik jeg over i Stalden, for at see, om Kjørehestene var tørret ordentlig af efter Reisen og kunde taale at vandes. Det varede en Stund, for Bæsterne var temmelig svedige endnu. Men da jeg saa kom ud i Baggaarden igjen, veed Herren saa, hvad der var gaaen for sig?
Baronen. For Djævlen, det er jo det, jeg spørger ham om!
Niels. Saa var Træhesten Pinedød tom, var den. Der var ikke mere Rytter paa den, end der er bag paa min Haand. Mens jeg var i Stalden, var han der sprunget ud af Vinduet i Skriverstuen og havde løst Krabaten og hjulpet ham afsted? Hvad synes Naadigherren om det Vovestykke?
Baronen. Jeg synes, han er en Ærtekjælling, Niels Bruus, at han ikke gav Skriveren et Livfuld Hug paa Stedet og lod ham sidde op i Steden for Brændetyven. Men seent er ikke forsilde! Jeg skal lære den Monsieur, hvem der er Herre paa Gaarden, han eller jeg.
Abigael. Papa maa ikke forivre sig. Hør dog først, hvad Skriveren har at sige til Undskyldning.
Baronen. Til Undskyldning! Jeg gad vide, hvad det skulde være! Naa, tal da! Kan han lukke Munden op!
Ambrosius. Hvad skal jeg sige, naadige Herre? Det kom saadan over mig, da jeg saae en gammel Mand blive mishandlet.
Baronen. En gammel Mand?
Ambrosius. Ja, gammel og skrøbelig. Han kunde jo neppe staae paa Benene, da de kom slæbende med ham, og han bad saa mindelig for sig. Det skar mig i Hjertet at see, naadige Herre! for jeg er nu engang noget blødhjertet af mig. Jeg kom til at tænke paa min egen gamle Fader, som ogsaa er svag og vanfør, Gud bedre det!
Niels. Da havde han dog Kræfter nok til at bære Brændet hjem paa sin Ryg, den Kjæltring!
Baronen. Hold sin Mund, Niels, og lad Skriveren tale!
Ambrosius (til Niels). Kræfter nok! Han segnede jo om paa Jorden for Jeres Øjne. Og endda satte I ham op paa det skarpe Bræt, med Brændeknippet paa Ryggen og et Favnestykke bundet til hver af hans Fødder. Har I da intet Hjerte i Livet, Menneske? Er den fattige Bonde ikke Guds Skabning saavel som I, fordi han er ussel og trælbunden? I hørte jo, hvor han græd af Pine, den værkbrudne Stakkel, og alligevel....
Baronen. Var han værkbrudden? Det meldte han mig jo intet om, Jørgen? Hvem er det?
Jørgen. Det er Jens Hansen, naadige Herre!
Baronen. Den gamle Jens Hansen fra Vangehusene? Han, som brækkede Benet sidste Vaar?
Jørgen. Ja, naadige Herre!
Baronen. Hvorfor sagde han mig ikke det strax? Jens Hansen har jo tjent her paa Gaarden i salig Fruens Tid.
Niels. Jeg tænkte, Tyv var Tyv, hvor han saa havde tjent.
Baronen. Han kan beholde sine Tanker hos sig selv. Hænger det saaledes sammen, saa har han Uret og Skriveren Ret. Han skal vel være strix, men der er Maade med Alt. En vanfør Mand sætter man ikke paa Træhest, ham har Vorherre straffet haardt nok. Han skulde have seet gjennem Fingre og ladet ham gaae med en Advarsel.
Niels. Som Herren befaler. Saa bliver der vist mange Vanføre og lidet Brændsel paa Godset herefterdags.
Baronen. Raisonnerer han? Gjør, hvad jeg siger, eller det gaaer ud over ham! (til Ambrosius.) Han er en skikkelig Karl, men en anden Gang skal han ikke tage sig selv tilrette. Han kan komme til mig, naar han har Noget paa Hjerte. Nu kan han gaae op til Huusholdersken og lade hende give ham en Flaske Viin ovenpaa den Alteration.
Ambrosius. Jeg takker skyldigst, naadige Herre! Jeg skal tømme den paa Herrens Velgaaende.
Abigael (til Ambrosius). Aa, bi et Øieblik. Min Fader har tilladt, at I maa informere mig nogen Tid i Sang og Spil, om I ellers har Lyst dertil.
Ambrosius. Jeg? Ja med Glæde, naadige Frøken? Paa Lyst skal det visselig ikke mangle, om jeg blot har Evnen.
Abigael. Saa er det bedst at begynde strax. I skal faae Bud med Bodil imorgen tidlig, naar jeg har Lejlighed. Farvel saalænge! (gaaer ud til Høire.)
Baronen. See saa, Eders Naade, nu tænker jeg da, vi har Madro. I maa forlade, at jeg lod Jer vente.
Geheimeraadinden. Bevares Hr. Baron! Forretninger gaaer for Alt. Og det har været mig og min Søn en sand Tilfredsstillelse ogsaa ved denne Leilighed at see en Prøve paa Eders fortræffelige Hjerte. Ikke sandt, Claus?
Claus. Ganske vist, en sand Tilfredsstillelse!
Baronen. Og nu skal du faae en Prøve paa mit fortræffelige Kjøkken, Claus; det haaber jeg ogsaa skal blive dig en sand Tilfredsstillelse, ha, ha, ha!
(Baronen, Geheimeraadinden og Junker Claus ud til Høire. Ambrosius hilser og følger lidt bag efter.)
Niels (efter en lille Pause, i hvilken han og Jørgen betragte hinanden). Hvad siger du til den Konfekt, Jørgen?
Jørgen. Jeg siger, den er grov, Niels!
Niels. Den fordømte Hanekylling! Han er knap kommen en Pind i Vejret, saa begynder han alt at gale.
Jørgen. Det bliver ikke ved det, Niels. Han flyver en Pind eller to op endnu, hvis han faaer Lov. Og med hver Pind galer han høiere, det kan du lide paa. Saae du, hvor Frøkenen smidskede til ham? Hun har givet ham Løfte paa Degne-kaldet, det som jeg skulde ha'e.
Niels. Ja saa, har hun det?
Jørgen. Men kanskee han betænker sig og hellere vil være Ridefoged.
Niels. Han skal i Helvede! Før skal jeg knække hans Halsbeen.
Jørgen. Det skal du ikke gjøre, Niels; det er bedre, at han selv besørger det.
Niels. Han selv? Hvad mener du med den Snak?
Jørgen. Jeg mener, om der kanskee fandtes een eller anden Steen, som han kunde bryde sin Hals paa.
Niels. Hvad skulde det være for en Steen?
Jørgen. Ja, hvem kan vide? Der ligger jo saa mange Steen ved Veikanten; en af dem kunde jo komme ham paa tværs.
Niels. Ja, saadan en rigtig Kampesteen! Men hvordan skulde det gaae til, Jørgen?
Jørgen. Aa, man kunde jo skubbe lidt til den, Niels.
(Tæppet falder.)
Bibliotheksstue. I Baggrunden en Dør med Reoler paa hver Side. Døre til Venstre og Høire. Et Skrivebord, Stole.
Ambrosius (kommer fra Baggrunden med en Bog i Haanden). Det er et synderligt Haandskrift, jeg har fundet her i Baronens Bibliothek imellem de Bøger, jeg skal gjøre Register over. Det er fuldt af alskjøns Viser, baade lystige og alvorlige imellem hverandre. Jeg gad vide, hvem der har sanket alle dem sammen. Det har ventelig været et Fruentimmer, for Bogstaveringen er noget ueens, og Linierne gaaer ud og ind ligesom Vimmelskaftet i Kjøbenhavn. Lad see engang, kanskee Navnet staaer foran, (læser) "Denne Bov er min, kjøv dig en, saa er det din. Ane Sofie med egen Handt." Det er ikke meget oplysende. (blader i Bogen og sætter sig derpaa ved Bordet.) See, her træffer jeg gamle Kjendinge. Her er Visen om Svend Vonved, som salig Moster sang for mig, da jeg var lille, og om Ridder Aage, som stod op af Graven. Og her er den om Ellehøien.
(læser:)
"Jeg lagde mit Hoved til Elvehøi,(taler:)
To Jomfruer ... her kom ogsaa to Jomfruer frem ... nei, den ene var en Frøken....
(læser:)
"Den ene begyndte en Vise at kvæde(taler:)
Det er løierligt nok, men der er Noget ved den naadige Frøken, som faaer mig til at tænke paa en Ellepige. Om hun seer nok saa venlig paa mig, er der ligegodt det i hendes Øine, som jeg ikke kan tyde. Det er ligesom at see ind i en Skov i Skumringen. Men en deilig Sangstemme har hun.
(læser:)
"Striden Strøm den stiltes derved,(taler:)
Nu har jeg været her paa Gaarden i over to Uger, og vi har sunget og musiceret sammen hver Dag, men endnu kan jeg ikke blive klog paa hende. Allerbedst hun er saa mild som Solskin, kan der gaae ligesom en Sky over Ansigtet paa hende, og endda hun sidder mig ganske nær, kan det være som hun var hundrede Mile borte. Det er hun da endelig ogsaa, eftersom hun er en adelig Frøken og jeg kuns en fattig Skriverkarl. Men hver kan jo være god for sig, tænker jeg. (læser sagte videre.) Jeg gad ellers vidst, hvad der siden blev af den Ungersvend. Han slap rigtignok bort fra Elle-kvinden, staaer der, da Hanen den slog sin Vinge; men det er næsten, som han ikke var rigtig glad derover, ihvorvel han selv kalder det en Lykke. Maaskee han ikke kan glemme, hvad hun hvidskede ham i Øre. Visen ender saa underlig alvorligt.
(læser:)
"Thi raader jeg hver dannis Svend,(taler:)
Siden han saae hende, hvad saa? Var det saa forbi med hans Hjertefred kanskee, eller hvad er Meningen? (lukker Bogen.) Naa, det kommer ikke mit Register ved, om der er Mening i Bøgerne eller ei. En Bibliothecarius har kun med Titlerne at gjøre. (skriver.) Nummer 223. En haandskreven Visebog in Quarto, fordum tilhørende.... Jomfru eller Frøken? Aa, lad hende være Frøken.... Ane Sofie.... og saa en Stjerne i Stedet for Efternavn. See saa, nu stiller vi den paa Hylden og tager fat paa den næste. (Han gaaer op i Baggrunden, sætter Bogen paa Plads og tager en anden ud, som han aabner. Medens han er beskjæftiget tiermed, gaaer Døren op, saaledes at den skjuler ham for de Indtrædende.)
Ambrosius. Jørgen. Peder Rasmussen.
Jørgen (i Døren.) Kom kun, Peer! her er Ingen. Her kan I nemmest slippe ind til Baronen. Bær Jer nu klogt ad og husk, hvad jeg har sagt. Først beder i Herren, om I maa tage Jer en Hjælpedegn paa den Condition, at I selv lønner ham.
Peder. Ja men det gjør jeg ikke.
Jørgen. Nei, nei, det skal I jo ikke heller, Peer! Herregud, har I ikke begrebet det endnu? I faaer tyve Daler paa Haanden og beholder hele Indtægten af Embedet ... i det første Aar.
Peder. Hele Indtægten?... Ja, men hvad skal jeg med den Hjælpedegn?
Jørgen. Hør Peer, hvordan er det med Jer? I er vist ikke rigtig vel?
Peder. Det er jeg heller ikke, for jeg ærgrer mig sort over den Skriverdreng.
Jørgen. Det skal I aldrig gjøre, Peer, det er Synd for Jert kjønne Ansigt.
Peder. Men det første jeg træffer ham....!
Jørgen. Ja vel, men gjør nu bare som jeg har raadet Jer. Naar Baronen spørger, hvem den Hjælpedegn skal være, saa nævner I ikke mig, forstaaer I, men siger blot, at Magister Søren har lovet at rekommandere Jer en duelig Person.
Peder. Hvad er det da for en Person?
Jørgen. Herregud, lille Peer, det er jo mig.
Peder. Er det ogsaa dig? Har Magisteren da lovet...?
Jørgen. Det skal jeg nok bringe i Rigtighed. Magister Søren skylder mig Tak for adskillige Indbydelser, baade til Middag og Aften, og har ogsaa lovet at gjengjælde mig.
Peder. Ja men hvad skal jeg med den Hjælpedegn?
Jørgen. Jeg vil siger Jer en Ting, Peer Ras, og det er, at tager I ham ikke, saa faaer I ham, og saa bliver det Sidste værre end det Første, for saa bliver det den nye Skriverdreng.
Peter. Den nye Skriverdreng! Nei saa Pinedød, om han skal! Lad mig saa komme ind til Baronen.
Jørgen. Bi lidt, skal jeg melde Jer.
(idet han vender sig, træder Ambrosius frem.)
Ambrosius. Den naadige Herre er ikke tilstede.
Jørgen. Hvad! Staaer I her og lurer?
Ambrosius. Jeg staaer her i Baronens Ærind. Har I sagt Noget, jeg ikke skulde høre, saa er Skylden Jer egen. Lønlig Ting skal man lønlig bære, veed I nok. Men hvad I nu har sagt eller ikke sagt, saa kommer der Ingen ind til Herren, thi han vil hvile sig en Stund efter Ridetouren.
Jørgen. Ih see, er I ogsaa bleven Dørvogter nu, tilligemed Eders andre Bestillinger?
Peder. Vil I lukke mig ude fra mit Herskab, I Fuchssvandser? Lad mig komme ind, siger jeg, eller jeg skal vise Jer, hvem jeg er!
Ambrosius. I kan spare Jer Uleiligheden, for jeg kjender Jer godt fra Kjøbenhavn.
Peder. Fra Kjøbenhavn! Hvad skal det sige? Jeg har jo aldrig havt Foden i Kjøbenhavn.
Ambrosius. Ei Snak, det veed jeg bedre. I er jo en gammel Academicus.
Peder. Er jeg?
Ambrosius. Ja vist! I deponerede jo fra Slagelse Skole sammen med Poul Iversen, ogsaa kaldet Poul Finkeljokum.
Peder. Jeg troer, den Karl er ikke rigtig i Hovedet, eller ogsaa tager han mig for en Anden.
Ambrosius. Skam om jeg gjør! Er I kanskee ikke Peer Degn?
Peder. Jo, Peder er mit Navn, og Degn er jeg ogsaa, og det skal jeg vedblive at være, til Trods for alle Lurendreiere og Øientjenere.
Ambrosius. Naa ja, der seer I selv, at jeg kjender Jer. Er det ikke ogsaa Jer, som tør synge i Kap med hvilken Degn det skal være?
Peder. Jo gu tør jeg det, og med Skriverdrenge oven i Kjøbet.
Ambrosius. Er det ikke Jer, som kan støbe Voxlys?
Peder. Det maa jeg vel kunne, eftersom jeg er Degn.
Ambrosius. Er det ikke ogsaa Jer, som mener, at Jorden er flak som en Pandekage?
Peder. Ja ret nu skal jeg gi'e ham Pandekage, kan han troe!
Jørgen. Tys, tys! ikke saa høirøstet, Peer!
Ambrosius. Er det ikke Jer, som er en Hane?
Peder. En Hane! Er jeg en Hane? Nei hør, go'e Karl! nu gaaer det, Drollen splide mig, for vidt ... slip mig, Jørgen!
Jørgen (holder ham tilbage). Nei, nei, Peer Rasmussen! det gaaer aldrig godt; I maa styre Jer.
Peder. Skal jeg taale, at den Skriverpjalt kalder mig for en Hane? Slip mig, siger jeg!
Jørgen. Saa, til Helvede! der er Baronen. Ja nu faaer I selv rede for Jer.
De Forrige. Baronen (ind fra Høire).
Baronen. Hvem understaaer sig at bruge slig Mund herinde? Har jeg ikke befalet ham at holde Folk fra Dørene, Ambrosius?
Ambrosius. Jeg har ogsaa holdt mig Befalingen efterrettelig, men Degnen vilde ikke lade sig sige.
Baronen. Hvad for Noget! Sætter han sig op imod sit Herskab, Peer Rasmussen?
Peder. Nei jeg gjør ikke, naadige Herre! Jeg ærer og agter mit Herskab, baade Baronen og den naadige Frøken, og salig Fruen i hendes Grav, og den lille Junker, som blev kaldet saa tidlig herfra og ...
Baronen. Ja, Ja, det er godt. Hvad saa meer?
Peder. Jeg ærer og agter dem alle tilhobe; men det tænkte den høivelbaarne salig Herre, som nu vandrer under Himmeriges Cedere og Palmetræer ... det tænkte han visselig ikke paa for tre og tredive Aar siden, at hans Livtjener, som han elskede saa høit og gjorde til Degn og Kirkesanger her paa Stedet før sin salige Ende ... at han skulde blive skammelig forhaanet og udskjældt for en Hane.
Baronen. For en Hane! Hvad er det for Galimathias? Hvem har kaldt ham for en Hane?
Peder. Det har Skriverkarlen gjort; lad ham fralægge sig det, om han kan! Jeg har Vidne paa hans Mund.
Ambrosius. Jeg bekjender mig skyldig, naadige Herre, at jeg har tilladt mig den Skjemt; men Degnen trængte saa haardt paa, at jeg maatte værge mig, som jeg bedst kunde. Og saa randt der mig en Komedie i Hu, som jeg kjendte fra Kjøbenhavn, hvori der forekom en Degn, som hed Peer, og som skjemtviis blev sammenlignet med en Hane ... det er hele Anledningen.
Baronen (til Degnen). Og for sligt Lapperies Skyld vækker han mig op af Søvne! Har han ikke Andet at besvære sig over Skriveren for, saa....
Peder. Men det har jeg, høivelbaarne Hr. Baron, det har jeg, for han har gjort mig til Spot og Spee for hele Menigheden i Søndags, som var den femtende Søndag efter Trinitatis....
Jørgen (sagte). Ti stille, Peer, I gjør jo kuns Ondt værre.
Peder. I min egen Sognekirke, hvor der var baade Høimesse og Altergang....
Baronen. Men i Pokkers Skind og Been, hvad har han da gjort?
Peder. Han har taget Tonen fra mig, naadige Herre! Lige paa een Gang, som jeg sang det første Psalmevers, saa tog han den. (til Ambrosius:) Svar nu til det, om I kan!
Ambrosius. Ja det er let nok, thi hvor Intet er kan man Intet tage. I har jo ikke Tone skabt i Livet, hvor kan Nogen saa tage Tonen fra Jer?
Baronen. Ha, ha, ha! Det har han min Sandten Ret i, Ambrosius!
Peder. Ja men....
Baronen. Ei, gak til Bloksbjerg! Jeg vil ikke høre paa hans Snak. Kunde han endda gale som en Hane, gjorde han dog nogen Gavn. For Kirkesangen skal han herefter blive fritagen. Ambrosius synger med Børnene for det første; hvad der videre skal skee, vil jeg betænke mig paa. Gaa nu og hold sig en anden Gang min Befaling efterrettelig! Marsch! (Degnen ud i Baggrunden. Baronen til Jørgen, som vil følge:) Stop lidt, Jørgen, og gjør Rede for sig! Hvad havde han at skaffe her i Bibliotheket? Havde han kanskee paataget sig at være Degnens Fortaler?
Jørgen. Bevares, naadige Herre! Jeg tyssede paa ham alt det, jeg kunde.
Baronen. Naa hvad vilde han da? Herinde har Ingen at bestille uden Skriveren, som gjør Register over Bøgerne.
Jørgen. Jeg vilde ... jeg skulde ... hente en Bog til Fru Geheimeraadinden.
Baronen. En Bog ... hvad er det for en Bog?
Jørgen. Det er ... en Historiebog.
Baronen. Men hvilken, i Pokkers Skind og Been? Han kan vel nævne Titelen!
Jørgen. Titelen? Jo ... den lyder saaledes: En smuk Historie om Rosanie, født af kongelig Byrd, opfostret af en Bonde, tjent ved Fandens Hjælp for Spindepige og omsider en regerende Dronning. Trykt i dette Aar.
Baronen (til Ambrosius). Findes den Bog her?
Ambrosius. Det gjør den vel, naadige Herre; men det er kuns en maadelig Underholdning for en Dame som Fru Geheimeraadinden. Skal jeg ikke hellere skikke hende et andet Skrift, enten Peter Paars eller Magister Falsters sidste Satire: "Verden som et Dolhuus"? Den er nylig udkommen i Trykken?
(Bodil ind fra Venstre).
Baronen. Vist ikke; giv hende det, hun har begjæret, og lad mig saa have Ro! (til Bodil.) Hvad vil hun? Skal hun ogsaa hente Bøger?
De Forrige (uden Peder Rasmussen). Bodil.
Bodil. Jeg skulde sige fra Frøkenen, at siden Veiret er saa skjønt, vilde hun gaa en liden Tour i det Frie, om Skriveren havde Leilighed at følge med.
Baronen. Skriveren ... med Frøken Abigael?
Ambrosius. Den naadige Frøken ønskede nylig at faae Navnene at vide paa de fornemste Urter, som voxe heromkring. Og da jeg fra Barndommen af har havt Kjærlighed til Blomster og siden lagt mig noget efter den Videnskab, som kaldes Botaniken, saa har jeg været Frøkenen behjælpelig med at samle nogle Planter sammen til et lidet Herbarium.
Baronen. Seer man det, er han ogsaa Botanicus?
Ambrosius. Efter fattig Leilighed. (til Jørgen:) Her er den Bog, I forlangte.
(Jørgen tager den og gaaer strax efter ud i Baggrunden.)
Baronen. Naa ja, gaa han kun, Bøgerne løbe jo ikke fra ham.
(Baronen ud til Høire.)
Ambrosius. Se saa, Bodil! Pokker i Vold med de støvede Bøger! Nu skal vi ud i det Frie og høre Fuglene synge.
Bodil. Det faaer I vel knap at høre saa seent paa Sommeren.
Ambrosius. Saa har jeg en Fugl herinde i Brystet, Bodil! Den synger baade Vaar og Høst, og aldrig har den sunget saa skjønt som siden jeg kom hid. Hvorfor? Ja det veed jeg ikke, jeg veed kun, at den gjør det. Hvor er Frøkenen?
Bodil. I Havestuen.
Ambrosius. Vel, saa siig, at jeg kommer strax!
(Bodil ud til Venstre, Ambrosius i Baggrunden.)
Skuepladsen forandres til:
Et Kabinet med Døre i Baggrunden og paa Siderne. Borde, Stole, Portræter paa Væggene.
Geheimeraadinden og Jørgen (komme ind fra Venstre. Geheimeraadinden lægger Hat og Saloppe, som hun har i Haanden, fra sig paa en Stol.)
Jørgen. Her er Bogen. Jeg beder underdanigst om Undskyldning, fordi jeg var saa dristig at foregive, at Eders Naade ønskede den. Men jeg havde intet andet Værge. Thi nu tør En jo ikke sætte Foden i Bogstuen engang, siden den nye Skriver har taget Ophold derinde.
Geheimeraadinden. Det skal være ham tilgivet for denne Gang. Giv mig kuns Bogen, saa skal jeg selv levere den tilbage.
Jørgen (giver hende Bogen). Jeg takker underdanigst.
Geheimeraadinden. Intet at takke for.—A propos, mig syntes, han sagde, at Frøken Abigael var gaaet i Haven eller Marken med ... Skriverkarlen?
Jørgen. Ja, den naadige Frøken skikkede Bud efter ham for lidt siden. Jeg saae dem gaae ned ad den vestre Allee, som fører til Enghaven.
Geheimeraadinden. Pleier de oftere saaledes at promenere sammen?
Jørgen. Engang imellem. Han gi'er den naadige Frøken Information ...
Geheimeraadinden. I Sang og Musik.
Jørgen. Ja—nei han lærer hende ogsaa noget Andet. Jeg kan ikke komme Navnet i Hu, men det er nok et Slags Blomstersprog, tror jeg.
Geheimeraadinden. Hm! Hvor ofte synger Frøkenen med ham?
Jørgen. Ikke meer end een Gang om Dagen.
Geheimeraadinden. Hm! Hvad er det egentlig for en Person, denne Skriverkarl? Hvor stammer han fra?
Jørgen. Fra Gummerup, Eders Naade.
Geheimeraadinden. Gummerup?
Jørgen. Det er en Landsby henne ad Assens til. Der er han født, hans Fader er Skræder.
Geheimeraadinden Skræder! Men han maa jo dog have faaet nogen Education ... nogen Opdragelse, mener jeg?
Jørgen. Han blev en Tid holdt til Bogen og naaede nok ogsaa at blive Student; men videre kom han da ikke. Forresten er han en poleret Karl som i den Tid, han har været her, har vidst at insinuere sig hos den naadige Herre, saa han nu ikke aleneste er Skriverkarl, men Sekretær og Bibliothekarius, ja jeg kan gjerne sige Kammertjener med. Bliver han saaledes ved at stige i den naadige Herres Gunst, saa kan man jo aldrig vide, hvor langt han kan komme.
Geheimeraadinden. Og han musicerer og promenerer hver Dag med Frøkenen? Det maa jo være en meget habil Person, (fornem.) Som sagt, det skal være ham tilgivet, at han har benyttet mit Navn ved denne Leilighed. Veed han, om min Søn er tilstede!
Jørgen. Det troer jeg nok, Eders Naade! Kammerjunkeren var i Følge med Herren, og de kom ridende hjem sammen.
Geheimeraadinden. Saa lad ham vide, at jeg ønsker at tale med ham
Jørgen. Strax. Har Eders Naade ikke Andet at befale?
Geheimeraadinden Ikke for Øieblikket.
Jørgen (afsides.) Den Spadseren med Skriverkarlen lider hun ikke rigtig—jeg tænkte det nok.
(Jørgen ud til Venstre.)
Geheimeraadinden (alene.) Han er en malicieux Person, den Tjener, og det er let at mærke, at Skriveren er ham en Torn i Øiet. Men der er alligevel Noget herudi, som ikke huer mig. Ikke, at jeg har nogen Mistro til Abigael, paa ingen Maade; men selv en passager Interesse har sine Inkonvenientser for Øieblikket. Den distraherer, og vi har sandelig ingen Tid at spilde.—Ah, er du der, Claus! det var godt.
Geheimeraadinden. Junker Claus (fra Venstre.)
Claus. A votre service, chère maman. Jeg ønsker Jer en god Morgen (kysser hende paa Haanden); jeg har jo endnu ikke hilst paa Mama idag. Har I sovet godt?
Geheimeraadinden. Aa jo, det gaaer an. Men jeg vaagnede meget tidlig, og mens jeg laa vaagen, faldt jeg i adskillige Tanker, dig og dit Giftermaal angaaende. Vi har nu været her i over fjorten Dage, og endnu er der ikke taget Beslutning om nogen Ting—undtagen om Medgiften naturligviis, som Baronen og jeg forlængst har aftalt imellem os. Men om Tiden er Intet bestemt, og vidste jeg ikke, at Abigael igaar havde faaet adskillige Klædninger og Smykkesager fra Kjøbenhavn, saa vilde jeg virkelig troe, at hun aldeles ikke tænkte, hverken paa Jaord eller Bryllup. Men derom maa du, som hendes Tilkommende, da endelig vide bedre Besked.
Claus. Jeg, Mama? Jeg veed ikke det Ringeste.
Geheimeraadinden (skarpt). Veed du heller ikke, at Abigael hver Dag promenerer i Haven og Skoven med denne Monsieur Ambrosius, som informerer hende i Musik? For ellers kan jeg underrette dig derom.
Claus. Jo vist, de sanker Blomster—til Potpourri eller saadant noget. Abigael er ganske passionneret derfor. Hun kan synge, som der staaer i den lille Chanson, du veed: "Cueillir des fleurs, C'est mon bonheur; Tra la la, la la!"
Geheimeraadinden. Det skal fornøie mig, om det ikkun er Blomsterne, hun er passionneret for.
Claus. Hvorledes mener Mama?
Geheimeraadinden. Jeg mener, det er ikke ganske convenabelt, at du lader din tilkommende Brud streife saaledes omkring i fri Luft med en gemeen Skriverkarl. Du burde dog i det mindste gjøre Følge.
Claus. Jeg? Dieu m'en préserve! Jeg ledsagede dem et Stykke Vei igaar, men det var ikke til at udholde. De gik hele Tiden langs med en Grøftevold og talte ikke om Andet end Stilke og Blade og jeg veed ikke hvad.
Geheimeraadinden. Muligen har de talt om andre Ting, da de blev ene.
Claus. Om andre Ting? Mama siger det med aaadan en besynderlig Expression. I troer dog vel aldrig, at en Dame som Frøken Abigael ... ah fi donc!
Geheimeraadinden. Min hjerte Søn! jeg troer, at du behandler denne Sag—ligesom, en passant bemærket, adskillige andre Sager—altfor legert. Du glemmer, at din hele Velfærd dependerer af dette Ægteskab. Din salig Fader efterlod ikke Andet end Gjæld, og skal din Stilling ved Hove souteneres, kan det kun skee ved Hjælp af et rigt Parti. For et saadant har jeg itide sørget, men eftersom Intet er sikkert uden Døden, og Bryllupet ei engang er berammet endnu, synes mig, du burde være paa din Post og ikke negligere nogen Omstændighed, som kunde have Indflydelse paa din Fremtids Lykke.
Claus. Jeg er som himmelfalden. Men det kan dog umulig være Mamas Alvor?
Geheimeraadinden. Hvilket?
Claus. At Frøken Abigael skulde nedlade sig ... ha, ha, det er altfor morsomt!... nedlade sig til en amourette med en almindelig Skriverdreng af ganske simpel Extraction,—hun, som har en, jeg tør vel sige, distingueret Kavaleer til sin Opvartning! Nei, det faaer Mama mig sandelig ikke til at troe.
Geheimeraadinden. Man har dog hørt saa galt før. Husk paa Birgitte Krag, som løb bort med en Musikanter, og Marie Grubbe, som giftede sig tredie Gang med en gemeen Matros eller lignende Karl. Elskov er som Morgendugg, siger et gammelt Ord; den falder saa snart paa en Torn som paa en Rose.
Claus. Ikke hos en Dame med Frøken Abigaels Education—Mama maa virkelig excusere, at jeg nu tager hendes Parti. Hun kan have sine smaa Feil, som det er tidsnok at corrigere, naar vi bliver gift; men at hun eller noget Fruentimmer med hendes Kvaliteter skulde foretrække ... nei, det er paa Ære umuligt, aldeles umuligt.
Geheimeraadinden. Umuligt, siger du?... Holder du mig for et Fruentimmer med "Education og Kvaliteter"?
Claus. Hvor kan I spørge, Mama? I, som har den fineste Tone og det mest adelige Comportement af alle Hovedstadens Damer!
Geheimeraadinden. Nu vel ... jeg vil betroe dig Noget. Jeg har ogsaa havt en Passion, da jeg var ung.
Claus. Mama er jo ung endnu.
Geheimeraadinden. Da jeg var yngre. Veed du, hvem der var Gjenstanden for mit første ungdommelige Sværmeri?
Claus Var det ikke Papa?
Geheimeraadinden. Det var ... min Faders Skytte.
Claus. Skytten! Grand-Papa's Skytte! Ham med det krøllede Haar og de sorte Øine?
Geheimeraadinden. Ham selv. Lykkeligviis fik hverken han eller noget Menneske Nys derom; jeg bar denne ubegribelige Passion en kort Tid i Stilhed og blev derpaa trolovet og gift med din Fader.
Claus. Est-il possible! Jeg taber Næse og Mund af Forbauselse.
Geheimeraadinden. Tab hvad du vil, men tab kuns ikke dit Giftermaal af Sigte. Af det, jeg her med megen Overvindelse har betroet dig, kan du i det mindste lære saa meget, at der undertiden kan paakomme et ellers vel opdraget Fruentimmer af god Familie en saadan pludselig—hvad skal jeg kalde det?—Hjerteaffection, som i nogen Tid aldeles kan forvirre hendes Begreber. Jeg vil ikke paastaae, at der i dette Tilfælde er overhængende Fare; men jeg holder det dog for rettest, ikke ganske at negligere den Sag. Under alle Omstændigheder bør denne fortrolige Omgang ikke fortsættes; jeg skal ved Leilighed tale med Abigael derom, og hvad Skriveren angaaer....
Claus. Ham skal jeg expedere, det kan Mama forlade sig paa. Det første, jeg træffer ham i Abigaels présence, skal jeg begegne ham saaledes....
Geheimeraadinden. Blot ingen Overilelse, Claus! det kunde gjøre Ondt værre. Du maa behandle ham....
Claus. Overlegent—du haut en bas—Mama har fuldkommen Ret. Det er just det, jeg har min Force i. Jeg skal vise Frøken Abigael Forskjellen paa en Kavaler comme il faut og en Skriverkarl ...
Geheimeraadinden. Som oven i Kjøbet er Søn af en Bondeskræder.
Claus. Af en Skræder! Det er mageløst! En tailleur de campagne, ha, ha, ha!
De Forrige. Baronen (ind fra Høire).
Baronen. Der er nu forspændt, om Eders Naade har Lyst at følge med og besee min Planteskole?
Geheimeraadinden. Med største Fornøielse. Det vil være mig af særdeles Interesse.
Baronen. Ja, du har vel faaet nok af Morgentouren, Claus?
Geheimeraadinden. Min Søn havde just i Sinde at gaae sin Tilkommende imøde, som er ude at promenere med ...
Baronen. Skriveren—jeg veed det; hun har min Tilladelse, Ambrosius er en honnet og vellært Person.
Geheimeraadinden. Ganske vist; men mon disse Informationer dog ikke distrahere Abigael vel meget, saa hun glemmer at fæste Tanken paa det, som er mere magtpaaliggende?
Baronen. Hvorledes mener Eders Naade?
Geheimeraadinden. Jeg mener, hun opsætter bestandig at tage Bestemmelse om Dagen, baade for Jaordet og Brylluppet.
Baronen. Hun? Det er vel mig, som skal bestemme Dagen, tænker jeg. Min Datter har ingen anden Villie end min, derfor har jeg heller ikke presseret hende videre desangaaende. Hun talte forleden om, at hun ventede nogle Klædninger, eller hvad det var, fra Kjøbenhavn.
Geheimeraadinden. Dem har hun faaet igaar, Hr. Baron! Jeg fik just Brev fra Hendes Naade Oberhofmesterinden med samme Post. Hun skriver, at Hendes Majestæt allernaadigst har behaget at spørge hende, om min Søns Trolovelse var declareret, og naar Bryllupet skulde staae, thi hun havde i Sinde at benaade det unge Par med en Brudegave. Om et Par Uger er min Søns Permission desuden udløben.
Baronen. Om et Par Uger! Ja, Guds Død og Pine, saa er det jo den høie Tid. Har du ikke talt med Abigael derom, Claus?
Claus. Et Par Gange har jeg berørt det—med al mulig Delicatesse naturligviis; men hun slog det hen, som om hun ikke forstod mig.
Baronen. Aa, Pokker i Vold med den Delicatesse! Du skulde have talt reent ud af Posen, saa havde du vel sagtens faaet Svar. Men nu skal jeg gjøre en Ende paa Tingen. Om et Par Dage er det min Fødselsdag, jeg pleier saa at tractere Gaardens Folk og hvem Andre, der indfinder sig i den Anledning. Magister Søren er da tilstede, og ved den Lejlighed kan Trolovelsen blive declareret og Bryllupsdagen fastsat. Derved bliver det.
Geheimeraadinden. Jeg takker Baronen af ganske Hjerte paa min Søns og egne Vegne, (til Claus:) Det er bedst, du strax opsøger Abigael og meddeler hende den glædelige Tidende. Naar du skynder dig op ad den vestre Allee, saa træffer du hende sikkert endnu i Enghaven.
Claus. Strax, Mama! Jeg henter kun min Hat, saa flyver jeg paa Kjærlighedens Vinger. Au revoir! (ud til Venstre.)
Geheimeraadinden (seer efter ham). Den kjære Claus! Saae Baronen, hvor han straalede af Glæde? Ja, Ungdommen er lykkelig, den har Haabets og Fremtidens charmante Perspectiv foran sig; hvad har vi Andre?
Baronen Vi? Vi har min Salighed Nutiden, Eders Naade! og den skulde jeg mene, var vel saa god som Fremtiden. Man veed, hvad man har, men man veed Pinedød ikke, hvad man faaer—det er min Troesbekjendelse. Denne Vei, Eders Naade! Vognen holder ved den lille Trappe i Sidefløjen.
(Begge ud til Høire.)
Abigael og Ambrosius (komme efter et lille Ophold ind fra Baggrunden. Abigael har nogle Roser i Haanden, Ambrosius en Bunke Planter og Blomster.)
Abigael. Saa, lad I mig kun faae Urterne; jeg skal nok selv tørre dem, nu veed jeg Besked.
Ambrosius. Lyster Frøkenen kanskee at synge, saa skal jeg springe over efter Luthen?
Abigael. Aa nei, ikke for Øieblikket, jeg er altfor varm af at gaae; kanhænde efter Middag. Men I kan blive her en Stund og holde mig med Selskab, om I ellers har Leilighed.
Ambrosius. Hjertelig gjerne, naar Frøkenen vil tage tiltakke.
Abigael. Jeg lider godt at høre Jer tale. I fortæller mig altid et og andet Nyt, som jeg ikke vidste af tilforn.
Ambrosius. Gud bedre det! Jeg har saavist kun fattigt Nyt at opvarte med, men naar Frøkenen er nøiet....
Abigael. Jeg vil baldyre en af disse Roser imens—det er vel sagtens de sidste i Aar. Saa, nu er Garnet i Urede! det er ventelig Junker Claus, som har havt at bestille dermed; thi han skal have sine Fingre i Alt. Det er bedst, jeg vinder det op til Nøgle; I faaer holde det for mig, om I vil.
Ambrosius. Naar det kun bliver Jer tilpas; thi jeg er ikke synderlig øvet i den Gjerning.
Abigael. Betyder Intet, den lærer I snart. (Hun giver ham Garnet og viser ham tilrette). Nei, Saaledes skal I holde, og stil Jer saa der! Seer I, det gaaer. (Vinder et Øieblik og hører derpaa lidt op) Det var ellers sært, hvad I forhen berettede om Urters og Blomsters Natur. Man skulde fast troe, I var af den Mening, at alle de forskjellige Væxter hver især havde ordentlig Liv og Fornemmelse. Hvor falder I paa Sligt?
Ambrosius. Aa, det er kun saadanne Tanker, jeg gjør mig, naar jeg spadserer omkring i Mark og Skov. Men hvad det angaaer, at Urter og Blomster lever, saa har man da Syn for Sagn, naadige Frøken!
Abigael (vinder igjen). Hvorledes det?
Ambrosius. De fødes jo og voxer, opdrættes af Vorherre i det Frie eller af Gartneren i Urtebedet, formerer sig og døer—hvad gjør vi Mennesker egentlig stort Andet? "Vel født er vel en Trøst, men bedre vel opdragen, vel gift er Livets Lyst, vel død er hele Sagen." Det kan man jo for den Sags Skyld ogsaa sige om Blomsterne.
Abigael. Men troer I da ogsaa, de har Fornemmelse af, at de lever?
Ambrosius. Ja visselig har de det. De aabner og lukker sig jo hver eneste Morgen og Aften, ligesom vi lukker vore Øine, naar vi sover ind, og aabner dem, naar vi vaagner. Og jeg har læst, at der gives Væxter i fremmede Lande, der trækker sig sammen ligesom af Smerte, naar Nogen rører dem med ublid Haand.
Abigael (smilende). Saa I mener virkelig, de har Fornemmelse af Sligt? Men vi Mennesker kan fryde os over Livet, vi kan elske det og ... (hører op at vinde) troer I kanskee ogsaa, at Blomsterne føler Kjærlighed?
Ambrosius. Det gjør de sikkerlig. Jeg tænker for Exempel, at de har stor Kjærlighed til Solen.
Abigael. Hvorfor tænker I det?
Ambrosius. Fordi de aabner deres Kalk for dens Straaler, ligesom et Menneske aabner sit Hjerte, naar han rigtig har Nogen kjær.
Abigael (vinder igjen). Der er vel dem, der holder det lukket.
Ambrosius. Saa troer jeg knap, de elsker rettelig, naadige Frøken! Men desforuden søger Blomsterne jo og at komme Solen nærmere; de rækker sig jo ligesom op efter den med deres Blade.
Abigael. I mener altsaa, det er Kjendetegn paa Elskov, at man nærmer sig Den, man har kjær? Saa er det Modsatte vel Tegn paa Kulde?
Ambrosius. Man pleier van at regne det derfor; men altid slaaer det sagtens ikke til.
Abigael. I maa komme lidt nærmere hid til mig, ellers kan jeg ikke vinde ... endnu nærmere! Man skulde fast troe, I led mig ikke, siden I holder Jer saa fjernt.
Ambrosius. Jeg?—Det har vel ikke stort at sige, enten en fattig Skriverkarl lider Jer eller ei.
Abigael. Det kan I aldrig vide. Jeg er da ikke bedre end Solen, I talte om, og den skinner jo paa alle Planter, baade paa det fattige Græs og den rige Rosenblomme.
Ambrosius (med Liv, idet han træder et Skridt frem). Troer I da ogsaa, Solen agter paa, hvad Planterne føler?
Abigael. Hm! Det siger jeg ikke, den gjør. Pas paa, nu er I kommen mig altfor nær.
Ambrosius (trædende tilbage). Forlad mig, jeg tænkte ikke derpaa.
Abigael. Efter Eders Ord at dømme, skulde man næsten troe, at Urter og Blomster kunde tale, og at I forstod, hvad de sagde.
Ambrosius. Saamænd, naadige Frøken! Jeg har mangen Gang tænkt det Samme. Tidt, naar jeg gaaer alene, er det ligesom Træerne fik Mæle, og som Blomsterne fortalte mig Allehaande.
Abigael (holder op at vinde). Ih nei, det gad jeg høre Noget om. Kom nærmere hid, nu er I atter for langt borte ... og siig mig engang ... hvad troer I, denne Rosenknop fortæller? Det er vel ikke Stort, thi den er ikke ret udfoldet endnu.
Ambrosius (som har nærmet sig) Omendskjøndt den er ung, fortæller den ikke saa lidet, naadige Frøken! Den fortæller, hvorlunde den først var en Kime, der laa og drømte i Jordens Mørke, indtil den en Morgenstund vaagnede op som en liden Spire og saae sig glad forundret omkring i den lyse Luft. Saa sugede den Næring af Jordens Bryst og slukkede sin Tørst med Duggens klare Svaledrik. Fra Dag til Dag voxede den i sin grønne Kjortel, og naar det varme, straalende Solskjær faldt hen over den, saa fornam den en underlig Trang til at lukke sit Inderste op og give den lyse Sol det Bedste, den eiede. Der var baade Fryd og Smerte paa een Gang i den Forlængsel. Og alt som den skjød sig høiere i Veiret og løvedes tættere, blev ogsaa dens Attraa stærkere, og en Dag samlede den al sin drivende Længsel ligesom i eet Aandedrag—og saa brast Svøbet for dens unge Kjærlighed. Knoppen skjød sig rødmende frem af sit Hylster, ligesom en frygtsom Tilstaaelse, og mens Fuglene sang og de hvide Sommerfugle flagrede omkring den, kyssede Solen dens røde Mund, og saa ...
Abigael. Hvad saa?
Ambrosius. Saa blev den brudt, og saa døde den.
Abigael. Ikke strax; see her, den er jo frisk og dufter endnu.
Ambrosius En kort Stund, ja; men saa er det forbi, og saa visner den. "Vel død er hele Sagen".
Abigael (vinder igjen). Du Frelsens Gud, hvilken traurig Ende paa den Historie: Sligt har jeg aldrig tænkt paa tilforn. Troer I, den stakkels Blomst følte Smerte, da jeg plukkede den? I saa Fald vilde jeg saa vist ønske, det var ugjort.
Ambrosius. Smerte? Kanskee. Men jeg tænker, den vilde hellere brydes og døe for saa skjøn en Haand, end leve, uden at I ændsede den.
Abigael. Nu er I atter kommen mig for nær. I maa passe Afstanden, Monsieur Ambrosius, hvis I og jeg skal vinde Garn tilsammen.
(Ambrosius træder et Skridt tilbage.)
De Forrige. Junker Claus (fra Baggrunden).
Claus. Ah, endelig finder jeg Jer, elskværdigste Abigael! Jeg har min Tro ledt efter Jer i en halv Klokketime, baade i Haven og i Marken.
Abigael. Saa har I ventelig ikke ledt paa de rette Steder; thi jeg havde ingen Tryllepind i Munden, som gjorde mig usynlig, det kan Monsieur Ambrosius vidne for mig.
Claus. En Tryllepind! ha, ha! det er meget morsomt! Ja er I ikke fortryllet, saa er I paa min Ære fortryllende, det kan jeg vidne. Jeg kommer da ikke til Forstyrrelse?
Abigael. Aldeles ikke. Her holdes intet Geheimeraad, Enhver har fri Audients.
Claus. Jeg har en Nyhed at meddele Jer—men under fire Øine. (til Ambrosius:) Han kan gjerne forføie sig bort.
Ambrosius. Befaler Frøkenen, at jeg skal gaae?
Abigael. Endnu ikke; jeg maa først vinde Garnet til Ende.
Claus. Tillader I, skal jeg....
Abigael. Bevares, det er ingen Bestilling for en af Hans Majestæts Kammerjunkere! Jeg er desuden strax færdig.
Claus. Hvor allerkjæreste det klæder Jer at vinde det rosenrøde Garn med Eders hvide Fingre! Jeg kommer i Tanker om den Prindsesse i Fabelen, hvad var det nu hun hed...?
Ambrosius. Hr. Kammerjunkeren mener maaskee Ariadne.
Claus. Jeg mener hende med Labyrinten og den lange Traad. Frøkenen veed nok, hvem jeg mener.
Abigael. Ah, I ligner mig ved Prindsesse Ariadne? Det er saare smigrende.
Claus. Ikke meer, end I fortjener, Mademoiselle!
Abigael. Saa maa Monsieur Ambrosius altsaa være Prinds Theseus, eftersom han holder den anden Ende af Traaden i sin Haand ... Men hvem er saa Uhyret?
Claus. Uhyret? (Abigael og Ambrosius lee.) Han kan spare sin Lystighed, til han kommer ned i Borgstuen, imellem det andet Tyende. Giv mig Garnet!
Abigael. Hr. Kammerjunker! I glemmer vist, at jeg er tilstede? Lad I kun Prinds Theseus beholde Garnet, jeg er vel tilfreds med hans Tjeneste.
Claus. Hæ, Prinds Theseus! Nu, som I behager. Det undrer mig forresten aldeles ikke, at denne Person kan udrette sin Gjerning til Eders Tilfredshed; thi han maa jo fra Barndommen af være vant at omgaaes med Traad og Garn.
Ambrosius. Hvorledes mener Hr. Kammerjunkeren?
Claus. Efter hvad jeg har hørt, skal han jo være Søn af en Bondeskræder?
Ambrosius. Ganske vist; min Fader, som endnu er ilive, er Skræder af Profession, og jeg skæmmes ingenlunde derover. Skræderiet er jo et nyttigt, ja i visse Maader et menneskekjærligt Haandværk.
Claus. Menneskekjærligt—hvad vil han sige dermed?
Ambrosius (med Hentydning). Jeg mener, at der er somme Folk, der skylder Skræderen Alt, hvad de gjælder og gaaer for.
Abigael (smilende). Saamænd, I har ikke saa ganske Uret.
Ambrosius. Desforuden er Skræderiet en ærværdig Haandtering; thi det er jo Vorherre selv, som er Mesteren for alle Skrædere.
Claus. Vorherre! er han fuld eller gal?
Ambrosius. Ingen af Delene, Hr. Kammerjunker! Er det kanskee ikke Vorherre, som hvert Foraar smykker den nøgne Jord og skjærer den en skjøn Dragt af Blomster og grønne Blade? Giver han ikke Dyrene i Skoven nyt Laad og Fuglene under Himlen nye Fjedre? Har I glemt, hvad der staaer i Evangeliet, at det er ham, der klæder Lilierne paa Marken? Eller veed I ikke ...
Claus. Ja, det er godt. Resten kan han beholde for sig selv eller bruge til en af sine Viser; jeg skjøtter ikke om Meer af den Tønde, (til Abigael:) Tillader I da nu, jeg udretter mit Ærind; thi siden vi ikke kan blive alene ...
Abigael. Haster det saa stærkt, at I ikke kan opsætte det et Øjeblik?
Claus For mig haster det visselig, eftersom al min Lyksalighed dependerer deraf.
Abigael. Bevares, hænger det saaledes sammen? Ja saa skynd Jer endelig at faae det sagt.
Claus. Om et Par Dage er det Eders Faders Fødselsdag, og han har paa mine indstændige Bønner samtykket i, at vor Trolovelse ved denne Leilighed bliver declareret.
(Ambrosius gjør uvilkaaarlig en Bevægelse.)
Abigael. Men pas dog paa, Monsieur Ambrosius! Der rykkede I jo Garnet over—(til Claus:) Ih nei, hvad hører jeg? Saa det har min Fader samtykket i ... paa Eders indstændige Bønner?
Claus. Ja, dyrebare Abigael, det var mit Ærind, at jeg skulde underrette Jer derom, saa I kan vel tænke, hvor presseret ...
Abigael (med tilbageholdt Vrede). Naa, saa det var Eders Ærind? I mener altsaa, at mit Samtykke kan I være foruden, naar I har min Faders?
Claus. Eders Samtykke! Men allerkjæreste Frøken, I har jo ingen Tid sagt Nei dertil.
Abigael (heftig). Har jeg kanskee nogen Tid sagt Ja? Har I Vidner paa min Mund, at jeg har givet Jer min Tro og mit Løfte?
Claus. Vidner! Men, ma chère amie, jeg beder Jer indstændig. Vi har jo været trolovede fra vi var ikke større end saa. I er jo dog den sammo Abigael og jeg den samme Claus, der blev fæstet til hinanden som Børn, med vore Forældres consentement.
Abigael. Hvis I er den Samme, hvorfor gaaer I da ikke i Sløikjole og Faldehat og har en Sølvbjælde hængende om Halsen?
Claus. Sløikjole, Faldehat! Hvad vil I sige dermed?
Abigael. Er I voxet ud af Eders Børneklæder, saa er jeg vel ogsaa voxet fra mine, tænker jeg. Og beiler I til min Haand, saa faaer I vel tage mig selv med paa Raad, Hr. Kammerjunker!
Claus. Bevares, dyrebareste Abigael! I misforstaaer mig ganske og aldeles. Naar vi bliver ene To, skal jeg forklare Jer det Hele ...
Ambrosius. Har Frøkenen ikke Brug for min Tjeneste meer, saa tillader I vel, at jeg fjerner mig?
Abigael. Ah, forlad mig, Monsieur Ambrosius! jeg glemte Jer reent ... og mig selv med, troer jeg næsten. Ha, ha, ha! Jeg er ogsaa en Taabe, at jeg kan komme i Affect over saa Lidt. Men saaledes er jeg, det har jeg efter Papa ... See saa, nu er det forbi, og Tak skal I have for Eders Umag!
Ambrosius. Intet at takke for, det var kuns en ringe Tjeneste.
Claus. Ah, dieu soit béni! Nu begynder Solen at skinne igjen, mærker jeg.
Abigaél. Aa ja, nu er den Sky dreven over. Men tag Jer ivare, at den ikke kommer igjen!... Bi lidt, Monsieur Ambrosius! I skal dog ikke gaae tomhændet. Her er den Rose, I fortalte mig om før ... I kan jo kaste den bort, naar den er vissen.
Ambrosius. Kaste den bort!
Abigael. Eller gjemme den, ligesom I vil. (Hun rækker ham Rosen.)
Ambrosius. Jeg takker Eder, naadige Frøken!
Claus. Men jeg da? Siden der er saa godt Kjøb paa Blomster, at ... hm!... faaer jeg da ikke ogsaa et lidet Forsoningspant?
Abigael. Aa, jo, hvorfor ikke? (Søger imellem Planterne.) See her, her er en Blomst for Jer, Junker Claus.
Claus. Jeg siger tusind Tak ... Hvad er det nu for en? Jeg kjender den saa godt, men jeg kan ikke komme paa Navnet.
Abigael (smilende). Navnet ... ja, det maa I spørge Monsieur Ambrosius om, det er hans Videnskab.
Ambrosius (ligeledes). Paa Latin kaldes den: Linaria.
Claus. Paa Latin! Kan han ikke sige, hvad den hedder paa Dansk.
Ambrosius, Jo, Hr. Kammerjunker, paa Dansk hedder den: Torskemund.
(Abigael leende ud til Venstre. Ambrosius ligeledes i Baggrunden.)
Claus (betragter Blomsten med et tvivlsomt Udtryk). "Torskemund?" (Pludselig gaaer der et Lys op for ham, han kaster den i Gulvet og udbryder forbittret:) Torskemund!
(Tæppet falder hurtig.)
Kabinet, som i anden Akts femte Scene.
Abigael. Bodil.
Abigael (betragtende sig i et Haandspeil). Jeg veed ikke, hvordan du har brugt dine Fingre imorges, Bodil! Min Frisure sidder jo heelt forkeert.
Bodil. Frøkenen var saa utaalmodig og kunde ikke blive tidsnok færdig.
Abigael. Bring mig de Krøller i Orden, og fæst saa en Blomst her paa Siden. Du kan tage en af Roserne der, de er friske nok endnu. (Hun sætter sig, Bodil pynter hende)
Bodil. Venter Frøkenen Fremmede?
Abigael. Fremmede? Nei, jeg venter ingen Andre end Monsieur Ambrosius.
Bodil. Er det kanskee for hans Skyld, I vil have Blomst I Haaret?
Abigael. For Skriverens? Hvad vil du sige dermed?
Bodil. Jeg meente, at ... Frøkenen maa ikke blive vred; men I veed, han er Hans Lauritsens Ven, og jeg har Ynk af at tænke paa, hvad der vilde skee, hvis Frøkenen gjorde Alvor af Eders Spøg; det kunde komme ham dyrt til at staae.
Abigael. Dyrt til at staae? Det er en mørk Tale, jeg forstaaer ikke, hvad du mener.
Bodil. Jeg mener, om han nu virkelig fæstede sit Sind til Jer i Kjærlighed.
Abigael. Naa ja, hvad saa? Det var vel ikke det daarligste Valg, han kunde gjøre.
Bodil. Ja men ægte ham, det kan I jo dog ikke.
Abigael. (med en Bevægelse). Ægte ham! Er du galen, Pige? Har du nogen Tid hørt, at en adelig Frøken ægtede en Skriverkarl?
Bodil. Hørt derom har jeg vel, men ...
Abigael. Ja saa, det veed jeg Intet af. Kan hænde der har været Den, som var saa lidet ærekjær. Men aldrig agter jeg at sætte en Gaasefjer i mit Adelsskjold—det kan du forlade dig paa!
Bodil. Om han nu endda faldt paa den Tanke, Frøken, over al den Venlighed, I viser ham?
Abigael. Saa var han jo ikke bedre værd, end at spærres inde i en Daarekiste.
Bodil. Forlad mig, naadige Frøken! men nu er det mig, som ikke forstaaer, hvad I mener. Jeg er kun simpelt lært, veed I nok, og jeg skjønner ikke rigtig, hvad Tanker I egentlig har.
Abigael (betragtende sig i Speilet). Hvad Tanker jeg har?... Sæt mig den Blomst noget højere op!... Hvad Tanker jeg har?... Jeg har de Tanker at vise dig, at din Kjærestes Ven er bagt af samme. Deig, som andre Mandfolk. Hvilke Tanker skulde jeg vel ellers have?
Bodil. Men det var jo dog kun Eders Skjemt med det Væddemaal, ikke sandt, Frøken? Jeg tilstaaer saa gjerne, at jeg har tabt, naar I blot....
Abigael (heftig). Men det har du jo netop ikke ... ikke endnu mener jeg ... Au, du stikker mig! Hvor du er klodset paa Fingrene idag! Saa, lad det nu være nok; Hvad stod der saa i Brevet fra Hans Lauritsen.
Bodil. Han skriver, Attestatsen er forbi, og jeg kan vente hans Besøg hver Dag. Han har et godt Tilbud at gjøre Ambrosius.
Abigael. Et Tilbud ... hvorom?
Bodil. Ja, det nævner han ikke.
Abigael. Skulde det være om en anden Plads?
Bodil. Gid det var saa vel ... for hans Hjertefreds Skyld.
Abigael. Saa, begynder du nu igjen at lamentere? Altid gjør du en Elefant af en Myg. Hjertefred! Troer du, jeg vilde spilde noget Menneskes Hjertefred, om jeg kunde?
Bodil. Ikke med Eders rette Villie, naadige Frøken! Men ... ja, I faaer holde mig tilgode, at jeg siger det ... jeg troer ikke, Eders eget Hjerte er saaledes beskaffent, at I skjønner Alt, hvad der gaaer for sig i Andres.
Abigael. Mit Hjerte ... hvad veed du om det? Den Bog har hverken du eller Nogen læst til Ende.
Bodil. Kanskee I selv ikke heller.
Abigael. Kan saa være, at der er Blade, jeg ikke har læst endnu. Men hvad jeg skjønner og veed af Erfaring, det er, at man kan bøie en Mand som en Pilevaad, og naar man slipper ham, staaer han lige rank og svai endda. Mændene tækkes man gjennem Øiet, skal jeg sige dig, og der er lang Vei fra Øie til Hjerte.
Bodil. Ikke saa langt endda, naadige Frøken! Kjærlighed er som Taaren, hedder det for et gammelt Ord; den begynder i Øiet og falder i Barmen.
Abigael. Som Taaren? Det var et underligt Ord. Hvad har Kjærlighed med Taarer at skaffe? (med let Spot:) Jeg tænkte, den var idel Fryd og Herlighed, efter hvad du har fortalt om dig og din Fæstemand.
Bodil. Tilvisse, naar det er To, som elske hinanden lige trofast.
Abigael. Men ikke, naar det kuns er den Ene, som...? Saamænd, det kan være, du har Ret; jeg skal tænke derover.—Ved du, om min Fader kommer hjem til Middag?
Bodil. Det troer jeg knap; den naadige Herre er til Hestemarked og har taget Ridefogden med. Han vil nok kjøbe Stadsheste til den nye Karosse, har jeg hørt.
Abigael. Til den nye Karosse? Mener du ...
Bodil. Den, som hører til Frøkenens Brudestyr.
Abigael. Naa, den. Ja saa er det godt; saa kan du gaae, Bodil. Jeg har ikke Brug for dig længere. (Bodil ud i Baggrunden.) ... Saa, nu bliver altsaa Hestene kjøbt, og en Dag bliver der spændt for og Vogndøren lukket op, Jørgen Tjener slaaer Trinnet ned, Papa siger Farvel, og saa ager Abigael til Kjøbenhavn i Følge med ... Aa ja, hvorfor ikke?... Hvorfor ikke? Men om En nu spurgte, hvorfor? hvad skulde jeg da svare? Det er sært nok, men det er aldrig faldet mig ind, at Nogen kunde spørge, hvorfor?... Ja, hvorfor gifter man sig? Fordi Ens Frænder har bestemt det saa? Eller fordi alle Andre gjør det? Der er dog Somme, der aldrig gifter sig.., ja, dem er der vel Ingen, der vil ha'e.—Af Kjærlighed, vilde nu Bodil sige ... den, som begynder i Øiet og synker i Barmen. Saamænd, ifald man kjendte den.—Skulde det mon være sandt, at Kjærlighed kan forstyrre Ens Hjertefred?... Aa pyt!... Men om den nu alligevel kunde?... Nei, saa hellere Hestene for Karossen og afsted til Kjøbenhavn!
Abigael. Geheimeraadinden.
Geheimeraadinden (kigger ind ad Døren til Venstre). Er den naadige Frøken alene?
Abigael (neier) Til den naadige Frues Befaling.
Geheimeraadinden (ind). Hvad mener du, mit hjerte Barn! jeg har igjen faaet Brev fra Oberhofmesterinden. Hun har den Godhed at lade mig vide, at Fru Christense Kaas agter at sælge sin Gaard næstved Helliggjæstes Kirke. Din Fader har oftere talt om at kjøbe sig en Eiendomsgaard i Staden, hvor han kunde tage ind nogle Maaneder om Vinteren. Og den Gaard ligger bekvemt, ikke langt fra Slottet og har to Leiligheder. I den ene kunde han boe, og I den anden ...
Abigael. I selv?
Geheimeraadinden. Nei, Barn, den er altfor stor til mig. Jeg kjender den. Deilige Stuer, syv Alen høie, med prægtige Malerier paa Væggene og svævende Basun-Engle oppe under Loftet. Jeg mindes godt, jeg har været der i min første Ungdom til Dands og Assemblee. Hvad mener du om at boe i sligt et stateligt Huus?
Abigael. Saamænd, det kunde være artigt nok.
Geheimeraadinden Naar det blev smukt udstyret med Mobilier og andet Huusgeraad?
Abigael. Ja, det maatte der jo til, skulde det see ud efter noget.
Geheimeraadinden Og Silkegardiner i Vinduerne. Hvilke Kulører lider du bedst?
Abigael. Jeg? Aa, Rødt og Gult, tænker jeg! det er de mest levende.
Geheimeraadinden De tager sig ogsaa kjønnest ud fra Gaden, naar der skinner Lys igjennem dem i de mørke Vinteraftener Saa staaer de Forbigaaende stille paa Fortovet og seer paa Karosserne, som kommer kjørende—prægtige Vogne med gallonerede Lakaier—kanske somme med Løbere foran.
Abigael. Med Løbere, siger I?
Geheimeraadinden. Ja, naar de kongelige Herskaber viser Huset den Ære. Saa bliver, der Stimmel paa Gaden af Tilskuere, kan du troe. Alle staaer de med Hattene i Haanden og speider efter de oplyste Vinduer, og den Ene hvisker til den Anden: Iaften er der fornem Forsamling hos de unge Folk?
Abigael. Hvilke unge Folk?
Geheimeraadinden. Aa, din Strik! du veed jo godt, hvem jeg mener. Hos dig og Claus naturligviis.
Abigael. Naa, det er os, som gjør Selskab. Eders Naade seer frem i Tiden.
Geheimeraadinden. Ikke saa langt, haaber jeg ... vel?
Abigael. Ja, hvem kan vide?
Geheimeraadinden. Hvor langt der er til Vinteren? Det er da let nok at regne, siden det er Mikkelsdag imorgen.
Abigael. Men det kunde jo være, Vinteren kom seent, eller at det slet ikke blev Vinter, ligesom forleden Aar, da vi havde Violer ved Juletid og Ribsbuskene begyndte at grønnes i Januari.
Geheimeraadinden. Hør nu, Abigael, lad os tale et fornuftigt Ord sammen. Kom hid og sæt dig hos mig. Jeg lægger vel ikke stor Vægt paa, at du og Claus blev fæstet til hinanden som Børn; thi meget kan forandres med Tiden, og det er ikke enhver Kvist, der bliver et Træ af. Men nu er I dog voxet op med den Tanke, og du kjender min Søn saa vel, at du veed, baade hvad han har og hvad han mangler; thi han gjør saa vist ingen Røverkule af sit Hjerte. Kanskee kjender han ikke dig fuldt saa nøie, men som han kjender dig, har han stor Estime og Tilbøielighed for dig, og bliver han din Husbond, vil han bære dig paa Hænder.
Abigael. Om jeg kuns ikke bliver ham for tung?
Geheimeraadinden. Kjærlighed gi'er Kræfter og gjør Alting let.
Abigael. Ja ... Kjærlighed. Geheimeraadinden. Tvivler du om, at han bærer Kjærlighed til dig.
Abigael. Han?... Aa nei, det gjør han vel, paa sin Viis.
Geheimeraadinden, Tilvisse; det kan du slaae tilvæds om, naar det skal være.
Abigael. Tilvæds!... Nei, jeg har slaaet nok tilvæds ... kanske for meget.
Geheimeraadinden. Hvad mener du?
Abigael. Intet videre. Men hvad er Eders Naades Mening med alt dette?
Geheimeraadinden. Det er, at der nu bør tages endelig Beslutning i denne Sag. Din Fader har bestemt ... hvis det ellers er dig til Villie, at din Trolovelse skal celebreres paa hans Fødselsdag.
Abigael. Det veed jeg, Eders Søn har sagt mig det.
Geheimeraadinden. Men ikke paa den rette Maade. Du havde Aarsag til at vredes; thi det var ingen Befaling, men et Ønske.
Abigael (smilende). Jeg kjender nok Papas Ønsker, de banker ikke paa Døren, de gaaer lige ind i Stuen.
Geheimeraadinden. Claus har ikke des mindre græmmet sig derover, og nu frygter han....
Abigael. For hvad?
Geheimeraadinden. For at du skal regne ham det til Onde og skyde Jaordet ud.
Abigael. Hm, skal det være, kan det jo skee lige saa godt nu som siden.
Geheimeraadinden. Altsaa samtykker du?
Abigael. Vi kan jo tales ved derom. Jeg beder Eders Naade undskylde mig, men det er nu min Syngetid, og jeg venter Monsieur Ambrosius hvert Øieblik.
Geheimeraadinden (afsides). Skriveren! (høit) Nei, nei, mit kjæreste Barn! lad mig nu ikke gaae bort med halv Besked. Vil du gjøre os Alle den store Glæde, saa lad det blive afgjort med det Samme.
Abigael. Nu vel da ... som I vil; for mig gjerne.
Geheimeraadinden Der væltede du en Steen fra mit Hjerte. Lad mig embrassere dig, min allerkjæreste Datter; thi det kan jeg nu altsaa kalde dig. Jeg vil strax skrive til Oberhofmesterinden, for at melde hende den glædelige Begivenhed og lade hende vide, at vi ventelig kjøber Fru Christenses Gaard. Jeg siger vi, for nu er vi jo saa godt som een Familie.—Og hør, à propos om Skriveren. Var det ikke rettest, du nu hørte op med den Information? Du faaer jo saa meget at tage vare paa, og desuden, naar du kommer til Kjøbenhavn, kan du jo lade dig instruere af Stadens første Syngemestere ... ja, om du saa vil, af Hs. Majestæts egen Capelmeister og Hofcantor, som informerer de kongelige Børn.
Abigael. I mener, jeg skulde høre op at synge med Monsieur Ambrosius? Aa ja, kan hænde, det var det Bedste.
Geheimeraadinden. Ja ikke sandt! Du er saa fornuftig og føielig idag, min hjerte Abigael, at jeg er ganske charmeret i dig. Hvor den Rose klæder dig smukt!
Abigael. Ikke sandt, den er kjøn endnu? Og den har dog staaet i Vand Natten over.
Geheimeraadinden. Du skulde sige ham det idag—Skriveren mener jeg—at han ikke har nødig at indfinde sig tiere. Du behøver jo ikke at lade ham vide, hvorfor ... det er ikke engang convenabelt.
Abigael. Hvorfor ... nei, det behøves ikke.
Geheimeraadinden. Jeg vil imens gaae ind og skrive Brevet til Oberhofmesterinden, og paa Veien vil jeg overraske Claus—din Claus—med den lykkelige Tidende. Det banker ... det er formodentlig Skriveren. Adieu, ma chère! Au revoir!
(Hun gaaer ud til Venstre)
Abigael. Ambrosius.
Abigael. Kom ind!
Ambrosius (fra Baggrunden). Her er jeg, efter Frøkenens Befaling. Jeg veed nu ikke, om Frøkenen vil musicere, eller kanskee hellere sanke Planter, som igaar. Himlen er høi og klar, og Luften skikkelig varm for Mikkelsdags Aften at være.
Abigael. Ingen af Delene, Monsieur Ambrosius.
Ambrosius. Ingen af Delene! Er Frøkenen da ikke vel?
Abigael. Jo, der fattes mig Intet; men jeg har Meget at forrette i Huset, og denne Pude skulde ogsaa baldyres færdig. Min Fader skal have den til Fødselsdagsgave.
Ambrosius. Saa har Frøkenen kanskee heller ikke Stunder i Morgen?
Abigael. Nei, heller ikke i Morgen.
Ambrosius. Men i Overmorgen?
Abigael. Nei, ikke for det første ... ikke før Fødselsdagen er omme.
Ambrosius. Ikke før!
Abigael. Der jo kun tre Dage til.
Ambrosius. Tre Dage, det er jo en Evighed.
Abigael (smilende). Det er allenfals en af de smaa.
Ambrosius. I tre Dage skabtes jo hele Jorden med alle dens Træer og Urter. Sæt nu, de visnede alle igjen paa den tredie Dag, saa Jorden blev øde og tom. Saa kom jeg jo aldrig til at plukke Blomster med Frøkenen meer.
Abigael. Paa den tredie Dag ... paa min Faders Fødselsdag! Det var en underlig Tale. Hvorfor skulde Blomsterne just visne paa den Dag?
Ambrosius. Aa, jeg veed ikke selv; det var kun et Indfald, jeg fik, som saa mange andre. Nei, I har Ret, hvorfor skulde de just visne paa den Dag? Det pleier jo at vare en Stund, inden Vinteren kommer. Man kan faae smukke Høstdage endnu ... men Sommertiden er da forbi.—Ja, saa vil jeg vente, til Frøkenen igjen lader mig kalde ... om det skeer nogentid.
Abigael. Om det skeer ... hvad vil I sige dermed? I er mig saa synderlig idag, Monsieur Ambrosius, ikke som I pleier. Er der gaaet Jer Noget imod? Naa, hvorfor svarer I mig ikke?
Ambrosius. Fordi Frøkenen sagtens vil lee mig ud og tænke, jeg er for gammel til slig Barnagtighed. Men da jeg imorges stod op og saae, at Rosenknoppen—den, Frøkenen skjænkede mig igaar, allerede var ganske bleg og vissen, saa ... ja, saa blev jeg noget tungsindig tilmode, og det er ligesom det sad mig i Kroppen endnu. Men det var jo en Taabelighed, for jeg vidste jo forud, at saadan en Blomst ikke kan vare evig. Og Frøkenen har vel Aarsag til at lee.
Abigael. Jeg leer ikke.
Ambrosius. Gjør I ikke! Kan I da forstaae, at det smertede mig?
Abigael. Aa ja, jeg lider heller ikke at see Blomster visne. Saa kastede I den vel bort?
Ambrosius. Nei.
Abigael. Hvad gjorde I da med den?
Ambrosius. Jeg ...
Abigael. Naa?
Ambrosius. Jeg digtede en liden Grav-Skrift over den, og saa gjemte jeg den.
Abigael. En Grav-Skrift? Den maa I lade mig høre.
Ambrosius. Ak, naadige Frøken, det er kuns en simpel Vise; den flød mig saadan i Pennen af sig selv.
Abigael. Af sig selv, siger I? Jeg meente, det var en Konst at gjøre Vers?
Ambrosius. Ja, rigtige Vers, som Biskop Kingo og Magister Falster og andre store Digtere; men ikke saadanne Viser, som jeg laver. De voxer op af sig selv ligesom Græs paa Marken. Men det gaar ogsaa med dem som med Græsset; idag blomstrer de, imorgen kastes de paa Ilden.
Abigael. Voxer de op—ja, hvordan mener I? Som nu for Exempel den Vise, I der taler om. Hvordan gik det til, at den "flød Jer i Pennen", som I kalder det?
Ambrosius. Det gik saaledes til, at jeg sad og saae paa Blomsten og tænkte, hvor skjøn den havde været og hvor stor Glæde den havde forskaffet mig. Og saa kom jeg til at tænke paa, hvor kort den havde levet, og hvor hurtig alt det Skjønne forgaaer, og ... ja, saa gik det med mig ligesom jeg fortalte Jer igaar om dem samme Rose, at der kom en underlig, frydfuld og smertelig Trang over mig til at lukke mit Inderste op og udtale, hvad der rørte sig derinde. Og alt som jeg betragtede den døde Blomst, var det ligesom den blev levende igjen indeni mig og voxede og voxede ... og saa sprang Visen ud. Saadan gik det til, om I ellers forstaaer mig, thi det er ikke saa lige at forklare Sligt.
Abigael. Jeg troer nok, jeg har forstaaet Jer. Men Visen? Det var dog mig, som gav Jer Ilosen, saa faaer I vel give mig Visen til Gjengjæld.
Ambrosius. Ja, den er Skam ikke værd at gjøre sig kostbar for. Jeg kan sige den for Jer, om I lyster; thi jeg har den opskrevet her hos mig.
(Han tager et Papir op af Lommen og læser følgende Digt:)
"Du deilig Rosenknop,