The Project Gutenberg EBook of Ambrosius, by Chris K.F. Molbech

This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with
almost no restrictions whatsoever.  You may copy it, give it away or
re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included
with this eBook or online at www.gutenberg.net


Title: Ambrosius

Author: Chris K.F. Molbech

Release Date: October 6, 2004 [EBook #13599]

Language: Danish

Character set encoding: ASCII

*** START OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK AMBROSIUS ***




Produced by Miranda van de Heijning and the Online Distributed
Proofreading Team.







AMBROSIUS.

SKUESPIL I FIRE AKTER

AF

CHR. K. F. MOLBECH.



NIENDE OPLAG.

KJOBENHAVN.

1893





#PERSONERNE.#


#Baronen.#

#Abigael#, hans Datter.

#Bodil#, hendes Kammerpige.

#Geheimeraadinden#.

#Junker Claus#, hendes Son.

#Ambrosius Stub#, Student.

#Hans Lauritsen#, Candidat i Theologien.

#Jorgen#, Kammertjener.

#Magister Soren#, Sognepraest.

#Peder Rasmussen#, Degn.

#Niels Bruus#, Ridefoged.

#v. Reinsberg#, Captain.

#Gjaester#.


Handlingen foregaaer paa en Herregaard i Fyen i Aaret #1731#.



FORSTE AKT.




       *       *       *       *       *

#Have, med Traeer og Buske paa begge Sider. Til Venstre i Forgrunden et
gammelt Egetrae med en Baenk foran. I Baggrunden et lavt Gjaerde, over
hvilket der er Udsigt til Skove, Marker og en Landsbykirke i de Fjerne.
Hiinsides Gjaerdet lober en Vei, som forer langsmed Haven op til
Herregaarden. Solklar Formiddagsbelysning.#

       *       *       *       *       *




FORSTE SCENE.


#_Abigael og Bodil_ (komme ind fra Hoire).#

_Abigael._ Det er ikke Umagen vaerd at gaae laenger, Bodil! Herfra kan vi
see, naar Vognen dreier om Skoven, saa er det tidsnok at vende om. Solen
braender staerkt, omendskjondt det er tidligt paa Dagen; vi faaer ventelig
Regn inden Aften.

_Bodil._ Troer Frokenen det?

_Abigael._ Jeg kan kjende paa mig, at der er Torden i Luften. Saa har
jeg altid en synderlig Uro i Blodet, som om Noget var ventende, jeg veed
ikke hvad.

_Bodil._ Det er der da endelig ogsaa, siden I venter Eders Faestemand hid
i Formiddag.

_Abigael._ Jo pyt! Det skulde vel anfaegte mig stort, enten Hr.
Kammerjunkeren kommer eller gaaer.

_Bodil._ Men Froken, han er jo dog Eders Brudgom! Og blev det ikke med
Jer Faders Minde bestemt, at Jaordet skulde holdes nu i Host, naar
Kammerjunkeren og hans Fru Moder kom hid fra Kjobenhavn?

_Abigael_, Min Brudgom--ja, man siger jo saa. Jeg mindes ellers ikke
saa noie, hvad jeg svarede ham den Stund, han beilede til mig, for det
er saa laenge siden.

_Bodil_. Saa laenge siden?

_Abigael_. Ja, eftersom jeg endnu var klaedt i Loiert og Hue og laa paa
min salig Moders Skjod, da Hr. Claus gjorde mig sin Opvartning forste
Gang. Jeg blev jo dobt og trolovet paa samme Dag, saa det er da en Slump
Aar siden.

_Bodil_. Det er vel Frokenens Spog? Jeg veed nok, I blev trolovet paa
Vuggen, men siden har I jo....

_Abigael_. Har jeg ikke svaret ham Ja dengang--siden har jeg visselig
ikke gjort det. Thi vel har han sagt mig mange Slags Artigheder, men
beilet til mig--hos mig selv--det har han egentlig ikke. Den Ting har
min Fader og hans Moder ventelig afgjort imellem sig.

_Bodil_. Uden at sporge Jer ad! Men, i Herrens Navn, hvad har I da
bestilt al den Tid, I var sammen med ham her paa Gaarden ifjor?

_Abigael_. Jeg? Jeg har dandset med ham, og redet med ham, og hort paa
ham--og leet ad ham, for, mellem os sagt, han er ikke meget klogtig; men
han rider godt og danser udmaerket.

_Bodil_. Og det er Alt? Men elsker I ham da ikke?

_Abigael_. Elsker ham?... See, der springer en Hare over Marken! Havde
jeg nu min Bosse, saa var Morten vaek! Saa, nu slap han ind bag en
Groftevold.... Om jeg elsker ham? Aa, du er et Barn, Bodil! Troer du,
man sukker og lamenterer for hinanden i min Stand ligesom i din? Naar du
og din Student engang kommer sammen i et lidet Praeste-eller Degnekald,
hvad det bliver, saa faaer I vel tage Kjaerligheden til Hjaelp, for at
bode paa den magre Indkomst; men er man adelig fodt og har Midler nok,
saa gives der bedre Tidkort end at naebbes og kurre. Naa, see nu ikke saa
ulykkelig ud--det bliver nok et Praestekald.

_Bodil_. Tro ikke, at jeg gjor mig Bekymring derover. Jeg er jo selv en
Degnedatter og veed, at jeg har havt et lykkeligt Hjem, endda mine
Foraeldres Kaar var kun ringe. Og jeg veed ogsaa, at min Faestemand Hans
Lauritsen taenker som jeg og vil vaere tilfreds, blot Vorherre under os
det daglige Brod. Men det gjor mig ondt, at Frokenen taler saa
ringeagtende om det, som jeg selv skatter for den hoieste Lykke. Thi det
veed jeg, at hverken Gods eller Guld eller adeligt Navn kunde erstatte
mig min Kjaerlighed, om den blev tagen ud af mit Hjerte.

_Abigael_. Du er en god Pige, Bodil; men hvad der gjaelder for dig og
dine Lige, gjaelder nu engang ikke for mig og mine Lige. "Ornen sidder
paa hoien Hald, og Linden den stander i dyben Dal", hedder det i den
gamle Vise. Der er Urter, som trives bedst i mager Jord, og til dem maa
vel Kjaerligheden hore. Hos mig har den i det mindste hverken sat Rod
eller Spire, og Junker Claus er dog ikke den eneste Mand, som har
dandset med mig og sagt mig smukke Ting. For den Sags Skyld kunde jeg
ligesaa gjerne gifte mig med Christen Skeel eller Jorgen Friis eller
Erik Trolle--thi derudi er den Ene som den Anden, at jeg kan vinde dem
Alle om en Finger. Og hvem veed, hvad jeg gjor? Jeg har endnu ikke givet
mit Lofte, og til Syvende og sidst er det dog mig, det angaaer. Jeg vil
selv vaelge Strikken, sa'e Tyven, det er mig, som skal haenges!... Nu
maae de vel forresten snart vaere her. Naar min Fader er med, gaaer det
rask, og der er Heste nok at skifte med. See engang ud, om du ikke
faaer Oje paa Vognen.

_Bodil_ #(gaaer op imod Baggrunden og seer ud til Hoire).# Nei, endnu
er der Intet at see; der er ikke en levende Sjael paa hele Veien. Jo, fra
den anden Kant kommer der En.

_Abigael_ #(som har sat sig paa Baenken).# En Bonde?

_Bodil_ #(skygger med Haanden for Oinene).# Nei, skjonner jeg ret, er
han kjobstadklaedt.... Det var da en underlig En! Han gaaer barhovedet
midt i Solskinnet og baerer Hatten paa en Kjaep.

_Abigael_. Kommer han her forbi?

_Bodil_. Ja, det maa han vel, og han skrider rask til. Kanskee det er
den nye Skriverkarl, som den naadige Herre har faestet!

_Abigael_. Paa din Anbefaling.

_Bodil_. Ja, det vil da sige paa min Kjaerestes, for selv er jeg ikke
kjendt med ham. Men han har gaaet i Skole med Hans Lauritsen, og de
fulgtes ad til Akademiet i Kjobenhavn.... Hor, kan I hore ham synge?
#(Bag Scenen lyder en munter Sang, som efterhaanden kommer naermere.)#
Det er bestemt ham, for jeg veed, han skal have en kjon Rost, og Viser
kan han ogsaa digte.

_Abigael_. Ei, ei! det maa jo vaere en sjelden Fugl af en Skriver.

_Bodil_. Der er han!

#(Abigael vender sig og seer tilbage, uden selv at sees. Ambrosius,
kommer rask ind fra Venstre hiinsides Gjaerdet. Han baerer Hatten og en
lille Vadsaek paa sin Stok, og en Luth i et Baand paa Ryggen. Midt for
Scenen standser han i Solskinnet, seer ind i Haven og faaer Oie paa
Bodil.)#




ANDEN SCENE.

_De Forrige. Ambrosius_.


_Ambrosius_. Godmorgen, lille Jomfru! Alt saa tidlig ude at spadsere? I
har vel hjemme her, kan jeg taenke. Forer denne Vei ret op til Gaarden?

_Bodil_. Det kommer an paa. Alleen hist henne er kun for Herskabet og
fornemme Gjaester. For Tyendet og Hovbonderne gaaer Veien om ad
Ladegaarden. Den pleier veifarende Folk ogsaa at folge, naar de har
AErind paa Gaarden. Der skulde I have taget af til Hoire.

_Ambrosius_. Horer I kanskee til Tyendet?

_Bodil_. Jeg er Kammerpige hos den naadige Froken.

_Ambrosius_. Ih nei da, er I Bodil Ibsdatter? Saa har jeg kjaerlig Hilsen
til Jer fra Hans Lauritsen. Jeg er den nye Skriver, Ambrosius Stub. Bi
lidt, nu kommer jeg over til Jer.

_Bodil_. Nei holdt! det er Herskabets Have her. I faaer kjont gaae
tilbage, om ad Ladegaarden.

_Ambrosius_. Skam, der gjor! Skulde jeg nu vende om igjen? Hvor I gaaer,
kan jeg vel og traede, omendskjondt mine Fodder er storre end Jeres. Vi
er jo dog Tyende begge to. #(Han springer over Gjaerdet.)# Saa, her
har I mig! Og nu rigtig Goddag #(ryster hendes Haand)# og velkommen
hid, Ambrosius! Ja, det var Jer, som skulde sagt det. Jeg havde Brev fra
Jer Faestemand--idag er det fjorten Dage siden. I veed vel, Attestatsen
staaer for Doren. Saasnart han har absolveret den, reiser han hjem og
kommer hid paa Veien. Det skal blive Loier! Vi har ikke seet hinanden i
tre Aar. #(Han har imens taget en Flaske op af Lommen.)# Hans Skaal,
den aerlige Karl! Og gid han maa faae Kaldelse, inden Aaret er omme!
#(drikker.)# See saa, nu er den Flaske tomt! Jeg fik den i Kroen,
hvor jeg overnattede--den kostede mig kuns en Vise. Vil I fylde den
igjen, skal I faae samme Betaling. #(Seer sig om.)# Naa, saa det er
Baronens Have. Der er ellers nok saa kjont udenfor, synes mig; der har
man en friere Udsigt.

_Abigael_. Saa skulde I vaere bleven derude.

_Ambrosius_. Hvad er det? Er vi ikke alene? Og I siger mig Ingenting!

_Bodil_. I lod mig jo ikke komme tilorde. Det er mit Herskab, den
naadige Froken.

_Ambrosius_ #(med Hatten i Haanden).# Frokenen!

_Abigael_ #(fornemt).# I er temmelig dristig, at I saaledes bryder
ind i Haven uden Forlov. Gjorde jeg Jer Eders Ret og besvaerede mig
derover, kunde I vente at blive jaget af Gaarde som en Losgaenger.

_Ambrosius_ #(stolt)# En Losgaenger! #(godmodig).# Naa ja, det er
jeg vel i Grunden og, det kan Frokenen have Ret i. Men nu skulde jeg jo
prove paa at slaae mig fast, saa det var ondt nok, om jeg blev jaget paa
Doren med det samme ... I mener det vist heller ikke saa slemt. I
Grunden har jeg jo ikke gjort Andet, end hvad saa mange andre lose Fugle
gjor hver Dag, baade Skader og Staere og Finker og hvad de allesammen
hedder. De flyver da baade ud og ind i Haven, skal jeg troe.

_Abigael_. Det var en underlig Tale den. Er I kanskee en Fugl?

_Ambrosius_. Saamaend, naadige Froken! Jeg synger med mit Naeb, ligesom de
andre Fugle med deres, og kan jeg ikke flyve, saa kan jeg dog hoppe.
Kanskee faaer jeg ogsaa Vinger med Tiden!

_Abigael_. Og bliver til en Skade--ja I seer ud derefter. Men naar
Skaderne skraepper for naesviist, saa skyder man dem.

_Ambrosius_. Men om jeg nu blev til en Sangfugl og satte mig i Traeet
udenfor Eders Vindue, vilde I saa endda lade mig skyde?

_Abigael_. Jeg taenker ikke, det gjordes behov, al den Stund vi har Katte
nok paa Gaarden. Men lad det nu faae en Ende med den Fuglesnak! Jeg vil
forlade Jer Eders Dristighed, siden I ellers er anbefalet som en
skikkelig Person. Hvor kommer I fra?

_Ambrosius_. Siden jeg forlod Kjobenhavn for tre Aar siden, har jeg
konditioneret paa forskjellige Steder. I det sidste Fjerdingaar har jeg
laest med Pogene i Vissenbjerg Skole under Degnens Sygdom.

_Abigael_. I er jo Student; hvorfor har I overgivet Studeringen?

_Ambrosius_. Ak, naadige Froken! det var saadan en Skjaebne. Jeg har havt
smaa Kaar fra Barndommen af og har vaeret vant til at hjaelpe mig med
Lidt. Et Korn her, et Korn hist, ligesom Fuglene, vi talte om for. Nogle
Skillinger havde jeg sparet sammen, da jeg forlod Skolen i Odense, og en
Tid fik jeg frit Bord paa Klosteret i Kjobenhavn. Siden laeste jeg en
Stund for Kosten med en ung Person, som var Son af en Viintapper, jeg
kjendte. Men han skulde til Tydskland i Laere, og saa blev der slaaet
Prop i den Flaske. Imidlertid, forknyt har jeg aldrig vaeret; jeg boede
paa et Tagkammer og slog mig igjennem som jeg kunde, #(til Bodil).#
Ja, Eders Kjaerest, Jomfru Bodil, har vaeret mig en trofast Ven. Han havde
saa vist heller ikke Overflod; men hvad han havde, det deelte han med
mig af et villigt Hjerte. Og sommetider gav han mig en Praeken oven i
Kjobet, maa I troe.

_Bodil_. En Praeken?

_Ambrosius_. Ja, naar jeg ikke hang stadig nok i Bogerne. Han gik nu
altid midt ad Kongeveien, skal jeg sige Jer; jeg havde gjerne saadan et
lille Svinkeaerind til Hojre og Venstre.

_Abigael_. Ja, har I vaeret saa vidtloftig i Alt, som I er i Eders Tale,
saa undrer det mig ikke, at Hans Lauritsen blev utaalmodig. Jeg spurgte,
hvorfor I overgav Studeringen.

_Ambrosius_. Nu kommer det, naadige Froken! nu kommer det. Ret som jeg
var bedst i Gang med at laese og havde faaet udbetalt en liden Arv, som
var tilfalden mig efter en Velynder--gik det Hele op i Rog.

_Abigael_. Hvad gik op i Rog?

_Ambrosius_. Alle mine Eiendele, mine Boger, min Smule Klaeder, min
Seng--og Pengene med, som jeg havde syet ind i min Hovedpude. Det var i
den store Ildebrand, som overgik Kjobenhavn for tre Aar siden. Jeg var
gaaet et Par Miil ud i Landet, for at sige Farvel til Skoven, som
begyndte at faae gule Blade. Og da jeg kom tilbage, horte jeg Klokkerne
kime og saae Luerne slaae iveiret. Saa var min Klokke slaaet, og der var
ikke Andet for mig at gjore, end at reise over til mit Hjemsted her i
Fyen og friste Livet som jeg kunde. See, saadan gik det til, naadige
Froken, og jeg takker Gud for det ikke gik vaerre.

_Abigael_. Saa maa I vaere noisom. Mig synes ikke, I har Stort at takke
for, efter hvad I der beretter. Hvad mener du, Bodil?

_Bodil_. Vorherre har dog sparet ham Liv og Helsen. Han kunde jo vaere
omkommen i det braendende Huus eller have mistet sin Forlighed for
bestandig.

_Abigael_. Liv og Helsen! Ja, naar man ikke forlanger Andet. Det har jo
hver en Oxe, der gaaer for Ploven, og hver en Bonde, der gaaer bag.
#(til Ambrosius.)# Men det er jo heldigt, I kan noies med Lidt, siden
der ikke er beskaaret Jer Mere.

_Ambrosius_. Lidt! Kalder I det Lidt, at jeg lever, at jeg kan flytte
min Fod og drage min Aande? At jeg kan fole Solen varme mig og Vinden
kole min Pande? Er det lidt, at Vorherre hver Aften taender sine Stjerner
for mig og lader Maanen lyse heelt ind i mit Kammers? At jeg kan laegge
mit Hoved til Hvile med hans hellige Ord og vaagne styrket og frisk til
min Gjerning, naar Dagen gryer? Herre, min Gud, hvor I maa vaere rig,
naar I kan kalde alt det Lidt!

_Abigael_ #(koldt).# Hvad der er Meget for En, kan vaere Lidt for en
Anden. Det er ellers Skade, I ikke fik Attestats, for I praeker godt. Men
I kan jo altid blive Degn, om I synger saa vel, som I taler flydende.

_Ambrosius_. Jeg tager Frokenen paa Ordet og siger Tak som byder.

_Abigael_. Naa saaledes var det just ikke meent. Men det er det samme;
skikker I Jer vel, skal jeg rekommandere Jer, naar der bliver et
Degnekald ledigt paa Godset--et, som ikke er for lidet, for I skal vel
og giftes og saette Bo, kan jeg taenke. I kan jo ved Leilighed lade mig
hore, hvordan Eders Rost klinger. Hvad var det for en Vise, I sang for,
da I kom gaaende?

_Ambrosius_. Giftes? Jo vist, det har gode Veie! Forst skulde jeg da
have mig en Faestemo, og det kan falde vanskeligt nok, naadige Froken,
for jeg er meer genegen til Venskab end til Kjaerlighed, troer jeg. Eller
ogsaa har jeg ikke fundet den Rette endnu--Vorherre raader for det, som
for alt Andet! Men Kjaerlighed maa der til. Det er bedre at gaae fri paa
bar Mark, end at vaere bunden til en Tornebusk.

_Bodil_. Der kan Frokenen hore; der er Andre, der taenker om Elskov og
Giftermaal ligesom jeg.

_Abigael_. Ei, gak til Bloksbjerg med din Elskov! Var den saa stor en
Lykke, vilde fornemme Folk vel skatte den saa godt som I og gifte sig
derefter.

_Ambrosius_. Siig ikke det, naadige Froken! Fornemme Folk har saa meget
Andet at taenke paa. Enhver af dem har maaskee saa travlt med at elske
sig selv, at der ikke bliver Tid til at elske nogen Anden.

_Abigael_. Troer I? Der er ellers Ingen, som har forlangt at faae Jer
Mening at vide. I skulde hellere svare paa det, jeg spurgte Jer om.

_Ambrosius_. Jeg beder underdanig om Forladelse, men jeg kommer sandelig
ikke i Hu....

_Abigael_. Jeg spurgte, hvad I sang for en Vise, da I for kom gaaende?

_Ambrosius_. Hvad jeg sang for en Vise?... Ja, hvor er den Snee, som
faldt ifjor? Jeg synger saamange Viser, og sommetider laver jeg dem med
det samme. Jeg skulde naesten troe, det var Tilfaeldet for, for jeg
mindes, der floi en Laerke op ved Siden af mig, da jeg skraaede over
Engen, og saa taenkte jeg ved mig selv: hvem der saadan kunde synge sig
hoiere og hoiere op imod Himlen! Og saa sang jeg Noget, jeg veed ikke
hvad; men muntert har det vaeret, for det var Laerken, jeg sang omkap
med.--Men lyster Frokenen at hore en anden Vise, saa staaer jeg til
Befaling. Instrumenterne er i Orden, det ene har jeg i Halsen og det
andet paa Ryggen.

_Abigael_. Aa ja, I kan jo synge mig Noget for, saa skjonner jeg med det
samme, om I kan gjore Fyldest i en Kirke.

_Ambrosius_. Det taenker jeg vel; jeg har da sunget for meer end eengang,
baade i Trinitatis og andre Steder, og jeg kan ogsaa spille paa Orgel,
om det behoves--men det Instrument forer jeg ikke med mig. Ja, saa skal
det vel sagtens vaere en Psalme?

_Abigael_. Aa nei, I kan jo synge en af de Viser, I selv har digtet. Men
ingen Elskovsarier eller Sligt--det kjeder mig.

_Ambrosius_. Mig ogsaa, naadige Froken! saa det kan vi lettelig enes om.
Nei, nu skal jeg synge Jer en Vise, jeg digtede ved Foraarstid i mit
Hjertes Glaede, dengang Varmen kom i Veiret og Skoven begyndte at
gronnes. Giv nu Agt! #(Han tager Luthen frem, praeluderer et Oieblik og
synger derpaa, til en munter Melodi, folgende Strofer:)#


"Den kjedsom Vinter gik sin Gang,
Den Dag saa kort, den Nat saa lang
        Forandrer sig
        Saa lempelig;
Den barske Vind, den morke Sky
        Maa flye,
Man frygter ei, at Sne og Slud
Skal mode dem, som vil gaa ud;
        Thi lad os gaae
        At skue paa,
Hvor smukt Naturen sig beteer
        og leer."

"Ak see, hvor pyntet Solen gaaer
Med lange Straaler i sit Haar;
        Den varme Krands
        Er rette Kands
For alle Ting, som nu maa grye
        Paa ny.
See Fuglene i Flokketal
I Luftens vide Sommersal;
        Her flyver en
        Jo med sin Green,
En anden sanker Haar og Straa
        Saa smaa."

"Ak see et meget yndigt Syn
Paa Skovens gronne Oienbryn!
        Den hoie Top
        Skal klaedes op,
Og Vaaren pynter Bogen ud
        Til Brud.
Hist vogter Hyrden Kvaeg og Korn;
Et Hundebjael, en Lyd af Horn
        Er alt hans Spil;
        Men hor blot til,
Hvor smukt den Skov ham svare maa.
        Derpaa."

"Ak, see, hvor speileklar og glat
Den So dog er i Lave sat...."


#(Sangen afbrydes af den folgende Replik.)#




TREDIE SCENE.

_De Forrige. Baronen._


_Baronen_ #(kommer hurtig ind fra Hoire, klaedt i Reisedragt. _Ambrosius_
og Bodil traekke sig under den forste Replik noget tilbage).#

Hvad Djaevlen er dette for en Kvinkeleren? Jeg troer sandfaerdig, du
holder Concert og Assemblee her i Haven, i Stedet for at tage imod de
Gjaester, som komme til Gaarde. Der kommer jeg kjorende med
Geheimeraadinden og hendes Son op for Hovedtrappen, og saa er der ingen
Andre tilstede end en Tjener og en Fadeburspige!

_Abigael_. Naa, naa, slaa mi lidt koldt Vand i Blodet, #(neier)# og
velkommen hjem, Hr. Baron! Ulykken er vel ikke storre, end at den kan
rettes igjen med en Undskyldning. Jeg og Bodil var jo netop gaaet herned
for at see ud efter Vognen.

_Baronen_. Saa skulde I have holdt bedre Udkig. Ledige Kvindfolk pleier
dog ellers at have Oine nok paa Fingrene, naar der er Beilere ivente.

_Abigael_. Det kommer vel an paa Kvindfolkets Art, og paa Beilerens med,
taenker jeg.

_Baronen_. Hvad skal det sige? Er Junker Claus dig ikke laenger god nok?

_Abigael_. Ikke laengere? I veed jo ei, om han nogen Tid har vaeret det.
Desforuden er det jo Aar og Dag siden vi saaes; det kan jo haende, han
har forandret sig imens. Men ... er han den Samme i Aar, som han var
ifjor, saa....

_Baronen_. Hvad saa?

_Abigael_ #(leende).# Saa kunde han min Tro vaere bedre.

_Baronen_. Hor, Abigael, gjor mig nu ikke Hovedet kruset! Siden din
salig Moders Dod har du havt din Frihed i alle Stykker; men nu skal
det, Vorherredod, have en Ende! Du er faestet til Junker Claus fra du var
Barn, I har vaeret sammen baade ifjor og iforfjor, og nu er han kommen
hid for at holde Bryllup--vil du nu dreje af og kjore en anden Vej? Nei,
saa gid...!

_Abigael_. Tys, tys, det har jeg jo ikke sagt, lille Fader! Men Alt har
sin Tid, maa du taenke. Man gaaer ikke til Bryllup som til Springedands.
Forst skal Toiet kjobes til min Brudeklaedning, og saa skal det skaeres og
syes og....

_Baronen_. Spraettes op og syes om og forkortes og forlaenges ... aa, jeg
gider ikke hore paa den Snak! Geheimeraadinden er nu ved at skifte
Klaeder efter Reisen. Naar hun er faerdig, maa du selv gjore din
Forsommelse god. Men det siger jeg dig, at dersom.... #(idet han vender
sig, faaer han Oje paa Ambrosius.)# Hvad! Staaer han her endnu? Hvad
er han for en Landstryger, og hvad har han at gjore her i Haven?

_Ambrosius_. Mit Navn er Ambrosius Stub, naadige Herre! Jeg er den
Skriver, som....

_Baronen_. Den nye Skriverkarl? Naa, saa det er han! Men min Have er
ingen Skriverstue og heller ingen Markedsplads for Musikantere og
Visekraemmere. Marsch afsted! Gaa op og meld sig hos Ridefogden, der
faaer han at vide, hvad han har at gjore. Han faaer sit Kammers for sig
selv, tre Daler om Maaneden og Traktement med Folkene. Naa! hvad venter
han paa?

_Ambrosius_. Paa at hore, hvad den naadige Froken behager at sige om min
Rost.

_Baronen_. Hvad for noget?

_Abigael_. Han har Ret. Papa maa holde ham tilgode, at han har sunget og
spillet her i Haven. Det skete paa mit Forlangende.

#(_Jorgen Tjener_ kommer ind.)#




FJERDE SCENE.

_De Forrige. Jorgen_.


_Baronen_. Ja saa, og i hvad Anledning, maa jeg sporge? #(til
Jorgen).# Har han noget at sige mig, saa vent!

_Abigael_. Der har jo tidt vaeret Tale om, at Degnen skulde saettes paa
Aftaegt. I siger selv, at han har en Stemme som en sprukken Jydepotte. Da
jeg horte at Skriveren baade kunde synge og spille paa Orgel, saa taenkte
jeg, at han maaskee kunde blive Peer Rasmussens Medhjaelp og siden lose
ham af, naar det gjordes fornodent. Derfor lod jeg ham synge for mig, at
jeg kunde hore, hvad han duede til. Og jeg kan give ham et godt Lov
baade for hans Rost og Faerdighed.

_Baronen_. Saamaend, det var ikke saa ilda betaenkt. Blind Hone finder
ogsaa et Korn iblandt. Han kunde da vaere Degn om Sondagen og Skriverkarl
om Hverdagen; det var at slaae to Fluer med een Smaekke. Ja, ja, nu faaer
vi see, hvordan han skikker sig.

_Jorgen_. Naadigherren glemmer da ikke, at I har givet mig Haab om at
blive Degnens Eftermand i Kaldet?

_Baronen_. Haab? ja, det kan han frit beholde for mig. Men Kaldet er
mit, og det gi'er jeg til hvem jeg lyster.

_Jorgen_. Men naadige Herre, betaenk at....

_Baronen_. Hold Mund! #(til Abigael.)# Jeg gaaer et Ojeblik over i
Ladegaarden, men kommer igjen til Frokosten. Sorg nu for, at
Geheimeraadinden bliver stillet tilfreds, hvis hun, som rimeligt er,
skulde vaere noget pikeret, #(til Jorgen.)# Hvad var det saa for et
AErind, han havde til mig?

_Jorgen_. Jeg skulde melde fra Ridefogden, at en af Indsidderne er
greben paa fersk Gjerning imorges, da han var ved at stjaele Kvas i
Folehaven. Ridefogden sporger, om han skal paa Traehesten, eller om
Herren vil have ham paa Vand og Brod i Hullet.

_Baronen_ Aa, lad ham slippe med Traehesten, siden det ikke var Andet end
Kvas. #(til Ambrosius.)# Han kan folge med og lade Jorgen vise ham
Vei til Skriverstuen. Den vender just ud til Baggaarden, hvor Traehesten
staaer, saa kan han laere at ride med det samme.

#(_Baronen_ gaaer ud til Venstre, _Ambrosius_ og _Jorgen_ til
Hojre.)#

_Abigael_. See saa, nu er det Pust overstaaet. Min Fader koger hurtig
over, men det varer ikke laenge. Det var naer gaaet ud over Skriveren, om
jeg ikke havde lagt mig imellem. Han huede mig ellers ganske godt, den
Person ... hvad var det, han hed?

_Bodil_. Ambrosius Stub.

_Abigael_. Han er en kjon Karl og vel skaaren for Tungebaandet. Og han
var meer frimodig i sin Tale, end det Slags Folk ellers pleier at vaere,
For de er gemeenlig saa krybende, at En faaer Lyst til at traede paa dem,
bare for deres Underdanigheds Skyld.

_Bodil_. Da synes mig ellers, Frokenen talte ham haardt nok til, isaer i
Begyndelsen.

_Abigael_. Jeg? Det mindes jeg ikke. Men om saa var, saa er det vel
lobet af ham igjen, siden han ikke lod sig maerke med Noget.

_Bodil_. Siig ikke det, Froken! Det er ei alle Tanker, som komme til
Tinge, veed I.

_Abigael_. Ja, ja, fik han Regn idag, kan han jo faae Solskin imorgen,
saa er den Sorg slukt.

_Bodil_. Det kunde dog vaere, I tog feil. Ofte findes der stolt Hjerte
under luvslidt Kjortel, og....

_Abigael_. Stolt! Ha, ha, nu maa jeg lee. Skulde en Skriverkarls Hjerte
vaere stoltere end en Junkers? Hr. Claus og de Andre kan jeg styre med
en Silketraad, saa kan jeg vel sagtens vende Sind og Hjerte paa en
fattig Student, naar det lyster mig.

_Bodil_. Eet Sind er ikke som et andet, naadige Froken! Og hvad Hjertet
angaaer, saa taenker jeg, det retter sig ikke efter Stand og Vilkaar
alene, men kan vaere ligesaa aerekjaert hos en ringe Tjener som hos en
fornem Junker. Ellers havde Vorherre da skiftet altfor daarlig mellem
Fattige og Rige.

_Abigael_. Hor, Bodil, jeg synes, du begynder at praeke mig noget meget
paa den senere Tid. Det er nok Praestekonen, som stikker dig i Kroppen
allerede. Det kan vaere priseligt nok, at du tager din Stand og dine
Kjendinge i Forsvar; men skal Maendene vaere Text, er det bedre, du horer
til og lader mig holde Talen. For i det Kapitel er _jeg_ nok mere
bibelfast end _du_. Har man nogen Tid hort Mage! En Skriverkarl skulde
vaere for stiv, til at jeg kunde boie ham under min Villie? Paa sine bare
Knae skulde han ligge for min Fod, kom det mig an derpaa. Du smiler!
Troer du det ikke? Det kunde naesten lyste mig at prove det Spil, om det
ikke var at nedlade mig for meget.

_Bodil_. For Himlens Skyld! Det er da ikke Frokenens Alvor?

_Abigael_. Ha, ha, nu bliver du bange for Skriveren! Tag saa flux dine
Ord igjen!

_Bodil_. Det er ikke for ham, jeg er bange. Thi den Tro har jeg da til
ham, at han er ingen taabelig Gjaek, omendskjondt han er ung og munter.

_Abigael_. Ikke for ham! Er du fra Sands og Samling, Pige? Mener du, at
jeg....

_Bodil_. Jeg mener kun, det var en farlig Leg for Eders Rygte, naadige
Froken, som let kunde give Aarsag til Misforstand.

_Abigael_. Mit Rygte skal jeg nok sorge for. Jeg sidder vel saa hoit
til Hest, at jeg kan ride over det Vand uden at staenkes. Nu har du egget
mig, og jeg skal vise dig Syn for Sagn, at de Alle er lige gode, din
Faestemand ufortalt. Skal vi slaae tilvaeds, at inden Maaneden er omme, er
Skriverens Villie saa myg som en Pilevaand, og hans "Stolthed" ligesaa
tyndslidt som hans Kjortel?

_Bodil_. Naadigste Froken, jeg beder Jer saa bonlig....

_Abigael_. Taber jeg, skal du faae Linned og Uldent til Udstyr, men
vinder jeg ... tys, der kommer Nogen! Tand for Tunge, horer du!




FEMTE SCENE.

_De Forrige. Geheimeraadinden og Junker Claus_ #(komme ind fra
Hoire.)#


_Geheimeraadinden_. Naa, her traeffe vi endelig den bortfloine Fugl! Fy
skamme dig, du slemme Pigebarn! Du skulde egenlig have Skjaender, at du
saadan absenterer dig.

_Abigael_. Jeg beder Eders Naade forlade mig. Jeg var visselig tilsinds,
at tage imod Jer, men....

_Geheimeraadinden_. Ja, ja, det skal vaere dig tilgivet. Kom saa hid og
giv mig et Kys til Velkomst.

_Junker Claus_. Skjonneste Abigael jeg kaster mig for Eders Fodder!

_Abigael_. Ak nej, gjor det ikke, Hr. Kammerjunker! Jorden er vist
fugtig endnu af Morgenduggen.

_Claus_. Ha, ha, Skjaelmsmester! Men den lille Haand faaer jeg dog Lov at
kysse--_n'est-ce-pas?_ #(kysser hendes Haand.)# Men hvor I har
embelleret Jer siden ifjor--det er magelost! Har jeg ikke Ret, Mama?

_Geheimeraadinden._ Jo, hun er allerkjaereste!... Goddag, Bodil!... Og
altid saa smagfuldt klaedt, efter den sidste Facon.

_Claus_. Og saa denne _fraicheur!_ Man maa sige, hvad man vil; men vore
Damer ved Hove kan dog ikke blande Farverne saa flint som Naturen. Deres
_rouge_ og deres _blanc_ kan hver for sig vaere ligesaa vellykket, men
denne charmante Overgang, den har de ikke.

_Abigael_. Tag Jer iagt, Hr. Kammerjunker! at I ikke forstyrrer den
"charmante Overgang"; I gior mig jo heelt rod i Hovedet med Eders
Komplimenter.

_Claus_. "Hr. Kammerjunker!"--Hvorfor taler I mig saa fremmed til?

_Abigael_. Er I da ikke Hans Majestaets Kammerjunker?

_Claus_. Ganske vist har Hs. Majestaet havt den Naade ved
Allerhoistsammes Kroningsfest at udnaevne mig til opvartende Kammerjunker
hos Hendes Majestaet, vor allernaadigste Dronning; men naar jeg opvarter
Eder, skjonneste Abigael, er det i Kraft af en anden Udnaevnelse, som er
mig endnu dyrebarere end den kongelige Gunst. Kald mig derfor ikke
Kammerjunker, kald mig Claus. Og vil I vaere ret aimable, saa foi blot et
lille Ord til, som for Exempel....

_Abigael_. _Junker_ Claus--ja, med storste Fornoielse. Altsaa, Junker
Claus, I er uden Tvivl hungrig efter Reisen, og Eders Naade traenger vist
ogsaa til en Forfriskning. Jeg taenker, Frokosten er alt serveret; min
Fader kommer om et Oieblik, han er kun gaaet over i Ladegaarden.

_Geheimeraadinden_. Tak, mit hjerte Barn! Men for min Person beder jeg
kuns om en Kop Chokolade; jeg nyder aldrig Andet paa Formiddagen, jeg
bliver saa let echaufferet.

_Abigael_. Bodil! gaa op og siig, der skal Chokolade paa Bordet.
#(_Bodil_ gaaer ud til Hoire.)# Onsker I heller ikke Andet, Junker
Claus?

_Claus_. I Eders _presence_ fornemmer jeg i Grunden hverken Hunger eller
Torst. Men en lille Bagatel....

_Abigael_. Et Stykke Postei maaskee?

_Claus_. Tak, hvis det findes.

_Abigael_. Et Par Skiver Skinke?

_Claus_. I er altfor god.

_Abigael_. En lille Agerhone eller to?

_Claus. Grand merci, Mademoiselle_! Agerhons er en af mine Livretter.

_Geheimeraadinden_. #(med et Blik til Claus.)# Hm!

_Claus_ #(hurtig).# Men, som sagt, i Eders _presence_ taenker jeg
hverken paa at spise eller drikke. Jeg glemmer Alt for Eders Skyld, Alt,
om det saa var....

_Abigael_. Agerhons?

_Claus_. Ja. om det saa var Ager ... aa, nu harcellerer I mig jo igjen!
Men I skal have Lov dertil, thi det klaeder Jer allerkjaereste. Den finere
Spog er overhovedet mit Element. Damerne veed det meget godt. Hendes
Majestaets Hoffrokener harcellerer mig altid ... at sige, naar vi er
_entre nous,_ for Tonen er ellers meget streng ved Hoffet for Tiden ...
meget streng. Oberhofmesterinden har de allerbestemteste Ordrer. Men i
Krogene--forstaaer mig nok, i de store Vinduesfordybninger, hvor man er
cacheret af Silkegardinerne, ha, ha, ha! I skal see, I vil more Jer
superb, naar I engang kommer til Hove.

_Abigael_. Paa Eders Bekostning, mener I; ligesom Hoffroknerne? Saamaend,
det kunde vaere fristende nok.

_Claus_. Ja, ikke sandt, meget fristende?

_Geheimeraadinden._ Ah, der har vi den kjaere Baron!




SJETTE SCENE.

_De Forrige. Baronen_ #(kommer ind fra Venstre).#


_Baronen_. Hvad for noget! Er Eders Naade hernede i Haven? Jeg troede
saa Skam, I sad veds Frokosten for laenge siden.

_Geheimeraadinden_. Uden Hr. Baronen! Saa manglede jo det Bedste.

_Baronen_. Ja, Tak for Komplimenten! Men naar jeg er hungrig,
foretraekker jeg min Sjael en god Steg for en Geheimeraadinde, om hun er
nok saa laekker, det bekjender jeg frit.

_Claus_. Ha, ha, meget morsomt!

_Abigael_. Jeg har en Bon til Papa, at jeg ikke glemmer det. Jeg vilde
gjerne have Information i Sang og Musik af den nye Skriver--om det
ellers kan forenes med hans Tjeneste.

_Baronen_. Det skulde jeg mene. Han faaer jo Kost og Lon, saa maa han
vel gjore den Tjeneste, som fordres. Og naar du troer, han er duelig
dertil, saa for mig gjerne.

_Geheimeraadinden_. Den nye Skriver? Hvad er det for en Personnage?

_Baronen_. Aa, det er en ung Karl, som er bleven mig rekommanderet til
Skriverdreng. Han skal synge og spille godt, efter min Datters Sigende.

_Claus_ #(til Abigael)# En Skriverdreng! Vil I tage Information af en
Skriverdreng?

_Abigael_. Jeg agter saa, om Hr. Kammerjunkeren ikke har noget at
indvende.

_Geheimeraadinden_ #(hurtig).# Bevares, hvad skulde min Son have at
indvende.

_Claus_. Nei bevares ... hvad skulde jeg have at indvende?

_Geheimeraadinden_. Han meente kun, det maa vaere en sjelden
Skriverdreng, som har saadanne Kvaliteter.

_Abigael_. Saamaend! Hvem kan vide det? Han er kanskee en forklaedt
Prinds eller Konge, som der berettes om i Eventyret.

_Baronen_. Konge! Det skulde da vaere Stodderkonge, ha, ha, ha!

_Claus_. Ha, ha, meget morsomt!




SYVENDE SCENE.

_De Forrige. Jorgen_.


_Jorgen_. Naadige Herre, der er serveret.

_Baronen_. Naa, det var sandfaerdig paa Tiden, for jeg er saa hungrig som
en Taersker.

_Abigael_. Giv Agt, Junker Claus, nu flyver Agerhonsene op!

_Claus_. Ha, ha, _petite friponne!_ Jeg skal tage dem paa Kornet. Maa
jeg byde Jer Armen, elskvaerdige Abigael?

_Abigael_. Jeg takker; men jeg gaaer hellere forud, for at see, om
Alting er i Orden.

_Baronen_. Ja, ja, lad os nu blot komme afsted. Behager Eders Naade?

_Abigael_ #(standser).# Men hvad er dette? Der kommer jo Ridefogden
og Skriveren haesblaesende hid, og som det lader til, er de i Skjaenderi
med hinanden.

_Baronen_. Her i Haven! Jeg troer, Fanden, plager dem.




OTTENDE SCENE.

_De Forrige, Niels Bruus og Ambrosius_ #(komme ind under hojrostet
Ordstrid. Da de see Herskabet, tie de pludselig og tage Hattene af).#


_Baronen_. Hvad, for al Landsens Ulykke, betyder den Spektakel? Braender
Gaarden, eller hvad er paa Faerde?

_Niels Bruus_. Det skal jeg siger Jer, naadige Herre! Den Knaegt har
understaaet sig....

_Ambrosius_ #(paa samme Tid).# Jeg beder Baronen undskylde min
Dristighed....

_Baronen_. Een ad Gangen, for tusind Syger! Tal han forst, Niels, og lad
mig hore, hvad der er i Veien.

_Niels Bruus_. Der er det i Vejen, naadige Herre, at den nye
Skriverkarl, der staaer, har sat sig op imod Herrens Befaling. Efter Hr.
Baronens Ordre lod jeg den Braendetyv, Skytten bragte hid, saette paa
Traehesten. Da det var besorget, gik jeg over i Stalden, for at see, om
Kjorehestene var torret ordentlig af efter Reisen og kunde taale at
vandes. Det varede en Stund, for Baesterne var temmelig svedige endnu.
Men da jeg saa kom ud i Baggaarden igjen, veed Herren saa, hvad der var
gaaen for sig?

_Baronen_. For Djaevlen, det er jo det, jeg sporger ham om!

_Niels_. Saa var Traehesten Pinedod tom, var den. Der var ikke mere
Rytter paa den, end der er bag paa min Haand. Mens jeg var i Stalden,
var han der sprunget ud af Vinduet i Skriverstuen og havde lost Krabaten
og hjulpet ham afsted? Hvad synes Naadigherren om det Vovestykke?

_Baronen_. Jeg synes, han er en AErtekjaelling, Niels Bruus, at han ikke
gav Skriveren et Livfuld Hug paa Stedet og lod ham sidde op i Steden for
Braendetyven. Men seent er ikke forsilde! Jeg skal laere den Monsieur,
hvem der er Herre paa Gaarden, han eller jeg.

_Abigael_. Papa maa ikke forivre sig. Hor dog forst, hvad Skriveren har
at sige til Undskyldning.

_Baronen_. Til Undskyldning! Jeg gad vide, hvad det skulde vaere! Naa,
tal da! Kan han lukke Munden op!

_Ambrosius_. Hvad skal jeg sige, naadige Herre? Det kom saadan over
mig, da jeg saae en gammel Mand blive mishandlet.

_Baronen_. En gammel Mand?

_Ambrosius_. Ja, gammel og skrobelig. Han kunde jo neppe staae paa
Benene, da de kom slaebende med ham, og han bad saa mindelig for sig. Det
skar mig i Hjertet at see, naadige Herre! for jeg er nu engang noget
blodhjertet af mig. Jeg kom til at taenke paa min egen gamle Fader, som
ogsaa er svag og vanfor, Gud bedre det!

_Niels_. Da havde han dog Kraefter nok til at baere Braendet hjem paa sin
Ryg, den Kjaeltring!

_Baronen_. Hold sin Mund, Niels, og lad Skriveren tale!

_Ambrosius_ #(til Niels).# Kraefter nok! Han segnede jo om paa Jorden
for Jeres Ojne. Og endda satte I ham op paa det skarpe Braet, med
Braendeknippet paa Ryggen og et Favnestykke bundet til hver af hans
Fodder. Har I da intet Hjerte i Livet, Menneske? Er den fattige Bonde
ikke Guds Skabning saavel som I, fordi han er ussel og traelbunden? I
horte jo, hvor han graed af Pine, den vaerkbrudne Stakkel, og
alligevel....

_Baronen_. Var han vaerkbrudden? Det meldte han mig jo intet om, Jorgen?
Hvem er det?

_Jorgen_. Det er Jens Hansen, naadige Herre!

_Baronen_. Den gamle Jens Hansen fra Vangehusene? Han, som braekkede
Benet sidste Vaar?

_Jorgen_. Ja, naadige Herre!

_Baronen_. Hvorfor sagde han mig ikke det strax? Jens Hansen har jo
tjent her paa Gaarden i salig Fruens Tid.

_Niels_. Jeg taenkte, Tyv var Tyv, hvor han saa havde tjent.

_Baronen_. Han kan beholde sine Tanker hos sig selv. Haenger det saaledes
sammen, saa har han Uret og Skriveren Ret. Han skal vel vaere strix, men
der er Maade med Alt. En vanfor Mand saetter man ikke paa Traehest, ham
har Vorherre straffet haardt nok. Han skulde have seet gjennem Fingre og
ladet ham gaae med en Advarsel.

_Niels_. Som Herren befaler. Saa bliver der vist mange Vanfore og lidet
Braendsel paa Godset herefterdags.

_Baronen_. Raisonnerer han? Gjor, hvad jeg siger, eller det gaaer ud
over ham! #(til Ambrosius.)# Han er en skikkelig Karl, men en anden
Gang skal han ikke tage sig selv tilrette. Han kan komme til mig, naar
han har Noget paa Hjerte. Nu kan han gaae op til Huusholdersken og lade
hende give ham en Flaske Viin ovenpaa den Alteration.

_Ambrosius_. Jeg takker skyldigst, naadige Herre! Jeg skal tomme den paa
Herrens Velgaaende.

_Abigael_ #(til Ambrosius).# Aa, bi et Oieblik. Min Fader har
tilladt, at I maa informere mig nogen Tid i Sang og Spil, om I ellers
har Lyst dertil.

_Ambrosius_. Jeg? Ja med Glaede, naadige Froken? Paa Lyst skal det
visselig ikke mangle, om jeg blot har Evnen.

_Abigael_. Saa er det bedst at begynde strax. I skal faae Bud med Bodil
imorgen tidlig, naar jeg har Lejlighed. Farvel saalaenge! #(gaaer ud til
Hoire.)#

_Baronen_. See saa, Eders Naade, nu taenker jeg da, vi har Madro. I maa
forlade, at jeg lod Jer vente.

_Geheimeraadinden_. Bevares Hr. Baron! Forretninger gaaer for Alt. Og
det har vaeret mig og min Son en sand Tilfredsstillelse ogsaa ved denne
Leilighed at see en Prove paa Eders fortraeffelige Hjerte. Ikke sandt,
Claus?

_Claus_. Ganske vist, en sand Tilfredsstillelse!

_Baronen_. Og nu skal du faae en Prove paa mit fortraeffelige Kjokken,
Claus; det haaber jeg ogsaa skal blive dig en sand Tilfredsstillelse,
ha, ha, ha!

#(_Baronen, Geheimeraadinden_ og Junker _Claus_ ud til Hoire.
_Ambrosius_ hilser og folger lidt bag efter.#)

_Niels_ #(efter en lille Pause, i hvilken han og Jorgen betragte
hinanden).# Hvad siger du til den Konfekt, Jorgen?

_Jorgen_. Jeg siger, den er grov, Niels!

_Niels_. Den fordomte Hanekylling! Han er knap kommen en Pind i Vejret,
saa begynder han alt at gale.

_Jorgen_. Det bliver ikke ved det, Niels. Han flyver en Pind eller to op
endnu, hvis han faaer Lov. Og med hver Pind galer han hoiere, det kan du
lide paa. Saae du, hvor Frokenen smidskede til ham? Hun har givet ham
Lofte paa Degne-kaldet, det som jeg skulde ha'e.

_Niels_. Ja saa, har hun det?

_Jorgen_. Men kanskee han betaenker sig og hellere vil vaere Ridefoged.

_Niels_. Han skal i Helvede! For skal jeg knaekke hans Halsbeen.

_Jorgen_. Det skal du ikke gjore, Niels; det er bedre, at han selv
besorger det.

_Niels_. Han selv? Hvad mener du med den Snak?

_Jorgen_. Jeg mener, om der kanskee fandtes een eller anden Steen, som
han kunde bryde sin Hals paa.

_Niels_. Hvad skulde det vaere for en Steen?

_Jorgen_. Ja, hvem kan vide? Der ligger jo saa mange Steen ved
Veikanten; en af dem kunde jo komme ham paa tvaers.

_Niels_. Ja, saadan en rigtig Kampesteen! Men hvordan skulde det gaae
til, Jorgen?

_Jorgen_. Aa, man kunde jo skubbe lidt til den, Niels.

#(Taeppet falder.)#

       *       *       *       *       *




ANDEN AKT.




       *       *       *       *       *

#Bibliotheksstue. I Baggrunden en Dor med Reoler paa hver Side. Dore til
Venstre og Hoire. Et Skrivebord, Stole.#

       *       *       *       *       *




FORSTE SCENE.


_Ambrosius_ #(kommer fra Baggrunden med en Bog i Haanden).# Det er et
synderligt Haandskrift, jeg har fundet her i Baronens Bibliothek imellem
de Boger, jeg skal gjore Register over. Det er fuldt af alskjons Viser,
baade lystige og alvorlige imellem hverandre. Jeg gad vide, hvem der har
sanket alle dem sammen. Det har ventelig vaeret et Fruentimmer, for
Bogstaveringen er noget ueens, og Linierne gaaer ud og ind ligesom
Vimmelskaftet i Kjobenhavn. Lad see engang, kanskee Navnet staaer foran,
#(laeser)# "Denne Bov er min, kjov dig en, saa er det din. Ane Sofie
med egen Handt." Det er ikke meget oplysende. #(blader i Bogen og saetter
sig derpaa ved Bordet.)# See, her traeffer jeg gamle Kjendinge. Her er
Visen om Svend Vonved, som salig Moster sang for mig, da jeg var lille,
og om Ridder Aage, som stod op af Graven. Og her er den om Ellehoien.

#(laeser:)#


"Jeg lagde mit Hoved til Elvehoi,
Mine Oien de finge en Dvale;
Der kom gangendes to Jomfruer frem,
Som gjerne vilde med mig tale."


#(taler:)#

To Jomfruer ... her kom ogsaa to Jomfruer frem ... nei, den ene var en
Froken....

#(laeser:)#


"Den ene begyndte en Vise at kvaede
Saa faurt over alle Kvinder.
Striden Strom den stiltes derved,
Som forre var vant at rinde."


#(taler:)#

Det er loierligt nok, men der er Noget ved den naadige Froken, som faaer
mig til at taenke paa en Ellepige. Om hun seer nok saa venlig paa mig, er
der ligegodt det i hendes Oine, som jeg ikke kan tyde. Det er ligesom at
see ind i en Skov i Skumringen. Men en deilig Sangstemme har hun.

#(laeser:)#


"Striden Strom den stiltes derved,
Som forre var vant at rinde;
Alle smaa Fiske, i Floden svam,
De legte med deres Finne."


#(taler:)#

Nu har jeg vaeret her paa Gaarden i over to Uger, og vi har sunget og
musiceret sammen hver Dag, men endnu kan jeg ikke blive klog paa hende.
Allerbedst hun er saa mild som Solskin, kan der gaae ligesom en Sky over
Ansigtet paa hende, og endda hun sidder mig ganske naer, kan det vaere som
hun var hundrede Mile borte. Det er hun da endelig ogsaa, eftersom hun
er en adelig Froken og jeg kuns en fattig Skriverkarl. Men hver kan jo
vaere god for sig, taenker jeg. #(laeser sagte videre.)# Jeg gad ellers
vidst, hvad der siden blev af den Ungersvend. Han slap rigtignok bort
fra Elle-kvinden, staaer der, da Hanen den slog sin Vinge; men det er
naesten, som han ikke var rigtig glad derover, ihvorvel han selv kalder
det en Lykke. Maaskee han ikke kan glemme, hvad hun hvidskede ham i Ore.
Visen ender saa underlig alvorligt.

#(laeser:)#


"Thi raader jeg hver dannis Svend,
Som ride vil i Skove,
Han ride sig ikke til Elvehoi
Og laegge sig der at sove.
Siden jeg hende forst saae."


#(taler:)#

Siden han saae _hende_, hvad saa? Var det saa forbi med hans Hjertefred
kanskee, eller hvad er Meningen? #(lukker Bogen.)# Naa, det kommer
ikke mit Register ved, om der er Mening i Bogerne eller ei. En
Bibliothecarius har kun med Titlerne at gjore. #(skriver.)# Nummer
223. En haandskreven Visebog _in Quarto_, fordum tilhorende.... Jomfru
eller Froken? Aa, lad hende vaere Froken.... Ane Sofie.... og saa en
Stjerne i Stedet for Efternavn. See saa, nu stiller vi den paa Hylden og
tager fat paa den naeste. #(Han gaaer op i Baggrunden, saetter Bogen paa
Plads og tager en anden ud, som han aabner. Medens han er beskjaeftiget
tiermed, gaaer Doren op, saaledes at den skjuler ham for de
Indtraedende.)#




ANDEN SCENE.

_Ambrosius. Jorgen. Peder Rasmussen_.


_Jorgen_ #(i Doren.)# Kom kun, Peer! her er Ingen. Her kan I nemmest
slippe ind til Baronen. Baer Jer nu klogt ad og husk, hvad jeg har sagt.
Forst beder i Herren, om I maa tage Jer en Hjaelpedegn paa den Condition,
at I selv lonner ham.

_Peder_. Ja men det gjor jeg ikke.

_Jorgen_. Nei, nei, det skal I jo ikke heller, Peer! Herregud, har I
ikke begrebet det endnu? I faaer tyve Daler paa Haanden og beholder hele
Indtaegten af Embedet ... i det forste Aar.

_Peder_. Hele Indtaegten?... Ja, men hvad _skal_ jeg med den Hjaelpedegn?

_Jorgen_. Hor Peer, hvordan er det med Jer? I er vist ikke rigtig vel?

_Peder_. Det er jeg heller ikke, for jeg aergrer mig sort over den
Skriverdreng.

_Jorgen._ Det skal I aldrig gjore, Peer, det er Synd for Jert kjonne
Ansigt.

_Peder._ Men det forste jeg traeffer ham...!

_Jorgen._ Ja vel, men gjor nu bare som jeg har raadet Jer. Naar Baronen
sporger, hvem den Hjaelpedegn skal vaere, saa naevner I ikke mig, forstaaer
I, men siger blot, at Magister Soren har lovet at rekommandere Jer en
duelig Person.

_Peder._ Hvad er det da for en Person?

_Jorgen._ Herregud, lille Peer, det er jo mig.

_Peder._ Er det ogsaa dig? Har Magisteren da lovet...?

_Jorgen._ Det skal jeg nok bringe i Rigtighed. Magister Soren skylder
mig Tak for adskillige Indbydelser, baade til Middag og Aften, og har
ogsaa lovet at gjengjaelde mig.

_Peder._ Ja men hvad skal jeg med den Hjaelpedegn?

_Jorgen._ Jeg vil siger Jer en Ting, Peer Ras, og det er, at tager I ham
ikke, saa faaer I ham, og saa bliver det Sidste vaerre end det Forste,
for saa bliver det den nye Skriverdreng.

_Peter._ Den nye Skriverdreng! Nei saa Pinedod, om han skal! Lad mig saa
komme ind til Baronen.

_Jorgen._ Bi lidt, skal jeg melde Jer.

#(idet han vender sig, traeder _Ambrosius_ frem.)#

_Ambrosius._ Den naadige Herre er ikke tilstede.

_Jorgen._ Hvad! Staaer I her og lurer?

_Ambrosius._ Jeg staaer her i Baronens AErind. Har I sagt Noget, jeg ikke
skulde hore, saa er Skylden Jer egen. Lonlig Ting skal man lonlig baere,
veed I nok. Men hvad I nu har sagt eller ikke sagt, saa kommer der Ingen
ind til Herren, thi han vil hvile sig en Stund efter Ridetouren.

_Jorgen._ Ih see, er I ogsaa bleven Dorvogter nu, tilligemed Eders andre
Bestillinger?

_Peder_. Vil I lukke mig ude fra mit Herskab, I Fuchssvandser? Lad mig
komme ind, siger jeg, eller jeg skal vise Jer, hvem jeg er!

_Ambrosius_. I kan spare Jer Uleiligheden, for jeg kjender Jer godt fra
Kjobenhavn.

_Peder_. Fra Kjobenhavn! Hvad skal det sige? Jeg har jo aldrig havt
Foden i Kjobenhavn.

_Ambrosius_. Ei Snak, det veed jeg bedre. I er jo en gammel Academicus.

_Peder_. Er jeg?

_Ambrosius_. Ja vist! I deponerede jo fra Slagelse Skole sammen med Poul
Iversen, ogsaa kaldet Poul Finkeljokum.

_Peder_. Jeg troer, den Karl er ikke rigtig i Hovedet, eller ogsaa tager
han mig for en Anden.

_Ambrosius_. Skam om jeg gjor! Er I kanskee ikke Peer Degn?

_Peder_. Jo, Peder er mit Navn, og Degn er jeg ogsaa, og det skal jeg
vedblive at vaere, til Trods for alle Lurendreiere og Oientjenere.

_Ambrosius_. Naa ja, der seer I selv, at jeg kjender Jer. Er det ikke
ogsaa Jer, som tor synge i Kap med hvilken Degn det skal vaere?

_Peder_. Jo gu tor jeg det, og med Skriverdrenge oven i Kjobet.

_Ambrosius_. Er det ikke Jer, som kan stobe Voxlys?

_Peder_. Det maa jeg vel kunne, eftersom jeg er Degn.

_Ambrosius_. Er det ikke ogsaa Jer, som mener, at Jorden er flak som en
Pandekage?

_Peder_. Ja ret nu skal jeg gi'e ham Pandekage, kan han troe!

_Jorgen_. Tys, tys! ikke saa hoirostet, Peer!

_Ambrosius_. Er det ikke Jer, som er en Hane?

_Peder_. En Hane! Er jeg en Hane? Nei hor, go'e Karl! nu gaaer det,
Drollen splide mig, for vidt ... slip mig, Jorgen!

_Jorgen_ #(holder ham tilbage).# Nei, nei, Peer Rasmussen! det gaaer
aldrig godt; I maa styre Jer.

_Peder_. Skal jeg taale, at den Skriverpjalt kalder mig for en Hane?
Slip mig, siger jeg!

_Jorgen_. Saa, til Helvede! der er Baronen. Ja nu faaer I selv rede for
Jer.




TREDIE SCENE.

#_De Forrige. Baronen_ (ind fra Hoire).#


_Baronen_. Hvem understaaer sig at bruge slig Mund herinde? Har jeg ikke
befalet ham at holde Folk fra Dorene, Ambrosius?

_Ambrosius_. Jeg har ogsaa holdt mig Befalingen efterrettelig, men
Degnen vilde ikke lade sig sige.

_Baronen_. Hvad for Noget! Saetter han sig op imod sit Herskab, Peer
Rasmussen?

_Peder_. Nei jeg gjor ikke, naadige Herre! Jeg aerer og agter mit
Herskab, baade Baronen og den naadige Froken, og salig Fruen i hendes
Grav, og den lille Junker, som blev kaldet saa tidlig herfra og ...

_Baronen_. Ja, Ja, det er godt. Hvad saa meer?

_Peder_. Jeg aerer og agter dem alle tilhobe; men _det_ taenkte den
hoivelbaarne salig Herre, som nu vandrer under Himmeriges Cedere og
Palmetraeer ... _det_ taenkte han visselig ikke paa for tre og tredive Aar
siden, at hans Livtjener, som han elskede saa hoit og gjorde til Degn og
Kirkesanger her paa Stedet for sin salige Ende ... at han skulde blive
skammelig forhaanet og udskjaeldt for en Hane.

_Baronen_. For en Hane! Hvad er det for Galimathias? Hvem har kaldt ham
for en Hane?

_Peder_. Det har Skriverkarlen gjort; lad ham fralaegge sig det, om han
kan! Jeg har Vidne paa hans Mund.

_Ambrosius_. Jeg bekjender mig skyldig, naadige Herre, at jeg har
tilladt mig den Skjemt; men Degnen traengte saa haardt paa, at jeg maatte
vaerge mig, som jeg bedst kunde. Og saa randt der mig en Komedie i Hu,
som jeg kjendte fra Kjobenhavn, hvori der forekom en Degn, som hed Peer,
og som skjemtviis blev sammenlignet med en Hane ... det er hele
Anledningen.

_Baronen_ #(til Degnen).# Og for sligt Lapperies Skyld vaekker han mig
op af Sovne! Har han ikke Andet at besvaere sig over Skriveren for,
saa....

_Peder_. Men det har jeg, hoivelbaarne Hr. Baron, det har jeg, for han
har gjort mig til Spot og Spee for hele Menigheden i Sondags, som var
den femtende Sondag efter Trinitatis....

_Jorgen_ #(sagte).# Ti stille, Peer, I gjor jo kuns Ondt vaerre.

_Peder_. I min egen Sognekirke, hvor der var baade Hoimesse og
Altergang....

_Baronen_. Men i Pokkers Skind og Been, hvad har han da gjort?

_Peder_. Han har taget Tonen fra mig, naadige Herre! Lige paa een Gang,
som jeg sang det forste Psalmevers, saa tog han den. #(til
Ambrosius:)# Svar nu til det, om I kan!

_Ambrosius_. Ja det er let nok, thi hvor Intet er kan man Intet tage. I
har jo ikke Tone skabt i Livet, hvor kan Nogen saa tage Tonen fra Jer?

_Baronen_. Ha, ha, ha! Det har han min Sandten Ret i, Ambrosius!

_Peder_. Ja men....

_Baronen_. Ei, gak til Bloksbjerg! Jeg vil ikke hore paa hans Snak.
Kunde han endda gale som en Hane, gjorde han dog nogen Gavn. For
Kirkesangen skal han herefter blive fritagen. Ambrosius synger med
Bornene for det forste; hvad der videre skal skee, vil jeg betaenke mig
paa. Gaa nu og hold sig en anden Gang min Befaling efterrettelig!
Marsch! #(_Degnen_ ud i Baggrunden. Baronen til _Jorgen_, som vil
folge:)# Stop lidt, Jorgen, og gjor Rede for sig! Hvad havde _han_ at
skaffe her i Bibliotheket? Havde han kanskee paataget sig at vaere
Degnens Fortaler?

_Jorgen_. Bevares, naadige Herre! Jeg tyssede paa ham alt det, jeg
kunde.

_Baronen_. Naa hvad vilde han da? Herinde har Ingen at bestille uden
Skriveren, som gjor Register over Bogerne.

_Jorgen_. Jeg vilde ... jeg skulde ... hente en Bog til Fru
Geheimeraadinden.

_Baronen_. En Bog ... hvad er det for en Bog?

_Jorgen_. Det er ... en Historiebog.

_Baronen_. Men hvilken, i Pokkers Skind og Been? Han kan vel naevne
Titelen!

_Jorgen_. Titelen? Jo ... den lyder saaledes: En smuk Historie om
Rosanie, fodt af kongelig Byrd, opfostret af en Bonde, tjent ved Fandens
Hjaelp for Spindepige og omsider en regerende Dronning. Trykt i dette
Aar.

_Baronen_ #(til Ambrosius).# Findes den Bog her?

_Ambrosius_. Det gjor den vel, naadige Herre; men det er kuns en
maadelig Underholdning for en Dame som Fru Geheimeraadinden. Skal jeg
ikke hellere skikke hende et andet Skrift, enten Peter Paars eller
Magister Falsters sidste Satire: "Verden som et Dolhuus"? Den er nylig
udkommen i Trykken?

#(Bodil ind fra Venstre).#

_Baronen_. Vist ikke; giv hende det, hun har begjaeret, og lad mig saa
have Ro! #(til Bodil.)# Hvad vil hun? Skal hun ogsaa hente Boger?




FJERDE SCENE.

#_De Forrige_ (uden Peder Rasmussen). _Bodil_.#


_Bodil_. Jeg skulde sige fra Frokenen, at siden Veiret er saa skjont,
vilde hun gaa en liden Tour i det Frie, om Skriveren havde Leilighed at
folge med.

_Baronen_. Skriveren ... med Froken Abigael?

_Ambrosius_. Den naadige Froken onskede nylig at faae Navnene at vide
paa de fornemste Urter, som voxe heromkring. Og da jeg fra Barndommen af
har havt Kjaerlighed til Blomster og siden lagt mig noget efter den
Videnskab, som kaldes Botaniken, saa har jeg vaeret Frokenen behjaelpelig
med at samle nogle Planter sammen til et lidet Herbarium.

_Baronen_. Seer man det, er han ogsaa Botanicus?

_Ambrosius_. Efter fattig Leilighed. #(til Jorgen:)# Her er den Bog,
I forlangte.

#(_Jorgen_ tager den og gaaer strax efter ud i Baggrunden.)#

_Baronen_. Naa ja, gaa han kun, Bogerne lobe jo ikke fra ham.

#(_Baronen_ ud til Hoire.)#

_Ambrosius_. Se saa, Bodil! Pokker i Vold med de stovede Boger! Nu skal
vi ud i det Frie og hore Fuglene synge.

_Bodil_. Det faaer I vel knap at hore saa seent paa Sommeren.

_Ambrosius_. Saa har jeg en Fugl herinde i Brystet, Bodil! Den synger
baade Vaar og Host, og aldrig har den sunget saa skjont som siden jeg
kom hid. Hvorfor? Ja det veed jeg ikke, jeg veed kun, at den gjor det.
Hvor er Frokenen?

_Bodil_. I Havestuen.

_Ambrosius_. Vel, saa siig, at jeg kommer strax!

#(_Bodil_ ud til Venstre, _Ambrosius_ i Baggrunden.)#


Skuepladsen forandres til:

#Et Kabinet med Dore i Baggrunden og paa Siderne. Borde, Stole,
Portraeter paa Vaeggene.#




FEMTE SCENE.

_Geheimeraadinden og Jorgen_ #(komme ind fra Venstre. Geheimeraadinden
laegger Hat og Saloppe, som hun har i Haanden, fra sig paa en Stol.)#


_Jorgen_. Her er Bogen. Jeg beder underdanigst om Undskyldning, fordi
jeg var saa dristig at foregive, at Eders Naade onskede den. Men jeg
havde intet andet Vaerge. Thi nu tor En jo ikke saette Foden i Bogstuen
engang, siden den nye Skriver har taget Ophold derinde.

_Geheimeraadinden_. Det skal vaere ham tilgivet for denne Gang. Giv mig
kuns Bogen, saa skal jeg selv levere den tilbage.

_Jorgen_ #(giver hende Bogen).# Jeg takker underdanigst.

_Geheimeraadinden_. Intet at takke for.--_A propos,_ mig syntes, han
sagde, at Froken Abigael var gaaet i Haven eller Marken med ...
Skriverkarlen?

_Jorgen_. Ja, den naadige Froken skikkede Bud efter ham for lidt siden.
Jeg saae dem gaae ned ad den vestre Allee, som forer til Enghaven.

_Geheimeraadinden_. Pleier de oftere saaledes at promenere sammen?

_Jorgen_. Engang imellem. Han gi'er den naadige Froken Information ...

_Geheimeraadinden_. I Sang og Musik.

_Jorgen_. Ja--nei han laerer hende ogsaa noget Andet. Jeg kan ikke komme
Navnet i Hu, men det er nok et Slags Blomstersprog, tror jeg.

_Geheimeraadinden_. Hm! Hvor ofte synger Frokenen med ham?

_Jorgen_. Ikke meer end een Gang om Dagen.

_Geheimeraadinden_. Hm! Hvad er det egentlig for en Person, denne
Skriverkarl? Hvor stammer han fra?

_Jorgen_. Fra Gummerup, Eders Naade.

_Geheimeraadinden_. Gummerup?

_Jorgen_. Det er en Landsby henne ad Assens til. Der er han fodt, hans
Fader er Skraeder.

_Geheimeraadinden_ Skraeder! Men han maa jo dog have faaet nogen
Education ... nogen Opdragelse, mener jeg?

_Jorgen_. Han blev en Tid holdt til Bogen og naaede nok ogsaa at blive
Student; men videre kom han da ikke. Forresten er han en poleret Karl
som i den Tid, han har vaeret her, har vidst at insinuere sig hos den
naadige Herre, saa han nu ikke aleneste er Skriverkarl, men Sekretaer og
Bibliothekarius, ja jeg kan gjerne sige Kammertjener med. Bliver han
saaledes ved at stige i den naadige Herres Gunst, saa kan man jo aldrig
vide, _hvor_ langt han kan komme.

_Geheimeraadinden_. Og han musicerer og promenerer hver Dag med
Frokenen? Det maa jo vaere en meget habil Person, #(fornem.)# Som
sagt, det skal vaere ham tilgivet, at han har benyttet mit Navn ved denne
Leilighed. Veed han, om min Son er tilstede!

_Jorgen_. Det troer jeg nok, Eders Naade! Kammerjunkeren var i Folge med
Herren, og de kom ridende hjem sammen.

_Geheimeraadinden_. Saa lad ham vide, at jeg onsker at tale med ham

_Jorgen_. Strax. Har Eders Naade ikke Andet at befale?

_Geheimeraadinden_ Ikke for Oieblikket.

_Jorgen_ #(afsides.)# Den Spadseren med Skriverkarlen lider hun ikke
rigtig--jeg taenkte det nok.

#(Jorgen ud til Venstre.)#

_Geheimeraadinden_ #(alene.)# Han er en malicieux Person, den Tjener,
og det er let at maerke, at Skriveren er ham en Torn i Oiet. Men der er
alligevel Noget herudi, som ikke huer mig. Ikke, at jeg har nogen Mistro
til Abigael, paa ingen Maade; men selv en _passager_ Interesse har sine
Inkonvenientser for Oieblikket. Den distraherer, og vi har sandelig
ingen Tid at spilde.--Ah, er du der, Claus! det var godt.




SJETTE SCENE.

_Geheimeraadinden. Junker Claus_ #(fra Venstre.)#


_Claus. A votre service, chere maman_. Jeg onsker Jer en god Morgen
#(kysser hende paa Haanden)#; jeg har jo endnu ikke hilst paa Mama
idag. Har I sovet godt?

_Geheimeraadinden_. Aa jo, det gaaer an. Men jeg vaagnede meget tidlig,
og mens jeg laa vaagen, faldt jeg i adskillige Tanker, dig og dit
Giftermaal angaaende. Vi har nu vaeret her i over fjorten Dage, og endnu
er der ikke taget Beslutning om nogen Ting--undtagen om Medgiften
naturligviis, som Baronen og jeg forlaengst har aftalt imellem os. Men om
Tiden er Intet bestemt, og vidste jeg ikke, at Abigael igaar havde faaet
adskillige Klaedninger og Smykkesager fra Kjobenhavn, saa vilde jeg
virkelig troe, at hun aldeles ikke taenkte, hverken paa Jaord eller
Bryllup. Men derom maa du, som hendes Tilkommende, da endelig vide bedre
Besked.

_Claus_. Jeg, Mama? Jeg veed ikke det Ringeste.

_Geheimeraadinden_ #(skarpt).# Veed du heller ikke, at Abigael hver
Dag promenerer i Haven og Skoven med denne Monsieur Ambrosius, som
informerer hende i Musik? For ellers kan jeg underrette dig derom.

_Claus_. Jo vist, de sanker Blomster--til Potpourri eller saadant noget.
Abigael er ganske passionneret derfor. Hun kan synge, som der staaer i
den lille _Chanson_, du veed: "_Cueillir des fleurs, C'est mon bonheur;
Tra la la, la la!"_

_Geheimeraadinden_. Det skal fornoie mig, om det ikkun er Blomsterne,
hun er passionneret for.

_Claus_. Hvorledes mener Mama?

_Geheimeraadinden_. Jeg mener, det er ikke ganske convenabelt, at du
lader din tilkommende Brud streife saaledes omkring i fri Luft med en
gemeen Skriverkarl. Du burde dog i det mindste gjore Folge.

_Claus_. Jeg? _Dieu m'en preserve!_ Jeg ledsagede dem et Stykke Vei
igaar, men det var ikke til at udholde. De gik hele Tiden langs med en
Groftevold og talte ikke om Andet end Stilke og Blade og jeg veed ikke
hvad.

_Geheimeraadinden_. Muligen har de talt om andre Ting, da de blev ene.

_Claus_. Om andre Ting? Mama siger det med aaadan en besynderlig
Expression. I troer dog vel aldrig, at en Dame som Froken Abigael ...
_ah fi donc!_

_Geheimeraadinden_. Min hjerte Son! jeg troer, at du behandler denne
Sag--ligesom, _en passant_ bemaerket, adskillige andre Sager--altfor
legert. Du glemmer, at din hele Velfaerd dependerer af dette AEgteskab.
Din salig Fader efterlod ikke Andet end Gjaeld, og skal din Stilling ved
Hove souteneres, kan det kun skee ved Hjaelp af et rigt Parti. For et
saadant har jeg itide sorget, men eftersom Intet er sikkert uden Doden,
og Bryllupet ei engang er berammet endnu, synes mig, du burde vaere paa
din Post og ikke negligere nogen Omstaendighed, som kunde have
Indflydelse paa din Fremtids Lykke.

_Claus_. Jeg er som himmelfalden. Men det kan dog umulig vaere Mamas
Alvor?

_Geheimeraadinden_. Hvilket?

_Claus_. At Froken Abigael skulde nedlade sig ... ha, ha, det er altfor
morsomt!... nedlade sig til en _amourette_ med en almindelig
Skriverdreng af ganske simpel Extraction,--hun, som har en, jeg tor vel
sige, distingueret Kavaleer til sin Opvartning! Nei, det faaer Mama mig
sandelig ikke til at troe.

_Geheimeraadinden._ Man har dog hort saa galt for. Husk paa Birgitte
Krag, som lob bort med en Musikanter, og Marie Grubbe, som giftede sig
tredie Gang med en gemeen Matros eller lignende Karl. Elskov er som
Morgendugg, siger et gammelt Ord; den falder saa snart paa en Torn som
paa en Rose.

_Claus_. Ikke hos en Dame med Froken Abigaels Education--Mama maa
virkelig excusere, at jeg nu tager hendes Parti. Hun kan have sine smaa
Feil, som det er tidsnok at corrigere, naar vi bliver gift; men at hun
eller noget Fruentimmer med hendes Kvaliteter skulde foretraekke ... nei,
det er paa AEre umuligt, aldeles umuligt.

_Geheimeraadinden._ Umuligt, siger du?... Holder du _mig_ for et
Fruentimmer med "Education og Kvaliteter"?

_Claus_. Hvor kan I sporge, Mama? I, som har den fineste Tone og det
mest adelige Comportement af alle Hovedstadens Damer!

_Geheimeraadinden_. Nu vel ... jeg vil betroe dig Noget. Jeg har ogsaa
havt en Passion, da jeg var ung.

_Claus_. Mama er jo ung endnu.

_Geheimeraadinden_. Da jeg var yngre. Veed du, hvem der var Gjenstanden
for mit forste ungdommelige Svaermeri?

_Claus_ Var det ikke Papa?

_Geheimeraadinden_. Det var ... min Faders Skytte.

_Claus_. Skytten! Grand-Papa's Skytte! Ham med det krollede Haar og de
sorte Oine?

_Geheimeraadinden_. Ham selv. Lykkeligviis fik hverken han eller noget
Menneske Nys derom; jeg bar denne ubegribelige Passion en kort Tid i
Stilhed og blev derpaa trolovet og gift med din Fader.

_Claus. Est-il possible!_ Jeg taber Naese og Mund af Forbauselse.

_Geheimeraadinden_. Tab hvad du vil, men tab kuns ikke dit Giftermaal af
Sigte. Af det, jeg her med megen Overvindelse har betroet dig, kan du i
det mindste laere saa meget, at der undertiden kan paakomme et ellers vel
opdraget Fruentimmer af god Familie en saadan pludselig--hvad skal jeg
kalde det?--Hjerteaffection, som i nogen Tid aldeles kan forvirre hendes
Begreber. Jeg vil ikke paastaae, at der i dette Tilfaelde er overhaengende
Fare; men jeg holder det dog for rettest, ikke ganske at negligere den
Sag. Under alle Omstaendigheder bor denne fortrolige Omgang ikke
fortsaettes; jeg skal ved Leilighed tale med Abigael derom, og hvad
Skriveren angaaer....

_Claus_. Ham skal jeg expedere, det kan Mama forlade sig paa. Det
forste, jeg traeffer ham i Abigaels _presence_, skal jeg begegne ham
saaledes....

_Geheimeraadinden_. Blot ingen Overilelse, Claus! det kunde gjore Ondt
vaerre. Du maa behandle ham....

_Claus_. Overlegent--_du haut en bas_--Mama har fuldkommen Ret. Det er
just det, jeg har min Force i. Jeg skal vise Froken Abigael Forskjellen
paa en Kavaler _comme il faut_ og en Skriverkarl ...

_Geheimeraadinden_. Som oven i Kjobet er Son af en Bondeskraeder.

_Claus_. Af en Skraeder! Det er magelost! En _tailleur de campagne_, ha,
ha, ha!




SYVENDE SCENE.

_De Forrige. Baronen_ #(ind fra Hoire).#


_Baronen_. Der er nu forspaendt, om Eders Naade har Lyst at folge med og
besee min Planteskole?

_Geheimeraadinden_. Med storste Fornoielse. Det vil vaere mig af
saerdeles Interesse.

_Baronen_. Ja, du har vel faaet nok af Morgentouren, Claus?

_Geheimeraadinden_. Min Son havde just i Sinde at gaae sin Tilkommende
imode, som er ude at promenere med ...

_Baronen_. Skriveren--jeg veed det; hun har min Tilladelse, Ambrosius er
en honnet og vellaert Person.

_Geheimeraadinden_. Ganske vist; men mon disse Informationer dog ikke
distrahere Abigael vel meget, saa hun glemmer at faeste Tanken paa det,
som er mere magtpaaliggende?

_Baronen_. Hvorledes mener Eders Naade?

_Geheimeraadinden_. Jeg mener, hun opsaetter bestandig at tage
Bestemmelse om Dagen, baade for Jaordet og Brylluppet.

_Baronen_. Hun? Det er vel mig, som skal bestemme Dagen, taenker jeg. Min
Datter har ingen anden Villie end min, derfor har jeg heller ikke
presseret hende videre desangaaende. Hun talte forleden om, at hun
ventede nogle Klaedninger, eller hvad det var, fra Kjobenhavn.

_Geheimeraadinden_. Dem har hun faaet igaar, Hr. Baron! Jeg fik just
Brev fra Hendes Naade Oberhofmesterinden med samme Post. Hun skriver, at
Hendes Majestaet allernaadigst har behaget at sporge hende, om min Sons
Trolovelse var declareret, og naar Bryllupet skulde staae, thi hun havde
i Sinde at benaade det unge Par med en Brudegave. Om et Par Uger er min
Sons Permission desuden udloben.

_Baronen_. Om et Par Uger! Ja, Guds Dod og Pine, saa er det jo den hoie
Tid. Har du ikke talt med Abigael derom, Claus?

_Claus_. Et Par Gange har jeg berort det--med al mulig Delicatesse
naturligviis; men hun slog det hen, som om hun ikke forstod mig.

_Baronen_. Aa, Pokker i Vold med den Delicatesse! Du skulde have talt
reent ud af Posen, saa havde du vel sagtens faaet Svar. Men nu skal jeg
gjore en Ende paa Tingen. Om et Par Dage er det min Fodselsdag, jeg
pleier saa at tractere Gaardens Folk og hvem Andre, der indfinder sig i
den Anledning. Magister Soren er da tilstede, og ved den Lejlighed kan
Trolovelsen blive declareret og Bryllupsdagen fastsat. Derved bliver
det.

_Geheimeraadinden_. Jeg takker Baronen af ganske Hjerte paa min Sons og
egne Vegne, #(til Claus:)# Det er bedst, du strax opsoger Abigael og
meddeler hende den glaedelige Tidende. Naar du skynder dig op ad den
vestre Allee, saa traeffer du hende sikkert endnu i Enghaven.

_Claus_. Strax, Mama! Jeg henter kun min Hat, saa flyver jeg paa
Kjaerlighedens Vinger. _Au revoir!_ #(ud til Venstre.)#

_Geheimeraadinden_ #(seer efter ham).# Den kjaere Claus! Saae Baronen,
hvor han straalede af Glaede? Ja, Ungdommen er lykkelig, den har Haabets
og Fremtidens charmante Perspectiv foran sig; hvad har vi Andre?

_Baronen_ Vi? Vi har min Salighed Nutiden, Eders Naade! og den skulde
jeg mene, var vel saa god som Fremtiden. Man veed, hvad man har, men man
veed Pinedod ikke, hvad man faaer--det er min Troesbekjendelse. Denne
Vei, Eders Naade! Vognen holder ved den lille Trappe i Sideflojen.

#(Begge ud til Hoire.)#




OTTENDE SCENE.

_Abigael og Ambrosius_ #(komme efter et lille Ophold ind fra Baggrunden.
Abigael har nogle Roser i Haanden, Ambrosius en Bunke Planter og
Blomster.)#


_Abigael_. Saa, lad I mig kun faae Urterne; jeg skal nok selv torre dem,
nu veed jeg Besked.

_Ambrosius_. Lyster Frokenen kanskee at synge, saa skal jeg springe over
efter Luthen?

_Abigael_. Aa nei, ikke for Oieblikket, jeg er altfor varm af at gaae;
kanhaende efter Middag. Men I kan blive her en Stund og holde mig med
Selskab, om I ellers har Leilighed.

_Ambrosius_. Hjertelig gjerne, naar Frokenen vil tage tiltakke.

_Abigael_. Jeg lider godt at hore Jer tale. I fortaeller mig altid et og
andet Nyt, som jeg ikke vidste af tilforn.

_Ambrosius_. Gud bedre det! Jeg har saavist kun fattigt Nyt at opvarte
med, men naar Frokenen er noiet....

_Abigael_. Jeg vil baldyre en af disse Roser imens--det er vel sagtens
de sidste i Aar. Saa, nu er Garnet i Urede! det er ventelig Junker
Claus, som har havt at bestille dermed; thi han skal have sine Fingre i
Alt. Det er bedst, jeg vinder det op til Nogle; I faaer holde det for
mig, om I vil.

_Ambrosius_. Naar det kun bliver Jer tilpas; thi jeg er ikke synderlig
ovet i den Gjerning.

_Abigael_. Betyder Intet, den laerer I snart. #(Hun giver ham Garnet og
viser ham tilrette).# Nei, Saaledes skal I holde, og stil Jer saa
der! Seer I, det gaaer. #(Vinder et Oieblik og horer derpaa lidt op)#
Det var ellers saert, hvad I forhen berettede om Urters og Blomsters
Natur. Man skulde fast troe, I var af den Mening, at alle de
forskjellige Vaexter hver isaer havde ordentlig Liv og Fornemmelse. Hvor
falder I paa Sligt?

_Ambrosius_. Aa, det er kun saadanne Tanker, jeg gjor mig, naar jeg
spadserer omkring i Mark og Skov. Men hvad det angaaer, at Urter og
Blomster lever, saa har man da Syn for Sagn, naadige Froken!

_Abigael_ #(vinder igjen).# Hvorledes det?

_Ambrosius_. De fodes jo og voxer, opdraettes af Vorherre i det Frie
eller af Gartneren i Urtebedet, formerer sig og doer--hvad gjor vi
Mennesker egentlig stort Andet? "Vel _fodt_ er vel en Trost, men bedre
vel _opdragen_, vel _gift_ er Livets Lyst, vel _dod_ er hele Sagen." Det
kan man jo for den Sags Skyld ogsaa sige om Blomsterne.

_Abigael_. Men troer I da ogsaa, de har Fornemmelse af, at de lever?

_Ambrosius_. Ja visselig har de det. De aabner og lukker sig jo hver
eneste Morgen og Aften, ligesom vi lukker vore Oine, naar vi sover ind,
og aabner dem, naar vi vaagner. Og jeg har laest, at der gives Vaexter i
fremmede Lande, der traekker sig sammen ligesom af Smerte, naar Nogen
rorer dem med ublid Haand.

_Abigael_ #(smilende).# Saa I mener virkelig, de har Fornemmelse af
Sligt? Men vi Mennesker kan fryde os over Livet, vi kan elske det og ...
#(horer op at vinde)# troer I kanskee ogsaa, at Blomsterne foler
Kjaerlighed?

_Ambrosius_. Det gjor de sikkerlig. Jeg taenker for Exempel, at de har
stor Kjaerlighed til Solen.

_Abigael_. Hvorfor taenker I det?

_Ambrosius_. Fordi de aabner deres Kalk for dens Straaler, ligesom et
Menneske aabner sit Hjerte, naar han rigtig har Nogen kjaer.

_Abigael_ #(vinder igjen).# Der er vel dem, der holder det lukket.

_Ambrosius_. Saa troer jeg knap, de elsker rettelig, naadige Froken! Men
desforuden soger Blomsterne jo og at komme Solen naermere; de raekker sig
jo ligesom op efter den med deres Blade.

_Abigael_. I mener altsaa, det er Kjendetegn paa Elskov, at man naermer
sig Den, man har kjaer? Saa er det Modsatte vel Tegn paa Kulde?

_Ambrosius_. Man pleier van at regne det derfor; men altid slaaer det
sagtens ikke til.

_Abigael_. I maa komme lidt naermere hid til mig, ellers kan jeg ikke
vinde ... endnu naermere! Man skulde fast troe, I led mig ikke, siden I
holder Jer saa fjernt.

_Ambrosius_. Jeg?--Det har vel ikke stort at sige, enten en fattig
Skriverkarl lider Jer eller ei.

_Abigael_. Det kan I aldrig vide. Jeg er da ikke bedre end Solen, I
talte om, og den skinner jo paa alle Planter, baade paa det fattige Graes
og den rige Rosenblomme.

_Ambrosius_ #(med Liv, idet han traeder et Skridt frem).# Troer I da
ogsaa, Solen agter paa, hvad Planterne foler?

_Abigael_. Hm! Det siger jeg ikke, den gjor. Pas paa, nu er I kommen mig
altfor naer.

_Ambrosius_ #(traedende tilbage).# Forlad mig, jeg taenkte ikke derpaa.

_Abigael_. Efter Eders Ord at domme, skulde man naesten troe, at Urter og
Blomster kunde tale, og at I forstod, hvad de sagde.

_Ambrosius_. Saamaend, naadige Froken! Jeg har mangen Gang taenkt det
Samme. Tidt, naar jeg gaaer alene, er det ligesom Traeerne fik Maele, og
som Blomsterne fortalte mig Allehaande.

_Abigael_ #(holder op at vinde).# Ih nei, det gad jeg hore Noget om.
Kom naermere hid, nu er I atter for langt borte ... og siig mig engang
... hvad troer I, denne Rosenknop fortaeller? Det er vel ikke Stort, thi
den er ikke ret udfoldet endnu.

_Ambrosius_ #(som har naermet sig)# Omendskjondt den er ung, fortaeller
den ikke saa lidet, naadige Froken! Den fortaeller, hvorlunde den forst
var en Kime, der laa og dromte i Jordens Morke, indtil den en
Morgenstund vaagnede op som en liden Spire og saae sig glad forundret
omkring i den lyse Luft. Saa sugede den Naering af Jordens Bryst og
slukkede sin Torst med Duggens klare Svaledrik. Fra Dag til Dag voxede
den i sin gronne Kjortel, og naar det varme, straalende Solskjaer faldt
hen over den, saa fornam den en underlig Trang til at lukke sit Inderste
op og give den lyse Sol det Bedste, den eiede. Der var baade Fryd og
Smerte paa een Gang i den Forlaengsel. Og alt som den skjod sig hoiere i
Veiret og lovedes taettere, blev ogsaa dens Attraa staerkere, og en Dag
samlede den al sin drivende Laengsel ligesom i eet Aandedrag--og saa
brast Svobet for dens unge Kjaerlighed. Knoppen skjod sig rodmende frem
af sit Hylster, ligesom en frygtsom Tilstaaelse, og mens Fuglene sang og
de hvide Sommerfugle flagrede omkring den, kyssede Solen dens rode Mund,
og saa ...

_Abigael_. Hvad saa?

_Ambrosius_. Saa blev den brudt, og saa dode den.

_Abigael_. Ikke strax; see her, den er jo frisk og dufter endnu.

_Ambrosius_ En kort Stund, ja; men saa er det forbi, og saa visner den.
"Vel _dod_ er hele Sagen".

_Abigael_ #(vinder igjen).# Du Frelsens Gud, hvilken traurig Ende paa
_den_ Historie: Sligt har jeg aldrig taenkt paa tilforn. Troer I, den
stakkels Blomst folte Smerte, da jeg plukkede den? I saa Fald vilde jeg
saa vist onske, det var ugjort.

_Ambrosius_. Smerte? Kanskee. Men jeg taenker, den vilde hellere brydes
og doe for saa skjon en Haand, end leve, uden at I aendsede den.

_Abigael_. Nu er I atter kommen mig for naer. I maa passe Afstanden,
Monsieur Ambrosius, hvis I og jeg skal vinde Garn tilsammen.

(#_Ambrosius_ traeder et Skridt tilbage.)#




NIENDE SCENE.

_De Forrige. Junker Claus_ #(fra Baggrunden).#


_Claus_. Ah, endelig finder jeg Jer, elskvaerdigste Abigael! Jeg har min
Tro ledt efter Jer i en halv Klokketime, baade i Haven og i Marken.

_Abigael_. Saa har I ventelig ikke ledt paa de rette Steder; thi jeg
havde ingen Tryllepind i Munden, som gjorde mig usynlig, det kan
Monsieur Ambrosius vidne for mig.

_Claus_. En Tryllepind! ha, ha! det er meget morsomt! Ja er I ikke
fortryllet, saa er I paa min AEre fortryllende, det kan jeg vidne. Jeg
kommer da ikke til Forstyrrelse?

_Abigael_. Aldeles ikke. Her holdes intet Geheimeraad, Enhver har fri
Audients.

_Claus_. Jeg har en Nyhed at meddele Jer--men under fire Oine. #(til
Ambrosius:)# Han kan gjerne forfoie sig bort.

_Ambrosius_. Befaler Frokenen, at jeg skal gaae?

_Abigael_. Endnu ikke; jeg maa forst vinde Garnet til Ende.

_Claus_. Tillader I, skal jeg....

_Abigael_. Bevares, det er ingen Bestilling for en af Hans Majestaets
Kammerjunkere! Jeg er desuden strax faerdig.

_Claus_. Hvor allerkjaereste det klaeder Jer at vinde det rosenrode Garn
med Eders hvide Fingre! Jeg kommer i Tanker om den Prindsesse i Fabelen,
hvad var det nu hun hed...?

_Ambrosius_. Hr. Kammerjunkeren mener maaskee Ariadne.

_Claus_. Jeg mener hende med Labyrinten og den lange Traad. Frokenen
veed nok, hvem jeg mener.

_Abigael_. Ah, I ligner mig ved Prindsesse Ariadne? Det er saare
smigrende.

_Claus._ Ikke meer, end I fortjener, Mademoiselle!

_Abigael_. Saa maa Monsieur Ambrosius altsaa vaere Prinds Theseus,
eftersom han holder den anden Ende af Traaden i sin Haand ... Men hvem
er saa Uhyret?

_Claus_. Uhyret? #(_Abigael_ og _Ambrosius_ lee.)# Han kan spare sin
Lystighed, til han kommer ned i Borgstuen, imellem det andet Tyende. Giv
mig Garnet!

_Abigael_. Hr. Kammerjunker! I glemmer vist, at jeg er tilstede? Lad I
kun Prinds Theseus beholde Garnet, jeg er vel tilfreds med hans
Tjeneste.

_Claus_. Hae, Prinds Theseus! Nu, som I behager. Det undrer mig forresten
aldeles ikke, at denne Person kan udrette sin Gjerning til Eders
Tilfredshed; thi han maa jo fra Barndommen af vaere vant at omgaaes med
Traad og Garn.

_Ambrosius_. Hvorledes mener Hr. Kammerjunkeren?

_Claus_. Efter hvad jeg har hort, skal han jo vaere Son af en
Bondeskraeder?

_Ambrosius_. Ganske vist; min Fader, som endnu er ilive, er Skraeder af
Profession, og jeg skaemmes ingenlunde derover. Skraederiet er jo et
nyttigt, ja i visse Maader et menneskekjaerligt Haandvaerk.

_Claus_. Menneskekjaerligt--hvad vil han sige dermed?

_Ambrosius_ #(med Hentydning).# Jeg mener, at der er somme Folk, der
skylder Skraederen Alt, hvad de gjaelder og gaaer for.

_Abigael_ #(smilende).# Saamaend, I har ikke saa ganske Uret.

_Ambrosius_. Desforuden er Skraederiet en aervaerdig Haandtering; thi det
er jo Vorherre selv, som er Mesteren for alle Skraedere.

_Claus_. Vorherre! er han fuld eller gal?

_Ambrosius_. Ingen af Delene, Hr. Kammerjunker! Er det kanskee ikke
Vorherre, som hvert Foraar smykker den nogne Jord og skjaerer den en
skjon Dragt af Blomster og gronne Blade? Giver han ikke Dyrene i Skoven
nyt Laad og Fuglene under Himlen nye Fjedre? Har I glemt, hvad der
staaer i Evangeliet, at det er ham, der klaeder Lilierne paa Marken?
Eller veed I ikke ...

_Claus_. Ja, det er godt. Resten kan han beholde for sig selv eller
bruge til en af sine Viser; jeg skjotter ikke om Meer af den Tonde,
#(til Abigael:)# Tillader I da nu, jeg udretter mit AErind; thi siden
vi ikke kan blive alene ...

_Abigael_. Haster det saa staerkt, at I ikke kan opsaette det et Ojeblik?

_Claus_ For mig haster det visselig, eftersom al min Lyksalighed
dependerer deraf.

_Abigael_. Bevares, haenger det saaledes sammen? Ja saa skynd Jer endelig
at faae det sagt.

_Claus_. Om et Par Dage er det Eders Faders Fodselsdag, og han har paa
mine indstaendige Bonner samtykket i, at vor Trolovelse ved denne
Leilighed bliver declareret.

#(_Ambrosius_ gjor uvilkaaarlig en Bevaegelse.)#

_Abigael_. Men pas dog paa, Monsieur Ambrosius! Der rykkede I jo Garnet
over--#(til Claus:)# Ih nei, hvad horer jeg? Saa det har min Fader
samtykket i ... paa Eders indstaendige Bonner?

_Claus_. Ja, dyrebare Abigael, det var mit AErind, at jeg skulde
underrette Jer derom, saa I kan vel taenke, hvor presseret ...

_Abigael_ #(med tilbageholdt Vrede).# Naa, saa det var Eders AErind? I
mener altsaa, at _mit_ Samtykke kan I vaere foruden, naar I har min
Faders?

_Claus_. Eders Samtykke! Men allerkjaereste Froken, I har jo ingen Tid
sagt Nei dertil.

_Abigael_ #(heftig).# Har jeg kanskee nogen Tid sagt Ja? Har I
Vidner paa min Mund, at jeg har givet Jer min Tro og mit Lofte?

_Claus_. Vidner! Men, _ma chere amie_, jeg beder Jer indstaendig. Vi har
jo vaeret trolovede fra vi var ikke storre end saa. I er jo dog den sammo
Abigael og jeg den samme Claus, der blev faestet til hinanden som Born,
med vore Foraeldres _consentement_.

_Abigael_. Hvis I er den Samme, hvorfor gaaer I da ikke i Sloikjole og
Faldehat og har en Solvbjaelde haengende om Halsen?

_Claus_. Sloikjole, Faldehat! Hvad vil I sige dermed?

_Abigael_. Er I voxet ud af Eders Borneklaeder, saa er jeg vel ogsaa
voxet fra _mine_, taenker jeg. Og beiler I til min Haand, saa faaer I vel
tage mig selv med paa Raad, Hr. Kammerjunker!

_Claus_. Bevares, dyrebareste Abigael! I misforstaaer mig ganske og
aldeles. Naar vi bliver ene To, skal jeg forklare Jer det Hele ...

_Ambrosius_. Har Frokenen ikke Brug for min Tjeneste meer, saa tillader
I vel, at jeg fjerner mig?

_Abigael_. Ah, forlad mig, Monsieur Ambrosius! jeg glemte Jer reent ...
og mig selv med, troer jeg naesten. Ha, ha, ha! Jeg er ogsaa en Taabe, at
jeg kan komme i Affect over saa Lidt. Men saaledes er jeg, det har jeg
efter Papa ... See saa, nu er _det_ forbi, og Tak skal I have for Eders
Umag!

_Ambrosius_. Intet at takke for, det var kuns en ringe Tjeneste.

_Claus_. Ah, _dieu soit beni_! Nu begynder Solen at skinne igjen, maerker
jeg.

_Abigael_. Aa ja, nu er den Sky dreven over. Men tag Jer ivare, at den
ikke kommer igjen!... Bi lidt, Monsieur Ambrosius! I skal dog ikke gaae
tomhaendet. Her er den Rose, I fortalte mig om for ... I kan jo kaste den
bort, naar den er vissen.

_Ambrosius_. Kaste den bort!

_Abigael_. Eller gjemme den, ligesom I vil. #(Hun raekker ham Rosen.)#

_Ambrosius_. Jeg takker Eder, naadige Froken!

_Claus_. Men _jeg_ da? Siden der er saa godt Kjob paa Blomster, at ...
hm!... faaer jeg da ikke ogsaa et lidet Forsoningspant?

_Abigael_. Aa, jo, hvorfor ikke? #(Soger imellem Planterne.)# See
her, her er en Blomst for Jer, Junker Claus.

_Claus_. Jeg siger tusind Tak ... Hvad er det nu for en? Jeg kjender den
saa godt, men jeg kan ikke komme paa Navnet.

_Abigael_ #(smilende).# Navnet ... ja, det maa I sporge Monsieur
Ambrosius om, det er _hans_ Videnskab.

_Ambrosius_ #(ligeledes).# Paa Latin kaldes den: _Linaria_.

_Claus_. Paa Latin! Kan han ikke sige, hvad den hedder paa Dansk.

_Ambrosius_, Jo, Hr. Kammerjunker, paa Dansk hedder den: Torskemund.

#(_Abigael_ leende ud til Venstre. _Ambrosius_ ligeledes i
Baggrunden.)#

_Claus_ #(betragter Blomsten med et tvivlsomt Udtryk).# "Torskemund?"
#(Pludselig gaaer der et Lys op for ham, han kaster den i Gulvet og
udbryder forbittret:)# Torskemund!

#(Taeppet falder hurtig.)#




TREDIE AKT.




       *       *       *       *       *

#Kabinet, som i anden Akts femte Scene.#

       *       *       *       *       *





FORSTE SCENE.

_Abigael. Bodil._


_Abigael_ #(betragtende sig i et Haandspeil).# Jeg veed ikke, hvordan
du har brugt dine Fingre imorges, Bodil! Min Frisure sidder jo heelt
forkeert.

_Bodil_. Frokenen var saa utaalmodig og kunde ikke blive tidsnok faerdig.

_Abigael_. Bring mig de Kroller i Orden, og faest saa en Blomst her paa
Siden. Du kan tage en af Roserne der, de er friske nok endnu. #(Hun
saetter sig, _Bodil_ pynter hende)#

_Bodil_. Venter Frokenen Fremmede?

_Abigael_. Fremmede? Nei, jeg venter ingen Andre end Monsieur Ambrosius.

_Bodil_. Er det kanskee for hans Skyld, I vil have Blomst I Haaret?

_Abigael_. For Skriverens? Hvad vil du sige dermed?

_Bodil_. Jeg meente, at ... Frokenen maa ikke blive vred; men I veed,
han er Hans Lauritsens Ven, og jeg har Ynk af at taenke paa, hvad der
vilde skee, hvis Frokenen gjorde Alvor af Eders Spog; det kunde komme
ham dyrt til at staae.

_Abigael_. Dyrt til at staae? Det er en mork Tale, jeg forstaaer ikke,
hvad du mener.

_Bodil_. Jeg mener, om han nu virkelig faestede sit Sind til Jer i
Kjaerlighed.

_Abigael_. Naa ja, hvad saa? Det var vel ikke det daarligste Valg, han
kunde gjore.

_Bodil_. Ja men aegte ham, det kan I jo dog ikke.

_Abigael_. #(med en Bevaegelse).# AEgte ham! Er du galen, Pige? Har du
nogen Tid hort, at en adelig Froken aegtede en Skriverkarl?

_Bodil_. Hort derom har jeg vel, men ...

_Abigael_. Ja saa, det veed jeg Intet af. Kan haende der har vaeret Den,
som var saa lidet aerekjaer. Men aldrig agter jeg at saette en Gaasefjer i
mit Adelsskjold--det kan du forlade dig paa!

_Bodil_. Om han nu endda faldt paa den Tanke, Froken, over al den
Venlighed, I viser ham?

_Abigael_. Saa var han jo ikke bedre vaerd, end at spaerres inde i en
Daarekiste.

_Bodil_. Forlad mig, naadige Froken! men nu er det mig, som ikke
forstaaer, hvad I mener. Jeg er kun simpelt laert, veed I nok, og jeg
skjonner ikke rigtig, hvad Tanker I egentlig har.

_Abigael_ #(betragtende sig i Speilet).# Hvad Tanker jeg har?... Saet
mig den Blomst noget hojere op!... Hvad Tanker jeg har?... Jeg har de
Tanker at vise dig, at din Kjaerestes Ven er bagt af samme. Deig, som
andre Mandfolk. Hvilke Tanker skulde jeg vel ellers have?

_Bodil_. Men det var jo dog kun Eders Skjemt med det Vaeddemaal, ikke
sandt, Froken? Jeg tilstaaer saa gjerne, at jeg har tabt, naar I blot....

_Abigael_ #(heftig).# Men det _har_ du jo netop ikke ... ikke endnu
mener jeg ... Au, du stikker mig! Hvor du er klodset paa Fingrene idag!
Saa, lad det nu vaere nok; Hvad stod der saa i Brevet fra Hans Lauritsen.

_Bodil_. Han skriver, Attestatsen er forbi, og jeg kan vente hans Besog
hver Dag. Han har et godt Tilbud at gjore Ambrosius.

_Abigael_. Et Tilbud ... hvorom?

_Bodil_. Ja, det naevner han ikke.

_Abigael_. Skulde det vaere om en anden Plads?

_Bodil_. Gid det var saa vel ... for hans Hjertefreds Skyld.

_Abigael_. Saa, begynder du nu igjen at lamentere? Altid gjor du en
Elefant af en Myg. Hjertefred! Troer du, jeg vilde spilde noget
Menneskes Hjertefred, om jeg kunde?

_Bodil_. Ikke med Eders rette Villie, naadige Froken! Men ... ja, I
faaer holde mig tilgode, at jeg siger det ... jeg troer ikke, Eders eget
Hjerte er saaledes beskaffent, at I skjonner Alt, hvad der gaaer for sig
i Andres.

_Abigael_. Mit Hjerte ... hvad veed du om det? Den Bog har hverken du
eller Nogen laest til Ende.

_Bodil_. Kanskee I selv ikke heller.

_Abigael_. Kan saa vaere, at der er Blade, jeg ikke har laest endnu. Men
hvad jeg skjonner og veed af Erfaring, det er, at man kan boie en Mand
som en Pilevaad, og naar man slipper ham, staaer han lige rank og svai
endda. Maendene taekkes man gjennem Oiet, skal jeg sige dig, og der er
lang Vei fra Oie til Hjerte.

_Bodil_. Ikke saa langt endda, naadige Froken! Kjaerlighed er som Taaren,
hedder det for et gammelt Ord; den begynder i Oiet og falder i Barmen.

_Abigael_. Som Taaren? Det var et underligt Ord. Hvad har Kjaerlighed med
Taarer at skaffe? #(med let Spot:)# Jeg taenkte, den var idel Fryd og
Herlighed, efter hvad du har fortalt om dig og din Faestemand.

_Bodil_. Tilvisse, naar det er To, som elske hinanden lige trofast.

_Abigael_. Men ikke, naar det kuns er den Ene, som...? Saamaend, det kan
vaere, du har Ret; jeg skal taenke derover.--Ved du, om min Fader kommer
hjem til Middag?

_Bodil_. Det troer jeg knap; den naadige Herre er til Hestemarked og
har taget Ridefogden med. Han vil nok kjobe Stadsheste til den nye
Karosse, har jeg hort.

_Abigael_. Til den nye Karosse? Mener du ...

_Bodil_. Den, som horer til Frokenens Brudestyr.

_Abigael_. Naa, den. Ja saa er det godt; saa kan du gaae, Bodil. Jeg har
ikke Brug for dig laengere. #(Bodil ud i Baggrunden.)# ... Saa, nu
bliver altsaa Hestene kjobt, og en Dag bliver der spaendt for og
Vogndoren lukket op, Jorgen Tjener slaaer Trinnet ned, Papa siger
Farvel, og saa ager Abigael til Kjobenhavn i Folge med ... Aa ja,
hvorfor ikke?... Hvorfor _ikke_? Men om En nu spurgte, _hvorfor_? hvad
skulde jeg da svare? Det er saert nok, men det er aldrig faldet mig ind,
at Nogen kunde sporge, hvorfor?... Ja, hvorfor gifter man sig? Fordi Ens
Fraender har bestemt det saa? Eller fordi alle Andre gjor det? Der er dog
Somme, der aldrig gifter sig..., ja, dem er der vel Ingen, der vil
ha'e.--Af Kjaerlighed, vilde nu Bodil sige ... den, som begynder i Oiet
og synker i Barmen. Saamaend, ifald man kjendte den.--Skulde det mon vaere
sandt, at Kjaerlighed kan forstyrre Ens Hjertefred?... Aa pyt!... Men om
den nu alligevel kunde?... Nei, saa hellere Hestene for Karossen og
afsted til Kjobenhavn!




ANDEN SCENE.

_Abigael. Geheimeraadinden_.


_Geheimeraadinden_ #(kigger ind ad Doren til Venstre).# Er den
naadige Froken alene?

_Abigael_ #(neier)# Til den naadige Frues Befaling.

_Geheimeraadinden_ #(ind).# Hvad mener du, mit hjerte Barn! jeg har
igjen faaet Brev fra Oberhofmesterinden. Hun har den Godhed at lade mig
vide, at Fru Christense Kaas agter at saelge sin Gaard naestved
Helliggjaestes Kirke. Din Fader har oftere talt om at kjobe sig en
Eiendomsgaard i Staden, hvor han kunde tage ind nogle Maaneder om
Vinteren. Og den Gaard ligger bekvemt, ikke langt fra Slottet og har to
Leiligheder. I den ene kunde han boe, og I den anden ...

_Abigael_. I selv?

_Geheimeraadinden_. Nei, Barn, den er altfor stor til mig. Jeg kjender
den. Deilige Stuer, syv Alen hoie, med praegtige Malerier paa Vaeggene og
svaevende Basun-Engle oppe under Loftet. Jeg mindes godt, jeg har vaeret
der i min forste Ungdom til Dands og Assemblee. Hvad mener du om at boe
i sligt et stateligt Huus?

_Abigael_. Saamaend, det kunde vaere artigt nok.

_Geheimeraadinden_ Naar det blev smukt udstyret med Mobilier og andet
Huusgeraad?

_Abigael_. Ja, det maatte der jo til, skulde det see ud efter noget.

_Geheimeraadinden_ Og Silkegardiner i Vinduerne. Hvilke Kulorer lider du
bedst?

_Abigael_. Jeg? Aa, Rodt og Gult, taenker jeg! det er de mest levende.

_Geheimeraadinden_ De tager sig ogsaa kjonnest ud fra Gaden, naar der
skinner Lys igjennem dem i de morke Vinteraftener Saa staaer de
Forbigaaende stille paa Fortovet og seer paa Karosserne, som kommer
kjorende--praegtige Vogne med gallonerede Lakaier--kanske somme med
Lobere foran.

_Abigael_. Med Lobere, siger I?

_Geheimeraadinden_. Ja, naar de kongelige Herskaber viser Huset den AEre.
Saa bliver, der Stimmel paa Gaden af Tilskuere, kan du troe. Alle staaer
de med Hattene i Haanden og speider efter de oplyste Vinduer, og den Ene
hvisker til den Anden: Iaften er der fornem Forsamling hos de unge
Folk?

_Abigael_. Hvilke unge Folk?

_Geheimeraadinden_. Aa, din Strik! du veed jo godt, hvem jeg mener. Hos
dig og Claus naturligviis.

_Abigael_. Naa, det er os, som gjor Selskab. Eders Naade seer frem i
Tiden.

_Geheimeraadinden_. Ikke saa langt, haaber jeg ... vel?

_Abigael_. Ja, hvem kan vide?

_Geheimeraadinden_. Hvor langt der er til Vinteren? Det er da let nok at
regne, siden det er Mikkelsdag imorgen.

_Abigael_. Men det kunde jo vaere, Vinteren kom seent, eller at det slet
ikke blev Vinter, ligesom forleden Aar, da vi havde Violer ved Juletid
og Ribsbuskene begyndte at gronnes i Januari.

_Geheimeraadinden_. Hor nu, Abigael, lad os tale et fornuftigt Ord
sammen. Kom hid og saet dig hos mig. Jeg laegger vel ikke stor Vaegt paa,
at du og Claus blev faestet til hinanden som Born; thi meget kan
forandres med Tiden, og det er ikke enhver Kvist, der bliver et Trae af.
Men nu er I dog voxet op med den Tanke, og du kjender min Son saa vel,
at du veed, baade hvad han har og hvad han mangler; thi han gjor saa
vist ingen Roverkule af sit Hjerte. Kanskee kjender han ikke dig fuldt
saa noie, men som han kjender dig, har han stor Estime og Tilboielighed
for dig, og bliver han din Husbond, vil han baere dig paa Haender.

_Abigael_. Om jeg kuns ikke bliver ham for tung?

_Geheimeraadinden_. Kjaerlighed gi'er Kraefter og gjor Alting let.

_Abigael_. Ja ... Kjaerlighed.  _Geheimeraadinden_. Tvivler du om, at
han baerer Kjaerlighed til dig.

_Abigael_. Han?... Aa nei, det gjor han vel, paa sin Viis.

_Geheimeraadinden_, Tilvisse; det kan du slaae tilvaeds om, _naar_ det
skal vaere.

_Abigael_. Tilvaeds!... Nei, jeg har slaaet nok tilvaeds ... kanske for
meget.

_Geheimeraadinden_. Hvad mener du?

_Abigael_. Intet videre. Men hvad er Eders Naades Mening med alt dette?

_Geheimeraadinden_. Det er, at der nu bor tages endelig Beslutning i
denne Sag. Din Fader har bestemt ... hvis det ellers er dig til Villie,
at din Trolovelse skal celebreres paa hans Fodselsdag.

_Abigael_. Det veed jeg, Eders Son har sagt mig det.

_Geheimeraadinden_. Men ikke paa den rette Maade. Du havde Aarsag til at
vredes; thi det var ingen Befaling, men et Onske.

_Abigael_ #(smilende).# Jeg kjender nok Papas Onsker, de banker ikke
paa Doren, de gaaer lige ind i Stuen.

_Geheimeraadinden_. Claus har ikke des mindre graemmet sig derover, og nu
frygter han....

_Abigael_. For hvad?

_Geheimeraadinden_. For at du skal regne ham det til Onde og skyde
Jaordet ud.

_Abigael_. Hm, skal det vaere, kan det jo skee lige saa godt nu som
siden.

_Geheimeraadinden_. Altsaa samtykker du?

_Abigael_. Vi kan jo tales ved derom. Jeg beder Eders Naade undskylde
mig, men det er nu min Syngetid, og jeg venter Monsieur Ambrosius hvert
Oieblik.

_Geheimeraadinden_ #(afsides).# Skriveren! #(hoit)# Nei, nei, mit
kjaereste Barn! lad mig nu ikke gaae bort med halv Besked. Vil du gjore
os Alle den store Glaede, saa lad det blive afgjort med det Samme.

_Abigael_. Nu vel da ... som I vil; for mig gjerne.

_Geheimeraadinden_ Der vaeltede du en Steen fra mit Hjerte. Lad mig
embrassere dig, min allerkjaereste Datter; thi det kan jeg nu altsaa
kalde dig. Jeg vil strax skrive til Oberhofmesterinden, for at melde
hende den glaedelige Begivenhed og lade hende vide, at vi ventelig kjober
Fru Christenses Gaard. Jeg siger vi, for nu er vi jo saa godt som een
Familie.--Og hor, _a propos_ om Skriveren. Var det ikke rettest, du nu
horte op med den Information? Du faaer jo saa meget at tage vare paa, og
desuden, naar du kommer til Kjobenhavn, kan du jo lade dig instruere af
Stadens forste Syngemestere ... ja, om du saa vil, af Hs. Majestaets egen
Capelmeister og Hofcantor, som informerer de kongelige Born.

_Abigael_. I mener, jeg skulde hore op at synge med Monsieur Ambrosius?
Aa ja, kan haende, det var det Bedste.

_Geheimeraadinden_. Ja ikke sandt! Du er saa fornuftig og foielig idag,
min hjerte Abigael, at jeg er ganske charmeret i dig. Hvor den Rose
klaeder dig smukt!

_Abigael_. Ikke sandt, den er kjon endnu? Og den har dog staaet i Vand
Natten over.

_Geheimeraadinden_. Du skulde sige ham det idag--Skriveren mener jeg--at
han ikke har nodig at indfinde sig tiere. Du behover jo ikke at lade ham
vide, hvorfor ... det er ikke engang convenabelt.

_Abigael_. Hvorfor ... nei, det behoves ikke.

_Geheimeraadinden._ Jeg vil imens gaae ind og skrive Brevet til
Oberhofmesterinden, og paa Veien vil jeg overraske Claus--_din_
Claus--med den lykkelige Tidende. Det banker ... det er formodentlig
Skriveren. _Adieu, ma chere! Au revoir!_

#(Hun gaaer ud til Venstre)#




TREDIE SCENE.

_Abigael. Ambrosius_.


_Abigael_. Kom ind!

_Ambrosius_ #(fra Baggrunden).# Her er jeg, efter Frokenens Befaling.
Jeg veed nu ikke, om Frokenen vil musicere, eller kanskee hellere sanke
Planter, som igaar. Himlen er hoi og klar, og Luften skikkelig varm for
Mikkelsdags Aften at vaere.

_Abigael_. Ingen af Delene, Monsieur Ambrosius.

_Ambrosius_. Ingen af Delene! Er Frokenen da ikke vel?

_Abigael_. Jo, der fattes mig Intet; men jeg har Meget at forrette i
Huset, og denne Pude skulde ogsaa baldyres faerdig. Min Fader skal have
den til Fodselsdagsgave.

_Ambrosius_. Saa har Frokenen kanskee heller ikke Stunder i Morgen?

_Abigael_. Nei, heller ikke i Morgen.

_Ambrosius_. Men i Overmorgen?

_Abigael_. Nei, ikke for det forste ... ikke for Fodselsdagen er omme.

_Ambrosius_. Ikke for!

_Abigael_. Der jo kun tre Dage til.

_Ambrosius_. Tre Dage, det er jo en Evighed.

_Abigael_ #(smilende).# Det er allenfals en af de smaa.

_Ambrosius_. I tre Dage skabtes jo hele Jorden med alle dens Traeer og
Urter. Saet nu, de visnede alle igjen paa den tredie Dag, saa Jorden blev
ode og tom. Saa kom jeg jo aldrig til at plukke Blomster med Frokenen
meer.

_Abigael_. Paa den tredie Dag ... paa min Faders Fodselsdag! Det var en
underlig Tale. Hvorfor skulde Blomsterne just visne paa den Dag?

_Ambrosius_. Aa, jeg veed ikke selv; det var kun et Indfald, jeg fik,
som saa mange andre. Nei, I har Ret, hvorfor skulde de just visne paa
den Dag? Det pleier jo at vare en Stund, inden Vinteren kommer. Man kan
faae smukke Hostdage endnu ... men Sommertiden er da forbi.--Ja, saa vil
jeg vente, til Frokenen igjen lader mig kalde ... om det skeer nogentid.

_Abigael_. Om det skeer ... hvad vil I sige dermed? I er mig saa
synderlig idag, Monsieur Ambrosius, ikke som I pleier. Er der gaaet Jer
Noget imod? Naa, hvorfor svarer I mig ikke?

_Ambrosius_. Fordi Frokenen sagtens vil lee mig ud og taenke, jeg er for
gammel til slig Barnagtighed. Men da jeg imorges stod op og saae, at
Rosenknoppen--den, Frokenen skjaenkede mig igaar, allerede var ganske
bleg og vissen, saa ... ja, saa blev jeg noget tungsindig tilmode, og
det er ligesom det sad mig i Kroppen endnu. Men det var jo en
Taabelighed, for jeg vidste jo forud, at saadan en Blomst ikke kan vare
evig. Og Frokenen har vel Aarsag til at lee.

_Abigael_. Jeg leer ikke.

_Ambrosius_. Gjor I ikke! Kan I da forstaae, at det smertede mig?

_Abigael_. Aa ja, jeg lider heller ikke at see Blomster visne. Saa
kastede I den vel bort?

_Ambrosius_. Nei.

_Abigael_. Hvad gjorde I da med den?

_Ambrosius_. Jeg ...

_Abigael_. Naa?

***

_Ambrosius_. Jeg digtede en liden Grav-Skrift over den, og saa gjemte
jeg den.

_Abigael_. En Grav-Skrift? Den maa I lade mig hore.

_Ambrosius_. Ak, naadige Froken, det er kuns en simpel Vise; den flod
mig saadan i Pennen af sig selv.

_Abigael_. Af sig selv, siger I? Jeg meente, det var en Konst at gjore
Vers?

_Ambrosius_. Ja, rigtige Vers, som Biskop Kingo og Magister Falster og
andre store Digtere; men ikke saadanne Viser, som jeg laver. De voxer op
af sig selv ligesom Graes paa Marken. Men det gaar ogsaa med dem som med
Graesset; idag blomstrer de, imorgen kastes de paa Ilden.

_Abigael_. Voxer de op--ja, hvordan mener I? Som nu for Exempel den
Vise, I der taler om. Hvordan gik det til, at den "flod Jer i Pennen",
som I kalder det?

_Ambrosius_. Det gik saaledes til, at jeg sad og saae paa Blomsten og
taenkte, hvor skjon den havde vaeret og hvor stor Glaede den havde
forskaffet mig. Og saa kom jeg til at taenke paa, hvor kort den havde
levet, og hvor hurtig alt det Skjonne forgaaer, og ... ja, saa gik det
med mig ligesom jeg fortalte Jer igaar om dem samme Rose, at der kom en
underlig, frydfuld og smertelig Trang over mig til at lukke mit Inderste
op og udtale, hvad der rorte sig derinde. Og alt som jeg betragtede den
dode Blomst, var det ligesom den blev levende igjen indeni mig og voxede
og voxede ... og saa sprang Visen ud. Saadan gik det til, om I ellers
forstaaer mig, thi det er ikke saa lige at forklare Sligt.

_Abigael_. Jeg troer nok, jeg har forstaaet Jer. Men Visen? Det var dog
mig, som gav Jer Ilosen, saa faaer I vel give mig Visen til Gjengjaeld.

_Ambrosius_. Ja, den er Skam ikke vaerd at gjore sig kostbar for. Jeg kan
sige den for Jer, om I lyster; thi jeg har den opskrevet her hos mig.

#(Han tager et Papir op af Lommen og laeser folgende Digt:)#


"Du deilig Rosenknop,
Lad mig dig ret betragte
Og paa den Skonhed agte,
Som meer end Konst og Pragt
Er i dit Baeger lagt."

"Du deilig Rosenknop,
Hvis Blade gjer saa mange
Smaa Labyrinters Gange
Og dufte Luften op,
Du deilig Rosenknop!"

"Du deilig Rosenknop!
Igaar sad du med Glaede
Smukt paa dit Tornesaede;
Men du blev brudt, og see,
Idag du visnede."

"Du deilig Rosenknop,
Din friske Farve svinder,
Dit matte Rodt mig minder,
At Herlighed forgaaer
Og Skonhed Ende faaer."

"Du deilig Rosenknop,
Naturens Mesterstykke!
Ak, hvor er nu dit Smykke?
Igaar Du blomstrede,
Idag du visnede!"


_Abigael_. Vil I skjaenke mig den Opskrift?

_Ambrosius_. Gjerne, hvis Frokenen vil vaerdiges at modtage den. Havde
jeg taenkt paa det, skulde jeg have gjort mig Umag, saa var Visen kanskee
bleven kjonnere.

_Abigael_. Det er et Sporgsmaal. For mig er den kjon nok.

_Ambrosius_. Nei, det er den visselig ikke. Ingen Vise kan vaere kjon nok
for Jer, naadige Froken!

_Abigael_. Giv mig den saa! Jeg har ikke Stunder at tove laengere.

_Ambrosius_ #(raekker hende Digtet).# Her er den ... men, min Gud! I
har Taarer i Oinene! Jeg har dog vel aldrig kraenket Jer med noget Ord?

_Abigael_. Vist ikke ... Farvel!

_Ambrosius_. For Guds Skyld, naadige Froken, gaa ikke saaledes bort! Har
jeg vaeret for dristig i min Tale eller er paa nogen Viis gaaen Eder for
naer, saa beder jeg bonlig, at I vil tilgive mig. Jeg kan ikke baere Eders
Vrede.

_Abigael_. Jeg er ikke vred, siger jeg ... hvad skulde jeg vredes for?

_Ambrosius_. Er I da bedrovet?

_Abigael_. Ikke heller. Jeg veed ikke, hvad der kom mig paa med Eet. Men
ved at hore Eders Vise var det ligesom der blev draget et Taeppe til Side
foran mig, saa jeg fik Udsigt til en anden Verden, der var skjonnere end
denne, og som jeg ikke for havde Kundskab om.

_Ambrosius_. Og det var Visen ... min Vise, som voldte dette?

_Abigael_. Det maa det vel have vaeret. Men det er jo Daarskab og
Indbildning Altsammen.

_Ambrosius_. Nej, naadige Froken, det er det visselig ikke! Thi paa
selvsamme Viis gik det mig, da jeg digtede Sangen. Der er en Verden til
udenfor denne--om det er Himmerig og det evige Liv eller Paradisets
Have, det veed jeg ikke; men lysere og herligere er den, end den
skjonneste Sommerdag her paa Jorden. Og mangen en Gang, naar det var
morkest omkring mig, har jeg pludselig havt en Fornemmelse, som der trak
en Sky fra Solen, og saa har den livsalige Verden ligget foran mig som
et Syn og kastet sin straalende Glands heelt ind i mit fattige Kammer.
Men altid var jeg alene, naar jeg saae den, og Ingen forstod mig, naar
jeg talte derom. Nu veed jeg, at I forstaaer mig, I, som selv er
skjonnere og herligere end Alt, hvad jeg har seet eller dromt om!

_Abigael_ #(med tilkaempet Ro).# Agt paa, hvad I siger, Monsieur
Ambrosius! I taler over Jer.

_Ambrosius._ I har Ret, naadige Froken! Jeg taler over mig ... tilgiv
min Dristighed ... jeg glemte reent mig selv ... jeg blev saa
forunderlig glad! Den Glaede vil I dog aldrig berove mig?

_Abigael_. Kan I glaedes over saa Lidt, skal det vaere Jer vel undt. Jeg
horer Nogen komme. Hav Tak for Visen og for Alt, hvad I har laert mig,
baade Musik og andre Ting. Farvel ... til vi sees igjen.

_Ambrosius_. Naar de trende Dage er forbi?

_Abigael_. Kanskee. Hvis ikke Urter og Blomster til den Tid er visnet,
som I forhen sagde.

_Ambrosius_ #(med Liv).# Nei, naadige Froken! Nu troer jeg ikke
laenger, at de visner!

_Abigael_. Farvel!

#(Hun raekker ham Haanden, som han kysser; i det Samme kommer Junker
_Claus_ ind fra Baggrunden).#




FJERDE SCENE.

_Abigael. Junker Claus_.


_Claus. Ah, mille pardons_, hvis jeg kommer til Uleilighed! En _tete a
tete_...?

_Abigael._ Som nu er forbi.

#(_Ambrosius_ ud i Baggrunden).#

_Claus_ #(afsides).# Igjen denne Skriver! #(hoit).# Jeg er saa
lyksalig, saa lyksalig! Mama har fortalt mig, at I har samtykket i....

_Abigael_. At gjore min Fader til Villie ... ja, jeg har samtykket.

_Claus_. Og mig til Glaede, ikke sandt? Det har I da ogsaa havt lidt i
Eders Tanker ... ikke?

_Abigael_ #(adspredt).# Hvorledes...? Jo, jo vist.  _Claus_
#(afsides).# Hun er saa besynderlig distrait, synes mig, #(hoit)#
Mama har allerede skrevet til Oberhofmesterinden; om et Par Dage vil det
vaere bekjendt ved Hove.

_Abigael_ #(som for).# Allerede?

_Claus_. Allerede!... Ja, Posten bruger ikke meer end to Dage for at
naae Kjobenhavn. Og er den glaedelige Nyhed forst indenfor Slotsporten,
saa farer den som en Lobeild gjennem alle Gemakkerne. Der bliver en
Sporgen og en Hvisken ... aa, jeg kjender det. Er hun ung? Er hun smuk?
Er hun hoi? Er hun lille? Har hun sorte Oine eller blaa Oine...?

_Abigael_ #(som for).# Hvem mener I?

_Claus_. Hvem jeg mener? #(afsides.)# Det er da ganske maerkvaerdigt,
saa distrait hun er. #(hoit.)# Jeg mener naturligvis Jer selv,
elskvaerdigste Abigael.

_Abigael_ #(opvaagnende).# Mig?... Naa, ja naturligvis. Undskyld, jeg
havde ikke Tankerne med mig.

_Claus_. Nei, I er en Smule distrait idag ... og lidt bevaeget, troer
jeg. _Mon dieu_, Eders smukke Oine er jo ganske rode! Er der gaaet Jer
Noget imod? Eller har I taenkt paa Noget, som har afficeret Jer?

_Abigael_. Tanker er toldfrie, Junker Claus!... Forlad mig, at jeg nu
maa gaae, men jeg har ogsaa et Brev at skrive, som Posten skal have med.
Vi sees ved Middagsbordet.

#(Hun neier og gaaer ud til Venstre).#

_Claus_ #(alene).# Hvad i al Verden betyder dette? Skriverdrengen
kysser hende paa Haanden, hun er ganske bevaeget og seer ud, som hun
havde graedt. Skulde Mama virkelig have Ret?... Aa, det er umuligt! og
desuden har hun jo nu samtykket i, at Trolovelsen bliver celebreret. Men
ikke desto mindre ... den Skriverdreng er mig ubehagelig ... han generer
mig. Jo meer jeg taenker paa den Situation, jeg traf dem i ... _Sapristi!
Il faut le mettre a la porte, ce monsieur!_ Vidste jeg bare, hvordan
jeg skulde gribe det an.




FEMTE SCENE.

_Junker Claus. Jorgen_ #(fra Baggrunden).#


_Claus_. Ah, er du der, Jorgen! Du kommer meget _a propos_.

_Jorgen_. Hvad Tid befaler Hr. Kammerjunkeren at ride?

_Claus_. Jeg rider ikke i Formiddag, jeg er occuperet. Henad Aften rider
jeg kanskee Baronen imode. Hor Jorgen, kom lidt herhen! Geheimeraadinden
har talt med dig igaar?

_Jorgen_. Ja, hun har saa, Hr. Kammerjunker! Og i Forgaars ogsaa.

_Claus_. Men igaar talte hun med dig om ham ... Skriveren her paa
Gaarden.

_Jorgen_. Om Skriveren? Ja, det er godt muligt; det troer jeg naesten
ogsaa, Hendes Naade gjorde.

_Claus_. Jo vist, hun har fortalt mig det Altsammen, baade hvad hun
spurgte dig om, og hvad du berettede hende. Jeg er ganske _au fait_ med
Situationen.

_Jorgen_. Hvad er Hr. Kammerjunkeren?

_Claus_. Jeg veed Besked, mener jeg. Hor Jorgen!

_Jorgen_. Hr. Kammerjunker?

_Claus_. Du maa skaffe mig den Karl fra Halsen.

_Jorgen_. Skriverkarlen?

_Claus_. Ja vist, det er en uforskammet Personnage, som traenger sig ind
allevegne og ... og ... kort sagt, han generer mig.

_Jorgen_. Saa er Hr. Kammerjunkeren nok ikke den Eneste, han sjenerer.
Men ... hvordan skulde jeg baere mig ad med at skaffe ham af Veien? Han
er jo svaert i Kridthuset hos Baronen ... og hos den naadige Froken
ogsaa.

_Claus_. Det er netop det, jeg ikke finder passende.

_Jorgen_. Aa nei saamaend. Men saa kunde Hr. Kammerjunkeren jo bare lade
et Ord falde til Frokenen derom.

_Claus_. Ganske vist, men ... det vilde afficere hende. Hun har
naturligviis ikke taenkt paa at der kunde vaere noget Stodende deri; hun
er saa god, saa nedladende. Nei, jeg praefererer, at han kommer vaek.
aldeles vaek!

_Jorgen_. Ja, bedre er altid bedre. Naar han bare ikke sad saa fast i
Sadlen, Hr. Kammerjunker!

_Claus_. Men du er jo et forslagent Hoved, Jorgen; kan du ikke paa en
eller anden Maade faae ham....

_Jorgen_. Til at tabe Stigboilerne! Jo ... jeg har jo nok taenkt paa det.

_Claus_. Hvad har du taenkt paa? Du skal ikke gjore det omsonst, Jorgen!
Jeg lover dig en god Douceur for din Uleilighed ... ikke strax, men naar
jeg har holdt Bryllup. Hvad er det saa, du har taenkt paa?

_Jorgen_. Jeg har taenkt, at man muligens kunde faae ham til at forlobe
sig ved en eller anden Leilighed, saa Baronen blev vred og jog ham paa
Porten.

_Claus_. En eller anden Leilighed! Ja, det er godt nok, men det kan vare
laenge.

_Jorgen_. Ikke saa laenge endda, Hr. Kammerjunker! Den naadige Herre er
svaert hidsig af sig, som Hr. Kammerjunkeren kanskee har observeret, og
Skriveren ta'er nu ikke saa noie vare paa sin Mund ... isaer naar han har
Noget i Ho'edet.

_Claus_. Drikker han?

_Jorgen_. Ikke til Overmaal, Hr. Kammerjunker! Men han holder nok af en
Flaske god Viin eller to ... og han taaler ikke Meget.

_Claus_. Naa, og saa mener du...?

_Jorgen_. Jeg mener, man kunde kanskee hjaelpe lidt til. Om tre Dage er
det Naadigherrens Fodselsdag, saa kommer der Fremmede paa Gaarden, og
paa den Dag bliver Tyendet ogsaa trakteret. For Skriveren og nogle Fleer
bliver der daekket aparte ved Siden af Borgstuen ... og der pleier ikke
at blive sparet paa Drikkevarer. See, ved den Leilighed taenker jeg nok,
man kunde faae ham overstadig, for baade Ridefogden og Degnen har et
godt Oie til ham, og naar man gav dem et lille Vink ...

_Claus_. Ja, hvad hjaelper de Anstalter til? Saa gaar han over i sit
Kammer og sover Rusen ud.

_Jorgen_. Hvis han faaer Lov, Hr. Kammerjunker! Men saet nu, den naadige
Herre skikker Bud efter ham og befaler, at han skal divertere Selskabet
med Sang og Spil?

_Claus_. Oho! Jeg begynder at forstaae dig. _Tres bien_, det er meget
godt udtaenkt ... meget godt! Men ... dersom Baronen nu _ikke_ sender Bud
efter ham?

_Jorgen_. Ja, men det gjor han bestemt, Hr. Kammerjunker!

_Claus_. Hvor kan du vide det saa sikkert?

_Jorgen_. Jo, for det sorger Hr. Kammerjunkeren for.

_Claus_. Ah, du mener, at jeg....

_Jorgen_. Og den naadige Frue....

_Claus_. Vi skulde foreslaae Baronen det?

_Jorgen_. Ja, men ikke for efter Maaltidet, for saa er Herren ved godt
Lune ... og saa er Skriveren kanskee ogsaa bedre oplagt.

_Claus_. Og saa troer du, at Skriveren....

_Jorgen_. Kunde forlobe sig ... jo, det taenker jeg nok, naar der bliver
pirret lidt ved ham.

_Claus_. Godt. Altsaa paa Baronens Fodselsdag sorger _du_ for....

_Jorgen_. At Skriveren faaer god Bevaertning? Jo, det kan Hr.
Kammerjunkeren forlade sig paa.

_Claus_. Det Andet skal jeg nok besorge.

_Jorgen_. Men nu maa Hr. Kammerjunkeren da endelig ikke lade det komme
ud for Tiden.

_Claus_. Jeg? Du kan vaere ganske rolig, min gode Jorgen! jeg er
Diplomat. Naar man har vaeret sex Maaneder _Secretaire intime_ hos Hs.
Majestaets _Envoye_ i Paris, saa forstaaer man at behandle en Affaire
delicat. Seer du ... nu gaaer du ud ad den Dor, og jeg ... jeg gaaer ud
ad den ... forstaaer du? Saa er der Ingen, som veed, hvad vi to har talt
om.

_Jorgen_. Nei, det er der ikke, Hr. Kammerjunker! det er sikkert.

#(De gaae hver ud ad sin Dor.)#

#Skuepladsen forandres til:#

#Ambrosius's Kammer. Dor ved Siden og i Baggrunden. Simple Meubler.#




SJETTE SCENE.

_Hans Lauritsen. Bodil_.


_Hans Lauritsen_ #(i Baggrundsdoren.)# Nei, her er heller Ingen.
#(Han traeder ind, _Bodil_ folger.)#

_Bodil_. Saa kommer han nok strax. Han kan ikke vaere langt borte, for
her ligger hans Hat ... og Luthen, den pleier han ogsaa at tage med,
naar han spadserer. Han er ventelig ovre i Skriverstuen, siden han ikke
var i Bibliotheket.

_Hans Lauritsen_. Saameget bedre, saa kan vi endnu tale et Ord sammen i
Eenrum, for jeg reiser videre.

_Bodil_. Men at I ogsaa bliver her saa kort, Hans Lauritsen! Det er jo
knap et Par Timer siden I kom hid, og nu vil I allerede afsted!

_Hans Lauritsen_. I veed jo Aarsagen, Bodil, at min Fader er gammel og
laenges efter mig. Nu, da jeg lykkelig har overstaaet Attestatsen, har
han ikke Ro paa sig, for han seer mig paa den samme Praedikestol, hvor
han i tredive Aar har forkyndt Guds Ord for Menigheden.

_Bodil_. Saa bliver I da nu rigtig hans Capellan.

_Hans Lauritsen_. Det gjor jeg, og med Guds Hjaelp kanskee ogsaa hans
Eftermand engang. Men han har maget det saa, at vi ikke behover at vente
paa hans Dod for at komme sammen. Saa laenge han lever, deler han Bolig
og Indkomster med mig, og hvad der siden skal skee, det raader Vorherre
for.

_Bodil_. Nei, for den Glaede, det skal vaere at boe under Tag med Jer, min
kjaereste Ven! Tro mig, jeg skal blive Jer en trofast Hustru og Eders
Foraeldre en kjaerlig Datter, om jeg maa have Lykke dertil, som jeg har
Villie. Nu har jeg kun eet Onske tilbage ...

_Hans Lauritsen_. Og det er?

_Bodil_. At Eders Ungdomsven Ambrosius kunde blive Degn samme Sted; thi
her er ikke godt for ham at vaere.

_Hans Lauritsen_. Det slog I alt paa for lidt siden, Bodil! Hvad mener I
dermed? Er her Nogen paa Gaarden, som ikke vil ham vel?

_Bodil_. Jeg veed ikke, hvad jeg skal sige. Han har visselig Misundere,
men det fik vaere det samme, naar blot....

_Hans Lauritsen_. Naar blot?

_Bodil_. Mig tykkes, den naadige Froken driver et underligt Spil med
ham, som jeg ikke forstaaer mig paa.

_Hans Lauritsen_. Hvorledes det?

_Bodil_. Hun har moret sig med at drage ham til sig, og det kunde let
haende, han faestede sit Sind staerkere til hende, end godt var.

_Hans Lauritsen_. Skulde det vaere muligt?

_Bodil_. Ja, jeg er kun lidet klog paa saadanne Ting. Jeg kjender kuns
een Slags Kjaerlighed, det er den, jeg baerer til Jer, Hans Lauritsen; men
det har jeg da hort sige, at der er den Elskov, som kan volde et
Menneske stor Hjertesorg, og det var dog Jammerskade, om noget Saadant
skulde haende den gode Ambrosius.

_Hans Lauritsen_. Nei, for Himlens Skyld! Vel synes det mig lidet
rimeligt, at en fattig Student, som han, skulde forfalde til saadan
Daarskab; men alligevel er det bedst, han kommer bort jo for, jo
heller--og det skal jeg nok sorge for. Thi det traeffer sig saa heldigt,
at det Tilbud, jeg har at gjore ham, og som han neppe vil undslaae sig
for at modtage, er af den Beskaffenhed, at han strax maa opgive sin
Tjeneste og reise herfra.

_Bodil_. Naa, Gud skee Tak! saa kan Alt jo blive godt endnu. Tys, der
kommer han over Gaarden, jeg kan hore ham synge.

_Hans Lauritsen_. Lad os saa vaere ene, Bodil! Gaa forud til Ladegaarden,
jeg kommer strax efter. Der kan vi endnu tales ved en Stund, mens Vognen
bliver forspaendt, og saa tage Afsked med hinanden.

_Bodil_. Ak, allerede!

_Hans Lauritsen_. Jeg kommer snart igjen, kanskee om en Maaned. Og naeste
Gang, jeg kjorer herfra, taenker jeg nok, vi bliver to i Age-Saedet,
Bodil! #(_Bodil_ ud, et Oieblik efter _Ambrosius_ ind.)#




SYVENDE SCENE.

_Hans Lauritsen. Ambrosius_.


_Hans Lauritsen_. Goddag. Ambrosius!

_Ambrosius_. Hvad, Hans Lauritsen! Min allerkjaereste Ven, er du her?
#(omfavner ham.)# Glaeden strommer jo ind over mig i denne Dag. Kommer
du lige fra Kjobenhavn?

_Hans Lauritsen_. Ja, og jeg reiser strax videre.

_Ambrosius_. Ei hvad, reiser! Du skal min Sandten slaae dig til Ro her
en Stund. Vi har jo hundrede Ting at tale om. See her er mit Kammer, det
er ogsaa dit, saa laenge du vil. Og derinde sover jeg, Sengen er bred nok
til To. Du har dog saa tidt deelt din Seng med mig i gamle Dage, naar
jeg var uden Logis, saa det er Skam ikke meer end billigt, at jeg gjor
Gjengjaeld.

_Hans Lauritsen_. Tak for Tilbudet, kjaere Ambrosius! Men jeg kan
destovaerre ikke tage derimod; thi mine Foraeldre venter mig til bestemt
Tid.

_Ambrosius_. Ja, saa hjaelper ingen Overtalelse, det veed jeg nok. Men et
Glas Viin har du da sagtens Stunder at drikke med mig? Jeg har endnu en
Flaske gammel Rhinskviin her, som Baronen selv har skjaenket mig. Det er
en Most, kan du troe, som faaer Hjertet til at hoppe i Livet paa En.
#(Han traekker Flasken op og skjaenker.)# See her, hvor den spiller i
de gronne Glas! Det er ligesom man saae Maanen skinne paa Vandet. Og saa
dufter den--aa!--som tusinde Blomster. Naa, paa dit Velgaaende, Hans
Lauritsen, og Lykke til vel overstanden Attestats! Den Bom naaede jeg da
aldrig at komme over, den var for hoi for mig.

_Hans Lauritsen_. Du kan komme over den endnu, hvis du vil, Ambrosius.
Jeg har et Lykkebud til dig ... See her! #(Han viser _Ambrosius_ et
Brev.)#

_Ambrosius_. Et Brev til mig! Fra hvem?

_Hans Lauritsen_. Ja gjaet engang!

_Ambrosius_. Jeg har ingen Venner meer i Kjobenhavn, det jeg veed af,
siden du er borte.

_Hans Lauritsen_. Da er der dog En, som ikke kar glemt dig, det er din
gamle Velynder, Professor Holberg.

_Ambrosius_. Holberg! Er Brevet fra ham? #(Han faaer det og betragter
Udskriften.)# Ja sandelig! Har du talt med ham? Taenker han virkelig
endnu paa mig--paa "Sanglaerken", som han kaldte mig for min Rosts Skyld?
Herregud! Han, som kunde vaere saa vranten og iilsindet mod mangen
Anden--mig har han aldrig sagt et vredt Ord. Sidste Gang, jeg var hos
ham, for at byde Farvel og takke for alt Godt, kneb han mig i Oret og
sagde med sit lune Smil: "Saa, flyv han nu over til sit Boghvedeland,
men kom smukt igjen ad Aare og pas sine Boger, at der kan blive noget
Andet af ham end en simpel Sanglaerke--horer han det! Gud vaere med ham!
Gaa nu og luk ikke Doren for hoit op, thi saa traekker det!"--Og han har
tilskrevet mig! Men i hvad Anledning?

_Hans Lauritsen_. Laes nu forst Brevet, saa skal du faae naermere Besked.

_Ambrosius_ #(laeser).# "Saasom jeg har erfaret af hans gode Ven, Hans
Lauritsen, der nu med storste Honneur har absolveret sin _examen
theologicum_, at han endnu er flyvende omkring fra Sted til Sted, og ei
engang som andre honette Fugle har sig et blivende Rede eller
_domicilium_ for Sommertiden: saa skriver jeg dette for at laegge ham
alvorlig paa Sinde at benytte den Occasion, som nu tilbydes ham til at
forbedre sine Kaar, og om hvilken hans Ven paa mine Vegne har paataget
sig at instruere ham. Vorherre har skjaenket ham ugemene Gaver i
adskillige Retninger, hvilke han vel hidindtil ikke har havt synderlig
Middel til at cultivere--hvis Aarsag jeg ogsaa noget excuserer hans
omflakkende Levnet--men som det nu ved en saerdeles god Tilskikkelse er
lagt udi hans egen Haand at gjore frugtbringende, saavel til AEre for ham
selv, som til Gavn for Faedrelandet. Haabende, at han ikke vil skyde det
gode Tilbud fra sig, som offereres ham, men benytte det paa rette Viis
og Maade, til Instruction og Fremgang i den Videnskab, han saa laenge
har negligeret, forbliver jeg i al Oprigtighed hans vel affectionerede
_Ludvig Holberg_." ... Nei, at jeg har faaet Brev fra ham, skrevet med
samme Haand som Peder Paars og alle de lystige Comedier! Er det ikke,
som jeg siger, idag vaelder al Glaede ned over mig! Kom her, Hans
Lauritsen, og lad os drikke Professor Holbergs Skaal. Gid han maa leve
laenge og skrive mange Comedier endnu!

_Hans Lauritsen_. Og have Nogen til at agere dem, og Nogen til at see
paa dem--for du veed jo vel, at det danske Theater er lukket for Tiden?

_Ambrosius_. Ei, ikke Andet end det! det bliver Skam nok lukket op
igjen.--Og lad mig saa faae at vide, hvad det er for et Tilbud, du har
at gjore mig.

_Hans Lauritsen_. Tilbudet er kortelig dette: om du vil ledsage en ung
Person, Son af en rig og agtbar Borger i Kjobenhavn, til Udlandet, hvor
han skal opholde sig et Aars Tid for sin Uddannelses Skyld. Foruden fri
Reise og det nodvendige Udstyr, erholder du ved din Hjemkomst en Douceur
af to hundrede Daler, som tilligemed hvad du selv kan fortjene, vil vaere
tilstraekkelig til at fuldfore dine Studeringer og med Guds Hjaelp
absolvere den theologiske Examen.

_Ambrosius_. Reise, siger du! Men hvor falder man paa, just at udvaelge
mig?

_Hans Lauritsen_. Det kan du takke Professor Holberg for, som har
rekommanderet dig ... og kanskee ogsaa mig, som har mindet ham om, at
"Sanglaerken" endnu var i Live og sad paa en liden Graestorv herovre i det
fyenske Eiland. Naa, hvad siger du saa til de Udsigter? Mig synes, du
seer saa alvorlig ud med eet?

_Ambrosius_. Tingen er, at ... det overrasker mig ... det kommer saa
uventet. Hvornaar skal Reisen gaae for sig?

_Hans Lauritsen_. Strax. Det unge Menneske er kommen i Folge med mig
over Beltet og oppebier din Ankomst i Odense. Du maa flux begjaere din
Afsked hos Baronen og reise herfra i Morgen tidlig. Du kan leie Vogn
lige til Odense, der faaer du Penge til de forste Udgifter.

_Ambrosius_. Jeg ... jeg kan ikke reise i Morgen.

_Hans Lauritsen_. Naa, ja--ja da, saa i Overmorgen.

_Ambrosius_. Heller ikke i Overmorgen.

_Hans Lauritsen_. Ja, laenger gaaer det paa ingen Maade an at vente; jeg
har givet mit bestemte Lofte. Kommer du ikke til den Tid, saa reiser han
videre med Jens Bang, som opholder sig i Odense og er villig til at
geleide ham.

_Ambrosius_. Jeg kan ikke reise herfra for Tiden.

_Hans Lauritsen_. _Kan_ du ikke ... hvad skal det sige?

_Ambrosius_. Jeg har ikke Lyst ... jeg er fornoiet i min Stilling;
hvorfor skulde jeg saa reise?

_Hans Lauritsen_. I din Stilling--som Skriverdreng? Det er ellers en
beskeden Lykke, den.

_Ambrosius_. Jeg sigter ikke saa hoit; jeg er tilfreds med den Graestorv,
du for talte om.

_Hans Lauritsen_. Saa er det ikke for Graestorvens Skyld ... der stikker
Andet under.

_Ambrosius_. Hvad skulde det vaere?

_Hans Lauritsen_. Ambrosius! Vi har vaeret Venner fra Barndommen af, vi
har slidt Skolebaenke sammen i Odense og deelt baade Ondt og Godt med
hinanden i Kjobenhavn ... har du nu ikke laenger Fortroende til mig?

_Ambrosius_. Visselig har jeg det, hvorfor tvivler du derom?

_Hans Lauritsen_. Fordi du ikke tilstaaer den rette Aarsag til dit
Afslag. Men jeg kjender den, jeg har hort en Fugl synge derom.

_Ambrosius_. Om hvad?

_Hans Lauritsen_. Om at du i Blinde har hengivet dig til en ulyksalig
Elskov, som aldrig kan bringe dig Andet end Sorg og Elendighed.

_Ambrosius_. Elskov...! Og _du_ er vidende om det, som jeg knap har
tilstaaet for mig selv!... Nu vel, ja, det er Sandhed, at jeg elsker
hende.

_Hans Lauritsen_. Ubesindigt, tankelost og uden Overlaeg!

_Ambrosius_. Uden Overlaeg ... det kan saa vaere; thi det er med
Forstanden, man overlaegger, men det er Hjertet, man elsker med. Men
tankelos er min Kjaerlighed ikke; thi aldrig har jeg havt saa mange
Tanker, som nu, og den ene skjonnere end den anden.

_Hans Lauritsen_. Vogt dig for de Tanker, Ambrosius! Det er visselig kun
Lygtemaend, som den onde Frister har sendt for at lede dig vild og fange
dig i sine Snarer.

_Ambrosius_. Nei, deri feiler du storlig, Hans Lauritsen! Ingensinde har
Fristeren vaeret saa langt fra mig, som siden jeg kom hid, og aldrig har
mine Tanker vaeret renere og bedre, end de er i denne Stund. End ikke det
usleste Krae paa Jorden kunde jeg naenne at gjore Fortraed, saa lyksalig er
jeg idag. Det er som jeg havde vaeret blind og var bleven seende. Alting
er nyt for mine Oine; Himlen er hoiere, Solen lysere, og naar jeg gaaer,
er det ligesom jeg blev baaren af Vinger. Nei sandelig, det er ikke
ondt, hvad der fylder mit Hjerte med slig en Glaede!

_Hans Lauritsen_. Nu vel, lad saa vaere, at det ikke er ondt i sig selv,
saa er det dog ondt i sine Folger. Husk paa den vilde Abild, som har
skjonne Blomster, som dog baerer beske Frugter. Saadan et vildt Trae er
ogsaa den Lidenskab, som har betaget dig. Hvortil i al Verden skal det
fore? Jeg veed jo, hvem det er, du har fattet Kjaerlighed til. Hun er
over din Stand, og du kan hverken lofte dig op til hendes, eller vente,
at hun skulde nedlade sig til din for at aegte dig.

_Ambrosius_. AEgte ... hvem taenker paa Sligt? Elske hende vil jeg, see
hende og hore hende tale--intet Andet. Min Kjaerlighed er som Himmerig,
hvor der hverken giftes bort eller tages til AEgte.

_Hans Lauritsen_. Og for saadant ufornuftigt Svaermeries Skyld vil du
saette hele din Fremtid paa Spil! Hun er jo halvveis trolovet; naar hun
nu gifter sig engang og drager bort herfra, hvad saa?

_Ambrosius_. Naar hun gifter sig...! Ja, naar Himlen falder ned, saa
slukkes Stjernerne. Men saa har jeg dog seet dem skinne!

_Hans Lauritsen_. Men taenker du da ikke paa, at Gud har betroet dig et
Pund, som du ikke skal spilde, men yde ham Rente af?

_Ambrosius_, #(heftig).# Hvad kan jeg for, hvad Gud har betroet mig
... jeg har jo ikke bedt ham derom! Og naar han kraever en storre Rente,
end jeg har Kaft til at yde....

_Hans Lauritsen_. Skam dig, Ambrosius, at tale saa letfaerdig! Du skulde
vel vogte dig for at kaste Buloxe til Vorherre, thi han kan let vende
det Skarpe igjen. Gud kraever ingen Mand Meer end han flyer ham, og dig
har han givet saa gode Gaver baade i din Aand og dit Legem, at du burde
takke ham paa dine Knae og ikke saette dig op imod hans Villie. Thi det er
Guds Villie, at du skal pleie de Gaver, han har flyet dig, og bruge dem
til hans AEre og dine Medmenneskers Gavn indtil din salige Ende. Han har
skjaenket dig en klar Forstand og et godt Nemme, som du har forud for
Mange, og endda har han til Overmaal velsignet dig med Sangens skjonne
Konst, som kan troste og fornoie baade dig selv og Andre, naar du dyrker
den rettelig. Og alt dette kan du glemme og forkaste, for at jage efter
en skinnende Drom, efter en Saebeboble, der brister!

_Ambrosius_. Men naar nu denne skinnende Drom er hele min Lykke og alt
det, som lyser for mig, Hans Lauritsen!

_Hans Lauritsen_. Saa bliver din Lykke kun stakket, og dit Lys vil snart
vaere udbraendt.

_Ambrosius_. Lad saa vaere! Saa lever jeg rigt og kort--jeg onsker ikke
bedre.

_Hans Lauritsen_. Rigt og kort! Ja hvem staaer dig inde for det? Du
faaer vel tage Livet, som det gives dig. Saet, du nu kom til at leve
laenge og fattigt, hvad saa?

_Ambrosius_. Saa har jeg den Skat i mit Minde, som er langt meer end
Velstand og gode Dage.

_Hans Lauritsen_. En Skat i dit Minde! Men er du da fra Sands og
Samling, Ambrosius? Der bydes dig en Fremtid, og den slaaer du Vrag paa,
for at noies med et Minde! Man skulde sandfaerdig troe, du var elleskudt.

_Ambrosius_. #(slaaet).# Elleskudt ... hvor falder du paa Sligt? Der
gives jo ingen Ellepiger, veed jeg, uden i de gamle Viser?

_Hans Lauritsen_. Men der kan vaere Andre, som har samme Magt.

_Ambrosius_. Troer du?

_Hans Lauritsen_. Det tykkes mig naesten saa. Men er du elleskudt, saa
lad mig vaere Hanen, som vaekker dig. Denne Stund er maaskee Vendepunktet
i dit Liv, Ambrosius! Tag dig sammen og fat en Beslutning. Folg bort med
mig endnu idag, saa kjore vi sammen til Odense.

_Ambrosius_, #(usikker).# Idag, siger du ... men Baronen er jo netop
bortreist og ...  _Hans Lauritsen_. Naa ja, saa skikker du ham en
skriftlig Forklaring fra Odense, saa er den Sag afgjort.

_Ambrosius_. Saa skulde jeg slet ikke sige Farvel?... Heller ikke
til...? Nei, det kan jeg ikke! Du skal have Tak for dit Venskab, Hans
Lauritsen, men du faaer reise alene. Jeg bliver her.

_Hans Lauritsen_. Og tager ikke imod Professor Holbergs Tilbud? Er det
dit sidste Ord?

_Ambrosius_. Ja.

_Hans Lauritsen_. Nu vel, saa faaer du seile din egen So. Mands Villie
er Mands Himmerig, siger man jo. Men det hedder ogsaa: Hvo der gjor det,
han vil, maa lide det, han ikke vil. Gid du ei maa komme til at lide for
meget, Ambrosius! Gud vaere med dig og Farvel!

_Ambrosius_. Vi skilles dog som Venner? Ikke sandt?

_Hans Lauritsen_. Visselig gjor vi det. Jeg bryder ikke med en gammel
Ven, fordi jeg laster hans Daarskab. Men ondt gjor det mig for dig,
Ambrosius, bitterlig ondt.

_Ambrosius_. Ei hvad ... Vorherre er Daarernes Formynder! Kom nu, og lad
os tomme det sidste Glas med hinanden! Lykke paa Reisen, Hans Lauritsen
... #(bevaeget.)# Tak for alt Godt og ... baer over med mig ... Jeg kan
ikke Andet! Og lev saa vel!

_Hans Lauritsen_. Lev vel!

#(De omfavne hinanden, _Hans Lauritsen_ gaaer.)#

_Ambrosius_ #(ene).# Elleskudt!... Ja, siden jeg _hende_ forst saae!

#(Taeppet falder.)#

       *       *       *       *       *




FJERDE AKT.




       *       *       *       *       *

#(Sal. Dor i Baggrunden. Sidedore. Et storre og et mindre Bord, Stole m.
m)#

       *       *       *       *       *





FORSTE SCENE.

#_Baronen_ og _Geheimeraadinden_. Junker _Claus_ og _Abigael_, Magister
_Soren_ og Captain _v. Reinsberg_, samt flere _Gjaester_ (komme ind fra
Venstre). Strax efter _Jorqen_ og _Bodil_.#


_Baronen_ #(til Geheimeraadinden).# Velbekomme Maaltidet, Eders
Naade!

_Claus_ #(til Abigael).# _Que bien vous fasse, Mademoiselle!_

_Captainen_ #(til Magisteren).# Prosit die Mahlzeit, Hr. Magister!

_Magisteren_. Jeg onsker Eder af ganske Hjerte det Samme, Hr. Captain!

_Baronen_. Velbekomme dem Allesammen! Har Nogen af Selskabet Lyst at
smoge Tobak, saa findes der Piber i Bibliotheksstuen. #(til
Geheimeraadinden.)# Jeg veed ikke, om Eders Naade har lagt Jer efter
den Konst, ha, ha, ha!

_Geheimeraadinden_ #(leende).# Nei, endnu ikke, Hr. Baron.

_Claus_. Ha, ha, meget morsomt!

_Baronen_. Ja, jeg ikke heller. Saet et Par Bouteiller Rhinskviin herind,
Jorgen ... af den aeldste.

_Abigael_ #(ved Kaffebordet).# Onsker Eders Naade en Kop Kaffe?

_Geheimeraadinden_ #(gaaer hen til Bordet).# Tak, mit Barn!

_Baronen_. Kom hid, Claus! Her er Noget at skylle Maden ned med.

_Claus_. Om jeg faaer Lov, saa foretraekker jeg en, Kop Kaffe, som er
tilberedt af Froken Abigaels hvide Haender.

_Abigael_. Dermed kan jeg desvaerre ikke tjene; Kaffen er kogt af
Huusholdersken.

_Baronen_. Og hendes Haender er Skam mere sorte, end hvide, ha, ha!

_Gjaester_. Ha, ha, ha!

_Claus_. Men i det mindste skjaenkes den mig dog af Eders Haand.

#(Han faaer en Kop, som raekkes ham og senere tages igjen af Jorgen.)#

_Baronen_. Ja ja, saa vil vi Andre holde os til Vinen. Ikke sandt, Hr.
Magister? I er ingen Foragter af et godt Glas ... og Captainen heller
ikke?

_Captainen_. Jeg takker aerbodigst, Hr. Baron? Den Viin er god, den er
edel, den er af min Familie ... jeg er ogsaa opvoxet ved Rhinen.

_Baronen_. Er den af Jer Familie? Ja, saa behover I jo ikke at genere
Jer for at tomme Bouteillen. I er saa vist ikke den forste Captain, der
har drukket sin Familie op, ha, ha, ha!

_Gjaester._ Ha, ha, ha!

_Magisteren_ #(med et fyldt Glas).# Maa det vaere mig tilladt at
bringe Hr. Baronen min underdanige Tak for det herlige Maaltid, saavel
hvad spisendes som drikkendes Varer anbelanger, hvormed I--naest efter
ham, som er alle gode Tings Giver--paa denne Dag, som saa ofte tilforn,
har vederkvaeget Vort Legem, og derigjennem ogsaa den Aand, som har sin
Bolig i denne skrobelige Hytte. Thi ligerviis som man beklaeder og digter
et Huus baade udvendig og indvendig, for at den menneskelige Beboer kan
trives og fole Velbefindende derudi: saaledes styrker og kvaeger man
ogsaa sit Legem, for at ...

_Baronen._ Ja, kvaeg I nu Jert Legem med dette Glas, Magister, og spar
Eders Talegaver til siden. Vi faaer snart Brug for dem.--Hvor Pokker
bliver nu Peder Rasmussen? Han pleier jo van at indfinde sig strax efter
Bordet, for at haspe sit Gratulations-Carmen af. Nu skulde han komme,
saa havde vi det at forslaae Tiden med.

_Jorgen_. Han er ude i Forstuen og venter kun paa Naadigherrens
Tilladelse, #(afsides til Junker Claus, idet han tager hans Kop.)#
Alting er i Orden med Skriveren, Hr. Kammerjunker! Sorg I nu blot for,
at han bliver kaldt herop.

_Abigael_. Ak, Papa! kan vi ikke slippe for de kjedsommelige
Gratulationsvers?

_Baronen_. Vist ikke nei, Barn! det er nu engang Skik og Brug. Den
Gratulation har Degnen jo beredt sig paa i et heelt Aar; fik han ikke
Luft, kunde han min Salighed tage Skade deraf. Har man forst sat
Trompeten for Munden, maa man ogsaa have Lov til at gi'e Lyd ... ikke
sandt, Hr. Captain?

_Captainen_. Ganz gewiss, Hr. Baron! Har den Trompeter pustet Bakkerne
op, maa han ogsaa blase, ellers riskerer han minsael, at de springer, ha,
ha, h