The Project Gutenberg EBook of Vand- og stenhoejsplanter en vejledning for havevenner, by G.N. Brandt (red.) Copyright laws are changing all over the world. Be sure to check the copyright laws for your country before downloading or redistributing this or any other Project Gutenberg eBook. This header should be the first thing seen when viewing this Project Gutenberg file. Please do not remove it. Do not change or edit the header without written permission. Please read the "legal small print," and other information about the eBook and Project Gutenberg at the bottom of this file. Included is important information about your specific rights and restrictions in how the file may be used. You can also find out about how to make a donation to Project Gutenberg, and how to get involved. **Welcome To The World of Free Plain Vanilla Electronic Texts** **eBooks Readable By Both Humans and By Computers, Since 1971** *****These eBooks Were Prepared By Thousands of Volunteers!***** Title: Vand- og stenhoejsplanter en vejledning for havevenner Author: G.N. Brandt (red.) Release Date: November, 2005 [EBook #9264] [Yes, we are more than one year ahead of schedule] [This file was first posted on September 16, 2003] Edition: 11 Language: Danish Character set encoding: ISO Latin-1 *** START OF THE PROJECT GUTENBERG EBOOK VAND- OG STENHOEJSPLANTER EN *** Produced by Miranda van de Heijning, Steen Christensen, Janet Kino and the PG Online Distributed Proofreaders. VAND- OG STENHOEJSPLANTER EN VEJLEDNING FOR HAVEVENNER MED BIDRAG AF Overgartner _Jens K. Joergensen_ Botanisk gartner _Axel Lange_ Havebrugskandidat _Andreas Madsen_ UNDER REDAKTION AF _G. N. Brandt_ [Denne tekst er baseret paa udgaven udgivet i Koebenhavn, 1917] INDHOLDSFORTEGNELSE VAND- OG STENHOEJSPLANTERNES ANVENDELSE VAND- OG MOSEPLANTERNES KULTUR af _Jens K. Joergensen_ STENHOEJSPLANTERNES KULTUR af _Axel Lange_ DEN DANSKE FLORAS VAND- OG STENHOEJSPLANTER af _Andreas Madsen_ UDVALG AF VAND- OG MOSEPLANTER af _Axel Lange_ UDVALG AF STENHOEJSPLANTER af _Axel Lange_ [Illustration: Fig. 1. Plantning at Vand- og Moseplanter langs en Baek i en engelsk Have.] [Illustration: Fig. 2. Yndefuld Beplantning af en Soebred. (Kolding Planteskole).] VAND- OG STENHOEJSPLANTERNES ANVENDELSE Det kan synes urimeligt at samle netop disse to Samfund af Haveplanter i eet Bind. Ingen botanisk, hverken systematisk eller biologisk Lighed knytter dem sammen, ingen gartnerisk Kulturmethode, ingen faelles Vaekstbetingelser, tvaertimod, de stiller diametralt modsatte Krav til Livet; det fysiske Milieu, der er Vaekst og Trivsel for den ene Part, er Doed og Fordaerv for den anden. Det, disse Planter har tilfaelles, og som berettiger til at behandle dem i samme Bind er det, at de mellem Havefolk har de samme Venner. Man kan vaere sikker paa, at den, der dyrker og samler paa Vandplanter, ogsaa er interesseret i Stenhoejsplanter og omvendt. Disse to Slags Planter stiller nemlig lidt saerlige Krav til deres Dyrkere og Beundrere, ikke alene hvad det rent gartnerisk-tekniske angaar, men navnlig med Hensyn til Evne til at forstaa de levende Planters saerlige Skoenhed. Det disse ofte ikke saerlig anseelige Planter byder paa er nemlig ikke saa meget en Skoenhed i Former og Farver, men snarere den Skoenhed, der ligger i selve Vaeksten. Det er Skoenheden i det vegetative Liv, der er faelles for disse to Grupper, hvad enten den viser sig i Vandplanternes overdaadige Frodighed eller i en lille graa Sedums energiske Kamp om Pladsen paa Stenens Solside. Det er langt fra alle Blomstervenner, der har Sans for denne Side af Sagen; for mange ivrige Beundrere af Blomsterpragt er Plantelivets egentlige Skoenhed en lukket Bog, og de ser kun Ukrudt, hvor de rigtige Plantevenner ser Vaerdier, som de ikke oensker at bytte med et helt Udstillingsvindue af Pragtblomster. I enhver Plantes Vaekst indeholdes en Fortaelling. Hos nogle af de pragtfuldeste f. Eks. Azalea, Amaryllis, Georginer, Pelargonier og mange andre er denne Vaekstens Fortaelling ret triviel og kedelig, men hos Vand- og Stenhoejsplanterne er den derimod ualmindelig mangfoldig og morsom. Denne faelles Egenskab, denne faelles Karakter, der goer, at Vand- og Stenhoejsplanterne har de samme Venner, goer ogsaa, at de maa anvendes paa samme Maade, nemlig saadan, at de specielle Skoenhedsvaerdier, som disse Planter rummer, kommer til deres Ret. [Illustration: Fig. 3, Stenhoejsplanter i lige Bede belagte med Faxekalkstensskaerver. Smaagraesset mellem Fliserne er kommen i loebet af 3 Aar. (Hellerup Strandpark).] [Illustration: Fig. 4. Engelsk Hus med urimeligt overplantet Fliseterrasse. Selvsaaede Planter, som mellem Fliserne paa Fig. 3 er tilstraekkelig "Fugeplantning" i saadanne Tilfaelde.] Der er, som alle ved, to staerkt afvigende, for ikke at sige helt modsatte Maader at anvende Planter paa, to Maader, som man med et Par gamle og daarligt daekkende Navne har kaldt den "architektoniske" og den "landskabelige". Det, der karakteriserer disse to Beplantningsmaader, er hverken noget egentligt architektonisk eller noget landskabeligt, derimod snarere det, at Plantningen i det ene Tilfaelde skal have Karakteren af det _plantede_, i det andet af det _voksede_. Som typisk for Planter, der bedst behandles paa den foerste Maade, kan naevnes Roser, ikke mindst stammede, Tulipaner, Stokroser og naesten alle Slags Udplantningsplanter, og som typiske for det modsatte Beplantningsprincip kan man tage alle--bogstaveligt talt alle--Vand- og Stenhoejsplanter. Ingen af dem egner sig til at staa paa Rad, de maa absolut anvendes "landskabeligt". Dermed menes ikke, at de ikke kan anvendes i regelmaessige, architektoniske Havepartier; men selve Plantningen maa ikke vaere regelmaessig, den maa under alle Omstaendigheder forblive "naturlig". [Illustration: Fig. 5. Vadestene over et beplantet Vandhul.] Rammen om Plantninger behoever ingenlunde at vaere landskabelig; tvaertimod er den Brydning, mellem Natur og Kunst, mellem organisk og uorganisk, mellem loest og fast, bloedt og haardt, mellem vokset og bygget, som opstaar ved Blanding af Architektur og naturlig Plantning er et af den moderne engelske Havekunsts om ikke mest kunstneriske saa dog mest populaere Virkemidler, der ioevrigt nu ofte anvendes udover enhver fornuftig Graense. Se Figur 4. [Illustration: Fig. 6. Flade Traedesten mellem Pudeplanter er praktisk og forlener Stenpartiet med en yderligere Charme.] Naar man skal angive, hvorledes Vand- og Stenhoejsplanterne skal anvendes for at komme til deres Ret, maa man altsaa henvise til den landskabelige Plantning, til den, der til en vis Grad efterligner den naturlige Voksemaade, som den eneste mulige, og man maa tilfoeje, at det at plante paa den Maade kan ikke laeres af en Bog; Billeder kan hjaelpe lidt, hvorfor der ogsaa er samlet saa mange, maaske overfladisk betragtet ensartede Billeder af naturlige Plantninger i denne Bog. Skriftlige Angivelser duer ikke. Vil man indfange noget af Naturens Ynde i sin Have, maa man selv ud og se, hvorledes Planterne traenges om Pladsen ude i det fri og saa plante derefter. Det er heller ikke saa svaert, hvis der da ikke stilles for store Fordringer. Naar man kender sine Planter og deres Behov grundigt, saaledes at der vaelges dem velegnede Pladser, saa trives de og finder sig til Rette mellem hverandre; det uligevaegtige Praeg forsvinder og afloeses af den eftertragtede, men direkte uefterlignelige Naturlighed. De Fejl, der hefter ved den menneskelige Del af Arbejdet: Plantningen, daekkes og udsones ret snart af den ufejlbarlige Ynde, der foelger med Naturens Del af Arbejdet: Vaeksten. [Illustration: Fig. 7. En "Groeft" i en Have ved Kbhn. Plantet i Maj, fotograferet i August s. A.] Det er betydeligt svaerere at forme Rammen, selve det Haveparti, hvor man vil dyrke Vand- og Stenhoejsplanter. Her faar man nemlig ikke saa hurtig og saa afgoerende en Hjaelp af Vaeksten; paa dette Punkt vil de menneskelige Fejltagelser ikke saa let kunne daekkes. Der kan imidlertid lige saa lidt som ved Plantningen gives nogen almindelig Forskrift, ja, endnu mindre, eftersom Planterne og deres Egenskaber dog uforandret er de samme, medens naesten hver Plet Have har sine saerlige Forhold, der maa tages i Betragtning. En Ting maa man bestemt fraraade, nemlig Forsoeget paa uden virkelig dygtig Hjaelp at forme noget egentligt architektonisk Arrangement. Forf. har aldrig set nogen Amatoer slippe godt derfra. Vil man lave sig et Bassin, der skal vaere til Pryd i Haven, saa maa man ogsaa bekoste kunstnerisk Bistand og smukt Materiale i fagmaessig Udfoerelse; thi et Bassin har ikke det naturlige Kaers Bredder, hvis Plantevaekst kan vaeve en daekkende Kaerlighedens Kaabe over Formenes Synder. [Illustration: Fig. 8. Snit af "Groeften" Fig. 7. Bredden foroven er ca. 4 Meter.] Derfor vil den Haveven, der selv vil vaere med at forme sin Have- og for saadanne er denne Bog skrevet--i Reglen staa sig ved til sin Samling af Vand- og Stenhoejsplanter at vaelge et landskabeligt Arrangement ikke alene, hvad der som naevnt er selvfoelgeligt, af selve Beplantningen, men ogsaa af Rammen derom, af selve den paagaeldende Del af Haven. Dette er imidlertid vanskeligt at realisere tilfredsstillende. Opgaven, der stilles, er i Virkeligheden den samme naesten uloeselige, der stilles Musaeumsmanden, der skal bringe alle sine Skatte til deres Ret og dog soege at faa et tiltalende Hele ud deraf, og Resultatet er da ogsaa i Reglen det samme: Genstandenes respektive Planternes Mangfoldighed skaber den Uro og Smaatskaarenhed, der i lige Grad kendetegner Musaeumsstuen og det lille Vand- eller Stenhoejsparti sammenlignet med Tingenes eller Planternes naturlige Opholdssteder. Selv de bedst arrangerede mindre Havepartier af denne Art savner--hvad enhver vil kunne overbevise sig om ved at gennemse denne Bogs Billeder--den simple Ro og Skoenhed, som praeger Naturen og ofte ogsaa stoerre Anlaeg med faa Plantearter. Interessen for selve Havens Udformning og Interessen for Planter, isaer naar den laegger sig for Dagen som Samlermani, er og bliver modstridende. Dette Modsaetningsforhold kan ikke haeves; men naar Amatoeren kender det og er klar derover, kan der dog goeres en hel Del for at skaffe lidt Ro i Planternes Ordning og i Havepartiets Udformning. Positive Angivelser af, hvorledes Vand- eller Stenhoejspartiet skal udformes og indfoejes i Haveplanen kan ikke gives; her gaelder det samme Raad som vedroerende Tilplantningen: Gaa ud og se dig om, ikke saa gerne i Naboens Have, men ude i det fri, se hvordan et lille Vandhul i en Eng er formet, eller hvordan de bevoksede Bredder af en Baek ser ud, og form saa Haven over en eller anden Idee. Det gaelder blot om at holde sig Opgaven klar; denne er ikke at efterligne Naturen, men--i vort Tilfaelde--at skaffe naturlignende Voksepladser til Planterne, for at disse kan trives og faa Lejlighed til at udfolde deres Vaekstejendommeligheder. Laeseren vil maaske bebrejde Forf., at han i en Artikel med Overskrift: Vand- og Stenhoejsplanternes Anvendelse kun giver det Raad at danne Haven og beplante den efter Naturens Forbillede, og ellers overlader den skuffede Haveamatoer til sit eget Studium af Naturen, kun udrustet med de negative Oplysninger, at Opgaven er vanskelig, og at der ikke kan gives almindelige Regler for dens Loesning. [Illustration: Fig. 9. Beplantet Kampestensdige, ca. 1 Meter hoejt. (Brostroems Planteskole, Viborg)] Til Imoedegaaelse af en saadan Bebrejdelse skal nedenfor anfoeres et Par "lette Eksempler" paa Udformning af et Vand- og Moseplanteparti og paa en Anvendelse af Stenhoejsplanter, et Par Eksempler, der selv om de naturligvis ikke direkte boer overfoeres til andre Forhold end de, hvorunder de er skabte, dog maaske kan hjaelpe en og anden Haveven lidt paa Gled. Ved samme Lejlighed kan der maaske slaas til Lyd for en af Forf.s Yndlingstanker, nemlig Anvendelsen af "Kulturlandskabet" som Motiv, som Forbillede for Udformningen af visse Dele af Haven. [Illustration: Fig. 10. Dige af Smaa Sten i en Have ved Kbhn. Et Aar efter Tilplantningen.] Enhver landskabelig Beplantningsplan har sit Forbillede, og gennem mange Aar har det udelukkende vaeret den rene, vanskeligt efterlignelige Natur, der har ydet saadanne. Man har her overset det, man kunde kalde "Kulturlandskabet" og vaesentligt kun beskaeftiget sig med den "rigtige" Naturs Skoenhed, som man efterlignede i haabloes Iver. Vor Generation ser anderledes derpaa; den soeger at bevare Kristianshavns Vold og kan ikke rigtig forstaa, at vore Faedre byttede Voldenes og Voldgravenes pragtfulde Kulturlandskab med Oerstedsparkens Efterligning af "rigtig" Natur; og den kommende Generation vil rimeligvis bebrejde os, at Faelledernes alleekransede, solfyldte Graessletter blev skaaret op til brede Vejkurver og Smaakrat for at danne et "Landskab". I 1700 Tallet saa man netop en stor Vaerdi i Sporet af Kultur midt i Naturen, ogsaa i den imiterede. Gravskrifterne, Eremithytterne, Ruinerne, Schaeferierne o.s.v. var skabt af denne Foelelse. Og man havde ganske Ret. Sporet af Menneskets Haand giver kun Naturen endnu en Charme. Og det er kun rimeligt at benytte den i landskabelige Havepartier. Enhver kan se, at Vadestenene paa Fig. 5 og Traedestenene Fig. 6 netop foroeger Vaerdien af de ellers rent landskabelige Anlaeg betydeligt. Det samme kan en Planke over en Baek, eller en Stente i et Hegn goere. Man kan imidlertid gaa et Skridt videre og under visse Forhold bruge selve Menneskevaerket som Motiv for Havens Udformning d.v.s. man kan f. Eks. under tilstraekkelig store Forhold--skabe Voldgraven og Kanalen for at give Plads til deres saerlige Vegetation; eller man kan efterligne og idealisere den vilde uklippede Haek, saaledes som den hegner de fynske Biveje og deri faa plantet en Del af vore nye smukke Buske, som det ellers er besvaerligt at finde fornuftig Plads til i architektoniske saavel som i landskabelige Havepartier. Man kan--for at naa tilbage til vort Emne--til Vand- og Sumpplanterne bruge Engrenden eller _Groeften_ og til Stenhoejsplanterne det gamle danske _Stendige_ som Beplantningsmotiv. [Illustration: Fig. 11. Snit af et Dige som det paa Fig. 9 og 10 viste paa flad Grund og ved terrasseret Grund.] Den Groeft, som Fig. 7 og 8 viser, er ca. 4 m bred foroven og er stoebt i let armeret Beton. Den er egentlig kun et langagtigt Bassin med stillestaaende Vand, og naar der i Enderne er indstoebt et 18 Tommers Draenroer, er det kun en Variation af det gamle landskabsgartneriske Kneb, der skjulte Havegangens eller Soeens Afslutning; der skal altid vaere lidt tilovers til Fantasien. Disse moerke, koelige Huller har foroevrigt vist sig at vaere yndede Opholdssteder for Guldfiskene. Skoent Forf. ikke har saerligt Kendskab til disse, skal dog her til Fordel for dem, der har endnu mindre, meddeles, at Fiskene ikke maa saettes ud, foer Vandet gennem laengere Henstaaen er blevet helt bloedt. Frisk Kommunevand er ligefrem Gift for dem. Hvis man ikke kan overvintre disse Fisk i et koldt Drivhus, kan de til Noed overvintre i en Kaelder; men de har dog sikkert bedst i at blive ude; men i saa Fald maa man naturligvis paase, at Vandet ikke bundfryser. Dette forhindrer man bedst ved, naar det er frosset en god Tomme, da at daekke Isen med Loev eller Tang og maaske yderligere ved at toemme noget Vand af, saaledes at der dannes et isolerende Luftlag mellem Isen og Vandet. En Vaage maa naturligvis daglig befries for Is. [Illustration: Fig. 12. Hoejt Stendige af smaa Kampesten.] Vandplanterne plantes, som Tegningen viser, mellem Cementmuren og Braeddevaeggen, og enkelte plantes i Kasser nede i Vandet. Det gaelder om at have Plantepladser med forskellig Vandstand efter de enkelte Arters Krav. Mosebedene, som man ellers ofte danner saaledes, at de kan oversvoemmes med Vand fra el tilstoedende Bassin, faar her ved denne Groeft deres Fugtighed fra neden gennem de loese Mursten. Moseplanterne kommer derved til at staa med Taeerne i Vand, hvad der passer dem bedst. Ved samme Anordning opnaas ogsaa Plantepladser af lidt forskellig Karakter. Mursten, Braedder og Beton daekkes let af Vegetationen. Det samme gaelder de Braeddestumper og Sten, som man maa anbringe for i Begyndelsen at holde paa den staerkt skraanende Jord; senere vaever Roedderne et Net, der snart skal holde den fra at skride. Vaeksten hos Vand- og Moseplanter er i det Hele overordentlig hurtig; den afbildede Groeft blev saaledes plantet sidst i Maj, og Billedet er taget i August samme Aar. Med Hensyn til Udfoerelsen skal man vaere forsigtig med at stole paa Taetheden af andet end god Beton med ordentligt Pudslag i selve Vandbeholderen; Mosebedenes Vaegge kan derimod nok vaere af ringere Beton uden Puds, idet Taetheden her jo ikke er saa noedvendig, end ikke altid oenskelig. Der maa forudses Overloeb, idet en Regnperiode paa Grund af Groeftens Form ellers lader Vandet stige for meget. Vandtilfoerslen maa vaere bekvem, da ikke alene Vandfladen fordamper meget Vand, men ogsaa de store graadige Planter paa Groeftens Sider taerer utroligt af Vandbeholdningen. Bunden kan naturligvis dannes af Brolaegning, der loebes ud med tynd Cement, men er da udsat for at knaekke. De meget anbefalede Arrangementer med aeltet Ler er set mislykkede til den Grad og saa ofte, at man til et mindre Anlaeg ligefrem maa fraraade dem. [Illustration: Fig. 13. Beplantet Kalkstensmur ved Knuthenborg.] * * * * * [Illustration: Fig. 14. Detail af Muren Fig. 13. andet Aar efter Tilplantningen.] For et Par Aar siden gjorde Forf. i Bogen "Stauder" opmaerksom paa Stendiget som Stenhoej. Naar undtages Bornholm findes der jo i Virkeligheden ikke andre naturlige danske Forbilleder for Vokseplads til Stenhoejsplanter, og der findes da heller ikke vaesentlig andre Sten end de runde Kampesten, hvoraf ingen Stenhave let lader sig danne. Den klippeagtige, lagvise, i Reglen skraatstillede, geologiske Ordning af Stenene, der med sine stadig genopdukkende, ensartede Skraalinier bringer Sammenhaeng mellem Stenene og lidt Ro i det Hele, kan jo ikke efterlignes med vore runde Kampesten. I Stedet for--svarende til Vandet--at vaere den ensartede Baggrund, der overalt foeles igennem, det beroligende Bindeled mellem Blomsternes brogede, mangeformede Mylder, saa virker vore Kampesten netop spredende ved deres Uensartethed i Farve og Form og Mangel paa Sammenhaeng. Der skal i hvert Fald en svaer Oevelse til at faa andet end Uro ud deraf. Vor Skoenhedssans er jo ikke saa udviklet som Japanernes, der i de enkelte Stenes Variationer i Farve og Form ser lige saa meget, som vi i de enkelte Planters tilsvarende Variationer. [Illustration: Fig. 15. Beplantet lav Murstensmur.] Derfor anbefales Kampestensdiget til Amatoerens Forsoeg. Det smukke Billede Fig. 9 viser et Dige i Udkanten af en Lund. Det blev bygget i 1910. Planterne blev plantet samtidig, hvad der er noedvendigt, naar det drejer sig om saa store Sten. Fig. 10 viser, hvorledes man kan hjaelpe sig med ret smaa Sten. Det vedfoejede Snit viser, hvorledes Stenene saettes; det er ganske lige til. For at Regnvandet ikke skal loebe af, men snarere fanges ind i Jordkaernen, saettes Stenene lidt paa skraa, og saaledes at Fugerne fanger Vandet. Stenene skal dels af Hensyn til Udseendet og dels for at opnaa stoerre Modstandsdygtighed overfor Frostangreb helst ligge ned, og enkelte boer stikkes dybt ind i Jordkaernen, hvad der ogsaa vanskeliggoer Frosten at loesne Stensaetningen. Muldjorden boer stampes meget taet, og ved Plantningen maa Planterne stikkes langt ind; de skal nok finde ud, naar de blot skimter Lyset. [Illustration: Fig. 16. Beplantet hoej Murstensmur.] Billederne Fig. 13 og 14 viser en beplantet Mur i Knuthenborg Park og Fig. 15 og 16 viser Beplantningen af Murstensmure (uden Moertel). I Princippet er det naturligvis det samme som Diget; kun at man skal sikre sig end mere mod Frosten. De allerbedste Plantemure dannes af flade Klippesten, der f. Eks. i Sverrig kan anvendes uden alt for store Omkostninger; men det har jo mindre Interesse for en dansk Amatoer. [Illustration: Fig. 17. Vandplanter dyrkede i en Balje i en Have i Broenshoej.] Man maa nu ikke tro, at Dyrkningen af Vand- og Stenhoejsplanter kun er for Velhavere. I Virkeligheden goer den ringe Plads, som disse Planter kan noejes med, dem netop til den lille Haves Planter. Et lille Stykke Mur er der Plads til i enhver Have, og lidt Vand kan i Reglen ogsaa skaffes med lidt Opfindsomhed. Det mest beundringsvaerdige, Forf. har set i den Retning, er den lille Have i Broenshoej, hvor de to Billeder Fig. 17 og 18 er tagne. Det hele bestaar af et Par gamle, nedgravede Baljer med nogle Sten omkring. Og i denne Slat Vand dyrker Ejeren en hel Flora af danske Vandplanter, derunder, som det ses, Aakander og Dunhammer. Guldfisk mangler selvfoelgelig ikke. Disse bliver flyttede ind i en Kaelder og lever i en Tiliter-flaske om Vinteren, og hvert Aar den 1ste April sat ud igen. Derimod bliver Planterne ude, de daekkes aldrig, men bundfryser hver Vinter. Baade Fisk og Planter trives brilliant. [Illustration: Fig. 18. En Aakande i Blomst i en Balje i en Have i Broenshoej.] [Illustration: Fra en engelsk Villahave, der med Rette er beroemt som noget af det smukkeste, der i nyere Tid er frembragt paa dette Omraade. Kanalen er ca. 50 ctm, bred.] Man fristes saa ofte, navnlig siden de dyre Vand- og Stenhaver med Bassiner, Fliser o.s.v. er komne paa Moden, til at anse det hele for et Pengespoergsmaal; men denne lille Have i Broenshoej, der er lavet ganske uden Udgift, viser Sagen, som den er: Ejerens Interesse er det eneste vaesentlige, og Pengene kan kun delvis og kun for et Stykke Tid goere denne den vigtigste Faktor undvaerlig. En Have, og da ganske saerlig en Vand- eller Stenhave er ikke som et Spisestuemoeblement, som man kan lade tegne, udfoere og stille op, og derved er det faerdigt. En Have er aldrig faerdig, den er et levende Vaesen, der kraever sin Beskytters stadige Aarvaagenhed og stadige Arbejde. Er man ikke sikker paa at kunne yde et saadant, skal man ikke af Begejstring for de smukke Billeder i Studio og i de engelske Haveboeger, som man snart ser i ethvert Hjem, lade sig forlede til stoerre Anlaeg, end man kan magte, thi: "... such gardens are not made By singing "Oh, how beautiful!" and sitting in the shade." G. N. B. [Illustration: Fra Havebrugsskolen Vilvordes Dam.] [Illustration: Fig. 19. Kanalen i Haven ved Orebygaard. Langs Kanten er plantet forskellige Irisarter.] VAND- OG MOSEPLANTERNES KULTUR af _Jens K. Joergensen_. Foer der kan tales om disse Planters Kultur og Anvendelse i haven, vil det vaere noedvendigt at sige nogle faa Ord om deres Fremtraeden ude i den fri Natur. Kun ved at drage Laere af, hvad man der har for Oeje, kan man goere sig Haab om at skabe noget endnu pragtfuldere end det, Naturen selv er i Stand til at frembringe. Man maa gaa i Laere hos Naturen og have Oejet aabent for dens saeregne Skoenhed og Luner, uden dette arbejder man forgaeves. [Illustration: Fig. 20. Regelmaessigt Bassin, kantet at Dianthus caesius. Billedet er taget ved et af H. M. Dronningens besoeg i Det kgl. danske Haveselskabs Have.] Soeger man nu at komme til Klarhed over det Spoergsmaal: hvori bestaar det Trylleri, der hviler over den blomstrende Eng, den stille Aa, der bugtende sig frem mellem Pil og Ellekrat langsomt glider mod Havet, det sorte, stillestaaende Vand i gamle, bundloese Toervegrave, den flade Soebred med sin hviskende Skov af Tagroer og Dunhammer eller det smilende Kaer med sine Smaaoeer af Star og Siv og Pindsvineknop, saa ser man, at der over dem alle trods al Forskel er noget, der er faelles, noget yndigt, blidt og samtidig hemmelighedsfuldt og dragende. Og det er ikke saa underligt, thi selv et ganske lille Vandhul kan vaere som en hel lille Verden. Nede i Vandet mellem saelsomme, fine Planter bevaeger sig saelsomme Dyr, lydloest glider de ud og ind i de glasgroenne, hemmelighedsfulde Skove. Hen over Vandfladen loeber travle Insekter i hurtigt Jag og forvandler den blanke Flade til et boelgende Moire, og fra Bred til Bred farer som sitrende Lysstraaler skinnende Guldsmede og staalblaa Nymfer, der af og til afbrydes i deres sorgloese Elskovsleg af forslugne Karusser. Der er et myldrende Liv baade over og under Vandet, der er Kamp og Elskov, Skoenhed og Livsglaede, Doed og Undergang, det er en hel Verden, der lever og lider. Men naar Solen gaar til Hvile, naar Mosekonen i den lyse Sommernat brygger sin koglende Drik, der dufter af Mynte og Mjoedurt, og Skarntydernes hvide Blomsterfraade lyser gennem Taagen, naar St. Hans-ormen med sin Lygte soeger efter sin Elskede i den vildsomme Skov af Graes og Blomster, mens Nattergalen synger, da blotter Engen sin Sjael, viser sig i hele sin tryllende Pragt for den, der toer gaa ind i Taagen. [Illustration: Fig. 21. Bassin uden Plantning--en engelsk Have.] Ethvert andet Blomsterarrangement, selv det stoerste og smukkeste, er og bliver aldrig andet end en Samling Blomster, men Vandhaven er som en hel lille Verden, og det er dette, der er Aarsag til, at den virker mere levende og rigt end nogen anden Del af Haven. Og saa den Yppighed, der er over alle Vandplanter, den saftige Friskhed og naesten tropiske Frodighed, der ellers er saa sjaelden i vor Flora. Ja, selv naar Havens andre Blomster er ved at opgive Aevred og staa traette og toerstige i den braendende Sommersol, saa svulmer alle Vandhavens Blomster af Sundhed og Velvaere. Det er, som der staar i Folkevisen: "Den Sommer og den Eng saa vel kunne sammen". _De regelmaessige Bassiner_. [Illustration: Fig. 22. Dammene i Villa d'Este's Have.] I de gamle, regelmaessige Haver spillede Vandet en stor Rolle, og de legende Springvand, de brusende Kaskader og stille Damme og Kanaler har sikkert vaeret disse Havers stoerste Tiltraekning, uden hvilke de trods deres Statuer, Loevvaerk og kunstigt klippede Traeer vilde have gjort et saare doedt og kedeligt indtryk. Vandet i de gamle Haver havde det Formaal at bringe Liv og Dybde ind i Anlaeget; de stille Bassiner og Kanaler skulde virke som et Spejl, hvori Himlen og den omgivende Herlighed kunde spejle sig. Disse gamle Haver har dog sikkert, da de var nye, ikke virket naer saa imponerende, som de Rester, vi har tilbage af disse storslaaede Anlaeg, lader formode. I den moderne Have, hvor den gamle Havekunst er ligesom vendt tilbage i rigere og mere levende Former, spiller Vandet atter en stor Rolle men ikke som et Spejl, der henter sit Indhold fra Omgivelserne, men i sig selv rummende de dejligste Blomster, ikke et uvirkeligt Spejlbillede men et levende Maleri. [Illustration: Fig. 23. Bassin i Villa "Rosenhoej"s Have i Vedbaek. (Havearchitekt E. Erstad-Joergensen).] Det er Nutidens Krav om Blomsterpragt, der har skabt dette Arrangement, og denne ny Smagsretning har fundet rigelig Naering ved Indfoerselen af en Maengde dejlige Vandplanter, samtidig med at den har aabnet vore Oejne for mange af vore vilde Planters Skoenhed og Anvendelighed. Det var dog saerlig Fremkomsten af de pragtfulde Aakandehybrider, der henledede Opmaerksomheden paa Vandplanterne. Disse er mellem Vandplanterne, hvad Roserne er mellem Havens oevrige Blomster, deres Skoenhed er saa ioejnefaldende, at mange Blomsterelskere lod grave Bassiner og indrettede sig Vandhaver alene for at komme i Besiddelse af disse pragtfulde Planter. Det kan heller ikke naegtes, at hele Vandhavens oevrige Plantearrangement, hvor smukt dette end kan vaere, hvor rigt, hvor yppigt, hvor fint og yndefuldt, er det dog kun som en Indfatning om de dejlige Aakander. Men de klaeder hinanden godt, ved Siden af Aakandernes tunge, pompoese Pragt bliver alle de andre Engens fine Blomster endnu finere og mere gratioese, og som de samler sig der langs Bredden: Forglemmigej og Ranunkler, Spiraea og Iris, Bukkeblad og Traevlekrone, Hjertegraes og Engblommer, danner de en vidunderlig Ramme om et vidunderligt Billede. De regelmaessige Vandbassiner i de gamle Haver er undertiden stensatte, taettede med Kalk eller Blaaler, kun sjaeldent murede. Som Regel er de kun udgravede og taettede med et Lag Ler, der saa atter er daekket med et Lag Jord eller Grus, og hvor Jorden ikke er alt for loes og Beliggenheden alt for uheldig, vil et saadant primitivt Bassin som Regel kunne holde Vandet uden alt for stor Tilfoersel. Men det boer dog altid have baade et Tilloeb og et Afloeb, thi selv om en ensartet Vandstand ikke er absolut noedvendig, saa er det dog uheldigt, naar denne varierer alt for staerkt. [Illustration: Fig. 24. Aakandebassin i Villa "Birkeborg"s Have i Skodsborg. (Havearchitekt E. Erstad-Joergensen).] Ved Anlaeget af nye Vandbassiner vil man som Regel stoebe disse af Cement, det vil vaere det sikreste, og ved Indlaeg af Jerntraad og Rundjern behoever Stoebelaget ikke at vaere overdrevent tykt. Er Bunden nogenlunde taet og Bassinet meget stort, kan man ligesom i de gamle Vandbassiner noejes med at stoebe Siderne eller mure dem op af Klinker, daekke Bunden med et Lag Blaaler og oven paa dette laegge Grus eller Brolaegning. Et Bassin, som anlaegges til Vandplanter, boer altid ligge i fuld Sol. I Skygge vil man som Regel ingen Glaede have af Vandplanter, Vandet er her for koldt, Planterne faar en svag og sygelig Vaekst, og et saadant Bassin vil i Reglen ogsaa vaere smukkest uden Planter. [Illustration: Fig. 25. Aakandebassin i et Stenhoejsanlaeg.] [Illustration: Fig. 26. Aakandebassin, omgivet af beplantede Flisegange og Stoettemure.] I nyanlagte Bassiner er det lettest at foretage Beplantningen, inden man lukker Vandet ind. Hvis man vil tilplante hele Bassinet, daekker man Bunden med ca. 30 cm god, fed Markjord, blandet med gammel Kogoedning. Vandplanter er meget graadige, man kan uden Skade give dem ligesaa megen Goedning som Jord. Plantningen foregaar paa den Maade, at man breder Planternes Roedder ud over Jorden, daekker dem med et nyt Lag Jord og trykker denne godt fast. Naar det hele er tilplantet, daekkes Jorden med et Lag groft Grus, og Vandet slippes forsigtigt ind. Som Regel vil man dog ikke have hele Bassinet overvokset, og man planter da forskellige Planter i Kasser og anbringer dem paa de Steder, man synes mest passende. Kasserne til Skeblad, Rumex, Iris og Soedgraes behoever ikke at vaere ret store, disse Planter kraever ikke saa megen Naering for at udvikle sig, og de behoever kun at have nogle faa cm Vand over sig. Men Aakanderne kan man ikke spise af med saa lidt. De kan nok vokse og blomstre i smaa Beholdere, men skal de blive rigtig pragtfulde, kraever de megen Naering. Plantekasserne maa helst vaere ca. 1 Meter i Kvadrat og 50 cm dybe, og der maa helst vaere 30--50 cm Vand over Planterne. I saadanne Kasser og i kraftig Jord, der hvert Aar delvis maa fornyes, vil Aakanderne kunne udvikle sig ligesaa frodigt, som om de var frit udplantede. Om de oevrige Vandplanters Kultur er der ikke meget at sige, naar de dyrkes i Beholdere. De kraeve som allerede sagt ikke naer saa megen Naering som Aakanderne, men kan ellers plantes i samme Jord som disse. Gammel udluftet Dyndjord er fortrinlig til Vandplanter, men det er kun sjaeldent, at man har denne til Raadighed, og at plante i det raa Dynd er der intet vundet ved, saa er en fornuftig Blanding af Jord og Goedning langt bedre. [Illustration: Fig. 27. Bassin paa en Fliseterrasse i en engelsk Have.] Hvorledes man skal arrangere Planterne i et Vandbassin, derom er det vanskeligt at sige noget bestemt. Som Regel maa de ikke staa alt for regelmaessigt, men dette maa rette sig efter Forholdene, og der kan ikke gives bestemte Regler. Der findes en hel Del forskellige tropiske og subtropiske Vandplanter, som i Sommertiden kan flyttes fra Drivhuset ud paa Friland, som f. Eks. Pontederia, Cyperus, Canna og flere af de tropiske Nymphaeer, men som Regel har man kun ringe Glaede af dette Eksperiment, og man maa helst holde sig til de virkelige Frilands-Vandplanter, saerlig da disse er fuldt saa koenne som de tropiske, og disse let vantrives og faar et blegt og sygeligt Udseende, der kun daarligt harmonerer med de frodige Omgivelser. [Illustration: Fig. 28. Naturlig Randbeplantning om Dammen i Det kgl. danske Haveselskabs Have.] Som nogle af de smukkeste Vandplanter til Dekoration af Vandbassiner kan naevnes, foruden Aakanderne, Almindelig Skeblad (Alisma plantago). Iris sibirica med Varieteter, den japanske Iris (I. Kaempferi) og den almindelige gule Iris (I. pseudacorus). Blaagraa Siv (Juncus glaucus) og enkelte Stargraesser danner smukke, dekorative Tuer, som, naar de anbringes frit og naturligt, virker overordentlig dekorativt, naar de spejler sig i det blanke, stillestaaende Vand. Alle disse Planter er meget haardfoere og kan taale at staa uden Vand i Vintertiden, medens Aakanderne helst maa staa under Vand hele Vinteren. Ogsaa de smukke Eng-Kabbelejer (Caltha palustris) kan danne nydelige Smaaoeer, enten alene eller sammen med Iris, Vand-skraeppe (Rumex hydrolapathum) eller Star (Carex), og de virker navnlig i Foraarstiden overordentlig oplivende med de saftige, groenne Blade og skinnende, gule Blomster. Er Bassinet stort, saaledes at der er Plads til Smaaoeer, der kan haeve sig op over Vandfladen, da kan disse tilplantes med Astilber, Spiraea, Trollius og flere andre Sumpplanter, og man faar et langt rigere Blomsterflor, men disse Planter er ikke saa koenne efter Afblomstringen som de tidligere naevnte. [Illustration: Fig. 29. Bredden af en Baek i Kolding Planteskole, den oprindelige i og for sig smukke Vegetation, der nu har maattet vige for den Fig. 2 viste. En Sammenligning af de 2 Billeder, der er tagne omtrent fra samme Sted, giver et Begreb om Arbejdet ved den Art plantning.] Alle de Planter, der skal bruges i disse regelmaessige Bassiner, maa dog helst have et sirligt og ordentligt Udseende ogsaa efter Afblomstringen, og Plantningen paa saadanne Steder maa derfor helst indskraenke sig til nogle faa Planter, hos hvilke disse Egenskaber er fremherskende, og man skal helst vaelge Planter, der ikke forlanger at plantes over Vandet. Det er smukkest, naar dette kan undgaas, navnlig i det flade, regelrette Bassin. Langs Bassinets Kant kan der plantes forskellige Pudeplanter eller Moseplanter, og det afhaenger udelukkende af dettes form og Beliggenhed, hvad der er det rigtigste og smukkeste. [Illustration: Fig. 30. Haengepil, det mest karakteristiske Trae til Plantning ved Bredden af en Dam.] I gamle Bassiner vil det ofte vaere noedvendigt at plante, medens de er fyldte med Vand. Dette udfoeres da paa den Maade, at man efter at have undersoegt Dybden laver nogle Plantekasser af passende Dimensioner, anbringer dem saa naer som muligt ved Vandkanten, fylder dem med Jord, planter dem til og daekker Overfladen med Grus eller Smaasten, saenker dem ned i Vandet saa varsomt som muligt og langsomt og forsigtigt flaader dem under Vandet hen til det Sted, hvor de skal anbringes. Aakanderne kan plantes paa samme Maade, men er der Dynd eller naturlig Jordbund i Bassinet, maa de helst plantes i store, flade Plantekurve, saaledes at Roedderne frit kan brede sig i Soebunden. Er der meget Dynd, vokser Aakanderne forbavsende frodigt og kraever ingen Goedning, men i Bassiner, der ikke kan toemmes, vil det vaere vanskeligt at holde dem i frodig Vaekst, naar de er plantede i Kasser, og man ikke kan komme til at plante dem om og tilfoere dem ny Naering. [Illustration: Fig. 31. Heracleum (Bjoerneklo), ved sin Forkaerlighed for fugtig Vokseplads og ved sit Ydre en udmaerket Soebredsplante.] _Det naturlige Vandparti_. Medens man ved Anlaeget af det regelrette Bassin er bundet af architektoniske Hensyn og ogsaa ved Beplantningen maa tage disse i Betragtning, har man ved Anlaeget af det naturlige Vandparti anderledes frie Haender, og det er egentlig foerst under denne Form, og naar tillige Omgivelserne er smukke og harmoniske, at Vandhaven kan udfolde al sin daarende Rigdom og Blomsterpragt. Foerst her kan man fremtrylle noget af den samme Stemning, som der moeder en ude i Naturen, og som goer denne saa rig og faengslende. Intet Sted i Haven kommer man Naturen saa naer som i Vandhaven, intet Sted er der en Rigdom, Liv og Frodighed som her. Ikke engang Stenhoejen med sin Vrimmel af fine, yndige Bjergplanter kan maale sig med Vandhavens saftige Pragt og Frodighed. [Illustration: Fig. 32. Petasites japonicus, japansk Hestehov, Soebredsplante til halvskyggede, fugtige, endog sure og sumpede Steder.] Ser man nu paa de Vandpartier, Damme, Smaasoeer og Kanaler, der findes i saa mange af vore Haver, saa forbavses man over den Mangel paa Vegetation, der udmaerker disse. Den samme velholdte, aandsforladte Kedsommelighed, der ofte praeger vore Haver, breder sig fra de friserede Plaener, de nyfejede Gange og velrevne Busketter ud over den indholdsloese Vandflade, og dog har vi Forbilleder nok ude i Naturen, og de fleste Mennesker med en Smule Skoenhedssans er naeppe i Tvivl om, hvad der er smukkest. Det er vor ulykkelige Trang til at skulle bringe Orden i alle Ting, der foerer os paa Afveje. Alt for megen Orden, alt for megen Sirlighed kan forjage baade Skoenhed og Hygge fra en Have, men den behoever ikke at goere det. Den forstaaende, omsorgsfulde Haand efterlader sig intet Spor, det er kun den uforstaaende, tankeloese Haand, der saetter Maerker, bringer Forstyrrelse og Uorden i Naturens Vaerk. Den forstaaende Haand tjener Naturen, hjaelper de svage, uden at skade de staerke, giver enhver sit og bruger aldrig Vold. [Illustration: Fig. 33. Gunnera. Pragtfuld, men kaelen, solkaer Soebredsplante.] Ved Anlaeget af en Vandhave kan der vaere mange forskellige Hensyn, der goer sig gaeldende. Lettest slipper man fra Arbejdet, naar der i Haven findes et naturligt Vandparti, et Engdrag, eller der blot er et lavtliggende, fugtigt Sted, der kan anvendes. Ikke alene letter dette Arbejdet betydeligt og giver lettere det hele Arrangement et naturligt Praeg. men det har ogsaa andre Fortrin fremfor det ved Kunst frembragte Vandanlaeg. Vandhavens hele Form maa selvfoelgelig rette sig efter de lokale Forhold og vaere i Harmoni med sine Omgivelser. Er det en Dam paa en lavtliggende, flad Graesslette eller Plaene, vil det vaere rettest ikke at give den en alt for uregelmaessig Form eller en alt for urolig Beplantning, men soege at frembringe noget af den samme Fred og Ynde, som der saa ofte er over et Kaer eller et Vandhul, saadan som man ofte traeffer dette ude i Naturen paa lave, fugtige Enge. [Illustration: Fig. 34. Petasites japonicus i Vandkanten, bagved persiske Syrener. (Knuthenborg Park).] Ude i Vandet kan man plante Aakander og hen imod Bredderne enkelte Tuer af Star og Iris, Brudelys (Butomus umbellatus) og Siv. Langs Bredden kan der vokse Vand-Calla (Calla palustris), Fredloes (Lysimachia nummularia), Engblomme, Traevlekrone (Lychnis flos cuculi), Forglemmigej, Abeblomst (Mimulus), Kabbeleje (Caltha palustris), Engkarse (Cardamine pratensis), Bukkeblad (Menyanthes trifoliata), Ranunkler og hvad man ellers ude i Naturen ser vokse paa lignende Steder. Foer Plantningen maa Jorden langs Bredden vaere renset for fleraarigt Ukrudt, og er der Groensvaer, vil det vaere klogest at afgrave det oeverste Spadestik i 1/2-1 Meters Bredde og fylde Udgravningen med god, ren Muldjord. Heri planter man saa de ovennaevnte Planter og andre, der ynder et fugtigt Voksested. Alle disse Planter blandes ved Plantningen mellem hverandre uden Plan og Orden, og faar de Lov til at vokse, som de lyster, vil de i Loebet af et Par Aar danne den dejligste Soebred. [Illustration: Fig. 35. Rudbeckia maxima, ligesom R. nitida og R. laciniata udmaerket Soebredsplante under store Forhold.] [Illustration: Fig. 36. Gynerium argenteum, Pampasgraes, pragtfuld Soebredsplante, der maa stilles frit for at komme til sin Ret, og maa daekkes omhyggeligt, da den ikke taaler megen Fugtighed i Vintertiden.] En saadan Bred maa helst virke som en fin, lav Braemme af Blomster om Vandspejlet med de pragtfulde Aakander og de fine, lette Tuer af Siv og Star. Plejen af en saadan Soebred vil, naar den foerst er tilvokset, kun bestaa deri, at man, naar Planterne om Efteraaret er visnede, afskaerer dem nogle faa Centimeter over Jorden og daekker dem med et Lag velforraadnet, gammel Goedning og saa for Resten lader dem skoette sig selv og kaempe om Pladsen. Enkelte Planter vil efter nogle Aars Forloeb gaa til Grunde, men andre vil fylde deres Plads, og Bevoksningen vil med Aarene blive taettere og taettere. Bliver Plantningen efter nogle Aars Forloeb gennemvokset af Graes og Ukrudt, er der intet andet at goere end at fjerne det hele, tage Planterne op, rense dem omhyggeligt for Graes og Ukrudt, tilfoere ny Jord og plante paa ny. [Illustration: Fig. 37. Ligularia macrophylla, en pragtfuld Plante med store graablaa "Kaalblade" og gule Blomster, udmaerket til Soebred.] Dersom Vandhaven skal anlaegges langs en Baek, der bugter sig frem mellem Sten og stejle Skraenter, da kan man ved Hjaelp af Daemninger og smaa Udvidelser skabe noget meget smukt, og Beplantningen kan her vaere ganske anderledes righoldig og overdaadig end ved Soebredden. Men dersom en saadan Baek anlaegges ved Kunst, maa man vaere forsigtig og ikke goere det alt for vidtloeftigt. Disse arrangerede Vandfald og Drypstenshuler af Cement er ikke koenne, dog kan en smuk og frodig Bevoksning boede paa mange Smagloesheder. Er det en lige Groeft eller Kanal, man skal beplante, vil der, naar denne da ellers er i Harmoni med sine Omgivelser, ikke vaere nogen Grund til at aendre dens Form, en lige Groeft kan beplantes meget smukt og virke ligesaa naturligt og selvfoelgeligt som den mest kunstfaerdigt slyngede Baek. [Illustration: Fig. 38. Dammen i Det kgl. danske Haveselskabs Have med bagved liggende Stenparti.] Er man fuldstaendig frit stillet og kan anlaegge sin Vandhave, hvor man har Lyst, da vaelger man en Plads med smukke, hyggelige Omgivelser, hvor der er Sol og Lae, og her giver man saa Vandhaven den Form og Udstraekning, som Forholdene tillader. Kan den forenes med Stenhoejsanlaeget, er det en stor Fordel, de to Ting klaeder hinanden godt og hoerer ganske naturligt sammen. Selve Udgravningen til Vandet giver man en saa naturlig og fri Form som muligt, der maa gerne vaere lidt Japaneseri med i Spillet. Det samme gaelder ved Udformningen af Bredderne. Ved Anlaeget af disse maa man bestandig have de Planter i Tanke, som man vil skaffe Plads til, og soege at berede disse saa gunstige Voksevilkaar som muligt. Der maa vaere ganske flade, lavtliggende Steder til den smukke, fyldtblomstrede Engkarse, Cardamine pratensis fl. pl., den fine, yndige Traevlekrone, Lychnis flos cuculi fl. pl., den dobbelte Kabbeleje, Caltha palustris fl. pl., de smukke, storblomstrede Varieteter af Engforglemmigej, Myosotis palustris Graf Waldersee, og den nydelige, rigtblomstrende, broncefarvede Abeblomst, Mimulus luteus cupreus, og enkelte andre. [Illustration: Fig. 39. Engelsk Vand- og Stenhave. "... Der maa gerne vaere lidt Japaneseri med i Spillet...."] Paa lidt hoejere liggende Terrain vil der vaere den ideelle Plads for de to pragtfulde Primuler, P. japonica og P. pulverulenta. Disse to dejlige Planter, som man kun sjaeldent har Glaede af paa Stauderabatter, kan her udvikle sig til en Stoerrelse og Pragt, som er aldeles forbavsende. Ogsaa flere andre Primuler som P. sikkimensis, P. frondosa, P. denticulata og P. cashmiriana viser sig her at vaere i Besiddelse af en Livskraft, som man ikke havde tiltroet dem. Ja, selv den lille yndige Primula farinosa, som ellers vanskeligt lader sig flytte ind ude fra Engen, kan trives. Det vil dog vaere heldigt, om man kan give disse Planter noget Toervejord, men absolut noedvendigt er det ikke. I det hele er Vandplanterne ikke fordringsfulde med Hensyn til Jorden. Har de blot den rette Grad af Fugtighed og Sol, er de som Regel fornoejede. [Illustration: Fig. 40. Naturlig Plantning, fotograferet ca. 2 Maaneder efter Plantningen. Kun Brudelysene i Forgrunden er aeldre. (Fra Kolding Planteskole).] Saaledes arbejder man videre. Paa et endnu hoejere liggende Terrain skaffer man Plads til Engblommer, Spiraeer, Astilber og en Maengde andre Planter. Mange Planter vil uden at vaere egentlige Moseplanter trives langt bedre paa en saadan fugtig Vokseplads end paa Stauderabatten, hvor de let kommer til at lide af Vandmangel. Saadanne Planter som f. Eks. Senecio, Ligularia, Staudephlox, Efteraarsasters, Rudbeckia, Helenium, Solidago, Eupatorium, Hemerocallis. Funkia og flere andre trives godt paa en saadan fugtig Vokseplads og foejer sig smukt og naturligt ind i Ensemblet. [Illustration: Fig. 41. Blomsterkaeret i Det kgl. danske Haveselskabs Have, set fra Stenhoejen.] Samtidigt med at man udformer Terrainet og derved soeger at skabe Voksepladser til de forskellige Planter, maa man ogsaa betaenke, hvorledes disse vil praesentere sig paa det Sted, man har tiltaenkt dem. Store, imponerende Planter som Gunnera, Funkia og Senecio maa helst kunne ses paa Afstand og spejlende sig i Vandet, smaa, fine Blomster maa kunne ses ganske taet ved. Gangene maa slynge sig som naturlige Stier, snart maa man vaere helt nede ved Vandet og i Stand til at se ud over dette, snart maa de hoeje frodige Planter lukke sig om en og spaerre Udsigten. Alt som man vandrer fremad ad de smalle, bugtede Stier, maa Billederne skifte og aabenbare nye Skoenheder og nye Overraskelser. Hertil er det boelgede Terrain saa vel skikket foruden det, at det tillige skaffer Plads til en Maengde hoejst forskellige Planter baade Stauder og blomstrende Buske, hvad der er en stor Fordel, thi Vandhavens Omgivelser kan ikke blive for rige og overdaadige, og alt hvad der er af store, pragtfulde Stauder, som det ellers kan vaere vanskeligt at faa anbragte, kan her finde Anvendelse. Denne fri Plantning omkring Vandhaven kan vaere meget smuk, og det er en taknemmelig Maade at arrangere Stauder paa. Ude i Vandet, der helst maa have en Dybde af 1 Meter eller lidt mindre, laver man langs Bredderne smaa Oeer og Halvoeer, som beplantes med Siv, Iris, Pilblad (Sagittaria), Brudelys og Star. Ud fra Bredden breder sig Bukkeblad, Vandroellike (Hottonia palustris), Ranunkler og den vilde Calla. Er der Plads til stoerre Oeer, som kan haeve sig over Vandfladen, kan man paa disse plante Astilbe, Spiraea og flere andre Planter. Saadanne Oeer dannes af Traekasser, der naar op til Vandfladen, disse fyldes med Jord, og der bygges videre over Vandet ved Hjaelp af Natursten. Mellem disse plantes Fredloes, Vandsnerre (Galium palustre). Abeblomst eller lignende, indtil man er naaet ca. 1/2 Meter over Vandet, lavere nede maa Spiraeerne og Astilberne ikke gerne staa. Dette beror dog noget paa Jordens Beskaffenhed, paa Toervejord taaler de mere Fugtighed end i almindelig Havejord. Kun Spiraea ulmaria, almindelig Mjoedurt, taaler mere Fugtighed, den kan trives helt nede ved Vandet, den fyldtblomstrede Varietet er meget smuk og fortjener Opmaerksomhed. [Illustration: Fig. 42. Til venstre i Vandet Brudelys (Butomus), til hoejre oppe paa Land Funkia, en udmaerket Soebredsplante. (Fra Kolding Planteskole).] Spiraeerne og Astilberne hoerer til vore smukkeste og mest anvendelige Soebredsplanter. Der er i det hele taget kun faa Planter, der overgaar de nye Astilbehybrider i Skoenhed, og ingen af vore Stauder overgaar Spiraeerne i Finhed og Gratie, saerlig langs en Soebred er de umistelige. Af Iris er det saerlig vor almindelige gule Iris (I. pseudacorus), den sibiriske Iris (I. sibirica) med sine Varieteter og den japanske Iris (I. Kaempferi), der egner sig til Plantning paa fugtige Steder. De trives alle 3 bedst langs Soebredden, lige i Vandkanten, men de kan dog ogsaa taale at staa med nogle faa cm Vand over sig. De to foerstnaevnte er meget noejsomme og villigtvoksende, de japanske er mere lunefulde, de kraever megen Naering og synes her i Landet at trives bedst i Toervejord, men man ser dem dog ogsaa vokse og blomstre i Lerjord eller sandet Dynd, men som sagt er de ligesaa lunefulde, som de er koenne. Ogsaa de smukke Iris ochroleuca holder af Fugtighed, men det er en Misforstaaelse, naar man tror, at Iris germanica, de almindelige Haveiris, ynder Fugtighed, disse trives bedst paa en toer og solbeskinnet Vokseplads. Som allerede sagt er Vandplanternes Kultur meget enkelt og ligefrem. Har man fundet den rette Vokseplads, hvor de befinder sig vel og praesenterer sig smukt, har man i Sommertiden kun at fjerne de visne Blade og Blomster og saa for Resten se til og glaede sig over Frodigheden og Blomsterpragten. Naar Efteraaret kommer, og Herligheden er forbi, afskaeres ligesom i Staudehaven de visne Dele, og Jorden mellem Planterne daekkes med et Lag gammel Goedning. Der vil kun sjaeldent vaere Plads til at loesne Jorden mellem Planterne, men det er heller ikke noedvendigt, den hele Bred skal jo helst danne et sammenhaengende Virvar af Blomster og Blade. [Illustration: Fig. 43. Lille, rigt beplantet Dam i Professor Arnold Krog's Villahave paa Frederiksberg.] Af praktiske Grunde vil det vaere heldigt mellem Planterne langs Soebredden at anbringe nogle flade Sten, de saakaldte Traedesten, ligesom det ogsaa kan vaere heldigt at kantsaette Gangene med en Raekke Natursten. Alle disse Sten giver let den nyanlagte Vandhave et uroligt og broget Udseende, men de er naesten noedvendige, og saa snart Planterne vokser til, skjules de af disse. At store, smukke Natursten klaeder en Vandhave og foroeger Soebreddernes Skoenhed meget, er saa selvfoelgeligt, at det naeppe behoever at naevnes. [Illustration: Fig. 44. Dam med en Maengde forskellige Planter. I Forgrunden Gunnera. (Fra Carl V. Lange's Gartneri, Frederikssund).] Om Aakanderne er det allerede tidligere bemaerket, at de, naar de er frit udplantede, ikke kraever nogen saerlig Pleje, isaer hvor Soebunden er dyndet og naeringsrig. Bestaar den derimod af Ler eller Sand, vil det vaere noedvendigt at tilfoere dem ny Naering. Dette foregaar lettest paa den Maade, at man i Vintertiden, naar Vandet er tilfrosset, hugger Hul paa Isen og vaelter et Par Trilleboerfulde gammel Goedning ned i Vandet over Planterne. Man kan ogsaa lade Goedningen blive liggende oven paa Isen; naar denne toer bort, vil Goedningen synke til Bunds og komme Planterne til gode. Naesten alle Aakandehybriderne er fuldstaendig haardfoere, og man behoever ikke at frygte, at de skal tage Skade af Kulden, selv om Vandet bundfryser, men man maa dog helst regne med, at de skal have 1/2-1 Meter Vand over sig. [Illustration: Fig. 45. Aakander i Knuthenborg Park. Billedet er taget 1 Aar etter Plantningen.] Angaaende de mange forskellige Vandplanter, der udbydes, da maa man vaere varsom og ikke plante, hvad man ikke kender. Der findes blandt dem mange slemme Ukrudtsplanter, og kan Ugraesset vaere besvaerligt oppe paa Landjorden, saa er det ti Gange vaerre ude i Vandet. Saadanne Planter som Potamogeton, Elodea, Myriophyllum og flere andre skal man ikke plante. Af Undervandsplanterne er det egentlig kun Krebseklo (Stratiotes aloides), der fortjener at dyrkes. Den er smuk og let at holde i Ave. Algerne og Undervandsplanterne er Aakandernes vaerste Fjender, og skal Aakanderne udvikle sig smukt, maa man soege at beskytte dem mod disse. Selv en saa smuk Plante som Limnanthemum nymphaeoides maa man vogte sig for, den kan forvandle den smukkeste Soe til en haeslig Ukrudtsmark. Ogsaa saadanne Planter, som breder sig staerkt ved udloebere skal man vogte sig for at plante f. Eks. Tagroer, Dunhammer, Soedgraes, Padderokke og flere andre med krybende Rodstok. I mindre Bassiner, hvor man er Herre over Vegetationen, har det mindre at sige, men under store Forhold skal man vaere varsom med disse Planter, der kan blive yderst besvaerlige at slaas med. Tagroer er dog den skikkeligste af disse. Selv om den breder sig meget staerkt ved Udloebere, er den let at begraense eller udrydde, thi den taaler ikke at miste Toppen, medens den er i Vaekst. Hvis man derfor i Sommertiden slaar den af med en Le, doer den bort. Det er allerede sagt, at det er Yppigheden, Frodigheden, der er Vandhavens stoerste Charme, men at denne maa holdes i Ave af forstaaende Haender, der tager varsomt og bloedt paa Engens bloede Blomster. Vandhaven kan hurtigt forvandles til et forsoemt Vildnis, men man kan ogsaa jage Alferne bort med alt for megen "Kultur" og Orden. [Illustration: Fra Dammen i Det kgl. danske Haveselskabs Have.] [Illustration: Fig. 46. Stenhoej bygget som kunstigt Klippeparti. (Friar Park i England).] STENHOeJSPLANTERNES KULTUR af _Axel Lange_. Enhver, der har faerdedes i Bjaergene, strejfet gennem de alpine Enge, gennem Mosedragene, over Stenur, klatret op ad Fjaeldvaegge, vandret op til Isbraefoden eller vandret over Braeen og naaet de om Sommeren snefri Bjaergtinder, vil hjem med sig bringe et uudsletteligt Indtryk af Bjaergenes herlige Flora. Naesten alle Vegne, hvor man faerdes, moeder man de praegtigste Blomster, og alle eller naesten alle er de af saa rene Farver, som man sjaeldent ser dem i Lavlandet. Hoeje af Vaekst er Planterne ikke, men det er netop det fortryllende ved dem, thi selve Blomstens Stoerrelse staar ikke tilbage for Blomsterne fra Slettelandene; man behoever blot at taenke paa en Alpeplante, som den i Haver almindelig dyrkede _Gentiana acaulis_, hvis Skud ikke er mere end faa Centimeter hoeje, men hvis Blomster er ca. 6 cm lange og 3 cm i Diameter, paa den lille _Alpe-Valmue_, der naeppe bliver over 10 cm hoej, men har Blomster stoerre end vor _Koelle-Valmue_ eller endelig mindes den bekendteste af alle Alpeplanter: _Edelweiss_, hvis ubetydelige Blomsterkurve er omgivne af snehvidfiltede Blade, en straalende Stjerne flere Centimeter i Diameter, baaret af en ikke stort hoejere Staengel og springende lige ud fra Klippen, for at danne sig blot et ringe Begreb om Alpefloraens Herlighed. Det er derfor intet Under, at Menneskene, som soeger at samle Planter fra alle Jordens Egne i deres Haver: Tropernes Palmer og Orchideer, Kaplandets Lyngarter, Himalayas Alperoser, Mexikos Kaktus, Nordamerikas Traeer, Oestasiens Chrysanthemum, for blot at naevne nogle faa Eksempler, ogsaa proever at bringe Hoejfjaeldsbeboerne ned i Slettelandets Haver. Der har i de to sidste Menneskealdre vaeret en stedse stigende Interesse blandt Havevenner for Dyrkningen af Alpeplanter, men aabenbart har man alt tidligt haft de mest ioejnefaldende i Kultur. _E. Wocke_ skriver angaaende Spoergsmaalet, om hvor gammel denne Gren af Havebruget er, foelgende: "Hvem har foerst dyrket Alpeplanter i Haver, foerst haft dem i Kultur? Det er vanskeligt at sige. Bjaergbeboerne har uden Tvivl givet Stoedet dertil, idet de i deres Haver har indplantet deres Yndlinge blandt Fjaeldets Planter, som spillede en Rolle i deres, daglige Liv saavel som i deres Poesi. Efterhaanden har Dalbeboerne da ogsaa faaet Lyst til at dyrke Fjaeldplanter i deres Haver og har hentet dem enten fra Bjaergboernes Haver eller fra de naturlige Voksesteder. Klosterhaverne har her sikkert spillet en Rolle. A. Kerner fortaeller saaledes, hvordan han i 1846 i Klosterhaven i Lilienfeld i Oestrig paa en ganske lille Plads saa den herligste lille Alpeflora, som han Dagen forud havde beundret i Hoejfjaeldene. I sidste Halvdel af det 19de Aarhundrede har Alpeplanterne faaet sig et nyt Hjem i de engelske Haver og derfra har Dyrkningen bredt sig ud i stedse videre Kredse." Naar man vilde dyrke Planter fra Bjaergegnene her nede i Lavlandene laa det snublende naer at soege at give dem Forhold at vokse under, som kunde ligne dem, de fandt i deres Hjemstavn, og da det var Bjaergplanter, maatte de naturligvis have Sten at vokse imellem, ligesaa naturligt faldt det, at Planterne maatte saettes paa Forhoejninger og ikke paa flad Jord. Denne Opfattelse er selvfoelgelig rigtig, saalaenge der tales om det noedvendige i at give Planterne naturlige Forhold at vokse under, men saa snart man derefter konstruerer sin Hoej til Stenhoejsplanter som en ganske simpel Jordbunke: kuppelformet eller kegleformet,--naar det kommer lidt videre med halvmaaneformet eller S-formet Grundflade--og bestaaende af almindelig Havejord belagt med eller rettere besat med Sten, der strutter ud i Luften med den spidse Ende, saa er man ganske paa Vildspor. Forholdene hvorunder Planterne vokser i Naturen er saa forskelligartede, at der for at kunne skaffes dem blot tilnaermelsesvis naturlige Kaar maa laegges langt mere ind i Konstruktionen af Stenhoejen, end der saedvanligvis sker. Men herom mere senere. _Alpeplanternes Voksekaar i deres Hjemstavn_. En Ekskursion i Bjaergene vil for dem, som ikke foer har faerdedes der, som Regel byde paa Overraskelser. Sikkert de fleste vil forbavses over at traeffe saa udstrakte Arealer, hvor Fjaeldet ikke viser sig i Overfladen, men er daekket af et Muldlag taet bevokset med Planter. Selv om vi ser bort fra de lavere Dele af Bjaergene, som daekkes af Loevskov og Granskov--med den for disse Skove egne Undervegetation--maaske af og til afbrudt af en aaben Hoejslette med Landsbyer, Agre, Moser og Enge, og kun betragter den hoejere Del af Fjaeldene, da vil vi ogsaa der paa vor Vandring opefter, ikke bestandig faerdes paa Stengrund. Aartusinders Vind og Vejr har virket paa Fjaeldet og omskabt den oprindelige, ganske noegne Stenmasse til et for Plantevaeksten beboeligt Sted. I hver en Revne paa Stenfjaeldet er Vandet traengt ind. Frosten har virket og spraengt store og smaa Stykker af Fjaeldet, Gletscherne har langsomt, men sikkert skuret mod det faste Fjaeld og malet Overfladen til Grus, Sand og Stenmel. Rindende Vand har foert de fine Dele med sig ned ad Bjaerget for senere at aflejre dem igen paa fladere Partier. Her har saa vaeret gode Betingelser for Plantevaekst, da der fra de hoejere liggende Steder tilfoertes Fugtighed; og var der foerst en begyndende Plantevaekst, bedredes Betingelserne for en taettere Bevoksning stadig. Paa saadanne Steder har da kunnet opstaa Moser og Enge. Rigeligere eller ringere Tilfoersel af Vand og kraftig eller ubetydelig Nedboer har givet fugtigere eller toerrere Enge. Vegetationen ligner i mange Maader den i Lavlandets Enge, den er taet, der er talrige Graesser, Orchisarter, ja mange Arter er faelles; man vil dog som Regel finde Planterne lavere bl.a. af den Grund, at det Vand, der overrisler Engen er meget koldt og derfor haemmer Hoejdevaeksten. Men Klippesiderne er jo ogsaa bevoksede med Planter, her taet, der mere spredt; hvorledes opstaar her Betingelser for Plantevaekst? Ser vi, her i Lavlandet noget tilsvarende? Ja, paa en Maade. Ser vi ikke hyppigt Tegltage med gulgroenne Pletter af Laver, som senere afloeses af smaa Mospuder, der maaske igen afgiver Fodfaeste for en Husloeg, en Stenurt eller en lille Graestue; ser vi ikke Stenene i Stengaerderne og de store Rullesten ude i Heden bevoksede med Laver og Mosser? Ligesaadan gaar Udviklingen for sig i Fjaeldet, men her er Overgangen fra Mosvegetation til den hoejere Plantebevoksning maaske noget hurtigere, fordi der fra hoejere Dele af Bjaerget siver Fugtighed ned. Og i hver lille Revne, som fremkommer i Klippevaeggen, selv om denne er nok saa stejl, er der Udsigt til at en Plante kan faeste Bo. Der behoeves blot, at Vinden eller rindende Vand skal foere et Froe hen til et saadant gunstigt Sted, saa at det kan spire der og sende sine Roedder ind i Klipperevnen. Stoev tilfoert andetsteds fra har samlet sig i Revnen og afgiver Jordbund for den spirende Plante. De Planter, som vokser i Revner og Spalter paa Klippevaeggene har jo meget afvigende Kaar fra Planterne i Slettelandet. Roedderne, som her kan brede sig vidt ud til alle Sider, maa hist noejes med at brede sig i det Rum, som Klipperevnen giver, de bliver derfor gaerne fladt vifteformige. Man kunde vaere tilboejelig til at tro, at en Plante, der voksede paa en saadan Klippevaeg, snart maatte komme til at mangle Vand. Dette er dog ret sjaeldent Tilfaeldet. Ofte siver der bestandigt fra hoejere Steder Vand ned langs Klippens Sider, traenger ind i de fineste Spraekker og naerer Sugeroedderne, og udebliver denne Tilfoersel af Mangel paa Nedboer, eller fordi Sneen hoejere oppe er smeltet bort, saa virker den kraftige Dug om Natten dog forfriskende paa Planten. Tillige er Klipperne altid mere eller mindre poroese. Herom skriver _Correvon_: "Medens visse Stenarter suger Vand til sig omtrent som et Stykke Sukker, lader andre det kun langsomt traenge ind i deres mikroskopiske Kanaler. Men alle Klipper er gennemtraengte af Vand i hoejere eller mindre Grad, og de meddeler dette Vand til de Planter, der vokser paa dem, saa at de holder sig friske." Bjaergenes oevre Tinder, der en lang Tid af Aaret er daekkede af et maegtigt Snelag, er i den korte Sommer heller ikke vegetationsloese. Fjaeldet er forvitret, saa at den faste Masse er daekket af et Lag af loese Sten, Grus og Stenpulver. Heri vokser Planterne mer eller mindre spredt. Mange Steder er Tidsrummet mellem Sneens Bortsmelten om Forsommeren og det foerste Snefald om Efteraaret saa kort, at en Udtoerren af Jordsmonet ikke kan finde Sted, og Natteduggen og Taagerne, der hyppigt laegger sig om Bjaergtoppene, holder Planterne bestandig friske. Planterne saerpraeges ogsaa af det staerke Lys, som hersker under hele deres korte Liv; en Plante, som kommer frem af den smeltende Sne i Juni Maaned, vaagner til et langt intensere Lys end vore Foraarsplanter nyder, naar de i Marts-April bryder frem af Jorden. Der hvor Gletscherne ender, naar de er paa deres Vinterstade, vil man finde maegtige Samlinger af Sten og Grus, som af Gletscherne er foert ned fra de hoejere Egne. Disse Endemoraener er ogsaa bevoksede om end hyppigt meget spredt. Planterne lever her under lignende Kaar, som dem vi fandt paa Bjaergtinderne. De har som disse rigelig Vaede om Sommeren, thi Smeltevandet fra Braeen gennemskyller bestandig Moraenen; men om Efteraaret, naar Kulden laegger sig over Bjaergene, standser Afsmeltningen fra Gletscheren, og Moraenen bliver derved temmelig toer. Ved Kuldens Fremadskriden bliver de endog daekkede af et Lag Sne, som vaerner dem mod Vinterens staerke Kulde. Selv de fra Fjaeldene nedstyrtende Stenmasser, som samler sig ved Fjaeldets Fod eller i Kloefter i vaeldige, skraanende Urer (Tyskernes: Geroell), forbliver ikke ubeboede af Planter. Disse Urer er ogsaa fugtigere end man efter deres Konsistens kunde vente, men de kan jo ogsaa vaere beliggende saaledes, at de er staerkt udsatte for Solens Virkning og kun modtager ringe Vaede fra de hoejere liggende Dele af Fjaeldet; i saa Fald vil kun Planter, der ved taet Filtbeklaedning eller paa anden Maade er vaernede mod for staerk Fordampning, kunne trives her. Paa isolerede Bjaergtoppe i de lavere Dele af Bjaergene eller paa Skraenter, hvor Muldlaget er tyndt, og hvor Sneen paa Grund af den lavere Beliggenhed smelter bort tidlig paa Foraaret, kan der ogsaa blive ret ugunstige Vegetationskaar. De Arter, man finder paa saadan Lokalitet, er da ogsaa vaernede paa en eller anden Maade mod for staerk Fordampning, enten ved at Bladene er beklaedte med Haar, eller er af laederagtig Konsistens (Rhododendron) eller ved at de er ganske smalle, naaleformede (Lyngarter). Vegetationer i dybe Spalter og smalle Kloefter er meget afvigende herfra; er Kloefterne nordvendte vil kun meget lidt Sollys traenge ned i dem, og selv om de er sydvendte, er det kun en kort Tid af Dagen, at de er solbelyste. Planterne, som vokser her, er da mest Bregner og andre tyndbladede Vaekster, som breder sig frodigt imellem Mosser i den fugtige, muldede Jord. Her er i korte Traek givet de vigtigste Kaar, under hvilke Planterne trives i Bjaergegne, men mange andre Faktorer spiller ind med og goer Forholdene mere sammensatte, saaledes Stedets Afstand fra Aekvator, (Grundfjaeldets Art og Fjaeldets Heldning mod Nord, Syd eller andre Verdenshjoerner). _Alpeplanter.--Stenhoejsplanter_. Der er i det foregaaende talt om Alpeplanter, medens der i Titlen paa Bogen er anvendt Betegnelsen Stenhoejsplanter. Der vil da let kunne rejse sig det Spoergsmaal, om disse to Udtryk kan bruges i Flaeng, eller om der kan gives en vis Adskillelse imellem dem. Med andre Ord, om alle Stenhoejsplanter er Alpeplanter eller om alle Alpeplanter egner sig til Plantning paa Stenhoeje. Svaret maa lyde, at Stenhoejsplanter er et bredere Begreb end Alpeplanter, selv om vi tager dette i videst mulige Forstand. Ved _Alpeplanter_, eller som de ogsaa betegnes _alpine Planter_, forstaar vi Planter, der vokser i Bjaergegne ikke alene i Alperne, men ligesaavel i Pyrenaeerne, i Andes eller Himalaya, og tillige dem, som findes i arktiske og antarktiske Egne, voksende saa hoejt op over Havet eller saa langt mod Syd eller Nord, at de en meget betydelig Del af Aaret er daekkede af Sne og saaledes kun har en kortvarig Sommer, en kort Vaekstperiode. Disse Planter kan efter deres Voksekreds deles i subalpine, alpine og hoejalpine Planter, ligesom den arktiske Region kan deles i flere Florabaelter. Hvor Hoejdegraensen (over Havet) for de forskellige Baelter af Alpeplanter ligger, afhaenger af vedkommende Bjaergkaedes Afstand fra Aekvator. Nogle Planter kan foelges gennem alle 3 Regioner, andre har kun en ringe Udbredelse i lodret Retning. Visse Arter findes baade i Bjaergegne og i Polaregne, andre har et ret begraenset Vokseomraade i vandret Retning. [Illustration: Fig. 47. Enkelt Del af Stenhoejsanlaegget i Friar Park (Se Fig. 46).] Som alt naevnt har man i Haver fundet paa at bygge Stenhoeje for at kunne dyrke disse smukke Planter fra Bjaergene og fra Polaregnene, og de udgoer ogsaa Stenhoejsplanternes Hovedmaengde, men man har desuden samlet Hjaelpetropper fra mange andre Egne af Jorden og anbragt dem paa Stenhoejen. Forholdet er jo nemlig det, at der rundt om paa Jordens Kreds findes en Maengde meget smukke Planter voksende i Slettelandenes Moser, Enge, Skove og Stepper eller paa Ruiner og Stengaerder, hvilke Havevennerne gaerne vil dyrke, men som maa anbringes paa Stenhoejen, enten fordi de her praesenterer sig bedre end paa flad Jord, eller fordi de overhovedet ikke kan trives det sidstnaevnte Sted. Ordet Stenhoejsplanter er derfor et meget omfattende Begreb, men faste Rammer for det har man ikke; hvad en vil godkende som passende til Stenhoej, kasserer en anden, og hvad der passer til at plante paa store Stenhoeje mispryder maaske paa mindre. Nogle Stenhoejsvenner vil dog udelukkende dyrke alpine Planter og undgaar med velberaad Hu alle Plantearter, som ikke kommer ind under dette Begreb. For dem er Planternes Sjaeldenhed tit af stoerste Vigtighed, de frydes selv over ubetydelige Arter, og de har netop den stoerste Glaede i at dyrke de vanskeligste Planter. Der er dog en Del Alpeplanter, som trodser ethvert Kulturforsoeg, og som det er ganske oerkesloest at proeve at indplante paa Stenhoejsanlaegene. Andre Stenhoejsvenner vil kun have smukke eller blomsterrige Planter i Kultur eller Arter, der er saa lette at dyrke, saa at de naesten kan passe sig selv. Plantematerialet er dog saa stort, at der bliver nok for enhvers Smag--lykkeligvis--thi der er dog ingen Glaede ved, at den ene Stenhoej er en tro Afspejling af den anden, hverken hvad Konstruktionen eller Plantebestanden angaar. _Stenhoejsplanternes Vaekstformer_. Stenhoejsplanterne kan efter deres Voksemaade henfoeres til forskellige Typer, som her kortelig skal beskrives, da Betegnelserne i det foelgende anvendes Gang paa Gang. Der findes Overgange mellem de forskellige Typer, saaledes at det af og til kan vaere vanskeligt at afgoere, hvilken Vaekstform man skal henfoere den eller den Plante til. _Rosetplanter_. Bladene er samlede i Rosetter, d.v.s. de sidder ikke op ad en Staengel med tydelige Mellemrum, men udspringer omtrent fra samme Punkt og ligger ofte fladt ud til alle Sider paa Jorden eller Klippen. Blomsterstanden kan vaere endestillet d.v.s. udgaa fra Rosettens Midte eller udgaa fra Bladhjoernerne, og Rosetten kan mangle eller have Sideskud. Rosetplanter med endestillet Blomsterstand og uden Sideskud doer efter fuldendt Blomstring--de er _monokarpiske_, som det kaldes i det botaniske Sprog--og maa formeres ved Froeudsaed _(Saxifraga mutata, Sax. longifolia_). Denne Voksemaade er ganske analog med flere af vore kendte to-aarige Planter for Eks. Kongelys. Dannes der Sideskud, er Formeringen af Planten jo derigennem sikret. Sideskuddene kan sidde taet op til Moderplanten eller fjaernes fra denne ved en ioevrig bladloes Udloeber, de kan loesne sig fra Moderplanten meget snart og danne selvstaendige Individer (visse _Sempervivum_) eller vedligeholde Forbindelsen i laengere Tid; er Dannelsen af Sideskud meget yppig, dannes der efterhaanden store sammenhaengende Taepper. _(Saxifraga aizoon, Androsace sarmentosa_). _Pudeplanter_. Skuddene er korte, taet samlede, saaledes at de midterste staa lige ret op, de nederste ligger paa Jordoverfladen, og hele Planten danner sig halvkugleformet (eller som en Kuglekalot). Bladene er smaa og meget taetsiddende, sidder ofte i Maengde visne inde i Planten. Skuddene er gaerne utilboejelige til at slaa Rod, selv om de ligger taet til Underlaget; Pudeplanterne er derfor vanskelige at dele, og maa formeres ved Froeudsaed eller Stiklinger. _Taeppeplanter_. Planterne er enten traeagtige eller urteagtige med kortere eller laengere Skud, som gaerne er rigt forgrenede og ligger fladt henad Jorden eller over Stenene og derved daekker Jordsmonet som et taet Taeppe. Skuddene er hos nogle meget uvillige til at slaa Rod _(Rhamnus pumila_), og man kan hos disse loefte store Partier af Planten op fra Underlaget. Formeringen af saadanne Arter maa derfor ske ved Froeudsaed, eventuelt Stikning. Andre Taeppeplanter er netop meget villige til at slaa Rod, saa snart Skuddene beroerer den fugtige Jord; en aeldre Taeppeplante af denne Type er derfor i Virkeligheden en Koloni af selvstaendige Individer. Deling af disse lader sig let udfoere. Naer disse staar saadanne Arter, som breder sig ud i store Taepper ved fra underjordiske Udloebere at sende Skud op i Lyset. En Del Arter, som man kan betegne _Pude-Taeppeplanter_, har isaer som unge Individer samme Voksemaade (Kuglekalot), som Pudeplanterne, men i Modsaetning til disse er de meget villige til at slaa Rod og vokser staerkt i Periferien, de bliver derfor fladere og danner snart sammenhaengende Taepper ved at vokse sammen med Naboplanterne _(Arenaria Rosani_). Endelig kan visse Rosetplanter forme sig som Taeppeplanter (se f.o.). Den almindelige _Staude_type er ogsaa repraesenteret blandt Stenhoejsplanterne. Skuddene er her oprette eller nedliggende og doer hvert Aar tilbage til Jordoverfladen, hvor Knopperne, som skal fortsaette Vaeksten naeste Aar, sidder. _Knoldvaekster_ og _Loegvaekster_ har deres overvintrende Dele dybere nede i Jorden. _Enaarige Planter_. Af disse er kun faa anvendelige paa Stenhoejen. _Dvaergbuske_. Foruden nogle taeppedannende Arter _(Dryas_, visse _Salix_) har man blandt Stenhoejsplanterne en Del Smaabuske med opret, men dog lav Vaekst. Navnlig Lyngfamilien leverer mange af denne Type. _Stenhoejens Berettigelse i Haven_. Det vil for Haveejeren ofte kraeve en vis Grad af Overvejelse, om han i sin Have skal anlaegge en Stenhoej eller ej. Han kan i den Anledning stille sig forskellige Spoergsmaal: Vil det landskabeligt set kunne forsvares at laegge en Stenhoej i Haven? Er Stenhoejsplanterne noget saa fremragende, at det kan forsvares, at de faar et saerligt Anlaeg? Kan de ikke dyrkes paa flad Jord? eller kan man overhovedet give dem de Kaar, de fordrer? En af vore mest fremragende Landskabsgartnere, _Glaesel_, har skrevet: "Stenhoeje have ikke nogen malerisk Betydning i de landskabelige Dele af Anlaegget, og det er absolut forkasteligt at anvende S. paa en saadan Maade, at der dermed tilsigtes en Efterligning af Klippepartier." Herom kan der tvistes. Kan man omdanne et ellers kedeligt Parti af Parken til et smukt bygget Stenhoejsparti, vil dette dog kunne have en vis malerisk Virkning, navnlig i den Tid, da _Saxifraga, Aubrietia_ og _Primula_ med andre Florblomster blandt Stenhoejsplanterne, staar i skoenneste Blomstring. Om man ikke toer lade sin Stenhoej faa Form af et Klippeparti, kan der ligeledes vaere delte Meninger om. Sikkert er det, at man uden at skade det landskabelige Udseende kan lade enkelte Dele af Stenhoejen faa Form som Klippeblokke, ja det er maaske netop det fornoejeligste ved Stenhoejsbyggeriet og Beplantningen at kunne fremstille stoerre taette Stensystemer, der beplantede ser ud som revnede Klippeblokke, hvis Spalter er bleven naturligt bevoksede. Er man imidlertid bange for, at Stenpartiet skal skade det landskabelige Billede, som Parken har, er det den bedste Udvej at bygge Stenhoejen paa Skraenterne ned mod en forsaenket Gang. I den botaniske Have i Kew findes Stenhoejen netop anlagt paa denne Maade paa begge Sider af en slangeformet Vej, som er anlagt lavere end det tilstoedende Terraen, og ved Busketbeplantning er Anlaegget skjult for Beskueren, indtil man er ganske naer ved Nedgangen til Stenpartiet. Men vi maa ogsaa haevde at have set Haver, hvor Stenhoejen var af malerisk Virkning. Det vil dog let forstaas, at det kun er i stoerre Haver, at man kan gaa saa vidt, at man lader Stenhoejen blive et Led, der skal give Praeg paa Landskabet. I smaa Haver maa Stenhoejen kun blive lille og beskeden, men til Gengaeld bygges saaledes, at den i endnu hoejere Grad end i store tjener den ene Hensigt: at afgive gunstige Voksepladser for de Planter, man vil dyrke derpaa. At Stenhoejsplanterne er noget saerlig smukt vil, som det ogsaa beroertes i Indledningen, enhver, der har set dem i Naturen, bekraefte; og at de ogsaa i Kultur, hvor de kun giver en svag Afspejling af, hvad de er i Bjaergene, ogsaa har talrige Beundrere, har de senere Aars Iver for denne Gren af Havebrug tydelig vist. Foruden deres lave Vaekst og forholdsvis store Blomster, som er nogle af deres mest fremtraedende Egenskaber, skal her naevnes det Forhold, at saa mange af dem holder Loevet frisk groent hele Aaret rundt eller i al Fald en betydelig Del af Aaret, man kan derfor selv i den doede Tid af Aaret fryde sig over det friske groenne paa Stenhoejen. De adskiller sig her paa behagelig Vis fra de fleste Stauder, som Vinteren igennem staar noegne eller med halvvissent Loev. Som et yderligere Plus for Stenhoejsplanterne kan anfoeres, at deres Lidenhed goer, at et forholdsvis stort Antal kan dyrkes paa et meget indskraenket Areal. Angaaende Spoergsmaalet, om de kan dyrkes paa flad Jord, saa maa dette for nogles Vedkommende besvares med ja, for andres med nej. _Malby_ udtrykker sig om dette Spoergsmaal saaledes: "Alpeplanterne kan trives i Bjaergegnene, ikke saa meget fordi de der givne Kaar er noedvendige for dem, men snarere fordi Klimaet for de hoejere voksende Arter er ugunstigt; i den staerke Blaest kan disse ikke udvikle sig, var denne Hindring ikke til Stede, vilde de overskygge og knuge de lavere Planter." Det viser sig da ogsaa, at nogle Arter godt kan trives, naar de overfoeres til vore Haver og dyrkes paa flad Jord. Men den stoerste Part vil ikke vokse under disse Kaar. Det er rimeligvis hovedsagentlig Jordens fysiske Beskaffenhed, der her ikke passer dem. For disse maa man saa bygge sine Stenpartier. At der er alpine Planter, som det selv paa disse Anlaeg kan volde Vanskeligheder at dyrke, er kun en Spore for Havedyrkeren til at goere sig yderligere Anstraengelser; men overvindes Vanskelighederne, og man faar Planterne til at trives og blomstre, da er Glaeden derved saa stor, at alle Besvaerligheder er glemte, naar Maalet er naaet. [Illustration: Fig. 48. Stensaetning langs en Gang (i Det kgl. danske Haveselskabs Have) umiddelbart efter Plantningen. Den samme gang ses paa Fig. 70 i tilvokset Stand.] _Valg af Plads til Stenhoej og Udformning af Terraenet_. Er Stenhoejens Plads ikke forud givet, maa man vaelge den i den Del af Haven, som har de gunstigste Terraenforhold, og som tillige er fri for store Traeer, i al Fald boer der ingen Traeer vaere Syd for Anlaegget, da disse vil roeve al for meget Lys fra Stenhoejen. Det er da navnlig Loevtraeer med deres overhaengende Grene, som boer undgaas, en enkelt Gran eller Aedelgran, nogle Juniperus eller Chamaecyparis kan bedre tilstedes, ja kan endog vaere af en udmaerket Virkning i Anlaegget. Dernaest maa man se paa Jordbundsforholdene og Vandforsyningsforholdene. Jo bedre de sidste er, des bedre kan man forme sit Stenhoejsanlaeg i storslaaede Former, idet man da stedse er Herre over at holde det passende fugtigt. Er Forholdene i Haven saaledes, at Vandtryk mangler, eller kunstig Vanding er vanskelig, boer man ikke bygge for hoejt, og da navnlig ikke, hvis Jorden er let, da man saa risikerer en Udtoerring i den varme Sommertid. Er Midlerne smaa, boer man ligeledes afholde sig fra at bygge hoejt. Det, man vil opnaa, er dog i de fleste Tilfaelde at faa Planterne udviklede saa smukt og naturligt som muligt, og det opnaas lige saa godt paa svagt bevaeget som paa staerkt kuperet Terraen. Som gode naturlige Terraenforhold kan naevnes: Smaahoeje og Saenkninger mellem disse; en Hulvej med Skraenterne ned til denne; nedre Del af en Bakke; Skraenterne paa begge Sider af et forsaenket Vandloeb og Bredderne af en Soe eller en Mergelgrav, I det hele lader en Stenhoej og et Vandparti eller et Mosebed sig godt forene. Gaar ens Bestraebelser dog ud paa at have et hoejt-bygget Anlaeg, som jo ganske vist har den Fordel fremfor et lavere Anlaeg, at det virker mere imponerende paa Beskueren, da boer man hellere hygge paa en Lerbakke end paa en Sandbakke, da den sidstnaevnte, hvor kunstig Vanding ikke kan ivaerksaettes, som alt naevnt, let vil udtoerres. Har man en Nordskraent og en Sydskraent at vaelge imellem som Udgangspunkt for Stenhoejen, da boer man vaelge Nordskraenten, hvis man saerlig agter at dyrke Alpeplanter, men derimod Sydskraenten, hvis man navnlig vil have Planter fra lunere Verdensegne. Er Stenhoejens Plads i Haven givet paa Forhaand, staar man jo ikke saa frit som i det foerst naevnte Tilfaelde. Saafremt det er muligt at bortrydde Traeer, som kan virke skyggende eller paa anden Maade generende, uden derved at skade Havens Udseende, boer man straks fjaerne dem og ikke vente og "se Tiden an". Kan man ikke borttage Traeerne, maa man lave sin Stenhoej saa godt som muligt og ved Beplantningen stedse tage Hensyn til den uheldige Beliggenhed d.v.s. plante Bregnearter, Skovanemoner, Primula-Arter, Cyclamen og andre skygge-taalende Arter. Egentlige Alpeplanter faar man ikke til at lykkes paa et saadant Sted. Efter at Stedet for Stenhoejen er fastsat, maa man, inden man gaar videre, goere sig klart, hvad man vil ofre paa sin Stenhoej, ikke alene m.H.t. Konstruktionen, men ogsaa m.H.t. Indkoeb af Planter og den fremtidige Pasning. Det gaelder her endnu mere end for den oevrige Haves Vedkommende, at man ikke skal slaa stoerre Broed op, end man kan bage. Dette kan ikke noksom fremhaeves. Koster man meget paa Anlaeggelsen og Beplantningen og saa ioevrigt kun kan ofre lidet paa Pasningen, da er de store Udgifter spildte. En Stenhoej beplantet med sjaeldne og vanskelige Planter kraever et stadigt Tilsyn og en aldrig svigtende Interesse fra Havejerens Side; og et Stenhoejsanlaeg, som er bleven forsoemt, hvor sjaeldne og fine Arter er fortraengte og kun enkelte kraftigere-voksende endnu kaemper en fortvivlet Kamp med Ukrudtet, er et soergeligt Syn. Ved Udformningen af Terraenet, hvad enten dette nu fra foerste Faerd af er ganske fladt eller det fra Naturens Haand er gunstigt formet, gaelder det foerst og fremmest at undgaa Ensformighed og Ensartethed, det gaelder at skabe saa mange forskelligartede Voksepladser som vel muligt. Endvidere maa man soerge for, at der intet Sted kan samle sig staaende Fugtighed. Er der en Soe eller et Vandhul ved Anlaegget, boer man derfor soerge for, at mulige Lavninger paa Stenhoejen, hvor Vand kan samle sig, afdraenes til Soeen, ved Stenfaskiner eller kunstige Baekloeb. Inden Omformningen af Terraenet tager sin Begyndelse, afgraves den brugbare Muldjord og samles i en Bunke for senere at anvendes. Er Udgangspunktet for Stenpartiet en Bakke, Vold eller Hoej, soeger man at frembringe en mere uregelmaessig Form, man maa udviske det kegleformede, kuppelformede eller rygdannede, som Stedet har fra Naturens Haand. I Stedet for en enkelt Top danner man flere stoerre eller en enkelt stor og flere mindre Toppe i forskellig Hoejde, ligeledes maa man lade Forhoejningen loebe ud i det flade Terraen paa forskellig Vis, her brat, der mere jaevnt, en Skraent lader man blive lang uden nogen videre Afbrydelse, en anden goer man mere uregelmaessig ved at afsaette flere Terrasser; sine Steder samler man Jorden i laengere Kamme eller Rygninger, Partierne mellem disse Kamme vil faa mer eller mindre udpraeget Kloeftform, eftersom Kammene ligger naermere eller fjaernere fra hinanden. Grotter lader sig ogsaa let udforme ved Udgravninger ind i Hoejen, Volden eller Skraenten. Grotterne goeres dybe og smalle eller flade og brede i Grundform, altsaa fjordformede eller bugtformede, om man kan udtrykke sig saaledes. I Bunden af Grotten bliver der Plads til Dyrkning af fugtighedselskende Planter; andre Steder paa Terraenet, hvor man vil have Plads til saadanne, maa man afgrave et betydeligt Lag Jord, som foeres hen paa andre Steder, hvor der skal findes Forhoejninger. Det bliver naturligvis navnlig i den lavere Del af Partiet, at disse Grotter og andre Pladser til fugtighedselskende Planter anlaegges, men man kan ogsaa anbringe dem paa mere hoejtliggende Terraen. I Bunden maa laegges Draen af Skaerver. Bunden i Grotten behoever ioevrigt ikke at vaere i Niveau med Gangen, den kan skraane nedad mod denne, derimod vil det ikke vaere heldigt, om Grottens Bund har Fald ind mod Hoejen, thi Afdraeningen af Grotten vil derved vanskeliggoeres. Der kan ogsaa taenkes Tilfaelde, hvor Grottens Bund ligger lavere end Gangen og fortsaettes paa den anden Side i en Kloeft, Gangen maa i saa Fald foeres over dette Sted ved en Sten-Bro. Alle Steder, hvor man taenker sig at plante Arter, som trives i loes og ret toer Bund, maa man afgrave saa megen Jord, at der kan blive Plads saavel til et godt Lag Draen som til et passende Lag tilberedt Jord. Er Jordsmonet fladt, maa man give det en mere boelget Form; har man rigeligt af Skaerver, og selve Anlaegget ikke er af saerlig stor Udstraekning, kan man med Fordel laegge Draen af Skaerver under hele Stenpartiet, man vinder derved en Del Jord til Opbygning af Forhoejninger. Et saadant afdraenet Stenhoejsparti maa vandes noget rigeligere om Sommeren end et uden Skaerveunderlag, til Gengaeld kommer det ikke let til at lide af overvaettes Fugtighed om Vinteren. Alle Jordflytningsarbejder udfoeres bedst om Efteraaret. Jorden, der foeres sammen i Bunker, som Grundlag for Klippeblokke eller Stentoppe maa stampes meget fast, men yderligere boer den ligge Vinteren over for rigtig at saette sig. Bygger man nemlig paa nylig sammenkoert Jord, loeber man den Risiko, at den dog--selv vel sammentrampet--synker yderligere sammen, og det opbyggede Stenparti kan derved forrykkes paa uheldig Maade. Har nu Arealet, som er valgt til Stenhoej, ligget et halvt Aars Tid for at saette sig, kan man begynde at anbringe Stenene. Der vil dog ofte foerst vaere nogle mindre Aendringer at foretage ved Jordmassen, fordi denne sine Steder kan vaere sunket mere, andre Steder mindre end forventet, ligesom Regnskyl kan have foraarsaget ikke oenskede Forandringer. Man maa ogsaa allerede nu soerge for at anlaegge Gangene; disse maa dog ikke komme til at indtage nogen betydelig Part af Anlaegget, navnlig i smaa Stenpartier maa de vaere beskedne baade i Antal og Bredde. Da det er heldigt, om Gangene er afdraenede, vil her eventuelt ogsaa blive Anledning til at afgrave nogen Jord for at give Plads til Skaerveunderlaget. Det vil sine Steder goere bedre Virkning, om Gangen former sig som en Trappe, eller at der dog findes enkelte Trappetrin her og der i en jaevnt stigende Gang; staerkt stigende Gange maa naesten noedvendigvis bygges trappeformede. Udformning af Gangene i Trappeform boer naeppe ske, foer efter at Stenene er bragte paa Plads, da Transport af store Sten opad Trappe er vanskeligere end ad en skraanende Gang. Paa de Steder, hvor der ingen Opfyldning har fundet Sted. kan man naturligvis godt skride til Anbringelsen af Stenene, umiddelbart efter at Terraenet har faaet den oenskede Form. Oensker man dog at udsaette hele Arbejdet med Fordelingen af Stenene, til man kan goere det hele samlet, boer man dog ved Udgravningen til Grotterne foretage den Forsigtighedsforanstaltning ikke at afgrave Vaeggene stejlt, men lade dem staa Vinteren igennem med skraa Sider, derved sikrer man sig mod, at de skrider ned. [Illustration: Fig. 49. Fra Botanisk Haves Stenparti. En Afsats paa en skraanende Flade. I Forgrunden ses hvorledes smaa Sten laegges mellem de stoerre.] Raader man over kunstige Vandledninger, boer man allerede nu soerge for at foere Roer hen til forskellige Punkter paa Stenhoejen, saa at man kan besproejte denne over det hele. Og er der Raad til, at man et Sted kan lave en lille rislende Baek, vil dette i hoej Grad oege Glaeden ved Anlaegget. Baekkens Bund maa saettes med Ler, eventuelt med Cement, da Vandet ellers for hurtigt vil forsvinde. Over Leret eller Cementen man laegge Sten af forskellig Stoerrelse, Grus og Sand. _Anbringelsen af Stenene.--Valg af Materiale_. Af og til ser man Stenhoeje byggede af temmelig flade Sten, som er stillede paa Kant og er temmelig regelmaessigt ordnede, saa at der fremkommer en Maengde Smaarum, hvilke man kan kalde "Lommer" eller "Baase". Dette System har visse Fordele. Hver Plantes Vokseplads bliver her bestemt afgraenset. Desuden er man Herre over at lave Jordblandingen forskellig i de forskellige Rum, og man kan ved at goere Jordsmonet hoejere eller lavere i Forhold til Stenenes Kant og ved at laegge Draen i Bunden af "Baasene" i stoerre eller mindre Lag virke hen til at goere Voksepladserne toerrere eller fugtigere. Ligeledes afgiver Stenene betydeligt Lae for Planterne; denne Form egner sig vel derfor bedre til Dyrkning af kaelnere Planter end just til de egentlige Alpeplanter. Men der er ogsaa visse Ulemper ved denne Konstruktionsmaade, navnlig er det vanskeligt at bygge Stenhoejen saadan, at den danner et smukt Hele. Endnu almindeligere er det at se Stenhoeje, hvor Stenene er jaevnt spredte over det hele og er stillede paa Hoejkant med den spidseste Ende opefter. Man ser ogsaa tit Stenhoejsbyggernes Bestraebelser gaa ud paa at samle saa mange maerkeligt formede Sten, som der er at opdrive: Flintesten, der ligner Dyrehoveder, Affald fra Glasvaerker eller fra Teglvaerker (sammenbraendte glasserede Mursten i uregelmaessige Former) eller forstenede Traestammer o.l. Man faar ved Betragtning af saadanne Stenhoeje Indtrykket af, at Stenene og ikke Planterne er den vigtigste Del af Anlaegget. Maaske har saadanne Konstruktioner ogsaa bidraget sit til sine Steder at bringe Stenhoejene i Miskredit. Inden man skrider til selve Anbringelsen af Stenene, maa man ordne det foreliggende Materiale, enten det nu er noget man har fra en aeldre Stenhoej, fra et Stendige, fra Udgravninger paa Terraenet eller man har indkoebt Alluvialsten eller Materiale fra Stenbrud. Al Slags Glasaffald kasseres skaanselsloest. Ej heller kan Teglstens og Murstens-Materiale finde Anvendelse ved selve Opbygningen, men det kan, efter at vaere slaaede til Skaerver, benyttes til Draen. Flintesten er som Regel heller ikke af stoerre Vaerd, men kan ligeledes bruges til Draen, maaske helst blandede med Murstensskaerver, Kulslagger eller andet staerkt vandsugende Materiale. Smaa Rullesten bliver ligeledes slaaede til Skaerver, er der rigeligt af Materiale, kan ogsaa disse bruges til Draen, men er der sparsomt med Sten, boer de henlaegges for senere at bruges til at laegge ovenpaa Stenhoejen (herom mere senere), de maa da helst slaas saa flade som muligt, altsaa mere i Flageform end i Skaerveform; de Kalksten, der maatte blive kasserede ved Opbygningen af Stenhoejen, behandles paa samme Maade. De Sten, der kan benyttes til at bygge Stenhoejen af, er navnlig: Granit, Gneis eller anden Urfjaeldsten, Kalksten og Sandsten. Det bedste Materiale faar man fra Stenbrud, idet de kantede Sten er bedst at bygge med, men store Rullesten kan ogsaa efter at vaere udkloevede finde god Anvendelse, dog vil de runde Sider, som nogle af Stykkerne faar, kunne volde visse Vanskeligheder. Man sorterer Stenene, man har til sin Raadighed, dels efter deres Art dels efter Farve, og ved Anbringelsen af Stenene paa Hoejen holder man hver Sort for sig, det ser nemlig ikke godt ud, naar en Klippevaeg eller Klippeblok er bygget op af Granit blandet med Porfyr, Sandsten og Kalksten. Store lavbevoksede Rullesten fra Heder og Overdrev eller Soesten kan ogsaa finde Anvendelse i den Form, i hvilken de foreligger, man boer derfor ikke udkloeve alle sine Rullesten, men bevare de bedste uroerte. _Malby_ anbefaler til Stenhoejsbygning et kunstigt Konglomerat af Skaerver og Cement, dette boer man dog kun i en stenfattig Egn ty til. Stenene maa ikke fordeles jaevnt over hele Anlaegget, men ordnes mere gruppevis, saa at de sine Steder staar meget taet, andre Steder i loesere Grupper og sine Steder meget spredt. Man maa ogsaa soerge for, at Stenene kommer til at staa (eller ligge) fast, saa at de ikke forandrer deres Stilling, selv om der bliver traadt paa dem. En tredie vigtig Regel er, at Stenene maa anbringes saaledes, at den Fugtighed, der tilflyder Anlaegget-- Vandet, som sproejtes derudover, og Regnen, som falder derpaa-- snarest soeger ind mod de indre Dele af Hoejen og derved naar ned til Planteroedderne; en hoejere liggende Sten maa derfor ikke springe ud over en lavere, da Vandet saa vil loebe fra den hoejere ned over den lavere liggende uden at befugte Jorden, som findes i Mellemrummet mellem disse to Sten. Det er forhen beroert, at det er uheldigt at stille Stenene paa Enden, det er en ganske unaturlig Stilling. _Farrer_ skriver saaledes om dette Spoergsmaal: "Og husk altid at saette Stenene paa Hoejen med den brede Flade mod Jorden. Dette er den naturlige Maade at anbringe dem paa. I Naturen ligger Stenene ned; Moder Natur lader ikke sine Sten strutte ud i Luften som Piggene paa et Pindsvin." Der kan dog vaere Tilfaelde, hvor man har Lov til at saette Stenene paa Hoejkant, og det er der, hvor man bygger meget taet, de Steder, hvor man soeger at efterligne Klippeblokke, men her kommer den enkelte Sten ikke til at praesentere sig, her rager den ikke frit ud i Luften, den skal netop kun ses sammen med de andre som et afsluttet Hele. Ogsaa ved Opbygningen af Grottevaegge kan Afvigelse fra Regelen tilstedes, thi her gaelder det jo ogsaa, at det kun er en enkelt Flade af Stenen, der vender ud imod Beskueren. Sine Steder kan man ogsaa ved Afgraensningen mellem Stenhoejen og Gangene, som foerer derigennem, tillade, at en Sten er sat paa Enden, men som Regel boer disse Sten ligge ned paa Siden. Man maa foroevrigt vogte sig for, at denne Afgraensning kommer til at se for ensformig ud og i det hele undgaa skarp Afgraensning, hvor det ikke er noedvendigt. Ved Konstruktion af Klippeblokke og Grottevaegge er Udtrykket Stenhoejsbygning rigtig paa sin Plads, idet man her faktisk stabler Sten paa Sten og i givet Tilfaelde endog maa gribe til Bindemidler som Cement for at stoette Konstruktionen. Ved Opbygning af Grottevaegge har man en fast Jordvaeg som Rygstoed, denne er, som omtalt under Udformningen af Anlaegget, afgravet skraat eller stejlt, dog boer den ikke vaere absolut lodret. Det vil nemlig vaere heldigt af forskellige Grunde, om Grottens Bredde bliver noget stoerre foroven end forneden. En uformodet Forskydning i Jordhoejen vil lettere kunne baeres af en Stensaetning, som har en svag Heldning indefter mod Hoejen end af en, som er ganske lodret; tillige boer hver overliggende Sten springe lidt tilbage for hver underliggende af Hensyn til Befugtningen af Jordmassen mellem Stenene (s. f. o.). Man goer ikke Grottens Vaeg regelmaessigt bueformet, og hvis man har en dyb og smal Grotte for sig, lader man ikke Vaeggene blive paralelle, man giver Vaeggene et eller flere smaa Fremspring eller en ekstra Indbugtning. Den nederste Stenraekke maa noget skarpere angive Uregelmaessigheden, da alle Fremspring, eftersom Opbygningen skrider frem, udviskes noget. Stenene maa saettes meget fast, og man begynder ikke nogen ny Etage, foer man er sikker paa, at det faerdige Lag ikke kan rokkes. Stenenes Overkant maa have en svag Heldning ind mod Hoejen, er en Sten af uheldig Form, kasseres den, eller man fjaerner med Hammer og Mejsel uheldige Fremspring, saa at Stenen bliver brugelig. I det hele maa man ved dette Opbygningsarbejde vaebne sig med Taalmodighed og ikke vente, at den Sten, man griber fat paa, just vil passe paa det Sted, hvor man foerst laegger den; ofte maa man proeve flere Sten i Rad, inden man finder den rette. Samtidig med Opbygningen maa man foretage en--i al Fald delvis--Paafyldning af tilberedt Jord i Mellemrummene mellem Stenvaeggen og Hoejen og mellem de enkelte Sten. Bag ved det nederste Stenlag boer man laegge et Lag Skaerver til Draen, inden man begynder at tilfoere Jord. Denne Paafyldningsjord maa hverken vaere for toer eller for vaad (man kan bruge den gammelkendte Proeve: tage en Haandfuld Jord og klemme den, giver den Vand fra sig, er den for vaad, falder den fra hinanden, naar man loesner Taget, er den for toer) og den maa pakkes fast, saa at man er sikker paa, at den ikke senere synker sammen, saa at der derved opstaar Hulheder her og der. Opbygning af stoerre Stenblokke eller Klippeblokke maa ske paa lignende Maade som anvist ved Grotter, men her har man jo ingen fast Vaeg at stoette Konstruktionen til. Man kan godt bygge en Klippeblok paa flad Jord, men vil dog som Regel hellere forme den omkring en stoerre eller mindre Jordforhoejning. Ogsaa kan man lade en eller flere af Stenhoejens Toppe afslutte med en saadan kompakt Stensamling. Grundfladen goeres uregelmaessig, og Opbygningen foregaar terrasseformet, saa at de hoejere liggende Sten springer tilbage i Forhold til de lavere. Ogsaa her maa Paafyldningen af god Jord ske samtidig med Opbygningen. Er en saadan Top anlagt i stor Maalestok, vil man ved Paafyldning af Jord i dens Indre kunne bruge Lerjord og Skaerver som Kaerne, men naermest udad mod Stenene, som der bygges med, maa man bruge god Jord, thi heri skal Planternes Roedder brede sig; smaa Blokke fyldes kun med god Jord. Af yderste Vigtighed er det, at hele Kaernen, hvad enten den bestaar af det ene eller det andet Materiale, goeres meget fast, saa at ingen Sammensynkning eller Forskydning af Stenblokken senere kan finde Sted. Udfyldningen af smalle Revner mellem Stenene maa udfoeres med stor Omhu og med aldrig svigtende Taalmod. Den kyndige _Farrer_ siger: "Se til at hver Sten er vel tilpakket med Jord straks fra Begyndelsen, for hvis De ikke goer det, efterhaanden som Stenhoejen bygges op, vil De (bagefter) aldrig kunne faa det gjort godt igen, men vil altid komme til at kaempe med Mangler her og der. Intet er mere fortvivlende end at proeve paa at skaffe Jord ind i et skjult Hul bag en stor Sten. Man maa famle sig frem, rage og stoede, og man faar Huden gnavet af Knoerne, og endda bliver Arbejdet ikke godt gjort. Og er Arbejdet ikke gjort godt fra foerst af, vil disse Hulheder foraarsage Planternes Doed, og for det andet vil Rotter, Mus og andre Skadedyr tage Bolig deri." Grunden til, at Planterne doer, naar en saadan Hulhed naas af Roedderne, er den, at disse derved udsaettes for Udtoerring. Hvor man paa Stenhoejens Skraenter har afbrudt den regelmaessige Skraaning ved en Afsats, kan der for staerkere at markere og stoette denne, anbringes en mindre Opstabling af Sten, her boer man dog ikke saette Stenene paa Enden, men laegge dem ned paa Fladen. Taette Stensamlinger kan ogsaa tilvejebringes ved mindre Midler og paa lettere Vis end den her anfoerte Opstabling. Paa skraa Flader eller smaa Forhoejninger, som har faaet den Form, man taenker sig, de skal have i faerdig Stand, _laegges_ Stenene ned i Flugt med Jordsmonet. Stenene graves noget ned i Underlaget, saa at de ikke kan skride ud, og Mellemrummene udfyldes med tilberedt Jord. Stenene maa laegges taet navnlig mod Toppen af Hoejene og anbringes om muligt med en brudt Flade udad mod Beskueren. De stoerre Rullesten, man har lagt til Side, anbringes paa Rygningen og Skraenterne af Volde eller paa Skraaninger og Flader, hvor man agter at indrette Vokseplads til Lyngvaekster. De skraaninger, som ikke er bleven besatte med Sten, vandrette Afsatser, Kloefter eller fladere Saenkninger mellem Forhoejninger eller Volde, skal nu ogsaa indrettes til deres Brug. For dem alle gaelder det, at de maa forsynes med et Lag Skaerver for at sikre Vandafledningen. Stenskredene, d.v.s. de Steder, hvor man har taenkt sig at plante de Arter, som i Naturen vokser i nedrullede Sten, altsaa et meget loest Materiale, boer have et rigeligt Draenlag, medens Kloefterne og de Partier, der skal huse Engplanterne, kan noejes med et mindre dybt Lag; har man gennem en Kloeft Afloeb fra et Moseparti eller fra et lille Kildevaeld, maa Afdraeningen dog goeres noget kraftigere end ellers. Foroevrigt maa man regulere Skaervelagets Maegtighed efter Stedets Beliggenhed paa Stenhoejen og efter dets stoerre eller mindre Fald. Paa Skraaninger goeres Draenlaget mindre end paa Flader, og ligeledes maa man i de lavere Dele af Stenhoejen oege Draenets Maegtighed, navnlig naar Afloebsforholdene fra Stenhoejen ikke er fuldt tilfredsstillende. Det er mindst lige saa meget om Vinteren som om Sommeren, at Draenet skal goere Nytte, for at bortlede den rigelige Vaede, som samles i denne Tid, da Fordampningen fra Jordoverfladen er ringe, og Planternes Forbrug ogsaa er sat ned paa et Minimum. Man maa derfor soerge for, at Draenlaget er saa godt, at det kan holde Anlaegget passende toert om Vinteren. Inden man begynder Paafoerslen af Skaerverne, maa man beregne, hvor meget disse vil fylde i Forbindelse med det Jordlag, som derefter skal paafoeres, og hvori Planterne skal vokse; undlader man dette, risikerer man let, at Jordsmonet, naar man er faerdig, er blevet for hoejt i Forhold til Omgivelserne, og Arbejdet maa goeres om. Det foerste Lag Skaerver, man paafoerer, goer man vel i at grave ned i Underlaget, hvorved man opnaar, at Draenet kommer til at virke dybere ned. [Illustration: Fig. 50. Kunstigt opbygget Stenblok i Botanisk Have.] _Jordbundsforholdene_. Det er af Vigtighed, at det Jordsmon, som Planterne skal plantes i, er gunstigt for deres Trivsel, og at man ved tilberedningen deraf har de forskellige Planters Tarv for Oeje. Som Regel vil den Muldjord, der findes paa Stedet, og som man har afgravet og samlet, inden Omformningen af Terraenet paabegyndtes, ikke kunne bruges i ublandet Stand, men det hyppigste vil vel ogsaa vaere, at man af oekonomiske Hensyn maa bruge en Del af denne Jord til Indblanding i andet Materiale. For at kunne tilvejebringe gode Jordblandinger anskaffer man sig et Oplag af foelgende Jordarter: Lyngjord, Mosejord--ogsaa Toervestroeelse kan eventuelt anvendes--Bladjord og, hvis den oprindelige Muldjord er let, da tillige Graestoervejord fra svaer Jord. Endvidere Grus, fint knuste Kalksten eller Murgrus og fine Granitskaerver. Visse Planter er mere kalkfordrende end andre, ja nogle Forfattere haevder, at Planterne kan deles i kalkfordrende og kalkflyende Arter, og at der endog ofte til visse kalkyndende Planter svarer andre naerstaaende Arter, som er kalkflyende; i Naturen skulde disse to Slags Planter som Foelge af deres saerlige Krav til Jordbunden aldrig forekomme blandede, men al Tid hver Gruppe paa sin Lokalitet. Saaledes angiver _Robinson_, der har en Liste paa c. 70 Kalk-Planter og nogle flere Granit-Planter, at _Rhododendron hirsutum, Daphne eneorum_ og _Pulsatilla alpina_ vokser paa Kalkbjerge, medens _Rhododendron ferrugineum. Daphne striatum og Pulsatilla sulphurea_ vokser paa Granitunderlag. Selv om dette nu ikke skal tages saa alvorligt, at man altid kan betragte Kalk som Gift for Planter fra Granitbjaerge, saa kan man dog ikke se helt bort fra denne Forskellighed hos Planterne, og enhver Oplysning om Planternes naturlige Voksested er af Betydning for Stenhoejs-dyrkerne. Hvis man til sin Stenhoejs Opbygning har brugt saavel Granit som Kalksten, goer man derfor vel i ogsaa at tilberede Jorden forskelligt paa de to Steder, saa at man ikke blander Kalkelementer i den Jord, som laegges paa Granitafdelingen, medens man giver en rigelig Tilsaetning af dette Materiale paa den Afdeling, der er bygget af Kalksten. Ved man intet om Planternes Krav i saa Henseende, kan man jo proeve sig frem, plante enkelte Individer paa hver sin Afdeling og se til, hvor Planterne udvikler sig bedst. Sandsynligst er det dog, at Jordbundens rette fysiske Beskaffenhed er mindst ligesaa vigtig som dens kemiske. Med andre Ord, at der for Planternes Trivsel maa tages fuldt saa meget Hensyn til, at de faar en Jord, som er passende gennemtraengelig for Roedderne og af en passende Fugtighedsgrad for de paagaeldende Planter som til, at Jorden indeholder saa og saa mange Procent Kalk. Til Paafyldning i Revnerne og de stoerre Mellemrum paa Stensamlingerne samt til Jordlaget paa Stenskredene bruges en let Jord bestaaende af Mosejord blandet med lidt af den oprindelige Muld samt Grus og fine Granitskaerver. Til Smaalavninger, hvor Engplanterne skal vokse, bruges Mosejord blandet med lidt Grus og en Del af den oprindelige Muldjord, til Kloefterne benyttes en lignende Blanding, og i disses nedre Dele, i Bunden af skyggede Grotter samt paa andre Partier, hvor man vil dyrke Skovplanter, tilsaettes yderligere Boegebladjord. Lyngpartierne faar grusblandet Lyngjord; har man ikke Adgang til at skaffe denne Jordart, maa man anvende Jord fra Lyngmoser med en Indblanding af lidt rigeligere Grus. 1 Kalkafdelingerne tilsaettes, som naevnt en Del knust Kalksten eller Murgrus. _Stenhoejens Tilplantning_. For at kunne tilplante en Stenhoej tilfredsstillende maa man kende noget til de Planter, man vil dyrke. Vel kan man laese sig en Del til, men bedre Kundskab om Arterne vil man dog erhverve sig ved at studere andre Stenhoejsanlaeg. Her kan man goere mange Iagttagelser, se de Fejlgreb, der er bleven begaaede, og derefter vare sig for at goere de samme Fejl om igen, man vil kunne se de gode Resultater, som er opnaaede, og soege at efterligne de Kaar, den og den Plante her er lykkedes under. Ja, man kan jo endog faa Lejlighed til at kritisere de rosende Udtalelser, som Boeger og Kataloger, Gartnere eller ens Venner har fremfoert om denne eller hin Plante, og se, om det virkelig passer, at denne "ikke boer savnes paa nogen Stenhoej" eller hin "er af glimrende Virkning plantet i store Masser". Smagen er jo saa forskellig, at man aldrig er sikker paa om det, andre roser som noget saerlig godt, netop vil falde i ens egen Smag. Man maa foroevrigt heller ikke vente al Tid at opnaa samme Resultat, som man ser naaet andet Steds, de lokale Forhold har ofte meget stor Indflydelse; men mislykkedes nogle Arter, kan man til Gengaeld glaede sig til, at andre maaske netop vil lykkes bedre paa den Stenhoej, man selv har anlagt, end paa dem, man har lagt til Grund for sine Forstudier. Her kan saaledes naevnes, at _Max Kolb_ ved Beskrivelsen af _Hutchinsia alpina_ skriver: "Saa almindelig (i Bjaergene) denne Plante end er, saa lykkes den ofte ikke godt og gaar gaerne til Grunde", medens den i Botanisk Have i Koebenhavn regnes for at vaere en af de villigste; og om _Polygonum vaccinifolium_, der sidstnaevnte Sted naermest maa kaldes lunefuld og absolut maa have en god Plads, siger _Robinson_, at "den formeres let ved Deling og Stikning, trives i almindelig Havejord og passer til Skraenterne og de mindre vigtige Steder paa Stenhoejen." Vigtigt er det ogsaa ved disse Studier paa andre Stenhoeje at laegge Maerke til, _hvor_ den eller den Plante "goer sig" bedst, om den udvikler sig bedst til sin Fordel klemt inde mellem Sten i en vandret eller lodret Revne, eller om den ser bedst ud imellem loese Smaasten, om den trives bedre i et lille Engparti end i en Kloeft, og om den syner bedst betragtet fra oven eller fra neden, Man maa goere Iagttagelser angaaende Planternes Krav til Vokse-Areal, om det er Planter, der breder sig raskt eller om den aarlige Tilvaekst kun er ringe. Til Plantningen bruges helst smaa Planter. Disse vokser lettest. Synes de Blokke, man har indkoebt, at vaere for store, maa man se efter, om det er en Art, som let lader sig dele, og er dette Tilfaeldet, boer man straks partere den, man har da ikke alene flere Chancer for een, at Planten skal vokse, men tillige faar man i samme Koeb et stoerre Stykke af sin Stenhoej tilplantet. Af Plante-Arter, som ikke taaler Deling, maa man vogte sig for at faa store Individer. Nogle Planter har lange piskformede eller dog svagt forgrenede Roedder (mange Baelgplanter). Disse Planter lader sig ikke dele; de kan tillige vaere vanskelige at plante, da Roedderne paa Grund af deres Laengde kraever et dybt Plantehul; en Indkortning eller Sammenbukning af Roedderne er ikke heldig, taales i mange Tilfaelde slet ikke af Planten. Derimod kan alle Planter med taet og rigt forgrenet Rodnet godt taale Rodbeskaering, og denne Indstudsning boer foretages, da Plantningen foregaar lettere, naar Rodmassen er mindre. Stenhoejsplanter maa plantes med megen Omhu, navnlig gaelder det om at trykke Jorden godt omkring Planten, saa at Roedderne straks omsluttes fast af Jord og Smaasten. Ved Omtalen af Stenenes Anbringelse er det naevnt, at Jorden skal pakkes ind i alle Hulheder og Revner. Ved Plantningen gaelder samme Regel, man maa hele Tiden passe paa, at Jorden, som man fylder ned om Roedderne, baade ligger fast til disse og til Stenvaeggene. Tilplantning af Grottevaegge og Klippeblokke er den vanskeligste. Revnerne er ofte ganske smalle, saa at det er et stort Taalmodighedsarbejde at faa Jorden fyldt ind omkring Roedderne; som naevnt skal der gaerne vaere Smaasten i Jordblandingen, disse Smaasten kommer let i Klemme og haemmer den videre Paafyldning af Jorden. Og volder de vandrette Revner Bryderier, er de lodrette endnu vanskeligere at beplante, Thi her mangler det faste Underlag, som man dog har ved de vandrette Revner. Man maa derfor ved Tilplantningen af disse lodrette Spalter klemme Sten ind deri, som kan tjene som Hvilepunkt for Planten, man vil anbringe, og for yderligere at goere et saadant Sted til et fast Stoettepunkt, kan man faestne den indsatte Stenkile med Cement. For at goere Cementen saa lidet synlig som muligt, knuser man noget af den Stenart, man har bygget med, til meget fine Skaerver og trykker en Del af disse ind i den endnu fugtige Cement. [Illustration: Fig. 51. Parti af Botanisk Haves Stenhoeje.] Man maa vel vogte sig for at faa sin Stenhoej for regelmaessigt tilplantet. Uregelmaessighed og Uensartethed er jo allerede givet eller tilstraebt i selve Konstruktionen, der vilde da ingen Mening vaere i at udviske dette ved en altfor regelmaessig og ensartet Tilplantning. Det gaelder jo foerst og fremmest at give Planterne de bedste Vaekstbetingelser, men tillige maa man jo give dem den bedste Baggrund og tage Hensyn til de enkelte Arters Voksemaade. Pudeplanter skal ikke plantes taet og i store Klynger, de skal ses enkeltvis eller faa sammen, saa at den enkelte lille Plante viser sig. Rosetplanter og visse Pudeplanter tager sig bedst ud mellem Sten og plantes derfor i store Klippeblokke. Taeppeplanterne saettes sammen i stoerre Maengde og isaer paa store Flader, de goer sig jo netop paa denne Maade; er det Arter, som hurtigt breder sig, kan Arealet, der skal indtages af en eller anden Art, dog godt beplantes spredt, men al Tid uregelmaessigt; saet ikke Planterne i Rader og Geledder som i en Koekkenhave! Foroevrigt kan Taeppeplanter ogsaa vaere af ypperlig Virkning, naar de er plantede over en lille Stenknold; Planterne vil da efterhaanden brede sig over hele Knolden og daekke den, saa at kun en enkelt Stenspids traeder frem af det groenne. Straks efter at man har beplantet en Klippeblok, en Top eller en Flade, belaegges den fri Jord mellem Planterne med fine og grove Skaerver. Disse tjener dels til at holde paa Jorden, at den ikke saa let skyller bort, dels bidrager de til at holde paa Jordens Fugtighed. I Stenskredene maa dette oevre Lag af loese Sten vaere noget rigeligere end andre Steder paa Anlaegget, og man bruger her helst Stenflager eller soerger for at idet mindste en Del af Stenene har denne Form. I Engpartierne og Kloefterne saavelsom i Bunden af Grotterne anvendes en Belaegning med Skaerver kun i ringe Grad eller slet ikke, men for at lette Faerdslen for den, der passer Stenhoejen, maa der her og der ligge nogle stoerre, flade Sten til at traede paa. Er Stenpartiet stort anlagt, kan man endda enkelte Steder foere en Gang over et Engparti eller over en bredere Kloeft ved at laegge et Par Raekker af store, flade Sten, hellere maa man lade en slidt end en nylig brudt Flade vende opefter. Man boer goere sig det til Regel foerst at tilplante Stenhoejsspidserne, Smaatoppene og Blokkene, dernaest Skraenterne og Lavningerne. Vanding af det plantede sker umiddelbart eller kort efter Tilplantningen, bortskylles derved Jord og Smaasten, maa man fylde lidt efter. Er Vejret toert, vandes i den foerste Tid dagligt, indtil Planterne har taget godt fat. Omplantning af Stenhoejen maa af og til finde Sted. Denne foretages bedst partielt, saaledes at man hvert eller hvertandet Aar tager en Del af Anlaegget under Behandling. Det synes navnlig, at de Planter, der her er betegnede som Pude-Taeppeplanter, ynder eller tiltraenger Omplantning, for at de skal se friske og livskraftige ud. Herunder kommer isaer de almindelige fintloevede _Saxifraga_-Arter, _Aubrietia_, forskellige _Arabis_ og mange andre. Forsoemmes Omplantning bliver disse Taeppeplanter tynde eller visne i Midten og holder sig kun friske i Udkanten. Men det er ligefrem forbloeffende at se, hvor hurtigt nyomplantede Planter tager fat i den friske Jord, og hvor sunde og yppige de ser ud blot en Maanedstid efter Plantningen. Andre Taeppeplanter opfoerer sig ikke som de ovennaevnte, men vedbliver at vaere friske helt igennem; dette er navnlig traeagtige Arter som _Salix retusa_; er Omplantningen af en saadan Plante, der er godt i Vaekst, ikke paatraengende noedvendig--for Eks. paa Grund af en _Omlaegning_ af Stenhoejen,--boer man ved Omplantningen gaa uden om den. Ligeledes vil Stenhoejens Smaabuske som Regel ikke behoeve Omplantning, men maaske af og til Fornyelse, hvis de er bleven for store i Forhold til Omgivelserne, Det er da isaer Planterne paa Skraaningerne, i Lavningerne og paa de mindre Stensamlinger, som boer omplantes. De store Stenblokke boer helst lades uroerte saa laenge som muligt, fordi Tilplantningen af disse er noget omstaendelig, men ogsaa fordi en stor Pudeplante eller Rosetplante, som er vokset rigtig fast til Stenene, ikke taaler Omplantning, eller i alt Fald lider meget derved. En partiel Omplantning kan dog her ogsaa vaere noedvendig. Her taenkes paa de Fornyelser, som bliver noedvendige ved at nogle Planter _(Saxifraga mutata, Saxifraga longifolia, Carlina acanthifolia_ o. a.) doer efter Blomstringen. Allerede ved foerste Plantning maa man have disse Planters kortvarige Liv i Minde, saa at man saetter dem paa Steder i Klippeblokken, hvor Omplantning bliver forholdsvis let. _Moraenebede_. Det er foer anfoert, at visse Alpeplanter er meget vanskelige at dyrke; dette gaelder da navnlig Arterne fra de hoejeste Fjaeldtoppe og dem, som vokser paa Moraenerne. Det ligger da naer at formode, at man, saafremt man kunde efterligne de ejendommelige klimatiske Kaar og Jordbundsforhold, som de lever under, vilde kunne faa dem til at lykkes i Kultur. Det gaelder altsaa at skaffe Planterne en Jordbund af muldfattig Beskaffenhed, rigelig Tilfoersel af koldt Vand om Sommeren og temmelig toer Jordbund om Vinteren. I England har man da i de senere Aar konstrueret de saakaldte "Moraenebede" til Kultur af disse Planter. Paa en svagt skraanende Flade graver man en Fordybning godt 1/2 m dyb. Bunden og Siderne beklaedes med en Kappe af Cement, Bassinets oevre Rand skal have samme Fald som den Flade, det er konstrueret i. Paa det laveste Sted i Bassinets Bund anbringes inden Stoebningen en Flaskehals, som saaledes kan give Afloeb for det Vand, der samler sig i det stoebte Bassin. Dette fyldes nu med Sten, store i Bunden, aftagende opefter, saa at det oeverste Lag bestaar af ganske fine Skaerver. Heri anbringes Planterne. I Flaskehalsen indsaettes en Prop udvendig fra. Ved den oevre Rand af Bassinet laegges et perforeret Roer, som er sat i Forbindelse med Vandledningen; herfra maa Vandet flyde ganske jaevnt hele Sommeren. Tilloebet maa vaere staerkere end Fordampningen, saaledes at der bestandig loeber Vand over den nedre Rand af Bassinet. Hen paa Efteraaret lukkes af for Vandet, og nu uddrages Proppen af Flaskehalsen, hvorved Bassinet toemmes for Vand, og Stenmassen bliver ret toer. Selvfoelgelig maa Cementrandene skjules ved, at der laegges stoerre Sten over dem, ligeledes maa man for at bryde Ensformigheden ved Bedets Overflade henlaegge stoerre Sten her og der. Det Vand, der loeber bort fra Moraenebedet Sommeren igennem, boer man lede videre gennem Stenhoejsanlaegget, lade det risle nedover som et mindre Vandloeb for at ende i en Eng eller en Kloeft. Om man vil, kan man bygge Moraenebedet i 2 Etager som 2 Bassiner, det ene over det andet; det overfloedige Vand fra det oevre loeber da ned og befugter det nedre Bed. _Murhaver_. Paa gamle Mure--og ikke mindst paa Ruiner--traeffer man ofte en ret yppig Vegetation. Det er saaledes en bekendt Sag, at den lille Bregne _"Murrude"_ vokser frodigt paa Kronborgs Mure. Ved foerste Oejekast ser det maerkeligt ud, at Planterne kan trives under saadanne Kaar, men taenker man naermere over Sagen, er det jo i og for sig ikke maerkeligere, end at Planterne vokser i de stejle Klippesider, thi Murene er jo mindst ligesaa poroese som Grundfjaeldene. Det har endog vist sig, at Planter, som vanskelig trives paa Stenhoej, lykkes, paa Mure. Det er da intet Under, at man sine Steder ligefrem har opfoert Mure udelukkende eller dog for en Del beregnede paa Beplantning. (Se Figurene 13, 14, 15 og 16.) _Correvon_ omtaler udfoerligt og roser meget disse Murhaver. En Mur, som han selv har i sin Have, _"Floraire"_, er 28 m lang, 2,10 m bred og 1,40 m hoej, den er bygget af haardtbraendte Sten og loeber i Retning SOe.-NV., den har altsaa sine Flader vendte mod NOe. og SV., har saaledes en Solside og en Skyggeside, en Fordel man kan sikre sig, naar man bygger en Mur alene til dette Formaal; paa en Mur, der forud eksisterer, som er opfoert med andet Formaal, og som man faar til Opgave at beplante, vil ofte kun den ene Side vaere fri. _Correvon_ giver Fortegnelse over de Planter, som Aaret igennem blomstrer paa denne Mur, ordnet efter Blomstringstiden; Listen indeholder flere Hundrede Navne. Konstruerer man selv sin Mur, har man jo yderligere den Fordel at kunne give den Indmad d.v.s. en Blanding af Jord, Kalkgrus og Sten. _Pottekultur_. For dem, som har endnu ringere Plads end en Stenhoej fordrer, kan det vaere et Substitut at dyrke en Samling Alpeplanter i Potte, og denne Kulturmetode kan ogsaa vaere nyttig for dem, der har Stenhoej, idet de da i de pottedyrkede Individer har en Reserve at ty til, hvis enkelte Planter skulde gaa ud paa Stenhoejsanlaegget. Man anskaffer sig foruden den almindelige Slags Potter to andre Slags, et Saet, der er smallere og dybere, og et, der er fladere og bredere, i de dybe dyrkes Pudeplanter og i det hele Planter med dybtgaaende Roedder, de flade forbeholder man Taeppeplanterne. Man kan her ofre noget mere paa Jordblandingen, da det er saa ringe Kvanta, der bruges, og man anvender derfor udelukkende Mosejord, Lyngjord, Graestoervjord, Bladjord, Kalkgrus, Grus og fine Skaerver. Man planter meget fast; i Bunden af Potten laegges et Lag Potteskaar. Potterne nedgraves paa et Grusbed og vandes rigeligt Sommeren igennem; Gruset udenfor Potterne holdes ogsaa staerkt fugtigt, Fordampningen herfra vil bringe Koelighed og Friskhed til Potteplanterne. Om Vinteren holdes de i dybe Karme, nedgravede i Grus. Imellem Karmene laegges Kulaske eller lignende Materiale, som afleder Vandet godt. Karmene daekkes med Vinduer, naar det er staerkt fugtigt Vejr, men der luftes rigeligt. Bliver det Frost, lukkes Vinduerne til, og der daekkes med Maatter og Lemme. Ved indtraedende Toevejr afdaekkes igen. _Pasningen af Stenhoejen Aaret rundt_. Naar Aaret lakker mod sin Slutning er det Tid at taenke paa Stenhoejens Daekning. Enkelte silkehaarede eller filthaarede Planter, som ikke taaler for megen Vaede paa Bladene, vil man med Fordel kunne beskytte ved Hjaelp af et lille Glashus bestaaende af fire Sideplader med en Overligger, der maa skraane lidt, saa at Vaeden kan loebe af den; der maa ogsaa vaere en Aabning mellem Siderne og Taget, saa at Luftcirkulation stadig kan finde Sted. Denne Tildaekning kan passende ske, naar Efteraarets bestandig vaade og graa Dage indfinder sig. Visse kaelne Planter kan man ogsaa beskytte mod Vinterens Vejrlig ved, naar den foerste Frost er i Vente, at tildaekke dem med skarpt Grus. Disse to Beskyttelsesmaader bliver dog rent lokale. De fleste Stenhoejsplanter er i deres Hjemstavn daekkede af et lunende Snelag, som goer, at Jorden ikke fryser i nogen betydelig Dybde; men her i vort Klima ligger dette naturlige Daekke kun rent undtagelsesvis i et laengere Tidsrum. Spoergsmaalet er da, om man kan skaerme sine kaere Stenhoejsplanter mod staerk Barfrost, saa at man paa en Maade erstatter Sneen. Desvaerre lader dette sig ikke goere, i al Fald kun i ringe Grad. Men et Lag af Granris, over hele Stenhoejen goer dog sin Nytte, det haemmer i en vis Grad Udstraalingen og skaermer noget mod de bratte Temperatursvingninger. Mest Gavn goer Granrisdaekket paa Slutningen af Vinteren, naar Solens Lys og Varme vil lokke Planterne til en for tidlig Vaekst, og ligeledes vaerner det de stedsegroenne Planter mod den skarpe Foraarsvind, der let foraarsager en for staerk Fordampning fra deres Loevvaerk. Tildaekningen med Granris finder bedst Sted ved Juletid, men frygter man staerk Frost i den tidligere Del af December, maa man hellere fremskynde Tildaekningen. Kommer der et Snedaekke, er Planterne foerst ret hjulpne. Vinteren igennem er der intet at goere ved Stenhoejen. Og dog! Hvis der indtraeder milde Perioder, som tegner til at blive af nogen Varighed, er det gavnligt at mindske Daekket paa Stenhoejen her og der, navnlig boer man taenke paa de stedsegroenne urteagtige Arter som visse _Saxifraga, Hutchinsia_, enkelte _Sedum_. nogle _Veronica_ o.s.v., thi selv om det er Vinter, er der dog en vis Grad at Livsvirksomhed til Stede. De bortfjaernede Granris samles i Bunker for atter at laegges over Planterne, saa snart Frostvejr indfinder sig. [Illustration: Fig. 52. Digitalis. Denne Plante kan under store Forhold anvendes paa en skygget Del af Stenhoejen. Man saar den paa Stedet.] Afdaekningen om Foraaret maa finde Sted gradvis, og man boer saa vidt muligt vaelge Graavejrsdage til dette Arbejde for ikke at udsaette Planterne pludseligt for Solens Indvirkning. Men nu kommer samtidig et af Aarets vigtigste Vedligeholdelsesarbejder. Frosten har Vinteren igennem, trods Daekning, virket paa Jorden, den har loeftet de smaa Sten, som ligger omkring Planterne, ja selve Planterne, navnlig dem, der er plantede det foregaaende Efteraar er haevede op af Jorden, saa at Roedderne er blottede. Forsoemmer man ret laenge at faa dette bragt i Orden igen, vil de loesnede Planter doe af Toerke eller i al Fald svaekkes i betydelig Grad. Derfor skrider man til det Vaerk, mens der endnu er rigeligt af Fugtighed til Stede, at trykke Jorden fast igen. Ofte maa man tage fat paa dette Arbejde, inden man helt har afdaekket Stenpartiet, men man soerger omhyggeligt for, at ingen Del af Stenhoejen forbigaas. Man fjerner saa Granrisene fra et mindre Parti, goer dette i Stand og laegger nogle af Granrisene over igen. I en Kurv eller Kasse foerer man lidt frisk Jord med sig for at kunne fylde efter i de Revner, som maatte vaere opstaaede ved Regnskyl Vinteren igennem. Efterhaanden som Foraaret skrider frem, kan man fra Grotter og Kloefter bortfjaerne Loev, som er foeget sammen der, hvis det virker uskoent eller er hobet op i for store Maengder; ligeledes kan man afpudse de gamle Bregneblade eller andet Loevvaerk, man har ladet sidde for at virke beskyttende Vinteren igennem. Nu bryder det alle Vegne, og en Stund kan man blot fryde sig over sin Stenhoej, og hver Dag se en ny Plante udfolde sine Blomster, men snart kalder Arbejdet igen. Foraarets toerrende Luft goer sin Virkning, og Vanding bliver noedvendig enkelte Steder. Har man et kunstigt Kildevaeld i sit Stenhoejsanlaeg eller et Moraenebed, maa der lukkes op for Vandet. Snart straekker Vanding med Vandkande ikke til, der maa sproejtes dagligt, i al Fald naar Vejret er toert. Sproejtningen skal ikke indskraenkes til Planterne alene, Stenene og Gangene oversproejtes, de sidste ikke mindst, thi derved bidrager man til at sprede Friskhed og Koelighed over hele Anlaegget. Vil man have et saerlig godt Vandingssystem, kan man over hele Stenhoejs-partiet lade laegge Vandroer med mange fine Bruseapparater, hvorfra Vandet kan fordeles stoevfint. Nu har de foerste af Stenhoejens Foraarsbebudere allerede visne Blomster, disse maa fjaernes, hvis man da ikke agter at samle Froe af dem. Efter staerke Regnskyl maa man med Jord og Sten udfylde de Render, det nedstroemmende Vand har dannet sig, ogsaa Gangene maa efterses og repareres. Saaledes gaar Sommeren med Afpudsning, Vanding og Reparationer. Man maa ogsaa stedse goere sine Iagttagelser med Hensyn til Planternes Vaekst og Udvikling, holde Oeje med dem, som vokser for staerkt for i Tide at kunne haemme dem i Vaeksten; ofte kan Forholdet dog vaere saadant, at det er rigtigere at lade den Plante, der foeler sig vel paa Stedet og er ved at blive smuk og kraftig, beholde Pladsen, medens den svagere maa fjaernes og saettes hen paa en for den gunstigere Plads. Man maa i det hele maerke sig, hvilke Planter, der synes at have faaet en uheldig Plads, hvilke der staar for toert eller for lyst, for fugtigt eller for skygget, saa at man senere, naar Omplantningstiden indtraeder, kan rette de Fejl, der er begaaede. Hele Aaret, men dog mest om Sommeren, har man at kaempe mod nogle Fjender af Dyreriget, hvilke man maa soege at bekaempe paa bedste Maade. Muldvarpen er her som i den oevrige Have en ubehagelig Gaest, som man maa forfoelge ihaerdigt. Mus og Rotter saetter af og til Bo i de Stensaetninger, hvor de kan finde en Hulhed; jo bedre Grottevaeggene og Klippeblokkene er byggede op, des vanskeligere kan disse Dyr finde et passende Sted til deres Bolig. Solsorten er vel nok den ubehageligste Gaest blandt Fuglene, hvis man da ikke er saa letsindig at lade sine Hoens gaa om i Haven. Solsorten ynder at rode og hakke i Planternes taette Puder og Taepper for at soege efter Insekter og Orme, og nyplantede Partier, som har haft Besoeg af denne Fugl, ser soergelige ud. Hvis man ikke naenner at skyde denne Gaest, har man naeppe andet at goere end at finde sig i dens Oedelaeggelser. Og af de lavere Dyr har man Snegle, Knoporme. Myrer, Jordlopper, Baenkebidere og andet Utoej at bekaempe. Snegle uden Hus (noegne Snegle) er isaer slemme efter Planter med tykke eller koedede Blade, saasom forskellige Primula-Arter, de ynder ikke Kalk, og for at haemme deres Angreb an vender man andetsteds en Udstroening af pulveriseret Kalk; da saa mange af Stenhoejens Planter er kalkyndende, vil en saadan Udstroening, i al Fald omkring de kalkyndende Planter, kun kunne goere Gavn. Myrer er meget ubehagelige Gaester, de laegger med Forkaerlighed deres Tuer midt op i en Taeppeplante eller Pudeplante. Man maa for at udrydde dem afgrave og bortfjaerne en stoerre Del af Jordmassen, som man erstatter med frisk Jord. Myrerne kan ogsaa fanges ved i Tuerne at nedlaegge en Svamp dyppet i Honning eller Sukkeroploesning; Dyrene vil da krybe ind i Svampens Hulheder, naar denne er fyldt, kastes den i en Spand med kogende Vand; gentages denne Proces Gang paa Gang, kan man helt rense en Tue for dens Beboere. Knoporme efterstraeber de finere Nellikearter, Primula og mange andre af de bedre Stenhoejsplanter. Man maa, saa snart man har opdaget deres Tilstedevaerelse, gennemrode Jorden tidlig om Morgenen og afsamle saa mange af disse Skadedyr som muligt. Baenkebidere er Natdyr og gemmer sig om Dagen i moerke Huller. Henstiller man paa Stenhoejen udhulede Kartofler eller Roedbeder--med Hulheden nedad--vil Baenkebiderne soege til disse og gemme sig der, om Morgenen kan man da ryste dem ud og draebe dem. Regnorme, hvis Tilstedevaerelse ellers er oenskelig i Naturens Husholdning, er ikke til nogen Gavn for Stenhoejen. Jorden bliver ved deres Virksomhed og ved deres Aflejring af Ekskrementer mindre behagelig for Alpeplanternes Roedder at arbejde i; som egentlige Skadedyr kan man dog ikke opfatte dem. Med August begynder atter en travl Tid. Thi nu er det en gunstig Tid for Omplantning, hvad enten dette nu er de smaa Aendringer, der just er hentydet til, eller det er Generalomplantninger af stoerre Dele af Stenhoejen. Den rigeligere Nedboer, som falder i denne Maaned, og den kraftigere Nattedug er gunstig for dette Arbejdes Udfoerelse. I og for sig kan man omplante Stenhoejsplanter til enhver Tid af Aaret, naar blot Jorden ikke er frossen, men Planterne tager hurtigere fat, naar de omplantes i August, og de naar at faa rodfaestet sig inden Vinteren. Efter at Omplantninger og Nyplantninger er fuldendte, har man Resten af Efteraaret mest Renholdelse at taenke paa. Man maa soerge for, at man gaar Vinteren i Moede med en vel renholdt Stenhoej; der maa ikke findes Ukrudt noget Steds, thi saa har man det at kaempe imod straks i den travle Foraarstid. Visne Blade maa man ikke vaere for ivrig med at fjaerne hen paa Efteraaret, thi disse kan siddende paa Planten godt goere deres Nytte som et Slags Vinterdaekke. [Illustration: Naturlig Plantning med faa vaesentlig indfoedte Arter. Kun Arundo Donax (til hoejre) roeber at det hele er Menneskevaerk.] DEN DANSKE FLORAS VAND- OG STENHOeJSPLANTER af _Andreas Madsen_. I. VANDPLANTER. Paa Vandplanter er Danmark langt rigere end paa Klippeplanter. Udfra et havemaessigt Synspunkt goer det intet til Sagen, at der alene kan blive Tale om vore _ferske_ Vandes Blomsterverden, eftersom Havets Plantevaekst ikke ejer blot en Art som er under Dyrkning. Havfladen er ganske blomsterloes, kun fladbundede Kysters Brakvand daekkes sine Steder af _Flydende Vandranunkel's_ hvide Blomstermylder. Vore vildtvoksende Vandplanter omfatter derfor i gaengs Sprogbrug udelukkende de Arter som traeffes i Soeerne, Aaerne, Baekkene, helt ned til Toervegrave og Vandhuller. Mange iblandt dem, forholdsvis flere end af Landjordens indenlandske Flora, er saa smukke og statelige, at vi ogsaa lader deres Blomster og Blade smykke Havernes Vandpartier. Andre har vi derimod god Grund til at betragte med mindre velvillige Blikke, maa afgjort holdes baade fra Haverne hvor de kun optraeder som Vandukrudt, fuldt saa ondartet og vanskeligt at udrydde som Landjordens. Et Eksempel herpaa er den kendte, oprindeligt amerikanske Art _Vandpest, Elodea canadensis_. For ikke at tale om _Andemad_. Kun Arter der lader sig til Syne oppe i Luften enten med saavel Blomster som Blade eller dog med Blomsterne alene, har vi nogen Glaede af at indlemme blandt Havernes Kulturplanter, Den, ioevrigt faatallige Gruppe, hvor _hele_ Planten til enhver Tid er nedsaenket i Vandet, _Hornblad, Vandkrans, Brasenfoede, Vandpest_, foruden enkelte andre, er lidet egnede til andet end Stueakvarier, gennem hvis Glasvaegge Planterne kan ses ogsaa fra Siden. De Vandplanter hvis Blade svoemmer eller rettere flyder i Vandspejlet og hvis Blomster enten goer det samme eller dog gror saa lavt at ogsaa de synes flydende, er derimod en Afdeling som taeller mange udmaerkede Arter, i hvis Spidse vi afgjort boer saette de to, danske Vandplanter som i alle Maader fortjener at indlede vor Skildring, den _hvide_ og den _gule Aakande_.