The Project Gutenberg EBook of Vand- og stenhoejsplanter en vejledning for havevenner, by G.N. Brandt (red.) Copyright laws are changing all over the world. Be sure to check the copyright laws for your country before downloading or redistributing this or any other Project Gutenberg eBook. This header should be the first thing seen when viewing this Project Gutenberg file. Please do not remove it. Do not change or edit the header without written permission. Please read the "legal small print," and other information about the eBook and Project Gutenberg at the bottom of this file. Included is important information about your specific rights and restrictions in how the file may be used. You can also find out about how to make a donation to Project Gutenberg, and how to get involved. **Welcome To The World of Free Plain Vanilla Electronic Texts** **eBooks Readable By Both Humans and By Computers, Since 1971** *****These eBooks Were Prepared By Thousands of Volunteers!***** Title: Vand- og stenhoejsplanter en vejledning for havevenner Author: G.N. Brandt (red.) Release Date: November, 2005 [EBook #9264] [Yes, we are more than one year ahead of schedule] [This file was first posted on September 16, 2003] Edition: 11 Language: Danish Character set encoding: ISO Latin-1 *** START OF THE PROJECT GUTENBERG EBOOK VAND- OG STENHOEJSPLANTER EN *** Produced by Miranda van de Heijning, Steen Christensen, Janet Kino and the PG Online Distributed Proofreaders. VAND- OG STENHØJSPLANTER EN VEJLEDNING FOR HAVEVENNER MED BIDRAG AF Overgartner _Jens K. Jørgensen_ Botanisk gartner _Axel Lange_ Havebrugskandidat _Andreas Madsen_ UNDER REDAKTION AF _G. N. Brandt_ [Denne tekst er baseret på udgaven udgivet i København, 1917] INDHOLDSFORTEGNELSE VAND- OG STENHØJSPLANTERNES ANVENDELSE VAND- OG MOSEPLANTERNES KULTUR af _Jens K. Jørgensen_ STENHØJSPLANTERNES KULTUR af _Axel Lange_ DEN DANSKE FLORAS VAND- OG STENHØJSPLANTER af _Andreas Madsen_ UDVALG AF VAND- OG MOSEPLANTER af _Axel Lange_ UDVALG AF STENHØJSPLANTER af _Axel Lange_ [Illustration: Fig. 1. Plantning at Vand- og Moseplanter langs en Bæk i en engelsk Have.] [Illustration: Fig. 2. Yndefuld Beplantning af en Søbred. (Kolding Planteskole).] VAND- OG STENHØJSPLANTERNES ANVENDELSE Det kan synes urimeligt at samle netop disse to Samfund af Haveplanter i eet Bind. Ingen botanisk, hverken systematisk eller biologisk Lighed knytter dem sammen, ingen gartnerisk Kulturmethode, ingen fælles Vækstbetingelser, tværtimod, de stiller diametralt modsatte Krav til Livet; det fysiske Milieu, der er Vækst og Trivsel for den ene Part, er Død og Fordærv for den anden. Det, disse Planter har tilfælles, og som berettiger til at behandle dem i samme Bind er det, at de mellem Havefolk har de samme Venner. Man kan være sikker paa, at den, der dyrker og samler paa Vandplanter, ogsaa er interesseret i Stenhøjsplanter og omvendt. Disse to Slags Planter stiller nemlig lidt særlige Krav til deres Dyrkere og Beundrere, ikke alene hvad det rent gartnerisk-tekniske angaar, men navnlig med Hensyn til Evne til at forstaa de levende Planters særlige Skønhed. Det disse ofte ikke særlig anseelige Planter byder paa er nemlig ikke saa meget en Skønhed i Former og Farver, men snarere den Skønhed, der ligger i selve Væksten. Det er Skønheden i det vegetative Liv, der er fælles for disse to Grupper, hvad enten den viser sig i Vandplanternes overdaadige Frodighed eller i en lille graa Sedums energiske Kamp om Pladsen paa Stenens Solside. Det er langt fra alle Blomstervenner, der har Sans for denne Side af Sagen; for mange ivrige Beundrere af Blomsterpragt er Plantelivets egentlige Skønhed en lukket Bog, og de ser kun Ukrudt, hvor de rigtige Plantevenner ser Værdier, som de ikke ønsker at bytte med et helt Udstillingsvindue af Pragtblomster. I enhver Plantes Vækst indeholdes en Fortælling. Hos nogle af de pragtfuldeste f. Eks. Azalea, Amaryllis, Georginer, Pelargonier og mange andre er denne Vækstens Fortælling ret triviel og kedelig, men hos Vand- og Stenhøjsplanterne er den derimod ualmindelig mangfoldig og morsom. Denne fælles Egenskab, denne fælles Karakter, der gør, at Vand- og Stenhøjsplanterne har de samme Venner, gør ogsaa, at de maa anvendes paa samme Maade, nemlig saadan, at de specielle Skønhedsværdier, som disse Planter rummer, kommer til deres Ret. [Illustration: Fig. 3, Stenhøjsplanter i lige Bede belagte med Faxekalkstensskærver. Smaagræsset mellem Fliserne er kommen i løbet af 3 Aar. (Hellerup Strandpark).] [Illustration: Fig. 4. Engelsk Hus med urimeligt overplantet Fliseterrasse. Selvsaaede Planter, som mellem Fliserne paa Fig. 3 er tilstrækkelig "Fugeplantning" i saadanne Tilfælde.] Der er, som alle ved, to stærkt afvigende, for ikke at sige helt modsatte Maader at anvende Planter paa, to Maader, som man med et Par gamle og daarligt dækkende Navne har kaldt den "architektoniske" og den "landskabelige". Det, der karakteriserer disse to Beplantningsmaader, er hverken noget egentligt architektonisk eller noget landskabeligt, derimod snarere det, at Plantningen i det ene Tilfælde skal have Karakteren af det _plantede_, i det andet af det _voksede_. Som typisk for Planter, der bedst behandles paa den første Maade, kan nævnes Roser, ikke mindst stammede, Tulipaner, Stokroser og næsten alle Slags Udplantningsplanter, og som typiske for det modsatte Beplantningsprincip kan man tage alle--bogstaveligt talt alle--Vand- og Stenhøjsplanter. Ingen af dem egner sig til at staa paa Rad, de maa absolut anvendes "landskabeligt". Dermed menes ikke, at de ikke kan anvendes i regelmæssige, architektoniske Havepartier; men selve Plantningen maa ikke være regelmæssig, den maa under alle Omstændigheder forblive "naturlig". [Illustration: Fig. 5. Vadestene over et beplantet Vandhul.] Rammen om Plantninger behøver ingenlunde at være landskabelig; tværtimod er den Brydning, mellem Natur og Kunst, mellem organisk og uorganisk, mellem løst og fast, blødt og haardt, mellem vokset og bygget, som opstaar ved Blanding af Architektur og naturlig Plantning er et af den moderne engelske Havekunsts om ikke mest kunstneriske saa dog mest populære Virkemidler, der iøvrigt nu ofte anvendes udover enhver fornuftig Grænse. Se Figur 4. [Illustration: Fig. 6. Flade Trædesten mellem Pudeplanter er praktisk og forlener Stenpartiet med en yderligere Charme.] Naar man skal angive, hvorledes Vand- og Stenhøjsplanterne skal anvendes for at komme til deres Ret, maa man altsaa henvise til den landskabelige Plantning, til den, der til en vis Grad efterligner den naturlige Voksemaade, som den eneste mulige, og man maa tilføje, at det at plante paa den Maade kan ikke læres af en Bog; Billeder kan hjælpe lidt, hvorfor der ogsaa er samlet saa mange, maaske overfladisk betragtet ensartede Billeder af naturlige Plantninger i denne Bog. Skriftlige Angivelser duer ikke. Vil man indfange noget af Naturens Ynde i sin Have, maa man selv ud og se, hvorledes Planterne trænges om Pladsen ude i det fri og saa plante derefter. Det er heller ikke saa svært, hvis der da ikke stilles for store Fordringer. Naar man kender sine Planter og deres Behov grundigt, saaledes at der vælges dem velegnede Pladser, saa trives de og finder sig til Rette mellem hverandre; det uligevægtige Præg forsvinder og afløses af den eftertragtede, men direkte uefterlignelige Naturlighed. De Fejl, der hefter ved den menneskelige Del af Arbejdet: Plantningen, dækkes og udsones ret snart af den ufejlbarlige Ynde, der følger med Naturens Del af Arbejdet: Væksten. [Illustration: Fig. 7. En "Grøft" i en Have ved Kbhn. Plantet i Maj, fotograferet i August s. A.] Det er betydeligt sværere at forme Rammen, selve det Haveparti, hvor man vil dyrke Vand- og Stenhøjsplanter. Her faar man nemlig ikke saa hurtig og saa afgørende en Hjælp af Væksten; paa dette Punkt vil de menneskelige Fejltagelser ikke saa let kunne dækkes. Der kan imidlertid lige saa lidt som ved Plantningen gives nogen almindelig Forskrift, ja, endnu mindre, eftersom Planterne og deres Egenskaber dog uforandret er de samme, medens næsten hver Plet Have har sine særlige Forhold, der maa tages i Betragtning. En Ting maa man bestemt fraraade, nemlig Forsøget paa uden virkelig dygtig Hjælp at forme noget egentligt architektonisk Arrangement. Forf. har aldrig set nogen Amatør slippe godt derfra. Vil man lave sig et Bassin, der skal være til Pryd i Haven, saa maa man ogsaa bekoste kunstnerisk Bistand og smukt Materiale i fagmæssig Udførelse; thi et Bassin har ikke det naturlige Kærs Bredder, hvis Plantevækst kan væve en dækkende Kærlighedens Kaabe over Formenes Synder. [Illustration: Fig. 8. Snit af "Grøften" Fig. 7. Bredden foroven er ca. 4 Meter.] Derfor vil den Haveven, der selv vil være med at forme sin Have- og for saadanne er denne Bog skrevet--i Reglen staa sig ved til sin Samling af Vand- og Stenhøjsplanter at vælge et landskabeligt Arrangement ikke alene, hvad der som nævnt er selvfølgeligt, af selve Beplantningen, men ogsaa af Rammen derom, af selve den paagældende Del af Haven. Dette er imidlertid vanskeligt at realisere tilfredsstillende. Opgaven, der stilles, er i Virkeligheden den samme næsten uløselige, der stilles Musæumsmanden, der skal bringe alle sine Skatte til deres Ret og dog søge at faa et tiltalende Hele ud deraf, og Resultatet er da ogsaa i Reglen det samme: Genstandenes respektive Planternes Mangfoldighed skaber den Uro og Smaatskaarenhed, der i lige Grad kendetegner Musæumsstuen og det lille Vand- eller Stenhøjsparti sammenlignet med Tingenes eller Planternes naturlige Opholdssteder. Selv de bedst arrangerede mindre Havepartier af denne Art savner--hvad enhver vil kunne overbevise sig om ved at gennemse denne Bogs Billeder--den simple Ro og Skønhed, som præger Naturen og ofte ogsaa større Anlæg med faa Plantearter. Interessen for selve Havens Udformning og Interessen for Planter, især naar den lægger sig for Dagen som Samlermani, er og bliver modstridende. Dette Modsætningsforhold kan ikke hæves; men naar Amatøren kender det og er klar derover, kan der dog gøres en hel Del for at skaffe lidt Ro i Planternes Ordning og i Havepartiets Udformning. Positive Angivelser af, hvorledes Vand- eller Stenhøjspartiet skal udformes og indføjes i Haveplanen kan ikke gives; her gælder det samme Raad som vedrørende Tilplantningen: Gaa ud og se dig om, ikke saa gerne i Naboens Have, men ude i det fri, se hvordan et lille Vandhul i en Eng er formet, eller hvordan de bevoksede Bredder af en Bæk ser ud, og form saa Haven over en eller anden Idé. Det gælder blot om at holde sig Opgaven klar; denne er ikke at efterligne Naturen, men--i vort Tilfælde--at skaffe naturlignende Voksepladser til Planterne, for at disse kan trives og faa Lejlighed til at udfolde deres Vækstejendommeligheder. Læseren vil maaske bebrejde Forf., at han i en Artikel med Overskrift: Vand- og Stenhøjsplanternes Anvendelse kun giver det Raad at danne Haven og beplante den efter Naturens Forbillede, og ellers overlader den skuffede Haveamatør til sit eget Studium af Naturen, kun udrustet med de negative Oplysninger, at Opgaven er vanskelig, og at der ikke kan gives almindelige Regler for dens Løsning. [Illustration: Fig. 9. Beplantet Kampestensdige, ca. 1 Meter højt. (Brostrøms Planteskole, Viborg)] Til Imødegaaelse af en saadan Bebrejdelse skal nedenfor anføres et Par "lette Eksempler" paa Udformning af et Vand- og Moseplanteparti og paa en Anvendelse af Stenhøjsplanter, et Par Eksempler, der selv om de naturligvis ikke direkte bør overføres til andre Forhold end de, hvorunder de er skabte, dog maaske kan hjælpe en og anden Haveven lidt paa Gled. Ved samme Lejlighed kan der maaske slaas til Lyd for en af Forf.s Yndlingstanker, nemlig Anvendelsen af "Kulturlandskabet" som Motiv, som Forbillede for Udformningen af visse Dele af Haven. [Illustration: Fig. 10. Dige af Smaa Sten i en Have ved Kbhn. Et Aar efter Tilplantningen.] Enhver landskabelig Beplantningsplan har sit Forbillede, og gennem mange Aar har det udelukkende været den rene, vanskeligt efterlignelige Natur, der har ydet saadanne. Man har her overset det, man kunde kalde "Kulturlandskabet" og væsentligt kun beskæftiget sig med den "rigtige" Naturs Skønhed, som man efterlignede i haabløs Iver. Vor Generation ser anderledes derpaa; den søger at bevare Kristianshavns Vold og kan ikke rigtig forstaa, at vore Fædre byttede Voldenes og Voldgravenes pragtfulde Kulturlandskab med Ørstedsparkens Efterligning af "rigtig" Natur; og den kommende Generation vil rimeligvis bebrejde os, at Fælledernes allékransede, solfyldte Græssletter blev skaaret op til brede Vejkurver og Smaakrat for at danne et "Landskab". I 1700 Tallet saa man netop en stor Værdi i Sporet af Kultur midt i Naturen, ogsaa i den imiterede. Gravskrifterne, Eremithytterne, Ruinerne, Schæferierne o.s.v. var skabt af denne Følelse. Og man havde ganske Ret. Sporet af Menneskets Haand giver kun Naturen endnu en Charme. Og det er kun rimeligt at benytte den i landskabelige Havepartier. Enhver kan se, at Vadestenene paa Fig. 5 og Trædestenene Fig. 6 netop forøger Værdien af de ellers rent landskabelige Anlæg betydeligt. Det samme kan en Planke over en Bæk, eller en Stente i et Hegn gøre. Man kan imidlertid gaa et Skridt videre og under visse Forhold bruge selve Menneskeværket som Motiv for Havens Udformning d.v.s. man kan f. Eks. under tilstrækkelig store Forhold--skabe Voldgraven og Kanalen for at give Plads til deres særlige Vegetation; eller man kan efterligne og idealisere den vilde uklippede Hæk, saaledes som den hegner de fynske Biveje og deri faa plantet en Del af vore nye smukke Buske, som det ellers er besværligt at finde fornuftig Plads til i architektoniske saavel som i landskabelige Havepartier. Man kan--for at naa tilbage til vort Emne--til Vand- og Sumpplanterne bruge Engrenden eller _Grøften_ og til Stenhøjsplanterne det gamle danske _Stendige_ som Beplantningsmotiv. [Illustration: Fig. 11. Snit af et Dige som det paa Fig. 9 og 10 viste paa flad Grund og ved terrasseret Grund.] Den Grøft, som Fig. 7 og 8 viser, er ca. 4 m bred foroven og er støbt i let armeret Beton. Den er egentlig kun et langagtigt Bassin med stillestaaende Vand, og naar der i Enderne er indstøbt et 18 Tommers Drænrør, er det kun en Variation af det gamle landskabsgartneriske Kneb, der skjulte Havegangens eller Søens Afslutning; der skal altid være lidt tilovers til Fantasien. Disse mørke, kølige Huller har forøvrigt vist sig at være yndede Opholdssteder for Guldfiskene. Skønt Forf. ikke har særligt Kendskab til disse, skal dog her til Fordel for dem, der har endnu mindre, meddeles, at Fiskene ikke maa sættes ud, før Vandet gennem længere Henstaaen er blevet helt blødt. Frisk Kommunevand er ligefrem Gift for dem. Hvis man ikke kan overvintre disse Fisk i et koldt Drivhus, kan de til Nød overvintre i en Kælder; men de har dog sikkert bedst i at blive ude; men i saa Fald maa man naturligvis paase, at Vandet ikke bundfryser. Dette forhindrer man bedst ved, naar det er frosset en god Tomme, da at dække Isen med Løv eller Tang og maaske yderligere ved at tømme noget Vand af, saaledes at der dannes et isolerende Luftlag mellem Isen og Vandet. En Vaage maa naturligvis daglig befries for Is. [Illustration: Fig. 12. Højt Stendige af smaa Kampesten.] Vandplanterne plantes, som Tegningen viser, mellem Cementmuren og Bræddevæggen, og enkelte plantes i Kasser nede i Vandet. Det gælder om at have Plantepladser med forskellig Vandstand efter de enkelte Arters Krav. Mosebedene, som man ellers ofte danner saaledes, at de kan oversvømmes med Vand fra el tilstødende Bassin, faar her ved denne Grøft deres Fugtighed fra neden gennem de løse Mursten. Moseplanterne kommer derved til at staa med Tæerne i Vand, hvad der passer dem bedst. Ved samme Anordning opnaas ogsaa Plantepladser af lidt forskellig Karakter. Mursten, Brædder og Beton dækkes let af Vegetationen. Det samme gælder de Bræddestumper og Sten, som man maa anbringe for i Begyndelsen at holde paa den stærkt skraanende Jord; senere væver Rødderne et Net, der snart skal holde den fra at skride. Væksten hos Vand- og Moseplanter er i det Hele overordentlig hurtig; den afbildede Grøft blev saaledes plantet sidst i Maj, og Billedet er taget i August samme Aar. Med Hensyn til Udførelsen skal man være forsigtig med at stole paa Tætheden af andet end god Beton med ordentligt Pudslag i selve Vandbeholderen; Mosebedenes Vægge kan derimod nok være af ringere Beton uden Puds, idet Tætheden her jo ikke er saa nødvendig, end ikke altid ønskelig. Der maa forudses Overløb, idet en Regnperiode paa Grund af Grøftens Form ellers lader Vandet stige for meget. Vandtilførslen maa være bekvem, da ikke alene Vandfladen fordamper meget Vand, men ogsaa de store graadige Planter paa Grøftens Sider tærer utroligt af Vandbeholdningen. Bunden kan naturligvis dannes af Brolægning, der løbes ud med tynd Cement, men er da udsat for at knække. De meget anbefalede Arrangementer med æltet Ler er set mislykkede til den Grad og saa ofte, at man til et mindre Anlæg ligefrem maa fraraade dem. [Illustration: Fig. 13. Beplantet Kalkstensmur ved Knuthenborg.] * * * * * [Illustration: Fig. 14. Detail af Muren Fig. 13. andet Aar efter Tilplantningen.] For et Par Aar siden gjorde Forf. i Bogen "Stauder" opmærksom paa Stendiget som Stenhøj. Naar undtages Bornholm findes der jo i Virkeligheden ikke andre naturlige danske Forbilleder for Vokseplads til Stenhøjsplanter, og der findes da heller ikke væsentlig andre Sten end de runde Kampesten, hvoraf ingen Stenhave let lader sig danne. Den klippeagtige, lagvise, i Reglen skraatstillede, geologiske Ordning af Stenene, der med sine stadig genopdukkende, ensartede Skraalinier bringer Sammenhæng mellem Stenene og lidt Ro i det Hele, kan jo ikke efterlignes med vore runde Kampesten. I Stedet for--svarende til Vandet--at være den ensartede Baggrund, der overalt føles igennem, det beroligende Bindeled mellem Blomsternes brogede, mangeformede Mylder, saa virker vore Kampesten netop spredende ved deres Uensartethed i Farve og Form og Mangel paa Sammenhæng. Der skal i hvert Fald en svær Øvelse til at faa andet end Uro ud deraf. Vor Skønhedssans er jo ikke saa udviklet som Japanernes, der i de enkelte Stenes Variationer i Farve og Form ser lige saa meget, som vi i de enkelte Planters tilsvarende Variationer. [Illustration: Fig. 15. Beplantet lav Murstensmur.] Derfor anbefales Kampestensdiget til Amatørens Forsøg. Det smukke Billede Fig. 9 viser et Dige i Udkanten af en Lund. Det blev bygget i 1910. Planterne blev plantet samtidig, hvad der er nødvendigt, naar det drejer sig om saa store Sten. Fig. 10 viser, hvorledes man kan hjælpe sig med ret smaa Sten. Det vedføjede Snit viser, hvorledes Stenene sættes; det er ganske lige til. For at Regnvandet ikke skal løbe af, men snarere fanges ind i Jordkærnen, sættes Stenene lidt paa skraa, og saaledes at Fugerne fanger Vandet. Stenene skal dels af Hensyn til Udseendet og dels for at opnaa større Modstandsdygtighed overfor Frostangreb helst ligge ned, og enkelte bør stikkes dybt ind i Jordkærnen, hvad der ogsaa vanskeliggør Frosten at løsne Stensætningen. Muldjorden bør stampes meget tæt, og ved Plantningen maa Planterne stikkes langt ind; de skal nok finde ud, naar de blot skimter Lyset. [Illustration: Fig. 16. Beplantet høj Murstensmur.] Billederne Fig. 13 og 14 viser en beplantet Mur i Knuthenborg Park og Fig. 15 og 16 viser Beplantningen af Murstensmure (uden Mørtel). I Princippet er det naturligvis det samme som Diget; kun at man skal sikre sig end mere mod Frosten. De allerbedste Plantemure dannes af flade Klippesten, der f. Eks. i Sverrig kan anvendes uden alt for store Omkostninger; men det har jo mindre Interesse for en dansk Amatør. [Illustration: Fig. 17. Vandplanter dyrkede i en Balje i en Have i Brønshøj.] Man maa nu ikke tro, at Dyrkningen af Vand- og Stenhøjsplanter kun er for Velhavere. I Virkeligheden gør den ringe Plads, som disse Planter kan nøjes med, dem netop til den lille Haves Planter. Et lille Stykke Mur er der Plads til i enhver Have, og lidt Vand kan i Reglen ogsaa skaffes med lidt Opfindsomhed. Det mest beundringsværdige, Forf. har set i den Retning, er den lille Have i Brønshøj, hvor de to Billeder Fig. 17 og 18 er tagne. Det hele bestaar af et Par gamle, nedgravede Baljer med nogle Sten omkring. Og i denne Slat Vand dyrker Ejeren en hel Flora af danske Vandplanter, derunder, som det ses, Aakander og Dunhammer. Guldfisk mangler selvfølgelig ikke. Disse bliver flyttede ind i en Kælder og lever i en Tiliter-flaske om Vinteren, og hvert Aar den 1ste April sat ud igen. Derimod bliver Planterne ude, de dækkes aldrig, men bundfryser hver Vinter. Baade Fisk og Planter trives brilliant. [Illustration: Fig. 18. En Aakande i Blomst i en Balje i en Have i Brønshøj.] [Illustration: Fra en engelsk Villahave, der med Rette er berømt som noget af det smukkeste, der i nyere Tid er frembragt paa dette Omraade. Kanalen er ca. 50 ctm, bred.] Man fristes saa ofte, navnlig siden de dyre Vand- og Stenhaver med Bassiner, Fliser o.s.v. er komne paa Moden, til at anse det hele for et Pengespørgsmaal; men denne lille Have i Brønshøj, der er lavet ganske uden Udgift, viser Sagen, som den er: Ejerens Interesse er det eneste væsentlige, og Pengene kan kun delvis og kun for et Stykke Tid gøre denne den vigtigste Faktor undværlig. En Have, og da ganske særlig en Vand- eller Stenhave er ikke som et Spisestuemøblement, som man kan lade tegne, udføre og stille op, og derved er det færdigt. En Have er aldrig færdig, den er et levende Væsen, der kræver sin Beskytters stadige Aarvaagenhed og stadige Arbejde. Er man ikke sikker paa at kunne yde et saadant, skal man ikke af Begejstring for de smukke Billeder i Studio og i de engelske Havebøger, som man snart ser i ethvert Hjem, lade sig forlede til større Anlæg, end man kan magte, thi: "... such gardens are not made By singing "Oh, how beautiful!" and sitting in the shade." G. N. B. [Illustration: Fra Havebrugsskolen Vilvordes Dam.] [Illustration: Fig. 19. Kanalen i Haven ved Orebygaard. Langs Kanten er plantet forskellige Irisarter.] VAND- OG MOSEPLANTERNES KULTUR af _Jens K. Jørgensen_. Før der kan tales om disse Planters Kultur og Anvendelse i haven, vil det være nødvendigt at sige nogle faa Ord om deres Fremtræden ude i den fri Natur. Kun ved at drage Lære af, hvad man der har for Øje, kan man gøre sig Haab om at skabe noget endnu pragtfuldere end det, Naturen selv er i Stand til at frembringe. Man maa gaa i Lære hos Naturen og have Øjet aabent for dens særegne Skønhed og Luner, uden dette arbejder man forgæves. [Illustration: Fig. 20. Regelmæssigt Bassin, kantet at Dianthus cæsius. Billedet er taget ved et af H. M. Dronningens besøg i Det kgl. danske Haveselskabs Have.] Søger man nu at komme til Klarhed over det Spørgsmaal: hvori bestaar det Trylleri, der hviler over den blomstrende Eng, den stille Aa, der bugtende sig frem mellem Pil og Ellekrat langsomt glider mod Havet, det sorte, stillestaaende Vand i gamle, bundløse Tørvegrave, den flade Søbred med sin hviskende Skov af Tagrør og Dunhammer eller det smilende Kær med sine Smaaøer af Star og Siv og Pindsvineknop, saa ser man, at der over dem alle trods al Forskel er noget, der er fælles, noget yndigt, blidt og samtidig hemmelighedsfuldt og dragende. Og det er ikke saa underligt, thi selv et ganske lille Vandhul kan være som en hel lille Verden. Nede i Vandet mellem sælsomme, fine Planter bevæger sig sælsomme Dyr, lydløst glider de ud og ind i de glasgrønne, hemmelighedsfulde Skove. Hen over Vandfladen løber travle Insekter i hurtigt Jag og forvandler den blanke Flade til et bølgende Moiré, og fra Bred til Bred farer som sitrende Lysstraaler skinnende Guldsmede og staalblaa Nymfer, der af og til afbrydes i deres sorgløse Elskovsleg af forslugne Karusser. Der er et myldrende Liv baade over og under Vandet, der er Kamp og Elskov, Skønhed og Livsglæde, Død og Undergang, det er en hel Verden, der lever og lider. Men naar Solen gaar til Hvile, naar Mosekonen i den lyse Sommernat brygger sin koglende Drik, der dufter af Mynte og Mjødurt, og Skarntydernes hvide Blomsterfraade lyser gennem Taagen, naar St. Hans-ormen med sin Lygte søger efter sin Elskede i den vildsomme Skov af Græs og Blomster, mens Nattergalen synger, da blotter Engen sin Sjæl, viser sig i hele sin tryllende Pragt for den, der tør gaa ind i Taagen. [Illustration: Fig. 21. Bassin uden Plantning--en engelsk Have.] Ethvert andet Blomsterarrangement, selv det største og smukkeste, er og bliver aldrig andet end en Samling Blomster, men Vandhaven er som en hel lille Verden, og det er dette, der er Aarsag til, at den virker mere levende og rigt end nogen anden Del af Haven. Og saa den Yppighed, der er over alle Vandplanter, den saftige Friskhed og næsten tropiske Frodighed, der ellers er saa sjælden i vor Flora. Ja, selv naar Havens andre Blomster er ved at opgive Ævred og staa trætte og tørstige i den brændende Sommersol, saa svulmer alle Vandhavens Blomster af Sundhed og Velvære. Det er, som der staar i Folkevisen: "Den Sommer og den Eng saa vel kunne sammen". _De regelmæssige Bassiner_. [Illustration: Fig. 22. Dammene i Villa d'Este's Have.] I de gamle, regelmæssige Haver spillede Vandet en stor Rolle, og de legende Springvand, de brusende Kaskader og stille Damme og Kanaler har sikkert været disse Havers største Tiltrækning, uden hvilke de trods deres Statuer, Løvværk og kunstigt klippede Træer vilde have gjort et saare dødt og kedeligt indtryk. Vandet i de gamle Haver havde det Formaal at bringe Liv og Dybde ind i Anlæget; de stille Bassiner og Kanaler skulde virke som et Spejl, hvori Himlen og den omgivende Herlighed kunde spejle sig. Disse gamle Haver har dog sikkert, da de var nye, ikke virket nær saa imponerende, som de Rester, vi har tilbage af disse storslaaede Anlæg, lader formode. I den moderne Have, hvor den gamle Havekunst er ligesom vendt tilbage i rigere og mere levende Former, spiller Vandet atter en stor Rolle men ikke som et Spejl, der henter sit Indhold fra Omgivelserne, men i sig selv rummende de dejligste Blomster, ikke et uvirkeligt Spejlbillede men et levende Maleri. [Illustration: Fig. 23. Bassin i Villa "Rosenhøj"s Have i Vedbæk. (Havearchitekt E. Erstad-Jørgensen).] Det er Nutidens Krav om Blomsterpragt, der har skabt dette Arrangement, og denne ny Smagsretning har fundet rigelig Næring ved Indførselen af en Mængde dejlige Vandplanter, samtidig med at den har aabnet vore Øjne for mange af vore vilde Planters Skønhed og Anvendelighed. Det var dog særlig Fremkomsten af de pragtfulde Aakandehybrider, der henledede Opmærksomheden paa Vandplanterne. Disse er mellem Vandplanterne, hvad Roserne er mellem Havens øvrige Blomster, deres Skønhed er saa iøjnefaldende, at mange Blomsterelskere lod grave Bassiner og indrettede sig Vandhaver alene for at komme i Besiddelse af disse pragtfulde Planter. Det kan heller ikke nægtes, at hele Vandhavens øvrige Plantearrangement, hvor smukt dette end kan være, hvor rigt, hvor yppigt, hvor fint og yndefuldt, er det dog kun som en Indfatning om de dejlige Aakander. Men de klæder hinanden godt, ved Siden af Aakandernes tunge, pompøse Pragt bliver alle de andre Engens fine Blomster endnu finere og mere gratiøse, og som de samler sig der langs Bredden: Forglemmigej og Ranunkler, Spiræa og Iris, Bukkeblad og Trævlekrone, Hjertegræs og Engblommer, danner de en vidunderlig Ramme om et vidunderligt Billede. De regelmæssige Vandbassiner i de gamle Haver er undertiden stensatte, tættede med Kalk eller Blaaler, kun sjældent murede. Som Regel er de kun udgravede og tættede med et Lag Ler, der saa atter er dækket med et Lag Jord eller Grus, og hvor Jorden ikke er alt for løs og Beliggenheden alt for uheldig, vil et saadant primitivt Bassin som Regel kunne holde Vandet uden alt for stor Tilførsel. Men det bør dog altid have baade et Tilløb og et Afløb, thi selv om en ensartet Vandstand ikke er absolut nødvendig, saa er det dog uheldigt, naar denne varierer alt for stærkt. [Illustration: Fig. 24. Aakandebassin i Villa "Birkeborg"s Have i Skodsborg. (Havearchitekt E. Erstad-Jørgensen).] Ved Anlæget af nye Vandbassiner vil man som Regel støbe disse af Cement, det vil være det sikreste, og ved Indlæg af Jerntraad og Rundjern behøver Støbelaget ikke at være overdrevent tykt. Er Bunden nogenlunde tæt og Bassinet meget stort, kan man ligesom i de gamle Vandbassiner nøjes med at støbe Siderne eller mure dem op af Klinker, dække Bunden med et Lag Blaaler og oven paa dette lægge Grus eller Brolægning. Et Bassin, som anlægges til Vandplanter, bør altid ligge i fuld Sol. I Skygge vil man som Regel ingen Glæde have af Vandplanter, Vandet er her for koldt, Planterne faar en svag og sygelig Vækst, og et saadant Bassin vil i Reglen ogsaa være smukkest uden Planter. [Illustration: Fig. 25. Aakandebassin i et Stenhøjsanlæg.] [Illustration: Fig. 26. Aakandebassin, omgivet af beplantede Flisegange og Støttemure.] I nyanlagte Bassiner er det lettest at foretage Beplantningen, inden man lukker Vandet ind. Hvis man vil tilplante hele Bassinet, dækker man Bunden med ca. 30 cm god, fed Markjord, blandet med gammel Kogødning. Vandplanter er meget graadige, man kan uden Skade give dem ligesaa megen Gødning som Jord. Plantningen foregaar paa den Maade, at man breder Planternes Rødder ud over Jorden, dækker dem med et nyt Lag Jord og trykker denne godt fast. Naar det hele er tilplantet, dækkes Jorden med et Lag groft Grus, og Vandet slippes forsigtigt ind. Som Regel vil man dog ikke have hele Bassinet overvokset, og man planter da forskellige Planter i Kasser og anbringer dem paa de Steder, man synes mest passende. Kasserne til Skeblad, Rumex, Iris og Sødgræs behøver ikke at være ret store, disse Planter kræver ikke saa megen Næring for at udvikle sig, og de behøver kun at have nogle faa cm Vand over sig. Men Aakanderne kan man ikke spise af med saa lidt. De kan nok vokse og blomstre i smaa Beholdere, men skal de blive rigtig pragtfulde, kræver de megen Næring. Plantekasserne maa helst være ca. 1 Meter i Kvadrat og 50 cm dybe, og der maa helst være 30--50 cm Vand over Planterne. I saadanne Kasser og i kraftig Jord, der hvert Aar delvis maa fornyes, vil Aakanderne kunne udvikle sig ligesaa frodigt, som om de var frit udplantede. Om de øvrige Vandplanters Kultur er der ikke meget at sige, naar de dyrkes i Beholdere. De kræve som allerede sagt ikke nær saa megen Næring som Aakanderne, men kan ellers plantes i samme Jord som disse. Gammel udluftet Dyndjord er fortrinlig til Vandplanter, men det er kun sjældent, at man har denne til Raadighed, og at plante i det raa Dynd er der intet vundet ved, saa er en fornuftig Blanding af Jord og Gødning langt bedre. [Illustration: Fig. 27. Bassin paa en Fliseterrasse i en engelsk Have.] Hvorledes man skal arrangere Planterne i et Vandbassin, derom er det vanskeligt at sige noget bestemt. Som Regel maa de ikke staa alt for regelmæssigt, men dette maa rette sig efter Forholdene, og der kan ikke gives bestemte Regler. Der findes en hel Del forskellige tropiske og subtropiske Vandplanter, som i Sommertiden kan flyttes fra Drivhuset ud paa Friland, som f. Eks. Pontederia, Cyperus, Canna og flere af de tropiske Nymphæer, men som Regel har man kun ringe Glæde af dette Eksperiment, og man maa helst holde sig til de virkelige Frilands-Vandplanter, særlig da disse er fuldt saa kønne som de tropiske, og disse let vantrives og faar et blegt og sygeligt Udseende, der kun daarligt harmonerer med de frodige Omgivelser. [Illustration: Fig. 28. Naturlig Randbeplantning om Dammen i Det kgl. danske Haveselskabs Have.] Som nogle af de smukkeste Vandplanter til Dekoration af Vandbassiner kan nævnes, foruden Aakanderne, Almindelig Skeblad (Alisma plantago). Iris sibirica med Varieteter, den japanske Iris (I. Kæmpferi) og den almindelige gule Iris (I. pseudacorus). Blaagraa Siv (Juncus glaucus) og enkelte Stargræsser danner smukke, dekorative Tuer, som, naar de anbringes frit og naturligt, virker overordentlig dekorativt, naar de spejler sig i det blanke, stillestaaende Vand. Alle disse Planter er meget haardføre og kan taale at staa uden Vand i Vintertiden, medens Aakanderne helst maa staa under Vand hele Vinteren. Ogsaa de smukke Eng-Kabbelejer (Caltha palustris) kan danne nydelige Smaaøer, enten alene eller sammen med Iris, Vand-skræppe (Rumex hydrolapathum) eller Star (Carex), og de virker navnlig i Foraarstiden overordentlig oplivende med de saftige, grønne Blade og skinnende, gule Blomster. Er Bassinet stort, saaledes at der er Plads til Smaaøer, der kan hæve sig op over Vandfladen, da kan disse tilplantes med Astilber, Spiræa, Trollius og flere andre Sumpplanter, og man faar et langt rigere Blomsterflor, men disse Planter er ikke saa kønne efter Afblomstringen som de tidligere nævnte. [Illustration: Fig. 29. Bredden af en Bæk i Kolding Planteskole, den oprindelige i og for sig smukke Vegetation, der nu har maattet vige for den Fig. 2 viste. En Sammenligning af de 2 Billeder, der er tagne omtrent fra samme Sted, giver et Begreb om Arbejdet ved den Art plantning.] Alle de Planter, der skal bruges i disse regelmæssige Bassiner, maa dog helst have et sirligt og ordentligt Udseende ogsaa efter Afblomstringen, og Plantningen paa saadanne Steder maa derfor helst indskrænke sig til nogle faa Planter, hos hvilke disse Egenskaber er fremherskende, og man skal helst vælge Planter, der ikke forlanger at plantes over Vandet. Det er smukkest, naar dette kan undgaas, navnlig i det flade, regelrette Bassin. Langs Bassinets Kant kan der plantes forskellige Pudeplanter eller Moseplanter, og det afhænger udelukkende af dettes form og Beliggenhed, hvad der er det rigtigste og smukkeste. [Illustration: Fig. 30. Hængepil, det mest karakteristiske Træ til Plantning ved Bredden af en Dam.] I gamle Bassiner vil det ofte være nødvendigt at plante, medens de er fyldte med Vand. Dette udføres da paa den Maade, at man efter at have undersøgt Dybden laver nogle Plantekasser af passende Dimensioner, anbringer dem saa nær som muligt ved Vandkanten, fylder dem med Jord, planter dem til og dækker Overfladen med Grus eller Smaasten, sænker dem ned i Vandet saa varsomt som muligt og langsomt og forsigtigt flaader dem under Vandet hen til det Sted, hvor de skal anbringes. Aakanderne kan plantes paa samme Maade, men er der Dynd eller naturlig Jordbund i Bassinet, maa de helst plantes i store, flade Plantekurve, saaledes at Rødderne frit kan brede sig i Søbunden. Er der meget Dynd, vokser Aakanderne forbavsende frodigt og kræver ingen Gødning, men i Bassiner, der ikke kan tømmes, vil det være vanskeligt at holde dem i frodig Vækst, naar de er plantede i Kasser, og man ikke kan komme til at plante dem om og tilføre dem ny Næring. [Illustration: Fig. 31. Heracleum (Bjørneklo), ved sin Forkærlighed for fugtig Vokseplads og ved sit Ydre en udmærket Søbredsplante.] _Det naturlige Vandparti_. Medens man ved Anlæget af det regelrette Bassin er bundet af architektoniske Hensyn og ogsaa ved Beplantningen maa tage disse i Betragtning, har man ved Anlæget af det naturlige Vandparti anderledes frie Hænder, og det er egentlig først under denne Form, og naar tillige Omgivelserne er smukke og harmoniske, at Vandhaven kan udfolde al sin daarende Rigdom og Blomsterpragt. Først her kan man fremtrylle noget af den samme Stemning, som der møder en ude i Naturen, og som gør denne saa rig og fængslende. Intet Sted i Haven kommer man Naturen saa nær som i Vandhaven, intet Sted er der en Rigdom, Liv og Frodighed som her. Ikke engang Stenhøjen med sin Vrimmel af fine, yndige Bjergplanter kan maale sig med Vandhavens saftige Pragt og Frodighed. [Illustration: Fig. 32. Petasites japonicus, japansk Hestehov, Søbredsplante til halvskyggede, fugtige, endog sure og sumpede Steder.] Ser man nu paa de Vandpartier, Damme, Smaasøer og Kanaler, der findes i saa mange af vore Haver, saa forbavses man over den Mangel paa Vegetation, der udmærker disse. Den samme velholdte, aandsforladte Kedsommelighed, der ofte præger vore Haver, breder sig fra de friserede Plæner, de nyfejede Gange og velrevne Busketter ud over den indholdsløse Vandflade, og dog har vi Forbilleder nok ude i Naturen, og de fleste Mennesker med en Smule Skønhedssans er næppe i Tvivl om, hvad der er smukkest. Det er vor ulykkelige Trang til at skulle bringe Orden i alle Ting, der fører os paa Afveje. Alt for megen Orden, alt for megen Sirlighed kan forjage baade Skønhed og Hygge fra en Have, men den behøver ikke at gøre det. Den forstaaende, omsorgsfulde Haand efterlader sig intet Spor, det er kun den uforstaaende, tankeløse Haand, der sætter Mærker, bringer Forstyrrelse og Uorden i Naturens Værk. Den forstaaende Haand tjener Naturen, hjælper de svage, uden at skade de stærke, giver enhver sit og bruger aldrig Vold. [Illustration: Fig. 33. Gunnera. Pragtfuld, men kælen, solkær Søbredsplante.] Ved Anlæget af en Vandhave kan der være mange forskellige Hensyn, der gør sig gældende. Lettest slipper man fra Arbejdet, naar der i Haven findes et naturligt Vandparti, et Engdrag, eller der blot er et lavtliggende, fugtigt Sted, der kan anvendes. Ikke alene letter dette Arbejdet betydeligt og giver lettere det hele Arrangement et naturligt Præg. men det har ogsaa andre Fortrin fremfor det ved Kunst frembragte Vandanlæg. Vandhavens hele Form maa selvfølgelig rette sig efter de lokale Forhold og være i Harmoni med sine Omgivelser. Er det en Dam paa en lavtliggende, flad Græsslette eller Plæne, vil det være rettest ikke at give den en alt for uregelmæssig Form eller en alt for urolig Beplantning, men søge at frembringe noget af den samme Fred og Ynde, som der saa ofte er over et Kær eller et Vandhul, saadan som man ofte træffer dette ude i Naturen paa lave, fugtige Enge. [Illustration: Fig. 34. Petasites japonicus i Vandkanten, bagved persiske Syrener. (Knuthenborg Park).] Ude i Vandet kan man plante Aakander og hen imod Bredderne enkelte Tuer af Star og Iris, Brudelys (Butomus umbellatus) og Siv. Langs Bredden kan der vokse Vand-Calla (Calla palustris), Fredløs (Lysimachia nummularia), Engblomme, Trævlekrone (Lychnis flos cuculi), Forglemmigej, Abeblomst (Mimulus), Kabbeleje (Caltha palustris), Engkarse (Cardamine pratensis), Bukkeblad (Menyanthes trifoliata), Ranunkler og hvad man ellers ude i Naturen ser vokse paa lignende Steder. Før Plantningen maa Jorden langs Bredden være renset for fleraarigt Ukrudt, og er der Grønsvær, vil det være klogest at afgrave det øverste Spadestik i 1/2-1 Meters Bredde og fylde Udgravningen med god, ren Muldjord. Heri planter man saa de ovennævnte Planter og andre, der ynder et fugtigt Voksested. Alle disse Planter blandes ved Plantningen mellem hverandre uden Plan og Orden, og faar de Lov til at vokse, som de lyster, vil de i Løbet af et Par Aar danne den dejligste Søbred. [Illustration: Fig. 35. Rudbeckia maxima, ligesom R. nitida og R. laciniata udmærket Søbredsplante under store Forhold.] [Illustration: Fig. 36. Gynerium argenteum, Pampasgræs, pragtfuld Søbredsplante, der maa stilles frit for at komme til sin Ret, og maa dækkes omhyggeligt, da den ikke taaler megen Fugtighed i Vintertiden.] En saadan Bred maa helst virke som en fin, lav Bræmme af Blomster om Vandspejlet med de pragtfulde Aakander og de fine, lette Tuer af Siv og Star. Plejen af en saadan Søbred vil, naar den først er tilvokset, kun bestaa deri, at man, naar Planterne om Efteraaret er visnede, afskærer dem nogle faa Centimeter over Jorden og dækker dem med et Lag velforraadnet, gammel Gødning og saa for Resten lader dem skøtte sig selv og kæmpe om Pladsen. Enkelte Planter vil efter nogle Aars Forløb gaa til Grunde, men andre vil fylde deres Plads, og Bevoksningen vil med Aarene blive tættere og tættere. Bliver Plantningen efter nogle Aars Forløb gennemvokset af Græs og Ukrudt, er der intet andet at gøre end at fjerne det hele, tage Planterne op, rense dem omhyggeligt for Græs og Ukrudt, tilføre ny Jord og plante paa ny. [Illustration: Fig. 37. Ligularia macrophylla, en pragtfuld Plante med store graablaa "Kaalblade" og gule Blomster, udmærket til Søbred.] Dersom Vandhaven skal anlægges langs en Bæk, der bugter sig frem mellem Sten og stejle Skrænter, da kan man ved Hjælp af Dæmninger og smaa Udvidelser skabe noget meget smukt, og Beplantningen kan her være ganske anderledes righoldig og overdaadig end ved Søbredden. Men dersom en saadan Bæk anlægges ved Kunst, maa man være forsigtig og ikke gøre det alt for vidtløftigt. Disse arrangerede Vandfald og Drypstenshuler af Cement er ikke kønne, dog kan en smuk og frodig Bevoksning bøde paa mange Smagløsheder. Er det en lige Grøft eller Kanal, man skal beplante, vil der, naar denne da ellers er i Harmoni med sine Omgivelser, ikke være nogen Grund til at ændre dens Form, en lige Grøft kan beplantes meget smukt og virke ligesaa naturligt og selvfølgeligt som den mest kunstfærdigt slyngede Bæk. [Illustration: Fig. 38. Dammen i Det kgl. danske Haveselskabs Have med bagved liggende Stenparti.] Er man fuldstændig frit stillet og kan anlægge sin Vandhave, hvor man har Lyst, da vælger man en Plads med smukke, hyggelige Omgivelser, hvor der er Sol og Læ, og her giver man saa Vandhaven den Form og Udstrækning, som Forholdene tillader. Kan den forenes med Stenhøjsanlæget, er det en stor Fordel, de to Ting klæder hinanden godt og hører ganske naturligt sammen. Selve Udgravningen til Vandet giver man en saa naturlig og fri Form som muligt, der maa gerne være lidt Japaneseri med i Spillet. Det samme gælder ved Udformningen af Bredderne. Ved Anlæget af disse maa man bestandig have de Planter i Tanke, som man vil skaffe Plads til, og søge at berede disse saa gunstige Voksevilkaar som muligt. Der maa være ganske flade, lavtliggende Steder til den smukke, fyldtblomstrede Engkarse, Cardamine pratensis fl. pl., den fine, yndige Trævlekrone, Lychnis flos cuculi fl. pl., den dobbelte Kabbeleje, Caltha palustris fl. pl., de smukke, storblomstrede Varieteter af Engforglemmigej, Myosotis palustris Graf Waldersee, og den nydelige, rigtblomstrende, broncefarvede Abeblomst, Mimulus luteus cupreus, og enkelte andre. [Illustration: Fig. 39. Engelsk Vand- og Stenhave. "... Der maa gerne være lidt Japaneseri med i Spillet...."] Paa lidt højere liggende Terrain vil der være den ideelle Plads for de to pragtfulde Primuler, P. japonica og P. pulverulenta. Disse to dejlige Planter, som man kun sjældent har Glæde af paa Stauderabatter, kan her udvikle sig til en Størrelse og Pragt, som er aldeles forbavsende. Ogsaa flere andre Primuler som P. sikkimensis, P. frondosa, P. denticulata og P. cashmiriana viser sig her at være i Besiddelse af en Livskraft, som man ikke havde tiltroet dem. Ja, selv den lille yndige Primula farinosa, som ellers vanskeligt lader sig flytte ind ude fra Engen, kan trives. Det vil dog være heldigt, om man kan give disse Planter noget Tørvejord, men absolut nødvendigt er det ikke. I det hele er Vandplanterne ikke fordringsfulde med Hensyn til Jorden. Har de blot den rette Grad af Fugtighed og Sol, er de som Regel fornøjede. [Illustration: Fig. 40. Naturlig Plantning, fotograferet ca. 2 Maaneder efter Plantningen. Kun Brudelysene i Forgrunden er ældre. (Fra Kolding Planteskole).] Saaledes arbejder man videre. Paa et endnu højere liggende Terrain skaffer man Plads til Engblommer, Spiræer, Astilber og en Mængde andre Planter. Mange Planter vil uden at være egentlige Moseplanter trives langt bedre paa en saadan fugtig Vokseplads end paa Stauderabatten, hvor de let kommer til at lide af Vandmangel. Saadanne Planter som f. Eks. Senecio, Ligularia, Staudephlox, Efteraarsasters, Rudbeckia, Helenium, Solidago, Eupatorium, Hemerocallis. Funkia og flere andre trives godt paa en saadan fugtig Vokseplads og føjer sig smukt og naturligt ind i Ensemblet. [Illustration: Fig. 41. Blomsterkæret i Det kgl. danske Haveselskabs Have, set fra Stenhøjen.] Samtidigt med at man udformer Terrainet og derved søger at skabe Voksepladser til de forskellige Planter, maa man ogsaa betænke, hvorledes disse vil præsentere sig paa det Sted, man har tiltænkt dem. Store, imponerende Planter som Gunnera, Funkia og Senecio maa helst kunne ses paa Afstand og spejlende sig i Vandet, smaa, fine Blomster maa kunne ses ganske tæt ved. Gangene maa slynge sig som naturlige Stier, snart maa man være helt nede ved Vandet og i Stand til at se ud over dette, snart maa de høje frodige Planter lukke sig om en og spærre Udsigten. Alt som man vandrer fremad ad de smalle, bugtede Stier, maa Billederne skifte og aabenbare nye Skønheder og nye Overraskelser. Hertil er det bølgede Terrain saa vel skikket foruden det, at det tillige skaffer Plads til en Mængde højst forskellige Planter baade Stauder og blomstrende Buske, hvad der er en stor Fordel, thi Vandhavens Omgivelser kan ikke blive for rige og overdaadige, og alt hvad der er af store, pragtfulde Stauder, som det ellers kan være vanskeligt at faa anbragte, kan her finde Anvendelse. Denne fri Plantning omkring Vandhaven kan være meget smuk, og det er en taknemmelig Maade at arrangere Stauder paa. Ude i Vandet, der helst maa have en Dybde af 1 Meter eller lidt mindre, laver man langs Bredderne smaa Øer og Halvøer, som beplantes med Siv, Iris, Pilblad (Sagittaria), Brudelys og Star. Ud fra Bredden breder sig Bukkeblad, Vandrøllike (Hottonia palustris), Ranunkler og den vilde Calla. Er der Plads til større Øer, som kan hæve sig over Vandfladen, kan man paa disse plante Astilbe, Spiræa og flere andre Planter. Saadanne Øer dannes af Trækasser, der naar op til Vandfladen, disse fyldes med Jord, og der bygges videre over Vandet ved Hjælp af Natursten. Mellem disse plantes Fredløs, Vandsnerre (Galium palustre). Abeblomst eller lignende, indtil man er naaet ca. 1/2 Meter over Vandet, lavere nede maa Spiræerne og Astilberne ikke gerne staa. Dette beror dog noget paa Jordens Beskaffenhed, paa Tørvejord taaler de mere Fugtighed end i almindelig Havejord. Kun Spiræa ulmaria, almindelig Mjødurt, taaler mere Fugtighed, den kan trives helt nede ved Vandet, den fyldtblomstrede Varietet er meget smuk og fortjener Opmærksomhed. [Illustration: Fig. 42. Til venstre i Vandet Brudelys (Butomus), til højre oppe paa Land Funkia, en udmærket Søbredsplante. (Fra Kolding Planteskole).] Spiræerne og Astilberne hører til vore smukkeste og mest anvendelige Søbredsplanter. Der er i det hele taget kun faa Planter, der overgaar de nye Astilbehybrider i Skønhed, og ingen af vore Stauder overgaar Spiræerne i Finhed og Gratie, særlig langs en Søbred er de umistelige. Af Iris er det særlig vor almindelige gule Iris (I. pseudacorus), den sibiriske Iris (I. sibirica) med sine Varieteter og den japanske Iris (I. Kæmpferi), der egner sig til Plantning paa fugtige Steder. De trives alle 3 bedst langs Søbredden, lige i Vandkanten, men de kan dog ogsaa taale at staa med nogle faa cm Vand over sig. De to førstnævnte er meget nøjsomme og villigtvoksende, de japanske er mere lunefulde, de kræver megen Næring og synes her i Landet at trives bedst i Tørvejord, men man ser dem dog ogsaa vokse og blomstre i Lerjord eller sandet Dynd, men som sagt er de ligesaa lunefulde, som de er kønne. Ogsaa de smukke Iris ochroleuca holder af Fugtighed, men det er en Misforstaaelse, naar man tror, at Iris germanica, de almindelige Haveiris, ynder Fugtighed, disse trives bedst paa en tør og solbeskinnet Vokseplads. Som allerede sagt er Vandplanternes Kultur meget enkelt og ligefrem. Har man fundet den rette Vokseplads, hvor de befinder sig vel og præsenterer sig smukt, har man i Sommertiden kun at fjerne de visne Blade og Blomster og saa for Resten se til og glæde sig over Frodigheden og Blomsterpragten. Naar Efteraaret kommer, og Herligheden er forbi, afskæres ligesom i Staudehaven de visne Dele, og Jorden mellem Planterne dækkes med et Lag gammel Gødning. Der vil kun sjældent være Plads til at løsne Jorden mellem Planterne, men det er heller ikke nødvendigt, den hele Bred skal jo helst danne et sammenhængende Virvar af Blomster og Blade. [Illustration: Fig. 43. Lille, rigt beplantet Dam i Professor Arnold Krog's Villahave paa Frederiksberg.] Af praktiske Grunde vil det være heldigt mellem Planterne langs Søbredden at anbringe nogle flade Sten, de saakaldte Trædesten, ligesom det ogsaa kan være heldigt at kantsætte Gangene med en Række Natursten. Alle disse Sten giver let den nyanlagte Vandhave et uroligt og broget Udseende, men de er næsten nødvendige, og saa snart Planterne vokser til, skjules de af disse. At store, smukke Natursten klæder en Vandhave og forøger Søbreddernes Skønhed meget, er saa selvfølgeligt, at det næppe behøver at nævnes. [Illustration: Fig. 44. Dam med en Mængde forskellige Planter. I Forgrunden Gunnera. (Fra Carl V. Lange's Gartneri, Frederikssund).] Om Aakanderne er det allerede tidligere bemærket, at de, naar de er frit udplantede, ikke kræver nogen særlig Pleje, især hvor Søbunden er dyndet og næringsrig. Bestaar den derimod af Ler eller Sand, vil det være nødvendigt at tilføre dem ny Næring. Dette foregaar lettest paa den Maade, at man i Vintertiden, naar Vandet er tilfrosset, hugger Hul paa Isen og vælter et Par Trillebørfulde gammel Gødning ned i Vandet over Planterne. Man kan ogsaa lade Gødningen blive liggende oven paa Isen; naar denne tør bort, vil Gødningen synke til Bunds og komme Planterne til gode. Næsten alle Aakandehybriderne er fuldstændig haardføre, og man behøver ikke at frygte, at de skal tage Skade af Kulden, selv om Vandet bundfryser, men man maa dog helst regne med, at de skal have 1/2-1 Meter Vand over sig. [Illustration: Fig. 45. Aakander i Knuthenborg Park. Billedet er taget 1 Aar etter Plantningen.] Angaaende de mange forskellige Vandplanter, der udbydes, da maa man være varsom og ikke plante, hvad man ikke kender. Der findes blandt dem mange slemme Ukrudtsplanter, og kan Ugræsset være besværligt oppe paa Landjorden, saa er det ti Gange værre ude i Vandet. Saadanne Planter som Potamogeton, Elodea, Myriophyllum og flere andre skal man ikke plante. Af Undervandsplanterne er det egentlig kun Krebseklo (Stratiotes aloides), der fortjener at dyrkes. Den er smuk og let at holde i Ave. Algerne og Undervandsplanterne er Aakandernes værste Fjender, og skal Aakanderne udvikle sig smukt, maa man søge at beskytte dem mod disse. Selv en saa smuk Plante som Limnanthemum nymphæoides maa man vogte sig for, den kan forvandle den smukkeste Sø til en hæslig Ukrudtsmark. Ogsaa saadanne Planter, som breder sig stærkt ved udløbere skal man vogte sig for at plante f. Eks. Tagrør, Dunhammer, Sødgræs, Padderokke og flere andre med krybende Rodstok. I mindre Bassiner, hvor man er Herre over Vegetationen, har det mindre at sige, men under store Forhold skal man være varsom med disse Planter, der kan blive yderst besværlige at slaas med. Tagrør er dog den skikkeligste af disse. Selv om den breder sig meget stærkt ved Udløbere, er den let at begrænse eller udrydde, thi den taaler ikke at miste Toppen, medens den er i Vækst. Hvis man derfor i Sommertiden slaar den af med en Le, dør den bort. Det er allerede sagt, at det er Yppigheden, Frodigheden, der er Vandhavens største Charme, men at denne maa holdes i Ave af forstaaende Hænder, der tager varsomt og blødt paa Engens bløde Blomster. Vandhaven kan hurtigt forvandles til et forsømt Vildnis, men man kan ogsaa jage Alferne bort med alt for megen "Kultur" og Orden. [Illustration: Fra Dammen i Det kgl. danske Haveselskabs Have.] [Illustration: Fig. 46. Stenhøj bygget som kunstigt Klippeparti. (Friar Park i England).] STENHØJSPLANTERNES KULTUR af _Axel Lange_. Enhver, der har færdedes i Bjærgene, strejfet gennem de alpine Enge, gennem Mosedragene, over Stenur, klatret op ad Fjældvægge, vandret op til Isbræfoden eller vandret over Bræen og naaet de om Sommeren snefri Bjærgtinder, vil hjem med sig bringe et uudsletteligt Indtryk af Bjærgenes herlige Flora. Næsten alle Vegne, hvor man færdes, møder man de prægtigste Blomster, og alle eller næsten alle er de af saa rene Farver, som man sjældent ser dem i Lavlandet. Høje af Vækst er Planterne ikke, men det er netop det fortryllende ved dem, thi selve Blomstens Størrelse staar ikke tilbage for Blomsterne fra Slettelandene; man behøver blot at tænke paa en Alpeplante, som den i Haver almindelig dyrkede _Gentiana acaulis_, hvis Skud ikke er mere end faa Centimeter høje, men hvis Blomster er ca. 6 cm lange og 3 cm i Diameter, paa den lille _Alpe-Valmue_, der næppe bliver over 10 cm høj, men har Blomster større end vor _Kølle-Valmue_ eller endelig mindes den bekendteste af alle Alpeplanter: _Edelweiss_, hvis ubetydelige Blomsterkurve er omgivne af snehvidfiltede Blade, en straalende Stjerne flere Centimeter i Diameter, baaret af en ikke stort højere Stængel og springende lige ud fra Klippen, for at danne sig blot et ringe Begreb om Alpefloraens Herlighed. Det er derfor intet Under, at Menneskene, som søger at samle Planter fra alle Jordens Egne i deres Haver: Tropernes Palmer og Orchideer, Kaplandets Lyngarter, Himalayas Alperoser, Mexikos Kaktus, Nordamerikas Træer, Østasiens Chrysanthemum, for blot at nævne nogle faa Eksempler, ogsaa prøver at bringe Højfjældsbeboerne ned i Slettelandets Haver. Der har i de to sidste Menneskealdre været en stedse stigende Interesse blandt Havevenner for Dyrkningen af Alpeplanter, men aabenbart har man alt tidligt haft de mest iøjnefaldende i Kultur. _E. Wocke_ skriver angaaende Spørgsmaalet, om hvor gammel denne Gren af Havebruget er, følgende: "Hvem har først dyrket Alpeplanter i Haver, først haft dem i Kultur? Det er vanskeligt at sige. Bjærgbeboerne har uden Tvivl givet Stødet dertil, idet de i deres Haver har indplantet deres Yndlinge blandt Fjældets Planter, som spillede en Rolle i deres, daglige Liv saavel som i deres Poesi. Efterhaanden har Dalbeboerne da ogsaa faaet Lyst til at dyrke Fjældplanter i deres Haver og har hentet dem enten fra Bjærgboernes Haver eller fra de naturlige Voksesteder. Klosterhaverne har her sikkert spillet en Rolle. A. Kerner fortæller saaledes, hvordan han i 1846 i Klosterhaven i Lilienfeld i Østrig paa en ganske lille Plads saa den herligste lille Alpeflora, som han Dagen forud havde beundret i Højfjældene. I sidste Halvdel af det 19de Aarhundrede har Alpeplanterne faaet sig et nyt Hjem i de engelske Haver og derfra har Dyrkningen bredt sig ud i stedse videre Kredse." Naar man vilde dyrke Planter fra Bjærgegnene her nede i Lavlandene laa det snublende nær at søge at give dem Forhold at vokse under, som kunde ligne dem, de fandt i deres Hjemstavn, og da det var Bjærgplanter, maatte de naturligvis have Sten at vokse imellem, ligesaa naturligt faldt det, at Planterne maatte sættes paa Forhøjninger og ikke paa flad Jord. Denne Opfattelse er selvfølgelig rigtig, saalænge der tales om det nødvendige i at give Planterne naturlige Forhold at vokse under, men saa snart man derefter konstruerer sin Høj til Stenhøjsplanter som en ganske simpel Jordbunke: kuppelformet eller kegleformet,--naar det kommer lidt videre med halvmaaneformet eller S-formet Grundflade--og bestaaende af almindelig Havejord belagt med eller rettere besat med Sten, der strutter ud i Luften med den spidse Ende, saa er man ganske paa Vildspor. Forholdene hvorunder Planterne vokser i Naturen er saa forskelligartede, at der for at kunne skaffes dem blot tilnærmelsesvis naturlige Kaar maa lægges langt mere ind i Konstruktionen af Stenhøjen, end der sædvanligvis sker. Men herom mere senere. _Alpeplanternes Voksekaar i deres Hjemstavn_. En Ekskursion i Bjærgene vil for dem, som ikke før har færdedes der, som Regel byde paa Overraskelser. Sikkert de fleste vil forbavses over at træffe saa udstrakte Arealer, hvor Fjældet ikke viser sig i Overfladen, men er dækket af et Muldlag tæt bevokset med Planter. Selv om vi ser bort fra de lavere Dele af Bjærgene, som dækkes af Løvskov og Granskov--med den for disse Skove egne Undervegetation--maaske af og til afbrudt af en aaben Højslette med Landsbyer, Agre, Moser og Enge, og kun betragter den højere Del af Fjældene, da vil vi ogsaa der paa vor Vandring opefter, ikke bestandig færdes paa Stengrund. Aartusinders Vind og Vejr har virket paa Fjældet og omskabt den oprindelige, ganske nøgne Stenmasse til et for Plantevæksten beboeligt Sted. I hver en Revne paa Stenfjældet er Vandet trængt ind. Frosten har virket og sprængt store og smaa Stykker af Fjældet, Gletscherne har langsomt, men sikkert skuret mod det faste Fjæld og malet Overfladen til Grus, Sand og Stenmel. Rindende Vand har ført de fine Dele med sig ned ad Bjærget for senere at aflejre dem igen paa fladere Partier. Her har saa været gode Betingelser for Plantevækst, da der fra de højere liggende Steder tilførtes Fugtighed; og var der først en begyndende Plantevækst, bedredes Betingelserne for en tættere Bevoksning stadig. Paa saadanne Steder har da kunnet opstaa Moser og Enge. Rigeligere eller ringere Tilførsel af Vand og kraftig eller ubetydelig Nedbør har givet fugtigere eller tørrere Enge. Vegetationen ligner i mange Maader den i Lavlandets Enge, den er tæt, der er talrige Græsser, Orchisarter, ja mange Arter er fælles; man vil dog som Regel finde Planterne lavere bl.a. af den Grund, at det Vand, der overrisler Engen er meget koldt og derfor hæmmer Højdevæksten. Men Klippesiderne er jo ogsaa bevoksede med Planter, her tæt, der mere spredt; hvorledes opstaar her Betingelser for Plantevækst? Ser vi, her i Lavlandet noget tilsvarende? Ja, paa en Maade. Ser vi ikke hyppigt Tegltage med gulgrønne Pletter af Laver, som senere afløses af smaa Mospuder, der maaske igen afgiver Fodfæste for en Husløg, en Stenurt eller en lille Græstue; ser vi ikke Stenene i Stengærderne og de store Rullesten ude i Heden bevoksede med Laver og Mosser? Ligesaadan gaar Udviklingen for sig i Fjældet, men her er Overgangen fra Mosvegetation til den højere Plantebevoksning maaske noget hurtigere, fordi der fra højere Dele af Bjærget siver Fugtighed ned. Og i hver lille Revne, som fremkommer i Klippevæggen, selv om denne er nok saa stejl, er der Udsigt til at en Plante kan fæste Bo. Der behøves blot, at Vinden eller rindende Vand skal føre et Frø hen til et saadant gunstigt Sted, saa at det kan spire dér og sende sine Rødder ind i Klipperevnen. Støv tilført andetsteds fra har samlet sig i Revnen og afgiver Jordbund for den spirende Plante. De Planter, som vokser i Revner og Spalter paa Klippevæggene har jo meget afvigende Kaar fra Planterne i Slettelandet. Rødderne, som her kan brede sig vidt ud til alle Sider, maa hist nøjes med at brede sig i det Rum, som Klipperevnen giver, de bliver derfor gærne fladt vifteformige. Man kunde være tilbøjelig til at tro, at en Plante, der voksede paa en saadan Klippevæg, snart maatte komme til at mangle Vand. Dette er dog ret sjældent Tilfældet. Ofte siver der bestandigt fra højere Steder Vand ned langs Klippens Sider, trænger ind i de fineste Sprækker og nærer Sugerødderne, og udebliver denne Tilførsel af Mangel paa Nedbør, eller fordi Sneen højere oppe er smeltet bort, saa virker den kraftige Dug om Natten dog forfriskende paa Planten. Tillige er Klipperne altid mere eller mindre porøse. Herom skriver _Correvon_: "Medens visse Stenarter suger Vand til sig omtrent som et Stykke Sukker, lader andre det kun langsomt trænge ind i deres mikroskopiske Kanaler. Men alle Klipper er gennemtrængte af Vand i højere eller mindre Grad, og de meddeler dette Vand til de Planter, der vokser paa dem, saa at de holder sig friske." Bjærgenes øvre Tinder, der en lang Tid af Aaret er dækkede af et mægtigt Snelag, er i den korte Sommer heller ikke vegetationsløse. Fjældet er forvitret, saa at den faste Masse er dækket af et Lag af løse Sten, Grus og Stenpulver. Heri vokser Planterne mer eller mindre spredt. Mange Steder er Tidsrummet mellem Sneens Bortsmelten om Forsommeren og det første Snefald om Efteraaret saa kort, at en Udtørren af Jordsmonet ikke kan finde Sted, og Natteduggen og Taagerne, der hyppigt lægger sig om Bjærgtoppene, holder Planterne bestandig friske. Planterne særpræges ogsaa af det stærke Lys, som hersker under hele deres korte Liv; en Plante, som kommer frem af den smeltende Sne i Juni Maaned, vaagner til et langt intensere Lys end vore Foraarsplanter nyder, naar de i Marts-April bryder frem af Jorden. Dér hvor Gletscherne ender, naar de er paa deres Vinterstade, vil man finde mægtige Samlinger af Sten og Grus, som af Gletscherne er ført ned fra de højere Egne. Disse Endemoræner er ogsaa bevoksede om end hyppigt meget spredt. Planterne lever her under lignende Kaar, som dem vi fandt paa Bjærgtinderne. De har som disse rigelig Væde om Sommeren, thi Smeltevandet fra Bræen gennemskyller bestandig Morænen; men om Efteraaret, naar Kulden lægger sig over Bjærgene, standser Afsmeltningen fra Gletscheren, og Morænen bliver derved temmelig tør. Ved Kuldens Fremadskriden bliver de endog dækkede af et Lag Sne, som værner dem mod Vinterens stærke Kulde. Selv de fra Fjældene nedstyrtende Stenmasser, som samler sig ved Fjældets Fod eller i Kløfter i vældige, skraanende Urer (Tyskernes: Geröll), forbliver ikke ubeboede af Planter. Disse Urer er ogsaa fugtigere end man efter deres Konsistens kunde vente, men de kan jo ogsaa være beliggende saaledes, at de er stærkt udsatte for Solens Virkning og kun modtager ringe Væde fra de højere liggende Dele af Fjældet; i saa Fald vil kun Planter, der ved tæt Filtbeklædning eller paa anden Maade er værnede mod for stærk Fordampning, kunne trives her. Paa isolerede Bjærgtoppe i de lavere Dele af Bjærgene eller paa Skrænter, hvor Muldlaget er tyndt, og hvor Sneen paa Grund af den lavere Beliggenhed smelter bort tidlig paa Foraaret, kan der ogsaa blive ret ugunstige Vegetationskaar. De Arter, man finder paa saadan Lokalitet, er da ogsaa værnede paa en eller anden Maade mod for stærk Fordampning, enten ved at Bladene er beklædte med Haar, eller er af læderagtig Konsistens (Rhododendron) eller ved at de er ganske smalle, naaleformede (Lyngarter). Vegetationer i dybe Spalter og smalle Kløfter er meget afvigende herfra; er Kløfterne nordvendte vil kun meget lidt Sollys trænge ned i dem, og selv om de er sydvendte, er det kun en kort Tid af Dagen, at de er solbelyste. Planterne, som vokser her, er da mest Bregner og andre tyndbladede Vækster, som breder sig frodigt imellem Mosser i den fugtige, muldede Jord. Her er i korte Træk givet de vigtigste Kaar, under hvilke Planterne trives i Bjærgegne, men mange andre Faktorer spiller ind med og gør Forholdene mere sammensatte, saaledes Stedets Afstand fra Ækvator, (Grundfjældets Art og Fjældets Heldning mod Nord, Syd eller andre Verdenshjørner). _Alpeplanter.--Stenhøjsplanter_. Der er i det foregaaende talt om Alpeplanter, medens der i Titlen paa Bogen er anvendt Betegnelsen Stenhøjsplanter. Der vil da let kunne rejse sig det Spørgsmaal, om disse to Udtryk kan bruges i Flæng, eller om der kan gives en vis Adskillelse imellem dem. Med andre Ord, om alle Stenhøjsplanter er Alpeplanter eller om alle Alpeplanter egner sig til Plantning paa Stenhøje. Svaret maa lyde, at Stenhøjsplanter er et bredere Begreb end Alpeplanter, selv om vi tager dette i videst mulige Forstand. Ved _Alpeplanter_, eller som de ogsaa betegnes _alpine Planter_, forstaar vi Planter, der vokser i Bjærgegne ikke alene i Alperne, men ligesaavel i Pyrenæerne, i Andes eller Himalaya, og tillige dem, som findes i arktiske og antarktiske Egne, voksende saa højt op over Havet eller saa langt mod Syd eller Nord, at de en meget betydelig Del af Aaret er dækkede af Sne og saaledes kun har en kortvarig Sommer, en kort Vækstperiode. Disse Planter kan efter deres Voksekreds deles i subalpine, alpine og højalpine Planter, ligesom den arktiske Region kan deles i flere Florabælter. Hvor Højdegrænsen (over Havet) for de forskellige Bælter af Alpeplanter ligger, afhænger af vedkommende Bjærgkædes Afstand fra Ækvator. Nogle Planter kan følges gennem alle 3 Regioner, andre har kun en ringe Udbredelse i lodret Retning. Visse Arter findes baade i Bjærgegne og i Polaregne, andre har et ret begrænset Vokseomraade i vandret Retning. [Illustration: Fig. 47. Enkelt Del af Stenhøjsanlægget i Friar Park (Se Fig. 46).] Som alt nævnt har man i Haver fundet paa at bygge Stenhøje for at kunne dyrke disse smukke Planter fra Bjærgene og fra Polaregnene, og de udgør ogsaa Stenhøjsplanternes Hovedmængde, men man har desuden samlet Hjælpetropper fra mange andre Egne af Jorden og anbragt dem paa Stenhøjen. Forholdet er jo nemlig det, at der rundt om paa Jordens Kreds findes en Mængde meget smukke Planter voksende i Slettelandenes Moser, Enge, Skove og Stepper eller paa Ruiner og Stengærder, hvilke Havevennerne gærne vil dyrke, men som maa anbringes paa Stenhøjen, enten fordi de her præsenterer sig bedre end paa flad Jord, eller fordi de overhovedet ikke kan trives det sidstnævnte Sted. Ordet Stenhøjsplanter er derfor et meget omfattende Begreb, men faste Rammer for det har man ikke; hvad en vil godkende som passende til Stenhøj, kasserer en anden, og hvad der passer til at plante paa store Stenhøje mispryder maaske paa mindre. Nogle Stenhøjsvenner vil dog udelukkende dyrke alpine Planter og undgaar med velberaad Hu alle Plantearter, som ikke kommer ind under dette Begreb. For dem er Planternes Sjældenhed tit af største Vigtighed, de frydes selv over ubetydelige Arter, og de har netop den største Glæde i at dyrke de vanskeligste Planter. Der er dog en Del Alpeplanter, som trodser ethvert Kulturforsøg, og som det er ganske ørkesløst at prøve at indplante paa Stenhøjsanlægene. Andre Stenhøjsvenner vil kun have smukke eller blomsterrige Planter i Kultur eller Arter, der er saa lette at dyrke, saa at de næsten kan passe sig selv. Plantematerialet er dog saa stort, at der bliver nok for enhvers Smag--lykkeligvis--thi der er dog ingen Glæde ved, at den ene Stenhøj er en tro Afspejling af den anden, hverken hvad Konstruktionen eller Plantebestanden angaar. _Stenhøjsplanternes Vækstformer_. Stenhøjsplanterne kan efter deres Voksemaade henføres til forskellige Typer, som her kortelig skal beskrives, da Betegnelserne i det følgende anvendes Gang paa Gang. Der findes Overgange mellem de forskellige Typer, saaledes at det af og til kan være vanskeligt at afgøre, hvilken Vækstform man skal henføre den eller den Plante til. _Rosetplanter_. Bladene er samlede i Rosetter, d.v.s. de sidder ikke op ad en Stængel med tydelige Mellemrum, men udspringer omtrent fra samme Punkt og ligger ofte fladt ud til alle Sider paa Jorden eller Klippen. Blomsterstanden kan være endestillet d.v.s. udgaa fra Rosettens Midte eller udgaa fra Bladhjørnerne, og Rosetten kan mangle eller have Sideskud. Rosetplanter med endestillet Blomsterstand og uden Sideskud dør efter fuldendt Blomstring--de er _monokarpiske_, som det kaldes i det botaniske Sprog--og maa formeres ved Frøudsæd _(Saxifraga mutata, Sax. longifolia_). Denne Voksemaade er ganske analog med flere af vore kendte to-aarige Planter for Eks. Kongelys. Dannes der Sideskud, er Formeringen af Planten jo derigennem sikret. Sideskuddene kan sidde tæt op til Moderplanten eller fjærnes fra denne ved en iøvrig bladløs Udløber, de kan løsne sig fra Moderplanten meget snart og danne selvstændige Individer (visse _Sempervivum_) eller vedligeholde Forbindelsen i længere Tid; er Dannelsen af Sideskud meget yppig, dannes der efterhaanden store sammenhængende Tæpper. _(Saxifraga aizoon, Androsace sarmentosa_). _Pudeplanter_. Skuddene er korte, tæt samlede, saaledes at de midterste staa lige ret op, de nederste ligger paa Jordoverfladen, og hele Planten danner sig halvkugleformet (eller som en Kuglekalot). Bladene er smaa og meget tætsiddende, sidder ofte i Mængde visne inde i Planten. Skuddene er gærne utilbøjelige til at slaa Rod, selv om de ligger tæt til Underlaget; Pudeplanterne er derfor vanskelige at dele, og maa formeres ved Frøudsæd eller Stiklinger. _Tæppeplanter_. Planterne er enten træagtige eller urteagtige med kortere eller længere Skud, som gærne er rigt forgrenede og ligger fladt henad Jorden eller over Stenene og derved dækker Jordsmonet som et tæt Tæppe. Skuddene er hos nogle meget uvillige til at slaa Rod _(Rhamnus pumila_), og man kan hos disse løfte store Partier af Planten op fra Underlaget. Formeringen af saadanne Arter maa derfor ske ved Frøudsæd, eventuelt Stikning. Andre Tæppeplanter er netop meget villige til at slaa Rod, saa snart Skuddene berører den fugtige Jord; en ældre Tæppeplante af denne Type er derfor i Virkeligheden en Koloni af selvstændige Individer. Deling af disse lader sig let udføre. Nær disse staar saadanne Arter, som breder sig ud i store Tæpper ved fra underjordiske Udløbere at sende Skud op i Lyset. En Del Arter, som man kan betegne _Pude-Tæppeplanter_, har især som unge Individer samme Voksemaade (Kuglekalot), som Pudeplanterne, men i Modsætning til disse er de meget villige til at slaa Rod og vokser stærkt i Periferien, de bliver derfor fladere og danner snart sammenhængende Tæpper ved at vokse sammen med Naboplanterne _(Arenaria Rosani_). Endelig kan visse Rosetplanter forme sig som Tæppeplanter (se f.o.). Den almindelige _Staude_type er ogsaa repræsenteret blandt Stenhøjsplanterne. Skuddene er her oprette eller nedliggende og dør hvert Aar tilbage til Jordoverfladen, hvor Knopperne, som skal fortsætte Væksten næste Aar, sidder. _Knoldvækster_ og _Løgvækster_ har deres overvintrende Dele dybere nede i Jorden. _Enaarige Planter_. Af disse er kun faa anvendelige paa Stenhøjen. _Dværgbuske_. Foruden nogle tæppedannende Arter _(Dryas_, visse _Salix_) har man blandt Stenhøjsplanterne en Del Smaabuske med opret, men dog lav Vækst. Navnlig Lyngfamilien leverer mange af denne Type. _Stenhøjens Berettigelse i Haven_. Det vil for Haveejeren ofte kræve en vis Grad af Overvejelse, om han i sin Have skal anlægge en Stenhøj eller ej. Han kan i den Anledning stille sig forskellige Spørgsmaal: Vil det landskabeligt set kunne forsvares at lægge en Stenhøj i Haven? Er Stenhøjsplanterne noget saa fremragende, at det kan forsvares, at de faar et særligt Anlæg? Kan de ikke dyrkes paa flad Jord? eller kan man overhovedet give dem de Kaar, de fordrer? En af vore mest fremragende Landskabsgartnere, _Glæsel_, har skrevet: "Stenhøje have ikke nogen malerisk Betydning i de landskabelige Dele af Anlægget, og det er absolut forkasteligt at anvende S. paa en saadan Maade, at der dermed tilsigtes en Efterligning af Klippepartier." Herom kan der tvistes. Kan man omdanne et ellers kedeligt Parti af Parken til et smukt bygget Stenhøjsparti, vil dette dog kunne have en vis malerisk Virkning, navnlig i den Tid, da _Saxifraga, Aubrietia_ og _Primula_ med andre Florblomster blandt Stenhøjsplanterne, staar i skønneste Blomstring. Om man ikke tør lade sin Stenhøj faa Form af et Klippeparti, kan der ligeledes være delte Meninger om. Sikkert er det, at man uden at skade det landskabelige Udseende kan lade enkelte Dele af Stenhøjen faa Form som Klippeblokke, ja det er maaske netop det fornøjeligste ved Stenhøjsbyggeriet og Beplantningen at kunne fremstille større tætte Stensystemer, der beplantede ser ud som revnede Klippeblokke, hvis Spalter er bleven naturligt bevoksede. Er man imidlertid bange for, at Stenpartiet skal skade det landskabelige Billede, som Parken har, er det den bedste Udvej at bygge Stenhøjen paa Skrænterne ned mod en forsænket Gang. I den botaniske Have i Kew findes Stenhøjen netop anlagt paa denne Maade paa begge Sider af en slangeformet Vej, som er anlagt lavere end det tilstødende Terræn, og ved Busketbeplantning er Anlægget skjult for Beskueren, indtil man er ganske nær ved Nedgangen til Stenpartiet. Men vi maa ogsaa hævde at have set Haver, hvor Stenhøjen var af malerisk Virkning. Det vil dog let forstaas, at det kun er i større Haver, at man kan gaa saa vidt, at man lader Stenhøjen blive et Led, der skal give Præg paa Landskabet. I smaa Haver maa Stenhøjen kun blive lille og beskeden, men til Gengæld bygges saaledes, at den i endnu højere Grad end i store tjener den ene Hensigt: at afgive gunstige Voksepladser for de Planter, man vil dyrke derpaa. At Stenhøjsplanterne er noget særlig smukt vil, som det ogsaa berørtes i Indledningen, enhver, der har set dem i Naturen, bekræfte; og at de ogsaa i Kultur, hvor de kun giver en svag Afspejling af, hvad de er i Bjærgene, ogsaa har talrige Beundrere, har de senere Aars Iver for denne Gren af Havebrug tydelig vist. Foruden deres lave Vækst og forholdsvis store Blomster, som er nogle af deres mest fremtrædende Egenskaber, skal her nævnes det Forhold, at saa mange af dem holder Løvet frisk grønt hele Aaret rundt eller i al Fald en betydelig Del af Aaret, man kan derfor selv i den døde Tid af Aaret fryde sig over det friske grønne paa Stenhøjen. De adskiller sig her paa behagelig Vis fra de fleste Stauder, som Vinteren igennem staar nøgne eller med halvvissent Løv. Som et yderligere Plus for Stenhøjsplanterne kan anføres, at deres Lidenhed gør, at et forholdsvis stort Antal kan dyrkes paa et meget indskrænket Areal. Angaaende Spørgsmaalet, om de kan dyrkes paa flad Jord, saa maa dette for nogles Vedkommende besvares med ja, for andres med nej. _Malby_ udtrykker sig om dette Spørgsmaal saaledes: "Alpeplanterne kan trives i Bjærgegnene, ikke saa meget fordi de der givne Kaar er nødvendige for dem, men snarere fordi Klimaet for de højere voksende Arter er ugunstigt; i den stærke Blæst kan disse ikke udvikle sig, var denne Hindring ikke til Stede, vilde de overskygge og knuge de lavere Planter." Det viser sig da ogsaa, at nogle Arter godt kan trives, naar de overføres til vore Haver og dyrkes paa flad Jord. Men den største Part vil ikke vokse under disse Kaar. Det er rimeligvis hovedsagentlig Jordens fysiske Beskaffenhed, der her ikke passer dem. For disse maa man saa bygge sine Stenpartier. At der er alpine Planter, som det selv paa disse Anlæg kan volde Vanskeligheder at dyrke, er kun en Spore for Havedyrkeren til at gøre sig yderligere Anstrængelser; men overvindes Vanskelighederne, og man faar Planterne til at trives og blomstre, da er Glæden derved saa stor, at alle Besværligheder er glemte, naar Maalet er naaet. [Illustration: Fig. 48. Stensætning langs en Gang (i Det kgl. danske Haveselskabs Have) umiddelbart efter Plantningen. Den samme gang ses paa Fig. 70 i tilvokset Stand.] _Valg af Plads til Stenhøj og Udformning af Terrænet_. Er Stenhøjens Plads ikke forud givet, maa man vælge den i den Del af Haven, som har de gunstigste Terrænforhold, og som tillige er fri for store Træer, i al Fald bør der ingen Træer være Syd for Anlægget, da disse vil røve al for meget Lys fra Stenhøjen. Det er da navnlig Løvtræer med deres overhængende Grene, som bør undgaas, en enkelt Gran eller Ædelgran, nogle Juniperus eller Chamæcyparis kan bedre tilstedes, ja kan endog være af en udmærket Virkning i Anlægget. Dernæst maa man se paa Jordbundsforholdene og Vandforsyningsforholdene. Jo bedre de sidste er, des bedre kan man forme sit Stenhøjsanlæg i storslaaede Former, idet man da stedse er Herre over at holde det passende fugtigt. Er Forholdene i Haven saaledes, at Vandtryk mangler, eller kunstig Vanding er vanskelig, bør man ikke bygge for højt, og da navnlig ikke, hvis Jorden er let, da man saa risikerer en Udtørring i den varme Sommertid. Er Midlerne smaa, bør man ligeledes afholde sig fra at bygge højt. Det, man vil opnaa, er dog i de fleste Tilfælde at faa Planterne udviklede saa smukt og naturligt som muligt, og det opnaas lige saa godt paa svagt bevæget som paa stærkt kuperet Terræn. Som gode naturlige Terrænforhold kan nævnes: Smaahøje og Sænkninger mellem disse; en Hulvej med Skrænterne ned til denne; nedre Del af en Bakke; Skrænterne paa begge Sider af et forsænket Vandløb og Bredderne af en Sø eller en Mergelgrav, I det hele lader en Stenhøj og et Vandparti eller et Mosebed sig godt forene. Gaar ens Bestræbelser dog ud paa at have et højt-bygget Anlæg, som jo ganske vist har den Fordel fremfor et lavere Anlæg, at det virker mere imponerende paa Beskueren, da bør man hellere hygge paa en Lerbakke end paa en Sandbakke, da den sidstnævnte, hvor kunstig Vanding ikke kan iværksættes, som alt nævnt, let vil udtørres. Har man en Nordskrænt og en Sydskrænt at vælge imellem som Udgangspunkt for Stenhøjen, da bør man vælge Nordskrænten, hvis man særlig agter at dyrke Alpeplanter, men derimod Sydskrænten, hvis man navnlig vil have Planter fra lunere Verdensegne. Er Stenhøjens Plads i Haven givet paa Forhaand, staar man jo ikke saa frit som i det først nævnte Tilfælde. Saafremt det er muligt at bortrydde Træer, som kan virke skyggende eller paa anden Maade generende, uden derved at skade Havens Udseende, bør man straks fjærne dem og ikke vente og "se Tiden an". Kan man ikke borttage Træerne, maa man lave sin Stenhøj saa godt som muligt og ved Beplantningen stedse tage Hensyn til den uheldige Beliggenhed d.v.s. plante Bregnearter, Skovanemoner, Primula-Arter, Cyclamen og andre skygge-taalende Arter. Egentlige Alpeplanter faar man ikke til at lykkes paa et saadant Sted. Efter at Stedet for Stenhøjen er fastsat, maa man, inden man gaar videre, gøre sig klart, hvad man vil ofre paa sin Stenhøj, ikke alene m.H.t. Konstruktionen, men ogsaa m.H.t. Indkøb af Planter og den fremtidige Pasning. Det gælder her endnu mere end for den øvrige Haves Vedkommende, at man ikke skal slaa større Brød op, end man kan bage. Dette kan ikke noksom fremhæves. Koster man meget paa Anlæggelsen og Beplantningen og saa iøvrigt kun kan ofre lidet paa Pasningen, da er de store Udgifter spildte. En Stenhøj beplantet med sjældne og vanskelige Planter kræver et stadigt Tilsyn og en aldrig svigtende Interesse fra Havejerens Side; og et Stenhøjsanlæg, som er bleven forsømt, hvor sjældne og fine Arter er fortrængte og kun enkelte kraftigere-voksende endnu kæmper en fortvivlet Kamp med Ukrudtet, er et sørgeligt Syn. Ved Udformningen af Terrænet, hvad enten dette nu fra første Færd af er ganske fladt eller det fra Naturens Haand er gunstigt formet, gælder det først og fremmest at undgaa Ensformighed og Ensartethed, det gælder at skabe saa mange forskelligartede Voksepladser som vel muligt. Endvidere maa man sørge for, at der intet Sted kan samle sig staaende Fugtighed. Er der en Sø eller et Vandhul ved Anlægget, bør man derfor sørge for, at mulige Lavninger paa Stenhøjen, hvor Vand kan samle sig, afdrænes til Søen, ved Stenfaskiner eller kunstige Bækløb. Inden Omformningen af Terrænet tager sin Begyndelse, afgraves den brugbare Muldjord og samles i en Bunke for senere at anvendes. Er Udgangspunktet for Stenpartiet en Bakke, Vold eller Høj, søger man at frembringe en mere uregelmæssig Form, man maa udviske det kegleformede, kuppelformede eller rygdannede, som Stedet har fra Naturens Haand. I Stedet for en enkelt Top danner man flere større eller en enkelt stor og flere mindre Toppe i forskellig Højde, ligeledes maa man lade Forhøjningen løbe ud i det flade Terræn paa forskellig Vis, her brat, der mere jævnt, en Skrænt lader man blive lang uden nogen videre Afbrydelse, en anden gør man mere uregelmæssig ved at afsætte flere Terrasser; sine Steder samler man Jorden i længere Kamme eller Rygninger, Partierne mellem disse Kamme vil faa mer eller mindre udpræget Kløftform, eftersom Kammene ligger nærmere eller fjærnere fra hinanden. Grotter lader sig ogsaa let udforme ved Udgravninger ind i Højen, Volden eller Skrænten. Grotterne gøres dybe og smalle eller flade og brede i Grundform, altsaa fjordformede eller bugtformede, om man kan udtrykke sig saaledes. I Bunden af Grotten bliver der Plads til Dyrkning af fugtighedselskende Planter; andre Steder paa Terrænet, hvor man vil have Plads til saadanne, maa man afgrave et betydeligt Lag Jord, som føres hen paa andre Steder, hvor der skal findes Forhøjninger. Det bliver naturligvis navnlig i den lavere Del af Partiet, at disse Grotter og andre Pladser til fugtighedselskende Planter anlægges, men man kan ogsaa anbringe dem paa mere højtliggende Terræn. I Bunden maa lægges Dræn af Skærver. Bunden i Grotten behøver iøvrigt ikke at være i Niveau med Gangen, den kan skraane nedad mod denne, derimod vil det ikke være heldigt, om Grottens Bund har Fald ind mod Højen, thi Afdræningen af Grotten vil derved vanskeliggøres. Der kan ogsaa tænkes Tilfælde, hvor Grottens Bund ligger lavere end Gangen og fortsættes paa den anden Side i en Kløft, Gangen maa i saa Fald føres over dette Sted ved en Sten-Bro. Alle Steder, hvor man tænker sig at plante Arter, som trives i løs og ret tør Bund, maa man afgrave saa megen Jord, at der kan blive Plads saavel til et godt Lag Dræn som til et passende Lag tilberedt Jord. Er Jordsmonet fladt, maa man give det en mere bølget Form; har man rigeligt af Skærver, og selve Anlægget ikke er af særlig stor Udstrækning, kan man med Fordel lægge Dræn af Skærver under hele Stenpartiet, man vinder derved en Del Jord til Opbygning af Forhøjninger. Et saadant afdrænet Stenhøjsparti maa vandes noget rigeligere om Sommeren end et uden Skærveunderlag, til Gengæld kommer det ikke let til at lide af overvættes Fugtighed om Vinteren. Alle Jordflytningsarbejder udføres bedst om Efteraaret. Jorden, der føres sammen i Bunker, som Grundlag for Klippeblokke eller Stentoppe maa stampes meget fast, men yderligere bør den ligge Vinteren over for rigtig at sætte sig. Bygger man nemlig paa nylig sammenkørt Jord, løber man den Risiko, at den dog--selv vel sammentrampet--synker yderligere sammen, og det opbyggede Stenparti kan derved forrykkes paa uheldig Maade. Har nu Arealet, som er valgt til Stenhøj, ligget et halvt Aars Tid for at sætte sig, kan man begynde at anbringe Stenene. Der vil dog ofte først være nogle mindre Ændringer at foretage ved Jordmassen, fordi denne sine Steder kan være sunket mere, andre Steder mindre end forventet, ligesom Regnskyl kan have foraarsaget ikke ønskede Forandringer. Man maa ogsaa allerede nu sørge for at anlægge Gangene; disse maa dog ikke komme til at indtage nogen betydelig Part af Anlægget, navnlig i smaa Stenpartier maa de være beskedne baade i Antal og Bredde. Da det er heldigt, om Gangene er afdrænede, vil her eventuelt ogsaa blive Anledning til at afgrave nogen Jord for at give Plads til Skærveunderlaget. Det vil sine Steder gøre bedre Virkning, om Gangen former sig som en Trappe, eller at der dog findes enkelte Trappetrin her og der i en jævnt stigende Gang; stærkt stigende Gange maa næsten nødvendigvis bygges trappeformede. Udformning af Gangene i Trappeform bør næppe ske, før efter at Stenene er bragte paa Plads, da Transport af store Sten opad Trappe er vanskeligere end ad en skraanende Gang. Paa de Steder, hvor der ingen Opfyldning har fundet Sted. kan man naturligvis godt skride til Anbringelsen af Stenene, umiddelbart efter at Terrænet har faaet den ønskede Form. Ønsker man dog at udsætte hele Arbejdet med Fordelingen af Stenene, til man kan gøre det hele samlet, bør man dog ved Udgravningen til Grotterne foretage den Forsigtighedsforanstaltning ikke at afgrave Væggene stejlt, men lade dem staa Vinteren igennem med skraa Sider, derved sikrer man sig mod, at de skrider ned. [Illustration: Fig. 49. Fra Botanisk Haves Stenparti. En Afsats paa en skraanende Flade. I Forgrunden ses hvorledes smaa Sten lægges mellem de større.] Raader man over kunstige Vandledninger, bør man allerede nu sørge for at føre Rør hen til forskellige Punkter paa Stenhøjen, saa at man kan besprøjte denne over det hele. Og er der Raad til, at man et Sted kan lave en lille rislende Bæk, vil dette i høj Grad øge Glæden ved Anlægget. Bækkens Bund maa sættes med Ler, eventuelt med Cement, da Vandet ellers for hurtigt vil forsvinde. Over Leret eller Cementen man lægge Sten af forskellig Størrelse, Grus og Sand. _Anbringelsen af Stenene.--Valg af Materiale_. Af og til ser man Stenhøje byggede af temmelig flade Sten, som er stillede paa Kant og er temmelig regelmæssigt ordnede, saa at der fremkommer en Mængde Smaarum, hvilke man kan kalde "Lommer" eller "Baase". Dette System har visse Fordele. Hver Plantes Vokseplads bliver her bestemt afgrænset. Desuden er man Herre over at lave Jordblandingen forskellig i de forskellige Rum, og man kan ved at gøre Jordsmonet højere eller lavere i Forhold til Stenenes Kant og ved at lægge Dræn i Bunden af "Baasene" i større eller mindre Lag virke hen til at gøre Voksepladserne tørrere eller fugtigere. Ligeledes afgiver Stenene betydeligt Læ for Planterne; denne Form egner sig vel derfor bedre til Dyrkning af kælnere Planter end just til de egentlige Alpeplanter. Men der er ogsaa visse Ulemper ved denne Konstruktionsmaade, navnlig er det vanskeligt at bygge Stenhøjen saadan, at den danner et smukt Hele. Endnu almindeligere er det at se Stenhøje, hvor Stenene er jævnt spredte over det hele og er stillede paa Højkant med den spidseste Ende opefter. Man ser ogsaa tit Stenhøjsbyggernes Bestræbelser gaa ud paa at samle saa mange mærkeligt formede Sten, som der er at opdrive: Flintesten, der ligner Dyrehoveder, Affald fra Glasværker eller fra Teglværker (sammenbrændte glasserede Mursten i uregelmæssige Former) eller forstenede Træstammer o.l. Man faar ved Betragtning af saadanne Stenhøje Indtrykket af, at Stenene og ikke Planterne er den vigtigste Del af Anlægget. Maaske har saadanne Konstruktioner ogsaa bidraget sit til sine Steder at bringe Stenhøjene i Miskredit. Inden man skrider til selve Anbringelsen af Stenene, maa man ordne det foreliggende Materiale, enten det nu er noget man har fra en ældre Stenhøj, fra et Stendige, fra Udgravninger paa Terrænet eller man har indkøbt Alluvialsten eller Materiale fra Stenbrud. Al Slags Glasaffald kasseres skaanselsløst. Ej heller kan Teglstens og Murstens-Materiale finde Anvendelse ved selve Opbygningen, men det kan, efter at være slaaede til Skærver, benyttes til Dræn. Flintesten er som Regel heller ikke af større Værd, men kan ligeledes bruges til Dræn, maaske helst blandede med Murstensskærver, Kulslagger eller andet stærkt vandsugende Materiale. Smaa Rullesten bliver ligeledes slaaede til Skærver, er der rigeligt af Materiale, kan ogsaa disse bruges til Dræn, men er der sparsomt med Sten, bør de henlægges for senere at bruges til at lægge ovenpaa Stenhøjen (herom mere senere), de maa da helst slaas saa flade som muligt, altsaa mere i Flageform end i Skærveform; de Kalksten, der maatte blive kasserede ved Opbygningen af Stenhøjen, behandles paa samme Maade. De Sten, der kan benyttes til at bygge Stenhøjen af, er navnlig: Granit, Gneis eller anden Urfjældsten, Kalksten og Sandsten. Det bedste Materiale faar man fra Stenbrud, idet de kantede Sten er bedst at bygge med, men store Rullesten kan ogsaa efter at være udkløvede finde god Anvendelse, dog vil de runde Sider, som nogle af Stykkerne faar, kunne volde visse Vanskeligheder. Man sorterer Stenene, man har til sin Raadighed, dels efter deres Art dels efter Farve, og ved Anbringelsen af Stenene paa Højen holder man hver Sort for sig, det ser nemlig ikke godt ud, naar en Klippevæg eller Klippeblok er bygget op af Granit blandet med Porfyr, Sandsten og Kalksten. Store lavbevoksede Rullesten fra Heder og Overdrev eller Søsten kan ogsaa finde Anvendelse i den Form, i hvilken de foreligger, man bør derfor ikke udkløve alle sine Rullesten, men bevare de bedste urørte. _Malby_ anbefaler til Stenhøjsbygning et kunstigt Konglomerat af Skærver og Cement, dette bør man dog kun i en stenfattig Egn ty til. Stenene maa ikke fordeles jævnt over hele Anlægget, men ordnes mere gruppevis, saa at de sine Steder staar meget tæt, andre Steder i løsere Grupper og sine Steder meget spredt. Man maa ogsaa sørge for, at Stenene kommer til at staa (eller ligge) fast, saa at de ikke forandrer deres Stilling, selv om der bliver traadt paa dem. En tredie vigtig Regel er, at Stenene maa anbringes saaledes, at den Fugtighed, der tilflyder Anlægget-- Vandet, som sprøjtes derudover, og Regnen, som falder derpaa-- snarest søger ind mod de indre Dele af Højen og derved naar ned til Planterødderne; en højere liggende Sten maa derfor ikke springe ud over en lavere, da Vandet saa vil løbe fra den højere ned over den lavere liggende uden at befugte Jorden, som findes i Mellemrummet mellem disse to Sten. Det er forhen berørt, at det er uheldigt at stille Stenene paa Enden, det er en ganske unaturlig Stilling. _Farrer_ skriver saaledes om dette Spørgsmaal: "Og husk altid at sætte Stenene paa Højen med den brede Flade mod Jorden. Dette er den naturlige Maade at anbringe dem paa. I Naturen ligger Stenene ned; Moder Natur lader ikke sine Sten strutte ud i Luften som Piggene paa et Pindsvin." Der kan dog være Tilfælde, hvor man har Lov til at sætte Stenene paa Højkant, og det er der, hvor man bygger meget tæt, de Steder, hvor man søger at efterligne Klippeblokke, men her kommer den enkelte Sten ikke til at præsentere sig, her rager den ikke frit ud i Luften, den skal netop kun ses sammen med de andre som et afsluttet Hele. Ogsaa ved Opbygningen af Grottevægge kan Afvigelse fra Regelen tilstedes, thi her gælder det jo ogsaa, at det kun er en enkelt Flade af Stenen, der vender ud imod Beskueren. Sine Steder kan man ogsaa ved Afgrænsningen mellem Stenhøjen og Gangene, som fører derigennem, tillade, at en Sten er sat paa Enden, men som Regel bør disse Sten ligge ned paa Siden. Man maa forøvrigt vogte sig for, at denne Afgrænsning kommer til at se for ensformig ud og i det hele undgaa skarp Afgrænsning, hvor det ikke er nødvendigt. Ved Konstruktion af Klippeblokke og Grottevægge er Udtrykket Stenhøjsbygning rigtig paa sin Plads, idet man her faktisk stabler Sten paa Sten og i givet Tilfælde endog maa gribe til Bindemidler som Cement for at støtte Konstruktionen. Ved Opbygning af Grottevægge har man en fast Jordvæg som Rygstød, denne er, som omtalt under Udformningen af Anlægget, afgravet skraat eller stejlt, dog bør den ikke være absolut lodret. Det vil nemlig være heldigt af forskellige Grunde, om Grottens Bredde bliver noget større foroven end forneden. En uformodet Forskydning i Jordhøjen vil lettere kunne bæres af en Stensætning, som har en svag Heldning indefter mod Højen end af en, som er ganske lodret; tillige bør hver overliggende Sten springe lidt tilbage for hver underliggende af Hensyn til Befugtningen af Jordmassen mellem Stenene (s. f. o.). Man gør ikke Grottens Væg regelmæssigt bueformet, og hvis man har en dyb og smal Grotte for sig, lader man ikke Væggene blive paralelle, man giver Væggene et eller flere smaa Fremspring eller en ekstra Indbugtning. Den nederste Stenrække maa noget skarpere angive Uregelmæssigheden, da alle Fremspring, eftersom Opbygningen skrider frem, udviskes noget. Stenene maa sættes meget fast, og man begynder ikke nogen ny Etage, før man er sikker paa, at det færdige Lag ikke kan rokkes. Stenenes Overkant maa have en svag Heldning ind mod Højen, er en Sten af uheldig Form, kasseres den, eller man fjærner med Hammer og Mejsel uheldige Fremspring, saa at Stenen bliver brugelig. I det hele maa man ved dette Opbygningsarbejde væbne sig med Taalmodighed og ikke vente, at den Sten, man griber fat paa, just vil passe paa det Sted, hvor man først lægger den; ofte maa man prøve flere Sten i Rad, inden man finder den rette. Samtidig med Opbygningen maa man foretage en--i al Fald delvis--Paafyldning af tilberedt Jord i Mellemrummene mellem Stenvæggen og Højen og mellem de enkelte Sten. Bag ved det nederste Stenlag bør man lægge et Lag Skærver til Dræn, inden man begynder at tilføre Jord. Denne Paafyldningsjord maa hverken være for tør eller for vaad (man kan bruge den gammelkendte Prøve: tage en Haandfuld Jord og klemme den, giver den Vand fra sig, er den for vaad, falder den fra hinanden, naar man løsner Taget, er den for tør) og den maa pakkes fast, saa at man er sikker paa, at den ikke senere synker sammen, saa at der derved opstaar Hulheder her og der. Opbygning af større Stenblokke eller Klippeblokke maa ske paa lignende Maade som anvist ved Grotter, men her har man jo ingen fast Væg at støtte Konstruktionen til. Man kan godt bygge en Klippeblok paa flad Jord, men vil dog som Regel hellere forme den omkring en større eller mindre Jordforhøjning. Ogsaa kan man lade en eller flere af Stenhøjens Toppe afslutte med en saadan kompakt Stensamling. Grundfladen gøres uregelmæssig, og Opbygningen foregaar terrasseformet, saa at de højere liggende Sten springer tilbage i Forhold til de lavere. Ogsaa her maa Paafyldningen af god Jord ske samtidig med Opbygningen. Er en saadan Top anlagt i stor Maalestok, vil man ved Paafyldning af Jord i dens Indre kunne bruge Lerjord og Skærver som Kærne, men nærmest udad mod Stenene, som der bygges med, maa man bruge god Jord, thi heri skal Planternes Rødder brede sig; smaa Blokke fyldes kun med god Jord. Af yderste Vigtighed er det, at hele Kærnen, hvad enten den bestaar af det ene eller det andet Materiale, gøres meget fast, saa at ingen Sammensynkning eller Forskydning af Stenblokken senere kan finde Sted. Udfyldningen af smalle Revner mellem Stenene maa udføres med stor Omhu og med aldrig svigtende Taalmod. Den kyndige _Farrer_ siger: "Se til at hver Sten er vel tilpakket med Jord straks fra Begyndelsen, for hvis De ikke gør det, efterhaanden som Stenhøjen bygges op, vil De (bagefter) aldrig kunne faa det gjort godt igen, men vil altid komme til at kæmpe med Mangler her og der. Intet er mere fortvivlende end at prøve paa at skaffe Jord ind i et skjult Hul bag en stor Sten. Man maa famle sig frem, rage og støde, og man faar Huden gnavet af Knoerne, og endda bliver Arbejdet ikke godt gjort. Og er Arbejdet ikke gjort godt fra først af, vil disse Hulheder foraarsage Planternes Død, og for det andet vil Rotter, Mus og andre Skadedyr tage Bolig deri." Grunden til, at Planterne dør, naar en saadan Hulhed naas af Rødderne, er den, at disse derved udsættes for Udtørring. Hvor man paa Stenhøjens Skrænter har afbrudt den regelmæssige Skraaning ved en Afsats, kan der for stærkere at markere og støtte denne, anbringes en mindre Opstabling af Sten, her bør man dog ikke sætte Stenene paa Enden, men lægge dem ned paa Fladen. Tætte Stensamlinger kan ogsaa tilvejebringes ved mindre Midler og paa lettere Vis end den her anførte Opstabling. Paa skraa Flader eller smaa Forhøjninger, som har faaet den Form, man tænker sig, de skal have i færdig Stand, _lægges_ Stenene ned i Flugt med Jordsmonet. Stenene graves noget ned i Underlaget, saa at de ikke kan skride ud, og Mellemrummene udfyldes med tilberedt Jord. Stenene maa lægges tæt navnlig mod Toppen af Højene og anbringes om muligt med en brudt Flade udad mod Beskueren. De større Rullesten, man har lagt til Side, anbringes paa Rygningen og Skrænterne af Volde eller paa Skraaninger og Flader, hvor man agter at indrette Vokseplads til Lyngvækster. De skraaninger, som ikke er bleven besatte med Sten, vandrette Afsatser, Kløfter eller fladere Sænkninger mellem Forhøjninger eller Volde, skal nu ogsaa indrettes til deres Brug. For dem alle gælder det, at de maa forsynes med et Lag Skærver for at sikre Vandafledningen. Stenskredene, d.v.s. de Steder, hvor man har tænkt sig at plante de Arter, som i Naturen vokser i nedrullede Sten, altsaa et meget løst Materiale, bør have et rigeligt Drænlag, medens Kløfterne og de Partier, der skal huse Engplanterne, kan nøjes med et mindre dybt Lag; har man gennem en Kløft Afløb fra et Moseparti eller fra et lille Kildevæld, maa Afdræningen dog gøres noget kraftigere end ellers. Forøvrigt maa man regulere Skærvelagets Mægtighed efter Stedets Beliggenhed paa Stenhøjen og efter dets større eller mindre Fald. Paa Skraaninger gøres Drænlaget mindre end paa Flader, og ligeledes maa man i de lavere Dele af Stenhøjen øge Drænets Mægtighed, navnlig naar Afløbsforholdene fra Stenhøjen ikke er fuldt tilfredsstillende. Det er mindst lige saa meget om Vinteren som om Sommeren, at Drænet skal gøre Nytte, for at bortlede den rigelige Væde, som samles i denne Tid, da Fordampningen fra Jordoverfladen er ringe, og Planternes Forbrug ogsaa er sat ned paa et Minimum. Man maa derfor sørge for, at Drænlaget er saa godt, at det kan holde Anlægget passende tørt om Vinteren. Inden man begynder Paaførslen af Skærverne, maa man beregne, hvor meget disse vil fylde i Forbindelse med det Jordlag, som derefter skal paaføres, og hvori Planterne skal vokse; undlader man dette, risikerer man let, at Jordsmonet, naar man er færdig, er blevet for højt i Forhold til Omgivelserne, og Arbejdet maa gøres om. Det første Lag Skærver, man paafører, gør man vel i at grave ned i Underlaget, hvorved man opnaar, at Drænet kommer til at virke dybere ned. [Illustration: Fig. 50. Kunstigt opbygget Stenblok i Botanisk Have.] _Jordbundsforholdene_. Det er af Vigtighed, at det Jordsmon, som Planterne skal plantes i, er gunstigt for deres Trivsel, og at man ved tilberedningen deraf har de forskellige Planters Tarv for Øje. Som Regel vil den Muldjord, der findes paa Stedet, og som man har afgravet og samlet, inden Omformningen af Terrænet paabegyndtes, ikke kunne bruges i ublandet Stand, men det hyppigste vil vel ogsaa være, at man af økonomiske Hensyn maa bruge en Del af denne Jord til Indblanding i andet Materiale. For at kunne tilvejebringe gode Jordblandinger anskaffer man sig et Oplag af følgende Jordarter: Lyngjord, Mosejord--ogsaa Tørvestrøelse kan eventuelt anvendes--Bladjord og, hvis den oprindelige Muldjord er let, da tillige Græstørvejord fra svær Jord. Endvidere Grus, fint knuste Kalksten eller Murgrus og fine Granitskærver. Visse Planter er mere kalkfordrende end andre, ja nogle Forfattere hævder, at Planterne kan deles i kalkfordrende og kalkflyende Arter, og at der endog ofte til visse kalkyndende Planter svarer andre nærstaaende Arter, som er kalkflyende; i Naturen skulde disse to Slags Planter som Følge af deres særlige Krav til Jordbunden aldrig forekomme blandede, men al Tid hver Gruppe paa sin Lokalitet. Saaledes angiver _Robinson_, der har en Liste paa c. 70 Kalk-Planter og nogle flere Granit-Planter, at _Rhododendron hirsutum, Daphne eneorum_ og _Pulsatilla alpina_ vokser paa Kalkbjerge, medens _Rhododendron ferrugineum. Daphne striatum og Pulsatilla sulphurea_ vokser paa Granitunderlag. Selv om dette nu ikke skal tages saa alvorligt, at man altid kan betragte Kalk som Gift for Planter fra Granitbjærge, saa kan man dog ikke se helt bort fra denne Forskellighed hos Planterne, og enhver Oplysning om Planternes naturlige Voksested er af Betydning for Stenhøjs-dyrkerne. Hvis man til sin Stenhøjs Opbygning har brugt saavel Granit som Kalksten, gør man derfor vel i ogsaa at tilberede Jorden forskelligt paa de to Steder, saa at man ikke blander Kalkelementer i den Jord, som lægges paa Granitafdelingen, medens man giver en rigelig Tilsætning af dette Materiale paa den Afdeling, der er bygget af Kalksten. Ved man intet om Planternes Krav i saa Henseende, kan man jo prøve sig frem, plante enkelte Individer paa hver sin Afdeling og se til, hvor Planterne udvikler sig bedst. Sandsynligst er det dog, at Jordbundens rette fysiske Beskaffenhed er mindst ligesaa vigtig som dens kemiske. Med andre Ord, at der for Planternes Trivsel maa tages fuldt saa meget Hensyn til, at de faar en Jord, som er passende gennemtrængelig for Rødderne og af en passende Fugtighedsgrad for de paagældende Planter som til, at Jorden indeholder saa og saa mange Procent Kalk. Til Paafyldning i Revnerne og de større Mellemrum paa Stensamlingerne samt til Jordlaget paa Stenskredene bruges en let Jord bestaaende af Mosejord blandet med lidt af den oprindelige Muld samt Grus og fine Granitskærver. Til Smaalavninger, hvor Engplanterne skal vokse, bruges Mosejord blandet med lidt Grus og en Del af den oprindelige Muldjord, til Kløfterne benyttes en lignende Blanding, og i disses nedre Dele, i Bunden af skyggede Grotter samt paa andre Partier, hvor man vil dyrke Skovplanter, tilsættes yderligere Bøgebladjord. Lyngpartierne faar grusblandet Lyngjord; har man ikke Adgang til at skaffe denne Jordart, maa man anvende Jord fra Lyngmoser med en Indblanding af lidt rigeligere Grus. 1 Kalkafdelingerne tilsættes, som nævnt en Del knust Kalksten eller Murgrus. _Stenhøjens Tilplantning_. For at kunne tilplante en Stenhøj tilfredsstillende maa man kende noget til de Planter, man vil dyrke. Vel kan man læse sig en Del til, men bedre Kundskab om Arterne vil man dog erhverve sig ved at studere andre Stenhøjsanlæg. Her kan man gøre mange Iagttagelser, se de Fejlgreb, der er bleven begaaede, og derefter vare sig for at gøre de samme Fejl om igen, man vil kunne se de gode Resultater, som er opnaaede, og søge at efterligne de Kaar, den og den Plante her er lykkedes under. Ja, man kan jo endog faa Lejlighed til at kritisere de rosende Udtalelser, som Bøger og Kataloger, Gartnere eller ens Venner har fremført om denne eller hin Plante, og se, om det virkelig passer, at denne "ikke bør savnes paa nogen Stenhøj" eller hin "er af glimrende Virkning plantet i store Masser". Smagen er jo saa forskellig, at man aldrig er sikker paa om det, andre roser som noget særlig godt, netop vil falde i ens egen Smag. Man maa forøvrigt heller ikke vente al Tid at opnaa samme Resultat, som man ser naaet andet Steds, de lokale Forhold har ofte meget stor Indflydelse; men mislykkedes nogle Arter, kan man til Gengæld glæde sig til, at andre maaske netop vil lykkes bedre paa den Stenhøj, man selv har anlagt, end paa dem, man har lagt til Grund for sine Forstudier. Her kan saaledes nævnes, at _Max Kolb_ ved Beskrivelsen af _Hutchinsia alpina_ skriver: "Saa almindelig (i Bjærgene) denne Plante end er, saa lykkes den ofte ikke godt og gaar gærne til Grunde", medens den i Botanisk Have i København regnes for at være en af de villigste; og om _Polygonum vaccinifolium_, der sidstnævnte Sted nærmest maa kaldes lunefuld og absolut maa have en god Plads, siger _Robinson_, at "den formeres let ved Deling og Stikning, trives i almindelig Havejord og passer til Skrænterne og de mindre vigtige Steder paa Stenhøjen." Vigtigt er det ogsaa ved disse Studier paa andre Stenhøje at lægge Mærke til, _hvor_ den eller den Plante "gør sig" bedst, om den udvikler sig bedst til sin Fordel klemt inde mellem Sten i en vandret eller lodret Revne, eller om den ser bedst ud imellem løse Smaasten, om den trives bedre i et lille Engparti end i en Kløft, og om den syner bedst betragtet fra oven eller fra neden, Man maa gøre Iagttagelser angaaende Planternes Krav til Vokse-Areal, om det er Planter, der breder sig raskt eller om den aarlige Tilvækst kun er ringe. Til Plantningen bruges helst smaa Planter. Disse vokser lettest. Synes de Blokke, man har indkøbt, at være for store, maa man se efter, om det er en Art, som let lader sig dele, og er dette Tilfældet, bør man straks partere den, man har da ikke alene flere Chancer for én, at Planten skal vokse, men tillige faar man i samme Køb et større Stykke af sin Stenhøj tilplantet. Af Plante-Arter, som ikke taaler Deling, maa man vogte sig for at faa store Individer. Nogle Planter har lange piskformede eller dog svagt forgrenede Rødder (mange Bælgplanter). Disse Planter lader sig ikke dele; de kan tillige være vanskelige at plante, da Rødderne paa Grund af deres Længde kræver et dybt Plantehul; en Indkortning eller Sammenbukning af Rødderne er ikke heldig, taales i mange Tilfælde slet ikke af Planten. Derimod kan alle Planter med tæt og rigt forgrenet Rodnet godt taale Rodbeskæring, og denne Indstudsning bør foretages, da Plantningen foregaar lettere, naar Rodmassen er mindre. Stenhøjsplanter maa plantes med megen Omhu, navnlig gælder det om at trykke Jorden godt omkring Planten, saa at Rødderne straks omsluttes fast af Jord og Smaasten. Ved Omtalen af Stenenes Anbringelse er det nævnt, at Jorden skal pakkes ind i alle Hulheder og Revner. Ved Plantningen gælder samme Regel, man maa hele Tiden passe paa, at Jorden, som man fylder ned om Rødderne, baade ligger fast til disse og til Stenvæggene. Tilplantning af Grottevægge og Klippeblokke er den vanskeligste. Revnerne er ofte ganske smalle, saa at det er et stort Taalmodighedsarbejde at faa Jorden fyldt ind omkring Rødderne; som nævnt skal der gærne være Smaasten i Jordblandingen, disse Smaasten kommer let i Klemme og hæmmer den videre Paafyldning af Jorden. Og volder de vandrette Revner Bryderier, er de lodrette endnu vanskeligere at beplante, Thi her mangler det faste Underlag, som man dog har ved de vandrette Revner. Man maa derfor ved Tilplantningen af disse lodrette Spalter klemme Sten ind deri, som kan tjene som Hvilepunkt for Planten, man vil anbringe, og for yderligere at gøre et saadant Sted til et fast Støttepunkt, kan man fæstne den indsatte Stenkile med Cement. For at gøre Cementen saa lidet synlig som muligt, knuser man noget af den Stenart, man har bygget med, til meget fine Skærver og trykker en Del af disse ind i den endnu fugtige Cement. [Illustration: Fig. 51. Parti af Botanisk Haves Stenhøje.] Man maa vel vogte sig for at faa sin Stenhøj for regelmæssigt tilplantet. Uregelmæssighed og Uensartethed er jo allerede givet eller tilstræbt i selve Konstruktionen, der vilde da ingen Mening være i at udviske dette ved en altfor regelmæssig og ensartet Tilplantning. Det gælder jo først og fremmest at give Planterne de bedste Vækstbetingelser, men tillige maa man jo give dem den bedste Baggrund og tage Hensyn til de enkelte Arters Voksemaade. Pudeplanter skal ikke plantes tæt og i store Klynger, de skal ses enkeltvis eller faa sammen, saa at den enkelte lille Plante viser sig. Rosetplanter og visse Pudeplanter tager sig bedst ud mellem Sten og plantes derfor i store Klippeblokke. Tæppeplanterne sættes sammen i større Mængde og især paa store Flader, de gør sig jo netop paa denne Maade; er det Arter, som hurtigt breder sig, kan Arealet, der skal indtages af en eller anden Art, dog godt beplantes spredt, men al Tid uregelmæssigt; sæt ikke Planterne i Rader og Geledder som i en Køkkenhave! Forøvrigt kan Tæppeplanter ogsaa være af ypperlig Virkning, naar de er plantede over en lille Stenknold; Planterne vil da efterhaanden brede sig over hele Knolden og dække den, saa at kun en enkelt Stenspids træder frem af det grønne. Straks efter at man har beplantet en Klippeblok, en Top eller en Flade, belægges den fri Jord mellem Planterne med fine og grove Skærver. Disse tjener dels til at holde paa Jorden, at den ikke saa let skyller bort, dels bidrager de til at holde paa Jordens Fugtighed. I Stenskredene maa dette øvre Lag af løse Sten være noget rigeligere end andre Steder paa Anlægget, og man bruger her helst Stenflager eller sørger for at idet mindste en Del af Stenene har denne Form. I Engpartierne og Kløfterne saavelsom i Bunden af Grotterne anvendes en Belægning med Skærver kun i ringe Grad eller slet ikke, men for at lette Færdslen for den, der passer Stenhøjen, maa der her og der ligge nogle større, flade Sten til at træde paa. Er Stenpartiet stort anlagt, kan man endda enkelte Steder føre en Gang over et Engparti eller over en bredere Kløft ved at lægge et Par Rækker af store, flade Sten, hellere maa man lade en slidt end en nylig brudt Flade vende opefter. Man bør gøre sig det til Regel først at tilplante Stenhøjsspidserne, Smaatoppene og Blokkene, dernæst Skrænterne og Lavningerne. Vanding af det plantede sker umiddelbart eller kort efter Tilplantningen, bortskylles derved Jord og Smaasten, maa man fylde lidt efter. Er Vejret tørt, vandes i den første Tid dagligt, indtil Planterne har taget godt fat. Omplantning af Stenhøjen maa af og til finde Sted. Denne foretages bedst partielt, saaledes at man hvert eller hvertandet Aar tager en Del af Anlægget under Behandling. Det synes navnlig, at de Planter, der her er betegnede som Pude-Tæppeplanter, ynder eller tiltrænger Omplantning, for at de skal se friske og livskraftige ud. Herunder kommer især de almindelige fintløvede _Saxifraga_-Arter, _Aubrietia_, forskellige _Arabis_ og mange andre. Forsømmes Omplantning bliver disse Tæppeplanter tynde eller visne i Midten og holder sig kun friske i Udkanten. Men det er ligefrem forbløffende at se, hvor hurtigt nyomplantede Planter tager fat i den friske Jord, og hvor sunde og yppige de ser ud blot en Maanedstid efter Plantningen. Andre Tæppeplanter opfører sig ikke som de ovennævnte, men vedbliver at være friske helt igennem; dette er navnlig træagtige Arter som _Salix retusa_; er Omplantningen af en saadan Plante, der er godt i Vækst, ikke paatrængende nødvendig--for Eks. paa Grund af en _Omlægning_ af Stenhøjen,--bør man ved Omplantningen gaa uden om den. Ligeledes vil Stenhøjens Smaabuske som Regel ikke behøve Omplantning, men maaske af og til Fornyelse, hvis de er bleven for store i Forhold til Omgivelserne, Det er da især Planterne paa Skraaningerne, i Lavningerne og paa de mindre Stensamlinger, som bør omplantes. De store Stenblokke bør helst lades urørte saa længe som muligt, fordi Tilplantningen af disse er noget omstændelig, men ogsaa fordi en stor Pudeplante eller Rosetplante, som er vokset rigtig fast til Stenene, ikke taaler Omplantning, eller i alt Fald lider meget derved. En partiel Omplantning kan dog her ogsaa være nødvendig. Her tænkes paa de Fornyelser, som bliver nødvendige ved at nogle Planter _(Saxifraga mutata, Saxifraga longifolia, Carlina acanthifolia_ o. a.) dør efter Blomstringen. Allerede ved første Plantning maa man have disse Planters kortvarige Liv i Minde, saa at man sætter dem paa Steder i Klippeblokken, hvor Omplantning bliver forholdsvis let. _Morænebede_. Det er før anført, at visse Alpeplanter er meget vanskelige at dyrke; dette gælder da navnlig Arterne fra de højeste Fjældtoppe og dem, som vokser paa Morænerne. Det ligger da nær at formode, at man, saafremt man kunde efterligne de ejendommelige klimatiske Kaar og Jordbundsforhold, som de lever under, vilde kunne faa dem til at lykkes i Kultur. Det gælder altsaa at skaffe Planterne en Jordbund af muldfattig Beskaffenhed, rigelig Tilførsel af koldt Vand om Sommeren og temmelig tør Jordbund om Vinteren. I England har man da i de senere Aar konstrueret de saakaldte "Morænebede" til Kultur af disse Planter. Paa en svagt skraanende Flade graver man en Fordybning godt 1/2 m dyb. Bunden og Siderne beklædes med en Kappe af Cement, Bassinets øvre Rand skal have samme Fald som den Flade, det er konstrueret i. Paa det laveste Sted i Bassinets Bund anbringes inden Støbningen en Flaskehals, som saaledes kan give Afløb for det Vand, der samler sig i det støbte Bassin. Dette fyldes nu med Sten, store i Bunden, aftagende opefter, saa at det øverste Lag bestaar af ganske fine Skærver. Heri anbringes Planterne. I Flaskehalsen indsættes en Prop udvendig fra. Ved den øvre Rand af Bassinet lægges et perforeret Rør, som er sat i Forbindelse med Vandledningen; herfra maa Vandet flyde ganske jævnt hele Sommeren. Tilløbet maa være stærkere end Fordampningen, saaledes at der bestandig løber Vand over den nedre Rand af Bassinet. Hen paa Efteraaret lukkes af for Vandet, og nu uddrages Proppen af Flaskehalsen, hvorved Bassinet tømmes for Vand, og Stenmassen bliver ret tør. Selvfølgelig maa Cementrandene skjules ved, at der lægges større Sten over dem, ligeledes maa man for at bryde Ensformigheden ved Bedets Overflade henlægge større Sten her og der. Det Vand, der løber bort fra Morænebedet Sommeren igennem, bør man lede videre gennem Stenhøjsanlægget, lade det risle nedover som et mindre Vandløb for at ende i en Eng eller en Kløft. Om man vil, kan man bygge Morænebedet i 2 Etager som 2 Bassiner, det ene over det andet; det overflødige Vand fra det øvre løber da ned og befugter det nedre Bed. _Murhaver_. Paa gamle Mure--og ikke mindst paa Ruiner--træffer man ofte en ret yppig Vegetation. Det er saaledes en bekendt Sag, at den lille Bregne _"Murrude"_ vokser frodigt paa Kronborgs Mure. Ved første Øjekast ser det mærkeligt ud, at Planterne kan trives under saadanne Kaar, men tænker man nærmere over Sagen, er det jo i og for sig ikke mærkeligere, end at Planterne vokser i de stejle Klippesider, thi Murene er jo mindst ligesaa porøse som Grundfjældene. Det har endog vist sig, at Planter, som vanskelig trives paa Stenhøj, lykkes, paa Mure. Det er da intet Under, at man sine Steder ligefrem har opført Mure udelukkende eller dog for en Del beregnede paa Beplantning. (Se Figurene 13, 14, 15 og 16.) _Correvon_ omtaler udførligt og roser meget disse Murhaver. En Mur, som han selv har i sin Have, _"Floraire"_, er 28 m lang, 2,10 m bred og 1,40 m høj, den er bygget af haardtbrændte Sten og løber i Retning SØ.-NV., den har altsaa sine Flader vendte mod NØ. og SV., har saaledes en Solside og en Skyggeside, en Fordel man kan sikre sig, naar man bygger en Mur alene til dette Formaal; paa en Mur, der forud eksisterer, som er opført med andet Formaal, og som man faar til Opgave at beplante, vil ofte kun den ene Side være fri. _Correvon_ giver Fortegnelse over de Planter, som Aaret igennem blomstrer paa denne Mur, ordnet efter Blomstringstiden; Listen indeholder flere Hundrede Navne. Konstruerer man selv sin Mur, har man jo yderligere den Fordel at kunne give den Indmad d.v.s. en Blanding af Jord, Kalkgrus og Sten. _Pottekultur_. For dem, som har endnu ringere Plads end en Stenhøj fordrer, kan det være et Substitut at dyrke en Samling Alpeplanter i Potte, og denne Kulturmetode kan ogsaa være nyttig for dem, der har Stenhøj, idet de da i de pottedyrkede Individer har en Reserve at ty til, hvis enkelte Planter skulde gaa ud paa Stenhøjsanlægget. Man anskaffer sig foruden den almindelige Slags Potter to andre Slags, et Sæt, der er smallere og dybere, og et, der er fladere og bredere, i de dybe dyrkes Pudeplanter og i det hele Planter med dybtgaaende Rødder, de flade forbeholder man Tæppeplanterne. Man kan her ofre noget mere paa Jordblandingen, da det er saa ringe Kvanta, der bruges, og man anvender derfor udelukkende Mosejord, Lyngjord, Græstørvjord, Bladjord, Kalkgrus, Grus og fine Skærver. Man planter meget fast; i Bunden af Potten lægges et Lag Potteskaar. Potterne nedgraves paa et Grusbed og vandes rigeligt Sommeren igennem; Gruset udenfor Potterne holdes ogsaa stærkt fugtigt, Fordampningen herfra vil bringe Kølighed og Friskhed til Potteplanterne. Om Vinteren holdes de i dybe Karme, nedgravede i Grus. Imellem Karmene lægges Kulaske eller lignende Materiale, som afleder Vandet godt. Karmene dækkes med Vinduer, naar det er stærkt fugtigt Vejr, men der luftes rigeligt. Bliver det Frost, lukkes Vinduerne til, og der dækkes med Maatter og Lemme. Ved indtrædende Tøvejr afdækkes igen. _Pasningen af Stenhøjen Aaret rundt_. Naar Aaret lakker mod sin Slutning er det Tid at tænke paa Stenhøjens Dækning. Enkelte silkehaarede eller filthaarede Planter, som ikke taaler for megen Væde paa Bladene, vil man med Fordel kunne beskytte ved Hjælp af et lille Glashus bestaaende af fire Sideplader med en Overligger, der maa skraane lidt, saa at Væden kan løbe af den; der maa ogsaa være en Aabning mellem Siderne og Taget, saa at Luftcirkulation stadig kan finde Sted. Denne Tildækning kan passende ske, naar Efteraarets bestandig vaade og graa Dage indfinder sig. Visse kælne Planter kan man ogsaa beskytte mod Vinterens Vejrlig ved, naar den første Frost er i Vente, at tildække dem med skarpt Grus. Disse to Beskyttelsesmaader bliver dog rent lokale. De fleste Stenhøjsplanter er i deres Hjemstavn dækkede af et lunende Snelag, som gør, at Jorden ikke fryser i nogen betydelig Dybde; men her i vort Klima ligger dette naturlige Dække kun rent undtagelsesvis i et længere Tidsrum. Spørgsmaalet er da, om man kan skærme sine kære Stenhøjsplanter mod stærk Barfrost, saa at man paa en Maade erstatter Sneen. Desværre lader dette sig ikke gøre, i al Fald kun i ringe Grad. Men et Lag af Granris, over hele Stenhøjen gør dog sin Nytte, det hæmmer i en vis Grad Udstraalingen og skærmer noget mod de bratte Temperatursvingninger. Mest Gavn gør Granrisdækket paa Slutningen af Vinteren, naar Solens Lys og Varme vil lokke Planterne til en for tidlig Vækst, og ligeledes værner det de stedsegrønne Planter mod den skarpe Foraarsvind, der let foraarsager en for stærk Fordampning fra deres Løvværk. Tildækningen med Granris finder bedst Sted ved Juletid, men frygter man stærk Frost i den tidligere Del af December, maa man hellere fremskynde Tildækningen. Kommer der et Snedække, er Planterne først ret hjulpne. Vinteren igennem er der intet at gøre ved Stenhøjen. Og dog! Hvis der indtræder milde Perioder, som tegner til at blive af nogen Varighed, er det gavnligt at mindske Dækket paa Stenhøjen her og der, navnlig bør man tænke paa de stedsegrønne urteagtige Arter som visse _Saxifraga, Hutchinsia_, enkelte _Sedum_. nogle _Veronica_ o.s.v., thi selv om det er Vinter, er der dog en vis Grad at Livsvirksomhed til Stede. De bortfjærnede Granris samles i Bunker for atter at lægges over Planterne, saa snart Frostvejr indfinder sig. [Illustration: Fig. 52. Digitalis. Denne Plante kan under store Forhold anvendes paa en skygget Del af Stenhøjen. Man saar den paa Stedet.] Afdækningen om Foraaret maa finde Sted gradvis, og man bør saa vidt muligt vælge Graavejrsdage til dette Arbejde for ikke at udsætte Planterne pludseligt for Solens Indvirkning. Men nu kommer samtidig et af Aarets vigtigste Vedligeholdelsesarbejder. Frosten har Vinteren igennem, trods Dækning, virket paa Jorden, den har løftet de smaa Sten, som ligger omkring Planterne, ja selve Planterne, navnlig dem, der er plantede det foregaaende Efteraar er hævede op af Jorden, saa at Rødderne er blottede. Forsømmer man ret længe at faa dette bragt i Orden igen, vil de løsnede Planter dø af Tørke eller i al Fald svækkes i betydelig Grad. Derfor skrider man til det Værk, mens der endnu er rigeligt af Fugtighed til Stede, at trykke Jorden fast igen. Ofte maa man tage fat paa dette Arbejde, inden man helt har afdækket Stenpartiet, men man sørger omhyggeligt for, at ingen Del af Stenhøjen forbigaas. Man fjerner saa Granrisene fra et mindre Parti, gør dette i Stand og lægger nogle af Granrisene over igen. I en Kurv eller Kasse fører man lidt frisk Jord med sig for at kunne fylde efter i de Revner, som maatte være opstaaede ved Regnskyl Vinteren igennem. Efterhaanden som Foraaret skrider frem, kan man fra Grotter og Kløfter bortfjærne Løv, som er føget sammen der, hvis det virker uskønt eller er hobet op i for store Mængder; ligeledes kan man afpudse de gamle Bregneblade eller andet Løvværk, man har ladet sidde for at virke beskyttende Vinteren igennem. Nu bryder det alle Vegne, og en Stund kan man blot fryde sig over sin Stenhøj, og hver Dag se en ny Plante udfolde sine Blomster, men snart kalder Arbejdet igen. Foraarets tørrende Luft gør sin Virkning, og Vanding bliver nødvendig enkelte Steder. Har man et kunstigt Kildevæld i sit Stenhøjsanlæg eller et Morænebed, maa der lukkes op for Vandet. Snart strækker Vanding med Vandkande ikke til, der maa sprøjtes dagligt, i al Fald naar Vejret er tørt. Sprøjtningen skal ikke indskrænkes til Planterne alene, Stenene og Gangene oversprøjtes, de sidste ikke mindst, thi derved bidrager man til at sprede Friskhed og Kølighed over hele Anlægget. Vil man have et særlig godt Vandingssystem, kan man over hele Stenhøjs-partiet lade lægge Vandrør med mange fine Bruseapparater, hvorfra Vandet kan fordeles støvfint. Nu har de første af Stenhøjens Foraarsbebudere allerede visne Blomster, disse maa fjærnes, hvis man da ikke agter at samle Frø af dem. Efter stærke Regnskyl maa man med Jord og Sten udfylde de Render, det nedstrømmende Vand har dannet sig, ogsaa Gangene maa efterses og repareres. Saaledes gaar Sommeren med Afpudsning, Vanding og Reparationer. Man maa ogsaa stedse gøre sine Iagttagelser med Hensyn til Planternes Vækst og Udvikling, holde Øje med dem, som vokser for stærkt for i Tide at kunne hæmme dem i Væksten; ofte kan Forholdet dog være saadant, at det er rigtigere at lade den Plante, der føler sig vel paa Stedet og er ved at blive smuk og kraftig, beholde Pladsen, medens den svagere maa fjærnes og sættes hen paa en for den gunstigere Plads. Man maa i det hele mærke sig, hvilke Planter, der synes at have faaet en uheldig Plads, hvilke der staar for tørt eller for lyst, for fugtigt eller for skygget, saa at man senere, naar Omplantningstiden indtræder, kan rette de Fejl, der er begaaede. Hele Aaret, men dog mest om Sommeren, har man at kæmpe mod nogle Fjender af Dyreriget, hvilke man maa søge at bekæmpe paa bedste Maade. Muldvarpen er her som i den øvrige Have en ubehagelig Gæst, som man maa forfølge ihærdigt. Mus og Rotter sætter af og til Bo i de Stensætninger, hvor de kan finde en Hulhed; jo bedre Grottevæggene og Klippeblokkene er byggede op, des vanskeligere kan disse Dyr finde et passende Sted til deres Bolig. Solsorten er vel nok den ubehageligste Gæst blandt Fuglene, hvis man da ikke er saa letsindig at lade sine Høns gaa om i Haven. Solsorten ynder at rode og hakke i Planternes tætte Puder og Tæpper for at søge efter Insekter og Orme, og nyplantede Partier, som har haft Besøg af denne Fugl, ser sørgelige ud. Hvis man ikke nænner at skyde denne Gæst, har man næppe andet at gøre end at finde sig i dens Ødelæggelser. Og af de lavere Dyr har man Snegle, Knoporme. Myrer, Jordlopper, Bænkebidere og andet Utøj at bekæmpe. Snegle uden Hus (nøgne Snegle) er især slemme efter Planter med tykke eller kødede Blade, saasom forskellige Primula-Arter, de ynder ikke Kalk, og for at hæmme deres Angreb an vender man andetsteds en Udstrøning af pulveriseret Kalk; da saa mange af Stenhøjens Planter er kalkyndende, vil en saadan Udstrøning, i al Fald omkring de kalkyndende Planter, kun kunne gøre Gavn. Myrer er meget ubehagelige Gæster, de lægger med Forkærlighed deres Tuer midt op i en Tæppeplante eller Pudeplante. Man maa for at udrydde dem afgrave og bortfjærne en større Del af Jordmassen, som man erstatter med frisk Jord. Myrerne kan ogsaa fanges ved i Tuerne at nedlægge en Svamp dyppet i Honning eller Sukkeropløsning; Dyrene vil da krybe ind i Svampens Hulheder, naar denne er fyldt, kastes den i en Spand med kogende Vand; gentages denne Proces Gang paa Gang, kan man helt rense en Tue for dens Beboere. Knoporme efterstræber de finere Nellikearter, Primula og mange andre af de bedre Stenhøjsplanter. Man maa, saa snart man har opdaget deres Tilstedeværelse, gennemrode Jorden tidlig om Morgenen og afsamle saa mange af disse Skadedyr som muligt. Bænkebidere er Natdyr og gemmer sig om Dagen i mørke Huller. Henstiller man paa Stenhøjen udhulede Kartofler eller Rødbeder--med Hulheden nedad--vil Bænkebiderne søge til disse og gemme sig der, om Morgenen kan man da ryste dem ud og dræbe dem. Regnorme, hvis Tilstedeværelse ellers er ønskelig i Naturens Husholdning, er ikke til nogen Gavn for Stenhøjen. Jorden bliver ved deres Virksomhed og ved deres Aflejring af Ekskrementer mindre behagelig for Alpeplanternes Rødder at arbejde i; som egentlige Skadedyr kan man dog ikke opfatte dem. Med August begynder atter en travl Tid. Thi nu er det en gunstig Tid for Omplantning, hvad enten dette nu er de smaa Ændringer, der just er hentydet til, eller det er Generalomplantninger af større Dele af Stenhøjen. Den rigeligere Nedbør, som falder i denne Maaned, og den kraftigere Nattedug er gunstig for dette Arbejdes Udførelse. I og for sig kan man omplante Stenhøjsplanter til enhver Tid af Aaret, naar blot Jorden ikke er frossen, men Planterne tager hurtigere fat, naar de omplantes i August, og de naar at faa rodfæstet sig inden Vinteren. Efter at Omplantninger og Nyplantninger er fuldendte, har man Resten af Efteraaret mest Renholdelse at tænke paa. Man maa sørge for, at man gaar Vinteren i Møde med en vel renholdt Stenhøj; der maa ikke findes Ukrudt noget Steds, thi saa har man det at kæmpe imod straks i den travle Foraarstid. Visne Blade maa man ikke være for ivrig med at fjærne hen paa Efteraaret, thi disse kan siddende paa Planten godt gøre deres Nytte som et Slags Vinterdække. [Illustration: Naturlig Plantning med faa væsentlig indfødte Arter. Kun Arundo Donax (til højre) røber at det hele er Menneskeværk.] DEN DANSKE FLORAS VAND- OG STENHØJSPLANTER af _Andreas Madsen_. I. VANDPLANTER. Paa Vandplanter er Danmark langt rigere end paa Klippeplanter. Udfra et havemæssigt Synspunkt gør det intet til Sagen, at der alene kan blive Tale om vore _ferske_ Vandes Blomsterverden, eftersom Havets Plantevækst ikke ejer blot en Art som er under Dyrkning. Havfladen er ganske blomsterløs, kun fladbundede Kysters Brakvand dækkes sine Steder af _Flydende Vandranunkel's_ hvide Blomstermylder. Vore vildtvoksende Vandplanter omfatter derfor i gængs Sprogbrug udelukkende de Arter som træffes i Søerne, Aaerne, Bækkene, helt ned til Tørvegrave og Vandhuller. Mange iblandt dem, forholdsvis flere end af Landjordens indenlandske Flora, er saa smukke og statelige, at vi ogsaa lader deres Blomster og Blade smykke Havernes Vandpartier. Andre har vi derimod god Grund til at betragte med mindre velvillige Blikke, maa afgjort holdes baade fra Haverne hvor de kun optræder som Vandukrudt, fuldt saa ondartet og vanskeligt at udrydde som Landjordens. Et Eksempel herpaa er den kendte, oprindeligt amerikanske Art _Vandpest, Elodea canadensis_. For ikke at tale om _Andemad_. Kun Arter der lader sig til Syne oppe i Luften enten med saavel Blomster som Blade eller dog med Blomsterne alene, har vi nogen Glæde af at indlemme blandt Havernes Kulturplanter, Den, iøvrigt faatallige Gruppe, hvor _hele_ Planten til enhver Tid er nedsænket i Vandet, _Hornblad, Vandkrans, Brasenføde, Vandpest_, foruden enkelte andre, er lidet egnede til andet end Stueakvarier, gennem hvis Glasvægge Planterne kan ses ogsaa fra Siden. De Vandplanter hvis Blade svømmer eller rettere flyder i Vandspejlet og hvis Blomster enten gør det samme eller dog gror saa lavt at ogsaa de synes flydende, er derimod en Afdeling som tæller mange udmærkede Arter, i hvis Spidse vi afgjort bør sætte de to, danske Vandplanter som i alle Maader fortjener at indlede vor Skildring, den _hvide_ og den _gule Aakande_. Om den hvide Aakande skriver Rostrups Flora, at den hører til vore skønneste, indenlandske Planter, og at Blomsterne overgaar alle andre i Størrelse. Men næst efter kommer den gule og begge vore Aakander forstaar, hvad ellers ikke ret mange hjemmevoksende Planter kan, at hævde sig overfor den store Mængde af indførte, fremmede Arter. Og hvilke glimrende Fremtoninger der findes blandt den nyere Tids udenlandske Aakander, meddeles andetsteds i denne Bog. De vokser ikke sjeldent blandede sammen og klæder hinanden fortræffeligt. Paa Baggrund af Bladenes grønne Ørige træder Blomsterne frem i skinnende guldgul og sølvhvid Pragt, Det Hele danner et saa skønt Billede, at Gartnerens Kunst ikke kan føje noget til, Intet Under at Aakanderne, indbefattet Asiens og Ægyptens berømte Lotus, fra de ældste Tider og overalt har tiltrukken sig almindelig Opmærksomhed og er blevne folkekære som faa andre Planter i Vand som paa Land. Herom vidner den Vrimmel af Aakande-Navne, som vidt forskellige Tungemaal er forsynede med. _Aakande_ er et gammelt Navn der var fælles for hele Norden og atter svarede til gængse Navne længer sydpaa. Hvem der oprindeligt maa have været den rette Aakande skønnes let, det er utvivlsomt den Gule. Frugten, egentligt et "Bær", har virkeligt Form som en Kande, medens den Hvide Aakandes er næsten kuglerund, og stærkt minder om Opiumvalmuens Kapsel. Imidlertid maatte Farven altid være den mest iøjnefaldende Forskel paa de to Aakander, som begge kom til at bære dette Navn, der overførtes fra den Gule til den Hvide. Vore ældste Plantebøger giver dog flere Navne at vælge imellem. _Henrik Smid's_ Lægebog fra 1557 nævner ganske vist kun Hvid Aakande, men kun af den Grund, at den regnedes for al være mere brugbar som Lægemiddel end sin Slægtning. Som medicinsk Plante er den iøvrigt nu gaaet af Brug. Derimod har _Simon Paullis "Flora Danica_" tre forskellige Navne: _Aakande, Søe-Blomst, Søe-Blad_. De afledes hver fra sin Del af Planten, Frugten, Blomsten, Bladet. Den fjerde Part Roden mindes i det gamle, men sjeldnere Navn _Haarrod_, d