The Project Gutenberg EBook of Vildanden, by Henrik Ibsen

This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with
almost no restrictions whatsoever.  You may copy it, give it away or
re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included
with this eBook or online at www.gutenberg.net


Title: Vildanden

Author: Henrik Ibsen

Release Date: July 28, 2004 [EBook #13041]
[Date last updated: December 19, 2004]

Language: Norwegian

Character set encoding: ASCII

*** START OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK VILDANDEN ***




Produced by Ted Garvin, Jim Wiborg and PG Distributed Proofreaders






       VILDANDEN

  SKUESPIL, I FEM AKTER

      HENRIK IBSEN

          1884




       *       *       *       *       *


PERSONERNE:

Grosserer Werle, vaerksejer o. s. v.

Gregers Werle, hans son.

Gamle Ekdal.

Hjalmar Ekdal, den gamles son, fotograf.

Gina Ekdal, Hjalmars hustru.

Hedvig, deres datter, 14 ar.

Fru Sorby, grossererens husbestyrerinde.

Relling, laege.

Molvik, forhenvaerende teolog.

Bogholder Graberg.

Pettersen, grossererens tjener.

Lejetjener Jensen.

En blegfed herre.

En tyndharet herre.

En naersynt herre.

Sex andre herrer, middagsgaester hos grossereren.

Flere lejetjenere.

(Forste akt foregar hos grosserer Werle, de fire folgende
akter hos fotograf Ekdal)


        *       *       *       *       *



FORSTE AKT.


(I grosserer Werles Hus. Kostbart og bekvemt indrettet
arbejdsvaerelse; bogskabe og stoppede mobler; skrivebord med
papirer og protokoller midt pa gulvet; taendte lamper med
gronne skaerme, saledes at vaerelset er daempet belyst. Aben
flojdor med fratrukne forhaeng pa bagvaeggen. Indenfor ses en
stor elegant stue, staerkt oplyst af lamper og armstager.
Foran til hojre i arbejdsvaerelset forer en liden tapetdor
ind til kontorerne. Foran til venstre en kamin med glodende
kul i, og laengere tilbage en dobbeltdor til spisesalen.)

(Grossererens tjener, Pettersen, i livre, og lejetjener
Jensen, i sort, saetter tilrette i arbejdsvaerelset. I den
storre stue gar to--tre andre lejetjenere omkring, ordner og
taender flere lys. Inde fra spisesalen hores summende samtale
og latter af mange stemmer; der bankes med kniven pa et
glas; stilhed indtraeder; en skaltale boldes; bravorab og sa
atter summende samtale.)

PETTERSEN (taender en lampe pa kaminen og saetter skaerm over).
Nej hor bare, De, Jensen; nu star gamlingen ved bordet og
proppenerer en lang skal for fru Sorby.

LEJETJENER JENSEN (flytter en laenestol frem).
Er det kanske sandt, som folk siger, at der er noget imellem
dem?

PETTERSEN.
Fan' ved.

JENSEN.
For han har nok vaer't en svaer buk i sine dage.

PETTERSEN.
Kanske det.

JENSEN.
Det er jo for sonnen, at han holder dette her
middagsselskabet, siger de.

PETTERSEN.
Ja. Sonnen kom hjem igar.

JENSEN.
Aldrig vidste jeg for, at grosserer Werle havde nogen son.

PETTERSEN.
Jo da, han har en son. Men han holder stodt og stadig til
der oppe pa Hojdalsvaerket. Han har ikke vaeret i byen i alle
de ar jeg har tjent her i huset.

EN LEJETJENER (i doren til den anden stue).
De, Pettersen, her er en gammel fyr, som--

PETTERSEN (mumler).
Hvad fan', kommer her nu nogen!

(Gamle Ekdal kommer tilsyne fra hojre i stuen. Han er klaedt
i en luvslidt kavaj med hoj krave; uldne vanter; i handen en
stok og en skindhue; under armen en pakke i kardusomslag.
Rodbrun, smudsig paryk og en liden gra knebelsbart.)

PETTERSEN (gar imod ham).
Joss',--hvad vil De her inde?

EKDAL (i doren).
Ma sa nodvendig ind pa kontoret, Pettersen.

PETTERSEN.
Kantoret er staengt for en time siden, og--

EKDAL.
Horte det i porten, far. Men Graberg sidder der endnu. Vaer
snil, Pettersen, og lad mig fa slippe ind den vejen. (peger
mod tapetdoren.) Har ga't den vejen for.

PETTERSEN.
Ja, De far sa gore da. (abner doren.) Men sans endelig pa,
at De kommer ud igen den rigtige vejen; for vi har
fremmede.

EKDAL.
Ved det nok,--hm! Tak, Pettersen-far! Gammel god ven. Tak.
(mumier sagte.) Torsk! (han gar ind i kontoret; Pettersen
lukker doren efter ham.)

JENSEN.
Horer han ogsa til kantorfolkene?

PETTERSEN.
Nej, han er bare en, som skriver udenom, nar de har det
nodig. Men han har samaend vaer't en fin fyr i sin tid, gamle
Ekdal.

JENSEN.
Ja, han sa ud som noget af hvert.

PETTERSEN.
Ja da; han har vaer't lojtnant, kan De taenke.

JENSEN.
A fan',--har han vaer't lojtnant!

PETTERSEN.
Ja gu' har han sa. Men sa slog han sig nok paa skoghandel
eller hvad det var. De siger, at han skal ha' gjort
grossereren et faelt stygt puds engang. For de to var sammen
om Hojdals-vaerket dengang, skonner De. A, jeg kender godt
gamle Ekdal, jeg. Vi drikker mangen god gang en bitter og en
flaske bajersk sammen inde hos madam Eriksen.

JENSEN.
Han kan da ikke ha' stort at spandere for, han.

PETTERSEN.
Joss', Jensen, De kan da vel skonne, at det er mig, som
spanderer. For jeg synes, en skal vaere sjangtil imod bedre
folk, som det er gat sa ilde med.

JENSEN.
Har han spillet bankerot da?

PETTERSEN.
Nej, det var nok vaerre end som sa. For han kom pa
faestningen.

JENSEN.
Pa faestningen!

PETTERSEN.
Eller kanske det var i bodsfaengslet--(lytter). Hys, nu gar
de fra bordet.

(Doren til spisesalen slas op af et par tjenere derinde fra.
Fru Sorby, konverseret af et par herrer, kommer ud. Lidt
efter lidt folger hele bordselskabet, hvoriblandt grosserer
Werle. Sidst kommer Hjalmar Ekdal og Gregers Werle.)

FRU SORBY (i forbigaende til tjeneren).
Pettersen, vil De la' kaffeen servere inde i musiksalen.

PETTERSEN.
Ja vel, fru Sorby. (hun og de to herrer gar ind i stuen og
derfra ud til hojre. Pettersen og lejetjener Jensen gar ud
samme vej.)

EN BLEGFED HERRE (til en tyndharet).
Puh,--den diner--det var et drojt stykke arbejde!

DEN TYNDHAREDE.
A med en smule god vilje kan en udrette ganske utroligt i
tre timer.

DEN FEDE HERRE.
Ja, men bagefter, bagefter, min kaere kammerherre!

EN TREDJE HERRE.
Jeg horer, mokkaen og maraschinoen skal kredentses i
musiksalen.

DEN FEDE HERRE.
Bravo! Sa kanske fru Sorby spiller os et stykke.

DEN TYNDHAREDE (daempet).
Bare ikke fru Sorby snart blaeser os et stykke, du.

DEN FEDE HERRE.
A nej samaend; Berta slar ikke handen af sine gamle venner.

(de ler og gar ind i stuen.)

GROSSERER WERLE (daempet og forstemt).
Jeg tror ikke nogen la' maerke til det, Gregers.

GREGERS (ser pa ham).
Hvilket?

WERLE.
La' ikke du heller maerke til det?

GREGERS.
Hvad skulde jeg laegge maerke til?

WERLE.
Vi var tretten til bords.

GREGERS.
Sa? Var vi tretten?

WERLE (med et blik mod Hjalmar Ekdal).
Vi er ellers altid vant til at vaere tolv. (til de ovrige.)
Vaer sa artig, mine herrer! (han og de tilbageblevne,
undtagen Hjalmar og Gregers, gar ud i baggrunden til hojre.)

HJALMAR (som har hort samtalen).
Du skulde ikke sendt mig den indbydelse, Gregers.

GREGERS.
Hvad! Det heder jo, at selskabet skal vaere for mig. Og sa
skulde jeg ikke be' min eneste og bedste ven--

HJALMAR.
Men jeg tror ikke, din far liker det. Jeg kommer jo ellers
aldrig her i huset.

GREGERS.
Nej, det horer jeg. Men jeg matte da se dig og tale med dig;
for jeg rejser visst snart igen.--Ja, vi to gamle
skolekammerater, vi er rigtignok kommet langt bort ifra
hinanden, du; vi har nu ikke set hinanden pa sexten--sytten
ar.

HJALMAR.
Er det sa laenge siden?

GREGERS.
Ja, det er det rigtignok. Na, hvorledes har du det sa? Du
ser godt ud. Du er naesten ble't fyldig og svaer.

HJALMAR.
Hm, svaer kan man vel ikke kalde det; men jeg ser rimeligvis
noget mandigere ud end dengang.

GREGERS.
Ja, det gor du; dit ydre har ikke lidt noget.

HJALMAR (i dystrere tone).
Men det indre, du! Der kan du tro, det ser anderledes ud! Du
ved jo, hvor forfaerdelig alting er styrtet sammen for mig og
mit siden vi to sas.

GREGERS (sagtere).
Hvorledes gar det din far nu?

HJALMAR.
Kaere, lad os ikke tale om det. Min stakkers ulykkelige far
lever naturligvis hjemme hos mig. Han har jo ingen anden i
hele verden at holde sig til. Men dette her er sa knusende
tungt for mig at tale om, ser du.--Sig mig heller, hvorledes
du har havt det der oppe pa vaerket.

GREGERS.
Dejlig ensomt har jeg havt det,--havt god anledning til at
gruble over mangt og meget.--Kom her; lad os gore os det
hyggeligt.

(han saetter sig i en laenestol ved kaminen og noder Hjalmar
ned i en anden ved siden af.)

HJALMAR (blodt).
Du skal dog ha' tak alligevel, Gregers, at du bad mig til
din fars bord; for nu skonner jeg da, at du ikke laenger har
hoget imod mig.

GREGERS (forundret).
Hvor kunde du falde pa, at jeg skulde ha' noget imod dig?

HJALMAR.
I de forste arene havde du det dog.

GREGERS.
Hvilke forste ar?

HJALMAR.
Efter at den store ulykke var sket. Og det var jo sa
naturligt, at du havde. Det var jo pa et haengende har, at
din far selv var ble't trukket med ind i disse her--a, disse
her skraekkelige historierne!

GREGERS.
Og derfor skulde jeg ha' noget imod dig? Hvem har bildt dig
det ind?

HJALMAR.
Jeg ved, du havde det, Gregers; for det er din far selv, som
har sagt mig det.

GREGERS (studser).
Far! Ja sa. Hm.--Var det derfor, at du aldrig siden lod mig
hore fra dig,--ikke med et eneste ord.

HJALMAR.
Ja.

GREGERS.
Ikke en gang i den tid du gik hen og blev fotograf?

HJALMAR.
Din far sa', det var ikke vaerdt jeg skrev til dig om nogen
som helst ting.

GREGERS (ser hen for sig).
Nej, nej, kanske han kunde ha' ret i det.--Men sig mig nu,
Hjalmar,--finder du dig nu nogenlunde tilfreds i din
stilling?

HJALMAR (sukker let).
A jo samaend gor jeg sa; kan egentlig ikke sige andet. I
forstningen kan du jo vide, at det var ligesom lidt
underligt for mig. Det var jo sa rent forandrede forholde,
jeg kom ind i. Men alt det andet var jo ogsa sa rent
forandret. Den store ruinerende ulykke med far,--skammen og
skaendselen, Gregers--

GREGERS (rystet).
Ja vel, ja. Ja vel.

HJALMAR.
Jeg kunde jo ikke taenke pa at bli' ved med studeringerne;
der var ikke en skilling tilovers; tvert imod; snarere gaeld;
mest til din far, tror jeg--

GREGERS.
Hm--

HJALMAR.
Na, sa syntes jeg det var bedst--sadan med et ryk, ser du--
at komme ud af alle gamle forhold og forbindelser. Det var
isaer din far, som raded mig til det; og da han tog sig sa
hjaelpsomt af mig--

GREGERS.
Gjorde far?

HJALMAR.
Ja, du ved da vel det? Hvor skulde jeg ta' penge fra til at
laere fotograferingen og til at indrette et atelier og
etablere mig? Det koster, det, kan du tro.

GREGERS.
Og alt det har far kostet?

HJALMAR.
Ja, kaere, ved du ikke det? Jeg forstod ham sa, at han havde
skrevet det til dig.

GREGERS.
Ikke et ord om at det var ham. Han ma ha' glemt det. Vi har
aldrig vekslet andet end forretningsbreve. Sa det var altsa
far--!

HJALMAR.
Ja, det var det rigtignok. Han har aldrig villet, at folk
skulde fa vide det; men ham var det. Og ham var det jo ogsa,
som satte mig i stand til at gifte mig. Eller kanske--ved du
ikke det heller?

GREGERS.
Nej, det vidste jeg rigtignok ikke.--(ryster ham i armen.)
Men, kaere Hjalmar, jeg kan ikke sige dig, hvor alt dette her
glaeder mig--og nager mig. Jeg har kanske dog gjort far
uret alligevel--i enkelte stykker. Ja, for dette her viser
jo hjertelag, ser du. Det er ligesom et slags samvittighed-

HJALMAR.
Samvittighed--?

GREGERS.
Ja, ja, eller hvad du vil kalde det da. Nej, Jeg har ikke
ord for, hvor glad jeg er ved at hore dette om far.--Ja, du
er gift, du, Hjalmar. Det er laengere end jeg nogensinde
bringer det til. Na, jeg haber da, du finder dig lykkelig
som gift mand?

HJALMAR.
Ja, rigtig gor jeg det. Hun er sa flink og sa bra' en kone,
som nogen mand kan forlange. Og hun er aldeles ikke uden al
dannelse.

GREGERS (lidt forundret).
Nej, det er hun da vel ikke.

HJALMAR.
Nej, livet opdrager, ser du. Den daglige omgang med mig--;
og sa kommer der jo jaevnlig et par begavede mennesker til
os. Jeg forsikkrer dig, du vilde ikke kende Gina igen.

GREGERS.
Gina?

HJALMAR.
Ja, kaere, husker du ikke, at hun hed Gina?

GREGERS.
Hvem hed Gina? Jeg ved jo aldeles ikke--

HJALMAR.
Men husker du da ikke, at hun konditionerte her i huset en
tid?

GREGERS (ser pa ham).
Er det Gina Hansen--?

HJALMAR.
Ja, naturligvis er det Gina Hansen.

GREGERS.
--som styred huset for os det sidste ar mor la syg?

HJALMAR.
Ja visst er det sa. Men, kaere ven, jeg ved da bestemt, at
din far skrev dig til, at jeg havde giftet mig.

GREGERS (som har rejst sig).
Ja, det gjorde han rigtignok; men ikke at--(gar om pa
gulvet.) Jo, bi lidt;--kanske dog alligevel--nar jeg
taenker mig om. Men far skriver altid sa kort til mig.
(saetter sig halvt pa stolarmen.) Hor, sig mig, du, Hjalmar--;
dette her er morsomt--; hvorledes gik det til, at du blev
kendt med Gina--med din hustru?

HJALMAR.
Jo, det gik ganske ligefrem. Gina blev jo ikke laenge her i
huset; for her var sa megen forstyrrelse den tid; din mors
sygdom--; alt det kunde ikke Gina sta i, og sa sa' hun op
og flytted. Det var aret for din mor dode,--eller kanske
det var samme ar.

GREGERS.
Det var samme ar. Og jeg var oppe pa vaerket dengang. Men sa
bagefter?

HJALMAR.
Ja, sa bodde Gina hjemme hos sin mor, en madam Hansen, en
svaert flink og straevsom kone, som holdt et lidet
spisekvarter. Og sa havde hun et vaerelse at leje ud ogsa; et
rigtig pent og hyggeligt vaerelse.

GREGERS.
Og det var du kanske sa heldig at komme over?

HJALMAR.
Ja, det var samaend din far, som gav mig anslag pa det. Og
der,--ser du,--der var det egentlig jeg laerte Gina at
kende.

GREGERS.
Og sa blev det til forlovelse?

HJALMAR.
Ja. Unge folk kommer jo sa let til at holde af hinanden--;
hm--

GREGERS (rejser sig og driver lidt om).
Sig mig,--da du var ble't forlovet--var det da, at far lod
dig--; jeg mener,--var det da, at du begyndte at laegge
dig efter fotografering?

HJALMAR.
Ja netop. For jeg vilde jo gjerne komme ivej og saette bo jo
for jo heller. Og sa fandt bade din far og jeg, at dette med
fotografering var det nemmeste. Og det syntes Gina ogsa. Ja,
og sa var der en grund til, ser du; det traf sig sa heldigt,
at Gina havde lagt sig efter at retouchere.

GREGERS.
Det passed da vidunderlig godt sammen.

HJALMAR (fornojet, rejser sig).
Ja, ikke sandt, du? Synes du ikke, at det passed vidunderlig
godt sammen?

GREGERS.
Jo, det ma jeg tilsta. Far har nok naesten vaeret som et slags
forsyn for dig, han.

HJALMAR (bevaeget).
Han svigted ikke sin gamle vens son i traengselens dage. For
han har hjertelag, ser du.

FRU SORBY (kommer ind med grosserer Werle under armen).
Ikke nogen snak, snille grosserer; De skal ikke ga laenger
derinde og stirre pa alle lysene; De har ikke godt af det.

WERLE (slipper hendes arm og forer handen over ojnene).
Jeg tror naesten, De har ret i det.

(Pettersen og lejetjener Jensen kommer med
praesesenterbraetter.)

FRU SORBY (til gaesterne i den anden stue).
Vaer sa god, mine herrer; hvis nogen vil ha' et glas punsch,
sa ma han umage sig her ind.

DEN FEDE HERRE (kommer hen til fru Sorby).
Men herre gud, er det sandt, at De har ophaevet den
velsignede rogefrihed?

FRU SORBY.
Ja, her, pa grossererens enemaerker, er den forbudt, herr
kammerherre.

DEN TYNDHAREDE HERRE.
Nar har De indfort disse skaerpede bestemmelser i cigarloven,
fru Sorby?

FRU SORBY.
Efter forrige diner, herr kammerherre; for da var her visse
personer, som tillod sig at ga over stregen.

DEN TYNDHAREDE.
Og det tillades ikke at ga en liden smule over stregen, fru
Berta? Virkelig aldeles ikke?

FRU SORBY.
Ikke i nogen henseende, kammerherre Balle.

(De fleste af gaesterne har samlet sig i grossererens
vaerelse; tjenerne byder punschglassene om.)

WERLE (til Hjalmar, henne ved et bord).
Hvad er det, De star og studerer pa, Ekdal?

HJALMAR.
Det er bare et album, herr grosserer.

DEN TYNDHAREDE (som driver omkring).
Aha, fotografier! Ja, det er sagtens noget for Dem.

DEN FEDE HERRE (i en laenestol).
Har De ikke taget nogen med af Deres egne?

HJALMAR.
Nej, jeg har ikke.

DEN FEDE HERRE.
Det skulde De ha' gjort; det er sa godt for fordojelsen
saledes at sidde og se pa billeder.

DEN TYNDHAREDE.
Og sa gir det jo altid en skaerv til underholdningen, ser De.

EN NAERSYNT HERRE.
Og alle bidrag modtages med taknemmelighed.

FRU SORBY.
Kammerherrerne mener, at bedes man til middag, sa skal man
ogsa arbejde for foden, herr Ekdal.

DEN FEDE HERRE.
I et godt madhus er det en ren fornojelse.

DEN TYNDHAREDE.
Herre gud, nar det gaelder kampen for tilvaerelsen, sa--

FRU SORBY.
Det har De ret i!

(de fortsaetter under latter og spog.)

GREGERS (sagte).
Du ma snakke med, Hjalmar.

HJALMAR (med en vridning).
Hvad skal jeg snakke om.

DEN FEDE HERRE.
Tror ikke De, herr grosserer, at Tokayer ma anses som en
forholdsvis sund drik for maven?

WERLE (ved kaminen).
Den Tokayer, De fik idag, tor jeg i al fald trygt indesta
for; den er fra en af de aller-aller fineste argange. Ja,
det forstod De da vel ogsa.

DEN FEDE HERRE.
Ja, den smagte maerkvaerdig delikat.

HJALMAR (usikker).
Er der nogen forskel pa argangene?

DEN FEDE HERRE (ler).
Nej, De er god!

WERLE (smiler).
Dem lonner det sig virkelig ikke at saette aedel vin for.

DEN TYNDHAREDE HERRE.
Det er med Tokayeren som med fotografier, herr Ekdal.
Solskin ma der til. Eller er det kanske ikke sa?

HJALMAR.
Jo, lyset gor visst sit.

FRU SORBY.
Men sa er det jo akkurat som med kammerherrerne da; for de
traenger ogsa svaert til solskin, som der siges.

DEN TYNDHAREDE.
Uf, uf; der begik De en udslidt spydighed!

Den naersynte herre.
Fruen producerer sig--

DEN FEDE HERRE.
--og det pa vor bekostning. (truer.) Fru Berta, fru Berta!

FRU SORBY.
Ja, men det er nu visst og sandt, at argangene kan vaere
hojst forskellige. De gamle argange er de fineste.

DEN NAERSYNTE HERRE.
Regner De mig til de gamle!

FRU SORBY.
A, langt ifra.

DEN TYNDHAREDE.
Ser man det! Men jeg da, sode fru Sorby--?

DEN FEDE HERRE.
Ja, og jeg! Hvad argange regner de os til?

FRU SORBY.
Dem regner jeg til de sode argange, mine herrer.

(hun nipper til et glas punsch; kammerherrerne ler og fjaser
med hende.)

WERLE.
Fru Sorby finder altid en udvej--nar hun vil. Stik dog pa
glassene, mine herrer!--Pettersen, a, sorg for--!
Gregers, jeg taenker vi drikker et glas sammen. (Gregers
rorer sig ikke.) Vil ikke De vaere med, Ekdal? Jeg fik ikke
anledning til at erindre Dem ved bordet.

(Bogholder Graberg ser ind gennem tapetdoren.)

GRABERG.
Om forladelse, herr grosserer, men jeg kan ikke slippe ud.

WERLE.
Na, er De nu ble't laset inde igen?

GRABERG.
Ja, og Flakstad er gat med noglerne--

WERLE.
Na, sa ga De bare her igennem.

GRABERG.
Men der er en til--

WERLE.
Ja kom, kom begge to; gener Dem ikke.

(Graberg og gamle Ekdal kommer ud fra kontoret.)

WERLE (uvilkaarligt).
Uf da!

(Latter og passiar forstummer mellem gaesterne. Hjalmar farer
sammen ved synet af sin far, saetter sit glas fra sig og
vender sig mod kaminen.)

EKDAL (ser ikke op, men gor korte huk til siderne i det han
gar og mumler):
Ber om forladelse. Er kommen den gale vejen. Porten lukket;-
-porten lukket. Ber om forladelse.

(han og Graberg gar ud i baggrunden til hojre.)

WERLE (mellem taenderne).
Den forbistrede Graberg!

GREGERS (med aben mund og stirrende ojne, til Hjalmar).
Men det var da vel aldrig--!

DEN FEDE HERRE.
Hvad er det for noget? Hvem var det?

GREGERS.
A, det var ingen; bare bogholderen og en til.

Den naersynte herre (til Hjalmar).
Kendte De den manden?

HJALMAR.
Jeg ved ikke--; jeg la' ikke maerke til--

DEN FEDE HERRE (rejser sig).
Hvad pokker er der dog i vejen?

(han gar hen til nogle andre, som taler daempet.)

FRU SORBY (hvisker til tjeneren).
Stik noget til ham derude; noget rigtig godt.

PETTERSEN (nikker).
Skal sa gore.

(gar ud.)

GREGERS (sagte og rystet, til Hjalmar).
Det var altsa virkelig ham!

HJALMAR.
Ja.

GREGERS.
Og endda sa stod du her og naegted, at du kendte ham!

HJALMAR (hvisker haeftigt).
Men kunde jeg da--!

GREGERS.
--kendes ved din far?

HJALMAR (smerteligt).
A, hvis du var i mit sted, sa--

(Samtalerne mellem gaesterne, som har vaeret fort med lavt
maele, slar nu over i en tvungen hojrostethed.)

DEN TYNDHAREDE (naermer sig venskabeligt til Hjalmar og
Gregers).
Aha, star man her og frisker op gamle minder fra
studenterarene? Hvad? Roger De ikke, herr Ekdal? Vil De ha'
ild? Na, det er sandt, vi ma jo ikke--

HJALMAR.
Tak, jeg skal ikke ha'--

DEN FEDE HERRE.
Har De ikke et lidet net digt at deklamere for os, herr
Ekdal? For i tiden gjorde De det sa nydeligt.

HJALMAR.
Jeg kan desvaerre ikke huske noget.

DEN FEDE HERRE.
A, det var skade. Ja, hvad skal vi sa finde pa, Balle?

(begge herrerne gar hen over gulvet og ud i den anden stue.)

HJALMAR (dystert).
Gregers,--jeg vil ga! Nar en mand har folt skaebnens knusende
slag pa sit hoved, ser du--. Sig din far farvel fra mig.

GREGERS.
Ja, ja. Gar du lige hjem?

HJALMAR.
Ja. Hvorfor det?

GREGERS.
Jo, for sa kommer jeg kanske hen til dig siden.

HJALMAR.
Nej, det skal du ikke. Ikke hjem til mig. Min bolig er
trist, Gregers,--isaer ovenpa et stralende gilde, som dette
her. Vi kan altid traeffes et steds ude i byen.

FRU SORBY (har naermet sig, daempet).
Gar De, Ekdal?

HJALMAR.
Ja.

FRU SORBY.
Hils Gina.

HJALMAR.
Tak.

FRU SORBY.
Og sig, at jeg ser op til hende en af dagene.

HJALMAR.
Jo, tak. (til Gregers.) Bliv her. Jeg vil forsvinde
ubemaerket.

(han driver hen over gulvet, derefter ind i den anden stue
og ud til hojre.)

FRU SORBY (sagte til tjeneren, som er kommen tilbage).
Na, fik sa den gamle noget med?

PETTERSEN.
Ja da; jeg stak til ham en flaske konjak.

FRU SORBY.
A, De kunde da fundet pa noget bedre.

PETTERSEN.
Nej da, fru Sorby; konjak er det bedste, han ved.

DEN FEDE HERRE (i doren med et notehaefte i handen).
Skal vi kanske spille lidt sammen, fru Sorby?

FRU SORBY.
Ja nok; lad os det.

GAESTERNE.
Bravo, bravo!

(Hun og alle de fremmede gar gennem stuen ud til hojre.
Gregers blir staende ved kaminen. Grosserer Werle soger
noget pa skrivebordet og synes at onske, at Gregers skal ga;
da denne ikke rorer sig, gar grossereren mod udgangsdoren.)

GREGERS.
Far, vil du ikke vente lidt?

WERLE (standser).
Hvad er det?

GREGERS.
Jeg ma tale et ord med dig.

WERLE.
Kan ikke det vente til vi blir alene?

GREGERS.
Nej, det kan ikke; for det turde kanske haende, at vi slet
ikke blir alene.

WERLE (kommer naermere).
Hvad skal det sige.

(Under det folgende hores fjernt pianofortespil fra
musiksalen.)

GREGERS.
Hvorledes har man her kunnet la' den familje sa ynkeligt
forkomme.

WERLE.
Du mener formodentlig Ekdals, kan jeg taenke.

GREGERS.
Ja, jeg mener Ekdals. Lojtnant Ekdal stod dig dog engang sa
naer.

WERLE.
Ja, desvaerre, han stod mig nok altfor naer. Det fik jeg fole
og svie for i mange ar. Det er ham, jeg kan takke for, at
jeg fik en slags klik pa mit gode navn og rygte, jeg ogsa.

GREGERS (sagte).
Var han virkelig den eneste skyldige.

WERLE.
Hvem ellers, mener du!

GREGERS.
Han og du var dog begge sammen om det store skogkob--

WERLE.
Men var det ikke Ekdal, som optog kortet over straekningerne,
--dette uefterrettelige kort? Ham var det, som drev al den
ulovlige hugst pa statens grund. Det var jo ham, som stod
for hele driften deroppe. Jeg havde ikke rede pa, hvad
lojtnant Ekdal foretog sig.

GREGERS.
Lojtnant Ekdal havde nok ikke selv rede pa, hvad han foretog
sig.

WERLE.
Kan gerne vaere. Men kendsgerningen er nu den, at han blev
domt og jeg frifunden.

GREGERS.
Ja, jeg ved nok, at der ingen beviser var.

WERLE.
Frifindelse er frifindelse. Hvorfor ripper du op i disse
gamle uhyggelige sager, som gav mig gra har for tiden? Er
det sligt noget, du har gat og grublet pa i alle disse ar
der oppe? Jeg kan forsikkre dig, Gregers,--her i byen er
de historier glemt for laenge siden--for mit vedkommende.

GREGERS.
Men den ulykkelige ekdalske familje da!

WERLE.
Hvad vilde du da egentlig, jeg skulde gore for de folk? Da
Ekdal kom pa fri fod igen, var han en nedbrudt mand, rent
uhjelpelig. Der gives mennesker her i verden, som dukker til
bunds, bare de far et par hagel i kroppen, og sa kommer de
aldrig op igen mere. Du kan tro mig pa mit ord, Gregers; jeg
har strakt mig sa langt, som jeg kunde, nar jeg ikke lige
frem skulde blotstille mig og gi naering til alskens mistanke
og folkesnak--

GREGERS.
Mistanke--? Na sa, ja.

WERLE.
Jeg har skaffet Ekdal arkskrift fra kontoret, og jeg betaler
ham langt, langt mere for det, end hans arbejde er vaerd--

GREGERS (uden at se pa ham).
Hm; tviler ikke pa det.

WERLE.
Ler du? Tror du kanske ikke det er sandt, hvad jeg siger? I
mine boger star der rigtignok ikke noget om det; for slige
udgifter bogforer jeg aldrig.

GREGERS (smiler koldt).
Nej, der gives vel visse udgifter, som det er bedst ikke at
bogfore.

WERLE (studser).
Hvad mener du med det?

GREGERS (med tilkaempet mod).
Har du bogfort, hvad det kosted dig at la' Hjalmar Ekdal
laere fotografering?

WERLE.
Jeg? Hvorledes bogfort?

GREGERS.
Jeg ved nu, at det var dig, som bekosted det. Og nu ved jeg
ogsa, at det var dig, som satte ham sa rundelig istand til
at etablere sig.

WERLE.
Na, og sa heder det endda, at jeg ingen ting har gjort for
Ekdals! Jeg kan forsikkre dig, de mennesker har sandelig
voldt mig udgifter nok.

GREGERS.
Har du bogfort nogen af de udgifter?

WERLE.
Hvorfor spor' du om det?

GREGERS.
A, det har sa sine arsager. Hor, sig mig,--den tid, da du
tog dig sa varmt af din gamle vens son,--var ikke det
netop just som han skulde til at gifte sig!

WERLE.
Ja, hvor pokker,--hvor kan jeg efter sa mange ars forlob-
-?

GREGERS.
Du skrev mig den gang et brev til,--et forretningsbrev
naturligvis; og i en efterskrift stod der, ganske kort, at
Hjalmar Ekdal havde giftet sig med en froken Hansen.

WERLE.
Ja, det var jo ganske rigtig; hun hed sa.

GREGERS.
Men du skrev ikke noget om, at den froken Hansen var Gina
Hansen,--vor forhenvaerende husjomfru.

WERLE (ler spotsk, men tvungent).
Nej, for jeg taenkte samaend ikke, at du interesserte dig sa
saerligt for vor forhenvaerende husjomfru.

GREGERS.
Det gjorde jeg heller ikke. Men--(saenker stemmen.) her var
nok andre her i huset, som interesserte sig saerligt for
hende.

WERLE.
Hvad mener du med det? (bruser imod ham.) Du sigter da vel
aldrig til mig!

GREGERS (sagte, men fast).
Jo, jeg sigter til dig.

WERLE.
Og det vover du--! Det understar du dig--! Hvor kan han,
den utaknemmelige, han, fotografen--; hvor tor han driste
sig til at komme med slige sigtelser!

GREGERS.
Hjalmar har ikke med et ord rort ved dette her. Jeg tror
ikke, han har sa meget som en anelse om noget sligt.

WERLE.
Men hvor har du det da fra? Hvem har kunnet sige noget
sadant?

GREGERS.
Det har min stakkers ulykkelige mor sagt. Og det var sidste
gang jeg sa hende.

WERLE.
Din mor! Ja, kunde jeg ikke naesten taenke det! Hun og du,--
I holdt altid sammen. Det var hende, som fra forst af fik
dit sind vendt bort ifra mig.

GREGERS.
Nej, det var alt det, hun matte lide og doje, til hun bukked
under og gik sa ynkelig til grunde.

WERLE.
A, hun matte slet ingen ting lide og doje; ikke mere, end sa
mange andre, i al fald! Men sygelige, overspaendte mennesker
er der ikke noget udkomme med. Det har nok jeg fat fole.--
Og sa gar du og baerer paa en slig mistanke,--gar og roder
dig ned i alskens gamle rygter og bagvaskelser imod din egen
far. Hor nu, Gregers, jeg synes sandelig, du i din alder
kunde ta' dig noget nyttigere til.

GREGERS.
Ja, det turde nok vaere pa tiden.

WERLE.
Sa vilde kanske ogsa dit sind bli' lettere, end det nu lader
til at vaere. Hvad skal det fore til, at du gar ar ud og ar
ind der oppe pa vaerket, sidder og traeller som en simpel
kontorbetjent, ikke vil oppebaere en skilling over den
almindelige manedslon? Det er jo ren darskab af dig.

GREGERS.
Ja, dersom jeg var sa ganske viss pa det.

WERLE.
Jeg forstar dig jo nok. Du vil vaere uafhaengig, vil ikke
skylde mig noget. Men nu er der netop anledning for dig til
at bli' uafhaengig, din egen herre i et og alt.

GREGERS.
Sa? Og pa hvad made--?

WERLE.
Da jeg skrev dig til, at du sa nodvendig matte komme ind til
byen nu straks--hm--

GREGERS.
Ja, hvad er det egentlig, du vil mig? Jeg har hele dagen gat
og ventet pa at fa vide det.

WERLE.
Jeg vil foresla dig, at du gar ind som deltager i firmaet.

GREGERS.
Jeg! I dit firma? Som kompagnon?

WERLE.
Ja. Vi behovte jo ikke stadig at vaere sammen for det. Du
kunde jo overtage forretningerne her i byen, og sa flytted
jeg op til vaerket.

GREGERS.
Vilde du?

WERLE.
Ja, ser du, jeg er ikke laengere sa arbejdsfor, som jeg
tidligere var. Jeg blir nodt til at skane ojnene, Gregers;
for de er begyndt at bli' noget svage.

GREGERS.
Det har de jo altid vaeret.

WERLE.
Ikke som nu. Og sa desuden,--omstaendighederne kunde kanske
gore det onskeligt for mig at bo der oppe--i al fald for
en tid.

GREGERS.
Noget sligt havde jeg aldrig taenkt mig.

WERLE.
Hor nu, Gregers; der er jo sa mangt og meget, som skiller
imellem os. Men vi er jo dog far og son alligevel. Jeg
synes, vi matte kunne komme til en slags forstaelse med
hinanden.

GREGERS.
Sadan i det ydre, mener du vel?

WERLE.
Na, det var jo i al fald noget. Taenk over det, Gregers.
Synes du ikke, det matte kunne la' sig gore? Hvad?

GREGERS (ser pa ham med kolde ojne).
Her stikker noget under.

WERLE.
Hvorledes det?

GREGERS.
Der ma vaere noget, som du har brug for mig til.

WERLE.
I sa naert et forhold som vort har den ene vel altid brug for
den anden.

GREGERS.
Ja, man siger jo sa.

WERLE.
Jeg vilde gerne ha' dig hjemme hos mig nu en tid. Jeg er en
ensom mand, Gregers; har altid folt mig ensom,--hele mit
liv igennem; men mest nu, da jeg begynder at drage pa
alderen. Jeg traenger til at ha' nogen om mig.--

GREGERS.
Du har jo fru Sorby.

WERLE.
Ja, det har jeg; og hun er, sa at sige, ble't mig naesten
uundvaerlig. Hun er kvik, har et jaevnt sind; hun liver op i
huset;--og det kan jeg sa sart traenge til.

GREGERS.
Na ja; men sa har du det jo altsa, som du onsker det.

WERLE.
Ja, men jeg er bange, det kan ikke bli' ved. En kvinde i
slige forhold kommer let i en skaev stilling lige over for
verden. Ja, jeg havde naer sagt, at en mand er heller ikke
tjent med det.

GREGERS.
A, nar en mand pir slige middagsselskaber som du, sa kan han
visst vove adskilligt.

WERLE.
Ja, men hun, Gregers? Jeg er bange for, at hun ikke laenger
vil finde sig i det. Og selv om hun gjorde det,--selv om
hun af hengivenhed for mig satte sig ud over folkesnak og
bagvaskelse og sligt noget--? Synes da du, Gregers, du med
din staerkt udpraegede retfaerdighedsfolelse--

GREGERS (afbryder ham).
Sig mig kort og godt en ting. Taenker du pa at gifte dig med
hende?

WERLE.
Og hvis jeg nu taenkte pa sadant noget? Hvad sa?

GREGERS.
Ja, det spor' jeg ogsa. Hvad sa?

WERLE.
Vilde det vaere dig sa aldeles uovervindelig imod?

GREGERS.
Nej, aldeles ikke. Ikke pa nogen made.

WERLE.
Ja, for jeg kunde jo ikke vide, om det kanske af hensyn til
din afdode mors minde--

GREGERS.
Jeg er ikke overspaendt.

WERLE.
Na, hvad du end er eller ikke er, sa har du i al fald lettet
en tung sten fra mit bryst. Det er mig overmade kaert, at jeg
tor gore regning pa din tilslutning i denne sag.

GREGERS (ser ufravendt pa ham).
Nu skonner jeg, hvad det er, du vil brage mig til.

WERLE.
Bruge dig til? Hvad er dog det for et udtryk!

GREGERS.
A, lad os ikke vaere kraesne i valg af ord;--ikke pa to
mands hand i al fald. (ler kort.) Ja sa da! Derfor var det
altsa, at jeg, dod og plage, matte indfinde mig i byen i
egen person. I anledning af fru Sorby skal der arrangeres
familjeliv her i huset. Tabla mellem far og son! Det blir
noget nyt, det!

WERLE.
Hvor tor du tale i den tone!

GREGERS.
Nar har her vaeret familjeliv? Aldrig sa laenge jeg kan
mindes. Men nu har man sagtens behov for en smule af den
slags. For det vil jo unaegtelig ta' sig godt ud, nar det kan
fortaelles, at sonnen--pa pietetens vinger--er ilet hjem
til den aldrende faders brudgomsfest. Hvad blir der sa igen
af alle rygterne om, hvad den stakkers afdode matte lide og
doje? Ikke et fnug. Hendes son slar dem jo til jorden.

WERLE.
Gregers,--jeg tror ikke, der findes den mand i verden, der
er dig sa meget imod som jeg.

GREGERS (sagte).
Jeg har set dig pa for naert hold.

WERLE.
Du har set mig med din mors ojne. (saenker stemmen lidt.) Men
du skulde huske pa, at de ojne var--omtaget en gang
iblandt.

GREGERS (baevende).
Jeg forstar, hvad du sigter til. Men hvem baer' skylden for
mors ulykkelige svaghed? Det gor du og alle disse--! Den
sidste af dem var dette fruentimmer, som Hjalmar Ekdal blev
makket sammen med, da du ikke laenger--a!

WERLE (traekker pa skuldrene).
Ord til andet, som om jeg horte din mor.

GREGERS (uden at agte pa ham).
--og der sidder han nu, han med sit store troskyldige
barnesind midt i bedraget,--lever under tag sammen med en
slig en, og ved ikke, at det, han kalder sit hjem, er bygget
pa en logn! (et skridt naermere.) Nar jeg ser tilbage pa al
din faerd, da er det, som om jeg sa ud over en slagmark med
knuste menneskeskaebner langs alle vejene.

WERLE.
Jeg tror naesten, at kloften er for bred imellem os to.

GREGERS (bukker behersket).
Det har jeg observeret; og derfor tar jeg ogsa min hat og
gar.

WERLE.
Gar du! Ud af huset?

GREGERS.
Ja. For nu ojner jeg endelig en gang en opgave at leve for.

WERLE.
Hvad er det for en opgave?

GREGERS.
Du vilde bare le, ifald du horte det.

WERLE.
En ensom mand ler ikke sa let, Gregers.

GREGERS (peger ud mod baggrunden).
Se, far,--der leger kammerherrerne blindebuk med fru
Sorby.--God nat og far vel.

(Han gar ud i baggrunden til hojre. Latter og lojer hores
fra selskabet, der kommer til syne i den ydre stue.)

WERLE (mumler hanligt efter Gregers).
He--! Stakker,--og sa siger han, at han ikke er
overspaendt!

        *       *       *       *       *




ANDEN AKT.


(Hjalmar Ekdals atelier. Rummet, der er temmelig stort, ses
at vaere et loftvaerelse. Til hojre er der-skratag med store
glasruder, halvt tildaekkede af et blat forhaeng. Oppe i
hjornet til hojre er indgangsdoren; foran pa samme side en
dor til dagligstuen. Pa vaeggen til venstre er ligeledes to
dore og mellem disse en jernovn. Pa bagvaeggen er en bred
dobbeltdor, indrettet til at skyde til siderne. Atelieret er
tarveligt men hyggeligt indrettet og udstyret. Mellem dorene
til hojre, lidt fra vaeggen, star en sofa med et bord og
nogle stole; pa bordet en taendt lampe med skaerm; i
ovnskrogen en gammel laenestol. Forskellige fotografiske
apparater og instrumenter star opstillet hist og her i
rummet. Ved bagvaeggen, til venstre for dobbeltdoren, star en
reol, hvori nogle boger, aesker og flasker med kemiske
stoffer, forskellige slags redskaber, vaerktoj og andre
genstande. Fotografier og smating, som pensler, papir og
lignende, ligger pa bordet.)

(Gina Ekdal sidder pa en stol ved bordet og syr. Hedvig
sidder i sofaen med haenderne foran ojnene og tommelfingrene
i orerne og laeser i en bog.)

GINA (skotter et par gange, ligesom med dulgt bekymring, hen
til hende; derpa siger hun):
Hedvig!

HEDVIG (horer det ikke).

GINA (hojere).
Hedvig!

HEDVIG (tar haenderne fra og ser op).
Ja, mor?

GINA.
Snille Hedvig, nu ma du ikke sidde og laese laenger.

HEDVIG.
A men, mor, kan jeg da ikke fa laese lidt til? Bare lidt!

GINA.
Nej, nej, nu skal du laegge den bogen ifra dig. Din far liker
det ikke; han selv laeser aldrig om kvellerne.

HEDVIG (lukker bogen).
Nej, far bryr sig nu ikke sa stort om at laese, han.

GINA (laegger sytojet til side og tar en blyant og et lidet
haefte pa bordet).
Kan du huske, hvor meget vi gav ud for smorret idag?

HEDVIG.
Det var 1 krone og 65 ore.

GINA.
Det er rigtig. (noterer.) Det er svaert, hvad her bruges af
smor her i huset. Og sa var det til spegepolse og til ost,-
-lad mig se--(noterer.)--og sa var det til skinke--hm
--(summerer.) Ja, der har vi straks--

HEDVIG.
Og sa kommer ollet til.

GINA.
Ja, det forstar sig. (noterer.) Det lober op; men det ma jo
til.

HEDVIG.
Og sa behovte jo ikke du og jeg noget varmt til middag,
siden far var ude.

GINA.
Nej; og det var jo bra'. Na, og sa tog jeg jo ogsa ind otte
kroner og femti for fotografierne.

HEDVIG.
Taenk,--blev det sa meget!

GINA.
Akkurat otte kroner og femti.

(Taushed. Gina tar atter sit sytoj. Hedvig tar papir og
blyant og gir sig til at tegne noget, med den venstre hand
skyggende for ojnene.)

HEDVIG.
Er det ikke morsomt at taenke sig, at far er i stort
middagsselskab hos grosserer Werle?

GINA.
Du kan da ikke sige, at det er hos grossereren, han er. Det
var jo sonnen, som sendte bud efter ham. (lidt efter.) Vi
har jo ikke noget med den grossereren at gore.

HEDVIG.
Jeg glaeder mig sa umadelig til, at far skal komme hjem. For
han lovte, at han skulde be' fru Sorby om noget godt til
mig.

GINA.
Ja, der vanker samaend nok af gode ting i det huset, kan du
tro.

HEDVIG (tegner fremdeles).
Lidt sulten er jeg naesten ogsa.

(Gamle Ekdal, med papirpakken under armen og en anden pakke
i frakkelommen, kommer ind gennem gangdoren.)

GINA.
Hvor sent bedstefar kommer hjem idag.

EKDAL.
De havde staengt kontoret. Matte vente hos Graberg. Og sa fik
jeg ga igennem--hm.

HEDVIG.
Gav de dig noget nyt at skrive af, bedstefar?

EKDAL.
Hele pakken her. Vil du bare se.

GINA.
Det var jo bra'.

HEDVIG.
Og i lommen har du ogsa en pakke.

EKDAL
Sa? Snak; det er ikke noget. (saetter stokken fra
sig i krogen.) Det blir arbejde for lang tid, dette her,
Gina. (traekker den ene halvdor pa bagvaeggen lidt tilside.)
Hys!
(kikker en stund ind i rummet og skyder atter doren
forsigtigt for.)

He--he! De sover samaend alle i hob. Og hun
Selv har lagt sig i kurven. He--he!

HEDVIG.
Er du viss pa, at hun ikke fryser i den kurven, bedstefar?

EKDAL.
Kan du taenke sligt! Fryser? I alt det stra? (gar mod den
overste dor til venstre). Jeg finder Vel fyrstikker?

GINA.
Fyrstikkerne star pa kommoden.

(Ekdal gar ind i sit vaerelse.)

HEDVIG.
Det var rigtig godt, at bedstefar fik alt det at skrive
igen.

GINA.
Ja, stakkers gamle far; sa tjener han sig da en liden
lommeskilling.

HEDVIG.
Og sa kan han ikke sidde hele formiddagen der nede pa den
faele madam Eriksens restauration.

GINA.
Det ogsa, ja.

(kort taushed.)

HEDVIG.
Tror du, de sidder ved middagsbordet endnu?

GINA.
Vor herre ved; det kan samaend gerne haende, det.

HEDVIG.
Taenk, al den dejlige mad, som far far at spise! Jeg er viss
pa, at han er glad og fornojet, nar han kommer. Tror du ikke
det, mor?

GINA.
Jo; men taenk, om vi nu kunde fortaelle ham, at vi havde fat
vaerelset lejet bort.

HEDVIG.
Men det behoves ikke ikveld.

GINA.
A, det kunde nok komme godt med, du. Og det star jo der til
ingen nytte.

HEDVIG.
Nej, jeg mener, det behoves ikke, for ikveld er far godt
oplagt alligevel. Det er bedre, at vi har det med vaerelset
til en anden gang.

GINA (ser over til hende).
Er du glad, nar du har noget godt at fortaelle far, nar han
kommer hjem om kvellerne?

HEDVIG.
Ja, for sa blir her mere fornojeligt.

GINA (taenker hen for sig).
A ja, der er noget i det.

(Gamle Ekdal kommer ind igen og vil ga ud gennem den
forreste dor
til venstre.)

GINA (vender sig halvt pa stolen).
Skal bedstefar ha' noget i kokkenet?

EKDAL.
Skulde sa, ja. Bliv bare siddende.

(gar ud.)

GINA.
Han roder da vel ikke med gloderne derude? (venter en
stund.) Hedvig, se du efter, hvad han tar sig til.

(Ekdal kommer ind igen med en liden mugge med dampende
vand.)

HEDVIG.
Henter du varmt vand, bedstefar?

EKDAL.
Ja, jeg gor. Skal bruge det til noget. Jeg ma skrive; og sa
er blaekket ble't jormet som en grod,--hm.

GINA.
Men bedstefar skulde da spise kveldsmaden forst. Den er jo
sat ind.

EKDAL.
Det far vaere det samme med kveldsmaden, Gina. Har svaert
travlt, siger jeg. Jeg vil ikke ha' nogen ind pa kammerset
til mig. Ikke nogen,--hm.

(Han gar ind i sit vaerelse, Gina og Hedvig ser pa hinanden.)

GINA (sagte).
Kan du skonne, du, hvor han har fat penge fra?

HEDVIG.
Han har visst fat af Graberg.

GINA.
A langt ifra. Graberg sender jo altid pengene til mig.

HEDVIG.
Sa ma han ha' fat sig en flaske pa borg et steds.

GINA.
Stakkers gamlefar, de borger nok ikke ham noget.

(Hjalmar Ekdal, i overfrakke og med en gra filthat, kommer
ind fra hojre.)

GINA (kaster sytojet og rejser sig).
Nej men, Ekdal, er du alt der igen!

HEDVIG (samtidigt, springer op).
Taenk, at du kommer nu, far!

HJALMAR (saetter hatten fra sig).
Ja, nu gik nok de fleste.

HEDVIG.
Sa tidlig?

HJALMAR.
Ja, det var jo et middagsselskab.

(vil traekke yderfrakken af.)

GINA.
Lad mig hjaelpe dig.

HEDVIG.
Jeg ogsa.

(De traekker frakken af ham; Gina haenger den op pa
bagvaeggen.)

HEDVIG.
Var der mange der, far?

HJALMAR.
A nej, ikke mange. Vi var sa en 12--14 personer til bords.

GINA.
Og du fik vel snakke med dem alle sammen?

HJALMAR.
A ja, lidt; men det var nu isaer Gregers, som la' beslag pa
mig.

GINA.
Er Gregers lige styg endnu?

HJALMAR.
Na, han ser jo ikke videre godt ud.--Er ikke den gamle
kommet hjem?

HEDVIG.
Jo, bedstefar sidder inde og skriver.

HJALMAR.
Sa' han noget?

GINA.
Nej, hvad skulde han sige?

HJALMAR.
Naevnte han ikke noget om--? Jeg synes, jeg horte, at han
havde vaeret hos Graberg. Jeg vil ga lidt ind til ham.

GINA.
Nej, nej, det er ikke vaerdt--

HJALMAR.
Hvorfor ikke det? Sa' han, at han ikke vilde ha' mig ind?

GINA.
Han vil nok ikke ha' nogen ind i kveld--

HEDVIG (gor tegn).
Hm--hm!

GINA (maerker det ikke).
--han har vaeret her og hentet sig varmt vand--

HJALMAR.
Aha, sidder han og--?

GINA.
Ja, han gor nok det.

HJALMAR.
Herre gud,--min stakkers gamle hvidharede far--! Ja, lad
ham saa bare sidde og gore sig rigtig dygtig tilgode.

(Gamle Ekdal, i husfrakke og med taendt tobakspibe, kommer
fra sit vaerelse.)

EKDAL.
Kommen hjem? Syntes nok, jeg horte, det var dig, som
Snakked.

HJALMAR.
Jeg kom nu netop.

EKDAL.
Du sa mig nok ikke, du?

HJALMAR.
Nej; men de sa', du var gat igennem--; og sa vilde jeg
folge dig.

EKDAL.
Hm, snilt af dig, Hjalmar.--Hvad var det for nogen, alle
de folk?

HJALMAR.
A det var forskellige. Der var kammerherre Flor og
kammerherre Balle og kammerherre Kaspersen og kammerherre--
sa og sa; jeg ved ikke--

EKDAL (nikker).
Horer du det, Gina! Han har vaeret sammen med bare
kammerherrer.

GINA.
Ja, det er nok svaert fint i det huset nu.

HEDVIG.
Sang de kammerherrerne, far? Eller laeste de noget op?

HJALMAR.
Nej, de bare vrovled. Sa vilde de ha' mig til at deklamere
for sig; men det fik de mig ikke til.

EKDAL.
Fik de dig ikke til det, du?

GINA.
Det kunde du da gerne ha' gjort.

HJALMAR.
Nej; en skal ikke straks sta pa pinde for alle og enhver,
(spadserer om pa gulvet.) Jeg gor det i al fald ikke.

EKDAL.
Nej, nej; Hjalmar er ikke sa lige til, han.

HJALMAR.
Jeg ved ikke, hvorfor jeg just skal sorge for
underholdningen, nar jeg er ude engang iblandt. Lad de andre
anstraenge sig. Der gar de fyrene fra det ene madhus til det
andet og aeder og drikker dag ud og dag ind. Lad dem saa
vaers'go' gore nytte for al den gode mad, de far.

GINA.
Men det sa' du da vel ikke?

HJALMAR
(nynner).
Ha--ha--ha--; de fik samaend hore noget af hvert.

EKDAL.
Og det var til kammerherrerne selv!

HJALMAR.
Det er ikke frit for det. (henkastende.) Siden kom vi i en
liden dispyt om Tokayervin.

EKDAL.
Tokayervin, du? Det er en fin vin, det.

HJALMAR (standser).
Den kan vaere fin. Men jeg skal sige dig, ikke alle argangene
er lige fine; det kommer alt an pa, hvor meget solskin
druerne har fat.

GINA.
Nej, du ved da ogsa al tingen, du, Ekdal.

EKDAL.
Og det gav de sig til at disputere om?

HJALMAR.
De vilde prove pa det; men sa fik de den besked, at det var
ligedan med kammerherrer. Af dem var heller ikke alle
argange lige fine--blev der sagt.

GINA.
Nej, hvad du kan finde pa!

EKDAL.
He--he! Og det fik de pa sin tallerken?

HJALMAR.
Lige op i ojnene fik de det.

EKDAL.
Du, Gina, han sa' det lige op i ojnene pa kammerherrerne.

GINA.
Nej, taenk, lige op i ojnene.

HJALMAR.
Ja, men jeg vil ikke ha', at der skal tales om det. Sligt
fortaeller man ikke. Det hele gik jo ogsa af i al
venskabelighed, naturligvis. Det var jo hyggelige, gemytlige
mennesker; hvorfor skulde jeg sa sare dem? Nej!

EKDAL.
Men lige op i ojnene--

Hedvig (indsmigrende).
Hvor morsomt det er at se dig i kjole. Du tar dig godt ud i
kjole, far!

HJALMAR.
Ja, synes du ikke det? Og denne her sidder virkelig meget
upaklageligt. Den passer naesten som om den var sydd til mig;
--lidt trang i armhullerne kanske--; hjaelp mig, Hedvig,
(traekker kjolen af.) Jeg tar heller jakken pa. Hvor har du
jakken, Gina?

GINA.
Her er den.

(bringer jakken og hjaelper ham.)

HJALMAR.
Se sa! Husk endelig pa, at Molvik far kjolen igen straks
imorgen tidlig.

GINA (laegger den hen).
Det skal nok bli' besorget.

HJALMAR (atraekker sig).
Ah, det kendes dog ligesom mere hjemligt. Og en sadan los og
ledig husdragt passer ogsa bedre til min hele skikkelse.
Synes ikke du det, Hedvig?

HEDVIG.
Jo, far!

HJALMAR.
Nar jeg saledes slar halstorklaedet ud i et par flagrende
ender--; se her! Hvad?

HEDVIG.
Ja, det tar sig sa godt ud til knebelsbarten og til det
store krollede haret.

HJALMAR.
Krollet vil jeg ikke egentlig kalde det; jeg vil snarere
sige lokket.

HEDVIG.
Ja, for det er sa storkrollet.

HJALMAR.
Egentlig lokket.

Hedvig (lidt efter, traekker ham i jakken).
Far!

HJALMAR.
Na, hvad er det?

HEDVIG.
A, du ved godt, hvad det er.

HJALMAR.
Nej visst ved jeg ikke, nej.

Hedvig (ler og klynker).
A jo, far: nu skal du ikke pine mig laenger!

HJALMAR.
Men hvad er det da?

Hedvig (rusker i ham).
A snak; kom nu med det, far! Du ved jo alt det gode, du
lovte mig.

HJALMAR.
A--nej taenk, at jeg skulde glemme det!

HEDVIG.
Nej, du vil bare narre mig, far! A, det er skam af dig! Hvor
har du det henne?

HJALMAR.
Jo sa sandelig glemte jeg det ikke. Men bi lidt! Jeg har
noget andet til dig, Hedvig.

(gar hen og soger i kjolelommerne.)

Hedvig (hopper og klapper i haenderne).
A mor, mor!

GINA.
Ser du; nar du bare gir tid, sa--

HJALMAR. (med et papir)-
Se, her har vi den.

HEDVIG.
Det der? Det er jo bare et papir.

HJALMAR.
Det er spiseseddelen, du; hele spiseseddelen. Her star
"Menu"; det betyder spiseseddel.

HEDVIG.
Har du ikke noget andet?

HJALMAR.
Jeg har jo glemt det andet, horer du. Men du kan tro mig pa
mit ord: det er en darlig fornojelse med det slikkeri. Saet
dig nu bort til bordet og laes pa den seddelen, sa skal jeg
siden beskrive dig, hvorledes retterne smager. Se der,
HEDVIG.

Hedvig (svaelger graden).
Tak.

(Hun saetter sig, men uden at laese; Gina gor tegn til hende;
Hjalmar
maerker det.)

HJALMAR (driver om pa gulvet).
Det er da ogsa de utroligste ting, en familjeforsorger har
at taenke pa; og glemmer en bare det aller ringeste,--
straks skal en se sure miner. Na, en vaenner Sig til det
Ogsa. (standser ved ovnen hos den gamle.) Har du kikket der
ind i aften, far?

EKDAL.
Ja, du kan vel taenke dig det. Hun er gat i kurven.

HJALMAR.
Nej, er hun gat i kurven! Hun begynder altsa at vaenne sig
til den.

EKDAL.
Ja, du; det var jo det, jeg spade. Men nu, ser du, nu er der
nogen smaa grejer til--

HJALMAR.
Nogen forbedringer, ja.

EKDAL.
Men de ma gores, du.

HJALMAR.
Ja, lad os snakke lidt om de forbedringerne, far. Kom her,
sa saetter vi os i sofaen.

EKDAL.
Ja nok! Hm, tror, jeg vil stoppe piben forst;--ma nok
renske den ogsa. Hm.

(han gar ind i sit vaerelse.)

GINA (smiler til Hjalmar).
Renske piben, du.

HJALMAR.
A ja, ja, Gina, lad ham bare--; den stakkers skibbrudne
gubbe.--Ja, de forbedringerne,--dem er det bedst, vi far
fra handen imorgen.

GINA.
Imorgen far du nok ikke tid, Ekdal.

Hedvig (indfaldende).
A jo visst, mor!

GINA.
--for husk pa de kopierne, som skal retuseres; her har nu
vaeret sa mange bud efter dem.

HJALMAR.
Se sa; er det nu de kopierne igen? De skal nok bli' faerdige.
Er her kanske kommet nye bestillinger ogsa?

GINA.
Nej desvaerre; imorgen har jeg ikke andet end de to
portraetterne, som du ved.

HJALMAR.
Ikke noget andet? A nej, nar man ikke griber sig an, sa--

GINA.
Men hvad skal jeg da gore? Jeg saetter jo i aviserne alt det
jeg arker, synes jeg.

HJALMAR.
Ja, aviserne, aviserne; du ser, hvad det hjaelper til. Og sa
har der vel ikke vaeret nogen og set pa vaerelset heller?

GINA.
Nej, endnu ikke.

HJALMAR.
Det var jo at vente. Nar man ikke er om sig, sa--. Man ma
ta' sig rigtig sammen, Gina!

Hedvig (gar imod ham).
Skal jeg ikke ta' flojten til dig, far?

HJALMAR.
Nej; ingen flojte; jeg behover ingen glaeder her i verden,
(driver om.) Jo, jeg skal samaend arbejde imorgen; det skal
ikke mangle pa det. Jeg skal visst arbejde sa laenge mine
kraefter straekker til--

GINA.
Men, kaere snille Ekdal, det var da ikke sa, jeg mente.

HEDVIG.
Far, skal jeg ikke saette ind en flaske ol?

HJALMAR.
Nej aldeles ikke. Der behoves ingen ting for mig.----
(standser.) Ol?--Var det ol, du talte om?

Hedvig (livlig).
Ja, far; dejlig friskt ol.

HJALMAR.
Na,--nar du endelig vil, sa kan du jo gerne saette ind en
flaske.

GINA.
Ja, gor det; sa skal vi ha' det hyggeligt.

(Hedvig lober mod kokkendoren.)

HJALMAR. (ved ovnen, standser hende, ser pa hende, griber
hende om hodet og trykker hende op til sig).
Hedvig! Hedvig!

Hedvig (glad og i tarer).
A du snille far!

HJALMAR.
Nej, kald mig ikke sa. Der har jeg siddet og ta't for mig
ved den rige mands bord,--siddet og svaelget ved det
bugnende taffel--! Og sa kunde jeg endda--!

GINA (sidder ved bordet).
A snak, snak, Ekdal.

HJALMAR.
Jo! Men I ma ikke regne det sa noje med mig. I ved jo, at
jeg holder af jer alligevel.

HEDVIG (slar armene om ham).
Og vi holder sa umadelig af dig, far!

HJALMAR.
Og skulde jeg vaere urimelig en gang imellem, sa--herre gud
--husk pa, at jeg er en mand, som bestonnes af sorgernes
haer. Na! (torrer ojnene.) Ikke ol i en sadan stund. Giv mig
flojten.

(Hedvig lober til reolen og henter den.)

HJALMAR.
Tak! Sadan, ja. Med flojten i hand, og med jer to omkring
mig--a!

(Hedvig saetter sig ved bordet hos Gina; Hjalmar gar frem og
tilbage, saetter staerkt i og spiller en bohmisk folkedans,
men i et langsomt elegisk tempo og med folsomt foredrag.)

 HJALMAR (afbryder melodien, raekker Gina den venstre hand og
siger bevaeget):
Lad det kun vaere trangt og tarveligt under vort tag, Gina.
Det er dog hjemmet. Og det siger jeg: her er godt at vaere.

(Han begynder atter at spille; straks efter banker det pa
gangdoren.)

GINA (rejser sig).
Hys, Ekdal,--jeg tror der kommer nogen.

HJALMAR (laegger flojten i reolen).
Se sa igen!

(Gina gar hen og abner doren.)

GREGERS WERLE (ude i gangen).
Om forladelse--

GINA (viger lidt tilbage).
A!

GREGERS.
--er det ikke her, fotograf Ekdal bor?

GINA.
Jo, det er.

HJALMAR (gar hen imod doren).
Gregers! Er du der alligevel? Na, sa kom ind da.

GREGERS (kommer ind).
Jeg sa' dig jo, at jeg vilde se op til dig.

HJALMAR.
Men ikveld--? Er du gat fra selskabet?

GREGERS.
Bade fra selskabet og fra familjehjemmet.--God aften, fru
Ekdal. Jeg ved ikke, om De kan kende mig igen?

GINA.
A, jo; unge herr Werle er ikke sa svaer at kende igen.

GREGERS.
Nej, jeg ligner jo min mor; og hende mindes De sagtens.

HJALMAR.
Er du gat fra huset, siger du?

GREGERS.
Ja, jeg er flyttet hen pa et hotel.

HJALMAR.
Ja sa. Na, siden du er kommen, sa ta' af dig og sla dig ned.

GREGERS.
Tak.

(traekker yderfrakken af. Han er nu omklaedt, i en simpel gra
klaedesdragt af landligt suit.)

HJALMAR.
Her, i sofaen. Gor dig det mageligt.

(Gregers saelter sig i sofaen, Hjalmar pa en stol ved
bordet.)

GREGERS (ser sig omkring).
Sa her er det altsa du holder til, Hjalmar. Her bor du
altsa.

HJALMAR.
Dette her er atelieret, som du vel ser--

GINA.
Men her er nu rummeligere; og derfor sa holder vi os helst
her ude.

HJALMAR.
Vi bode bedre for; men denne lejligheden har en stor fordel:
her er sadanne praegtige ydre rum--

GINA.
Oe sa har vi et vaerelse pa den andre siden af gangen, som vi
kan leje ud.

GREGERS (til Hjalmar).
Se, se,--du har logerende ogsa.

HJALMAR.
Nej, ikke endnu. Det gar ikke sa fort, ser du; man ma vaere
om sig. (til Hedvig.) Men det var det ollet, du.

HEDVIG (nikker og gar ud i kokkenet).

GREGERS.
Det er altsa din datter?

HJALMAR.
Ja, det er Hedvig.

GREGERS.
Og hun er jo eneste barn?

HJALMAR.
Hun er det eneste, ja. Hun er vor hojeste glaede i verden, og
--(saenker stemmen.) hun er ogsa vor dybeste sorg, Gregers.

GREGERS.
Hvad er det, du siger!

HJALMAR.
Ja du; for der er al truende fare for, at hun kommer til at
miste synet.

GREGERS.
Blir blind!

HJALMAR.
Ja. Endnu er bare de forste tegn at spore; og det kan jo ga
bra' en tid endnu. Men laegen har varslet os. Det kommer
ubonhorligt.

GREGERS.
Dette her er jo en skraekkelig ulykke. Hvorledes har hun fat
det?

HJALMAR (sukker).
Arveligt, rimeligvis.

GREGERS (studsende).
Arveligt?

GINA.
Ekdals mor havde ogsa svagt syn.

HJALMAR.
Ja, det siger far; jeg kan jo ikke huske hende.

GREGERS.
Stakkers barn. Og hvorledes tar hun det?

HJALMAR.
A du kan da taenke, vi naenner ikke at sige hende sligt. Hun
aner ingen fare. Glad og sorglos og kviddrende som en liden
fugl flagrer hun ind i livets evige nat. (overvaeldet.) A,
det er sa knusende svaert for mig, Gregers.

(Hedvig bringer et braet med ol og glasse, som hun saetter pa
bordet.)

HJALMAR (stryger hende over hodet).
Tak, tak, Hedvig.

HEDVIG (laegger armen om hans hals og hvisker ham i oret).

HJALMAR.
Nej. Ikke smorrebrod nu. (ser hen.) Ja, kanske Gregers tar
et stykke?

GREGERS (afvaergende).
Nej, nej tak.

HJALMAR (fremdeles vemodig).
Na, du kan jo saette lidt ind alligevel. Skulde du ha' en
skalk, sa var det bra'. Og sa la' det vaere tilstraekkelig
smor pa, du.

HEDVIG (nikker fornojet og gar ud i kokkenet igen).

GREGERS (som har fulgt hende med ojnene).
Hun ser da ellers nok sa frisk og sund ud, synes jeg.

GINA.
Ja, ellers mankerer hun, gud ske lov, ingen tingen.

GREGERS.
Hun kommer visst til at ligne Dem med tiden, fru Ekdal. Hvor
gammel kan hun nu vaere?

GINA.
Hedvig er nu snart akkurat fjorten ar; hun har jebursdag i
overmorgen.

GREGERS.
Temmelig stor for sin alder da.

GINA.
Ja, hun er skudt svaert op i det sidste aret.

GREGERS.
Pa dem, som vokser op, ser en bedst, hvor gammel en selv
blir.--Hvor laenge er det nu De har vaeret gift?

GINA.
Nu har vi vaeret gift i--; jaha, snart i femten ar.

GREGERS.
Nej, taenk, er det sa laenge!

GINA (blir opmaerksom; ser pa ham).
Ja det er det da rigtignok.

HJALMAR.
Ja visst er det sa. Femten ar pa nogen fa maneder naer. (slar
over.) Det ma ha' vaeret lange ar for dig der oppe pa vaerket,
det, Gregers.

GREGERS.
De var lange sa laenge jeg leved dem;--nu bagefter ved jeg
naesten ikke, hvor den tiden er ble't af.

(Gamle Ekdal kommer fra sit vaerelse, uden piben, men med sin
gammeldagse uniformshue pa hodet; hans gang er lidt usto.)

EKDAL.
Se sa, du, Hjalmar, nu kan vi saette os og snakke om dette
her--hm. Hvad var det nu for noget?

HJALMAR (gar imod ham).
Far, her er nogen. Gregers Werle--. Jeg ved ikke, om du kan
huske ham.

EKDAL (ser pa Gregers, som har rejst sig).
Werle? Er det sonnen, det? Hvad er det, han vil mig?

HJALMAR.
Ingen ting; det er til mig, han kommer.

EKDAL.
Na, sa der er ikke noget pa faerde?

HJALMAR.
Nej visst ikke, nej.

EKDAL (svinger med armen).
Ikke for det, ser du; jeg er ikke raed, men--

GREGERS (gar hen til ham).
Jeg vilde bare hilse Dem fra de gamle jagttomterne, lojtnant
Ekdal.

EKDAL.
Jagttomterne?

GREGERS.
Ja, deroppe rundt omkring Hojdalsvaerket.

EKDAL.
Na, der oppe. Ja, der var jeg godt kendt for i tiden.

GREGERS.
Den gang var De slig en vaeldig jaeger.

EKDAL.
Var sa, ja. Kan nok vaere, det. De ser pa munduren. Jeg spor
ikke nogen om lov til at baere den her inde. Bare jeg ikke
gar i gaderne med den, sa--

(Hedvig bringer en tallerken smorrebrod, som hun saetter pa
bordet.)

HJALMAR.
Saet dig nu, far, og fa dig et glas ol. Vaer sa god, Gregers.

(Ekdal mumler og stavrer hen til sofaen. Gregers saetter sig
pa stolen naermest ved ham, Hjalmar pa den anden side af
Gregers. Gina sidder lidt fra bordet og syr; Hedvig star hos
sin far.)

GREGERS.
Kan De mindes det, lojtnant Ekdal, nar Hjalmar og jeg var
oppe og besogte Dem om sommeren og i juletiden.

EKDAL.
Var De? Nej, nej, nej, det sanser jeg ikke. Men tor nok
sige, jeg har vaeret en glup jaeger, jeg. Bjorn har jeg ogsa
skudt. Har skudt hele ni.

GREGERS (ser deltagende pa ham).
Og nu jager De aldrig mere.

EKDAL.
A, skal ikke sige det, far. Jager nok en gang iblandt. Ja,
ikke pa den maden, da. For skogen, ser De,--skogen, skogen
--! (drikker.) Star skogen bra' deroppe nu?

GREGERS.
Ikke sa gild som i Deres tid. Den er hugget svaert ud.

EKDAL.
Hugget ud? (sagtere og ligesom raed.) Det er farlig gerning,
det. Det dra'r efter sig. Der er haevn i skogen.

HJALMAR (fylder i hans glas).
Vaer sa god-, lidt til, far.

GREGERS.
Hvorledes kan en mand som De,--slig en friluftsmand,--
leve midt i en kvalm by, her inde mellem fire vaegge?

EKDAL (ler smat og skotter til Hjalmar).
A, her er ikke sa ilde her. Slet ikke sa ilde.

GREGERS.
Men alt det, som Deres sind er vokset sammen med? Denne
svale strygende luftningen, dette fri livet i skog og pa
vidder, mellem dyr og fugl--?

EKDAL (smiler).
Hjalmar, skal vi vise ham det?

HJALMAR (hurtig og lidt forlegen).
A nej, nej, far; ikke i aften.

GREGERS.
Hvad vil han vise mig?

HJALMAR.
A, det er bare noget sadant--; du kan fa se det en anden
gang.

GREGERS (fortsaetter til den gamle).
Ja, det var det, jeg mente, lojtnant Ekdal, at nu skulde De
folge med mig opover til vaerket; for jeg rejser visst snart
igen. De kunde sagtens fa noget skriveri deroppe ogsa. Og
her har De jo ingen verdens ting, som kan hygge Dem og
kvikke Dem op.

EKDAL (stirrer forbauset pa ham).
Har jeg ingen verdens ting, som--!

GREGERS.
Ja, De har Hjalmar; men han har jo sine igen. Og en mand som
De, der altid har kendt sig sa dragen til det, som frit og
vildt er--

EKDAL (slar i bordet).
Hjalmar, nu skal han se det!

HJALMAR.
Nej men, far, er nu det vaerdt? Det er jo morkt--

EKDAL.
Snak; det er jo manelyst, (rejser sig.) Han skal se det,
siger jeg. Lad mig slippe frem. Kom sa og hjaelp mig,
Hjalmar!

HEDVIG.
A ja, gor det, far!

HJALMAR (rejser sig).
Ja--ja da.

GREGERS (til Gina).
Hvad er det for noget?

GINA.
A, De ma samaend ikke tro, det er noget videre rart.

(Ekdal og Hjalmar er gat hen til bagvaeggen og skyder hver
sin halvdor til siden; Hedvig hjaelper den gamle; Gregers
blir staende ved sofaen; Gina sidder uforstyrret og syr.
Gennem dorabningen ses et stort, langstrakt, uregelmaessigt
loftsrum med krinkelkroge og et par fritstaende
skorstenspiber. Der er tag-glugger, hvorigjennem et klart
manelys falder ind over enkelte dele af det store rum; andre
ligger i dyb skygge.)

EKDAL (til Gregers).
Ma gerne komme belt hen, De.

GREGERS (gar hen til dem).
Hvad er det sa egentlig?

EKDAL.
De kan jo se efter. Hm.

HJALMAR (noget forlegen).
Dette her horer far til, skonner du.

GREGERS (ved doren, ser ind i loftsrummet).
De holder jo hons, lojtnant Ekdal!

EKDAL.
Skulde mene det, at vi holder hons. De er flojet op nu. Men
De skulde bare se de hons ved dagsens lys, De!

HEDVIG.
Og sa er der--

EKDAL.
Hys--hys; ikke sig noget endnu.

GREGERS.
Og duer har De ogsa, ser jeg.

EKDAL.
A jo; kunde nok vaere, det, at vi har duer! De har
rugekasserne sine der oppe under tagskaegget, de; for duerne
vil helst ligge hojt, kan De skonne.

HJALMAR.
Det er ikke almindelige duer alle sammen.

EKDAL.
Almindelige! Nej, skulde da vel tro det! Vi har tumlere; og
et par kropduer har vi ogsa. Men kom sa her! Kan De se den
bingen der borte ved vaeggen?

GREGERS.
Ja; hvad bruger De den til?

EKDAL.
Der ligger kaninerne om natten, far.

GREGERS.
Na; sa De har kaniner ogsa?

EKDAL.
Ja, De kan da vel for fanden taenke, at vi har kaniner! Han
spor, om vi har kaniner, du Hjalmar! Hm! Men nu kommer det
rigtige, ser De! Nu kommer det! Flyt dig, Hedvig. Stil Dem
her; sa ja; og se sa der ned,--Ser De ikke der en kurv med
stra i?

GREGERS.
To. Og jeg ser, der ligger en fugl i kurven.

EKDAL.
Hm--"en fugl"--

GREGERS.
Er det ikke en and?

EKDAL (stodt).
Jo, begribeligvis er det en and.

HJALMAR.
Men hvad slags and, tror du?

HEDVIG.
Det er ikke nogen simpel and--

EKDAL.
Hys!

GREGERS.
Og en tyrkisk and er det heller ikke.

EKDAL.
Nej, herr--Werle; det er ikke nogen tyrkisk and; for det
er en vildand.

GREGERS.
Nej, er det virkelig? En vild and?

EKDAL.
Jaha, det er det. Den "fuglen", som De sa',--det er
vildanden, det. Det er vor vildand, far.

HEDVIG.
Min vildand. For jeg ejer den.

GREGERS.
Og den kan leve her oppe pa loftet? Og trives her?

EKDAL.
De kan da vel forsta, at hun har et traug med vand til at
plaske i.

HJALMAR.
Friskt vand hver anden dag.

GINA (vender sig mod Hjalmar).
Men, snille Ekdal, nu blir her sa isende koldt, du.

EKDAL.
Hm, lad os sa lukke da. Er ikke vaerdt vi forstyrrer dem i
natteroen heller. Ta' i, du Hedvig.

(Hjalmar og Hedvig skyver loftsdoren sammen.)

EKDAL.
En anden gang kan De fa se hende rigtig. (saetter sig i
laenestolen ved ovnen.) A, de er svaert maerkvaerdige, de
vildaenderne, kan De tro.

GREGERS.
Men hvorledes fik De fanget den, lojtnant Ekdal?

EKDAL.
Har ikke fanget, den, jeg. Der er en viss mand her i byen,
som vi kan takke for den.

GREGERS (studser lidt).
Den mand skulde da vel aldrig vaere min far?

EKDAL.
Jo sa sandelig. Akkurat Deres far. Hm.

HJALMAR.
Det var da lojerligt, at du kunde gaette det, Gregers.

GREGERS.
Du fortalte jo for, at du skyldte far sa mangt og
mangfoldigt; og sa taenkte jeg som sa--

GINA.
Men vi har da ikke fat anden af grossereren selv--

EKDAL.
Det er Haken Werle vi kan takke for hende lige godt, Gina.
(til Gregers.) Han var ude i bad, skonner De; og sa skod han
pa hende. Men han ser nu sa kleint, far Deres. Hm; sa blev
hun bare skamskudt.

GREGERS.
Na sa; hun fik sig et par haggel i kroppen.

HJALMAR.
Ja, hun fik sadan en to--tre stykker.

HEDVIG.
Hun fik det under vingen, og sa kunde hun ikke flyve.

GREGERS.
Na, sa dukked hun vel til bunds da?

EKDAL (sovnig, med tykt maele).
Kan vide det. Gor altid sa vildaenderne. Stikker til bunds--
sa dybt de kan vinde, far;--bider sig fast i tang og i
tarre--og i alt det fandenskab, som der nede find's. Og sa
kommer de aldrig op igen.

GREGERS.
Men, lojtnant Ekdal, Deres vildand kom da op igen.

EKDAL.
Han havde slig en urimelig glup hund, Deres far.--Og den
hunden--den dukked efter og hented anden op igen.

GREGERS (vendt til Hjalmar).
Os sa fik I den her?

HJALMAR.
Ikke straks; forst kom den hjem til din far; en der vilde
den ikke trives; og sa fik Pettersen besked, at han skulde
gore ende pa den--

EKDAL (halvt i sovne).
Hm--ja, Pettersen--den torsken--

HJALMAR (taler sagtere).
Pa den maden var det, at vi fik den, ser du; for far kender
noget til Pettersen; og da han horte dette her med
vildanden, sa maged han det sa, at han fik den overladt.

GREGERS.
Og der inde pa loftet trives den nu sa inderlig vel.

HJALMAR.
Ja, sa utrolig vel, du. Den er ble't fed. Na, den har jo nu
ogsa vaeret sa laenge der inde, at den har glemt det rigtige
vilde liv; og det er bare det, som det kommer an pa.

GREGERS.
Du har visst ret i det, Hjalmar. Lad den bare aldrig fa se
himmel og hav--. Men jeg tor nok ikke bli' laenger; for jeg
tror, din far sover.

HJALMAR.
A, for den sags skyld--

GREGERS.
Men, det er sandt,--du sa', du havde et vaerelse at leje
ud,--et ledigt vaerelse?

HJALMAR.
Ja vel; hvad sa? Ved du kanske nogen--?

GREGERS.
Kan jeg fa det vaerelset?

HJALMAR.
Du?

GINA.
Nej men De, herr Werle--

GREGERS.
Kan jeg fa vaerelset? Sa flytter jeg ind straks imorgen
tidlig.

HJALMAR.
Ja, med den storste fornojelse--

GINA.
Nej men, herr Werle, det er slettes ikke noget vaerelse for
Dem, det.

HJALMAR.
Men, Gina, hvor kan du da sige det?

GINA.
Jo, for det vaerelset er hverken stort nok eller lyst nok, og--

GREGERS.
Det kommer det ikke sa noje an pa, fru Ekdal.

HJALMAR.
Jeg synes samaend det er et ganske pent vaerelse; og slet ikke
sa ilde mobleret heller.

GINA.
Men husk pa de to, som bor nedenunder.

GREGERS.
Hvad er det for to?

GINA.
A, det er en, som har vaeret huslaerer--

HJALMAR.
Det er en kandidat Molvik.

GINA.
--og sa er det en doktor, som heder Relling.

GREGERS.
Relling? Ham kender jeg lidt til; han praktiserte en tid
oppe i Hojdal.

GINA.
Det er rigtig et par vidtloftige mandspersoner. De er sa
tidt udesvaevendes om aftningerne; og sa kommer de svaert sent
hjem om naetterne, og da er de ikke altid sa--

GREGERS.
Sligt vaenner en sig snart til. Jeg haber, det skal ga med
mig som med vildanden--

GINA.
Hm, jeg synes nok De skulde sove pa det forst alligevel.

GREGERS.
De vil nok svaert nodig ha' mig ind i huset, fru Ekdal.

GINA.
Nej kors; hvor kan De da tro det?

HJALMAR.
Jo, dette her er virkelig besynderlig af dig, Gina. (til
Gregers.) Men sig mig, taenker du altsa at bli' her i byen
for det forste?

GREGERS (tar sin overfrakke pa).
Ja, nu taenker jeg at bli' her.

HJALMAR.
Men ikke hjemme hos din far? Hvad agter du da at ta' dig
til?

Gregers.
Ja-, vidste jeg bare det, du--da var jeg ikke sa ilde
faren endda. Men nar en bar det kors pa sig, at hede Gregers
--. "Gregers"--og sa "Werle" bagefter; har du hort noget
sa faelt, du?

HJALMAR.
A, det synes jeg slet ikke.

GREGERS.
Huf! Isch! Jeg kunde ha' lyst til at spytte pa den fyren,
som heder sligt noget. Men nar en nu engang har det kors pa
sig at vaere Gregers--Werle her i verden, saledes som jeg
er det--

HJALMAR. (ler).
Ha--ha, hvis du ikke var Gregers Werle, hvad vilde du sa
vaere for noget?

GREGERS.
Kunde jeg vaelge, sa vilde jeg aller helst vaere en flink
hund.

GINA.
En hund!

HEDVIG (uvilkarligt).
A nej da!

GREGERS.
Ja, en rigtig urimelig flink hund; en slig en, som gar til
bunds efter vildaender, nar de dukker under og bider sig fast
i tang og tarre nede i mudderet.

HJALMAR.
Nej, ved du hvad, Gregers,--dette her skonner jeg ikke et
ord af.

GREGERS.
A nej, der er sagtens ikke rar mening i det heller. Men
imorgen tidlig altsa--sa flytter jeg ind. (til Gina.) De
skal ikke fa noget bryderi af mig; for jeg gor al ting selv.
(til Hjalmar.) Resten snakker vi om imorgen.--Godnat, fru
Ekdal. (nikker til Hedvig.) Godnat!

GINA.
Godnat, herr Werle.

HEDVIG.
Godnat.

HJALMAR (som har taendt et lys).
Bi lidt; jeg ma lyse dig; der er visst morkt pa trapperne.

(Gregers og Hjalmar gar ud gennem gangdoren.)

GINA (ser hen for sig, med sytojet i fanget).
Var ikke det en underlig snak, at han gerne vilde vaere en
hund?

HEDVIG.
Jeg skal sige dig en ting, mor,--jeg tror, at han mente
noget andet med det.

GINA.
Hvad skulde det vaere for noget?

HEDVIG.
Nej, jeg ved ikke; men det var ligesom han mente noget
andet, end det han sa'--hele tiden.

GINA.
Tror du det? Ja underlig var det.

HJALMAR (kommer tilbage).
Lampen braendte endnu. (slukker lyset og saetter det fra sig.)
Ah, endelig kan man da fa sig en bid mad i livet. (begynder
at spise smorrebrod.) Na, ser du det, Gina,--nar man bare
er om sig, sa--

GINA.
Hvorledes om sig?

HJALMAR.
Ja, for det var da heldigt alligevel, at vi endelig fik det
vaerelset lejet bort en gang. Og sa, taenk,--til et menneske
som Gregers,--en gammel god ven.

GINA.
Ja, jeg ved ikke, hvad jeg skal sige, jeg.

HEDVIG.
A mor, du skal se, det blir sa morsomt!

HJALMAR.
Du er da ogsa besynderlig. For var du sa forhippet pa at fa
lejet ud; og nu liker du det ikke.

GINA.
Jo, Ekdal; hvis det bare havde vaeret til en anden en, sa--.
Men hvad tror du, grossereren vil sige?

HJALMAR.
Gamle Werle? Det rager da ikke ham.

GINA.
Men du kan da vel skonne, at der er kommet noget pa tvers
imellem dem igen, siden den unge flytter ud af huset. Du ved
jo, hvorledes de to har det med hinanden.

HJALMAR.
Ja, det kan gerne vaere, men--

GINA.
Og nu kanske grossereren tror, det er dig, som har stat bag
ved--

HJALMAR.
Sa lad ham tro det laenge nok! Grosserer Werle har gjort
overmade meget for mig; gud bevar's,--det erkender jeg.
Men derfor kan jeg da ikke til evig tid gore mig afhaengig af
ham.

GINA.
Men, snille Ekdal, det kan komme til at ga ud over gamle-
far; kanske mister han nu den stakkers lille fortjenesten,
han har hos Graberg.

HJALMAR.
Jeg havde naer sagt: gid det var sa vel! Er det ikke noget
ydmygende for en mand, som jeg, at se sin grahaerdede far ga
som et skumpelskud? Men nu kommer snart tidens fylde, taenker
jeg. (tar et nyt stykke smorrebrod.) Har jeg sa Sandt en
opgave i livet, sa skal jeg ogsa udfore den!

HEDVIG.
A ja far! Gor det!

GINA.
Hys; vaek ham bare ikke!

HJALMAR (sagtere).
Jeg skal udfore den, siger jeg. Der skal nok engang komme
den dag, da--. Og derfor er det godt, vi fik vaerelset lejet
ud; for sa er jeg mere uafhaengig stillet. Og det ma den mand
vaere, som har en opgave i livet, (henne ved laenestolen,
bevaeget.) Stakkers gamle hvidharede far.--Lid pa din
Hjalmar, du.--Han har brede skuldre, han;--kraftfulde
skuldre i al fald.--Du skal nok en vakker dag vagne op og
--. (til Gina.) Tror du det kanske ikke?

GINA (rejser sig).
Jo visst gor jeg sa; men lad os forst se at fa ham til kojs.

HJALMAR.
Ja, lad os det.

(De tar varligt fat pa den gamle.)


        *       *       *       *       *





TREDJE AKT.


(Hjalmar Ekdals atelier. Det er morgen; dagslyset falder ind
gennem det store vindu i skrataget; forhaenget er
fratrukket.)

(Hjalmar sidder ved bordet beskaeftiget med at retouchere et
fotografi; flere andre billeder ligger foran ham. Lidt efter
kommer Gina i hat og kabe ind gennem gangdoren; hun har en
lagkurv pa armen.)

HJALMAR.
Er du alt der igen, Gina?

GINA.
A ja, en far nok rappe sig.

(saetter kurven pa en stol og tar tojet af.)

HJALMAR.
Sa du indom til Gregers?

GINA.
Jaha, jeg gjorde det. Det ser rigtig vakkert ud derinde; han
har fat det svaert pent hos sig med det samme han kommer.

HJALMAR.
Na da?

GINA.
Jo, han vilde jo hjaelpe sig selv, sa han. Sa skulde han nu
laegge i ovnen ogsa; og sa har han skruet spjeldet for, sa
hele vaerelset er ble't fuldt af rog. Uf, der var en stank,
slig at--

HJALMAR.
A nej da.

GINA.
Men sa kommer det bedste; for sa skal han nu slukke, og sa
slar han alt vaskevandet ind i ovnen, sa gulvet driver over
af det vaerste svineri.

HJALMAR.
Det var da kedeligt.

GINA.
Jeg har nu fat portkonen op til at skure efter ham, den
grisen; men der blir ikke vaerendes der inde for i
eftermiddag.

HJALMAR.
Hvor har han sa gjort af sig imens?

GINA.
Han gik ud lidt, sa' han.

HJALMAR.
Jeg var ogsa inde hos ham et ojeblik--efter du var gat.

GINA.
Jeg horte det. Du har jo bedt ham ind til frokost.

HJALMAR.
Bare sadan en liden smule formiddagsfrokost, forstar du. Det
er jo forste dagen--; vi kan ikke godt undga det. Du har
vel altid noget i huset.

GINA.
Jeg far jo se at finde lidt.

HJALMAR.
Men lad det endelig ikke bli' for knapt. For Relling og
Molvik kommer nok ogsa herop, tror jeg. Jeg traf just
Relling pa trappen, ser du, og sa matte jeg jo--

GINA.
Na, skal vi ha' de to ogsa?

HJALMAR.
Herre gud,--et par stykker mere eller mindre; det gor da
hverken fra eller til.

Gamle EKDAL (abner sin dor og ser ind).
Hor her, du Hjalmar--(bemaerker Gina.) Na sa.

GINA.
Er det noget, som bedstefar vil ha'?

EKDAL.
A nej; det kan vaere det samme. Hm!

(gar ind igen.)

GINA (tar kurven).
Pas endelig godt pa ham, sa han ikke gar ud.

HJALMAR.
Ja, ja, det skal jeg nok.--Hor du, Gina; lidt sildesalat
vilde vaere svaert bra'; for Relling og Molvik har nok vaeret
ude pa rangel inat.

GINA.
Bare de ikke kommer for snart over mig, sa--

HJALMAR.
Nej visst ikke; gi' du dig tid.

GINA.
Ja ja da; og sa kan jo du fa arbejde lidt imens.

HJALMAR.
Jeg sidder jo og arbejder! Jeg arbejder jo alt, hvad jeg
arker!

GINA.
For sa har du det fra handen, ser du.

(hun gar med kurven ud i kokkenet.)

HJALMAR (sidder en stund og pensler pa fotografiet; det gar
traegt og med ulyst).

EKDAL (kikker ind, ser rundt om i atelieret og siger
daempet):
Har du det travlt, du?

HJALMAR.
Ja, jeg sidder jo her og straever med disse billederne--

EKDAL.
Ja ja, gud bevar's--nar du har det sa travlt, sa--. Hm!

(gar ind igen; doren blir staende aben.)

HJALMAR (fortsaetter en stund i taushed; derpa laegger han
penselen fra sig og gar hen til doren).
Har du det travlt, far?

EKDAL (brummer indenfor).
Nar du har det travlt, sa har jeg det ogsa travlt. Hm!

HJALMAR.
Ja ja da.

(gar til sit arbejde igen.)

EKDAL (lidt efter, kommer atter frem i doren).
Hm; ser du, Hjalmar, sa svaert travlt har jeg det jo ikke.

HJALMAR.
Jeg synes du sad og skrev.

EKDAL.
For fanden, kan ikke han, Graberg, vente en dags tid eller
to? Det star da ikke om livet ved jeg.

HJALMAR.
Nej; og du er da ikke nogen trael heller.

EKDAL.
Og sa var det dette her andet derinde--

HJALMAR.
Ja, det var just det. Vil du kanske derind? Skal jeg lukke
op for dig?

EKDAL.
Vilde rigtig ikke vaere af vejen.

HJALMAR (rejser sig).
For sa havde vi det fra handen.

EKDAL.
Just sa, ja. Skal jo vaere faerdig til imorgen tidlig. For det
er jo imorgen? Hm?

HJALMAR.
Ja visst er det imorgen.

(Hjalmar og Ekdal skyver hver sin halvdor til side.
Morgensolen skinner derind gennem taggluggerne; nogle duer
flyver frem og tilbage, andre gar og kurrer pa stilladserne;
honsene kagler en gang imellem laengere inde pa loftet.)

HJALMAR.
Na, sa far du ga ivej da, far.

EKDAL (gar indenfor).
Kommer ikke du med?

HJALMAR.
Jo, ved du hvad,--jeg tror naesten--(ser Gina i
kokkendoren.) Jeg? Nej, jeg har ikke tid; jeg ma arbejde.--
Men sa var det mekanismen--

(Han traekker i en snor; indefra glider ned et forhaeng, hvis
nedre del bestar af en stribe gammel sejldug, resten,
oventil, af et stykke udspaendt fiskegarn. Loftsgulvet er
saledes ikke laenger synligt.)

HJALMAR (gar hen til bordet).
Se sa; nu kan jeg da vel fa sidde i fred en stund.

GINA.
Skulde han nu der ind og grassere igen?

HJALMAR.
Var det kanske bedre, om han havde rendt ned til madam
Eriksen? (saetter sig.) Er det noget, du vil? Du sa' jo--

GINA.
Jeg vilde bare sporge, om du tror, vi kan daekke
frokostbordet her?

HJALMAR.
Ja, her har da vel ikke meldt sig nogen sa tidlig?

GINA.
Nej, jeg venter ikke andre end de to kaeresterne, som skal
sidde sammen.

HJALMAR.
Fanden, at ikke de kunde sidde sammen en anden dag!

GINA.
Nej, snille Ekdal, dem har jeg bestilt til efter middag, nar
du sover.

HJALMAR.
Na, sa er det jo bra'. Ja, sa spiser vi her.

GINA.
Ja ja da; men det haster ikke med at daekke endnu; du kan
godt bruge bordet en stund til.

HJALMAR.
A jeg synes, du ser, jeg sidder her og bruger bordet alt det
jeg kan!

GINA.
For sa er du fri siden, ser du.

(gar ud i kokkenet igen.)

(kort ophold.)

EKDAL (i loftsdoren, indenfor garnet).
Hjalmar!

HJALMAR.
Na?

EKDAL.
Er raed, vi kommer til at flytte vandtrauget lige vel.

HJALMAR.
Ja, det er jo det, jeg har sagt hele tiden.

EKDAL.
Hm--hm--hm.

(gar fra doren igen.)

HJALMAR (arbejder lidt, skotter mod loftet og rejser sig
halvt).

(Hedvig kommer ind fra kokkenet.)

HJALMAR (saetter sig hurtig ned igen).
Hvad er det du vil?

HEDVIG.
Jeg vilde bare ind til dig, far.

HJALMAR (lidt efter).
Jeg synes, du gar sadan og snuser omkring. Skal du passe pa
kanske?

HEDVIG.
Nej slet ikke det.

HJALMAR.
Hvad tar mor sig til derude nu?

HEDVIG.
A, mor star midt oppe i sildesalaten, hun (gar hen til
bordet.) Er det ikke en liden ting, som jeg kunde hjaelpe dig
med, far?

HJALMAR.
A nej. Det er bedst, jeg bli'r alene om det alt sammen,--
sa laenge kraefterne slar til. Det har ingen nod, Hedvig; nar
bare din far ma fa beholde sin helse, sa--

HEDVIG.
A nej, far; nu skal du ikke snakke sa stygt.

(Hun gar lidt omkring:, standser ved dorabningen og ser ind
i loftsrummet.)

HJALMAR.
Hvad er det, han tar sig for, du?

HEDVIG.
Det skal visst bli' en ny vej op til vandtrauget.

HJALMAR.
Aldrig i verden klarer han det pa egen hand! Og sa skal jeg
vaere fordomt til at sidde her--!

HEDVIG (gar hen til ham).
Lad mig fa penselen, far; jeg kan nok.

HJALMAR.
A snak; du bare fordaerver ojnene med det.

HEDVIG.
Langt ifra. Kom her med penselen.

HJALMAR (rejser sig).
Ja, det vilde jo ikke vare mere end et minut eller to.

HEDVIG.
Pyt, hvad skulde det sa gore? (tar penselen.) Se sa. (saetter
sig.) Og her har jeg et at se efter.

HJALMAR.
Men ikke fordaerv ojnene! Horer du det? Jeg vil ikke ha'
noget ansvar; du ma selv ta' ansvaret pa dig,--det siger
jeg dig.

HEDVIG (retoucherer).
Ja ja, det skal jeg nok.

HJALMAR.
Du er svaert flink, Hedvig. Bare et par minutter, forstar du.

(Han smyger sig gennem kanten af forhaenget ind pa loftet.
Hedvig sidder ved sit arbejde. Hjalmar og Ekdal hores at
disputere derinde.)

HJALMAR (kommer frem indenfor garnet).
Hedvig, a raek mig den knibetangen, som ligger pa hylden. Og
sa hugjernet, du. (vender sig indover.) Jo, nu skal du bare
se, far. Lad mig da forst fa lov til at vise dig, hvorledes
jeg mener det!  Hedvig (har hentet det forlangte vaerktoj fra
reolen og stikker det ind til ham)

HJALMAR.
Sa tak. Jo, det var nok godt, jeg kom, du.

(gar fra dorabningen; de snedkrer og passiarer derinde.)

HEDVIG (blir staende og ser pa dem. En stund efter banker
det pa gangdoren; hun laegger ikke maerke til det).

GREGERS WERLE (barhodet og uden overtoj, kommer ind og
standser lidt ved doren).
Hm--!

HEDVIG (vender sig og gar imod ham).
God morgen. Vaer sa god, kom naermere.

GREGERS.
Tak. (ser mod loftet.) De lader til at ha' arbejdsfolk i
huset.

HEDVIG.
Nej, det er bare far og bedstefar. Nu skal jeg sige til.

GREGERS.
Nej, nej, gor ikke det; jeg vil heller vente lidt.

(saetter sig i sofaen.)

HEDVIG.
Her er sa uryddigt--(vil ta' fotografierne bort.)

GREGERS.
A lad bare ligge. Er det billeder, som skal gores i stand?

HEDVIG.
Ja, det er lidt, jeg skulde hjaelpe far med.

GREGERS.
Lad endelig ikke mig forstyrre Dem.

HEDVIG.
A nej.

(Hun flytter sagerne hen til sig og saetter sig til at
arbejde; Gregers ser imens pa hende i taushed.)

GREGERS.
Har vildanden sovet godt i nat?

HEDVIG.
Jo tak, jeg tror visst det.

GREGERS (vendt mod loftsrummet).
Ved dagslys ser det ganske anderledes ud end igar i
maneskin.

HEDVIG.
Ja, det kan vaere sa svaert forskelligt. Om morgenen ser det
anderledes ud end om eftermiddagen; og nar det regner, ser
det anderledes ud, end nar det er godt vejr.

GREGERS.
Har De lagt maerke til det?

HEDVIG.
Ja, for det ser en jo.

GREGERS.
Holder De ogsa gerne til der inde hos vildanden?

HEDVIG.
Ja, nar det lar sig gore, sa--

GREGERS.
Men De har sagtens ikke sa megen fritid; De gar vel pa
skolen.

HEDVIG.
Nej, ikke nu laenger; for far er raed, jeg skal fordaerve
ojnene.

GREGERS.
Na, sa laeser han altsa selv med Dem.

HEDVIG.
Far har lovet, at han vilde laese med mig; men han har ikke
fat tid til det endnu.

GREGERS.
Men er der da ikke nogen anden, som hjaelper Dem lidt?

HEDVIG.
Jo, det er kandidat Molvik; men han er ikke altid slig,
rigtig--sadan--

GREGERS.
Er han fuld da?

HEDVIG.
Han er visst det.

GREGERS.
Na, sa har De jo tid til noget af hvert. Og der inde, der er
det vel som en verden for sig selv, der,--kan jeg taenke?

HEDVIG.
Sa rent for sig selv. Og sa er der sa mange underlige ting.

GREGERS.
Sa?

HEDVIG.
Ja, der er store skabe med boger i; og i mange af de bogerne
er der billeder.

GREGERS.
Aha!

HEDVIG.
Og sa er der et gammelt skatol med skuffer og klaffer i, og
et stort ur med figurer, som er til at komme frem. Men det
uret gar ikke laenger.

GREGERS.
Tiden er altsa gat ista derinde--hos vildanden.

HEDVIG.
Ja. Og sa er der gamle farveskrin og sligt noget; og sa alle
bogerne.

GREGERS.
Og de bogerne laeser De vel i?

HEDVIG.
A ja, nar jeg kan komme til. Men de fleste er pa engelsk; og
det skonner jeg ikke. Men sa ser jeg pa billederne.--Der
er en svaert stor bog, som heder "Harrysons History of
London"; den er visst 100 ar gammel; og den er der sa
umadelig mange billeder i. Foran star afbildet doden med et
timeglas, og en jomfru. Det synes jeg er faelt. Men sa er der
alle de andre billederne med kirker og slotte og gader og
store skibe, som sejler pa havet.

GREGERS.
Men sig mig, hvor har De fat alle de rare sagerne fra?

HEDVIG.
A her har engang bodd en gammel sjokaptejn, og han har fort
dem hjem. De kaldte ham "den fly vendes Hollaenderen". Og det
er underligt; for det var ikke nogen Hollaender.

GREGERS.
Ikke det?

HEDVIG.
Nej. Men sa blev han borte tilsidst; og sa er alt det ble't
staende efter ham.

GREGERS.
Hor, sig mig nu,--nar De sidder der inde og ser pa
billeder, far De sa ikke lyst til at komme ud og se pa den
store rigtige verden selv?

HEDVIG.
Nej da! Jeg vil altid bli' her hjemme og hjaelpe far og mor.

GREGERS.
Med at gore fotografier istand?

HEDVIG.
Nej, ikke med det alene. Aller helst vilde jeg laere at
gravere slige billeder, som de, der star i de engelske
bogerne.

GREGERS.
Hm; hvad siger Deres far til det?

HEDVIG.
Jeg tror ikke far liker det; for far er sa underlig i sligt.
Taenk, han snakker om, at jeg skal laere kurvfletning og
strafletning! Men det synes jeg da ikke kan vaere noget.

GREGERS.
A nej, det synes ikke jeg heller.

HEDVIG.
Men far har jo ret i det, at havde jeg laert at flette kurve,
sa kunde jeg nu ha' gjort den nye kurven til vildanden.

GREGERS.
Det kunde De, ja; og De var jo ogsa naermest til det.

HEDVIG.
Ja; for det er min vildand.

GREGERS.
Ja, det er jo det.

HEDVIG.
Jaha; jeg ejer den. Men far og bedstefar far lant den sa
tidt de vil.

GREGERS.
Sa; hvad bruger de den da til?

HEDVIG.
A, de steller med den og bygger for den, og sadant noget.

GREGERS.
Kan taenke det; for vildanden er vel den aller fornemste der
inde.

HEDVIG.
Ja det er hun da; for det er jo en rigtig, vild fugl. Og sa
er det sa synd i hende; hun har ingen at holde sig til, hun,
stakker.

GREGERS.
Har ingen familje ligesom kaninerne.--

HEDVIG.
Nej. Honsene har jo ogsa sa mange, som de har vaeret
kyllinger sammen med; men hun er kommen sa rent bort fra
alle sine, hun. Og sa er det jo alt det svaert forunderlige
ved vildanden. Der er ingen, som kender hende; og ingen, som
ved, hvor hun er fra heller.

GREGERS.
Og sa har hun vaeret pa havsens bund.

HEDVIG (ser flygtig hen pa ham, undertrykker et smil og
spor):
Hvorfor siger De havsens bund?

GREGERS.
Hvad skulde jeg ellers sige?

HEDVIG.
De kunde sige havets bund--eller havbunden.

GREGERS.
A, kan jeg ikke lige sa godt sige havsens bund?

HEDVIG.
Jo; men for mig hores det sa underligt, nar andre mennesker
siger havsens bund.

GREGERS.
Hvorfor det da? Sig mig hvorfor.

HEDVIG.
Nej, jeg vil ikke; for det er noget sa dumt.

GREGERS.
A nej visst ikke. Sig mig nu, hvorfor De smilte.

HEDVIG.
Det er fordi, at altid, nar jeg sadan med en gang--i en
fart--kommer til at huske pa det der inde, sa synes jeg
altid, at hele rummet og alt sammen heder "havsens bund".--
Men det er jo sa dumt.

GREGERS.
Det skal De slet ikke sige.

HEDVIG.
Jo, for det er jo bare et loft.

GREGERS (ser fast pa hende).
Er De sa viss pa det?

HEDVIG (forbauset).
At det er et loft!

GREGERS.
Ja, ved De det sa sikkert?

HEDVIG (tier og ser pa ham med aben mund).
(Gina kommer med daekketoj fra kokkenet.)

Gresrers (rejser sig).
Jeg er nok kommet for tidlig over Dem.

GINA.
Aet steds ma De jo vaere; og nu er det snart faerdig ogsa. Ryd
af bordet, Hedvig.

(Hedvig ryder op; hun og Gina daekker under det folgende.
Gregers saetter sig i laenestolen og blader i et album.)

GREGERS.
Jeg horer, De kan retouchere, fru Ekdal.

GINA (med et sideblik).
Jaha, jeg kan det.

GREGERS.
Det traf sig da rigtig heldigt.

GINA.
Hvorledes heldig?

GREGERS.
Siden Ekdal blev fotograf, mener jeg.

HEDVIG.
Mor kan ogsa fotografere.

GINA.
A ja, jeg har nok fat laere mig til den kunsten.

GREGERS.
Sa er det kanske Dem, som driver forretningen?

GINA.
Ja, nar ikke Ekdal har tid selv, sa--

GREGERS.
Han er sagtens sa opta't af sin gamle far, han, kan jeg
taenke.

GINA.
Ja, og sa er det da ikke noget for en slig mand, som Ekdal,
at ga her og ta' potraetter af kreti og preti.

GREGERS.
Det synes jeg ogsa; men nar han nu engang er slat ind pa den
vejen, sa--

GINA.
Herr Werle kan da vel taenke sig det, at Ekdal ikke er som en
af de almindelige fotograferne.

GREGERS.
Na sa alligevel! Men--?

(Et skud fyres af inde pa loftet.)

GREGERS (farer op).
Hvad er det!

GINA.
Uf, nu skyder de igen!

GREGERS.
Skyder de ogsa?

HEDVIG.
De gar pa jagt.

GREGERS.
Hvad for noget! (henne ved loftsdoren.) Gar du pa jagt,
Hjalmar?

HJALMAR (indenfor garnet).
Er du kommen? Det vidste jeg ikke af; jeg var sa opta't--.
(tu Hedvig.) Og du, som ikke siger os til!

(kommer ind i atelieret.)

GREGERS.
Gar du og skyder inde pa loftet?

HJALMAR (viser en dobbeltlobet pistol).
A, det er bare med denne her.

GINA.
Ja, du og gamle-far kommer nok engang til at gore en ulykke
med den pigstolen.

HJALMAR (aergerlig).
Jeg tror, jeg har sagt, at et sadant skydevaben heder en
pistol.

GINA.
A, det er da ikke stort bedre, det, synes jeg.

GREGERS.
Sa du er altsa ble't jaeger, du ogsa, Hjalmar?

HJALMAR.
Bare lidt kaninjagt en gang imellem. Det er mest for fars
skyld, kan du skonne.

GINA.
Mandfolk er nu sa underlige, de; de skal altid ha' noget at
dividere sig med.

HJALMAR (arrig).
Ja rigtig, ja; vi skal altid ha' noget at divertere os med.

GINA.
Ja det er jo akkurat det jeg siger.

HJALMAR.
Na; hm! (tu Gregers.) Jo, ser du, og sa traeffer det sig sa
heldigt, at loftet ligger slig til, at ingen kan hore det,
nar vi skyder. (laegger pistolen pa den overste reolhylde.)
Ikke ror pistolen, Hedvig! Det ene lobet er ladt; husk pa
det.

GREGERS (ser ind gennem garnet).
Jagtgevaer har du ogsa, ser jeg.

HJALMAR.
Det er fars gamle gevaer. Det kan ikke skydes med laenger; for
der er noget galt fat med lasen. Men det er ganske morsomt
at ha' det alligevel; for vi kan ta' det fra hinanden og
gore det rent en gang imellem og smore det med benfedt og
skrue det sammen igen--. Ja, det er jo mest far, som pusler
med sligt noget.

HEDVIG (henne ved Gregers).
Nu kan De da rigtig se vildanden.

GREGERS.
Jeg star just og ser pa den. Hun haenger lidt med den ene
vingen, synes jeg.

HJALMAR.
Na, det er da ikke sa underligt; hun har jo vaeret skamskudt.

GREGERS.
Og sa slaeber hun lidt pa foden. Eller er det ikke sa?

HJALMAR.
Kanske en bitte liden smule.

HEDVIG.
Ja, for det var den foden, som hunden bed hende i.

HJALMAR.
Men hun har slet ingen lyde og men for resten; og det er
virkelig maerkvaerdigt for en, som har fat en ladning haggel i
kroppen og som har vaeret mellem hundetaender--

GREGERS (med et ojekast til Hedvig).
--og som har vaeret pa havsens bund--sa laenge.

HEDVIG (smiler).
Ja.

GINA (steller ved bordet).
Den velsignede vildanden, ja. Den gores der da krusifikser
nok for.

HJALMAR.
Hm;--er det snart daekket kanske?

GINA.
Ja straks pa timen. Hedvig, nu ma du komme og hjaelpe mig.

(Gina og Hedvig gar ud i kokkenet.)

HJALMAR (halv hojt).
Jeg tror ikke, det er vaerdt, du star der og ser pa far; han
liker det ikke.

GREGERS. (gar fra loftsdoren).

HJALMAR.
Og sa er det bedst jeg staenger, for de andre kommer ind.
(skrammer med haendeme.) Hysch--hysch; Vil I vaek med jer!
(i det han hejser forhaenget op og traekker doren sammen.)
Disse her remedierne er min egen opfindelse. Det er virkelig
ganske morsomt at ha' sligt noget at stelle med og gore i
stand, nar det gar i stykker. Og sa er det desuden aldeles
nodvendigt, ser du; for Gina vil ikke gerne ha' kaniner og
hons ind i atelieret.

GREGERS.
Nej, nej; og det er kanske din kone, som star for styret
her?

HJALMAR.
Jeg overlader hende i almindelighed de lobende forretninger;
for sa kan jeg imens ty ind i dagligstuen og taenke over de
ting, som vigtigere er.

GREGERS.
Hvad er det egentlig for ting, du Hjalmar?

HJALMAR.
Jeg undrer mig over, at du ikke har spurgt om det for. Eller
kanske du ikke har hort tale om opfindelsen?

GREGERS.
Opfindelsen? Nej.

HJALMAR.
Sa? Du har ikke det? A nej, der oppe i skogtrakterne og
odemarkerne--

GREGERS.
Du har altsa gjort en opfindelse!

HJALMAR.
Ikke ganske gjort den endnu; men jeg holder pa med det. Du
kan jo nok taenke dig, at da jeg beslutted at offre mig for
fotografien, sa var det ikke for at ga her og ta' portraetter
af alskens hverdagsmennesker.

GREGERS.
Nej, nej, det sa' ogsa din kone nu nylig.

HJALMAR.
Jeg svor, at skulde jeg vie mine kraefter til den handtering,
sa skulde jeg ogsa haeve den sa hojt, at den blev bade til en
kunst og til en videnskab. Og sa beslutted jeg at gore den
maerkelige opfindelsen.

GREGERS.
Og hvad bestar sa den opfindelsen i? Hvad gar den ud pa?

HJALMAR.
Ja, kaere, du ma ikke sporge saledes om enkeltheder endnu.
Det tar tid, ser du. Og sa skal du ikke tro det er
forfaengelighed, som driver mig. Jeg arbejder visselig ikke
for min egen skyld. A nej, det er livsopgaven, som star for
mig nat og dag.

GREGERS.
Hvilken livsopgave da?

HJALMAR.
Glemmer du gubben med solvharet?

GREGERS.
Din stakkers far; ja, men hvad kan du egentlig gore for ham?

HJALMAR.
Jeg kan opvaekke hans selvfolelse fra de dode, i det jeg
haever det ekdalske navn til aere og vaerdighed igen.

GREGERS.
Det er altsa din livsopgave.

HJALMAR.
Ja. Jeg vil redde den skibbrudne mand. For skibbrud led han
allerede da uvejret brod los over ham. Da disse forfaerdelige
undersogelserne stod pa, var han ikke laenger sig selv.
Pistolen der henne, du,--den, som vi bruger til at skyde
kaniner med,--den har spillet en rolle i den ekdalske
slaegts tragedie.

GREGERS.
Pistolen! Sa?

HJALMAR.
Da dommen var afsagt og han skulde saettes fast,--da havde
han pistolen i sin hand--

GREGERS.
Havde han--!

HJALMAR.
Ja; men han turde ikke. Han var fejg. Sa forkommet, sa
ruineret pa sjaelen var han ble't allerede dengang. A, kan du
begribe det? Han, en militaer, han, som havde skudt ni
bjorne, og som stammed ned fra to oberstlojtnanter,--ja,
fra den ene efter den anden, naturligvis--. Kan du begribe
det, Gregers?

GREGERS.
Ja, jeg begriber det godt.

HJALMAR.
Jeg ikke. Og sa greb pistolen atter ind i vor slaegts
historie. Da han havde fat den gra klaedning pa og sad under
las og lukke,--a, det var forfaerdelige tider for mig, kan
du tro. Jeg havde rullegardinerne nede for begge mine
vinduer. Nar jeg kikked ud, sa jeg, at solen skinned som den
plejer. Jeg begreb det ikke. Jeg sa menneskene ga pa gaden
og le og snakke om ligegyldige ting. Jeg begreb det ikke.
Jeg syntes, at hele tilvaerelsen matte sta stille ligesom
under en solformorkelse.

GREGERS.
Slig folte jeg det ogsa, da mor var dod.

HJALMAR.
I en sadan stund havde Hjalmar Ekdal pistolen rettet mod sit
eget bryst.

GREGERS
Du taenkte ogsa pa at--!

HJALMAR.
Ja.

GREGERS.
Men du skod ikke?

HJALMAR.
Nej. I det afgorende ojeblik vandt jeg sejr over mig selv.
Jeg blev i live. Men du kan tro, der horer mod til at vaelge
livet under de vilkar.

GREGERS.
Ja, det er som man tar det.

HJALMAR.
Jo, ubetinget, du. Men det var bedst sa; for nu gor jeg
snart opfindelsen; og da tror doktor Relling, ligesom jeg,
at far kan fa lov til at baere uniformen igen. Jeg vil fordre
det som min eneste lon.

GREGERS.
Sa det er det med uniformen, som han--?

HJALMAR.
Ja, det er det, han mest higer og stunder efter. Du kan ikke
forestille dig, hvorledes det skaerer mig i hjertet for ham.
Hver gang vi fejrer en liden familjefest--som Ginas og min
bryllupsdag, eller hvad det nu kan vaere--da traeder
oldingen her ind ifort sin lojtnantsuniform fra lykkens
dage. Men banker det sa bare pa gangdoren,--for han tor jo
ikke vise sig for fremmede, ved du,--da piler han ind i
sit kammers igen, sa fort som de gamle ben vil baere ham.
Sligt er sonderslidende for et sonnehjerte at se pa, du!

GREGERS.
Hvad tid omtrent tror du den opfindelsen kan bli' faerdig?

HJALMAR.
Nej, herre gud, du ma ikke sporge mig om sadanne enkeltheder
som tiden. En opfindelse, det er noget, som en ikke helt og
holdent er herre over selv. Det kommer for en stor del an pa
inspirationen,--pa en indskydelse,--og det er naesten
umulig pa forhand at beregne, hvad tid den indtraeder.

GREGERS.
Men fremad gar det da vel?

HJALMAR.
Ja visst gar det fremad. Jeg tumler hver eneste dag med
opfindelsen; den fylder mig. Hver eftermiddag, nar jeg har
spist, lukker jeg mig inde i dagligstuen, hvor jeg kan
gruble i ro. Men man ma bare ikke jage pa mig; for det
nytter ikke til noget; det siger Relling ogsa.

GREGERS.
Og du synes ikke, at alle de anstalterne der inde pa loftet
dra'r dig bort og spreder dig for meget?

HJALMAR.
Nej, nej, nej; tvert imod. Du ma ikke sige noget sadant. Jeg
kan da ikke evig og altid ga her og haenge over de samme
anstraengende tankerne. Jeg ma ha' noget ved siden af, som
kan fylde ventetiden ud. Inspirationen, indskydelsen, ser
du,--nar den kommer, sa kommer den alligevel.


GREGERS.
Min kaere Hjalmar, jeg tror naesten, du har noget af vildanden
i dig.

HJALMAR.
Af vildanden? Hvorledes det, mener du?

GREGERS.
Du har dukket under og bidt dig fast i bundgraesset.

HJALMAR.
Sigter du kanske til det naesten dodbringende skud, som har
rammet far i vingen--og mig ogsa?

GREGERS.
Ikke naermest til det. Jeg vil ikke sige, at du er skamskudt;
men du er kommet ud i en forgiftig sump, Hjalmar; du har fat
en snigende sot i kroppen, og sa er du gat tilbunds for at
do i morke.

HJALMAR.
Jeg? Do i morke! Nej, ved du hvad, Gregers, du skal virkelig
la' vaere med slig snak.

GREGERS.
Vaer bare rolig; jeg skal nok se at fa dig op igen. For jeg
har ogsa fat en livsopgave nu, ser du; jeg fik den igar.

HJALMAR.
Ja det kan gerne vaere; men du skal bare la' mig bli udenfor.
Jeg kan forsikkre dig, at--fraregnet min let forklarlige
melankoli naturligvis--sa befinder jeg mig sa vel, som
noget menneske kan onske det.

GREGERS.
At du det gor, det kommer ogsa af forgiften.

HJALMAR.
Nej, kaere snille Gregers, snak nu ikke mere om sot og
forgift; jeg er slet ikke vant til den slags samtaler; i mit
hus snakker man aldrig til mig om uhyggelige ting.

GREGERS.
Nej, det skal du nok fa mig til at tro.

HJALMAR.
Nej, for jeg har ikke godt af det. Og her er ingen sumpluft,
som du udtrykker dig. I den fattige fotografs hjem er taget
lavt, det ved jeg nok,--og mine kar er ringe. Men jeg er
en opfinder, du,--og jeg er familjeforsorger tillige. Det
baerer mig oppe over de sma vilkar.--Ah, der kommer de med
frokosten!

(Gina og Hedvig bringer olflasker, braendevinskaraffel,
glasse og andet tilbehor. I det samme kommer Relling og
Molvik ind fra gangen; de er begge uden hat og overtoj;
Molvik er sortklaedt.)

GINA (saetter sagerne pa bordet).
Na, de to kommer da rigtig til rette tid.

RELLING.
Molvik bildte sig ind, at han kunde lugte sildesalat, og sa
var han ikke til at holde.--Godmorgen for anden gang,
Ekdal.

HJALMAR.
Gregers, ma jeg forestille dig kandidat Molvik; doktor--,
ja, Relling kender du jo?

GREGERS.
Ja, sa loselig.

RELLING.
A, det er herr Werle junior. Ja, vi to har vaeret i totterne
pa hinanden oppe pa Hojdalsvaerket. De er nok netop flyttet
ind?

GREGERS.
Jeg flytted ind nu imorges.

RELLING.
Og nedenunder bor Molvik og jeg, sa De har ikke langt til
doktor og prest, om De skulde fa brug for slige nogen.

GREGERS.
Tak, det kunde nok haende; for igar var vi tretten til bords.

HJALMAR.
A, kom nu ikke ind pa det uhyggelige igen!

RELLING.
Du kan ta' det med ro, Ekdal; for dig traeffer det s'gu ikke.

HJALMAR.
Det vil jeg onske for min familjes skyld. Men la' os nu
saette os og spise og drikke og vaere glade.

GREGERS.
Skal vi ikke vente pa din far?

HJALMAR.
Nej, han vil ha' sit ind til sig siden. Kom sa!

(Herrerne saetter sig; til frokostbordet, spiser og drikker.
Gina og Hedvig gar ud og ind og varter op.)

RELLING.
Igar var Molvik stygt pa stovlerne, fru Ekdal.

GINA.
Sa? Igar igen?

RELLING.
Horte De ham ikke, da jeg kom hjem med ham mat?

GINA.
Nej, jeg kan ikke sige det.

RELLING.
Det var bra'; for inat var Molvik fael.

GINA.
Er det sandt, Molvik?

Molvik.
La' os sla en streg over nattens haendelser. Sligt afhaenger
jo ikke af mit bedre jeg.

RELLING (til Gregers).
Det kommer over ham som en indskydelse; og sa ma jeg ud med
ham pa rangel. For kandidat Molvik er daemonisk, ser De.

GREGERS.
Daemonisk?

RELLING.
Molvik er daemonisk, ja.

GREGERS.
Hm.

RELLING.
Og daemoniske naturer er ikke skabt til at ga lige pa benene
gennem verden; de ma ud pa afveje en gang iblandt.--Na, og
De holder altsa ud der oppe pa det faele svarte vaerket endnu?

GREGERS.
Jeg har holdt ud indtil nu.

RELLING.
Og fik De sa inkasseret den fordringen, De gik omkring med?

GREGERS.
Fordringen? (forstar ham.) Na sa.

HJALMAR.
Har du inkasseret fordringer, Gregers?

GREGERS.
A snak.

RELLING.
Jo samaend har han sa; han gik omkring i alle
husmandshytterne og praesenterte noget, som han kaldte "den
ideale fordring".

GREGERS.
Jeg var ung dengang.

RELLING.
De har ret i det; De var svaert ung. Og den ideale fordringen
--den fik De da aldrig honoreret sa laenge jeg var der oppe.

GREGERS.
Ikke siden heller.

RELLING.
Na, sa er De vel ble't sa klog at sla lidt af pa belobet da,
kan jeg taenke.

GREGERS.
Aldrig nar jeg star foran et aegte, virkeligt menneske.

HJALMAR.
Nej, det synes jeg jo er ganske rimeligt.--Lidt smor,
Gina.

RELLING.
Og sa et stykke flaesk til Molvik.

Molvik.
Uh, ikke flaesk!

(Det hanker pa loftsdoren.)

HJALMAR.
Luk op, Hedvig; far vil ud.

(Hedvig gar hen og abner pa klem; gamle Ekdal kommer ind med
et friskt kaninskind; hun lukker efter ham.)

EKDAL.
God morgen, mine herrer! Har havt god jagt idag. Har skudt
en stor en.

HJALMAR.
Og sa har du fladd den for jeg kom--!

EKDAL.
Har saltet den ogsa. Det er godt, mort kod, det kaninkodet;
og sa er det sodt; smager som sukker. God appetit, mine
herrer!

(gar ind i sit vaerelse.)

MOLVIK (rejser sig).
Undskyld--; jeg kan ikke--; jeg ma ned som snarest--

RELLING.
Drik sodavand, menneske!

MOLVIK (skynder sig).
Uh--uh!

(ud gennem gangdoren.)

RELLING (til Hjalmar).
Lad os tomme en dram for den gamle jaegersmand.

HJALMAR (klinker med ham).
For idraetsmanden pa gravens bred, ja.

RELLING.
For den grahaerdede--. (drikker.) Ja, sig mig,--er det
grat har, han har, eller er det hvidt?

HJALMAR.
Det er visst sa midt imellem; for resten har han nok ikke
ret mange harstra igen pa sin isse.

RELLING.
Na, med forlorent kommer man ogsa igennem verden. Ja, du er
da i grunden en lykkelig mand, du Ekdal; du har denne vakkre
livsopgaven at straeve for--

HJALMAR.
Og jeg straever ogsa, kan du tro.

RELLING.
Og sa har du din flinke kone, som lunter sa lunt ud og ind
pa filtsko og vagger i hofterne og hygger og steller for
dig.

HJALMAR.
Ja, Gina--(nikker til hende.) du er en bra' ledsagerinde,
at ha' med pa livsvejen, du.

GINA.
A sid nu ikke der og ressenser om mig.

RELLING.
Og sa din Hedvig, du Ekdal?

HJALMAR (bevaeget).
Barnet, ja! Barnet forst og fremst. Hedvig, kom hid til mig.
(stryger hende over haret.) Hvad er det for en dag imorgen,
du?

HEDVIG (rusker i ham).
A nej, du skal ikke sige noget, far!

HJALMAR.
Det stinger mig som en kniv igennem hjertet, nar jeg taenker
pa, at det skal bli' sa ringe; bare en liden festlig
tilstelning inde pa loftet--

HEDVIG.
A men det blir just dejligt, det!

RELLING.
Og vent sa bare til den maerkelige opfindelsen kommer til
verden, Hedvig!

HJALMAR.
Ja da--da skal du se! Hedvig, jeg har besluttet at sikkre
din fremtid. Du skal fa det godt sa laenge du lever. Jeg vil
forlange noget for dig, et eller andet. Det skal vaere den
fattige opfinders eneste lon.

HEDVIG (hvisker med armen om hans hals).
A du snille, snille far!

RELLING (til Gregers).
Na, synes De ikke ganske bra' om det, til en forandring, at
sidde ved et godt besat bord i en lykkelig familjekreds?

HJALMAR.
Ja, disse timer ved bordet saetter jeg virkelig pris pa.

GREGERS.
Jeg, for min del, trives ikke i sumpluft.

RELLING.
Sumpluft?

HJALMAR.
A kom nu ikke med den snak igen!

GINA.
Her er, ved gud, ingen sumplugt, herr Werle; for jeg lufter
samaend ud hver evige dag.

GREGERS (gar fra bordet).
Den stank, jeg mener, den lufter De visst ikke ud.

HJALMAR.
Stank!

GINA.
Ja, hvad synes du, Ekdal!

RELLING.
Om forladelse,--det skulde vel ikke vaere Dem selv, som
bringer stanken med der oppe fra gruberne?

GREGERS.
Det kunde ligne Dem at kalde for stank, hvad jeg bringer ind
i huset.

RELLING (gar hen til ham).
Hor, herr Werle junior, jeg har Dem staerkt mistaenkt for, at
De gar med "den ideale fordring" uforkortet i baglommen
endnu.

GREGERS.
I brystet gar jeg med den.

RELLING.
Ja, hvor fanden De sa har den, sa vil jeg ikke ra' Dem til
at spille inkassator her, sa laenge jeg er inde.

GREGERS.
Og hvis jeg gor det alligevel?

RELLING.
Sa kommer De pa hodet ned over trapperne; nu ved De det.

HJALMAR (rejser sig).
Nej men, Relling!

GREGERS.
Ja, kast De mig bare ud--.

GINA (gar imellem dem).
Det far De ikke lov til, Relling. Men det ma jeg sige Dem,
herr Werle, at De, som gjorde alt det faele inde i
kakkelovnen Deres, De skulde ikke komme til mig og snakke om
stank.

(Det banker pa gangdoren.)

HEDVIG.
Mor, der er nogen, som banker.

HJALMAR.
Se sa; nu skal vi ha' det rend ogsa!

GINA.
La' bare mig--. (gar hen og atmer daren, studser, farer
sammen og viger tilbage.) Ah! Uf da!

(Grosserer Werle, i pelsfrakke, traeder et skridt indenfor.)

WERLE.
Be'r undskylde; men min son skal nok bo her i huset.

GINA (svaelger vejret).
Ja.

HJALMAR (gar naermere).
Vil ikke herr grossereren vaere sa artig--?

WERLE.
Tak; jeg onsker blot at tale med min son.

GREGERS.
Ja, hvad godt? Her star jeg.

WERLE.
Jeg onsker at tale med dig i dit vaerelse.

GREGERS.
I mit vaerelse--na--

(vil ga.)

GINA.
Nej, der er, ved gud, ikke i den stand at--

WERLE.
Na, sa ude pa gangen da; jeg onsker en samtale under fire
ojne.

HJALMAR.
Det kan ske her, herr grosserer. Kom ind i dagligstuen,
Relling.

(Hjalmar og Relling gar ind til hojre; Gina tar Hedvig med
sig ud i kokkenet.)

GREGERS (efter et kort ophold).
Ja, nu er vi altsa under fire ojne.

WERLE.
Du lod falde nogen yttringer igar aftes--. Og sasom du nu
har lejet dig ind hos Ekdals, sa ma jeg naesten formode, at
du har et eller andet i sinde imod mig.

GREGERS.
Jeg har i sinde at abne Hjalmar Ekdals ojne. Han skal se sin
stilling, som den er;--det er det hele.

WERLE.
Er det den livsopgaven, du talte om igar?

GREGERS.
Ja. Du har ikke levnet mig nogen anden.

WERLE.
Er det da mig, som har forkvaklet dit sind, Gregers.

GREGERS.
Du har forkvaklet hele mit liv. Jeg taenker ikke pa alt det
med mor--. Men det er dig, jeg kan takke for, at jeg gar og
jages og nages under en skyldbetynget samvittighed.

WERLE.
Aha, det er samvittigheden, som det er galt fat med.

GREGERS.
Jeg skulde ha tradt op imod dig dengang, der blev stillet
snarer for lojtnant Ekdal. Jeg skulde ha' advaret ham; for
jeg aned nok, hvor det vilde baere hen.

WERLE.
Ja, da burde du sandelig ha' talt.

GREGERS.
Jeg voved mig ikke til det; sa fejg og forskraemt var jeg.
Jeg var sa usigelig raed for dig--bade dengang og laenge
bagefter.

WERLE.
Den raedsel er gat over nu, lader det til.

GREGERS.
Det er den heldigvis. Hvad der er forbrudt imod gamle Ekdal,
bade af mig og af--andre, det kan aldrig bodes pa; men
Hjalmar kan jeg fri ud af al den logn og fortielse, som han
her holder pa at ga til grunde i.

WERLE.
Tror du, at du vilde gore en god gerning med det?

GREGERS.
Det tror jeg da sa trostig.

WERLE.
Du mener kanske, at fotograf Ekdal er den mand, at han vilde
takke dig til for en slig venskabstjeneste?

GREGERS.
Ja! Den mand er han.

WERLE.
Hm,--vi far se.

GREGERS.
Og desuden--skal jeg bli' ved at leve laenger, sa ma jeg se
at finde helsebod for min syge samvittighed.

WERLE.
Den blir aldrig frisk. Din samvittighed har vaeret sygelig
lige fra barnearene. Det er en arvelod fra din mor, Gregers;
--den eneste arv, hun efterlod dig.

GREGERS (med et hansk halvsmil).
Har du endnu ikke kunnet fordoje den tort, at du regned
galt, da du trode, du skulde fa formue med hende?

WERLE.
Lad os ikke komme ind pa uvedkommende ting.--Holder du
altsa fast ved det forsaet, at lede fotograf Ekdal ind pa et
spor, som du formoder er det rigtige?

GREGERS.
Ja; det forsaet holder jeg fast ved.

WERLE.
Na, sa kunde jeg jo ha' sparet min gang her op. For da
nytter det vel ikke at sporge dig, om du vil flytte hjem til
mig igen?

GREGERS.
Nej.

WERLE.
Og ind i firmaet gar du vel ikke heller?

GREGERS.
Nej.

WERLE.
Godt. Men da jeg nu agter at indga nyt aegteskab, sa vil boet
bli' skiftet imellem os.

GREGERS (hurtigt)-
Nej; det onsker jeg ikke.

WERLE.
Du onsker det ikke?

GREGERS.
Nej, jeg tor ikke det for min samvittigheds skyld.

WERLE (lidt efter).
Rejser du op til vaerket igen?

GREGERS.
Nej; jeg betragter mig som udtradt af din tjeneste.

WERLE.
Men hvad vil du da sla ind pa?

GREGERS.
Bare lose min livsopgave; ikke noget andet.

WERLE.
Na, men siden da? Hvad vil du sa leve af?

GREGERS.
Jeg har lagt lidt op af min lon.

WERLE.
Ja hvor laenge vil det forsla!

GREGERS.
Jeg taenker, det forslar min tid ud.

WERLE.
Hvad skal det sige?

GREGERS.
Nu svarer jeg ikke pa mere.

WERLE.
Farvel da, Gregers.

GREGERS.
Farvel.

(Grosserer Werle gar.)

HJALMAR (kikker ind).
Nu gik han jo?

GREGERS.
Ja.

(Hjalmar og Relling kommer ind. Gina og Hedvig kommer ogsa,
fra kokkenet.)

RELLING.
Den frokosten, den gik da i vasken.

GREGERS.
Tag pa dig, Hjalmar; du ma ga en lang tur med mig.

HJALMAR.
Ja gerne det. Hvad var det, din far vilde? Var det noget om
mig?

GREGERS.
Kom bare. Vi ma snakke lidt sammen. Jeg gar ind og traekker
frakken pa.

(ud gennem gangdoren.)

GINA.
Du skulde ikke ga ud med ham, Ekdal.

RELLING.
Nej gor ikke det, du; bliv hvor du er.

HJALMAR (tar sin hat og yderfrakke).
Hvad for noget! Nar en ungdomsven foler det behov at abne
sig for mig i enrum--!

RELLING.
Men, for fanden,--skonner du da ikke, at fyren er gal,
forrykt, forstyrret!

GINA.
Ja, der kan du bare hore. Hans mor havde ogsa slige fysiske
raptusser iblandt.

HJALMAR.
Desto mere traenger han til en vens arvagne oje. (til Gina.)
Lad endelig middagsmaden vaere faerdig i god betids. Farvel sa
laenge.

(gar ud gennem gangdoren.)

RELLING.
Det er da ogsa en ulykke, at ikke det menneske gik til
helvede ned i en af Hojdalsgruberne.

GINA.
Joss',--hvorfor siger De det da?

RELLING (mumler).
A jo, for jeg har nu sa mine funderinger.

GINA.
Tror De, at unge Werle er rigtig gal?

RELLING.
Nej desvaerre; han er ikke galere end folk plejer vaere. Men
en sygdom har han rigtignok i kroppen.

GINA.
Hvad er det for noget, som fejler ham da?

RELLING.
Jo, det skal jeg sige Dem, fru Ekdal. Han lider af en akut
retskaffenhedsfeber.

GINA.
Retskaffenhedsfeber?

HEDVIG.
Er det en slags sygdom, det?

RELLING.
Jaha; det er en national sygdom; men den optraeder kun
sporadisk, (nikker tu Gina.) Tak for maden!

(han gar ud gennem gangdoren.)

GINA (driver i uro hen over gulvet).
Uf, den Gregers Werle,--det har altid vaer't en fael fisk.

HEDVIG (star ved bordet og ser forskende pa hende).
Dette her synes jeg er underligt.


        *       *       *       *       *




FJERDE AKT.


(Hjalmar Ekdals atelier. Der har nylig vaeret fotograferet;
et apparat med klaede over, et stativ, et par stole, en
konsol og deslige star fremme pa gulvet.
Eftermiddagsbelysning; solen er ved at ga bort; noget senere
begynder det at morkne.)

(Gina star i den abne gangdor med en liden kasse og en vad
glasplade i handen og taler med nogen udenfor.)

GINA.
Ja, ganske bestemt. Nar jeg lover noget, sa holder jeg det
ogsa. Pa mandag skal det forste dusinet vaere faerdig.--
Farvel, farvel!

(Man harer nogen ga ned af trapperne. Gina lukker doren,
stikker pladen ind i kassen og saetter denne ind i det
tildaekkede apparat.)

HEDVIG (kommer ind fra kokkenet).
Gik de nu?

GINA (rydder op).
Ja, gud ske lov, nu blev jeg da endelig af med dem.

HEDVIG.
Men kan du skonne, at ikke far er kommet hjem endnu?

GINA.
Er du viss pa, at han ikke er nede hos Relling?

HEDVIG.
Nej, der er han ikke; jeg floj ned kokkenvejen og spurte nu
nylig.

GINA.
Og sa star vel maden og blir kold for ham ogsa.

Hedvig
Ja taenk,--far, som altid passer sa rigtig pa at komme hjem
til middag!

GINA.
A, nu kommer han snart, skal du se.

HEDVIG.
Ja gid han bare vilde komme; for, jeg synes, her er ble't sa
underligt.


GINA (raber).
Der er han!

(Hjalmar Ekdal kommer ind geflnem gangdoren.)

HEDVIG (imod ham).
Far! A nej, slig, som vi har ventet pa dig!

GINA (skotter hen).
Du blev da svaert laenge borte, Ekdal.

HJALMAR (uden at se pa hende).
Jeg blev noget laenge, ja.

(Han traekker yderfrakken af; Gina og Hedvig vil hjaelpe ham;
han afvaerger det.)

GINA.
Har du kanske spist med Werle?

HJALMAR (haenger frakken op).
Nej.

GINA (gar mod kokkendoren).
Sa skal jeg saette maden ind til dig.

HJALMAR.
Nej; lad maden vaere. Jeg spiser ikke nu.

HEDVIG (gar naermere).
Er det ikke bra' med dig, far?

HJALMAR.
Bra'? A jo, sa talelig. Vi gik en anstraengende tur sammen,
Gregers og jeg.

GINA.
Det skulde du ikke gore, Ekdal; for det er du ikke vant til.

HJALMAR.
Hm; der er mangt og meget, som en mand far vaenne sig til i
denne verden, (driver nat omkring.) Har her vaeret nogen,
mens jeg var ude?

GINA.
Ikke andre end de to kaeresterne.

HJALMAR.
Ingen nye bestillinger?

GINA.
Nej, idag ikke.

HEDVIG.
Du skal se, der kommer nok nogen imorgen, far.

HJALMAR.
Gid det var sa vel; for imorgen taenker jeg at ta' fat med
hele mit alvor.

HEDVIG.
Imorgen! Nej men husker du da ikke, hvad det er for en dag
imorgen?

HJALMAR.
Na, det er jo sandt--. Ja, sa iovermorgen da. Herefter vil
jeg gore al ting selv; jeg vil vaere ganske alene om hele
arbejdet.

GINA.
Nej men hvad skal da det vaere til, Ekdal? Det er jo bare at
gore dig livet surt. Jeg passer nok fotograferingen, jeg; og
sa blir du ved at stelle med opfindelsen.

HEDVIG.
Og sa med vildanden, far,--og med alle honsene og
kaninerne og--!

HJALMAR.
Snak ikke til mig om det tojeri! Fra imorgen af saetter jeg
aldrig mere min fod der inde pa loftet.

HEDVIG.
Ja men, far, du lovte, mig jo, at imorgen skulde der bli'
tilstelning--

HJALMAR.
Hm, det er sandt. Na, sa fra iovermorgen da. Den fordomte
vildanden skulde jeg helst ha' lyst til at vri' halsen om
pa!

HEDVIG (skriger).
Vildanden!

GINA.
Nu har jeg da aldrig hort sligt!

HEDVIG (rusker i ham).
Nej men, far,--det er jo min vildand!

HJALMAR.
Derfor gor jeg det heller ikke. Jeg har ikke hjerte til det,
--ikke hjerte til det for din skyld, Hedvig. Men jeg foler
sa inderlig dybt, at jeg burde gore det. Jeg burde ikke tale
under mit tag en skabning, som har vaeret i de haender.

GINA.
Men, herre gud, fordi om gamlefar har fat den af denne her
sjofle Pettersen, sa--

HJALMAR (driver omkring).
Der er visse krav--. Hvad skal jeg kalde de krav? Lad mig
sige--ideale krav,--visse fordringer, som en mand ikke
kan saette til side, uden at han tar skade pa sin sjael.

HEDVIG (gar efter ham).
Men taenk, vildanden,--den stakkers vildanden!

HJALMAR (standser).
Du horer jo, jeg skaner den--for din skyld. Der skal ikke
krummes et har pa--; na, som sagt, jeg skaner den. For der
er jo ogsa storre opgaver, end som sa, at ta' fat pa. Men nu
skulde du ga ud lidt, som du plejer, Hedvig; nu er det sa
passelig skummert for dig.

HEDVIG.
Nej, jeg bryr mig ikke om at ga ud nu.

HJALMAR.
Jo, gor det; jeg synes, du myser sa med ojnene; du har ikke
godt af alle disse dampene her inde. Her er dump luft under
dette tag.

HEDVIG.
Ja, ja da, sa lober jeg ned kokkentrappen og gar indover en
liden stund. Kaben og hatten--? A, det ligger inde hos mig
selv. Far,--du ma da endelig ikke gore vildanden noget
ondt, mens jeg er ude.

HJALMAR.
Ikke en fjaer skal der ribbes af dens hode. (trykker hende
til sig.) Du og jeg, Hedvig,--vi to--! Na, ga bare, du.

(Hedvig nikker til foraeldrene og gar ud gennem kokkenet.)

HJALMAR (gar omkring uden at se op).
Gina.

GINA.
Ja?

HJALMAR.
Fra imorgen af--eller, lad os sige fra iovermorgen af--
kunde jeg ha' lyst til at fore husholdningsbogen selv.

GINA.
Vil du nu fore husholdningsbogen ogsa?

HJALMAR.
Ja, eller ta' rede pa indkomsterne i al fald.

GINA.
A gud hjaelpe os, det er nok snart bestilt.

HJALMAR.
En skulde ikke tro det; for jeg synes, du far pengene til at
straekke sa maerkvaerdig langt. (standser og ser pa hende.)
Hvorledes gar det til?

GINA.
Det er fordi jeg og Hedvig behover sa lidet.

HJALMAR.
Er det sandt, at far blir sa rundelig betalt for den
arkskrivningen hos grosserer Werle?

GINA.
Jeg ved ikke, om det er sa rundelig. Jeg kender ikke prisen
pa sligt noget.

HJALMAR.
Na, hvad far han da sa omtrent? Lad mig hore!

GINA.
Det er sa forskelligt; det blir vel omtrent det, han koster
os, og sa en liden lommeskilling.

HJALMAR.
Det han koster os! Og det har du ikke sagt mig for!

GINA.
Nej, det kunde jeg da ikke; du var jo sa glad, fordi du
trodde, at han fik altingen af dig.

HJALMAR.
Og sa far han det fra grosserer Werle!

GINA.
A ja, grossereren har da nok at ta' af, han.

HJALMAR.
Lad mig fa lampen taendt!

GINA (taender).
Og sa kan vi jo ikke vide, om det er grossereren selv; det
kan jo godt vaere Graberg--

HJALMAR.
Hvorfor kommer du med den udflugten om Graberg?

GINA.
Nej jeg ved ikke; jeg taenkte bare--

HJALMAR.
Hm!

GINA.
Det var jo ikke mig, som skaffed gamlefar det skriveriet.
Det var jo Berta, den tid hun kom i huset.

HJALMAR.
Jeg synes, du 'skaelver sa i stemmen.

GINA (saetter skaermen pa).
Gor jeg?

HJALMAR.
Og sa ryster du pa haenderne. Eller er det ikke sa?

GINA (fast).
Sig det bent ud, Ekdal. Hvad er det for noget, han har gat
og snakket om mig?

HJALMAR.
Er det sandt,--kan det vaere sandt, at--at der var et
slags forhold mellem dig og grosserer Werle, den gang du
tjente der i huset?

GINA.
Det er ikke sandt. Ikke dengangen, ikke. Grossereren la' sig
efter mig; det gjorde han. Og fruen trodde, der var noget i
det; og sa gjorde hun hokkuspokkus og hurlomhej, og hun bade
slog mig og hun drog mig; det gjorde hun;--og sa gik jeg
af tjenesten.

HJALMAR.
Men siden altsa!

GINA.
Ja, sa kom jeg jo hjem. Og mor--hun var ikke sa real, som
du taenkte, Ekdal; og hun gik der og snakked for mig bade om
det ene og det andre; for grossereren var jo ble't enkemand
da.

HJALMAR.
Na, og sa!

GINA.
Ja, det er vel bedst du far vide det. Han gav sig ikke, for
han fik sin vilje.

HJALMAR (slar haeuderne sammen).
Og det er mit barns mor! Hvor kunde du fortie sligt noget
for mig!

GINA.
Ja, det var galt gjort af mig; jeg skulde visst ha' sagt dig
det for laenge siden.

HJALMAR.
Straks skulde du ha' sagt mig det;--sa havde jeg da vidst,
hvad du var for en.

GINA.
Men vilde du da ha' giftet dig med mig alligevel?

HJALMAR.
Hvor kan du taenke dig det!

GINA.
Nej; men derfor sa turde jeg ikke sige dig noget dengangen.
For jeg kom jo til at holde sa svaert af dig, som du ved. Og
jeg kunde da ikke gore mig selv rent ulykkelig--

HJALMAR (gar om).
Og det er min Hedvigs mor! Og sa at vide, at alt, hvad jeg
her ser for mine ojne--(sparker til en stol.)--hele mit
hjem,--det skylder jeg en begunstiget forgaenger! A, denne
forforeriske grosserer Werle!

GINA.
Angrer du pa de fjorten--femten arene, som Vi har levet
sammen?

HJALMAR (stiller sig foran hende).
Sig mig, om ikke du hver dag, hver time, har angret pa den
vaev af fortielse, som du, ligesom en aedderkop, har spundet
mig ind i? Svar mig pa det! Har du virkelig ikke gat her og
vandet dig i anger og nag?

GINA.
A snille Ekdal, jeg har havt sa rundelig nok med at taenke pa
huset og alt det daglige bestyret--.

HJALMAR.
Du kaster altsa aldrig et provende blik pa din fortid!

GINA.
Nej jeg havde, ved gud, naesten glemt disse her gamle
intrigerne, du.

HJALMAR.
A denne slove, foleslose ro! Den har for mig noget sa
oprorende ved sig. Taenk,--ikke angre engang!

GINA.
Men sig mig nu, Ekdal,--hvad havde der ble't af dig, hvis
du ikke havde fat en slig kone, som jeg?

HJALMAR.
En slig--!

GINA.
Ja, for jeg har da altid vaeret ligesom lidt mere kontant og
suffisant end du. Na, det forstar sig, jeg er jo ogsa de par
ar aeldre.

HJALMAR.
Hvad der var ble't af mig!

GINA.
For du var da pa alskens gale veje, den tiden du traf mig
forst; det kan du vel ikke naegte for.

HJALMAR.
Sa det kalder du gale veje? A, du forstar ikke, hvorledes en
mand har det, nar han sorger og fortviler;--navnlig en
mand med mit ildfulde gemyt.

GINA.
Nej, nej; kan sa vaere, det. Og jeg regalerer jo slettes ikke
pa det heller; for du blev jo sa inderlig bra' en mand,
straks du havde fat hus og hjem.--Og nu havde vi fat det
sa hyggeligt og koseligt hos os; og nu skulde Hedvig og jeg
ogsa snart begynde at koste lidt pa os bade med mad og med
klae'r.

HJALMAR.
I fortielsens sump, ja.

GINA.
Uf, den vederstyggelige fyren, som skulde fa sin passasje
her i huset!

HJALMAR.
Ogsa jeg syntes, at hjemmet var godt at vaere i. Det var en
vildfarelse. Hvor henter jeg nu den fornodne spaenstighed
fra, til at fore opfindelsen over i virkelighedens verden?
Kanske dor den med mig; og da er det din forgangenhed, Gina,
som har draebt den.

GINA (naer ved at graede).
Nej, du ma da ikke sige noget sligt noget, Ekdal. Jeg, som
alle mine dage bare vilde gore altingen til det bedste for
dig!

HJALMAR.
Jeg spor,--hvad blir der nu af familjeforsorgerens drom?
Nar jeg la der inde pa sofaen og grubled over opfindelsen,
da aned jeg nok, at den vilde sluge min sidste livskraft.
Jeg folte jo nok, at den dag, da jeg havde fat patentet i
mine haender,--den dag vilde bli min--afskedsdag. Og sa
var det min drom, at da skulde du sidde igen som den
hedengangne opfinders velhavende enke.

GINA (torrer tarerne af).
Nej, du ma ikke snakke slig, Ekdal. Vor herre lad mig da
aldrig leve den dag, da jeg skulde sidde som enke!

HJALMAR.
A, det ene som det andet. Nu er jo alt forbi alligevel. Alt!

(Gregers Werle abner varsomt gangdoren og ser ind.)

GREGERS.
Tor jeg komme?

HJALMAR.
Ja; kom.

GREGERS (gar frem med stralende, fornojet ansigt og vil
raekke dem haenderne).
Na, I kaere mennesker--! (ser afveksiende pa dem og hvisker
til Hjalmar): Altsa ikke sket endnu?

HJALMAR (lydeligt).
Det er sket.

GREGERS.
Det er?

HJALMAR.
Jeg har levet den bittreste stund i mit liv.

GREGERS.
Men ogsa den mest loftede, taenker jeg.

HJALMAR.
Na, forelobig har vi det i al fald fra handen.

GINA.
Gud forlade Dem, herr Werle.

GREGERS (i stor forundring).
Men jeg forstar ikke dette.

HJALMAR.
Hvad forstar du ikke?

GREGERS.
Sa stort et opgor,---et opgor, som en hel ny livsforelse
skal grundes pa,--en livsforelse, et samliv, i sandhed og
uden al fortielse--

HJALMAR.
Ja, jeg ved det nok; jeg ved det sa godt.

GREGERS.
Jeg havde ventet sa visst, at nar jeg kom ind af doren, sa
skulde der sla mig imode et forklarelsens lys bade fra mand
og fra hustru. Og sa ser jeg ikke andet for mig end dette
dumpe, tunge, triste--

GINA.
Na sa.

(tar lampeskaermen af.)

GREGERS.
De vil ikke forsta mig, fru Ekdal. Nej, nej; for Dem skal
der vel tid til--. Men du selv da, Hjalmar? Du ma da vel ha
ta't en hojere indvielse af det store opgor.

HJALMAR.
Ja naturligvis har jeg det. Det vil sige,--sadan pa en
made.

GREGERS.
For der er da vel ikke noget i verden, som kan lignes med
det, at ha' tilgivelse for en fejlende og lofte hende op til
sig i kaerlighed.

HJALMAR.
Tror du en mand sa let forvinder den beske drik, jeg nys har
tomt?

GREGERS.
Nej, en almindelig mand; det kan sa vaere. Men en mand som du
--!

HJALMAR.
Ja, herre gud, jeg ved det nok. Men du ma jage pa mig,
Gregers. Der skal tid til, ser du.

GREGERS.
Du har meget af vildanden i dig, Hjalmar.

(Relling er kommen ind gennem gangdoren.)

RELLING.
Se sa; er nu den vildanden pa faerde igen?

HJALMAR.
Grosserer Werles vingeskudte jagtbytte, ja.

RELLING.
Grosserer Werles--? Er det ham, I snakker om?

HJALMAR.
Om ham og--os andre.

RELLING (halvhojt til Gregers).
Gid fanden havde Dem!

HJALMAR.
Hvad er det, du siger?

RELLING.
Jeg yttrer et inderligt onske om, at kvaksalveren vilde
forfoje sig pa hjemvejen. Blir han her, sa er han mand for
at forkluddre jer begge to.

GREGERS.
De to forkluddres ikke, herr Relling. Om Hjalmar vil jeg nu
ikke tale. Ham kender vi. Men ogsa hun har visselig pa
bunden af sit vaesen noget trovaerdigt, noget vederhaeftigt--

GINA (graedefaerdig).
Sa skulde De bare lad't mig ga for den jeg var da.

RELLING (til Gregers).
Er det naesevist at sporge om, hvad det er, De egentlig vil
her i huset?

GREGERS.
Jeg vil grundlaegge et sandt aegteskab.

RELLING.
Sa De synes ikke, Ekdals aegteskab er godt nok, som det er?

GREGERS.
Det er visst et lige sa godt aegteskab, som sa mange andre,
desvaerre. Men et sandt aegteskab er det endnu ikke ble't.

HJALMAR.
Du har aldrig havt oje for det ideale krav, du Relling.

RELLING.
Sludder, gutten min!--Med forlov, herr Werle; hvor mange-
-bare sa pa en slump--hvor mange sande aegteskaber har De
set i Deres liv?

GREGERS.
Jeg tror knapt, jeg har set et eneste et.

RELLING.
Ikke jeg heller.

GREGERS.
Men jeg har set sa utallige aegteskaber af den modsatte
slags. Og jeg har havt anledning til pa naert hold at se,
hvad et sligt aegteskab kan bryde ned i et menneskepar.

HJALMAR.
En man ds hele moralske grundlag kan svigte under hans
fodder; det er det forfaerdelige.

RELLING.
Ja, jeg har jo aldrig sadan egentlig vaeret gift; sa jeg tor
ikke domme om de ting. Men det ved jeg da, at til et
aegteskab horer barnet ogsa. Og barnet skal I la' vaere i
fred.

HJALMAR.
A,--Hedvig! Min stakkers Hedvig!

RELLING.
Ja, Hedvig far I vaers'go' se at holde udenfor. I to er
voksne mennesker; I far i guds navn kluddre og klusse med
jeres forhold, hvis I har lyst til det. Men Hedvig skal I
fare varsomt med, siger jeg; ellers kan I komme til at gore
en ulykke pa hende.

HJALMAR.
En ulykke!

RELLING.
Ja, eller hun kan komme til at gore en ulykke pa sig selv--
og kanske pa andre med.

GINA.
Men hvor kan De da vide sligt, Relling?

HJALMAR.
Der er da vel aldrig nogen naer fare for ojnene?

RELLING.
Dette her har ikke noget med ojnene at skaffe. Men Hedvig er
i en vanskelig alder. Hun kan finde pa alt det, som galt er.

GINA.
Ja taenk,--det gor hun ogsa! Hun er begyndt at hussere sa
stygt med varmen ude i kokkenet. Det kalder hun at lege
ildebrand. Jeg er mangen gang raed, hun skal saette fyr pa
huset.

RELLING.
Ser De bare; jeg vidste det nok.

GREGERS (til Relling).
Men hvorledes forklarer De sadant noget?

RELLING (mut).
Hun er i stemmeskiftningen, far.

HJALMAR.
Sa laenge barnet har mig--! Sa laenge mit hode er oven mulde
--!

(Det banker pa doren.)

GINA.
Hys, Ekdal; der er folk pa gangen, (raber.) Vaer sa god!

(Fru Sorby, i ydertoj, kommer ind.)

FRU SORBY.
God aften!

GINA (gar imod hende).
Nej, er det dig, Berta!

FRU SORBY.
Ja samaend er det mig. Men jeg kommer kanske til ulejlighed?

HJALMAR.
Nej bevar's; et sendebud fra det hus--

FRU SORBY (til Gina).
Oprigtig talt havde jeg habet, jeg ikke skulde traeffe dine
mandfolk hjemme pa denne tid; og sa lob jeg opom for at
snakke lidt med dig og sige dig farvel.

GINA.
Sa? Rejser du da?

FRU SORBY.
Ja, imorgen tidlig;--op til Hojdal. Grossereren er rejst i
eftermiddag. (henkastende til Gregers.) Kan hilse sa meget
fra ham.

GINA.
Nej taenk--!

HJALMAR.
Sa grosserer Werle er rejst? Og nu rejser De efter ham?

FRU SORBY.
Ja hvad siger De til det, Ekdal?

HJALMAR.
Vogt Dem, siger jeg.

GREGERS.
Jeg skal forklare dig det. Min far gifter sig med fru Sorby.

HJALMAR.
Gifter han sig med hende!

GINA.
A nej, Berta; blev det da endelig!

RELLING (dirrer lidt i stemmen).
Dette her er da vel aldrig sandt?

FRU SORBY.
Jo, snille Relling, det er rigtignok sandt.

RELLING.
Vil De gifte Dem nu igen?

FRU SORBY.
Ja, det blir nok til det. Werle har lost kongebrev, og sa
turer vi brylluppet i al stilhed oppe pa vaerket.

GREGERS.
Sa far jeg vel onske Dem til lykke da som en god stedson.

FRU SORBY.
Tak skal De ha', hvis De mener noget med det. Og jeg haber
da det, at det skal bli' til lykke bade for Werle og for
mig.

RELLING.
Det kan De trostig habe. Grosserer Werle drikker sig aldrig
fuld,--sa vidt jeg ved da; og han bruger visst ikke at
skamsla sine koner heller, slig, som salig hestedoktoren
gjorde.

FRU SORBY.
A lad nu Sorby ligge, der han ligger. Han havde samaend sine
gode sider, han ogsa.

RELLING.
Grosserer Werle har vel de sider, som bedre er, kan jeg tro.

FRU SORBY.
Han har i al fald ikke sloset bort det bedste i sig. Den
mand, som det gor, han far ta' folgerne.

RELLING.
Ikveld gar jeg ud med Molvik.

Fr'u Sorby.
Det skulde De ikke, Relling. Gor ikke det;--for min skyld.

RELLING.
Der er ikke andet for. (til Hjalmar.) Vil du vaere med, sa
kom.

GINA.
Nej tak. Ekdal gar ikke med pa den slags apartementer.

HJALMAR (arrig, halvhojt).
A sa ti da!

RELLING.
Farvel, fru--Werle.

(gar ud germem gangdoren.)

GREGERS (til fru Sorby).
Det lader til, at De og doktor Relling kender hinanden
temmelig noje.

FRU SORBY.
Ja, vi har kendt hinanden i mange ar. Det kunde samaend
engang ha' ble't til noget af hvert imellem os to.

GREGERS.
Det var sagtens godt for Dem, at det ikke blev.

FRU SORBY.
Ja det ma De nok sige. Men jeg har altid ta't mig i vare for
at ga efter indskydelser. En kvinde kan da ikke kaste sig
rent vaek heller.

GREGERS.
Er De slet ikke det mindste raed for, at jeg skal la' min far
fa et nys om dette gamle bekendtskab?

FRU SORBY.
De kan da vel taenke, at jeg har sagt ham det selv.

GREGERS.
Sa?

FRU SORBY.
Deres far ved hver eneste smule, som folk med nogen sandhed
kunde falde pa at sige om mig. Alt sligt har jeg sagt ham;
det var det forste, jeg gjorde, da han lod sig maerke med, at
han havde hensigter.

GREGERS.
Da er De mere end almindelig abenhjertig, synes jeg.

FRU SORBY.
Abenhjertig har jeg altid vaeret. Det kommer vi fruentimmer
laengst med.

HJALMAR.
Hvad siger du til det, Gina.

GINA.
A, vi fruentimmer er nu sa forskellige, vi. Nogen har det pa
en vis og andre pa en anden.

FRU SORBY.
Ja, Gina, jeg tror nu, det er klogest at indrette sig pa den
vis, som jeg har gjort. Og Werle har heller ikke lagt
dolgsmal pa noget for sit vedkommende. Se, det er det, som
naermest har knyttet os sammen. Nu kan han sidde og snakke
med mig sa abent som et barn. Det har han aldrig havt
lejlighed til for. Han, den sunde livskraftige mand, fik
hele sin ungdom og alle sine bedste ar igennem ikke hore
andet end straffepraekener. Og mangen gang drejed de praekener
sig on de mest indbildte forgaelser,--efter hvad jeg har
lad't mig sige.

GINA.
Ja, det er rigtignok sa sandt, som det er sagt.

GREGERS.
Hvis fruerne vil ind pa de enemaerker, sa er det bedst jeg
gar.

FRU SORBY.
De kan