[Blog] [MP3 Musica] [MP3 Audiobook] [Letture Creative] [Musica Creativa]
[English] [Francais] [Deutsch] [Espanol] [Portugues] [Danish] [Esperanto] [Norwegian]
[Tagalog] [Bulgarian] [Swedish]
[Punch] [Appunti di informatica libera]
classicistranieri.com - The Mirrored Project Gutenberg eBook of Fru inger til Østråt, by Henrik Ibsen This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with almost no restrictions whatsoever. You may copy it, give it away or re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included with this eBook or online at www.gutenberg.net Title: Fru inger til Østråt Author: Henrik Ibsen Release Date: April 20, 2005 [EBook #15669] Language: Norwegian Character set encoding: ISO-8859-1 *** START OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK FRU INGER TIL ØSTRÅT *** Produced by David Starner, Louise Hope and the Online Distributed Proofreading Team.
HENRIK IBSEN
————
SAMLEDE VÆRKER
MINDEUDGAVE
———
FØRSTE BIND
KRISTIANIA OG KØBENHAVN
GYLDENDALSKE BOGHANDEL
NORDISK FORLAG
——
CENTRALTRYKKERIET
KRISTIANIA
1908
Første Akt.
Anden Akt.
Tredje Akt.
Fjerde Akt.
Femte Akt.
FRU INGER TIL ØSTRÅT
(1857)
FRU INGER OTTISDATTER RØMER,
rigshovmester Nils Gyldenløves enke.
ELINE GYLDENLØVE, hendes datter.
RIGSRÅDEN NILS LYKKE, dansk ridder.
OLAF SKAKTAVL, en fredløs norsk adelsmand.
NILS STENSSØN.
HERR JENS BJELKE, svensk befalingsmand.
BJØRN, kammersvend på Østråt.
HUSTJENEREN FINN.
GÅRDSFOGDEN EJNAR HUK.
HUSFOLK, BØNDER
og SVENSKE KRIGSKNÆGTE.
Hvem var Knut Alfsøn?
Herskabet siger, han var Norges sidste riddersmand.
Og Danskerne fældte ham jo i Oslo-fjord?
Spørg en femårs gut, ifald du ikke véd det.
Så Knut Alfsøn var altså vor sidste riddersmand? Og nu er han død og borte!
Ja, så kan du gerne finde dig i at hænge blank og pudset i
riddersalen; for nu er du ikke andet end en tom nøddeskal;
kernen—den har ormene ædt for mange vintre siden.
Hør, du Bjørn,—kunde en ikke sige, at Norges land også er slig
en tom nøddeskal, ligervis som hjelmen her; blank udenpå,
ormstukken indeni?
Hold kæft og pas din dont!—Er hjelmen færdig?
Den skinner som sølv i måneskin.
Så sæt den væk. —Se der; skrab gravrusten af sværdet.
Men kan det lønne sig?
Hvad mener du?
Eggen er borte.
Kommer ikke dig ved. Lad mig få det. —Se der er skjoldet.
Det mangler håndgrebet, du!
Ja, gid jeg så sandt havde et håndgreb i dig, som—
Hvad er det nu?
En tom hjelm, et sværd uden egg, et skjold uden håndgreb,—se, det er hele herligheden. Jeg tror, ingen skal kunne laste fru Inger, fordi hun hænger slige våbenstykker pudsede på salsvæggen, i stedet for at lade dem rustne i Daneblod.
Ej, snak; vi har jo fred i landet, véd jeg.
Fred? Ja, når bonden har skudt væk sin sidste pil, og ulven har stjålet hans sidste lam ud af fjøset, så holder de også fred sig imellem. Men det er nu sådant et underligt venskab. Nå, nå; lad den ting fare. Det er ganske rimeligt, som jeg sagde, at rustningen hænger blank i salen; for du kender vel det gamle ord: "kun riddersmanden er en mand";—og da vi nu ikke længer har nogen riddersmand hertillands, så har vi altså heller ingen mand; og hvor der ingen mand er, der får kvinden råde; se, derfor—
Derfor—derfor råder jeg dig at holde inde med al den rådne snak.
Det lakker udover kvelden. Se der; du kan hænge hjelm og plade ind i salen igen.
Nej, lad det heller være til imorgen.
Nå, du er vel aldrig mørkræd?
Ikke om dagen. Skulde det hænde sig, at jeg var det ved kveldstid, så er jeg ikke alene om det. Ja, du ser på mig; men du skal vide, nede i borgestuen går der snak om så mangt og meget.
Der er en og anden, som mener, at der vandrer en stor sortklædt skikkelse der inde hver evige nat.
Kærringsladder!
Ja, men de bander allesammen på at det er sandt.
Det tror jeg nok.
Det forunderligste er, at fru Inger har den samme mening—
Fru Inger? Nå, hvad mener hun?
Hvad fru Inger mener? Ja, se, det er der nok ikke mange som véd. Men visst er det, at hun har ingen ro på sig. Kan du ikke se at hun blir blegere og magrere dag for dag?
Folkene siger, at hun aldrig sover,—og at det er for spøgelsets skyld—
Og slig dumhed tror du på?
Ja, så halvvejs. Der er ellers de, som udlægger den ting på en anden måde. Men se, det er nu bare ondskab. —Hør, du Bjørn,— kender du visen, som går landet rundt?
En vise?
Ja, den er i folkemunde. Det er en skammelig nidvise; det forstår sig. Men den går ret artigt for resten. Hør nu bare efter.
Og jeg skal skikke dig djævelen i vold uden vederlag, dersom du mæler et uhøvisk ord til om fru Inger!
Nå, nå,—er det mig, der har gjort visen?
Hys,—hvad er det?
Et horn. Så får vi nok gæster ikveld.
De åbner porten. Jeg hører hovslag i borggården. Det må være en riddersmand.
En riddersmand? Det kan det vel neppe være.
Hvorfor ikke?
Selv har du sagt det: vor sidste riddersmand er død og borte.
Den forbandede skelm,—han har øjnene med sig overalt. Så lidt har det da bådet, alt det jeg søgte at dølge og dække. Hun er i folkemunde; det vil ikke vare længe, før hver mand råber, at—
Er du alene, Bjørn?
Er det jer, jomfru Eline?
Hør—fortæl mig et af dine eventyr;—jeg véd, du kan flere end dem, som—
Fortælle? Men nu,—så sent på kvelden—?
Ifald du regner fra den tid her blev mørkt på Østråt, så er det visselig sent.
Hvad fejler jer? Er der gået jer noget imod? I er så urolig.
Det er muligt.
Der er noget ivejen. I det sidste halve års tid har jeg knapt kunnet kende jer igen.
Husk på: i et halvt år har Lucia, min kæreste søster, sovet i ligkælderen.
Det er ikke derfor, jomfru Eline,—det er ikke alene derfor, at I går omkring, snart tankefuld og bleg og stille, snart vild og rådløs som nu ikveld.
Mener du? Og hvorfor ikke? Var hun ikke mild og from og fager som en sommernat? Bjørn,—jeg siger dig, jeg havde Lucia kær som mit eget liv. Har du glemt, hvor tidt og mange gange vi sad som børn på dine knæ om vinterkvelden? Du sang viser for os, og du fortalte—
Ja, dengang var I fro og glad.
Ja, dengang, du! Da leved jeg vel et dejligt liv i eventyr og i mine egne tanker! Kan det være troligt, at stranden dengang var så nøgen som nu? Var den det, så mærked jeg det ikke. Dernede var det jeg helst gik og digted alle de fagre krøniker; mine helte kom langvejs fra og fór over havet igen; jeg selv leved iblandt dem og fulgte med, når de drog bort.
Nu kender jeg mig så mat og træt; mine eventyr kan ikke nære mig længer;—de er kun—eventyr.
Bjørn,—véd du, hvad der har gjort mig syg? En sandhed. En styg, styg sandhed, som nager mig nat og dag.
Hvad mener I?
Kan du mindes, at du stundom gav os leveregler og gode råd? Søster Lucia fulgte dem; men jeg,—gud bedre!
Nå, nå!
Jeg véd det,—jeg var stolt, hovmodig! Når vi legte sammen, vilde jeg altid være dronning, fordi jeg var den største, den fagreste, den kløgtigste. Jeg véd det!
Det er sandt.
Engang tog du mig ved hånden og så alvorligt på mig, idet du sagde: vær ikke stolt af din fagerhed og din kløgt; men vær stolt som ørnen på fjeldet, hver gang du tænker på, at du er Inger Gyldenløves datter!
I havde vel grund til at være stolt derover.
Ja, det fortalte du mig tidt nok, Bjørn! O, du fortalte mig så mange eventyr dengang.
Tak for dem allesammen!—Fortæl mig endnu ét; det turde hænde sig, at jeg blev let tilsinds igen, som før.
I er jo ikke længer noget barn.
Tilvisse! Men lad mig bilde mig ind, at jeg er det. —Nu; fortæl!
Der var engang en højbåren riddersmand—
Hys! Skrig da ikke så;—jeg er jo ikke tunghørt!
Der var engang en højbåren riddersmand, om hvem der gik det selsomme ord—
Jomfru Eline,—hvad fattes jer?
Mig? Ingenting. Fortæl du kun.
Nå, som sagt,—når han så en kvinde stivt ind i øjet, så glemte hun det aldrig siden, men fulgte ham i tanken, hvor han gik og stod, og sygnede hen af sorg.
Det har jeg hørt. —Det er for resten ikke noget eventyr, det, du der fortæller. Thi riddersmanden, som du beretter om, er Nils Lykke, der endnu den dag idag sidder i det danske rigsråd—
Kan vel hænde.
Nu ja, lige godt;—bliv kun ved!
Og så begav det sig engang—
Hys; vær stille!
Hvad nu? Hvad går der af jer?
Hører du?
Hvilket?
Det er der! Ja, ved Kristi kors, det er der!
Hvad er der? Hvor?
Hun selv,—i riddersalen—
Hvor kan I tro—? Jomfru Eline,—gå til jert kammer!
Hys; stå stille! Rør dig ikke; lad dig ikke se! Vent;—der kommer månen frem—. Kan du skimte den sorte skikkelse—?
Ved alle hellige—!
Ser du,—der vender hun Knut Alfsøns billede indad mod væggen. Ha-ha; det stirrer hende nok for stivt i øjnene!
Jomfru Eline, hør mig!
Nu véd jeg, hvad jeg véd!
Så er det dog sandt!
Hvem var det, Bjørn? Hvem var det?
Det så I ligeså grant som jeg.
Nu vel? Hvem så jeg?
I så eders moder.
Nat efter nat har jeg hørt hendes skridt derinde. Jeg har hørt hende hviske og vånde sig som en uløst sjæl. Og visen siger jo—; ah, nu véd jeg det! Nu véd jeg, at—
Stille!
Så drivende hvid, som en dødning—!
Hvad er der nu?
Gå ud og se efter, hvad det gælder!
Lige ind til hende! Og så ikke forsagt!
Hvad søger I?
Fru Inger selv.
Fru Inger? Så sent på kvelden?
Sent, men tidsnok, tænker jeg.
Ja, ja,—nu må hun høre os!
Hvad vil I mig?
Vi søgte eder, højbårne frue, for at—
Nu vel,—sig frem!
Nå, det er jo en ærlig sag. Kort og godt,—vi kommer for at bede eder om orlov og våben—
Orlov og våben? Hvortil?
Der er kommet det rygte over fra Sverig, at almuen har rejst sig
i Dalarne og stævner imod kong Gustav—
Har almuen i Dalarne?
Ja, så går ordet, og det skal være ganske sikkert.
Nu,—om så var,—hvad har da I med Dalkarlenes rejsning at gøre?
Vi vil med! Vi vil hjælpe til! Fri os selv!
Ah, skulde tiden være kommen!
Fra alle de norske grænsebygder stryger bønder indover til Dalarne. Selv fredløse mænd, som har vanket vildsomt år for år i fjeldet, de vover sig nu ned til gårdene igen, søger folk og sliber eggen på sine rustne værger.
Hør,—sig mig, har I tilfulde betænkt jer? Har I regnet efter, hvad det vilde koste jer, hvis kong Gustavs mænd skulde sejre?
Regn efter, hvad det vil koste Dansken, hvis kong Gustavs mænd skulde tabe.
Det regnestykke er ikke min sag.
I véd, kong Gustav kan håbe på sikker bistand fra Danmark. Kong Fredrik er hans ven, og han vil visselig ikke lade ham i stikken—
Men dersom nu bønderne rejste sig trindt om i hele Norges land? Dersom vi rejste os alle tilhobe,—herskabsfolk og almue?—Ja, fru Inger Gyldenløve, nu tror jeg næsten lejligheden er kommen, som vi har ventet på. Bryder det nu løs, så må de fremmede ud af landet.
Ja, ud med de danske fogder! Ud med de fremmede herremænd! Ud med rigsrådernes svende!
O, malm er der i dem;—men dog, dog—!
Hun er tvilrådig,
Hvad gælder det, jomfru Eline,—I har forsyndet jer i dommen over eders moder.
Bjørn,—jeg kunde rive mine øjne ud af hovedet, ifald de havde løjet for mig!
Ser I vel, min højbårne frue,—først gælder det kong Gustav; er han gjort magtløs, så vil ikke Danskerne kunne holde sig længe her i landet—
Og så?
Så er vi fri; vi har ingen fremmede overherrer mere, og kan kåre os en konge selv, ligesom Svenskerne gjorde før os.
En konge selv! Tænker du på Sture-slægten?
Kong Kristjern, og andre efter ham, har gjort ryddigt hus rundt om på odels-sæderne. De bedste blandt vore herremænd vanker fredløse på fjeldstien, hvis de endnu er til. Men det turde vel hænde sig alligevel, at der kunde findes en eller anden ætling af de gamle slægter, som—
Det er nok, Ejnar Huk! Det er nok!
Ah, mit dyreste håb!
Jeg har nu formanet jer, så godt jeg kunde. Jeg har sagt jer, hvor stor en fare I vover jer ind i. Men dersom I er så faste i eders forsæt, så vilde det vel være dårligt af mig at forbyde jer, hvad I jo på egen hånd kunde sætte igennem.
Vi har altså eders minde til at—?
I har eders egen faste vilje; spørg den tilråds. Er det så, som I siger, at I dagligen plages og trykkes—. Jeg véd så lidet om disse ting. Jeg vil ikke vide mere! Hvad kan jeg, en enlig kvinde—? Selv om I vilde plyndre riddersalen—; og der findes mangt et brugeligt værge derinde—; I har jo hele magten på Østråt ikveld. I får gøre, hvad eder lyster. God nat!
Tak, min ædle og stormodige frue! Jeg, som har kendt jer lige fra barneårene, jeg har aldrig tvilet på jer.
Stille, Bjørn,—det er et farefuldt spil, jeg har vovet i denne kveld. —For de andre gælder det kun livet; men for mig—tusende gange mere; tro mig!
Hvorledes? Ængstes I for eders magt og for eders gode forståelse med—?
Min magt? O, gud i himlen!
Se, her er en rigtig ulvetand! Med den skal jeg flænge blodsugernes svende.
Hvad har du fundet der?
Brystpladen, som de kalder for Herlof Hyttefads.
Den er for god til dig;—se, her har jeg lansestagen efter Sten Sture; hæng pladen på den, så fører vi det gildeste hærmærke, nogen mand vil forlange.
Jeg har ledt efter eder i alle stuer—
Hvad vil du?
En svend fra Trondhjem har bragt brev og bud til eder.
Lad os se!
Fra Trondhjem? Hvad kan det gælde?
Hjælp, Krist! Fra ham! Og her i landet—
Han kommer altså hid. Han kommer hid i denne nat. —Ja, så gælder det at kæmpe med kløgt og ikke med sværd.
Nok, nok, I gode bønder; nu mener jeg vi er vel rustede. Nu kan vi lægge ivej!
Ingen mand må forlade gården inat!
Men, min ædle frue, nu er vinden os føjelig; vi stryger indover fjorden og—
Det bliver, som jeg har sagt.
Skal vi da bie til imorgen?
Både til imorgen og længere. Ingen væbnet mand får lov til at forlade Østråt for det første.
Vi går alligevel, fru Inger!
Ja, ja; vi går alligevel!
Hvem vover det?
Jeg har tænkt for jer. Hvad véd I ringe mænd af almuen om landets sager? Hvor kan I tage jer for at dømme om sligt? I får se at tåle tryk og tyngsler en stund endnu. Det kan vel ikke gå jer for nær, når I betænker, at selv os, herreslægterne, bydes der ikke bedre kår nutildags. —Bær alle våben ind i salen igen. Siden skal I få min vilje at vide. Gå ud!
Mener du endnu, at jeg har forsyndet mig i dommen over—fruen på Østråt?
Hold et gæstekammer rede.
Vel, fru Inger!
Og porten åben for enhver, som måtte banke på.
Men—?
Porten åben!
Porten åben.
Bliv her!—Eline;—mit barn,—jeg har noget at sige dig i enrum.
Jeg hører eder.
Eline,—du tror ilde om din moder.
Jeg tror, hvad eders færd så kvidefuldt tvinger mig til at tro.
Og du svarer mig som dit umilde sind byder.
Hvem har lagt umildhed over mit sind? Alt fra jeg var barn af havde jeg vant mig til at se på eder som på en stor, højsindet kvinde. Lig eder tænkte jeg mig hine kvinder, hvorom der står at læse i krønikerne og i Kæmpe-bogen. Det tyktes mig, som om Gud Herren selv havde sat sit tegn på eders pande og mærket jer som den, der skulde lede de rædde og de rådvilde. I højsalen sang riddere og herremænd eders pris; og selve almuen, nær og fjern, kaldte eder landets håb og støtte. Og alle mente de, at gennem eder skulde de gode tider komme igen! Alle mente de, at med eder skulde der komme som en ny dag over os. Det er endnu nat; og snart véd jeg ikke længer, om jeg tør tro, at nogen morgen kommer med eder.
Det ligger nær at skønne, hvor du henter slige giftige ord fra. Det er båret dig for øre, hvad den tankeløse hob hvisker og mumler om ting, som den lidet kan dømme om.
I mængdens mund er sandhed, sagde I dengang, da eders pris lød i sang og tale.
Lad så være. Men om jeg også valgte at sidde uvirksom her, skønt det stod til mig at handle,—tror du da ikke, at slige kår var mig en byrde, tung nok, uden at du skulde hobe stene på den?
De stene, jeg hober på eders byrde, knuger mig ligeså tungt som eder. Let og fri trak jeg livsens ånde, så længe jeg havde eder at tro på. Thi for at leve må jeg kende mig stolt; og det vilde jeg været med rette, dersom I var bleven, hvad I engang var.
Og hvad borger dig for, at jeg ikke er det? Eline,—hvoraf véd du så visst, at du ikke gør din moder uret?
O, hvis jeg gjorde det!
Stille! Du har ingen ret til at kræve regnskab af din moder. —Med et eneste ord kunde jeg—; dog, det vilde ikke være godt for dig at høre; du må vente, hvad tiden bringer med sig; kan hænde, at—
Sov vel, min moder!
Nej,—bliv hos mig; der er endnu noget, som—Kom nærmere;—du må høre mig, Eline!
Jeg hører eder.
Så taus du også er, så véd jeg dog for visst, at du mere end engang længes bort herfra. Det er dig for ensomt og for øde på Østråt.
Hvor kan det undre jer, min moder?
Det står til dig selv, om det herefterdags skal vorde anderledes.
Hvordan?
Hør mig. —I denne nat venter jeg en gæst til gården.
En gæst?
En gæst, som må være fremmed og ukendt. Ingen tør vide, hvorfra han kommer eller hvor han går hen.
Min moder! Min moder! Forlad mig al min uret imod jer, hvis I kan
det!
Hvad mener du?—Eline, jeg forstår dig ikke.
Så har de da alle taget fejl? I er da endnu trofast i hjertet!
Men så rejs dig,—og sig mig—
O, tror I da ikke jeg véd, hvem gæsten er?
Du véd det? Og alligevel—?
Tænker I da, Østråts porte har været så tæt stængte, at ikke et jammers-rygte engang skulde smutte indenfor? Mener I ikke jeg véd, at mangen ætling af de gamle slægter vanker som fredløs mand, uden ly og leje, medens de danske herrer råder på hans fædres gård?
Og så? Hvad mere?
Jeg véd godt, at mangen højbåren ridder jages som sulten ulv i skogen. Han har ikke arnested at hvile ved, ikke brød at bide—
Det er nok! Nu forstår jeg dig.
Og derfor åbner I Østråts porte ved nattetid! Derfor må han være fremmed og ukendt, han, denne gæst, om hvem ingen bør vide, hvorfra han kommer eller hvor han går hen! I trodser det strenge herrebud, som nægter jer at huse den forfulgte, og at stå ham bi med ly og pleje—
Det er nok, siger jeg!
Du fejler, Eline;—det er ingen fredløs mand jeg venter.
Så har jeg visselig kun ilde forstået eder.
Hør mig, mit barn! Men hør mig med overlæg; hvis du ellers mægter at tæmme dit vilde sind.
Jeg skal være tam, til I har udtalt.
Så hør efter, hvad jeg har at sige dig. —Jeg har, sa vidt det stod i min magt, søgt at holde dig uvidende om al den nød og vånde, som vi nu er stedt i. Thi hvad kunde det både, om jeg dryssed sorg og harm i din unge sjæl? Det er ikke gråd og kvindeklynk, som skal fri os ud af trængslerne. Der kræves mod og mandskraft.
Hvo har sagt jer, at jeg ikke ejer mod og mandskraft, når det gøres behov?
Stille, barn;—jeg kunde tage dig på ordet.
Hvordan, min moder?
Jeg kunde kræve begge dele af dig; jeg kunde—dog, lad mig først få tale til ende.
Du må da vide, at den tid tykkes nærme sig, som det danske rigsråd gennem mange år har virket for,—den tid, mener jeg, da de kan give vore rettigheder og vor frihed det sidste stød. Se, derfor gælder det—
At slå løs, min moder?
Nej; det gælder at vinde råderum. I København er rådet nu forsamlet for at overlægge, hvorledes de bedst kan gribe sågen an. De fleste skal være af den mening, at tvistighederne ikke kan bilægges, så længe ikke Norsk og Dansk er ét; thi dersom vi beholder vore rettigheder som et frit rige, når nyt kongevalg engang skal foregå, så er det rimeligt, at fejden bryder åbenbart ud. Se, dette vil de danske herrer forhindre—
Ja, de vil forhindre det,—ja! Men skal vi tåle sligt? Skal vi roligt se til, at—?
Nej, vi skal ikke tåle det. Men at bruge våben,—at træde frem i åben dyst,—hvor vilde det bære hen, så længe vi ikke alle er enige? Og stod det nogen tid værre til med enigheden hertillands, end netop nu?—Nej, skal vi kunne udrette noget, så må det ske i løndom og stilhed. Vi må, som jeg siger dig, få stunder til at område os. I det søndre Norge er en god del af adelen for de Danske; men her nordenfjelds er det endnu tvilsomt. Derfor har kong Fredrik skikket en af sine højst betroede mænd herop, for med egne øjne at forvisse sig om, hvordan vi er sindede.
Nu;—og så—?
Denne ridder kommer hid til Østråt inat.
Herhid? Og inat?
Et købmandsskib bragte ham igår til Trondhjem. For nylig fik jeg det budskab, at han vil gæste mig. Inden en time kan han ventes.
Og I betænker ikke, min moder, hvad I udsætter eders rygte for, ved at tilstede den danske udsending et sligt møde? Er ikke almuen heromkring allerede mistroisk nok imod eder? Hvor kan I håbe, at den engang vil lade sig lede og råde af eder, når det spørges, at—
Vær ubekymret. Alt dette har jeg fuldelig betænkt; men det har ingen nød. Hans ærende her i landet er en hemmelighed; derfor er han kommen som fremmed til Trondhjem; og som fremmed og ukendt vil han også gæste Østråt.
Og denne danske herres navn—?
Det klinger godt, Eline! Danmarks adel har knapt noget bedre at nævne.
Men hvad har I så i sinde? Endnu har jeg ikke fattet eders mening.
Du vil snart begribe. —Da vi ikke kan søndertræde ormen, så må vi binde den.
Vogt jer vel, at ikke snoren brister.
Det kommer an på dig, hvor fast den skal strammes.
På mig?
Længe har jeg mærket, at Østråt er dig et fangebur. Det huger ikke en ung falk at sidde imellem jernstænger.
Min vinge er stækket. Gav I mig end fri,—det vilde kun lidet både mig.
Din vinge er ikke stækket, længer end du selv vil.
Vil? Min vilje er i eders hænder. Bliv ved at være, hvad I var, så vil også jeg—
Nok derom. Hør mig videre. —At drage fra Østråt vil neppe være dig meget imod.
Kan hænde, min moder!
Du har engang sagt mig, at du levede dit gladeste liv i dine eventyr og krøniker. Dette liv kunde vende tilbage for dig.
Hvad mener I?
Eline,—hvis nu en mægtig riddersmand kom og førte dig til sin borg, hvor du fandt terner og svende, silkeklæder og høje sale?
En ridder, siger I?
En ridder.
Og den danske udsending kommer hid inat.
Inat.
Hvis så er, da ræddes jeg for at tyde eders ord.
Der er intet at ræddes for, ifald du ikke vil mistyde dem. Det er visselig ikke min agt at tvinge dig. Efter eget tykke skal du vælge og råde selv i denne sag.
Har I hørt om hin moder der kørte over fjeldet ved nattetid med sine småbarn i slæden? Ulveflokken fulgte hende i sporet; det gjaldt liv eller død;—og hun kasted sine små bagud efter sig, en for en, for at vinde tid og frelse sig selv.
Eventyr! En moder rev hjertet af sit bryst, før hun kasted sit barn for ulvene!
Hvis jeg ikke var min moders datter, så skulde jeg give eder ret. Men I er som hin moder; og eders døtre har I kastet ud for ulvene, en for en. Først kasted I den ældste. For fem år siden drog Merete fra Østråt; nu sidder hun i Bergen som Vinzents Lunges hustru. Men tror I, hun er lykkelig som den danske ridders frue? Vinzents Lunge er mægtig, fast som en konge; Merete har terner og svende, silkeklæder og høje sale; men dagen har ingen sol for hende, og natten ingen hvile; thi hun har aldrig været ham god. Han kom hid, han bejled til hende, fordi hun var Norges rigeste arving, og fordi han dengang trængte til at få fast fod i landet. Jeg véd det; jeg véd det tilfulde! Merete var eder hørig; hun fulgte den fremmede herre. Men hvad har det kostet hende? Flere tårer, end en moder skulde ønske at svare til på dommens dag!
Jeg kender mit regnskab, og det skrækker mig ikke.
Eders regnskab er ikke hermed til ende. Hvor er Lucia, eders
andet barn?
Spørg Gud, som tog hende.
Eder spørger jeg; thi det er eder, som skal svare for, at hun måtte lade sit unge liv. Glad var hun som en fugl om våren, da hun sejled fra Østråt for at gæste Merete i Bergen. Et år efter stod hun atter her i stuen; men da var hendes kinder hvide, og døden havde ædt sig ind i hendes bryst. Ja, I undres, min moder! I mente nok, at denne stygge hemmelighed var begraven med hende;— men hun har sagt mig alt. En høvisk ridder havde vundet hendes hjerte. Han vilde ægte hende. I vidste, at det gjaldt hendes ære. Men I blev ubøjelig,—og eders barn måtte dø. I ser, jeg véd det alt!
Alt? Så har hun vel også sagt dig hans navn?
Hans navn? Nej; hans navn har hun ikke sagt mig. Hun havde ligesom en stingende rædsel for hans navn;—hun nævnte det aldrig.
Ah, så véd du dog ikke alt.—
Eline;—den sag, du nu har rørt ved, var mig fuldt ud vitterlig. Men der er noget ved sagen, hvad du kanske ikke har givet agt på: Hin herremand, som Lucia traf i Bergen, var en Dansk—
Også det véd jeg.
Og hans kærlighed var en løgn. Ved list og glatte ord havde han besnæret hende.
Jeg véd det; men hun havde ham kær alligevel; og havde I havt en moders hjerte, så var eders barns ære gået for alt.
Ikke for hendes lykke. Tror du, at jeg, med Meretes lod for øjnene, vilde ofre mit andet barn til en mand, som ikke var hende god?
Kløgtige ord dårer så mangt et sind; men mig dårer de ikke.—
Tro ikke, at jeg er så ganske fremmed for hvad der går for sig rundt om i landet. Tilfulde skønner jeg eders færd. Jeg véd godt, at de danske herremænd ikke har nogen fuldtro ven i jer. I hader dem måske; men I frygter dem tillige. Dengang I gav Merete til Vinzents Lunge, havde de danske herrer overmagten på alle kanter i landet. Tre år efter, da I forbød Lucia at ægte ham, til hvem hun havde knyttet sit liv, skønt han havde forlokket hende,—da stod sagerne helt anderledes. Kongens danske fogder havde øvet skændige ugerninger imod almuen, og I fandt det ikke rådeligt at knytte jer fastere, end sket var, til de fremmede voldsmænd.
Og hvad har I vel gjort for at hævne hende, der måtte dø så ung? I har intet gjort. Nu vel; jeg skal handle for jer; jeg skal hævne al den forsmædelse, der er overgået vort folk og vor æt!
Du? Hvad har du i sinde?
Jeg går min vej, ligesom I går eders. Hvad jeg har i sinde, véd jeg ikke selv; men jeg føler kræfter i mig til at vove alt for vor retfærdige sag.
Da vil du få en hård dyst at bestå. Jeg har engang lovet det samme som du,—og mit hår er grånet under byrden af mit løfte.
God nat! Eders gæst kan ventes; og ved det møde er jeg tilovers.
Måske det endnu er tid for eder—; nu, Gud styrke og lede eders færd! Glem ikke at mange tusenders øjne vogter på eder. Tænk på Merete, som græder sent og tidlig over sit forspildte liv. Tænk på Lucia, som sover i den sorte kiste.
Og endnu ét. Glem ikke, at i denne nat spiller I brikkespil om eders sidste barn.
Mit sidste barn? Der talte du sandere, end du selv vidste. —Men det gælder ikke mit barn alene. Hjælp mig Gud; i denne nat spilles brikkespil om hele Norges rige.
Ah,—rider der ikke nogen gennem borgeledet?
Nej; endnu ikke. Det var kun vinden. Gravkoldt blæser det.—
Har Gud Herren ret til dette?—Danne mig til kvinde,—og så læsse en mandsdåd på mine skuldre.
For jeg har landets velfærd i mine hænder. Det står i min magt at rejse dem alle som én mand. Det er fra mig de venter tegnet; og giver jeg det ikke nu, så sker det—kanske aldrig.
Nøle? Ofre de mange for den enes skyld?—Var det ikke bedre, ifald jeg kunde—? Nej, nej, nej—jeg vil det ikke! Jeg kan det ikke!
Nu er de derinde igen. Blege spøgelser;—døde fædre; faldne frænder. —Fy; disse borende øjne fra alle krogene!
Sten Sture! Knut Alfsøn! Olaf Skaktavl! Vig,—vig! Jeg kan ikke dette!
Hil eder, fru Inger Gyldenløve!
Ah, fri mig Krist i himlen!
For sidste gang, Inger Gyldenløve,—I er altså urokkelig i eders forsæt?
Jeg kan ikke andet. Og mit råd til eder er: gør I ligesom jeg. Er det himlens vilje, at Norge rent skal gå under, så går det under, hvad enten vi støtter det eller ej.
Og med den tro mener I, at jeg skal slå mig tiltåls? Jeg skulde roligt sidde og se til, nu, da timen er kommen? Har I glemt, hvad jeg har at hævne? Mit jordegods har de røvet og stykket ud imellem sig. Min søn, mit eneste barn, sidste ætlingen af min slægt, slog de ihjel for mig som en hund. Mig selv har de i tyve år jaget fredløs i skog og fjeld. —Rygtet har sagt mig død mere end én god gang; men jeg har nu den tro, at de ikke skal få lagt mig i jorden, før jeg har taget hævn.
Så har I et langt liv i vente. Hvad vil I da gøre?
Gøre? Hvad véd jeg, hvad jeg vil gøre? Jeg har aldrig givet mig af med at lægge anslag op. Det er det, som I skal hjælpe mig med. I er kløgtig nok til det. Jeg har kun to arme og mit værge.
Eders værge er rustent, Olaf Skaktavl! Alle værger i Norge er rustne.
Det er vel derfor, at visse folk bare strider med tungen. —Inger Gyldenløve,—I har stærkt forandret eder. Der var en tid, da der slog et mandshjerte i eders bryst.
Mind mig ikke om, hvad der var.
Og dog er det derfor jeg er kommen til jer. I skal høre mig, om så.—
Nu vel; men gør det kort; thi,—ja, jeg må da sige jer det,—det er utrygt for eder her på gården.
På Østråt gård er det utrygt for den fredløse? Det har jeg længe vidst. Men I glemmer nok, at fredløs mand er utryg, hvor han end vanker.
Så tal; jeg skal ikke formene jer det.
Det er nu snart treti år siden jeg så eder for første gang. Det var på Akershus hos Knut Alfsøn og hans frue. Dengang var I endnu fast et barn; men dog var I kæk som en jagende falk, og derhos stundom både vild og ustyrlig. Mange var de, der bejled om eder. Også mig var I kær,—kær, som ingen kvinde har været det før eller siden. Men I havde kun ét øjemærke og én tanke. Det var tanken på rigets ulykke og store nød.
Jeg var femten sommere gammel,—husk det! Og var det ikke, som om et vildsind havde grebet os allesammen i hine dage?
Kald det for hvad jer tykkes. Men det véd jeg: de gamle og erfarne blandt os mente, det stod skrevet hist oppe hos Vorherre, at I var den, som skulde bryde trældommen og give os alle vore rettigheder tilbage. Og det véd jeg også: I selv tænkte dengang det samme.
Det var en syndig tanke, Olaf Skaktavl! Det var hovmod og ikke Herrens kald, der talte gennem mig.
I kunde blevet den udkårne, ifald I havde villet. I stammed fra Norges ædleste ætter; I havde magt og rigdom i vente; og I havde øre for klageskrigene—dengang.—
Mindes I hin eftermiddag, da Hendrik Krummedike kom med danske flåden for Akershus? Skibsherrerne bød mindeligt forlig; og tryg ved lejdebrevet lod Knut Alfsøn sig ro ombord. Tre timer efter bar vi ham ind gennem slotsporten—
Som lig; som lig!
Norges bedste hjerte brast, da Krummedikes lejesvende fældte ham. Endnu tykkes det mig, at jeg ser det lange tog, som skred ind i riddersalen, sorgtungt og par for par. Der lå han på båren, med øksehugget over panden, så hvid som en vårsky. Jeg tør vel sige, at Norges gæveste mænd var samlet der hin nat. Fru Margrete stod ved sin døde husbonds hoved, og alle, alle svor vi at vove velfærd og liv for at hævne både denne sidste ugerning og alt det øvrige. —Inger Gyldenløve,—hvem var det, som da brød sig vej gennem mændenes kreds? En ungmø,—fast endnu et barn,—med ild i øjet og med grådfyldt mæle. —Hvad svor hun? Skal jeg gentage eders ord?
Jeg svor, hvad I andre svor; hverken mere eller mindre.
I husker eders ed—og har dog glemt den.
Og hvorledes holdt de andre, hvad de havde lovet? Jeg taler ikke om eder, Olaf Skaktavl, men om eders venner, al Norges adel. Der er ikke én af dem, i alle disse år, som har havt mod til at være mand; og dog lægger de mig til last, at jeg er en kvinde.
Jeg véd, hvad I vil sige. Hvorfor de har underkastet sig, i stedet for at byde voldsmændene trods til det sidste? Vel sandt; der er usel malm i vore slægter nutildags; men havde der været samhold imellem dem,—hvem véd, hvad der da vilde sket? Og I kunde have holdt dem sammen; thi for eder havde de alle bøjet sig.
Let kunde jeg svare eder; men I vilde vel neppe tage mit svar for gyldigt. Lad os derfor ikke videre tale om, hvad der ej står til at ændre. Kom heller frem med, hvad der nærmest fører eder til Østråt. Trænger I til ly? Nu vel; jeg skal prøve på at skjule eder. Har I andre ting behov, så sig det; I skal finde mig rede—
I tyve år har jeg været hjemløs. På Jæmtelandsfjeldet er mit hår bleven gråt. Jeg har lånt hus hos ulv og bjørn. —I ser, fru Inger,—jeg trænger eder ikke; men både adel og almue har eder behov.
Det gamle omkvæd.
Ja, det klinger ilde i eders øren, det véd jeg nok; men I får høre det alligevel. Kort og godt: jeg kommer fra Sverig. Der er uro påfærde. I Dalarne skal det bryde løs.
Jeg véd det.
Peder Kanzler er med,—men hemmeligt, forstår I.
Ja så?
Det er ham, som har skikket mig til Østråt.
Peder Kanzler, siger I?
Han selv;—eller, kan hænde, I kender ham ikke længer?
Kun altfor vel!—
Men sig mig, jeg beder jer,—hvad budskab bringer I?
Da ufredsrygtet spurgtes oppe på grænsefjeldene, hvor jeg holdt til, så tog jeg straks afsted indover til Sverig. Jeg kunde nok tænke mig, at Peder Kanzler havde sin hånd med i legen. Jeg søgte ham op og bød ham min bistand;—han har kendt mig i tidligere dage, som I véd. Han vidste, jeg var at lide på; og så skikked han mig hid.
Ja visst, ja visst,—han skikked eder hid for at—?
Fru Inger,—der kommer en fremmed til Østråt inat.
Hvorledes? Véd I, at—?
Ja vel véd jeg. Jeg véd alt. Det er jo for at træffe ham, at Peder Kanzler skikked mig hid.
Ham? Umuligt, Olaf Skaktavl,—umuligt!
Som jeg siger jer. Hvis han ikke er kommen, så vil det ikke vare længe, førend—
Nej, ganske sikkert; men—
Så I var da beredt på hans komme?
Ja visst. Han har skikket mig budskab derom. Det var derfor I slap ind, så snart I banked på.
Hys;—der rider nogen over vejen.
Porten lukkes op.
Det er en ridder og hans svend. De stiger af i gården.
Det er altså ham. Hans navn?
I véd ikke hans navn?
Peder Kanzler vægred sig ved at nævne det. Han sagde kun, at udsendingen skulde møde mig på Østråt tredje kvelden efter Mortens-messe—
Rigtig; det er just som ikveld.
Han skulde bringe brevskaber med. Af dem og af eders egen mund kunde jeg erfare, hvem han var.
Så lad mig følge jer til eders gæstekammer. I trænger til at kvæge og hege jer. Den fremmede herre skal I snart få i tale.
Nu, hvis I så lyster.
Ingen?
Nej, herre!
Og vi kan jo sikkert forlade os på dig i et og alt?
Befalingsmanden i Trondhjem har stedse givet mig skudsmål for at være pålidelig.
Vel, vel; det har han også sagt mig. Altså, først og fremst,—er
nogen fremmed kommet herhid til Østråt før os iaften?
Ja, for en time siden kom her en fremmed mand.
Han er her.
Vilde du kunne genkende ham? Har du set ham?
Nej, det har nok ingen uden portvægteren, så vidt jeg véd. Han blev straks stedet for fru Inger, og hun—
Nu? Hvad hun? Han er dog vel ikke allerede borte igen?
Nej; men hun holder ham nok skjult inde i en af sine egne stuer, for—
Det er godt.
Altså først og fremst vagt for porten; så har vi ham sikker.
Hm!
Hør, sig mig,—gives der her på gården nogen anden udgang, end gennem porten? Se ikke så dumt på mig! Jeg mener,—kan nogen slippe usét bort fra Østråt, når borgeporten holdes lukket?
Ja, det véd jeg ikke. Der tales rigtignok om løngange nedenunder i kælderne; men der er nok ingen, som kender dem, uden fru Inger selv; ja—og så kanske jomfru Eline.
Så, for djævelen!
Det er godt. Du kan gå.
Vel. Skulde I senere ville mig noget, så behøver I bare at lukke på den anden dør til højre derinde i riddersalen; jeg skal da straks være ved hånden.
Godt.
Hør,—véd I hvad, kære ven og bror,—dette her bliver nok et lumpigt felttog for os beggeto.
Å,—ikke for mig, håber jeg.
Så? For det første er der nu liden ære i at gøre jagt på slig en opløben pojk, som denne Nils Sture. Skal jeg tro han er klog eller galen, efter den vis han har faret frem på? Først sætte ondt blod i bønderne; love dem bistand og guld og grønne skoge;— og så, når det kommer til stykket, løbe sin vej og krybe i skjul bag et kvindeskørt!
Forresten angrer det mig, rent ud sagt, at jeg fulgte eders råd og ikke gik frem efter mit eget hoved.
Den anger kommer vel silde, min bror!
For, ser I, at ligge og rode efter grævlinger, det har nu aldrig været min lyst. Jeg havde ventet mig noget helt andet. Nu har jeg trukket afsted lige fra Jæmteland med mine ryttere; har fået den trondhjemske befalingsmands brev for, at jeg kan søge efter urostifteren overalt, hvor jeg lyster. Alle spor tyder på, at han ætlede sig til Østråt—
Han er her! Han er her, siger jeg!
Ja, men hvad havde så været rimeligere end at vi havde fundet porten både stængt og under forsvarlig vagt? Gid vi havde; så kunde jeg da fåt brug for mine krigsknægte—
Men i det sted åbner man porten nokså høfligt for os. Pas på;— svarer fru Inger Gyldenløve til sit rygte, så lar hun det ikke skorte sine gæster hverken på mad eller drikke.
For at snakke sig ifra mit ærend, ja!—Hvor kunde I nu også få det indfald, at jeg skulde lade mine ryttere blive tilbage en hel fjerdingvej fra gården. Var vi kommen hid med krigsmandskab, så—
Hun havde modtaget os som lige kærkomne gæster for det. Men læg mærke til, at i så fald havde besøget gjort opsigt. Bønderne heromkring vilde holdt det for en voldshandling imod fru Inger; hun var da atter stegen i almuens gunst, og, ser I, det er ikke rådeligt.
Kan vel være. Men hvad gør jeg nu? Grev Sture er på Østråt, siger I. Ja, hvad hjælper det mig? Fru Inger Gyldenløve har sagtens, ligesom ræven, mange gemsler og flere end én udgang. Her kan vi to enslige karle gå omkring og snuse så længe vi vil. Gid djævlen havde hele sagen!
Nu vel, kære herre,—hvis I ikke synes om den vending, eders sendelse har taget, så overlad slagmarken til mig.
Til jer? Hvad vil I da gøre?
Kløgt og list turde måske her kunne udrette, hvad vi ikke med våbenmagt kan sætte igennem. —Nu, ærligt talt, herr Jens Bjelke,—jeg har allerede havt noget sligt i tankerne lige fra vi mødtes i Trondhjem igår.
Var det derfor I overtalte mig til at skille mig ved krigsknægtene?
Både eders og mit ærend på Østråt kunde jo fremmes bedst uden< dem; og så—
Fanden besætte jer,—havde jeg nær sagt! Og mig selv med! For jeg burde da vidst, at I stændig går med en ræv bag øret.
Ja, men ser I, her kommer ræven vel tilpas, hvis våbnene skal være lige på begge sider. Og jeg må sige eder, at det er mig af højeste vigtighed, at jeg skiller mig vel og i al stilhed fra min sendelse. I skal vide, at min herre, kongen, var mig lidet nådig, da jeg rejste. Han formente at have sine grunde dertil, skønt jeg tror, at jeg har tjent ham så nyttelig som nogen i mere end ét vanskeligt hverv.
Det skudsmål tør I frit give jer. Gud og hvermand véd, at I er den slugeste djævel i alle de tre riger.
Å, jeg takker! Det vil nu ikke sige så stort. Men det, jeg her går tilmødes, det regner jeg rigtignok for en mesterprøve; thi her gælder det at besnære en kvinde—
Ha-ha-ha! I det håndværk har I nok for længe siden gjort mesterprøve, kære bror! Mener I ikke, vi kender visen i Sverig også?:
Ak, den vise gælder kvinder i tyveårs-alderen og deromkring. Men fru Inger Gyldenløve er henimod de femti og derhos snu som ingen anden. Det vil holde hårdt at vinde bugt med hende. Men det må ske,—for enhver pris! Lykkes det mig at forskaffe kongen visse fordele over hende, dem han længe har eftertragtet, så kan jeg gøre regning på at betroes sendelsen til Frankrig næste vår. I véd vel, at jeg har tilbragt fulde tre år ved højskolen i Paris? Hele min hug står did ned igen, besynderligen hvis jeg kunde få fremtræde i så højst ansélig egenskab som en konges sendebud. —Nu,—ikke sandt,—I overlader fru Inger til mig? Husk på,—dengang I sidst gæsted hoffet i København, veg jeg pladsen for eder hos mere end én ungmø—
Å, véd I hvad,—det ædelmod var nu ikke så stort endda. I havde jo hals og hånd over dem allesammen. Men lige meget; siden jeg nu engang har faret galt afsted, så ser jeg helst, at I tar sagen på jer. Dog, det er et ord,—findes den unge grev Sture på Østråt, så skaffer I ham frem død eller levende!
Lyslevende skal I have ham. Jeg agter ialfald ikke at slå ham ihjel. Men nu må I altså ride tilbage til eders folk. Hold landevejen besat. Skulde jeg mærke noget mistænkeligt, så skal i uopholdelig få kundskab derom.
Godt, godt. Men hvorledes slipper jeg ud—?
Karlen, som var her, hjælper jer nok tilrette. Men i al stilhed—
Forstår sig. Nå,—god lykke!
Lykken har aldrig svigtet mig i dyst med kvinder. Skynd jer nu!
Så står jeg da omsider på Østråt. På dette gamle herresæde, som et barn for to år siden fortalte mig så meget om.
Lucia. Ja, for to år siden var hun endnu et barn. Og nu,—nu er hun død
Østråt. Det er, som om jeg havde set det altsammen før; som om jeg var tilhuse her. —Derinde er riddersalen. Og nedenunder er— gravkælderen. Der ligger nok Lucia også.
Dersom jeg var en ræd mand, så kunde jeg bilde mig ind, at da jeg satte foden indenfor Østråts port, så vendte hun sig i kisten. Da jeg gik over borggården, løfted hun på låget. Og da jeg nys nævnte hendes navn, var det som en røst maned hende op af ligkælderen. —Måske famler hun sig nu opad trappen. Svededugen er hende ivejen; men hun famler sig frem alligevel.
Hun er helt oppe i riddersalen! Hun står og ser på mig bag dørstolpen!
Kom nærmere, Lucia! Snak lidt med mig! Din moder lar mig vente. Det er kedeligt at vente;—og du har hjulpet mig at fordrive så mangen kedelig stund—
Se så!—Rigtig; der er det dybe vindu med forhænget. Der er det jo Inger Gyldenløve plejer stå og stirre udover landevejen, som om hun vented på en, der aldrig kommer. —Derinde—
der indenfor etsteds ligger søster Elines stue. Eline? Ja, det er Eline hun heder.
Kan jeg rigtig tro på, at hun er så mærkværdig,—så kløgtig og så djærv, som Lucia sagde? Fager skal hun også være. Men til ægtehustru—? Så ligetil burde jeg ikke have skrevet.—
Hvorledes vil fru Inger modtage mig?—Hun vil ikke svide gården af over os. Hun vil ikke lokke mig ud på en falddør. Sådant med knive bagfra vil hun heller ikke—
Aha!
Jeg byder eder min hilsen, herr rigsråd,—
Ah,—Østråts frue!
—og min tak fordi I forud har ladet mig vide eders komme.
Ikke mere end min skyldighed. Jeg havde grunde til at formode, at
mit komme vilde overraske eder—
I sandhed, herr rigsråd, deri har I ikke taget fejl. Jeg havde visselig mindst af alle ventet at se Nils Lykke som gæst på Østråt.
Og endnu mindre havde I vel ventet, at han skulde komme som ven?
Som ven? I føjer spot til al den smerte og skændsel, I har dynget over mit hus? Efter at have lagt et barn i graven for mig, vover I endnu—
Tillad, fru Inger Gyldenløve,—i det stykke kommer vi neppe til enighed; thi I tager ikke med i beregningen, hvad jeg ved samme ulykkelige lejlighed tabte. Mine hensigter var ærlige. Jeg var træt af mit ubundne liv;—over de tredive år var jeg jo også allerede dengang; jeg længtes efter at finde mig en god og from hustru. Læg så dertil udsigten til det held at vorde eders svigersøn—
Tag eder vel i vare, herr rigsråd! Hvad der er vederfaret mit barn, har jeg efter bedste evne dysset ned. Men tro ikke, at det er glemt, om det end er gemt. Der turde snart komme en lejlighed—
I truer mig, fru Inger? Jeg har rakt eder min hånd til forlig. I vægrer eder ved at modtage den. Der er da altså frå nu af åben ufred imellem os?
Jeg vidste ikke, at det fordum havde været anderledes.
Fra eders side, kan hænde. Jeg har aldrig været eders avindsmand,—skønt jeg vel, som kongen af Danmarks undersåt, havde skellig grund dertil.
Jeg forstår eder. Jeg har ikke været bøjelig nok. Det er ikke gået så glat, som man ønskede, med at drage mig over i eders lejr. —Mig synes dog, I intet har at klage på. Min datter Meretes husbond er eders landsmand. Videre kan jeg ikke gå. Min stilling er vanskelig, Nils Lykke!
Det fatter jeg tilfulde. Både herremændene og almuen her i Norge mener jo at have et gammelt krav på eder,—et krav, som man siger, at I kun halvvejs har gjort fyldest.
Tillad, herr rigsråd,—for min færd står jeg ingen til regnskab uden Gud og mig selv. Hvis det derfor behager eder, så lader I mig vide, hvad der fører eder hid.
Straks, fru Inger! Hensigten med min sendelse her til landet kan vel ikke være eder ubekendt—?
Jeg kender det hverv, man almindeligvis tillægger eder. Det er vor konge af vigtighed at vide, hvorledes han står sig med den norske adel.
Ganske visst.
Det er altså derfor I gæster Østråt?
For en del derfor. Dog kommer jeg ingenlunde for at kræve nogen mundtlig forsikring af eder—
Nu vel?
Hør mig, fru Inger! I sagde selv for nylig, at eders stilling er vanskelig. I står midt imellem to modsatte lejre, som begge kun halvvejs vover åt forlade sig på eder. Eders egen fordel må nødvendigvis knytte jer til os. Til de misfornøjede er I derimod bunden ved landsmandskabet, og,—hvem véd,—måske også ved et eller andet hemmeligt bånd.
Hemmeligt bånd! Krist, skulde han—?
I indser visst selv, at denne stilling i længden ikke er til at udholde. —Sæt nu, det stod i min magt at udfri eder af disse forholde, som—
I eders magt, siger I?
Først og fremst, fru Inger, må jeg bede eder ikke at lægge nogen vægt på de letfærdige ord, hvormed jeg før kan have omtalt det, der er os imellem. Tro ikke, at jeg nogen stund har tabt af tankerne den skyld, jeg står i til eder. Sæt, at det længe havde været min agt, så vidt muligt, at gøre godt igen, hvad jeg har forbrudt. Sæt, at det var derfor jeg havde skaffet mig denne sendelse herop.
Forklar eder nøjere, herr rigsråd;—nu forstår jeg eder ikke.
Jeg tåger maske ikke fejl, når jeg formoder, at I, ligeså godt som jeg, kender til de uroligheder, der truer med at bryde løs i Sverig. I véd, eller I aner ialfald, at disse uroligheder har et større mål, end det, man almindeligvis tillægger dem, og vil derfor begribe, at vor konge ikke roligt kan se begivenhederne gå deres egen gang. Ikke sandt?
Bliv ved!
Der gives ét tænkeligt tilfælde, som kunde sætte Gustav Vasas trone i fare—
Hvor vil han hen?
—det tilfælde nemlig, at der i Sverig skulde findes en mand, som på grund af sin byrd havde krav på at kåres til folkets styrer.
Sverigs adel er lemlæstet ligeså blodigt som vor, herr rigsråd! Hvor skulde I vel ville søge—?
Søge? Manden er allerede funden—
Ah! Er han funden?
—og han står jer for nær, min frue, til at eders tanke ikke skulde falde på ham.
Den afdøde grev Sture har efterladt sig en søn—
Hellige frelser, hvoraf véd I—?
Fat eder, min frue, og lad mig tale til ende. —Denne unge mand har hidtil levet stille hos sin moder, Sten Stures enke.
Hos—? Ah ja;—ja visst!
Nu derimod er han trådt åbenlyst frem. I Dalarne har han vist sig som bøndernes leder. Deres antal vokser med hver dag; og—som I måske véd, finder de venner blandt almuen på denne side af grænsefjeldene.
Herr rigsråd,—I nævner alle disse begivenheder med fuld forvissning om, at jeg kender dem. Hvad grund har jeg givet eder til at formode sligt? Jeg véd intet, og ønsker ikke at vide noget. Det er min agt at leve roligt indenfor mine egne enemærker; jeg rækker ikke ufredsstifterne min bistand; men regn heller ikke på mig, dersom det er eders agt at underkue dem.
Vilde I også forholde eder uvirksom, ifald det var min agt at stå dem bi?
Hvorledes skal jeg forstå eder?
I har altså ikke fattet, hvad jeg den hele tid har sigtet til?— Nu vel; ærligt og ligefrem vil jeg da sige eder alt. Vid da, at kongen og hans råd tilfulde har indset, hvorledes der i længden intet sikkert fodfæste findes for os i Norge, dersom adel og almue, således som nu, vedbliver at tro sig forurettet og undertrykt. Vi har fuldelig begrebet, at villige forbundsfæller er bedre end tvungne undersåtter; og vi ønsker derfor intet hjerteligere, end at kunne løsne de bånd, der i grunden snører os ligeså stramt som eder. Men I vil visst også erkende, at Normændenes sindelag imod os gør et sådant skridt altfor betænkeligt,—så længe vi ikke har en pålidelig støtte i ryggen.
Og denne støtte—?
Denne støtte er nærmest at søge i Sverig. Men, vel at mærke, ej så længe Gustav Vasa sidder ved roret; thi hans regnskab med Danmark er endnu ikke opgjort, og vil vel heller aldrig blive det. En ny svensk konge derimod, som havde folket på sin side, og som skyldte Danmarks bistand sin krone—. Nu; I begynder at forstå mig? Da kunde vi med tryghed sige til eder Norske: "tag eders gamle arvede rettigheder tilbage; vælg eder en styrer efter eget tykke; vær vore venner i nøden, ligesom vi vil være eders!"—Læg ellers vel mærke til, fru Inger, at dette højmod i grunden ikke er så stort, som det kanske synes; thi I vil selv indse, at vi, langtfra at svækkes, snarere vil styrkes derved.
Og da jeg nu har talt åbenhjertigt med eder, så lad også I enhver mistro fare. Altså—
den riddersmand frå Sverig, som kom hid en timestid før jeg—
I véd det da allerede?
Tilfulde. Det er ham jeg søger.
Forunderligt. Altså dog som Olaf Skaktavl sagde.
Jeg beder eder vente her, herr rigsråd! Nu går jeg for at føre ham til eder.
Hun henter ham! Ja, virkelig,—hun henter ham! Dysten er halvvejs vunden. Så let havde jeg ikke tænkt, det skulde gå.—
Hun sidder dybt i det med urostifterne. Fór sammen af skræk, da jeg nævnte Sten Stures søn.—
Og så? Hm! Er fru Inger troskyldig løbet i fælden, så vil ikke Nils Sture gøre mange vanskeligheder. Et ungt blod, uden al sindighed og omtanke—. Med mit løfte om bistand drager han afsted. Uheldigvis snapper Jens Bjelke ham op på vejen,—og det hele forehavende er kvalt.
Og så? Så et skridt videre, til fromme for os selv. Det spredes ud, at den unge grev Sture har været på Østråt,—at en dansk udsending har havt en sammenkomst med fru Inger,—at, som følge deraf, junker Nils blev snappet op af kong Gustavs krigsknægte en fjerdingvej frå gården. —Inger Gyldenløves anseelse hos almuen være så stor den vil,—imod sligt et stød skal den have svært for at stå sig.
Alle djævle—! Om fru Inger skulde have anet uråd! Kanske han i dette øjeblik smutter os af hænderne—
Ah, det har ingen nød. Der kommer de.
Her bringer jeg den I venter.
For helvede,—hvad skal det sige?
Jeg har sagt denne riddersmand eders navn, og hvad I har meddelt mig—
Så? Ja så? Nu, ja—
—og jeg vil ikke dølge for eder, at han ej fæster den stærkeste lid til eders bistand.
Ikke det?
Kan det undre jer? I kender dog vel både hans sindelag og hans tunge skæbne—
Denne mands—? Nå—ja, ja vel—
Men eftersom det er Peder Kanzler selv, der har stævnet os til at mødes her—
Peder Kanzler—?
Ja, rigtig,—jeg har en sendelse fra Peder Kanzler—
Og han må jo bedst vide, hvem han tør bygge på. Jeg gider derfor ikke bryde mit hoved med at gruble over, hvorledes—
Nej, det er ret, kære herre; lad os for alting ikke det.
Heller lige løs på sagen—
Lige løs, uden omsvøb;—således er altid min vane.
Og vil I så sige mig, hvad ærend I bringer?
Mit ærend tænker jeg vel I så omtrent kan gætte—
Peder Kanzler nævnte noget om papirer, som—
Papirer? Nå ja, papirerne!
I har dem vel hos jer?
Naturligvis; vel forvarede; næsten altfor vel til i en hast—
Hvem djævelen er han? Hvad griber jeg til? Her tør være store opdagelser at gøre—
Ah, jeg ser, fru Inger lader aftensmåltidet anrette. Ved bordet
kunde vi kanske bedre tale om vore anliggender.
Godt; som I synes.
Frist vunden,—dyst vunden!
Og imidlertid kunde vi få at vide, hvad andel fru Inger Gyldenløve agter at tage i vort forehavende?
Jeg?—Ingen.
Ingen?
Kan det undre eder, mine ædle herrer, at jeg ikke vover mig ind i en leg, hvori alt sættes på spil? Så meget mere, da ingen af mine forbundsfæller vover at forlade sig trygt på mig.
Denne bebrejdelse rammer ikke mig. Jeg tror eder blindt; derom beder jeg eder være forsikret.
Hvem skulde turde bygge på eder, når det ikke var eders landsmænd?
Sandelig,—denne tiltro glæder mig.
Fordømt, om hun skulde trække sig ud af snaren!
Og siden så er, så byder jeg eder i et bæger velkommen til Østråt. Drik, mine ædle riddere! Drik tilbunds!
Men nu må I vide,—det ene bæger indeholdt en velkomsthilsen for min forbundsfælle, det andet—døden for min uven!
Ah, jeg er forgiftet!
Død og helvede, har I myrdet mig!
Dette er de Danskes lid til Inger Gyldenløve—
—og mine landsmænds tro på mig, ligervis!
Og dog skulde jeg give mig eder i vold? Så sagte, mine ædle herrer,—så sagte! Fruen på Østråt har endnu sin fulde samling.
Stor larm og støj—. Hvad er påfærde?
Min datter Eline.
Eline! Således havde jeg ikke tænkt mig hende.
Mit barn,—denne ridder er—
Behøves ikke! Jeg ser, hvad han heder. Det er Nils Lykke.
Hvorledes? Kender hun mig? Skulde Lucia—? Skulde hun vide—?
Stille! Hun véd intet.
Jeg vidste det;—således måtte Nils Lykke se ud.
Nu vel, Eline Gyldenløve,—I har gættet rigtigt. Og da jeg således på en måde er eder bekendt,—og da jeg derhos er eders moders gæst,—så vil I ikke nægte mig den blomsterkost, I bærer ved eders bryst. Så længe den er frisk og duftende, ejer jeg i den et billed af eder selv.
Forlad mig, herr ridder,—den er plukket i mit eget kammer, og der vokser ingen blomst for eder.
Ah; men så vil I dog ikke forsmå denne ringe gave. En høvisk frue rakte mig den til afsked, da jeg imorges fór fra Trondhjem. —Læg vel mærke til, min ædle jomfru,—skulde jeg byde eder en skænk, der var eder fuldkommen værdig, så måtte det være en fyrstekrone.
Og var det end Danmarks kongekrone, I rakte mig,—før jeg delte den med eder, før krysted jeg den sønder mellem mine hænder og slængte stumperne for eders fod!
Kæk,—som Inger Ottisdatter ved Knut Alfsøns båre!
Ulven kan tæmmes. Det gælder at smede lænken færdig.
Guds hellige blod, hvor hun er stolt og fager!
—og så samlede han stumperne af Danmarks kongekrone—; blomsterne var det;—og
Havde han hvisket disse ord i den lønligste krog, milevidt fra Østråt,—jeg havde hørt dem alligevel!
Hvor jeg hader ham! Hvor jeg altid har hadet ham,—denne Nils Lykke!—Ingen anden mand er som han, siges der. Med kvinder leger han,—og træder dem under sin fod.
Og det er til ham, min moder tænkte at byde mig frem!— Hvor jeg hader ham!
De siger, at Nils Lykke er anderledes end andre mænd. Det er ikke sandt! Der er intet selsomt ved ham. Der findes mange, mange, som han! Når Bjørn fortalte mig eventyr, da så alle prinser ud som Nils Lykke. Når jeg sad ensom her i salen og drømte krøniker, og mine riddere kom og gik,—allesammen så de ud som Nils Lykke.
Hvor det er forunderligt og hvor det er godt at hade. Aldrig har jeg vidst, hvor sødt det var—før ikveld. Nej,—ikke for tusend års liv vilde jeg sælge de øjeblikke, jeg har levet siden jeg så ham!—
"Sov vel på Østråt, herr ridder," sagde Inger Gyldenløve, da hun gik. Sov vel? Ja, det er snart nok sagt, men—; der udenfor, himmel og hav i oprør; nedenunder i gravkælderen det unge blod på båren; to rigers skæbne i min hånd;—og på mit bryst en vissen blomsterkost, som en kvinde har slængt for mine fødder. Sandelig, jeg frygter stærkt for, at søvnen vil melde sig noget sent.
Der er hun. Det stolte øje lader tankefuldt. —Ah, hvis jeg turde vove—
Jomfru Eline!
Hvad vil I? Hvi forfølger I mig?
I fejler; jeg forfølger eder ikke. Jeg er selv forfulgt.
Er I?
Af mangehånde tanker. Derfor går det med søvnen, som med eder;—den flyr mig.
Gå til vinduet, så vil I finde tidekort;—et hav i storm—
Et hav i storm? Det kan jeg også finde hos eder.
Hos mig?
Vort første møde har forvisset mig derom.
Og I besværer eder derover?
Nej, ingenlunde, men jeg ønskede dog at se eder mildere stemt.
Tror I, det vil lykkes eder?
Jeg er viss derpå; thi jeg bringer eder et kærkomment budskab.
Og hvilket?
Mit farvel.
Eders farvel? I forlader Østråt—så snart?
Endnu inat.
Så tag min hilsen, herr ridder!
Eline Gyldenløve,—jeg har ingen ret til at holde eder tilbage, men det er uædelt, dersom I nægter at høre, hvad jeg har at sige eder.
Jeg hører eder, herr ridder!
Jeg véd, I hader mig.
Eders klarsyn er usvækket, som jeg mærker.
Men jeg véd også, at jeg tilfulde har fortjent dette had. Usømmelige og krænkende var de ord, hvormed jeg tydede på eder i min skrivelse til fru Inger.
Nok muligt, jeg har ikke læst dem.
Men indholdet er eder i det mindste ikke ubekendt; jeg véd, eders moder har ikke ladet eder i uvidenhed derom; hun har ialfald sagt eder, at jeg priste den mand heldig, som—; ja, I véd, hvad håb jeg nærede—
Herr ridder,—hvis det er derom I agter at tale, så—
Jeg agter at tale derom, alene for at undskylde min færd. Ikke af andre grunde;—det sværger jeg eder. Hvis mit rygte,—hvad jeg desværre har årsag til at formode,—er nået til eder, forinden jeg selv fremstillede mig på Østråt, så må I også kende mit liv tilstrækkeligt til ikke at forundre eder over, at jeg i deslige sager går noget dristigt tilværks. Jeg har truffet mange kvinder, Eline Gyldenløve! Ubøjelige har jeg aldrig fundet dem. Under slige omstændigheder, ser I, blir man noget magelig. Man kommer ud af vanen med at betjene sig af omveje—
Nok muligt. Jeg véd ikke, hvad malm hine kvinder har været af. I fejler for øvrigt, når I mener, at det er brevet til min moder, der har vakt mit hjertes had og bitterhed imod eder. Jeg havde ældre grunde.
Ældre grunde? Hvad vil I sige med det?
Det er som I formoded;—eders rygte er gået forud for eder selv, til Østråt, som over det hele land. Nævnes Nils Lykkes navn, så nævnes det altid sammen med en kvinde, som han har besnæret og forstødt. Nogle nævner det med harme, andre med latter og kåd spot over hine svagsindede skabninger. Men gennem harmen og latteren og spotten klinger visen om eder, overdøvende og eggende, lig en fiendes sejers-sang.
Dette er det alt tilhobe, som har avlet mit had til eder. Idelig stod I for mine tanker; og det drog mig tilmødes som en længsel, at stilles ansigt til ansigt med eder, forat I kunde erfare, at der gives kvinder, hos hvem eders smidige tale er spildt—dersom I agter at bruge den.
I dømmer mig uretfærdigt, dersom I dømmer efter, hvad rygtet har sagt eder. Muligt, at der er sandhed i alt, hvad I har hørt;—men årsagerne dertil kender I ikke. —Som syttenårig junker begyndte jeg min lystige færd. Jeg har levet fulde femten år siden den tid. Lette kvinder skænked mig, hvad jeg ønsked—endnu før ønsket var blevet til bøn; og hvad jeg bød dem, det greb de med glade hænder. I er den første kvinde, som foragtelig har slængt min gave tilbage for min egen fod.
Tro ikke, at jeg beklager mig. Nej, tvertimod,—jeg ærer eder derfor, således, som jeg endnu aldrig har æret nogen kvinde. Men hvad jeg klager over, og hvad der nager mig som en stor sjælevé, det er, at skæbnen ikke tidligere har ført mig eder imøde.—
Eline Gyldenløve! Eders moder har fortalt mig om eder. Medens livet gik sin urolige gang fjernt herfra, da vandred I på det ensomme Østråt, stille, med eders digten og eders drømme. Se, derfor vil I forstå, hvad jeg har at sige eder. —Vid da, at også jeg engang har levet et liv, som I her. Jeg tænkte mig, at når jeg trådte ud i den store vide verden, da vilde der komme mig imøde en ædel og herlig kvinde, som skulde vinke ad mig og vise mig vejen til et berømmeligt mål. —Jeg bedrog mig, Eline Gyldenløve! Kvinder kom mig imøde; men hun var ikke iblandt dem. Endnu før jeg fuldt var bleven mand, havde jeg lært at foragte dem alle tilhobe.
Er det da min skyld? Hvorfor var ikke de andre ligesom I?—Jeg véd, eders fædrelands skæbne hviler eder tungt på sinde. I kender den andel, jeg har i forholdene—. Det siges om mig, at jeg skal være falsk som havskummet. Nok muligt; men er jeg det, da har kvinderne lært mig at være det. Havde jeg tidligere fundet, hvad jeg søgte,—havde jeg truffet en kvinde, stolt, ædel og højsindet som I, da var visselig min vej blevet en hel anden. Kan hænde, at jeg da i dette øjeblik, havde stået ved eders side som talsmand for alle de forurettede i Norges rige. Thi det tror jeg: en kvinde er det mægtigste i verden, og i hendes hånd står det at bøje en mand didhen, hvor Gud Herren vil have ham.
Skulde det være, som han siger? Nej, nej; der er løgn i hans øje og svig på hans læber. Og dog—; ingen sang er så liflig som hans ord.
Hvor ofte har I vel ikke siddet her på Østråt, ensom, med eders vekslende tanker. Da er det blevet eder trangt om brystet; loft og vægge har ligesom skrumpet sig sammen og knuget eders sind. Da har I længtes udad; da har det lystet eder at flyve langt herfra, uden at I selv vidste hvorhen. —Hvor ofte har I ikke vandret ensom ved fjorden; et smykket skib, med riddere og damer ombord, med sang og strengeleg, har sejlet forbi, langt derude;—et dunkelt rygte om store begivenheder er nået til eder;—da har I følt en higen i eders bryst, en ubetvingelig længsel efter at vide, hvad der var hinsides havet. Men I har ikke forstået, hvad der fattedes eder. I har stundom ment, det var eders fædrelands lod, der fyldte eder med alle de urolige tanker. I bedrog eder selv;—en jomfru i eders unge år har andet at gruble over. —Eline Gyldenløve! Har I aldrig tænkt eder hemmelige kræfter,—en stærk og løndomsfuld magt, som knytter menneskenes skæbner til hinanden? Når I drømte om det brogede liv derude i den vide verden,—når I drømte om ridderspil og lystige fester,—så I da aldrig i eders drømme en ridder, der stod med smil på læben og med græmmelse i hjertet midt i den larmende færd,—en ridder, der engang havde drømt fagert som I, om en kvinde, ædel og herlig, og som han forgæves søgte blandt alle dem, der omgav ham.
Hvo er I, der mægter at klæde mine lønligste tanker i ord? Hvorledes kan I sige mig, hvad jeg har båret inderst i mit bryst— uden selv at vide det? Hvoraf véd I—?
Hvad jeg har sagt eder, har jeg læst i eders øjne.
Aldrig har nogen mand talt til mig som I. Jeg har kun dunkelt forstået eder; og dog—alt, alt synes mig forandret siden—
Nu begriber jeg, hvorfor de sagde, at Nils Lykke er anderledes end alle andre.
Der gives én ting i verden, som kunde forstyrre et menneskes tanker, når vi grubler derover; og det er tanken om, hvad der kunde sket, hvis alt havde føjet sig så eller så. Havde jeg mødt eder på min vej, medens mit livstræ endnu var grønt og frodigt, så havde I måske i denne stund siddet som—
Men tilgiv mig, min ædle jomfru! Disse få øjeblikkes samtale har bragt mig til at glemme vor gensidige stilling. Det var som om en lønlig røst frå først af havde sagt mig, at med eder kunde jeg tale åbent, uden smiger og uden forstillelse.
Det kan I.
Nu vel;—og denne åbenhjertighed har måske allerede så halvt om halvt forsonet os med hinanden. Ja,—jeg er endnu dristigere i mit håb. Kanhænde den tid endnu kan komme, da I vil mindes den fremmede ridder uden had og uden harme i sjælen. Nå, nå,— misforstå mig ikke! Jeg mener ikke nu straks,—men engang, senere hen i tiden. Og for at gøre eder dette mindre svært,—og da jeg nu engang er begyndt at tale åbenhjertigt og ligefrem med eder, så lad mig sige jer—
Herr ridder—!
Ah, jeg mærker, at mit brev endnu sætter eder i skræk. Men vær I fuldkommen rolig. Jeg kunde give tusender til, dersom det var uskrevet; thi—ja, da jeg véd, at det just ikke vil gøre eder synderlig ondt at høre, så kan jeg jo ligeså godt sige det rent ud,—jeg elsker eder ikke, og vil aldrig til at elske eder. Vær I derfor, som sagt, fullkommen tryg; jeg skal ingensinde gøre forsøg på at—
Men hvad fattes eder—?
Mig? Intet; intet. —Sig mig kun ét: Hvorfor går I endnu med disse blomster? Hvad vil I med dem?
Disse? Er det ikke en stridshanske, som I på alle kvinders vegne har tilkastet den onde Nils Lykke? Skulde jeg så ikke tage den op?
Hvad jeg vil med dem, spurgte I?
Når jeg atter står mellem de fagre fruer i Danmark,—når strengelegen tier og der er stilhed i salen,—da vil jeg tage disse blomster frem og fortælle et eventyr om en ung kvinde, der sidder ensom i en mørk bjelkehal, fjernt oppe i Norge—
Men jeg frygter, at jeg altfor længe opholder husets ædle datter. Vi sés ikke mere; thi endnu før daggry er jeg afsted. Jeg byder eder altså mit farvel.
Og jeg skænker eder mit, herr ridder!
I er atter så tankefuld, Eline Gyldenløve! Er det atter eders fædrelands skæbne, der nager eder?
Mit fædreland?—Jeg tænker ikke på mit fædreland.
Så er det tiden med al dens kamp og nød, der ængster eder.
Tiden? Den glemmer jeg nu. —I går til Danmark? Var det ikke så I sagde?
Jeg går til Danmark.
Kan jeg se mod Danmark her fra salen?
Ja, fra dette vindu. Hist, mod syd, ligger Danmark.
Og er det langt herfra? Mere end hundrede mile?
Meget mere. Havet ligger mellem Danmark og eder.
Havet? Tanken har mågevinger. Havet stanser den ikke.
Hvis jeg kunde afse to dage til det—eller blot én—så skulde hun være i min vold ligeså godt som alle de andre.
Der er ellers et sjeldent stof i denne unge kvinde. Hun er stolt. Skulde jeg virkelig beslutte mig til—? Nej; heller ydmyge hende.—
Sandelig, tror jeg ikke, hun har sat mit blod i brand. Hvem skulde tænkt sligt muligt herefterdags?—Væk med dette! Jeg må ud af al den vilderede, jeg her har rodet mig ind i.
Hvorledes skal jeg forklare mig det? Både Olaf Skaktavl og Inger Gyldenløve synes blinde for den mistro, de udsætter sig for, når det rygtes, at jeg er med i forbundet. —Eller skulde fru Inger virkelig have fattet min hensigt? Skulde hun skønne, at alle løfter kun var beregnede på at lokke Nils Sture frem af sit smuthul?
Fordømt! Er jeg virkelig selv bleven narret? Det er højst rimeligt, at grev Sture slet ikke findes på Østråt. Kan hænde at rygtet om hans flugt kun har været en krigslist. Han sidder kanske i denne stund velbeholden hos sine venner i Sverig, medens jeg—
At jeg også skulde være så sikker i min sag! Om jeg nu intet udretter! Om fru Inger kommer efter mine hensigter,—og ikke lægger dølgsmål på min færd—. At stå til spot og spe både her og i Danmark! Ville lokke fru Inger i fælden,—og så gavne hendes sag på det bedste,—styrke hendes gunst hos almuen—! —Ah, jeg kunde fristes til at give mig den onde selv i vold, om han skaffed mig fingre i grev Sture—
Hvad nu?
Nå; endelig er jeg her da!
Hvad skal dette sige?
Guds fred, herre!
Tak, herre! Det er ellers en særegen indgang, I der har valgt jer.
Ja, hvad djævelen skulde jeg gøre? Porten var jo lukket. Her på gården må nok folk have en søvn som bjørnen ved juletider.
Takker Gud! En god samvittighed er den bedste hovedpude, véd I vel.
Ja, det må så være; for alt hvad jeg hamred og dundred, så—
—så slap I dog ikke ind?
Truffet på et hår. Jeg sagde altså til mig selv: da du nu må ind på Østråt ikveld, om du så skal gå gennem ild og vand, så kan du jo sagtens også krybe gennem vinduet.
Ah, om det skulde være—!
Så det var eder da så magtpåliggende at komme til Østråt just iaften?
Om det var? Ja, det skulde jeg mene. Jeg lar nødig vente på mig, skal jeg sige eder.
Aha,—fru Inger Gyldenløve venter eder altså?
Fru Inger Gyldenløve? Ja, det skal jeg ikke så bestemt kunne svare på;
men her turde være en anden—
Nå, så her turde være en anden—?
Sig mig,—hører I til huset?
Jeg? Ja, for så vidt som jeg fra iaftes er fru Ingers gæst.
Så?—Jeg tror vi iaften har tredje kvelden efter Mortens-messe?
Tredje kvelden efter—? Ja, det er ret nok. —Ønsker I kanske at stedes for husets frue straks? Såvidt jeg véd, er hun ikke gået tilsengs endnu. Men kunde I ikke sætte eder ned og hvile eder ud sålænge, kære unge herre? Se, her er endnu en kande vin tilovers. Lidt at spise finder I vel også. Nu; tag for eder; I kan trænge til at styrke jer.
I har ret, herre; det vilde ikke være så ilde.
Både steg og sød kage! Det er jo et herremandsliv I fører her! Når man, som jeg, har sovet på den bare jord og levet af brød og vand i fire-fem dage—
Ja, det må falde tungt for en, der er vant til at sidde til højbords i grevelige sale.
Grevelige sale—?
Men nu kan I jo hvile eder ud her på Østråt, så længe, som I lyster.
Så? Kan jeg virkelig det? Jeg skal da ikke så snart afsted igen?
Ja, jeg véd ikke. Det må I vel selv bedst kunne svare på.
Au, for fanden!
Ja, ser I,—den ting er endnu ikke så ganske afgjort. Jeg, for min del, skulde ikke have noget imod at slå mig ned her for det første; men—
—men I er ikke i et og alt eders egen herre? Der gives andre hverv og andre anliggender—?
Ja, det er netop knuden. Stod det til mig, så hvilte jeg mig ialfald ud vinteren over her på Østråt; jeg har nu levet min meste tid på feltfod, og så—
Eders skål, herre!
På feltfod? Hm!
Nej, det var det jeg vilde sige: jeg har længe higet efter at se fru Inger Gyldenløve, som der går så stort et ry af. Det må være en herlig kvinde. Ikke sandt?—Det eneste, jeg ikke kan finde mig i, er, at hun så forbandet nødig vil slå løs.
Slå løs?
Nu ja, I forstår mig nok; jeg mener, at hun så nødig vil tage hånd i med, for at drive de fremmede herremænd ud af landet.
Ja, det har I ret i. Men nu får I gøre, hvad I kan, så går det nok.
Jeg? Ja, Gud bedre så sandt; det skulde stort hjælpe, om jeg—
Da er det dog selsomt, at I gæster hende, når I ikke har bedre håb.
Hvad mener I med det?—Hør, kender I fru Inger?
Forstår sig; siden jeg er hendes gæst, så—
Ja, derfor er det jo slet ikke sagt, at I kender hende. Jeg er også hendes gæst og har dog aldrig set så meget som hendes skygge engang.
Men I véd dog at fortælle—
—hvad hvermand snakker om? Ja, det er rimeligt. Desuden har jeg tidt nok hørt af Peder Kanzler—
I vilde sagt noget mere.
Jeg? Å nej, det kan være det samme.
Hvoraf ler I, herre?
Af ingenting, herre!
Det er en liflig vin, I har her på gården.
Hør,—skulde det nu ikke være på tide at kaste masken?
Masken? Ja, det får I gøre som I selv synes.
Så lad al forstillelse fare. I er kendt, grev Sture!
Grev Sture? Tror I også, at jeg er grev Sture?
I fejler, herre! Jeg er ikke grev Sture.
Virkelig ikke? Hvem er I da?
Mit navn er Nils Stenssøn.
Hm! Nils Stenssøn? Men I er ikke Sten Stures søn Nils. Navnet slår ialfald til.
Ganske sandt; men Gud må vide, med hvilken ret jeg bærer det. Min fader har jeg aldrig kendt; min moder var en fattig bondehustru, som blev plyndret og slåt ihjel i en af de forrige fejder. Peder Kanzler var just dengang ved hånden; han tog sig af mig, fostred mig op og lærte mig våbenhåndværket. Som i véd, har han i mange år været forfulgt af kong Gustav, og jeg har trolig ledsaget ham, hvor han færdedes.
Peder Kanzler har nok lært jer mere end våbenhåndværket, lader det til. —Nu godt; I er altså ikke Nils Sture. Men I kommer dog fra Sverig. Peder Kanzler har skikket eder hid for at finde en fremmed, som—
—som alt er funden.
Og som I ikke kender?
Ligesålidt, som I kender mig; thi jeg sværger eder ved Gud Fader selv: jeg er ikke grev Sture!
Alvorligt, herre?
Så sandt som jeg lever! Hvorfor skulde jeg nægte det, hvis så var?
Men hvor er da grev Sture?
Ja, det er just hemmeligheden.
Som er eder bekendt? Ikke så?
Og som jeg har at meddele eder.
Mig? Nu da,—hvor er han?
Deroppe? Fru Inger holder ham skjult på loftet?
Nej, visst ikke; I misforstår mig.
Nils Sture er himlet.
Død! Hvor?
På sin moders slot,—for tre uger siden.
Ah, I bedrager mig! For fem, sex dage siden drog han over grænsen ind i Norge.
Å, det har været mig.
Men kort tid tilforn havde greven vist sig i Dalarne. Almuen som allerede var urolig, gjorde åbent oprør og vilde kåre ham til konge.
Ha-ha-ha; det var jo mig!
Eder?
Nu skal I høre, hvorledes det gik til. En dag kaldte Peder Kanzler mig for sig og lod sig forlyde med, at store begivenheder var i gære. Han bød mig drage ind i Norge til Østråt, hvor jeg måtte være tilstede på en bestemt tid—
Tredje aften efter Mortens-messe.
Der skulde jeg møde en fremmed—
Rigtig; det er mig.
Af ham vilde jeg få at vide, hvad jeg senere havde at gøre. Jeg skulde derhos melde ham, at greven pludselig var død, men at det endnu ikke var vitterligt