Inserisci i termini di ricerca Invia modulo di ricerca

[Blog] [MP3 Musica] [MP3 Audiobook] [Letture Creative] [Musica Creativa]

[English] [Francais] [Deutsch] [Espanol] [Portugues] [Danish] [Esperanto] [Norwegian]

[Tagalog] [Bulgarian] [Swedish]

[Punch] [Appunti di informatica libera]

classicistranieri.com - The Mirrored Project Gutenberg eBook of Kærlighedens Komedie, by Henrik Ibsen

This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with
almost no restrictions whatsoever.  You may copy it, give it away or
re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included
with this eBook or online at www.gutenberg.net


Title: Kærlighedens Komedie

Author: Henrik Ibsen

Release Date: May 2, 2005 [EBook #15748]

Language: Norwegian

Character set encoding: ISO-8859-1

*** START OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK KÆRLIGHEDENS KOMEDIE ***




Produced by David Starner, Louise Hope and the Online Distributed
Proofreading Team.

HENRIK IBSEN

————

SAMLEDE VÆRKER

MINDEUDGAVE

———

FØRSTE BIND

KRISTIANIA OG KØBENHAVN
GYLDENDALSKE BOGHANDEL
NORDISK FORLAG
——
CENTRALTRYKKERIET
KRISTIANIA
1908

Forord.

Første Akt.

Anden Akt.

Tredje Akt.

KÆRLIGHEDENS KOMEDIE
(1862)

Nærværende digt er skrevet i sommeren 1862 og første udgave udkom samme års vinter.

Men jeg begik den fejl at udgive bogen i Norge. Både tid og sted var uheldigt valgt. Digtet vakte en storm af uvilje, voldsommere og mere udbredt end de fleste bøger skal kunne rose sig af i et samfund, hvis overvejende flerhed ellers betragter literære anliggender som sig så temmelig uvedkommende.

Modtagelsen overraskede mig for øvrigt ikke. "Den sunde realisme", som vi Nordmænd, ialfald for realismens om end ikke for sundhedens vedkommende med føje tør tillægge os, bringer os ganske naturligt til i det bestående at se det berettigede, i opgavens løsning at se dens idé. Denne betragtningsmåde skaber et inderligt velbefindende, men just ikke så megen klarhed.

Da jeg nu i min komedie efter bedste evne svang pisken over kærligheden og ægteskaberne, var det i sin orden, at de mange skreg på kærlighedens og ægteskabets vegne. Den tankens tugt og dressur, som kræves for at begribe vildfarelsen, har flertallet indenfor vor bogdømmende og læsende almenhed kun ufuldstændigt gennemgået. Det er imidlertid ikke min sag at give noget kursus. Et forord er ingen abc.

Til Danmark kom der i sin tid neppe synderlig flere eksemplarer af digtet, end de, der tilstilledes de københavnske blade til anmeldelse.

For den kritik, som dersteds blev min bog tildel, har jeg overhovedet al grund til at være taknemmelig. Mangen bemærkning derfra har været vækkende for mig, og når jeg desuagtet, med undtagelse af nogle sproglige rettelser, lader denne nye udgave udkomme i uforandret skikkelse, så sker det, fordi jeg ved den mellemliggende tid og udvikling er kommen for langt bort fra digtet, til at jeg skulde kunne håbe ved ændringer hist og her at kunne tilveiebringe nogen organisk forbedring af det, som nu engang er og må være kernen i det hele.

 ———

   Rom, i januar 1867.

FRU HALM, en embedsmands enke.

GULDSTAD, grosserer.

STYVER, kopist.

FRØKEN SKÆRE, hans forlovede.

STRÅMAND, prest fra landet.

FRU STRÅMAND, hans kone.

STUDENTER, GÆSTER, FAMILJER og FORLOVEDE PAR.

PRESTEFOLKENES OTTE PIGEBØRN.

FIRE TANTER, EN HUSJOMFRU, EN OPPASSER, TJENESTEPIGER.

(Handlingen foregår på fru Halms løkke ved Drammensveien.)

Se, det var visen, som De bad mig om;—

bær over med den; jeg er tanketom.

Å, hvad gør det, når bare visen klinger?

Men Svanhild, som så ivrig var især—?

Da Falk begyndte, fik med ét hun vinger;

nu er hun borte.

Det barn! Gud véd, når jeg får skik på hende!

Men sig, herr Falk, mig syntes visens ende

var mindre rig på—sådan—poesi,

som ellers findes hist og her deri.

Ja, og det var dog ganske visst så let,

at få lidt mer mod slutningen placeret.

Man kliner ind, lig kit i revnet bræt,

til den blir fed nok, spækket, marmoreret.

Ja, det går glat; jeg husker det så godt

ifra mig selv.

Min kæreste? Gud ja!

Han er romantisk af sig.

Nu ikke mere; det er lang tid siden.

Fernis og romantik går af med tiden.

Men forhen altså—?

den tid, jeg var forelsket.

jeg trode ej din elskovsrus udsovet!

Nu er jeg jo officielt forlovet;

det er jo mere end forelsket, véd jeg!

Ret så, min gamle ven, jeg holder med dig!

Du avanceret har, beståt det sværeste:

forfremmelsen fra elsker og til kæreste.

Det er dog sært! Jeg skulde fast forsvoret

mit mindes faktiskhed i dette nu.

For syv år siden,—vil du tro det, du?

Jeg gjorde vers i stilhed på kontoret.

Du gjorde vers—ved pulten?

Silentium, nu har kopisten ordet!

Især om aftningen, når jeg var fri,

jeg konciperte remser poesi,

så lange, som—ja to-tre brukne ark.

Det gik!

så traved hun—

papir, se det var hende lige godt.

Så poesien flommed lige flot?

Men hør, hvorledes brød du ind i templet?

Ved hjælp af kærlighedens brækjern, ven!

Med andre ord, så var det frøken Skære,

min kæreste, som hun blev senere hen,

for dengang var hun—

Det var en selsom tid; min jus jeg glemte;

min pen jeg spidsed ej, nej, jeg den stemte,

og når den i konceptpapiret rev,

det klang som melodi til hvad jeg skrev;—

omsider expederte jeg et brev

til hende—hun—

Tænk, samme dato indløb hendes svar;

andragendet bevilget,—sagen klar!

Og du, du følte dig ved pulten større;

du havde bragt din elskov på det tørre!

Naturligvis.

Nej, jeg har aldrig siden mærket trang;

det var med ét, som om mig åren svigted;

og når jeg prøver nu en enkelt gang

at sætte sammen blot et nytårsvers,

så kommer rim og versemål på tvers,

og,—jeg forstår ej, hvad det stikker i,—

men det blir jus og ikke poesi.

Og derfor er, min sjæl, De lige god!

De tror nu færgen over lykkens flod

er bare til, for Dem at sætte over;

men se Dem for, ifald De farten vover.

Hvad Deres vise angår, véd jeg ej

om den poetisk er i alle ender;

men hvordan end De visen snor og vender,

den har en slet moral, det siger jeg.

Hvad skal man kalde slig økonomi:

at lade alskens fugle æde karten

før den får tid til moden frugt at bli;

at lade kør og får få græsse fri

herinde sådan udpå sommerparten?

Jo, her blev vakkert næste vår, fru Halm!

Å, næste, næste! Tanken er mig kvalm,

som i det slappe ord "det næste" ligger,

det gør hver glædens rigmand til en tigger!

Hvis jeg som sprogets sultan måtte råde

en time kun, det silkesnoren fik,

og skulde ud af verden uden nåde,

som b og g af Knudsens grammatik.

Hvad har du da imod det håbets ord?

At det formørker os Guds fagre jord.

"Vor næste kærlighed", "vor næste viv",

"vort næste måltid" og "vort næste liv",—

se, den forsynlighed, som heri ligger,

den er det, som gør glædens søn til tigger.

Så langt du ser, forstygger den vor tid,

den dræber nydelsen af øjeblikket;

du har ej ro, før du får båden vrikket

imod den "næste" strand med slæb og slid;

men er du fremme,—mon du da tør hvile?

Nej, du må atter mod et "næste" ile.

Og sådan går det—fort væk—udaf livet,—

Gud véd, om bag et stoppested er givet.

Men fy, herr Falk, hvor kan De tale så!

O, det han siger, kan jeg godt forstå;

der må dog noget sandt på bunden være.

Sligt må min kæreste ej høre på,

han er ekscentrisk nok.—Å hør, min kære;

kom hid et øieblik!

Ja, ét er mig dog i det mindste klart:

at De bør holde noget mer i ære

forsynligheden; tænk Dem blot, ifald

De skrev et digt idag og satte al

den dyre restbeholdning ind deri,

som De på lager har af poesi,

og fandt, De intet havde mer tilbedste,

når De imorgen digtede det næste;—

da fik kritiken Dem nok i kalotten.

Jeg tviler på, den mærked bankerotten;

da slentred arm i arm kritik og jeg

gemytligt frem jo på den samme vej.

Men sig mig, Lind, hvad går der dog af dig?

Du sidder her den hele tid så sturen;

studerer du måske arkitekturen?

Jeg? Hvorfor falder du på det?

du har ej øjet fra altanen hist.

Er det verandastilens brede buer,

som du med slig dybsindighed beskuer?

Hvad heller dørens kunstigt skårne hængsler,

og vindus-lugerne med ditto stængsler?

For noget er det, som din tanke fængsler.

Nej, du tar fejl; jeg sidder her og lever.

Berust i nuet intet mer jeg kræver.

Jeg har en følelse, som om jeg stod

med verdens rigdom drysset for min fod!

Tak for din sang om glædens liv i våren;

den var som af mit eget indre skåren!

En skål for blomsten, der den dufter smukt,

foruden tanke på at vorde frugt!

Vil mine damer høre; det var nyt!

Her har jeg letvindt gjort en proselyt.

Igår han gik med salmebog i lommen,

idag han kækt trakterer digtertrommen.—

Man påstår vel, at vi poeter fødes;

men stundom kan en prosaist dog gødes

så ubarmhjertigt, som en strasburgsk gås,

med rimet sludder og med metrisk vås,

så alt hans indre, lever, sjæl og krås,

når ud det krænges, findes ganske fuldt

af lyrisk ister og retorisk smult.

Men tak for resten for din gode mening;

herefter slår vi harpen i forening.

Ja De, herr Falk, De er vel flittig nu?

I landlig ro,—her mellem blomstergrene,

hvor De kan færdes for Dem selv alene—

Nej, han er doven, så det er en gru.

Jeg havde tænkt, De, som fru Halms logerende,

var bleven rigtig stærkt poetiserende.

Det lille havehus, bag løvet gemt,

det ligger for en digter så bekvemt;

der synes mig, De måtte blive stemt—

Dæk mine øjnes spejl med blindheds skimmel,

så skal jeg digte om den lyse himmel.

Skaf mig, om blot en månedstid på borg,

en kval, en knusende, en kæmpesorg,

så skal jeg synge livets jubel ud.

Og helst, min frøken, skaf mig blot en brud,

som er mig alt, mit lys, min sol, min Gud.

Jeg har om den ting supplicert Vorherre,

men han har hidtil vist sig døv, desværre.

Fy, det er jo frivolt!

Å, De må ikke tro det var min agt

at gå med hende under arm på "Kurland";

nej, midt i lykkens vilde jubeljagt

hun måtte gå til evighedens urland.

Jeg trænger til lidt åndig gymnastik,

som jeg på den vis måske grundigst fik.

Godt, jeg skal be for Dem om slig en skæbne;

men når den kommer,—bær den som en mand.

Å, frøken Svanhild!—Jo, jeg skal mig væbne.

Men tror De også, at jeg stole kan

på Deres bøn, som noget rigtigt virkende?

Med himlen, ser De, må man omgås lirkende.

Jeg véd jo nok, De vilje har for to

til mig at skille ved min sjælero;

men om De også har behørig tro,

se, det er sagen.

og gulner livets lyse, grønne sommer,—

vent til den nager vågen og i drømme,

så kan om styrken af min tro De dømme.

Men vil I to da aldrig holde fred?

Nu har du gjort herr Falk for alvor vred.

Der lyste visshed ud af hendes blikke.

Mon jeg skal tro, som hun det tror så trygt,

at himlen vil—

Den var da, med respekt, og brav forrykt,

om den effektuerte slige ordres.

Nej, ser De, gode hode,—hvad der fordres,

det er motion for arme, ben og krop.

Lig ikke her og glo i løvet op

den lange dag; hugg ved om ikke andet.

Det måtte også være rent forbandet,

om ikke inden fjorten dage De

for Deres gale nykker da var fri.

Jeg står som æslet, snørt i valgets bånd;

til venstre har jeg kød, til højre ånd;

hvad var vel visest her at vælge først.

Først et glas punsch, det slukker harm og tørst.

Men den er otte snart; nu tror jeg næsten

det er på tiden vi kan vente presten.

Hvad? Skal her komme prester?

Det var jo det, som jeg fortalte sidst—

Nej mor, herr Falk var ikke da tilstede.

Nå, det er sandt. Men bliv dog ej så trist;

tro mig, af det besøg De høster glæde.

Men sig, hvem er han da, den glædens såmand?

Å Herregud, det er jo presten Stråmand.

Ja så. Jeg tror, at jeg har hørt hans navn,

og læst, at han skal ind og gøre gavn,

som stortingsmand, på politikens marker.

Ja, han er taler.

Nu kommer han med frue—

At more dem i forvejen lidt, de hulde,—

for siden får han begge hænder fulde

med svenske spørsmål og med statsrådsgarvinger;

jo, jeg forstår.

Ja, i sin ungdom var han nu en skalk.

Nå så, herr Guldstad! Alt fra jeg var liden

har jeg hørt tale dog med stor respekt,—

og det af folk, hvis ord har megen vægt,—

om presten Stråmand og hans livs roman.

Roman?

som ej af hverdagsfolk vurderes kan.

De spænder min nysgerrighed gigantisk.

Men Gudbevars, der gives altid visse,

som af det rørende sig lader hidse

til railleri! Det er jo velbekendt,

at her var en, som bare var student,

der var så fræk, så ryggesløs, så usel,

at kritisere selve "William Russell".

Men sig, er oplandspresten da et digt,

et kristent drama eller noget sligt?

Nej Falk,—et menneske, på hjerte rigt.

Men når en så at sige livløs ting

kan forårsage slige ondskabssting

og vække fæle lidenskabers mængde

af slig en dybde—

Så vil, med Deres skarpe blik, De snart

begribe at—

Men hvad der hidtil er mig mindre tydeligt,

det er romanens indhold og dens art.

Jeg kan nok ane, det er noget nydeligt;

men hvis det lod sig sige i en fart—

Jeg skal af sagens fakta ekstrahere

det vigtigste.

jeg kan fortælle—

Å nej, fru Halm, nu er jeg alt på vej.

Ser De, herr Falk,—han gjaldt, som kandidat,

for et af hovedstadens bedste hoder,

forstod sig på kritik og nye moder—

Og spillede komedie privat.

Ja bi nu lidt! Han musicerte, malte,—

Og husk, hvor pent historier han fortalte.

Ja giv dog tid; jeg kan det på en prik.

Han skrev og komponerte selv musik

til noget, som en—forelægger fik;

det kaldtes "Syv sonetter til min Maren".

Å Gud, hvor sødt han sang dem til guitaren!

Ja, det er visst, at han var genial!

Hm, somme mente nu, at han var gal.

En gammel praktikus, som ikke henter

sin visdom blot af mugne pergamenter,

har sagt, at kærligheden gør Petrarker

så let, som fæ og ladhed patriarker.

Men hvem var Maren?

hans elskede, som snart De lærer kende.

Hun var en datter af et kompagni—

Et trælasthus.

For det var hollandsk last de gjorde i.

Sligt hører til den trivielle side.

Et kompagni?

De kan vel tænke, hvor der kur blev gjort;

der meldtes friere af første sort.—

Og mellem dem sågar en kammerjunker.

Men Maren værged kækt om kvindens ret.

Hun havde Stråmand mødt i "Dramatiken":

at se og elske ham, det var nu ét—

Og bejlerskaren måtte stå i stikken?

Og læg så til en gammel grusom far,

som bare gik omkring og skilte hjerter;

jeg tror der også en formynder var,

for endnu mer at øge deres smerter.

Men hun blev ham og han blev hende tro;

de drømte sammen om et stråtækt bo,

et snehvidt får, som kunde nære to.—

Ja i det højeste en liden ko,—

Kort sagt, som de for mig så tidt erklærte,

en bæk, en hytte og hinandens hjerte.

Ak ja! Og så—?

Hun brød—?

Og flytted til sin Stråmand op på kvisten.

Hun flytted op! Foruden—sådan—vielse?

Å fy!

står blandt forloverne—!

af faktum er det, som forvolder tvisten.

I referater har det megen vægt

at ordne kronologisk og korrekt.

Men jeg kan aldrig få det i mit hode,

hvor de kom af det—

at får og ko ej med på kvisten bode.

Å, du skal vel betænke ét, min gode:

Man trænger ej, hvor kærligheden troner;

to ømme hjerter klarer sig med lidt.

Han elsked hende til guitarens toner,

og hun gav på klaver informationer—

Og så, forstår sig, tog de på kredit—

Et år, til handelshuset gik fallit.

Men så fik Stråmand kald et steds der nordpå.

Og i et brev, jeg siden så, han spor på,

han leved blot for pligten og for hende.

Og dermed var hans livs roman til ende.

Ja nu jeg tror vi går i haven ned;

vi må jo se, om vi dem har i vente.

Det er alt svalt.

mit uldne sjal.

Min ven!

Jeg er så glad;—jeg tror mit bryst må sprænges,

ifald jeg ikke får fortalt—

du skal forhøres først, så dømmes, hænges.

Hvad er nu det for adfærd? Lægge skjul

for mig, din ven, på skatten, du har fundet;—

for tilstå kun, formodningen er grundet:

Du trukket har et lod i lykkens hjul!

Ja, jeg har fanget lykkens fagre fugl!

Så? Levende,—og ej i snaren kvalt?

Vent bare lidt; nu er det snart fortalt.

Jeg er forlovet! Tænk—!

idag,—Gud véd, hvor jeg tog modet fra!

Jeg sagde,—å, sligt lar sig ikke sige;

men tænk dig,—hun, den unge, smukke pige,

blev ganske blussende,—slet ikke vred!

Nej, kan du skønne, Falk, hvad jeg har vovet!

Hun hørte på mig,—og jeg tror hun græd;

det er jo gode tegn?

Og, ikke sandt,—da er vi jo forlovet?

Jeg må formode det; men for at være

aldeles tryg, så rådspørg frøken Skære.

O nej, jeg véd, jeg føler det så trygt!

Jeg er så klar, så sikker, uden frygt.

Hør, jeg fik lov at holde hendes hånd,

da hun tog kaffetøjet bort fra bordet!

Nå, vårens blomster da i eders bånd!

Og det skal være højt og helligt svoret,

at jeg vil elske hende til min død,

så varmt som nu:—ja, for hun er så sød!

Forlovet! Derfor var det da, du slang

på hylden både loven og profeterne.

Og du, som trode, at det var din sang—!

Min ven, så stærk en tro har tidt poeterne.

Tro ellers ikke, Falk, at teologen

er fra min lykkes time dreven ud.

Der er den forskel kun, at ikke bogen

forslår som jakobsstige til min Gud.

Nu må jeg ud og søge ham i livet;

jeg føler mig i hjertet mere god,

jeg elsker strået, krybet for min fod;

det er jo også del i lykken givet.

Men sig mig nu—

min rige gåde, som vi tre vil dele.

Ja, men jeg mener, har du tænkt lidt fremad?

Jeg tænkt? Tænkt fremad? Nej, fra denne stund

jeg lever i det vårlige sekund.

Jeg vender øjet mod min lykke hjemad;

der holder skæbnens tømmer jeg og hun.

Ej du, ej Guldstad,—ja, ej selv fru Halm

tør sige til min friske livsblomst: "Falm!"

Thi jeg har vilje, hun har varme øjne,

og derfor må den, skal den opad højne!

Ret så, min broder, dig har lykken brug for!

Mit livsmod brænder lig en vilter sang;

jeg kender mig så stærk; lå der et slug for

min fod,—hvor gabende,—jeg over sprang!

Det sige vil i simpelt prosasprog:

Din kærlighed har gjort dig til et rensdyr.

Nå,—farer jeg med renens vilde tog,

jeg véd, til hvem min længselsfugl imens flyr!

Så får den alt imorgen til at flyve;

du følger med kvartetten jo tilfjelds.

Jeg lover for, du trænger ingen pels—

Kvartetten! Pyt,—lad den alene klyve!

For mig er højfjeldsluft i dalens bund;

her har jeg blomsterne og fjordens vidder,

her har jeg løvsalsang og fuglekvidder,

og lykkens huldre,—ja for her er hun!

Ak, lykkens huldre her i Akersdalen

er sjelden, som en elg; hold fast i halen.

Hys,—Svanhild—

hvad der er mellem dig og mig og hende.

Tak for du tog min hemlighed! Begrav den

i hjertet,—dybt og varmt, som jeg dig gav den.

De ser så visst på mig—?

i øjets sjø det skygger over bunden,

det leger skjul med spottens alf om munden,

det er der.

De heder Svanhild?

Men véd De, frøken, at det navn er latterligt?

Gør mig til vilje; kast det bort ikveld!

Fy,—det var egenmægtigt, lidet datterligt—

Hm, "Svanhild"—"Svanhild"—

memento mori alt fra De var liden?

Er det da stygt?

men altfor stort og stærkt og strengt for tiden.

Hvor kan en nutidsfrøken fylde ud

den tanke, navnet "Svanhild" i sig fatter?

Nej, kast det bort, som et forældet skrud.

De tænker nok på sagakongens datter—

Som skyldfri knustes under hestens hov.

Men sligt er jo forbudt i vor tids lov.

Nej, højt i sadlen! I min stille tanke

jeg drømte tidt mig båren på dens ryg,

jog ud i verden vidt, jog kæk og tryg,

mens vinden slog som frihedsflag dens manke!

Ja det er gammelt. I den "stille tanke",

der ænser ingen af os grind og skranke,

der ræddes ingen for at bruge sporen;—

i gerning holder vi os smukt til jorden;

thi livet er i grunden hvermand kært,

og der er ingen, som et dødsspring vover!

Jo, peg på målet, og jeg sætter over!

Men da må målet være springet værd.

Et Kalifornien bag ørkensandet,—

hvis ikke, blir man, hvor man er, i landet.

Nå, jeg forstår Dem; det er tidens fejl.

Ja netop tidens! Hvorfor sætte sejl,

når ingen luftning stryger over fjorden?

Ja hvorfor slide pisken eller sporen,

når ingen gylden indsats står som skænk

til den, der river sig fra bord og bænk

og jager fremad, båren højt i sadlen?

Slig færd for færdens skyld tilhører adlen,

og adelsfærd i vor tid kaldes tant;

så var nok meningen?

se pæretræet, som ved gærdet står,—

hvor det er goldt og blomsterløst iår.

Ifjor De skulde set, hvor det stod kækt

med kronen krøget under frugtens vægt.

Det vil jeg tro; men hvad er deraf læren?

Å, iblandt andet, at det fast er frækt,

når vor tids Sakarias kræver pæren.

Har træet overblomstret sig ifjor,

så må iår ej fordres samme flor.

Jeg vidste nok, De fandt det rette spor igen

i romantiken—bagud i historien.

Ja—vor tids dyd er af en anden slags.

Hvem ruster sig for sandhed nutildags?

Hvem er personens indsats vel tillags?

Hvor findes helten?

Og hvor er valkyrien?

Valkyrien bruges ej i dette land!

Da troen truedes ifjor i Syrien,

gik De da did som korsets svorne mand?

Nej, på papiret var De varm som taler,—

og sendte "kirketidenden" en daler.

Falk, er De vred?

se, det er alt.

to uforligte—

Men grunden!

at gå omkring med frækt udringet sjæl,

lig godtfolks kærlighed i alle gader,—

at gå omkring med blottet hjertevarme,

som unge kvinder går med nøgne arme!

De var den eneste,—De, Svanhild, De—

så tænkte jeg,—nå, den ting er forbi—

De lytter—?

hys! Hører De! hver kveld, når solen daler,

da kommer flyvende en liden fugl,—

se der,—der kom den frem af løvets skjul—

véd De, hvad fuldt og fast jeg tror? Hver den,

som her på jord blev nægtet sangens gave,

hun fik af Gud en liden fugl til ven—

for én kun skabt og for den enes have.

Da gælder det, at fugl og ejer mødes,

skal ej dens sang i fremmed have ødes.

Ja det er sandt; men jeg har fundet min.

Jeg fik ej ordets magt, ej sangerstemme;

men kvidrer fuglen i sit grønne gemme,

det er som digte daled i mit sind—

nu ja—de dvæler ej—de flyver bort—

o Gud, der slog De den! Hvad har De gjort!

O det var syndigt, syndigt!

for øje, Svanhild,—ikkun tand for tand!

Nu får De ingen hilsen fra det høje,

og ingen gave mer fra sangens land.

Se, det er hevnen over Deres værk!

Mit værk?

slog i mit bryst en sangfugl kæk og stærk.

Se—nu kan klokken over begge kime,—

De har den dræbt!

min unge, glade sejrstro til jorden—

da De forloved Dem!

Å ja, den ting er sagtens i sin orden;

han tar eksamen, får sig straks en stilling,—

han går jo til Amerika som prest—

Og arver nok en ganske vakker skilling;—

ja, for det er vel Lind De mener?

må De vel vide—

bør jeg jo—

hin lykkens overflod? Ak nej desværre!

Det er ej Dem! O, priset være Gud!

O, han er god og kærlig dog, Vorherre!

Jeg får ej se Dem som en andens brud;—

det var kun smertens lys han vilde tænde—

O hør mig, Svanhild—hør mig—

Nu har vi prestens lige på minuttet.

Hvor blev du af?

Lidt ondt i hodet; det går over snart.

Og endda går du her med håret bart?

Hold theen færdig; ryd så op i stuen;

Pent må her være, for jeg kender fruen.

Véd du besked om prestens politik?

Jeg tror ej han for dyrtidstillæg stemmer.

Men dersom nu et lidet vink han fik

om versene, som jeg i pulten gemmer?

Det mulig hjalp.

det kniber for os nu, vi bo skal sætte.

De elskovssorger, de er ikke lette.

Tilpas; hvad vilde du på den galej!

Er elskov en galej?

med lænker, trælleliv og frihedstabet.

Du kender ej den kapital, som bor

i kvindens tanker og i kvindens ord.

Tror du grossereren vil endossere?

Jeg véd ej visst endnu; jeg skal probere.

Jeg kan ej dy mig længer; i en fart

jeg forestille må—

og ingen uvedkommende indvie

i det, som eders er—

for dig, min medlogerende i huset,

jeg skulde holdt min unge lykke skjult!

Nej, nu, mit hode har fåt håret gult,—

Nu vil du gøre dig dit hode kruset?

Ja, kære bedste ven, hvis det er meningen,

så skynd dig blot og deklarer foreningen!

Det har jeg også tænkt af flere grunde,

og deriblandt er én især af vægt;

sæt for eksempel, at her findes kunde

en kurtisør, som lusked om fordækt;

sæt at hans hensigt trådte frem påtageligt,

som frieri; det var dog ubehageligt.

Ja, det er sandt; jeg havde ganske glemt,

du var til noget højere bestemt.

Som elskovs friprest står du midlertidigt;

sent eller tidlig skal der avanceres;

men det er selv mod skik og vedtægt stridigt,

om allerede nu du ordineres.

Ja dersom ej grossereren—

Å, det er noget, Lind kun ind sig bilder.

Sig ikke det; det aner mig han skiller

mig ved min lykke, når og hvor han kan.

Den fyr er jo en daglig gæst herude,

er rig og ugift, fører jer omkring;

kort sagt, min elskte, der er tusend ting,

som ej kan andet os end ondt bebude.

O det var synd; her var så godt idag.

Ja slip ej lykken for en rodløs grille;

vent i det længste før du toner flag.

Gud! Frøken Skære ser på os; ti stille!

Der går han til sin ungdoms nederlag.

Nå, står man her og grunder på et digt?

Nej, på et drama.

jeg trode ej, De gav Dem af med sligt.

Nej, dette her er også af en anden,

en ven af mig, ja af os beggeto;—

en fejende forfatter kan De tro.

Tænk Dem, fra middagstider og til kveld

han digtet har en hel idyl til ende.

Og slutningen er god!

at teppet falder først—med ham og hende.

Men det er blot en del af trilogien;

bagefter kommer nok forfattersvien,

når nummer to, forlovelsens komedie,

skal digtes gennem lange akter fem,

og stoffets tråd skal spindes ud af dem

til ægteskabets drama, som det tredje.

Man skulde tro forfatterlyst var smitsom.

Så? Hvorfor det?

jeg også går og grunder på en digtning,—

en faktisk en,—foruden alskens svigtning.

Og hvem er helten, om man spørge tør?

Det siger jeg imorgen, ikke før.

Det er Dem selv!

En bedre helt var sikkert ikke mulig.

Men nu heltinden? Hun skal sikkert hentes

fra landets friluft, ej fra byens kvalm?

Hys,—det er knuden og med den må ventes!—

Sig mig, hvad synes De om frøken Halm?

Å, hende kender De visst meget bedre;

min dom kan hverken skæmme eller hædre.—

Men vogt Dem bare, at det ej går galt

med dette "digt", hvorom De har fortalt.

Sæt at jeg kunde Deres tillid svige

og omkalfatre udfald og intrige.

Nå ja, så vilde jeg mit Amen sige.

Det er et ord?

det var jo dumt, om Deres hjælp blev vraget

af en, der regnes må til fuskerlaget.

Du havde ret; grossereren går om

med morderplaner mod din unge lykke.

Der kan du se, at ej min frygt var tom;

vi må på timen ud med sproget rykke.

Et dejligt vejr ikveld.

når man er oplagt—

med Deres kærlighed?

Men med forlovelsen?

Hurra; du er da ikke blank og bar

for poesiens småmynt, kan jeg høre!

Jeg skønner ej, hvad poesien har

med mig og min forlovelse at gøre.

Du skal ej skønne det; hvis elskov grunder

sit eget væsen ud, da går den under.

Men er det noget, som kan rettes på,

så ud med det.

funderet på at foredrage sagen,

men kan ej frem til konklusionen nå.

Jeg hjælper dig og skal mig fatte kort:

Alt fra du op til kæreste var rykket,

så har du følt dig, så at sige, trykket—

Ja det til sine tider endog hårdt.

Har følt dig svært betynget af forpligtelser,

som du gav fanden, hvis det blot gik an;

se det er tingen.

Jeg har fornyet som en punktlig mand;

men mere kommer til i næste måned;

når man sig gifter, får man jo en kone—

Nu er påny din ungdomshimmel blånet,

det var en genklang af din sangtids tone!

Så skal det være; jeg forstod det straks;

du trængte blot til vinger og en saks!

En saks?

hvert bånd itu, så bort du kunde slippe,

og flyve ud—

At sigte mig for brudd på statens lov!

Jeg skulde tænke på at absentere mig?

Sligt er jo attentat på at blamere mig,—

verbalinjurier!

Hvad er din mening da? Så tal dog—tal!

Ja, selv De kommer til at klare tanken!

hvad handles om?

Et lån!

for hundred daler eller så omtrent.

Å nej, jeg gratulerer! Gud, hvor dejligt!

Hvad er der nu!

Hurra; trompetens lyd forkynder sødt,

at dig en broder er i Amor født!

Tænk, Lind og Anna,—tænk Dem, han har fåt hende!

Nu er de kærester!

som går forsørget ud fra dette hus;

syv søsterdøtre,—alle med logerende—

Nå, her vil komme nok af gratulerende!

Min ven, jeg går som i en salig rus!

Hys;—som forlovet mand du medlem er

af salighedens mådeholdsforening;

lyd laugets love;—ingen orgier her!

Nå, herr grosserer!

spår dette lykke for dem begge to.

De bær jo sorgen med prisværdig ro.

Det glæder mig.

Jeg mener blot, at eftersom De nærede

forhåbning for Dem selv—

Ja, i det mindste var De nær på vej;

De nævnte frøken Halm; her stod De jo

og spurgte—

Det er—den anden, søsteren, De mener!

Ja, søsteren, den anden,—netop hende.

Lær denne søster nærmere at kende,

og døm så selv, om ikke hun fortjener

at lægges mærke til en smule mer,

end her i huset nu for tiden sker.

Hun har visst alle gode egenskaber.

Just ikke alle; selskabstonen har

hun ej det rette greb på; der hun taber—

Ja det er slemt.

en vinter til det, vædder jeg hun viger

for ingen anden.

Ja, det er mærkeligt med unge piger!

De er som vinterrugens sæd at se;

de spirer uformærkt i frost og sne.

Fra jul er balsalonen deres hjem—

Der gødsles med skandaler og med blamer—

Og når så forårsvarmen bryder frem—

Så skyder op småbitte grønne damer!

Hvor klogt jeg gjorde; over al forstand—

jeg føler mig så lykkelig og sikker!

Se der er kæresten; fortæl hvordan

man sig som nyforlovet elsker skikker!

Sligt drøftes nødigt med en tredjemand.

I slet humør! Jeg skal til Anna klage.

Hvor kan man sligt et menneske fordrage!

Du tog for resten fejl af ham,—

Det var ej Anna, som han tænkte på.

Hvad! Var det Svanhild?

Tilgiv mig, martyr for en fremmed sag!

Hvad mener du?

avisen?

der står om en, som fik, på skæbnens bud,

sin gode friske kindtand trukket ud,

fordi en fætter af ham led af tandværk.

Der kommer presten!

Fem, seks, syv, otte børn—

Uf, sligt må næsten kaldes uanstændigt!

Velkommen, hjerteligt velkommen!

Her er visst gæstebud—

For gør vi bryderi—

De kommer så tilpas, som tænkes kunde;

min datter Anna blev forlovet just.

Så lad mig vidne;—elskov,—kærligheden,—

det er en skat, som ikke møl og rust

fortære kan,—hvis der er noget ved den.

Men hvor det dog var smukt, De tog de små

herind til byen med Dem.

vi har foruden disse her.

Tre af dem er for små til allerede

at fatte tabet af en kærlig fader

i stortingstiden.

Å, hvorfor vil De alt så tidlig gå?

Jeg må til byen og fortelle nyheden;

hos Jensens véd jeg man går sent til ro;

jo, tanterne blir glade, kan De tro.

Min søde Anna, skil dig nu ved blyheden;—

imorgen er det søndag; gratulanter

vil strømme over dig fra alle kanter!

Godaften da!

en dråbe the? Fru Stråmand, vær så god!

Nu vil vi sværme! Styver, ser du hist,

hvor Luna sidder svømmende på tronen!

Nej, men du ser jo ikke!

jeg tænkte bare på obligationen.

Alt er som afbrændt, dødt;—en trøstløs jammer—!

Slig går man gennem verden, to og to;

tilhobe står de, som de sorte stammer,

en skogbrand levned på den øde mo;—

så langt, som synet rækker, er kun tørke,—

o, bringer ingen livets friske grønt!

Jo én—jo én—!

Og er ej ræd? Nej, mørket er just skønt.

Men sig mig, ræddes ikke De derinde,

hvor lampen lyser på de gustne lig—

O fy!

han stred med verden om en elsket kvinde;

som vedtægts kirkestormer manden gjaldt,

hans kærlighed slog ud i glade sange—!

Se på ham nu! I kisteklæder lange,—

et tobensdrama om, hvor dybt han faldt!

Og fruentimret med det slunkne skørt,

med skæve sko, som klasker under hælene,

hun er den vingemø, som skulde ført

ham ind til samfundsliv med skønhedssjælene.

Hvad er igen af flammen? Næppe røgen!

Sic transit gloria amoris, frøken!

Ja, det er uselt, uselt dog, det hele:

jeg véd ej nogens lod, jeg vilde dele.

Nu vel, vi to gør oprør mod en orden,

som ej naturens er, men kunstigt skabt!

Da, tro De mig, vort forbunds sag var tabt,

så visst, som det, vi træder på, er jorden.

Nej, der er sejr, hvor to går frem i enighed.

Vi vil ej sogne mer til platheds kirke,

som led af trivialitetens menighed!

Se, målet for personlighedens virke

er dog at stå selvstændig, sand og fri.

Det svigter ikke jeg og ikke De.

Et sjæleliv i Deres årer banker,

De ejer varme ord for stærke tanker.

De vil ej tåle formens snørliv lagt

om Deres hjerte, frit må det pulsere;

De fik ej stemme til at sekundere

i fælleskoret efter vedtægts takt.

Og tror De ikke smerten mangen gang

mit syn har mørknet og gjort barmen trang?

Jeg vilde bryde mine egne veje—

Ja, i den stille tanke?

Men så kom tanterne med gode råd,—

de skulde sagen drøfte, granske, veje—

den stille tanke, siger De; nej kækt et

forsøg jeg vovede—som malerinde.

Og så?

men frihedstrangen lod sig ikke binde;

bag stafeliet søgte den teatret—

Den plan blev sagtens også omkalfatret?

Ja efter forslag af den ældste tante;

hun foretrak en plads som gouvernante—

Men dette her har ingen før mig sagt!

Naturligvis, de tog sig vel i agt.

De frygted nok, "min fremtid" skulde lide,

hvis unge herrer fik den sag at vide.

Jeg ante længst, at Deres lod blev slig.—

Jeg mindes grant, da første gang jeg så Dem,

hvor lidt De tyktes mig de andre lig,

og hvor fast ingen evned at forstå Dem.

Om bordet sad det pyntelige lag,

hvor theen dufted,—passiaren surred,

mens frøkner rødmed og mens herrer kurred,

lig tamme duer på en lummer dag.

Religionens og moralens sag

blev talt af modne møer og matroner,

og husligheden prist af unge koner,

mens De stod ensom, lig en fugl på tag.

Og da så sladderen til slut var steget

til thevandsbakkanal og prosasvir,—

da skinned De som sølvet, vægtigt præget,

imellem stemplet kobber og papir.

De var en mynt ifra et fremmed rige,

blev her beregnet efter anden kurs,

var neppe gangbar i en kvik diskurs

om vers og smør og kunst og mer deslige.

Da—just som frøken Skære havde ordet—

Mens kæresten stod bag, som ridder bold,

og bar sin hat på armen lig et skjold—

Da nikked Deres moder over bordet:

"Drik, Svanhild, førend theen bliver kold".

Og De drak theen ud, den lunkne, vamle,

som den blev nydt af unge og af gamle.

Men navnet tog mig i det samme nu;

den vilde Vølsungsaga med sin gru,

med sine faldne ætters lange række,

mig tyktes ind i vor tid sig at strække;

jeg så i Dem en Svanhild nummer to,

i andre former, efter tiden lempet.

Bag reglens løgnflag er for længe kæmpet,

nu fordrer fylkingen forlig og ro;

men hånes loven i en samtids brøde,

da må for slægtens synd en skyldfri bløde.

Jeg tænkte mindst, at slige fantasier,

så blodige, fik liv i thevandsdunst;

men det er sagtens Deres mindste kunst

at høre ånders røst, hvor ånden tier.

Nej, le ej, Svanhild; bagved Deres spot

der glitrer tårer,—o, jeg ser det godt.

Og jeg ser mer; er De i støvet trådt,

og æltet til et ler, hvis form ej huskes,

da skal af hver en tusendkunstner fuskes

med modellerkniv plumpt og dumt og råt.

Vorherres gerning verden plagierer,

den skaber Dem påny—i eget billed;

den ændrer, lægger til, tar fra, formerer.

Og er De slig på postamentet stillet,

da jubler den: Se nu er hun normal!

Se hvilken plastisk ro; som marmor sval!

Bestrålt af lys fra lampen og fra kronen

hun passer dejligt til dekorationen!

Men skal De åndigt dø, da lev forinden!

Vær min i Herrens vårlige natur;

De kommer tidsnok i det gyldne bur.

Der trives damen, men der sygner kvinden,

og ene hende elsker jeg i Dem.

Lad andre få Dem i det nye hjem;

men her, her sprang min første livsvår ud,—

her skød mit sangertræ de første skud;

her fik jeg vingers flugt;—hvis De ej svigter,

jeg véd det, Svanhild,—her, her blir jeg digter!

O, hvorfor siger De mig dette nu?

Det var så smukt, når vi i frihed mødtes.

De skulde tiet; skal da lykken støttes

af løftets ord, for ej at gå itu!

Nu har De talt, og nu er alt forbi.

Nej, jeg har pegt på målet, sæt nu over,

min stolte Svanhild,—hvis De springet vover.

Vær kæk; vis, De har mod at være fri!

At være fri?

at gøre heltud fyldest i sit kald;

og De, det véd jeg, blev af himlen viet

til værn for mig mod skønheds syndefald.

Jeg må, som fuglen jeg blev opkaldt efter,

mod vinden stige, skal jeg højden nå;

De er den luftning, jeg kan vugges på;

ved Dem får først min vinge bærekræfter.

Vær min, vær min, til De blir verdens eje,—

når løvet falder, skilles vore veje.

Syng Deres sjælerigdom i mig ind,

og jeg skal give digt for digt tilbage;

så kan De ældes under lampeskin,

som træet gulner, uden kval og klage.

Jeg kan ej takke for den gode vilje,

skønt klart den viser Deres hjertelag.

De ser på mig, som barnet på en silje,

der skæres kan til fløjte for en dag.

Ja, det er bedre end i sumpen stå,

til høsten kvæler den med tåger grå.

De må! De skal! Ja, det er Deres pligt

at skænke mig, hvad Gud Dem gav så rigt.

Hvad De kun drømmer, gror i mig til digt!

Se fuglen der,—uvittigt jeg den slog;

den var for Dem, som sangens bøgers bog.

O, svigt mig ikke; syng for mig som den,—

mit liv skal give digt for sang igen!

Og når De kan mig, og når jeg er tom

og sunget har min sidste sang fra grenen,—

hvad så?

O ja, jeg husker De kan bruge stenen.

Det er den frihedssjæl De pralte med,—

den, som gad vove, når kun målet var der!

Jeg har Dem målet vist; giv nu et svar, der

for evigt strækker til.

På Deres veje kan jeg aldrig nå Dem.

Så nok om den ting; lad så verden få Dem.

De finder visst, at det er meget latterligt,

hvad jeg har underholdt Dem med ikveld?

Jeg har forløbet mig, jeg ser det vel;

De kan kun føle søsterligt og datterligt;—

herefter taler jeg med hansker på,

slig vil vi to hinanden bedst forstå.—

Nu vil jeg sige Dem et alvorsord

til tak for frelsens hånd, De vilde rakt mig.

De brugte før et billed, som har vakt mig

til klar forstand på Deres "flugt fra jord".

De ligned Dem med falken, der må stævne

mod vinden, dersom den skal højden nå;

jeg var det vift, der bar Dem mod det blå,—

foruden mig var magtløs Deres evne.—

Hvor jammerligt! Hvor småt i et og alt,—

ja latterligt, som selv til slut De aned!

I frugtbar jordbund lignelsen dog faldt;

thi for mit syn en anden frem den maned,

der ej, som Deres, hinker lam og halt.

Jeg så Dem, ej som falken, men som dragen,

som digterdrage, dannet af papir,

hvis eget jeg en biting er og blir,

mens sejlgarnssnoren udgør hovedsagen.

Den brede brystning var som skreven fuld

af fremtidsveksler på poetisk guld;

hver vinge var en bundt af epigrammer,

som slår i vejr og vind, men ingen rammer;

den lange hale var et tidens digt,

der skulde synes slægtens fejl at piske,

men som kun drev det til så småt at hviske

om et og andet, der har brudt sin pligt.

Slig lå De magtesløs for mig og bad:

"Å, sæt mig op i vester eller øster!

Å, lad tilvejrs mig gå med mine kvad,

selv om det koster skænd af mor og søster!"

Ved Gud i himmelen—!

til slig en børneleg er jeg for stor;

men De, som fødtes til en åndens dåd,—

De nøjes med en flugt mod skyens kyster

og hænger Deres digtliv i en tråd,

som jeg kan slippe når og hvor jeg lyster!

Hvad skriver vi idag?

lad denne dag en mærkedag Dem være;

lad farten gå for egne vingers flugt,

så får det enten briste eller bære.

Papirets digtning hører pulten til,

og kun den levende er livets eje;

kun den har færdselsret på højdens veje;

men vælg nu mellem begge den De vil.

Nu har jeg gjort, som før De bad mig om:

jeg sunget har min sidste sang fra grenen;

det var min eneste; nu er jeg tom;

hvis nu De lyster, kan De kaste stenen!

Hvad? sang? Nå ja—det er nok Linds kvartet,

den øver jublen ind; se det er ret!

Nå, herr grosserer,—lister man sig væk?

Ja. Lad mig bare først få på mig frakken;

vi upoeter tåler ikke træk,

hos os slår aftenluften sig på nakken.

Godnat!

Peg på en gerning for mig, men en stor—!

På livet løs—!

så skal De se, det går på livet løs.

Der er i kort begreb programmet givet.

Nu er jeg vågnet af den tomme døs,

nu har jeg kastet livets store terning,

og De skal se,—ja fanden ta mig—

band ikke; sligt gør ej en flue sky.

Nej, ikke ord, men gerning, bare gerning!

Vorherres arbejdsplan jeg vender om—

seks ugedage spildtes med at gabe;

min verdensbygning ligger endnu tom;—

imorgen, søndag—hej, da vil jeg skabe!

Ja, lad mig se, at De med kraft tar fat;

men gå nu ind og læg Dem først, godnat!

Nej, nu til dåd; for længe har jeg sovet.

Godnat! Godnat! Drøm sødt i denne nat;

imorgen, Svanhild, er vi to forlovet.

Nej, at jeg ikke skulde vidst det, Lind;

jeg skulde drillet Dem!

Han skrev vel, Anna?

Anna, hvor længe har det været hemmeligt?

Imorgen må du ud og købe ring.

Vi skal ta mål af ham!

det skal hun selv.

En halv kop kaffe til?

Hvor heldigt, at du får din nye kåbe

til næste uge, når I skal omkring.

Når går vi så i udstyrsmagasinet?

Hvad er vel prisen nu på postelinet?

Læg mærke til herr Lind med Annas hanske.

Ved Gud, han kyssed den!

Å hvilken snak!

Nej, man må ikke faktum så forvanske;

jeg attesterer, vidnerne tar fejl.

Kom, Anna; stil dig foran dette speil!

De også, Lind!

Kom, lad os se, hvor meget han er højere.

Der slagter de en elskovs poesi.—

Hin fusker, som stak koen ubehændigt,

så den i døden pintes unødvendigt,

han fik sit vand og brød i dage ti;

men disse—disse der—, de slipper fri.

Jeg kunde fristes til—; hys, tomt er ordet;

kun handling fra idag, det har jeg svoret.

Nå, Gud ske lov, nu taler de om smagen;

nu kan jeg slippe—

på lykken; ønskesværmen, tæt, som myg,

har surret op og ned her hele dagen.

De mener det så vel, den hele flok;

skønt noget mindre kunde være nok.

Den andel, som de tar, er næsten trættende;

at slippe bort en stund vil være lettende.

Hvor går du?

Bank på, ifald du finder døren stængt.

Men skal jeg ikke hente Anna ud til dig?

Nej,—vil hun noget, sender hun nok bud til mig.

Vi taltes ved igår til langt på nat;

da fik jeg hende sagt omtrent det vigtigste;

desuden synes jeg, det er det rigtigste,

at omgås sparsomt med sin lykkes skat.

Ja, du har ret; man bør for dybt ej gribe

til dagligbrug—

Nu skal jeg få mig en fornuftig pibe;

jeg har ej røgt tre hele døgn i træk.

Mit blod har været i en slig bevægelse;

jeg gik og skalv for at hun skulde vrage mig—

Ja, du kan trænge til lidt vederkvægelse.

Og du kan tro, at knasteren skal smage mig.

Det var visst ham, der gik?

At løbe fra os!

Han er lidt sky endnu, men blir nok tam,

når han en ugestid har båret skiltet.

Hvor sidder han?

i havehuset, i vor fælles rede;

men De må ikke drive ham dernede;

å lad ham puste ud!

blir ikke lang.

så kan De forfra jo begynde legen.

Nu er han inde i en engelsk præken—

En engelsk—?

For ramme alvor. Han er fast bestemt på

at modta kald etsteds blandt emigranterne,

og derfor—

det gale indfald?

Hent Anna og fru Stråmand og fru Halm!

Ja, sligt må hindres!

Der er de; Gud ske lov;

er fast bestemt på i sit stille sind?

At gå som prest derover—

Og du har lovet ham—!

Så har han snakket for dig!

Men husk den indre trang hos ham—!

den følger man, når man er løs og ledig;

men en forlovet følger blot sin brud.—

Nej, søde Anna, tænk dig om i tide;

du er i hovedstaden barnefødt—?

At lide for ideen er dog sødt!

Skal man for kærestens ideer lide?

Til sligt er man, ved Gud, dog ikke nødt!

Kom allesammen!

lad så ham vide, hvad han har at gøre.

Herr pastor, hjælp den unge troens kæmpe,

før de får frøken Anna stemt imod ham.

Ja kvinden bør sig efter manden lempe;—

Men dersom jeg i middags ret forstod ham,

så hviler kaldet på en uviss grund,

og offeret, som bringes, er nok tvilsomt—

Å nej, herr pastor, døm dog ej for ilsomt.

Jeg tør forsikre Dem med hånd og mund,

hans kald er meget stort og ubestrideligt—

Ja,—er han sikret noget visst pålideligt

for året,—da er det en anden sag.

De stiller foran, hvad jeg sætter bag;

jeg mener kaldet,—trangen,—ikke gagen!

Foruden den kan ingen vidne i

Amerika, Europa eller Asien,—

kort ingensteds. Ja, dersom han var fri,

min kære unge ven,—hvis han var enlig,

var løs og ledig,—nå, da gik det an;

men Lind, som er i fuld forlovet stand,—

for ham er slig bestilling ikke tjenlig.

Tænk efter selv; han er en kraftig mand,

med tiden må han stifte lidt familje;—

jeg forudsætter han har bedste vilje;—

men midlerne, min ven—? "Byg ej på sand",

så siger skriften. Tingen var en anden,

hvis offeret—

det véd jeg nok.

Når offeret man villig er at bringe,

og rigeligt—

Han? Hvordan skal jeg Deres ord forstå?

I standens medfør skal han offer tage,

men ikke bringe—

Hurra for offeret;—ja det, som blir

til højtids bragt—i struttende papir!

For går man året rundt i tørn og trinse,

så har man det igen til jul og pinse.

Og "kaldet" lydes—når det er tilstrækkeligt,—

selv om man hører til familjeskafferne!

Forstår sig; er man sikret noget klækkeligt,

så bør man vidne selv blandt Zulukafferne.

Nu skal jeg tage hende med det gode.

Min lille Mette, hent mig ud mit hode.

Klodshodet mener jeg, mit barn, forstå mig—

nej, vent et øjeblik;—jeg har det på mig.

De spiller nok en smule slange her

i elskovsparadiset, kan jeg skønne!

Å, kundskabstræets karter er så grønne;

de frister ingen.

Men Gud forbarme sig, hvor der ser ud

på værelset; der ligger lampen knækket,

gardinet revet ned, vor stålpen brækket,

og over kakkelovnspladen flyder blækket—

Det hærværk bær min livsvårs første bud.

For længe har jeg siddet bag gardiner

og digtet skriftlig under lampen tændt;

nu er min døde stuedigtning endt;—

med Herrens solskin jeg i dagen triner;—

min vår er kommen og min sjæls forvandling;

herefter digter jeg i dåd og handling.

Ja, digt for mig i hvad du vil; men vent

ej derfor, at min svigermor er tjent

med tabet af de malede gardiner.

Hvad! Hun, som ofrer alt på de logerende,

selv søsterbørn og døtre,—skulde hun

ta slig en småting op med sure miner!

Det er usømmeligt i bund og grund,

ja for os begge to kompromitterende!

Dog hun og du om det; men lampen var

min eiendom med både glas og kuppel—

Å pyt,—den volder mig da ingen skruppel;

du hår Vorherres sommer lys og klar,—

hvad skal så lampen til?

du glemmer rent, at sommeren er kort.

Jeg tænker nok, skal jeg til jul bli færdig,

det gælder, ej at sløse tiden bort.

Du tænker fremad?

jeg skulde tro, eksamen er en vigtig nok—

Men husk iaftes! Husk: Du går og lever;

beruset i nuet intet mer du kræver,—

selv ej et middelmådigt haud til jul;—

du har jo fanget lykkens fagre fugl;

du har en følelse, som om du stod

med verdens rigdom drysset for din fod!

Det har jeg sagt; men sligt er at forstå,

naturligvis, cum grano salis—

Om formiddagen vil jeg nyde lykken,

det er jeg fast bestemt på.

Jeg må jo hilse på min nye slægt

så tiden går alligevel tilspilde;

men nogen yderligere forrykken

af timeplanen lønned sig nok ilde.

Og endda vilde du i forrige uge

gå i den vide verden ud med sang.

Ja, men jeg skønte turen blev for lang;

de fjorten dage kan jeg bedre bruge.

Nej, du blev hjemme af en anden grund;

du snakked noget om at dalens bund

for dig har højfjeldsluft og fuglekvidder.

Ja visstnok,—luften her er meget sund;

men den kan nydes, om man også sidder

i regelmæssigt arbejd med sin bog.

Men bogen var det jo, der ej forslog,

som himmelstige—

sligt siger man, når man er løs og ledig—

Du ogsaa, Brutus!

at jeg har andre pligter, jeg, end du.

Jeg har min kæreste. Se alle andre

forlovede, selv folk med lang erfaring,

som du forhåbentlig dog ej vil klandre,—

de påstår alle, dersom to skal vandre

igennem livet, så—

Hvem gav dig den?

og det er dog en mand, som ikke lyver.

Og frøken Skære, som er så erfaren,

hun siger—

Ja, det er mærkeligt med disse to;

der hviler over dem en sindets ro—

tænk dig, hun kan ej huske sin forlovelse,

har ganske glemt, hvad den ting er, at elske.

Ja, det er følgen af enhver forsovelse,—

erindringsfuglene blir rent rebelske.

Du, kære Lind, du sov visst sødt inat?

Til langt på dag; jeg gik tilsengs så mat,

og dog på samme tid i slig en rørelse;

jeg frygted næsten, jeg var bleven gal.

Å ja, du led jo af et slags forgørelse.

Men Gud ske lov, så vågned jeg normal.

Herr Lind!

Kom, lad os gå.

Lad os i hast få ende på uenigheden,

Som De og Deres kæreste er kommen i.

Er vi uenige?

hint tårerige blik. Det gælder menigheden

der over i Amerika.

hun var jo villig—

Nej, kære, De vil anderledes dømme,

når vi får drøftet sagen mer i ro.

Men denne strid for troen, den er jo

min fremtids bedste drøm!

i vor civiliserte tid på drømme?

Se, Styver drømte nu forleden nat,

der kom et brev, som var så selsomt kantet—

At drømme sligt er forbud for en skat.

Ja,—næste dag han blev for byskat pantet.

Af disse grunde, kære unge barn,

af disse grunde, hentet fra fornuften,

ja fra moralen og tildels fra skriften,

De indser nu, at slig en meningsskiften

må kaldes ganske greben ud af luften.

Ja, Gud,—jeg er endnu så uerfaren—

Og det er så naturligt, at man har en

utidig frygt for faren og for snaren;

men lad ej tvilen få Dem i sit garn,—

vær uforsagt; spejl Dem i mig og Maren!

Ja, jeg har hørt idag af Deres moder,

at jeg var ligeså forknyt, som De,

da vi fik kaldet—

hun skulde bort fra hovedstadens goder;

men da vi havde samlet nogle skillinger,

og da vi havde fåt de første tvillinger,

så gik det over.

som taler!

Skal mennesket forsage? Falk fortæller,

at kaldet ikke er så ringe heller;—

så var det jo?

Så noget visst kan deraf gøres ud.

Og er det så, hvi skal vi da forsage?

sku om Dem i de længst fremfarne dage!

Se Adam, Eva, dyrene i arken—

se liljerne i luften—fuglene på marken—

de fugle små—de fugle små—de fiske—

Hurra! Der kommer kernetropper friske;

den hele gamle garde i gevær!

Nå, det er godt vi finder hende her.

Vi har ham, Falk!—nu til veninden der.

Hun trænger ingen verdslig overtalelse;

ej gøres der, hvor ånden har gjort sit,

behov at verden—

så fik jeg kraft—!

forsoning da!

Ja, gives vel et sind, så døvt og lukt,

at ej det finder sligt et optrin gribende?

det er så skærpende, det er så slibende,

det er så vækkende, at se et ungt

umyndigt barn, som bringer ofret, tungt,

men villigt dog på pligtens alter.

men hendes slægt har også været virksom.

Ja, jeg og tanterne,—det véd jeg da!

De, Lind, De ejer hendes hjertes nøgle;

men vi, veninderne, vi har en dirk, som

kan lukke op, hvor nøglen ej forslår;—

og hvis det trænges i de senere år,

så kom til os,—vort venskab kan ej gøgle.

Ja, vi er om jer, hvor I står og går—

Og skærmer jer mod tvedragts fæle øgle.

O, denne klynge! Kærlighed og venskab!

en stund, så glad, og dog så vemoddryssende!

Men, unge mand, lad tingen få en endskab!

Tag hen din brud,—din brud tag hen—og kys hende!

Jeg rejser ej!

Men, Gud, så skilles vi jo lige fuldt!

Ja, hvad er det?

en misforståelse—

at rejse med!

De begge føjed sig; hvad fattes da?

Nej, de forviklinger er mig for stive!

Men Herregud, hvem kommer striden fra?

Her er uenighed på alle kanter.

Nu får vi thevand.

for venskab, thevand, kærlighed og tanter!

Men dersom sagen hænger sådan sammen,

så kan den endes let til alles gammen.

Processen hviler på en paragraf,

som siger: konen skal sin husbond følge.

Dens ord er klare, det kan ingen dølge—

Ja så; men hvor blir da forliget af?

Hun lyde må en lov, som kom fra oven—

Men så kan Lind jo eludere loven;—

Hal rejsen ud, og rør Dem ej af pletten.

Ja det går an!

Så trak det lille uvejr da forbi.

Slig sommerregn gør godt, når den er over;

da skinner solen dobbelt smukt, og lover

en eftermiddagsstund for skyer fri.

Ja, kærlighedens blomst behøver større

og mindre regnskyl for at holdes frisk.

Den dør, så snart den bringes på det tørre;

for så vidt har den lighed med en fisk—

Nej, kærligheden lever jo af luften—

Og den må fisken dø i—

Der kan De se, vi Deres tunge bandt!

Den the er god, det kender man på duften.

Nå, lad det blive da ved blomsterlignelsen.

Den er en blomst; thi nægtes den velsignelsen

af himlens regn, så hartad den går fløjten—

Hvad da?

Men lignelsen har digterne nu brugt,

og godtfolk gennem snese slægter slugt,—

og endda er den for de fleste tåget;

thi blomstervrimmelen er stor og broget.

Sig, hvilken særlig blomst er kærligheden?

Nævn den, som har den største lighed med den.

Den er en rose; Gud, det véd enhver;—

den låner livet jo et rosenskær.

Den er en hvidvejs, vokser under sneen;

først når den springer ud får verden se'en.

Den er en løvetand, som trives bedst,

når den blir